Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 29. april 2009

Tid til en øl - Ruddles County

29. April 2009
Ruddles Brewery er et bryggeri fra 1858, Det lå oprindeligt i Langham, Rutland, ( lidt øst for Leicester ), men er blevet opkøbt – af Morland, der igen er købt af Greene King. Så nu er produktionen flyttet til Suffolk. Her har man ( som sædvanligt ) svært ved at finde den samme vandprofil som i originalen.
I 1912 købte George Ruddle byggeriet og omdøbte det.
De er mest kendt for deres øl ”Ruddles County” der er en ordinary bitter på 4,7% - en sessionbeer, der kan drikkes på pubben uden at man bliver alt for beruset.
Det er en orange gylden øl med et blødt hvidt skum. Boblerne sætter sig på glasset sider, så det ser vældigt forfriskende ud. Duften er frisk med lidt citrusnote fra humlen og en smule parfumeret aroma. Øllet føles let, næsten lidt tyndt, - det har, hvad man i England kalder god ”drinkabillity”. Et herligt ord, der er meget beskrivende. Smagen er fra starten præget af bitterhed og en fin citrus. Der kommer lige et strejf af maltsødme, når øllet synkes. Eneste minus er at bitterheden i eftersmagen er for kraftigt i forhold til de andre ingredienser. Den holder meget længe.
Karakter 3

tirsdag den 28. april 2009

Tid til en øl - Strong Suffolk

28. April 2009
Her til aften har vi været til en spændende foredrag med forfatteren Ib Michael. Jeg har ikke læst nogle af hans bøger, med det tror jeg, jeg vil gøre. Han fortalte om den nyeste trilogi, hvor bogen ”Vilde Engle” lige er udkommet. Selvom den foregår lidt før min ungdom, kan jeg nikke genkendende til mange af de ting, han fortalte om. Han er en engageret og spændende fortæller. Han overnatter her hos os i nat, og vi sad og nød en ”Jacobite ale” fra Traquair til lige at falde ned på. Han er utroligt vidende, og vi havde en dejlig og hyggelig samtale om mange spændende emner.
Men Jacobite ale har jeg beskrevet før. Det er en øl, man ikke kan få for tit, men det er ikke interessant at høre om den hver-hveranden uge. Ib Michael syntes også vældig godt om den.
Jeg vil derfor skrive om en af de andre gode ales fra de britiske øer. Nemlig ”Strong Suffolk” fra bryggeriet Greene King. Jeg har tidligere skrevet om bryggeriet og deres ”Abbot Ale” ( 13 aug.08 ), men den første øl jeg stiftede bekendtskab med var denne øl. Da jeg skulle afholde den første ølsmagning, hvor jeg selv stod for udvalget var denne øl med, og den har fulgt mig siden. Den faldt i alles smag, og det er da også en af de allerbedste engelske ales.
”Strong Suffolk” er Englands sidste blandingsøl, hvor man blander en Old Ale på 12,0 % med en ung Ale på 4,0%. Blandingen lander så på 6,0%.
Den unge ale kendes i bryggeriet som BPA – Best Pale Ale – selvom den er temmelig mørk i det. Den gamle ale er kendt som 5x, efter den gamle metode med at skrive alkoholstyrken med x’er. Den er lagret i mindst 2 år på gamle egetræsfade, og efter sigende er det kun brygmesteren og hans nærmeste lærling, der har adgang til disse fade. Fadene er forseglede med en megelblanding, for at undgå inficering af vildgær.
Det giver en mørk kobberfarvet øl med en flødeagtigt skumlag, der virker blødt og lækkert. Duften er fyldig og præget af karamel og malt, samt en skarp frisk note fra humlen. Øllet føles friskt i munden, - sikkert resultatet af den unge ale, mens den gamle ales lange lagring giver en kompleks og fyldig smag. Eftersmagen er lang og i fin balance mellem sødme og bitterhed.
Karakter 5

mandag den 27. april 2009

Tid til en øl - Alba

27. April 2009
Heather Ales i Skotland har specialiseret sig i historiske øl fra tiden, før humlen blev almindelig. Jeg har før ( 19 okt.08 ) skrevet om bryggeriet og deres ”Ebulum”, men min favorit er ”Alba”.
”Alba” er baseret på en gammel vikingeopskrift, hvor man i stedet for humle har brugt fyr og rødgran til at give bitterhed. Man har plukket skud fra skotsk fyr og rødgran i det tidlige forår. Fyr-skuddene har kogt i mange timer sammen med malten og til sidst har man tilsat rødgranskud, der har trukket i kort tid inden gæringen. Det giver en helt anderledes bitterhed end humlen. Den virker frisk og har selvfølgelig en udpræget duft og smag af nåletræ.
Humlen kom meget sent til Skotland, for det er for koldt til at dyrke humle der, så den måtte importeres. Derfor er der ikke meget humle i skotske øl og indtil slutningen af 1800’tallet drak man ofte rødgran-øl i stedet for.
Man bør dog bringe en advarsel, for rødgran-øl siges at stimulere de dyriske lyster og øge sandsynligheden for tvillinger. Så det er på eget ansvar at nyde en af disse øl.
”Alba” er det gæliske navn for Skotland.
Det er en overgæret øl på 7,5%. Den er kobber/orange farvet og den er meget uklar pga ekstra gæring i flasken. Duften er frisk af nåleskov, hvilket jo ikke er mærkeligt. Fornemmelsen i munden er fyldig. Smagen er umiddelbart mere maltet og sød end duften antyder, men ret hurtigt kommer gran- og fyr-noterne frem. Bitterheden er efter min mening ikke så skarp som når man bruger humle. Blandingen af sødme og friskhed gør det til en dejlig ”solnedgangsøl” på terrassen. Det er ikke umiddelbart en madøl.
Karakter 4+
Der er flere rødgran-øl på markedet bla ”Draupnir” fra Brøckhouse ( den er nok ikke på markedet så meget længere ), men den bedste er nu ligegodt ”Alba” fra det skotske højland.

søndag den 26. april 2009

Tid til en øl - Ølfabrikken Grøn Påske

26. April 2009
Efter kirketid i dag tog jeg malertøjet på. Jeg har lovet at hjælpe med at male kulisser til årets Skansespil i Hals. Det er Askepot og der skal bla. bruges et stort slot. Kulissen er stor og kommer til at rage 6,8 m op i luften. Lige nu er den dog i sektioner, så det er muligt at male. Vi skulle lave murværk og det gjorde vi ved at male lyse fuger på en i øvrigt lys baggrund. Det kom til at virke godt – lidt marmoragtigt. Vi blev overhovedet ikke færdige, men nu ved vi hvordan vi skal gøre det. Senere skal der males lidt mere krævende ting – det bliver sjovt.
Da jeg kom hjem var min datter og svigersøn kommet på besøg og vi lavede kylling på grillen. Jeg havde i går fået 5 engelske dåseøl fra One Pint i gave, og vi delte 2 af den her til aften. Det var ”Abbot Ale” fra Green King og ”Old Speckled Hen” fra Morland, som jo er blevet opkøbt af Green King. Jeg har skrevet om disse udmærkede øl tidligere, så jeg vil i stedet vende tilbage til en af dem vi fik i går.
”Grøn Påske” fra Ølfabrikken (GourmetBryggeriet ) er på 6,0% og brygget som en belgisk bruin. Det er en flot mørkebrun øl, der virker en anelse sløret. Duften er maltet og virker lidt neutral. Øllet føles friskt og temmelig let, men det har en lidt sur kedelig smag, der i hvert fald ikke appellerer særligt meget til mig. Den er humlet med Styrian humle og den træder også tydeligt i karakter. Den mærkes i eftersmagen, der desværre også har denne lidt kedelige smag.
Karakter 2+

lørdag den 25. april 2009

Tid til en øl - St. Bernadus Paasbier

25. April 2009
Jeg har ikke fået skrevet noget de sidste par dage, da vi har haft besøg af 2 ungarske mænd. De synger i et kor, som mine døtres kor besøgte sidste år, og nu skulle de så på genbesøg her i Danmark. Det var nogle meget fine fyre midt i 20’erne. De snakkede fint engelsk og vi fik da også tid til at nyde en Påskebryg fra Fur en af aftenerne. Vi havde regnet med at få 2 piger som logerende og havde købt ind efter det. Men det brød, der skulle holde til alle 3 dage forsvandt den første dag og ligeledes med osten og kiksene. De havde en glubende appetit, så vi var nødt til at købe en del ekstra ind. Men det har været fint at have dem på besøg, og jeg tror, de var glade for opholdet. Den ene interesserede sig meget for tegneserier og for selv at tegne, og han kiggede alle mine serier igennem og skrev titler ned, som han ville prøve at finde i Budapest.
Her til aften kom madklubben så på besøg. Den stod på sommermad – frikadeller med kartoffelsalat og pølser fra grill og koldskål til dessert.
Jeg havde et par store påskeøl som passede til lejligheden.
”St. Bernadus Paasbier” er brygget specielt til det danske marked. En del belgiske klosterbryggerier har opdaget den danske tradition med specielle påskebryg og lancerer deres egne. Bryggeriet ligger i Watou og blev grundlagt i 1946 da trappist klosteret i Westvleteren lavede en aftale om at klosterets øl skulle brygges der. I 1992 begyndte Westvleteren selv at brygge og kunne derfor igen kalde sig et trappistbryggeri, mens St. Bernadus så påbegyndte denne serie. Man hævder at bryggeriet i Watou har beholdt noget at Westvleterens gær, og det er grunden til det gode resultat. Om det er sandt ved jeg ikke, men jeg kan vældig godt lide deres øl.
Også denne påskeudgave på 7,7%. Det er en klar øl med en mørk ravfarve, der har et rødligt skær. Der er fint hvidt skum på toppen. Duften kan minde lidt om deres triple. Frisk med en krydret note. Der er en del kulsyre i, der gør øllet livligt – måske for at signalere, at det er en forårsbryg. Smagen er fyldig uden at blive tung, og der afsluttes med en krydret note, der adskiller den fra de andre Bernadus øl. Der er en fin balancerende bitterhed i eftersmagen.
Karakter 4

tirsdag den 21. april 2009

Tid til en øl - Avery The Maharaja

21. April 2009
Jeg er lige hjemvendt fra en sangaften i sognegården med fællessange fra Højskolesangbogen. Jeg deltog selv med 3 ”Noget om….”-viser af Halfdan Rasmussen. Det blev besluttet i sidste øjeblik for at variere programmet og aflaste min kone, så hun ikke skulle spille hele tiden. Det gik fint – vi havde en hyggelig aften. Det er dejligt at sidde og synge sammen.
For noget tid siden købte jeg Ølkonsortiets sidste 2 eksemplarer af ”The Maharaja” fra bryggeriet Avery i Colorado. Jeg serverede dem ved en ølsmagning for vennerne. Det er en del af Avery’s serie om herskere, som jeg vist har omtalt før ( 1. feb. 09 ). ”The Maharaja” er naturligvis en India Pale Ale, men den er efter bedste amerikanske tradition brygget med ekstra fokus på alle ingredienser. Så det er på sin plads at kalde den for Imperial India Pale Ale som der står på etiketten.
Den er brygget på pale ale malt, samt karamelmalt for at give lidt ekstra fylde og farve til øllet. Humletyperne er Magnum, Centennial og Simcoe, der er en slagt supercascade-humle. Bitterheden er helt oppe på 103 IBU, hvilket er omtrent det kraftigste man kan smage. Der findes godt nok øl med højere IBU, men efter sigende kan smagsløgene ikke registrere dette ( De bliver bare hurtigere bedøvede ). Alkoholprocenten er også kommet op på 9,8%.
 ”Maha Raja” er sanskrit og betyder ”Store Konge”, og dette er en øl der er stor på alle måder.
Øllet er gyldent, men med et kraftigt sløret orangebrunt skær. Der er karamelmalten, der gør sin indvirkning. På toppen hviler en rimelig pæn skumtop. Duften er overvældende stærk med friske noter at citrus. Øllet føles friskt og aggressivt i munden og smagen er meget stor og fyldig. Man fornemmer først en udtalt sødme, som balancerer den store bitterhed, der hurtigt tager over. En af årsagerne til at disse ekstreme amerikanske øl ikke føles som ”for meget” er den fine balance mellem maltfylde og humlebitterhed. En så kraftig bitterhed ville helt tage pusten fra en svagere øl, men her passer det hele sammen. Det er dog en øl, der gør sig bedst i slutningen af en smagning, ellers kan smagsløgene godt få sig et mindre chok. Eftersmagen er langvarig og kompleks, men afsluttes selvfølgelig at en udtalt bitterhed fra citrushumlen.
Karakter 5
Denne øl smagte jeg første gang på den store ølfestival i København sidste efterår - sidst på aftenen, hvor bedømmelsesniveauet ikke var helt skarpt mere, men da syntes jeg også vældig godt om den. Jeg har virkelig vænnet mig til humle gennem denne lille øl-opdagelsesrejse.
Der er Ølfestival i København igen her i maj, men denne gang kommer jeg vist ikke afsted – øv.

mandag den 20. april 2009

Tid til en øl - Viborg Påskebocken

20. April 2009
Jeg har haft ekstra prøver med de små guitarelever i dag. Der er koncert på fredag og det bliver en lidt hektisk uge med koncerter og ekstra prøver, både tirsdag, onsdag og fredag. Derudover skal vi have et par unge mænd fra et ungarsk kor boende i nogle dage, så der er nok at se til for tiden.
Jeg fortsætter ufortrødent med påskeøllene, selvom jeg indrømmer, at jeg er klar over at påsken er slut. Men det er julen jo også, og der er da også stadig et par juleøl på lageret. Nogle gange kan det være svært at begrænse sig, når man ser en spændende øl, og det kan være svært at få drukket det hele til tiden. Men der er stadig ”Tid til en øl” også selvom det er en påskeøl.
Viborg Bryghus kan være svære at fremskaffe udenfor lokalområdet, men jeg har tidligere fået et par øl foræret. Og jeg synes vældig godt om deres Skotske Ale. Her 2. påskedag havde vi igen besøg fra Viborg og de medbragte en påskeøl fra bryghuset – ”Påske Bocken”.
Der er brygget 7000 flasker af denne bryg og allerede midt i marts var der ved at være udsolgt. Og det til trods for, at den ikke kan købes på landsplan.
Det er en mørkbrun klar øl på 7,5%, med let hvidt skum. Der er en del bobler i øllet. Duften er lidt for sødlig, men en bock skal jo være sød og maltet. Skummet og øllet føles ualmindeligt let, nærmest en smule tyndt, og det er heldigt for ellers ville denne øl blive for vammelsød. Det virker næsten som om der er tilsat ekstra kandis, men det er sikkert forkert, for man må formode, at en bock er brygget efter ”Das Reinheitsgebot”. Men det er en øl, hvor en kunstig sødme dominerer alt for meget. Det er svært at få øje på humlen i denne Påskebock.
Karakter 3

søndag den 19. april 2009

Tid til en øl - Fur Påskebryg

19. April 2009
Jeg har lige afleveret min datter på efterskolen. Hun gjorde en fin entre. Her i weekenden har hun fået klippet håret kort i en meget flot page - - - og fået det farvet rødt og blåt. Da jeg hørte om det, troede jeg ikke, det kunne blive pænt, men det er blevet helt utroligt flot til hende. Det er selvfølgelig ikke pang-farver. Håret har et violet skær over sig og det kantes af en meget mørk blå. Hun ser rigtig godt ud, og blev også mødt med anerkendende kommentarer på skolen – så hysterisk som kun efterskolebørn kan udtrykke sig.
Ellers har det jo været en dejlig forårsdag. Vi har fået svigermor på besøg og alle børn + kærester har været hjemme til kagebord og revelsben fra grill.
Fur Bryghus har selvfølgelig også sendt en påskebryg på markedet. Den er brygget som en ”engelsk strong ale” på 3 forskellige malttyper ( bla. karamelmalt for at give farve ) og klassisk humle ( hvad det så er. De holder altid alting meget hemmeligt ). Alkoholprocenten når op på 7,7%
Det er en ravfarvet klar øl med maltet karakter. Duften er maltet med lidt skarphed fra humlen. Selvom det er en overgæret øl, minder den lidt om en bockøl, der jo hører påsken til, men samtidig er den lidt anonym. Smagen er maltet med karamel og der kommer en lidt parfumeret blomsternote til sidst. Let bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+

lørdag den 18. april 2009

Tid til en øl - Anchor Liberty Ale


18. April 2009
I dag har jeg fået lavet mig et lille jordbærbed, samt flyttet en stor karrybusk ud til min lillebror.
Men det meste af dagen har været i hyggeligt selskab til en fætter/kusine fest. Vi er ikke så mange på min fars side, - jeg har en fætter og en kusine, og så er min fars egen fætter også med. Han er på alder med os andre og passer fint ind i selskabet. Så vi er 5 par, der ses en gang om året. Og det er altid vældig hyggeligt. Vi får dejlig mad og snakken går ualmindeligt let. Det er en rigtig god tradition, der nu har stået på i 4 år.
Til maden blev der serveret rød- og hvidvin, samt Royal øl, men dem har jeg jo skrevet om tidligere. Så jeg vil fortælle om en anden øl, der har fødselsdag i dag.
En af de episoder i Den Amerikanske Uafhængighedskrig de fleste amerikanske skolebørn kender til, er historien om Paul Revere’s midnatsridt, hvor han advarede oprørslederne om, at englænderne ville kommer for at arrestere dem. Efter oprørernes provokationer ( bla. ”The Boston Teaparty” i 1773 ) besluttede englænderne i Boston, at nu skulle der gribes ind. Og d. 18. april 1775 samledes hæren for at drage mod Lexington for at arrestere John Hancock og Samuel Adams ( ham der lægger navn til en anden god øl ). Men Adams og hans fætter  havde oprettet et decideret spionnet i Boston. Paul Revere og William Dawes red hver sin vej for at advare folkene i Lexington. Derfra red de med en tredje mand mod Concord for at advare beboerne der.
Det var optakten til Den Amerikanske Uafhængighedskrig. Paul Revere og de 2 andre modtog hædersbevisninger og kommandoen over nogle hærenheder. Men Paul Revere var en elendig hærfører og var skyld i oprørernes største nederlag, hvorefter han blev degraderet. Denne del af historien er ikke så kendt i USA.
For i 1861 kom der et digt af Henry W. Longfellow, der udnævnte Revere til alene at have trodset englænderne og udmattelsen, mens han kæmpede sig frem for at advare oprørslederne. Og det er denne version der har skabt myten om ”Paul Revere’s Midnight Ride”
D. 18 april 1975 udsendte bryggeriet Anchor i San Francisco en mindeøl om begivenheden – ”Liberty ale”. Det er en øl der har dannet skole for bla Sierra Nevada’s berømte pale ale.
”Libery ale” er humlet med den amerikanske humle Cascade, hvilket giver en fin citrussmag.
Det er en pale ale på 5,9%. Gylden med kraftigt hvidt skum. Duften er frisk af citrushumle og fornemmelsen er livlig og tørstslukkende. Smagen er også mest præget af citrushumlen, og denne bitterhed hænger fint ind i eftersmagen. Balancen mellem malt og humle er dog ikke så god som i Sierra Nevadas ”Pale Ale”
Karakter 4
Min forhandler af Anchorøl havde lige pludselig kun ”Old Foghorn” på hylderne. Den har ellers været umulig at få på disse kanter i lang tid. Så jeg fik ikke en ”Liberty Ale” i dag. Jeg ved de kan købes i Metro, så jeg må en tur derud inden længe. Så kan der også komme et billede på bloggen.
 

fredag den 17. april 2009

Tid til en øl - Bloed, Zweet & Tranen

17. April 2009
Navnet på dagens øl kunne tyde på at jeg har udstået store strabadser i dag, men det er ikke tilfældet. Godt nok har jeg slået græsplænen for første gang i år, men det er trods alt til at overkomme, når den har motor. Jeg har haft den første prøve med nogle små dygtige elever, der skal spille til koncert næste fredag, og det er nødvendigt at have endnu en prøve, men de skal nok klare det. Hele næste uge kommer dog til at gå med ekstra prøver og arrangementer, så når den er slut er øllen måske mere på sin plads.
Jeg fik den forleden at en af deltagerne til ølsmagning og ville lige se hvilken type det var. Jeg vil gerne have en ”De Molen” øl med om et par uger når der atter er ølsmagning på arbejdet, men denne øl ligner en af de andre for meget.
Jeg har tidligere skrevet om ”De Molen” der er et hollandsk bryggeri fra Bodegraven. Denne øl – ”Bloed,Zweet  & Tranen” er en meget mørk øl på 8,1%. Den er brygget på en tørverøget malt fra England og en anden røgmalt fra Bamberg i Tyskland.
Etiketten lyder: ”Enhver der har set ”Fawlty Towers” ved, at det er svært at skabe en varig fred mellem England og Tyskland. Det har kostet ”Blod, sved og tårer”, men vi føler, det er lykkedes.” ( mens jeg sad og drak denne øl, så jeg faktisk et show med ”Monty Python – Live fra Hollywood”, hvor John Cleese jo også optræder )
Denne sorte øl har et utroligt kraftigt skum, der er helt brunt og dufter noget af røg. Øllet føles forbavsende let og skarpt i munden. Der er smag af ristet malt og kaffe, samt et svagt strejf af noget syrlig fra bær eller citrus. Selvfølgelig er røgen til stede, men ikke i samme grad som gårsdagens øl. Her er den mere afdæmpet. Det er en øl der har sødme fra malten og en fin balancerende bitterhed fra humlen. Måske er der brugt tysk humle. Den står i hvert fald katalogiseret på hjemmesiden under ”German Style”
Karakter 4

torsdag den 16. april 2009

Tid til en øl - Brewdog Paradox Islay

16. April 2009
I dag startede de ekstra danselektioner, som vi har tilkøbt i foråret. Vi gennemgik alle 5 danse og selvom det nu er 14 dage siden, vi sidst dansede, kunne vi heldigvis huske alle trinene. Det blev bestemt, at vi skulle arbejde meget med holdning og teknik, og vi skulle også lære et par nye variationer til nogle af dansene. Så vi tog fat på standard danseholdning i vals. Overarmene skal helt op til vandret og det var hårdt, når det er gennem en hel dans. Vi skal meget mere ned i knæ og tage meget længere skridt, så benmusklerne har også været lidt på overarbejde. men det har været spændende at få nogle af den slags detaljer på plads, så nu må vi vist bare træne.
Så er der brug for noget blodstyrkende og muskelopbyggende øl. Og hvad kan være bedre end en Imperial Stout.
Tidligere kunne ammende mødre og topatleter få recept fra lægen til denne sorte drik, da den styrkede kroppen og øgede ens ydeevne. Der er næring i sådan en.
I april 2007 åbnede et lille bryggeri i Fraserburgh på Skotlands forrevne nordøstkyst. Det er bryggeriet ”Brewdog”, hvilket vel nærmest svarer til vores betegnelse ”Ølhund”
De brygger karakterfaste øl i den mere ekstreme ende af skalaen. Deres ”Rip Tide” ( merciless twisted stout ) beskriver de selv som et chokolademonster. Det er denne sorte chokolade/kaffe stout der danner grundlaget for deres whiskylagrede Paradox-serie.
På Ølfestivalen i Århus i 2008 smagte jeg for første gang øl fra bryggeriet. Jeg blev rådet til at starte med ”Rip Tide” for at kende baggrunden og så prøve de 3 variationer ”Paradox Grain” – ”Paradox Speyside” og ”Paradox Islay”. Og det er alle kraftige øl.
En del af vennerne er whiskyentusiaster og har introduceret mig til Islaywhiskyens røgede smag, som det har taget mig nogen tid at vænne mig til. Så da jeg for noget tid siden så 3 flasker ”Paradox Islay” i World of Beer ( som desværre nu er lukket ) tænkte jeg, at dem skulle vi smage til næste ølsmagning.
Paradox serien har ligget lagret på whiskyfade i 3 måneder og den første Islayudgave ( som jeg tror vi har fået ) er lagret på Caol Ila. Der vil senere blive brugt andre whiskyfade, men jeg tror ikke de er kommet til landet endnu.
Den er på 10.0% og er kulsort med en fast brunlig skumkrone. Øllet dufter meget af røg, der har tendens til at overdøve andre indtryk. Jeg har tidligere beskrevet en whiskylagret brown ale fra Virklund Bryghus. Den var let i karakteren, men det er der ikke tale om her. Her er en kraftig mørkristet stoutsmag, hvor røgen nærmest virker afdæmpende. Røgsmagen indikerer naturligvis også at der er tale om Islaywhisky, men den lidt skarpe spiritussmag mærker man også, når man lige har vænnet sig til røgen. Det er en øl, der fylder meget og er utrolig kraftfuld og den inspirerede os da også til en whisky til kaffen. ( Jeg havde desværre kun speyside )
Karakter 5

onsdag den 15. april 2009

Tid til en øl - Malheur 10

15. april 2009
I går var vi på restaurant ”Paprika” i Aalborg. Det var en fødselsdagsgave til en af vennerne – ja faktisk til to. Og vi skulle selvfølgelig med. Det blev en hyggelig aften. Først fik vi en stor og mættende og meget varm skål gullashsuppe, og derefter kom der en kæmpe paprikaschnitzel på bordet. Til sidst var der en stor desserttallerken med kage og is og frugter. Jeg må nok sige, at jeg spiste alt for meget og i dag har jeg ikke spist alverden. Jeg har været for oppustet og mæt. I det hele taget er vægten gået lidt op her i påsken, så det næste stykke tid bliver uden kage og slik, så vægten kan falde lidt ned igen. Men det er svært for der er en del fester og arrangementer i den kommende tid. Kan jeg bare få vægten ned på det sædvanlige, så må jeg se om jeg kan tabe mig de ekstra 3 kilo senere. Og nu over til noget øl.
I det østligste Belgien, i byen Buggenhout ligger det lille bryggeri ” De Landtsheer” der brygger ”Malheur”. Navnet betyder ulykke eller uheld, men de har sandelig haft held med deres øl. Emanuel de Landtsheer åbnede i 1997 et bryggeri for at genoplive familiens tradition som bryggere. Indtil da havde familien i en årrække dyrket humle – Saaz, Styrian og Hallertau, og det er også disse humletyper, der bruges i deres øl
De har eksperimenteret med champagnegær og den første øl, hvor de forsøgte dette var i den lyse ”Malheur 10”. Den er brygget på 3 slags pilsnermalt fra Frankrig og en specialmalt fra Belgien. Den er humlet med Saaz og Styrian og tilsat det lokale vand, der er temmelig blødt.
”Malheur 10” er på 10%
Det er en bleggul øl, der godt kan minde om en Wit på farven. Den er temmelig sløret og har et kraftigt hvidt skumlag på toppen. Der er kraftige bobler. Aromaen er sødlig med en note af fersken. Boblerne giver en livlighed til øllet, der modsvarer og balancerer det sødlig indtryk. Derfor føles den ikke klistret og vammel. Der afsluttes med en fin bitterhed i eftersmagen.
Karakter 5

mandag den 13. april 2009

Tid til en øl - Saison Paaske

13. april 2009
Endnu en dejlig forårsdag, hvor det meste af formiddagen dog gik med gudstjeneste på plejehjemmet. Jeg fik i går plantet et blommetræ og nogle blåbær, og de skulle bare lige have noget vand, inden jeg tog af sted.
Til en sen påskefrokost fik vi gæster fra Viborg. De havde en chokolade-te med til min kone og en ”Påskebock” med til mig. Øllene fra Viborg Bryghus kan næsten kun købes i omegnen, så den havde jeg endnu ikke smagt. Vi nåede dog ikke at smage den til frokosten, så den har jeg stadig til gode. Jeg havde fundet et par andre øl frem - ”Påskebryg” fra Fur og ”Saison Paaske” fra GourmetBryggeriet.
GB brygger 2 påskeøl. I går var vi i byen til aften, hvor jeg smagte deres ”Happy Easter”. Det er en mørk øl på 6,0%. Den er til dels brygget på rug, hvilket giver en mørk brødagtig smag. Der er også tydelige karamelnoter og alt i alt minder den om de traditionelle bockøl, der hører påsken til, selvom den virker som en let udgave. Eftersmagen er præget af en let bitterhed.
Karakter 3
”Saison Paaske” er en luksusøl på 8,0%.  Den belgiske saison stammer fra Vallonien og er som type temmelig bredt formuleret. Det er en lys forfriskende øl, ofte med et temmeligt højt humleindhold. Jeg synes ofte, det virker lidt tørt og anonymt.
Til denne øl er der benyttet Styrian humle og der er tilsat koriander og Curacao-appelsinskal. Noget man ofte ser i lyse belgiske øl – witbier og tripler f.eks.
Det er en flot ravfarvet øl, der er klar i starten, men som flasken tømmes kommer der mere bundfald med. Skummet er hvidt og holder kun kort tid. Appelsinskallen fornemmes tydeligt i aromaen, sammen med andre krydderdufte. Duften virker en anelse sødlig. Det er en øl, der føles let og samtidig blød i munden – den virker ikke så tør som bryggeriet selv antyder. Jeg synes, den virker lidt for sød til at være en saison, men til gengæld smager den godt. Smagen er præget at lette krydderier og lys frugt, og appelsinen mærkes stadig tydelig. Der er ikke megen bitterhed i eftersmagen. Det er en øl, der pga. sødmen virker lidt dessertagtig
Karakter 4

søndag den 12. april 2009

Tid til en øl - Avery Salvation

12. April 2009
I dag stod Jesus op fra graven og overvandt døden for os alle. Vi har alle et evigt liv, der adskiller sig fundamentalt fra det jordiske liv. Men det er alt sammen filosofi og religion, og det handler denne blog jo ikke om.
Påske er en betydningsfuld tid for os. Dels er den forbundet med en masse arbejde. Vi har tjenester i kirken næsten hver dag i ferien ( så det er jo egentlig ikke så meget ferie ). Dels er det kristendommen største højtid, og derfor er der en masse musik knyttet hertil.
I dagene fra Palmesøndag til Langfredag hører vi meget Bach’s ”Johannes Passion”. For mig er det det betydeligste værk i barokken og jeg nyder hvert år at lytte til den dramatiske blanding af tekst og musik. ( Ind imellem lytter jeg også til det på andre tidspunkter ). Bach har her skrevet noget af det mest dramatiske og beskrivende musik til denne beretning, og samtidig er det nogle af de smukkeste melodier og arrangementer, der findes.
Her på 1. påskedag er det derimod noget andet musik jeg sætter på afspilleren, nemlig Mahler’s 2. Symfoni – Opstandelsen-symfonien. Det er et af de bedste musikværker, jeg kender. Der er 5 satser og den meget lange sidste sats kulminerer med kor og 2 solister i en næsten ekstatisk opbygning, hvor man stiger højere og højere op. Mahler havde store problemer med at indføre den menneskelige stemmer i symfonien. Det var første gang prøvet af Beethoven i hans 9. symfoni og den gang gav det også Beethoven store kvaler. Mahler beskæftigede sig på det tidspunkt meget med digtene fra ” Des Knaben Wunderhorn” som han komponerede musik til, og han besluttede at 4. sats skulle være en orkesterbearbejdning af sangen ”Urlicht”. Så var den menneskelige stemme introduceret. Ved dirigenten Hans von Bülow’s begravelse sang koret bla. en koral – ”Auferstehen” – af Klopstock, og Mahler blev inspireret til at bruge den i sidste sats. Fra midten af satsen og til slutningen arbejder musikken sig højere og højere op til en himmelsk ekstase. Det er fantastisk musik.
Og hvad skal man så sidde og nyde til sådan en komposition? – Jeg fandt en stor belgisk inspireret øl fra Avery ved navn ”Salvation” – så kan det vist ikke passe bedre på dagen. Avery stammer fra Boulder, Colorado og blev grundlagt i 1993.
”Salvation” er en Belgisk Strong Ale på 9,0%. Den er humlet med Styrian, men bitterheden er ikke høj, kun 25 IBU. Den blev brygget første gang i 2001. Den har en meget flot etiket der er formet som en gammel ikon med guldtryk og neumer ( noder ) i højre side, samt en tekst, der lyder:
”Salvation is discovering your passion – purpose – meaning of life.
We brew.
What about you?”
Det er en flot orangerød øl med en lysende glød. Skummet er hvidt, men forsvinder ret hurtigt.
Dejlig duft af blomme og abrikos, hvilket giver en helt unik aroma. Øllet føles levende og friskt
Smagen adskiller sig også fra andre ”belgiske” øl ved denne note af abrikos. Smagen balanceres fint af bitterheden, der virker mere intens end den egentlig burde. Der er et lille syrligt pift.
Karakter 5+
Glædelig Påske

lørdag den 11. april 2009

Tid til en øl - Pannepot Grand Reserve

11. April 2009
I dag har jeg lige opdateret min profil. Jeg er nemlig blevet 52 år. Det har været en dejlig dag med masser af sol og blæst, og jeg fik mange gæster til eftermiddagskaffen. En del var kommet langvejs fra og det var dejligt, at de ville køre så langt for at fejre mig. Jeg har fået mange dejlige gaver – tøj, bøger og dvd’er, og en af bøgerne er selvfølgelig om øl. Til kaffen havde min kone bagt kringle og en lækker chokoladekage, samt kreeret nogle flotte medaljer. Det var ikke et særlig sundt kagebord, men det smagte utroligt godt. Aftensmaden bestod at pølser fra grill og kartoffelsalat, samt grøn salat. Dertil fik vi sodavand og en øl fra canadiske Unibroue – ”The Raftman”
Vi havde en hyggelig eftermiddag og inden den lange køretur hjem, serverede vi en kop kaffe.
Her sidst på aftenen fandt jeg en speciel øl frem, som jeg har gemt til denne dag. En af min belgiske favoritter er ”Pannrpot” fra fantombryggeiet ”De Struise” ( 23. jan 09 ) Før jul købte jeg en speciel udgave i Ølkonsortiet – ”Pannepot Grand Reserva Vintage 2005”
Det er en ”Pannepot” der har ligget og lagret på franske egetræsfade i 14 måneder. Dette har givet den en mere syrlig smag end den oprindelige. Den minder mere om en Barley Wine.
Det er en mørk øl på 10,0% med en svag skumudvikling. Aromaen er præget af alkohol og har en lidt metallisk note. Øllet føles friskt og levende i munden og smagen nærmer sig en sherry. Der er et syrlig præg og alkoholen mærkes. Den lange lagring har fremmet syrligheden og dæmpet bitterheden, så humlen i eftersmagen ikke træder så meget i karakter. Det er en dejlig øl, men jeg foretrækker dog stadig originalen. Den er sødere og har flere smagsnuancer, synes jeg.
Karakter 5


fredag den 10. april 2009

Tid til en øl - St. Feuillien Påske

10. April 2009
Nu skal man ikke tro, at vi er ved at lægge op til en privat korsfæstelse her på langfredag. Selvom man ellers ser i tv, at der er flere steder i verden hvor den slags foregår. Det er nok at gå lidt for vidt, og jeg mener helt klart ikke, at man opnår større erkendelse af den vej. Nej – det er såmænd bare vores nye tørrestativ, der er ved at blive samlet.
Jeg har lige været  til langfredagsgudstjeneste i kirken, Det var nabopræsten, der læste Lukasevangeliet afbrudt af salmer ( …..mange salmer, og flere på samme melodi ). Ideen er god, men det bliver lidt tungt med alle de salmer, og det er ikke alle teksterne, der er lige gode.
Bryggeriet St. Feuillien i Belgien brygger en påskeøl specielt til det danske marked.. Historien bag bryggeriet kan man læse i min blog (13 okt. 08 ).
Denne øl er brygget på bygmalt og humletyperne Saaz og Styrian. Derudover er der tilsat C-vitamin, så den er sikkert vældig sund. Alkohol 7,5%
Det er en øl der på mange måder minder om deres triple, men farven er mørkere. Det er en flot kobberfarvet øl, der får en smule slør til sidst. Der er en middel udvikling af bobler. Duften er præget af appelsin. Jeg synes, denne øl smager lidt i stil med deres triple.
Karakter 4
Den fås i denne lille buttede udgave og en 75 cl flaske med korkprop. Denne lille flaske er købt i Netto.

torsdag den 9. april 2009

Tid til en øl - Beer Here Påske

9. April 2009
For 2009 år ( +/- ? år ) siden afholdt Jesus det påskemåltid, hvor nadveren blev indstiftet. Siden er dette måltid hver søndag blevet gentaget i kirken, som et vigtigt ritual. Det symboliserer det kristne fællesskab.
I dag var der dækket et langt bord op gennem midtergangen, og der blev serveret usyrnet brød og lammekød. Der var dog også kyllingelår og frikadeller og flødestuvede kartofler, hvilket sikkert ikke hørte til dengang, og lidt tzatziki. En time inden gudstjenesten gik vi til bords og havde en dejlig påskemiddag. Præsten fortalte lidt om den jødiske påsketradition og derefter var der helt almindelig gudstjeneste.
Og hvad drikker man så til sådant et påskemåltid. Her blev serveret både hvid- og rødvin og der var da også sodavand og cider. Men hvad drak de dengang?
Ifølge den danske oversættelse forvandler Jesus vand til vin og han serverer vin på skærtorsdag.
Jeg har læst et sted ( om det er sandt ved jeg ikke ) at der i det originale skrift står ” han forvandler vand til en gæret drik” og dette blev af de græske og romerske kirkefædre opfattet som vin. Men i den keltiske bibel står der ” han forvandlede vand til øl”, for det var det, de kendte til. Det lyder da i hvert fald sjovt for en ølentusiast.
De første alkoholiske drikke fra Mesopotamien og Ægypten var brygget på korn og derfor altså øl.
Vinskribenter  henviser til de samme kilder for vinens oprindelse.
Men i år er der kommet en påskeøl på markedet, der benytter en 4000 år gammel opskrift fra Mellemøsten og heri indgår både malt og druer.
Der er Christian Skovdal Andersen, der efter salget af Ølfabrikken havde et halvt år, hvor han ikke måtte brygge øl. Nu er han på banen igen med bryggeriet ”Beer Here”.
I 1930erne fandt man nogle lertavler fra Mesopotamien, hvor der var en opskrift på øl beskrevet. Den er kendt som ” Hymnen til Ninkasi” Flere bryggerier har prøvet at genskabe denne øl bla, Ølfabrikken, hvor Christian Skovdal fulgte opskriften slavisk. Det kom der en - efter sigende -”næsten drikkelig øl” ud af.  Det har fået ham til at brygge denne ”Påske” som er inspireret af disse forsøg. Den er brygget på bygmalt, honning, blå og hvide druer og en god portion humle.
Etiketten er tegnet af Skovdal selv og viste først Jesus med et krus øl, men det blev forkastet af COOP, der har dårlige erfaringer med religiøse motiver.
Det er en smuk kobberfarvet øl på 7,0%. Den er ufiltreret, så der kommer en del slør til sidst, Skummet er hvidt, men holder ikke forfærdeligt længe. Aromaen er blomsteragtig, og der er en duft  af druer ( eller måske lidt som at stikke næsen i en pose med engelsk vingummi ) og lidt skarphed fra humlen. Man oplever først lidt sødme med denne note af druesaft, men ret hurtigt tager en markant humlebitterhed over. Det oplyses ikke hvilken humletype der er brugt. Jeg synes godt, det kan minde om en amerikansk art, men er ikke helt sikker i at bedømme den slags. Bitterheden præger eftersmagen.
Karakter 4+
”Påske” er den eneste af ”Beer Here”s øl der vil blive solgt i COOP.
Glædelig Påske

onsdag den 8. april 2009

Tid til en øl - Föroya Bjor Påskabryggj

8. April 2009
I dag startede påskeferien på efterskolen, men min datter kommer ikke hjem i ferien. Hun tager derimod til Roskilde for at besøge kærestens forældre for første gang. Men vi kørte lige en smut til Klejtrup for at se hende og kørte dem ind til toget i Hobro. Hun kommer heldigvis hjem den første weekend efter påske.
Om lidt er det tid at få skiftet vinterdækkene, så vi kører ud til min broder, der har plads til opbevaring – og som har en god donkraft, og så tager det ikke så lang tid, som hvis jeg selv skulle fjumre med det.
Her til aften fik vi resterne af den gode fiskesuppe fra i går.
Færøerne har deres eget bryggeri – Föroya Bjor. Det ligger i Klaksvig og stammer fra 1888. Det blev stiftet af  ”Simun i Vagi” og er en af de ældste virksomheder på Færøerne. I dag ledes bryggeriet af hans efterkommere Einer og Heine Waag. ”Föroya Bjor” betyder ”Færøernes Bryggeri ”og selvom det fortrinsvist mest brygger til Færøerne, kan man også få øllet i Danmark, bla, i Ølkonsortiet i Aalborg.
De har brygget en påskeøl, men det er ikke muligt at finde mange oplysninger om den. Etiketten prydes af gule påskeliljer i et gul krus, hvorpå man ser bryggeriets maskot – Vædderen.
Det er en guldøl på 5,8% i stil med de traditionelle påskebryg, vi kender herhjemme fra.
Det er gylden med et lidt mørkt skær. Den er klar og man ser tydelige bobler. Skummet er hvidt og føles meget blødt og lækkert. Duften er præget af lys malt og korn og øllet føles friskt i munden. Smagsløgene rammes først at en lidt overraskende sødme, for derefter at skifte til en friskere smag, hvor man aner lidt blomst eller måske er det lidt mynte? Der er en god bitterhed i eftersmagen. Det er ikke en øl, der udfordrer, men en fint brygget guldøl i den bedre ende af skalaen. Den vil passe fint til påskefrokostbordet.
Karakter 3+

tirsdag den 7. april 2009

Tid til en øl - Semper Ardens Easter Brew / Ølfabrikken Gul Påske

7. April 2009
Har lige sagt farvel til gæsterne. Vi har haft en hyggelig aften med masser af snak og god mad, der endda var sund og slankende. Først en rucolasalat med rødbeder, valnødder og æble, og derefter en dejlig fiskesuppe med tigerrejer, muslinger og sej. Det smagte vældig godt. Vi sluttede af med en blåbærtærte, der også var uden brug af fedtstof.
Vi tog også hul på et par påskebryg.
Den første var en klassiker – eller rettere en genbrygning af en klassiker. Nemlig Carlsbergs ”Semper Ardens Easter Brew” der er et forsøg på at genskabe Danmarks første påskebryg fra 1905. Den benyttede opskrift stammer fra 1907 og er en efterligning af den berømte ”Salvator” fra Paulaner. Den er brygget på münchenermalt og lidt karamelmalt og humlet med Spalterhumle. Den holder en alkoholprocent på 6,5%. Den blev brygget første gang i 2004.
Det er en flot klar kobberfarvet øl med hvidt skum. Farven indikerer at det er en bockøl ligesom ”Salvator” og dette indtryk forstærkes også af aromaen. Den er præget af sødme fra malt og karamel. Øllet har en fyldig krop, men er dog letdrikkelig og smagen er igen præget at karamel der giver en god sødme. Fra humlen kommer en svag citrusagtig note, der er med til at balancere smagen. Men humlen er på ingen måde dominerende. Det er en vellykket udgave af en bockøl, og er næsten for typisk til at ophidse smagsløgene, men på den anden side kan det også være dejligt med en øl, der bare er godt og gedigent håndværk og som holder hvad den lover.
Karakter 4
Derefter tog vi fat på en påskeøl fra Ølfabrikken. De lavede jo sidste år min påskefavorit ”Ostern Bock” som jeg desværre ikke har set i år. Men nu er bryggeriet jo også overtaget af Gourmetbryggeriet. Derfor er det lidt svært at vide, hvor denne øl egentlig stammer fra. Der er kommet både en ”Gul Påske” og en ”Grøn Påske” på markedet og det er i alt fald nogle andre typer end sidste år.
”Gul Påske” er en meget lys ale, med et hvidligt, lidt sløret skær, der stammer fra tilsætningen af umaltet hvede og havre. Den er ellers brygget på pilsnermalt og lidt karamelmalt. Den umaltede havre er også med til at give det kraftige bløde skum. Duften er præget af friskhed og blomster. Det virker som hyldeblomst eller kamille, selvom det ikke er nævnt som ingredienser. Der er brugt US Simcoe humle, samt Sterling humle, hvilket også er medvirkende til det friske præg. Derudover er der brugt en belgisk gær. Procenten er på 8,0%, men øllet er meget friskt og letdrikkeligt. Det virker lidt som om bryggerne har skelet lidt til ”Hvid Jul” – den friske julehvedeøl. For det virker som om der også her er druesukker og kamille i smagen. De 2 øl kan faktisk minde en smule om hinanden. Og det er jo ikke så galt. Humlebitterheden er ikke dominerende, men giver en god frisk afslutning.
Karakter 4+

mandag den 6. april 2009

Tid til en øl - Læsø Påske

6. Aprl 2009
Sikke en forårsdag. Det er rigtig havevejr, og jeg har været ude det meste af dagen. Selvom skolerne er lukkede og dermed også musikskolen, har jeg dog været inde for at øve en lille guitarkvartet med 3 dygtige elever. Det gik fint, men der skal dog flere prøver til, før det hele sidder.
Her til aften skulle jeg så smage den sidste af de Læsø-øl jeg købte, nemlig deres påskebryg. Det har været en speciel oplevelse at smage disse Læsø-øl, for kvaliteten har svinget utroligt meget.
Denne påskebryg på 7,5% falder bestemt ikke i min smag. Det er en meget flot farve – rødgylden  og klar med hvidt kraftigt skum. Flot bobleudvikling. Det ser lovende ud. Umiddelbart tænker man at det kunne minde om en bock ( hvilket jo passer fint til en påskebryg ). Men der mangler den fylde og sødme, som man forbinder med en bock. Øllet føles meget lettere og smagen er domineret meget at humlebitterhed. Den virker helt ubalanceret på mig. Bitterheden bliver hængende i lang tid, men der er intet modspil til den. Jeg har faktisk lidt svært ved at typebetemme denne øl.
Karakter 2
Der er en metallisk note i skummet, som går igen i alle Læsøs øl.

søndag den 5. april 2009

Tid til en øl - Het Anker Best Easter Wishes

5. April 2009
I dag var vi på besøg hos vores gode venner, den tidligere sognepræstfamilie her fra byen. Det var dejligt at se dem igen og vi fik kage og kaffe  - og en øl. Det var ”India Pale Ale” fra Skovlyst og ”Newcastle Brown”. Øllen fra Skovlyst vender vi tilbage til en anden gang.
Derefter tog vi ud for at hente børn, der var i et sommerhus ved Bratten Strand nord for Frederikshavn. Her har jeg badet meget som barn, når jeg besøgt mine bedsteforældre. Det var dejligt at gense stranden. Her er der nogle klitter og dejligt sand og vandet bliver relativt hurtigt dybt. Vi badede også ved Rønnerne – ca. der hvor der nu er palmestrand – men stranden ved Bratten er meget bedre ( dog ikke til små børn ). Vi blev budt på en øl, men takkede dog nej, da vi jo skulle køre hjem igen.
Vel hjemme satte vi os med en Påskeøl fra Het Anker i Belgien. Denne øl hedder ”Best Easter Wishes” og er på 7,5%.
Det er en gylden, klar øl med et kraftigt hvidt skumlag. Det kunne godt tyde på at der er hvede i brygget. Duften er udpræget domineret af honning, og der er da altså også tilsat lynghonning. Det er også denne note, der gennemtrænger smagen. I smagen finder vi også krydderi ( sikkert lyng ) og lys frugt. Der afsluttes med en let bitterhed. Det er en let øl at drikke og smagen bliver ikke som frygtet for sød og vammel i længden, men det ville nok have klædt den med en lidt svagere note.
Karakter 3+
Snakken gik som sædvanligt let, og det blev også tid til en af Englands bedste ales, nemlig ”Strong Suffolk” fra bryggeriet Greene King. Herom senere.

lørdag den 4. april 2009

Tid til en øl - De Dolle Brouwer Boskeun

4. april 2009
Det var været en dag med mange indtryk, så der er meget at skrive om, - og også lidt om en øl. I formiddags tog min kone til den første prøve på Rogers & Hammerstein’s ”Askepot”. Hun har ikke før været til prøver som skuespiller, så hun var lidt spændt. Men det gik vist godt. Hun kan jo i hvert fald sine sange, så nu er det bare at få alt det nye ”acting” med.
Imens tog jeg til ”A World of Beer”, der desværre lukker butikken. Det er en forretning, der mest har solgt via internettet. De bringer kvalitetsøl ud til folks hoveddør, men det har jeg ikke benyttet mig af, for jeg kan godt lide at snakke med folk om øl. To gange om ugen har de haft åbent for lagersalg, men da lageret ligger udenfor min sædvanlige radius til fods, har jeg kun benyttet det et par gange. Og hver gang er jeg blevet mødt med stor imødekommenhed og har fået mange informationer om diverse øl. Så det var med beklagelse, jeg så, at det skulle lukke. Jeg ved, de har
områdets bedste sortiment af ”Brøckhouse”-øl, og da dette bryggeri desværre også er lukket, ville jeg købe et lille udvalg. Det blev det også til, samt nogle få andre øl og et par glas. Brøckhouse øllene kommer jeg nok til at skrive en del om efter påske – ” in memorian”.
Derefter gik turen til KFUM hallen i Hasseris, hvor afslutningen på vores danseskole skulle afholdes. ( Vi har godt nok tilkøbt 6 ekstra gange ). Der var indmarch kl. 13 og derefter et blandet program med børnehold, og elitedansere og så en del ”Vild med dans”-hold som vores eget. Det var kun tilmeldt 5 par fra vores hold, så vi havde plads på gulvet. ( Et af de andre stillede kun med 2 par ). Det gik temmelig godt, selvom jeg lige klumrede et par trin i Jive. Jeg fik det hurtigt rettet ind, men  - øv.
Vi blev og så hele forestillingen. Der var begyndere som os selv ( vi klarer os da helt fint ) og så nogle der havde danset et par år mere, og det var fint at se, hvad vi kan nå næste år.
Bagefter besluttede vi at gå ud at spise og endte på ”CoxOrange” i Jomfru Ane Gade. Her havde de en ”månedens menu”, der lød lækker. Først fik vi noget fersk fisk, og det smager faktisk ikke af alverden. Der var lidt tomat og dild og rukolasalat, der heldigvis fik det til at smage af tomat, dild og rukolasalat. Hovedretten var til gengæld vældig smagfuld. ”Kalvemørbrad-symfoni med jordskok-timbale, gulerodspure, ovnbagte rødbeder og sauterede grønsager”. Det smagte vældig godt. Til dessert en ”Chokomarcipan lasagne med appelsincoulis og mynte parfait” Min kone fik ”Creme Brulee”, der er en af hendes favorit desserter. Det var også vældig godt.
Og hvad drikker man så til sådan en menu. Vinkortet er meget omfattende, og ølkortet består at Tuborg og Carlsberg. Luksusøllen er ”Tuborg Guld”.
” Vi har ikke lagerplads nok til udvalg af øl” lød forklaringen. Så jeg valgte en ”Schweppes Lemon”.
Vel hjemme igen åbnede jeg en belgisk påskeøl fra ”De Dolles Brouwers”.
”De skøre bryggere” overtog et gammelt bryggeri i 1980 uden at vide det mindste om at brygge, men har siden lavet mange spændende øl. Deres påskeøl hedder ”Boskeun” og er på 10.0%. Boskeun betyder ”skovhare” og en sådan ses siddende på etiketten, mens den nyder et skummende krus øl. Den er helt skeløjet, så det er sikkert en god stærk en. Den er brygget på Pale Ale malt, og humlet godt med Goldings. Derudover er der tilsat ekstra sukker og den eftergærer i flasken. Og det skal jeg lige love for.
Advarsel. – Pas på, den skummer helt vildt. En del øl flød ud over bordet og selvom man siger, det ikke nytter at græde over spildt mælk, gælder det helt sikkert ikke øl. ( jo - det nytter ikke noget, men man har da lyst til det).
Det er en flot orange øl med temmelig meget slør og selvfølgelig en umanerlig stor skumkrone. Duften er kraftig. Sødme, appelsin og banan blandet med en friskhed fra humlen og lidt sprit. Skummet er blødt, men øllet føles skarpt. Smagen er meget kraftig, og lægger ud med sødme efterfulgt af krydderi og frugt. Samtidig er der hele tiden en udtalt bitterhed, der bliver hængende i en lang eftersmag. Og så varmer den godt. Det er en fin øl, selvom den ikke når op på siden af julebryggen.
Karakter 4

fredag den 3. april 2009

Tid til en øl - Willemoes Ale / Midtfyn Påskebryg

3. Marts 2009
I dag var jeg til et tidligt morgenmøde og benyttede lejligheden til at besøge mine forældre til frokost. Det er hyggeligt at sidde i fred og ro og snakke med dem over kaffen bagefter – og se og høre om deres forskellige gøremål. Selvom der ikke er så stor aktivitet som tidligere. Min far fik til sin fødselsdag en gaveæske med øl fra Vestfyens Bryghus. Det ligger i Assens og er fra 1885, så det er et af de gamle bryggerier. De har fornyet sig og er kommet fint ind på specialølsmarkedet med deres Willemoes-serie, hvor juleøllen hvert år klarer sig fint. I 2006 vandt de det danske ølvalg.
En af øllene i denne serie er ”Willemoes Ale” på 5,2%, som jeg ikke har smagt tidligere. Og da jeg skulle på arbejde efter frokost var det nok bedst ikke at tage en af de stærkere øl i serien.
Farven tyder på, at det er en ”red ale” eller ”amber ale” som den også kaldes. I hver fald er det en klar øl med en kraftigt rødt skær og en fin lys skumtop. Duften er præget af malt og karamel og den har en middel mundfylde. Smagen overrasker med en udpræget sødme, og det har senere vist sig, at de tilsætter farin og lakrids. Det er dette sukker man kan smage, men jeg lagde ikke mærke til lakridsen. Der er brugt amerikansk humle, men det er heller ikke en ingrediens der gør noget  stort væsen af sig. Der er dog en let bitterhed i eftersmagen. En udmærket øl, der dog er lidt for sød til helt at ramme plet.
Karakter 3
Her til aften var det så tiden til at starte på påskens mange bryg, og hvorfor ikke starte med en af de sædvanligvis gode øl fra Midtfyn. Deres ”Påskebryg” er på 6,8% og er brygget med amerikansk inspiration. Den står mørk gylden i glasset med en kraftig hvid skumtop. Øllet er klart og der er en eksplosion af bobler, der stiger op og danner det flotte hvide skum. Det ser fantastisk levende ud og er fornøjelse at se på. Duften er mere maltet end forventet, Den typiske amerikanske citrushumle er holdt tilbage ( jeg ved ikke hvilken humletype, der er brugt, men den virker egentlig ikke amerikansk ) og smagen er præget af karamel og lidt mørk frugt. Den lægger sig op at den traditionelle bockstil, der ofte brygges til påske. Der er en middel bitterhed, der ikke er påtrængende og en behagelig rund følelse i munden.
Karakter 4
Jeg har lidt svært ved at smage den amerikanske inspiration, men det er nu godt nok, for her til påske passer den tyske tradition mig bedre.

torsdag den 2. april 2009

Tid til en øl - Bakalar Dark Lager

2. April 2009
I aften var der så generalprøve til danseafslutning. Vi er jo begynderholdet, så der er kun 5 par, der har vovet sig på gulvet. I dag gik det bedst i tredje forsøg, og så mange får vi nok ikke på lørdag, men når der kun er 5 par støder vi nok heller ikke ind i hinanden, - så det går nok.
Jeg har tidligere nævnt et par, som desværre måtte stoppe. Hun går med skinne på benet og kan knap bøje det. Forhåbentlig bliver knæet snart i orden igen – men dansetræning bliver det nok ikke til, før til næste sæson. De havde en ølaften med deres venner, og jeg havde foreslået et par velegnede øl. I dag kom de til sidste rigtige danselektion for at sige farvel og tak til danselæreren Bjørn, og så havde de lige 2 flasker øl med til mig. Det var slet ikke nødvendigt, men absolut dejligt. Den ene var en ”Schwarzbier” fra Mönchhof og den anden en tjekkisk øl, jeg aldrig har set eller hørt om før.
”Bakalar Dark Lager” på 4,8% fra bryggeriet ”Pivovar Rakovnik”.
Det har været lidt vanskeligt at finde oplysninger om denne øl, men det lader til at man har brygget øl i Rakovnik siden 1300-tallet. Det nuværende bryggeri stammer fra 1454, hvilket nævnes med stor skrift på etiketten. Området har gennem tiden været kendt for den bedste tjekkiske humle, endda bedre en området omkring Saaz. Da jeg søgte på ordet ”Bakalar” var det første forklaringer at det betød torsk på kroatisk ( hvilket ikke giver meget mening ), men til sidst opdagede jeg, at det betyder ”Ungkarl” på tjekkisk, og det giver trods alt bedre mening. ( Han sidder på etiketten med en opslået bog og et skummende krus øl. Det er vist en rigtig studenterøl.
Det er en filtreret øl, men den er så mørk at man ikke så let kan se igennem den. Skummet er kraftigt og har en beige/lysebrun nuance. Duften virker sød, maltet i stil med en nisseøl. Det er en interesant øl. Den har en lethed, man kender fra de mørke lagerøl i området, og derfor synes jeg først at den var lidt frisk. Men så overtager en massiv sødme billedet. Det virker næsten som om der er tilsat ekstra sukker, som man bla. gør i Belgien, men det passer dårligt med Das Reinheitsgebot, Og det efterlever de fleste tjekkiske bryggerier også. I begyndelsen lægger man overhovedet ikke mærke til humlen, men efter et par mundfulde opdager man en god bitterhed bliver hængende i eftersmagen. Den er ikke overvældende, men den holder godt.
Karakter 3+
Det er en øl, hvor jeg ikke synes balancen er helt i orden. Sødmen er simpelthen for sød, men på en eller anden måde bliver den ikke vammel alligevel. Derfor er den et fint alternativ til andre tjekkiske øl.
På etiketten er der trykt et Quatrain – et fire liniers digt. Dette stammer vist fra gamle dage, men ellers ved jeg ikke helt, hvad det betyder.
” En pave i Rom  -  En havn i Ancona  -  Et tårn i Cremona  -  En øl fra Rakovnik”   -  ????

onsdag den 1. april 2009

Tid til en øl - Hopback Summer Lightning

1. April 2009
1. April 2009 – Hopback Summer Lightning
I aften har jeg sammen med en god kollega afholdt en jam-aften på musikskolen. Det var et eksperiment, for at se om der var interesse for det og det var der, selvom vi i den grad manglede sangere. Så vi 2 lærere måtte synge og det var sjovt, selvom det ikke er vores fag. Eleverne klarede fint at orientere sig i numrene, så de fik det hurtigt til at hænge sammen, og jeg tror, at alle har haft en fin aften. Vi vil i hvert fald prøve igen til efteråret.
Desværre nåede jeg ikke min bus, men missede den med et par minutter, så jeg gik 100 m hen at gaden og in på ”The Wharf”. Her kunne jeg lige se den sidste halve time af fodboldkampen mellem Danmark og Albanien, og det gik jo fint. 3 – 0
På ”The Wharf” er der mulighed for at prøve nogle øl, der ellers ikke er i byen. Jeg havde lyst til en lidt humlet øl, for at rense stemmen ovenpå aftenens sanganstrengelser, og jeg valgte ”Summer Lightning” fra bryggeriet Hopback. Det har jeg aldrig hørt om før, men det viser sig, at de har vundet adskillige priser for netop denne øl. Den blev brygget første gang i 1992 og vandt samme år prisen som ”Best Strong Beer” ved ”Great British Beer Festival”. Siden har den vundet adskillige andre priser. Bryggeriet stammer fra 1986 hvor John og Julie Gilbert overtog ”The Wyndham Arms ” i Wiltshire. I kælderen begyndte de så at brygge øl, som de kunne sælge i pubben.
De har en lang række at forskellige øl, men deres hjemmeside er lige nede for tiden, så det er svært at få detaljerede oplysninger om humletyper og  brygmetoder.
”Summer Lightnin” er en klar, lysgylden øl med et yderst svag skumlag. Dette skyldes sikkert af det er en Cask Ale ( fadøl ), der er pumpet op uden brug af kulsyre. Det giver en lidt tynd, flad fornemmelse, som jeg vist er ved at vænne mig lidt til, for det generede ikke så meget som tidligere.
Den holder en alkoholprocent på 5,0%. Duften var præget at korn og en svag parfumeret note fra humlen. Fornemmelsen er blød og øllet kan som sagt virke en smule tyndt, men det opvejes hurtigt at en behagelig smag og en markant bitterhed. Denne bitterhed bliver hængende i meget lang tid.
Karakter 3+
Det var fint at sidde og slappe af med en øl, så måske er det ikke sidste gang, jeg kommer for sent til bussen. ( på den anden side koster den jo det dobbelte af hvad den koster i butikkerne, så det…( hvis man vel og mærke kan få den der )).
Jeg har ikke narret nogen ”april” idag og har heller ikke selv været ”aprilsnar”, så det er jo egentlig temmelig kedeligt. Måske har jeg bare stadig ikke opdaget det.