Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 31. august 2010

Tid til en øl - Ettaler Curator

31. August 2010

I dag er det min datters fødselsdag – til lykke med det. Hun blev vækket af kæresten ved 7-tiden – da han var på vej i seng – og fik gaver. De starter om 2 dage på universitetet igen, så er det nok slut med de lange nætter med WOW.

I dag fandt jeg en dobbeltbock fra Ettaler klosteret frem. Da dobbeltbocken fra Paulaner – ”Salvator” – blev populær, ville mange andre bryggerier være med, og de kaldte også deres udgaver for Salvator. Men heldigvis fik Paulaner eneret på navnet og de andre måtte så finde på andre navne. Disse navne slutter næsten altid på ”-ator”. Vi har Maximator fra Augustiner, Celebrator fra Ayinger, Animator fra Hacker-Pschorr, Triumphator fra Löwenbrau og altså ”Curator fra Ettal.

I USA finder de på sjove navne som Radiator, Elevator og Terminator.

”Curator” er en Dunkler Dobbeltbock på 7,0%. Den er mørk, men klar med temmelig svag skum på toppen. Duften er maltet, sød og med en overraskende note af lakrids. Den er fyldig og blød i munden. Der er en sød smag med blomme og mørk frugt. I starten lagde jeg ikke mærke til det, men der er et flygtigt strejf af lakrids. Der er ikke megen bitterhed, men en del alkohol i eftersmagen.

Karakter 3+

mandag den 30. august 2010

Tid til en øl - Beer Here Black Cat

30. August 2010

Christian Skovdal  - fra Ølfabrikken og Beer Here - er flyttet til Sydafrika og har åbnet et bryggeri dernede – Bierwerk. Ifølge det sidste nummer af Ølentusiasten vil øl herfra komme til Danmark i oktober, men derimod ikke blive solgt i Sydafrika. Der er simpelthen ikke gang i specialølsalget dernede.   

Men Beer Here lever stadig i bedste velgående, for Christian sender opskrifter hjem til Danmark, hvor hans øl bliver brygget på Søgaards Bryghus i Aalborg. Og sidste år indledte han en katteserie, hvor den første øl var ”Fat Cat” – en red ale på 4,7%.  Alle 10 øl i serien bliver på 4,7% og de bliver alle humlet med den New Zealandske Nelson Sauvin humle. Men derudover bliver det forskellige typer.

Den anden øl i serien hedder ”Black Cat” og er en India Black Ale – altså en mørk brown ale med masser af humle. Det er en kategori, der vist ikke helt er blevet godkendt endnu, men alligevel er der kommet flere indenfor typen. Vistnok mest fra Beer Here. På mit billede ser den ikke særlig sort ud, men solen dukkede lige frem og gav den et lidt falsk rødt skær. Men der er altså ikke tale om en kulsort portertype.

Den er faktisk mørk med et caffe-latte farvet skumlag, der virker meget blødt. Duften fra humlen er kraftig. Nelson Sauvin humlen virker meget aromatisk med nogle sødlige citrusnoter – rød grape, og druesaft. Navnet har den fået fordi den minder om den New Zealandske drue Sauvignon Blanc.

Øllet har en sommeragtig lethed over sig, men den markante bitterhed giver alligevel en lidt aggressiv øl. Jeg kunne godt lide aromaen fra humlen, men smagen overraskede mig lidt. Jeg syntes den virkede underlig parfumeret. Det hjalp i den grad på det, da jeg drak den til aftensmaden. Her gav humlen et fint modspil til kyllingelasagnen. Eftersmagen er naturligvis præget af bitterheden, der bliver hængende længe.

Karakter 4

Jeg fik desværre aldrig smagt Fat Cat, selvom jeg gav den i gave til en ven. Hvis jeg får fat i den skriver jeg nok lidt om den også.

søndag den 29. august 2010

Tid til en øl - Mittenwalder Berg Gold Export

29. August 2010

I dag har vi været til min datters 21 års fødselsdag. Det er godt nok først på tirsdag, men der kan vi jo ikke fejre hende. Hun har lige været på 14 dages spanskkursus i Malaga og starter igen på universitetet på onsdag.

Vi fik meget kage, så her til aften var menuen ret let – gulerodssalat og lidt brød. Dertil kunne man jo passende tage en lys enkelt øl og jeg valgte en øl fra Tysklands højest beliggende bryggeri – Mittenwalder Privatbrauerei.  Selvom de praler med at de er højest beliggende kan jeg ikke finde oplysninger om højden nogen steder i deres materiale. Men Johann Jochner og Thomas Knilling fik tilladelse til at brygge i 1808. Pga krig blev deres bryggeri først færdigopført i 1820. De fik vandet fra den nærliggende sø – ”Lautersee” – gennem en 1750m lang rørledning. Den har et fald på 110m, så det var lidt at en bedrift på den tid. For at kunne brygge i sommersæsonen byggede man i 1835 en ”Sommerkeller” i bjerget Kofelhängen. Om vinteren skar man store isblokke fra Lautersee og transporterede dem til grotten. På den måde kunne man brygge indtil isen var smeltet. I 1935 gik man over til mindre naturlige afkølingsmetoder.

”Berg Gold Export” er en meget lys øl på 5,2%. og med mange livlige bobler. Skummet er hvidt og virker lidt tyndt og svagt. Duften er frisk med korn og kiks og et strejf af syrlighed. Den føles let og livlig i munden med en del prikken. Smagen er af lys malt og en del syrlig citrus. Det virker lidt kunstigt, men den skulle være brygget efter ”Das Reinheitsgebot”, så det er sikkert ægte nok. Der er en pæn bitterhed i eftersmagen, der dog bliver en anelse sur.

Karakter 3

Jeg købte denne øl i en lille butik i Oberammergau, hvor de havde ølglas og lokale øl. Vi ville have være i Mittenwald og vandre i bjergene, men vejret opfordrede desværre ikke til bjergvandring på det tidspunkt.

fredag den 27. august 2010

Tid til en øl - Brewdog 5 a.m. Saint

27. August 2010

Brewdog er et skotsk bryggeri fra 2007. Det er beliggende i Fraserburgh, og de brygger bla. verdens stærkeste øl på 55% - ”The end of history”. I det hele taget er de meget kompromisløse i deres ølbrygning og betragter sig selv som missionærer for det gode øl. Det fører til nogle meget bombastiske og selvforherligende udtalelser, der forhåbentlig skyldes deres ungdommelighed. Der er lidt for meget ” vi alene vide” og ”de andre er idioter” over det. Dagens etiket starter med ordene: ”You probably don’t know much about beer. You don’t understand beer and don’t know what a good beer is”. Det er måske smart markedsføring, men efter min mening er det ikke en måde at få folk til at interessere sig for produktet. Derefter langes der ud efter andre bryggeriers produkter som værende smagløse og lavet efter laveste fællesnævner. – ”The UK beer scene is sick – and we are  the doctor”.

Jeg må indrømme, at jeg aldeles ikke bryder mig om tonen i denne tekst. Jeg er af den klare opfattelse at de bryggerier, der laver mindre ekstrem øl, i høj grad gør det, fordi det er det, folk helst vil have. I Danmark er salget af specialøl stadig kun omkring 7% af markedet, så det er stadig langt de fleste der køber industrielle pilsnere i massevis.

Jeg er derimod enig i af meget af dette øl ikke er godt nok. I Tyskland og også i England er kvaliteten af det almindelige, dagligdags øl efter min mening af væsentlig højere kvalitet, så meget kan gøres for at højne kvaliteten. Men ikke med Brewdogs retorik, der nok nærmere vil få folk til at tage afstand fra specialøl.
I den forbindelse vil jeg gerne reklamere for Ølentusiasternes arrangementer på ”Øllets dag” ( 4. sep ) , hvor de forskellige afdelinger har en masse spændende tiltag, for at vise øllets mangfoldighed. I Aalborg er der allerede den 3. sep. fokus på øl i Metro og Kvickly og 4. sep vil der være en stand på havnen, hvor man kan smage spændende nordjysk øl.

Brewdog betragter sig selv som punkerne, der roder op i popmusikkens behagelighed. De har de typiske ekstreme holdninger, der hører ungdommen til ( jeg ved ikke om de er særlig unge, men ellers har de ingen undskyldning ).

Det må indrømmes, at det er god øl, de brygger – men jeg kan da nævne mange bryggerier, der brygger bedre.
”5 a.m. Saint” er en amber ale på 5,0%. Den har en meget flot rød farve. Den er klar med utrolig mange bobler. Duften er præget af humle. Der er brugt Nelson Sauvin og Amarillo og derefter er den tørhumlet med simcoe og cascade. Det giver en meget behagelig citrusduft. Jeg kan vældig god lide Nelson Sauvin humlen. Den føles aggressiv og frisk. Hvis det er meningen man skal drikke den kl. 5 om morgenen, skal man nok blive vågen. Smagen er god og overraskende let og er selvfølgelig præget af den gode humlesammensætning. Bitterheden er på 25 IBU og den dukker op, når smagen begynder at aftage. Men både bitterheden og humlens aromatiske smag bliver hængende længe.

Karakter 4
Bliv endelig ved med at brygge den gode øl og også med at gøre opmærksom på det – men fri os for mere ordgylle.

tirsdag den 24. august 2010

Tid til en øl - Dark Horse Plead The 5th

24. August 2010

Her er en glad mand – for jeg har lige smagt en af de bedste øl, jeg har fået i lang tid. På denne gråkolde og regnfulde dag ville jeg have noget varmende, da jeg kom hjem. Aftensmaden var stegt flæsk med persillesovs og jeg fandt en kraftig mørk stout i ølskabet.

Dark Horse Brewing Company er et nyt bekendskab for mig. Bryggeriet er ikke nævnt i mine ølbøger fra forskellige lande og det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvornår det blev grundlagt. Deres hjemmeside stammer fra 1999, så ca. deromkring

Bryggeriet ligger i Michigan – i byen Marshall. Det er et mikrobryggeri, og produktionen er ikke større end man stadig folder kasserne til en sixpack i hånden. Der er en ølstue knyttet til bryggeriet. Her er det også muligt at få noget at spise ( men kun hvis det kan laves i pizzaovnen ). Der hænger 923 store keramik-ølkrus under loftet og på væggene, så det er en lidt speciel udsmykning. Folk, der har besøgt stedet, udtaler at det ikke er noget særligt, men deres øl er i særklasse.

De laver en serie af forskellige stouts og deres ”Plead The 5th” er en imperial stout på 12.0%. Navnet henviser til amerikansk retspraksis, hvor det betyder, at man ikke skal vidne under ed, hvis vidneudsagnet kriminaliserer en selv. Hvordan det lige hænger sammen med denne øl, kan jeg ikke helt se.

Etiketten er lidt bizar, men den grå farve passede godt til vejret.

Det er måske den mest tyktflydende øl, jeg endnu har set. Den vil næsten ikke ud af flasken. Kulsort med kraftigt brunt skum på toppen. Det har en orange glød, som om det indeholder en masse kraft og varme.. Duften er yderst kompleks, men meget balanceret. Her er der sødme fra chokolade, skarpe humlenoter og alkohol i en skøn sammenblanding. Det er en fyldig fornemmelse at drikke denne stout. Den varmer og pirrer smagsløgene, for der er mange indtryk at holde styr på. Men ingen af dem skiller sig dominerende ud. Ofte møder man amerikanske stouts, hvor humlen træder tydeligere frem, men her er alt i balance, hvilket gør det til en at de bedste stouts jeg har smagt.

Karakter 5+

Jeg købte denne øl i Ølkonsortiet, hvor det var sidste øl på hylden, men herfra skal helt klart lyde en opfordring til, at den kommer på hylderne igen. Det er en sæsonbryg, der bliver udsendt i april måned.

mandag den 23. august 2010

Tid til en øl - Man & Macht / Morocco ale ( nu med billede )

23. August 2010

Forleden var jeg efter sommerferien igen på besøg i Ølkonsortiet og fladt over en sort, let øl fra De Molen i Holland – ”Man & Macht”. Jeg var blevet advaret om, at den godt kunne bruse kraftigt over, så jeg åbnede den ude på terrassen – og den nærmest eksploderede ud af flasken. Jeg kunne ikke nå at fange det i glasset og stod derfor tilbage med 2/3 øl. Da den kun er på 3,9% kunne jeg derfor roligt hente min datter i bilen efter aftensmaden.

Det er en meget mørk/sort øl med kraftigt ( det må man nok sige ) skum. Den er vel nærmest at sammenligne med en schwarzbier, der også har den samme lethed. Den bliver beskrevet som en stout visse steder, men det synes jeg ikke. Måske er den overgæret, men den ligger tæt på en schwarzbier i karakter. Den føles meget let og frisk i munden. Smagen er tør og ristet og der er ikke meget sødme. ( jeg kunne som sædvanligt godt tænke mig noget mere i en mørk øl ). Der er en god, kraftig afsluttende bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

Her til aften fik jeg åbnet en øl, jeg smagte for lang tid siden og har set i byen i lang tid. Men nu kan den findes i Blomsterbutikken i Reberbahnsgade i Aalborg ( jeg kan ikke huske hvilken, men den nærmest Tyren ). Det drejer sig om Morocco ale, der nu brygges af Daleside. Jeg skrev om den 23. okt 08., men da var det allerede noget tid siden, jeg havde smagt den, og jeg havde ikke noget billede. Det har jeg nu.


Det er en meget spændende, krydret øl med mange hemmeligheder – både i brygprocessen og i historien.
” En af de mere specielle efterårsøl er den krydrede ”Morocco Ale” fra Daleside i Yorkshire.
Bryggeriet blev etableret i Harrogate i midten af 1980-erne og er udvidet flere gange. De brygger en stor variation af traditionelle engelske øltyper. Derudover har de også taget en af Englands mest specielle og mystiske øl til sig.
”Morocco Ale” stammer tilbage fra starten af 1600-tallet, hvor man på Levens Hall i Westmoreland bryggede en mørk øl med en intens glød. Opskriften var en hemmelighed og var bogstaveligt gået under jorden ( gravet ned i haven ) under den engelske borgerkrig 1641 -53, hvor Cromwell kæmpende mod Royalisterne. Det var kongerne Charles I og Charles II. og krigen endte med Charles I’s henrettelse og at Charles II måtte flygte i eksil.
Ejeren af Levens Hall - James Grahme - var  hofmand hos Charles II. Charles havde giftet med en portugisisk prinsesse – Catherine af Braganza – og hun havde fået en del marokkanske hoffolk i medgift.  James Grahme syntes, deres hudfarve mindede om den ale, man bryggede hjemme på Levens Hall og kaldte den derefter ”Morocco Ale”

Charles II måtte flygte, men Morocco Ale blev gravet frem igen og blev indtil 1877 serveret ved det store, berømte Garden Party i maj måned. Her fik man en udgave, der var lagret i 21 år, og nye besøgende skulle indtage et glas, stående på et ben mens de reciterede: ”Luck to Levens whilst t’Kents flows”
Jeg må indrømme, at det gjorde jeg da også, første gang jeg smagte denne øl, dog uden at drikke den i en slurk.

Jeg ved ikke om Daleside har fået fat i den rigtige originale opskrift, eller de bare gætter sig frem, men det er en særegen og interessant øl.

Det er en mørk, brun øl med en kobberagtig glød og en fin skumtop. Allerede i duften fornemmes en meget krydret øl. Smagen er da også præget af et væld af divergerende indtryk, hvor jeg bedst kan skelne ingefær og fyrrenåle, men ellers er der mange andre nuancer. Det er svært at finde nøjagtige oplysninger om indholdet. Når man søger på nettet efter andre folks indtryk, er det meget forskelligt, hvad de kan smage i denne øl. Det er en øl, man selv bliver nødt til at prøve.”
Karakter 3+/4  ( alt efter humør ).

søndag den 22. august 2010

Tid til en øl - DAB Pilsener

22. August 2010

Forleden var vi til aftensmad hos gode venner, hvor vi fik dejlig fisk og salater. Værten fandt et par øl frem, som jeg ikke tidligere har smagt – ”Semper Ardens Blonde” og ”Høstbryg” fra Randers Bryghus. Når man sidder i gode venners lag og snakker og griner, kan det være svært at koncentrere sig helt om øllets karakteristika, og det er heller ikke meningen. Men selvfølgelig bider man mærke i, hvad man drikker. Og ”Høstbryg” fra Randers vil jeg helt sikkert vende tilbage til, og beskrive mere indgående en anden gang. Jeg havde selv et par øl med også – det var en ny engelsk ale brygget på bygmalt, rugmalt, hvede og havre – ”Select Ale”. Den er økologisk og stammer fra 1990. Så vidt jeg lige kan huske var den fra Duchy, men den bliver brygget på Wychwood. Meget mere om det ved en senere lejlighed, hvor jeg smager den igen. Derudover havde jeg en ”Ultra Brune” fra Ecaussinnes med. Denne øl smagte jeg første gang på ølfestivalen i Århus, men nu kan den fås i Salling.

Ved grænsen købte jeg i sommers en øl fra Dortmund. Jeg har aldrig smagt en rigtig Dortmunder, men nok et par efterligninger af dansk guldølstype. Det har jeg så stadig ikke, for jeg var lidt for hurtig i butikken og så kun ”DAB” logoet, der betyder Dortmunder Aktien-Brauerei. Jeg har læst, at de brygger den originale Dortmunder, men den jeg fik fat i var altså en ”Pilsener”.

Groft sagt deles Tyskland op i 3 pilsnerområder. Den meget tørre og humlede udgave mod nord – den runde og maltede udgave mod syd ( der går under navnet ”Helles”, og ret beset ikke er en pilsner, men det er nærmest kun en teknisk detalje ) og så den midttyske pilsner.

Det var i det centrale Tyskland, man først tog pilsnertypen til sig og bryggede efter bømisk tradition, men med tysk humle i stedet for saaz. Jeg har tidligere skrevet om en del af dem ( da vi besøgte Harzen ) – Hasseröder, Kulmbacher og Bitburger.

”DAB Pilsener” lægger sig i tråd med dem, men er en smule mere bitter.  Det er en utrolig lys øl. Fuldstændig klar og der er små spredte bobler. Den har en fin duft af lys malt med lidt frugtagtige noter og lidt citrus. Den føles frisk, men dog venlig og behagelig. Eftersmagen er god og langsomt dukker en markant bitterhed op, der holder længe.

Karakter 3+

Øllet blev første gang brygget i 1937 til Verdensudstillingen i Paris.

onsdag den 18. august 2010

Tid til en øl - Freiherr von Zech Kellerbier


18. August 2010

I dag begyndte en ny sæson på Musikskolen, og det er næsten skræmmende at opleve, hvor hurtigt man er tilbage i rutinen igen. Som om der ikke havde været ferie.

Men det har der heldigvis, og vi var i Oberammergau, Bayern. Det er en speciel by, hvor husene er malet med religiøse motiver. Da vi ikke kunne få billetter til Passionsfestspillene, gik vi rundt og kiggede på byen. Vi kom forbi en lille butik med spændende og ukendte ( for mig i alt fald ) bayerske øl. De havde også glas og jeg købte et fra Augustiner og et fra Hacker-Pschorr. Det er det der er på billedet i dag. De havde en lokal øl fra Mittelwand og aftenens øl fra ”Freiherr von Zech.

Freiherr von Zech levede i slutningen af 1600tallet og var meget vellidt i området omkring Deubach. Han elskede at gå på jagt i ”Die Westlichen Wälder”, og nu til dags støtter salget af øl netop dette naturområde.

Øllet er brygget på lokale ingredienser, det rene vand er pumpet op fra dybe brønde, malten er fra ”Die Westlichen Wälder” og humlen er fra Hallertau. 

Freiherr von Zech elskede også væddemål. Han lod sjældent en chance gå fra sig og væddede da også med den lokale vært, om at han kunne brygge en bedre øl, end den han havde fået serveret. En krydret og fyldig øl. Så han gik i gang med forskellige forsøg og endte med at vinde væddemålet. Det er denne opskrift, der er basis for aftenens ”Kellerbier” ( i hvert fald ifølge historien ).

”Kellerbier” er gæret på åbne fade, som i gamle dage. Efter en modningstid på 6 mdr. ved frysepunktet i lagerkælderen er øllet klart.

I 2001 blev Zech bryggeriet opkøbt af Brauerei Schimpfle.                                                

Det er en flot ravfarvet øl med en del slør. Den er ufiltreret, så sidste ophældning er mere uklar end første ( det hele kunne ikke være i glasset ). Duften er behagelig maltet, men med et lille strejf af frisk frugt. Den er fyldig i munden, men en smule mere levende end gårsdagens. Smagen er vældig god. Der er karamelsødme, men stadig et friskt pust som modvægt. Humlen lader sig lige ane i eftersmagen. Jeg synes, denne øl minder lidt om den gamle wienerøltype, som Anton Dreher bryggede i 1841. Det er en type, der er kommet meget frem i USA og vores egen Classic er en lettere efterligning. Men dette er den rigtige vare – med saft og kraft.

Karakter 4


tirsdag den 17. august 2010

Tid til en øl - Ettaler Kloster Dunkel

17. August 2010

Da vi i ferien var i Bayern, havde vi ( jeg ) ikke hjemmefra checket noget om Ettaler kloster, og det var spændende at opdage dets eksistens, da vi besøgte Oberammergau. Ettal er nabobyen og vi besøgte klosteret på vejen tilbage til hotellet ( se 3. aug 10 ). Klosteret laver deres egen likør og har også deres eget bryggeri. Jeg købte naturligvis nogle øl med hjem – bl.a ”Kloster Dunkel”. Klosteret stammer fra 1330, hvilket også står på etiketten, men bryggeriet er noget yngre – fra 1609.

Nu da jeg undersøgte fakta på internettet, ser jeg at klosteret også huser et bryggerimuseum, hvilket jeg ikke vidste og ikke så nogle henvisninger til. Men øv,øv - det kunne have været spændende. Men så er der noget til om 10 år, når vi skal overvære Passionsspillene i Oberammergau.

”Kloster Dunkel” er på 5,0%. Den er mørkebrun, klar og uden bobler. Skummet er i starten kraftigt og knitrer lystigt. Det bliver dog hurtigt mindre. Den har en behagelig maltet duft med toast og karamelnoter. Øllet føles blødt og venligt og den har en god, let ristet maltsmag med sødme og karamel. Eftersmagen er sød uden nogen tydelig bitterhed.

Karakter 4

søndag den 15. august 2010

Tid til en øl - Wadworth Old Timer

15. August 2010

I dag har vi fået vores kirkerum tilbage. Efter 8 mdr. renovering var der i dag indvielse ved biskop og provst og hele menigheden + håndværkerne. Det er blevet et flot og lysere kirkerum og vi skal nok blive vældig glade for det.

Provsten nævnte i sin tale at kirken jo var en ældre dame ( 1200tallet ) – en ”Old Timer” ( ja , lige det sagde han ikke, men det leder over i aftenens øl ) – der har fået en tiltrængt ansigtsløftning og nu kunne fungere i mange år endnu.

”Old Timer” fra bryggeriet Wadworth er en strong ale på 5,8%. Jeg har beskrevet bryggeriets historie tidligere, og hvis man kan huske mine tidligere anmeldelser, er det ikke det bedste engelske øl jeg har smagt. Det gælder også denne.

Den har en flot klar, kobberfarvet glød og den toppes af et offwhite skumlag. Jeg tror det er Wadworth’s gær, jeg har noget imod. Den afgiver en lidt sur duft, som jeg ikke finder tiltalende. Her er det dog ikke så fremtrædende som i 6X. Den føles først blød i munden, men bliver med tiden mere livlig. Der er en maltet nøddeagtig smag med en lidt syrlig, frugtagtig note og der sluttes af med en markant bitterhed. Der er brugt Fuggles og Goldings. Det lyder jo egentlig vældig godt, men det fanger ikke rigtig mig. Det er dog en af de bedre øl fra bryggeriet, og den fungerer bedre med mad end uden.

Karakter 3+

lørdag den 14. august 2010

Tid til en øl - Harviestoun Old Engine Oil

14. August 2010

I dag har vi fejret min mors 86 års fødselsdag på ”Papegøjehaven” i Aalborg. Der er et lækkert tag-selv bord med masser af god mad, især mange fiskeretter. Hele familien var samlet, også min ældste datter, der lige bagefter rejste til Malaga i 14 dage på et intensivt spanskkursus. Bagefter tog vi andre hjem til min mors hus og fik kaffe og nougathorn. Maden var som sagt god, men udvalget af øl strakte sig til Royal Pilsner og Classic, - og specialøl på flaske var en Carl’s Special.

Så her til aften måtte jeg åbne lidt andet. Det blev en stille aftenbajer eller rettere stout – ”Old Engine Oil” fra Harviestoun. Jeg har smagt den flere gange og havde den med til Musikskolens sommerfest. Jeg har også tidligere skrevet om den ( 11 sep 08 ).  Dengang skrev jeg følgende :

”Harviestoun er fra 1985 og ligger i byen Dollar i det centrale Skotland.

”Old Engine Oil” er en næsten helt sort øl på 6,0% procent. Den er brygget på pale ale malt og umaltet sortristet byg og maltet havre. Ifølge brygmesteren er det et forsøg på at lave en Barley Wine med en lettere alkoholprocent end normalt, men med lige så megen fylde. Duften er præget af ristet malt og lidt kaffenoter. Mundfornemmelsen er fyldig, men den umaltede byg giver alligevel en lethed til øllet. Smagen har mange nuancer og er præget af ristet kaffe og chokolade. Humlebitterheden er pæn og med til at balancere øllen. Der er brugt Worchester Fuggles, East Kent Goldings og Galena humle.”

Hvis man kigger efter, kan man se på billedet fra dengang, at etiketten har ændret sig. Den er blevet slankere og renere i udtrykket.

Da jeg første gang smagte den - til en tidlig ølsmagning -  var mit kendskab til stouts yderst begrænset, og jeg syntes, den var for mørk ristet. Senere har jeg vænnet mig mere til de mørke øl og nu falder den helt i min smag. Den har en gammel engelsk atmosfære over sig. Den er blød og lækker og behagelig at drikke. Smagen er stadig godt ristet med et sødt strejf af chokolade og en tydelig note af engelsk lakrids. Det præger også eftersmagen, hvor der ret sent dukker en markant bitterhed op.

Karakter 5

Jeg har også smagt og skrevet om dens storebror ”Ola Dubh” ( 15. apr 10 ), der er lagret på whiskyfad, men jeg tror faktisk, jeg bedre kan lide originalen. Den har en meget fin balance.
”Old Engine Oil” har jeg købt i blomsterforretningen i Reberbahnsgade i Aalborg. Det er det eneste sted, jeg har set den for nylig. Jeg købte godt nok de sidste, men de skrev navnet op for at kunne

Tid til en øl - Jever / Andechs Bergbock Hell

14. August 2010

I Hammer Bakker er der en shelterplads, hvor man kan overnatte. Den ligger ved en cykelvej gennem bakkerne og der er bålplads og vandpumpe og sågar et multtoilet. Der er 4 shelters, hvoraf 2 er helt nye. For 10 år siden holdt vi en fødselsdag for vores datter på pladsen, og det var så nemt, for børnene legede bare i bakkerne og vi behøvede ikke stille an med skattejagt og andre adspredelser.

Vi har en madklub med nogle venner, og vi besluttede at tage på tur  til shelterpladsen. De skulle bare møde op med varmt tøj og et styk seniorspejder. Der var et par andre familier, der havde fået samme ide, men der var 2 bålpladser, så det gik uden problemer. Seniorspejderen fik hurtigt gang i bålet, børnene løb rundt og legede og vi fandt lidt mad frem der ikke behøvede at blive grillet – indbagte pizzaer, tzatziki, små frikadeller og dertil en øl, købt med hjem fra grænsen.

”Jever” er en nordtysk pilsener. ( ”Pilsener” er ofte betegnelsen i Nordtyskland – længere sydpå bliver det bare til ”Pils” ). Bryggeriet ligger i byen Jever, Friesland, Niedersachsen. Nærmeste kendte by er Wilhelmhaven. Det stammer tilbage fra 1848, da Diedrich König mente, at hans øl var bedre end de 20 andre bryggerier i området. Det er nu et af Tyskland største bryggerier og deres øl kan fås over hele Tyskland. Det var i 1960’erne at pilseneren blev en national mærkevare. Tidligere havde man også en Maibock og en Export, men nu er der bare en Lime og en Light på programmet. Og så naturligvis ”Pilsener”.

Det er indbegrebet af en nordtysk pilsner. Brygget på hårdt vand giver det en tør og bitter øl med et aggresivt og skarpt udtryk. ”Wie das Land, so das Jever” lyder sloganet. Og det forklares som ”Uden dikkedarer, uden kompromisser”. Ren og skarp som luften i Nordtyske Friesland.

Den er meget lys og skummede temmelig meget. Almindelig pilsnerstyrke 4,8%. Lidt svag duft, men som sagt er der en markant, tør humlebitterhed. Det er en meget fin tørstslukker på en varm dag.

Karakter 4

Så fandt vi pølserne frem og snobrødet ( Jeg havde godt nok glemt dejen hjemme på køkkenbordet og måtte lige en smut tilbage ) og vi tog hul på en ”Altbier” fra Diebels. Det var en af de første øl, jeg skrev om på bloggen, og jeg kan stadig godt lide den. ( 1. aug. 08 ).

” Bryggeriet Diebels stammer fra 1878 og ligger i nærheden af Düsseldorf. De laver kun Altbier, der er en mørk, ravfarvet, klar øl med en fin skumdannelse. Smagen er fyldig med lidt frugt i starten - derefter sødme og en middel bitterhed ( hallertau og perle ) i eftersmagen. Fornemmelsen er tør og frisk.

4,8 % alkohol.

Karakter 4”

Vi sluttede af med ”Andechs Bergbock Hell” fra Bayern. Jeg skrev om deres ”Dobbeltbock ” i april
Andechs er et Benedictinerkloster vest for München. Det stammer fra 1455  og selvom bryggeriet nu er helt moderne er det stadig de gamle opskrifter, der benyttes.
”Bergbock Hell” er på 6,9% og har en ravgylden farve. Den er klar og skummet er hvidt og fyldigt. Vi havde kun plasticølglas med på turen og det er nok ikke det optimale for skummet. Der er en maltet og sød blommearoma. Øllet er blødt og rundt og fylder godt i munden. Også smagen er præget at sødme og af tydelige blomme- og abrikosnoter. Humlen er kun tilstede for at skabe balance, men mine venner syntes vist nok, at den stadig var i den lidt for søde ende af skalaen. Nu kan jeg jo godt lide søde øl, så det gør ikke noget.
Karakter 4                                                                                                  
Det er nok svært at finde 2 tyske øl, der er mere forskellige i udtrykket end ”Jever” og ”Bergbock Hell” og ”Diebels Alt” var noget helt tredje, så det var virkelig en rundrejse i tysk øl. En meget vellykket grillaften i Hammer Bakker.

onsdag den 11. august 2010

Tid til en øl - Weltenburg / Bamberg / Wilde Rose Kellerbier

11. August 2010

D. 29 juli var det tid at vende næsen mod Danmark igen. Vi ville atter overnatte i Bamberg, for jeg ville gerne smage Bambergs stærkeste øl – ”Bambergator” ( 8,0% ) fra bryggeriet Fässla. Vi planlagde at spise frokost på WeltenburgerKlosteret ved Donau.
På vejen kom vi gennem Hallertau-området og der var selvfølgelig en masse humlemarker


WeltenburgerKlosteret ligger ved en bugtning på Donau lige inden floden skærer sig gennem en klippe.


Det er verdens ældste klosterbryggeri ( 1050 ) og verdens næstældste bryggeri.


I klostergården er der servering. Vi fik noget solidt tysk mad – skinke med sauerkraut og kommenskartofler. Dertil fik jeg deres prisbelønnede ”Barock Dunkel”, der også kan købes i Danmark. Jeg har flere gange set den i Metro.


Det er en flot brunlig, lidt kobberfarvet øl. Her var skumlaget begrænset. Der er en god maltet duft i næsen. Den er letdrikkelig og smagen er præget af ristet malt og lidt mørk frugt ( sveske? ). Der rundes af med en let med behagelig bitterhed.

Karakter 4

Derefter så vi klosterkirken, Købte øl i butikken ( ”Asam Bock” der efter min mening er deres bedste ) og gik op til kapellet. På vejen dertil kommer man forbi ”korsvejsstationerne”. Det ser man ofte i katolske kirker og vi havde set tilsvarende billeder før. De beskriver 14 hændelser fra Jesus får overdraget korset til han bliver taget ned og gravlagt.


Derefter kørte vi mod Bayreuth for at se det berømte Festspielhaus, hvor Richard Wagners berømte operaer bliver opført, men da vi nåede frem, regnede det så kraftigt, at vi knap kunne se baglygterne på bilen foran. Så vi opgav foretagenet og kørte til Bamberg.

Her spiste vi på Restauranten/Bryggeriet ”Wilde Rose”, hvor de serverer vældig god mad.


Jeg fik en ”Kellerbier” til. Den går vist også under navnet ”Robesbierre”, men det var ikke det der stod på kortet. Den er på 5.0% og blev serveret i et stenkrus.


Derfor kan det være lidt svært at beskrive farven, men det er en dunkel øl med god maltet smag og karamelnote. Den føles blød og fyldig i munden. Den er naturligvis ufiltreret – det er jo netop særkendet ved den frankiske kellerbier. Der er en let bitterhed i afslutningen.

Karakter 3+

Derefter gik vi til Fässla, for at smage en ”Bambergator”. Min kone og datter gik med, selvom de jo ikke selv drikker øl. ”Bambergator” står opført på deres ølkort, men den kan kun fås fra oktober til jul, så det var en skuffelse.

tirsdag den 10. august 2010

Tid til en øl - Salzburg / Unser Bürgerbräu Weizen

10. August 2010

Vi havde en dag, der ikke var nogle planer for. Vi havde overvejet en tur til Salzburg. Ved siden af vores hotel lå et rejsebureau, hvor de havde tilbud om en bustur til Salzburg med 5 timer på egen hånd. Det meldte vi os til – og det var fornuftigt. Der er stort set ingen parkeringspladser at få i det centrale Salzburg. Der er meget få gader – til gengæld er der mange fodgænger-arkader. Vores buschauffør fortalte af prisen var omkring 15 euro for et par timer.

Det var en minibus og chaufføren talte uafbrudt hele vejen til Salzburg – på østrisk/tysk. Han talte meget hurtigt og sprang mellem emnerne – Mirabelslottet, benzinpriser, Mozarts hus, Salzburgs dumme borgmester osv. Det var meget svært at forstå, men vi fik et kort over byen og så gik det jo nok.

Den gamle bydel er afgrænset af floden og Mönchsberg – en stejl klippeforkastning midt i byen. Der er lavet en tunnel gennem bjerget. Vi blev sat af på ydersiden af bjerget og skulle bare lige gennem tunnelen, så var vi i centrum.

Der er mange kirke i den gamle del og vi så flere af dem, bla. domkirken, der er kæmpestor.

Det er virkelig en fodgængerbydel med smalle gader og mange arkader, der forbinder gaderne med hinanden. Der er også mange pladser med masser af liv.


Vi shoppede og gik rundt i gaderne – så Mozart fødested og var en tur over floden. Til sidst gik vi på konditori på Mozartsplads, og fik nogle, lidt tunge kager og en kop kaffe.



Efter 5 timer kørte vi tilbage til hotellet og fik aftensmad på vores lille pizzeria på banegården. Der var en iscafe ved siden af, hvor vi plejede at købe desserten.

De har som nævnt kun øl fra Unser Bürgerbräu, og jeg prøvede en ny, nemlig en ”Hefe-Weizen” på 5,2%.  Jeg var kommet af sted uden kamera, så billedet må I undvære.

Det er en bleggul, ufiltreret øl med kraftigt hvidt skum. Tydelig hvedegærsaroma med noter af kryddernelikke. Den er forfriskende og har en ligeledes krydret smag. Den må siges at være en typisk bayersk weissbier, der er god, men som ikke skiller sig ud på nogen måde.

Karakter 3

mandag den 9. august 2010

Tid til en øl - Kaiser Fasstyp

9. August 2010
D. 27. juli gik turen til Østrig. Vi skulle op over et lille bjergpas og her var stigningen atter 24%. Vejen ned på den østriske side var så smal, at der kun var plads til en bil, så det var med at se sig godt for.

Vi kørte til Gollinger-vandfaldet. Her ses den nederste del af faldet. Den øverste del var spærret af, for man var ved at reparere en bro. Faldet er alt i alt på 75 m, men altså delt i 2, og det er en dejlig, kort vandretur dertil – og sikkert endnu bedre, hvis man kunne komme helt op.

Derefter ville vi se Eisriesenwelt – en berømt ishule med flotte istapper. Men stedet er blevet så populært, at det vrimler med mennesker. Vi måtte parkere langt derfra, og der var en times ventetid for at komme med bussen. Den kører til en svævebane, hvor der er yderligere ventetid. Vi stod lidt i køen og besluttede så, at det gad vi ikke bruge vores eftermiddag på, så vi kørte til den nærliggende borg – Hohenwerfen. ( Vi har siden hørt at hulerne er flotte, men det tager hele dagen at besøge dem – og så er det dyrt )

Ved slottet var vi så heldige hurtigt at finde en parkeringsplads. ( Modsat de tyske parkeringspladser, ( hvor man skal betale, men så fungerer det også ) hersker der fuldstændigt kaos på de østriske, der til gengæld er gratis ).
Hohenwerfen var rammen om filmudgaven af ”Ørneborgen”. Vi besøgte området, da jeg var dreng og lige havde set filmen, og jeg genkendte den straks. Dengang så jeg dog ikke borgen, men derimod så jeg ishulerne. I filmen kommer man til borgen med svævebane, men i virkeligheden er det en slags elevator, der kører en op af bjerget. Jeg kunne kende borggården fra filmen, selvom der nu er indrettet biergarten i den.

Her kunne vi få suppe, pølser og pizza og en østrisk øl dertil – ”Kaiser Fasstyp”. Der er 2 bryggerier nævnt på hjemmesiden. Begge brygger mærket ”Kaiser”, men det er ikke oplyst hvem der står for ”Kaiser Fasstyp”. 
Bräuerei Wieselburg stammer fra 1770, hvor Josef Schauer grundlagde det og ledede det til 1811. Derefter var det i familiens eje i mange år, indtil det blev slået sammen med  Bräuerei Kaltenhausen. ” Das Kalte Brauhaus” stammer helt tilbage fra 1475 og ligger i Salzburg. I 1801 blev det til et aktieselskab og fussionerede altså med Wieselburg i 1998.
Det er en lys øl på 5,0% - med mange bobler og hvidt skum. Der er ikke meget duft, men dog en antydning af citrus. Den er frisk og prikkende. Der er smag af citrus, men den virker ikke bitter.
Karakter 3
Derefter var vi på rundvisning og så slottet, torturkamret og våbenudstillingen. Og vi sluttede af med en is, inden vi gik til det store rovfugleshow. På Hohenwerfen har man en lang tradition for falkonerer og vi så falke, ugler, høge og flere forskellige ørne.


Min datter har selv prøvet at være falkoner og trænet med en jagtfalk – og hun har faktisk holdt en havørn på sin handske. Den var tung, skulle jeg hilse at sige. Det var en gave, hun fik til sin konfirmation. Så hun var helt tændt igen.
Et meget flot show. Det blev til en rigtig god eftermiddag med mange oplevelser, og vi var glade for at vi ikke havde brugt den på at stå i kø.

søndag den 8. august 2010

Tid til en øl - Bayern /Berchtesgarten Pils / Bürgerbräu Weizen Dunkel

8. August 2010

Berchtesgarten er først og fremmest kendt for, at det var her Hitler havde sit sommerhus – den berømte ”Ørnerede”. Efter krigen diskuterede man om den skulle rives ned, men det blev bestemt, at lave den om til en restaurant/ bierstube. Man ville ikke lave et mindesmærke for Hitler, så derfor er alt fjernet ( der er kun nogle oplysende tavler, der fortæller om tilblivelsen ). Men udsigten er en af de bedste i Tyskland og selve huset står som dengang.

Den 26. juli kørte vi dertil. Fra Berchtesgarten går vejen stejlt op ( 24% stigning – ikke noget for Tour de France-feltet ). Det betyder 2. gear – 1. gear, hvis der er en bus foran. Man parkerer og tager en bus videre. Denne vej er lige så stejl og der er absolut kun plads til et køretøj, så busserne kører lige efter hinanden. Turen regnes for en af de smukkeste i Tyskland, og det er da også en fantastisk tur. På toppen skal man reservere plads på bussen ned.

Gennem en lang tunnel når man til en elevator ( af rent guld – eller nok nærmere messing. ). På toppen er der en fantastisk udsigt, men der var en del tåget og diset. Det klarede dog noget op, mens vi var der.

Vi besluttede at spise i byen Berchtesgarten, da vores finanser trængte til at blive suppleret. På en lille cafe midt i byen fandt vi en let frokost og dertil den lokale øl – Hofbräuhaus Berchtesgarten Pils.


Den er lys gul med mange bobler og groft, hvidt skum. Den har en syrlig, lidt citrusagtig duft. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro, der var ascorbinsyre i, som man ofte gør sydpå i f.eks Spanien. Den er for fizzy – for meget brus. Der er en lidt skarp smag med citrusnoter. Den slukkede tørsten fint, men det er ikke på niveau med de andre bayerske pils/helles.
Karakter 2+
Derefter kørte vi til Königsee, som vi havde set fra Ørnereden. Det er en af Tyskland reneste søer med næsten smaragdgrønt vand. Søen ligger omkranset af stejle bjerge og der er ingen veje rundt om den. Meget af vandet kommer fra undersøiske kilder.



For enden af søen ligger der en lille kirke – St. Bartholomä. Man kan kun sejle dertil. På den afslappende bådtur sejler man forbi ekkovæggen, hvor bådføreren spiller en lille trompetmelodi og ekkoet svarer. Fin måde at vise det på.

På vejen brød solen mere og mere frem og badede kirken i et næsten overjordisk lys. Utroligt flot.
Kirken benyttes engang imellem, men der bor stort set ingen i området mere. Der er et par ølhaver på stedet, og man kunne få ”Ein Mass” – en liter øl. Da jeg ikke skulle køre foreløbig, ville jeg nyde sådan en – ”Hofbräu Original


Min kone og datter gik en tur og var væk i lang tid, og da de kom tilbage, havde jeg drukket 1/3. Hvis jeg skal være ærlig vil jeg hellere have 3 forskellige 33 cl øl, end sidde med en enkelt kæmpe. Men sjovt var det helt sikkert. Da jeg havde kæmpet mig gennem den, kunne rusen fortage sig lidt på sejlturen tilbage.

Om aftenen spiste vi på et lille pizzeria på banegården. Her havde de også kun den lokale ”Unser Bürgerbräu”, men den var jo heller ikke dårlig. Denne gang valgte jeg en ”Hefe-Weizen Dunkel”


Det er en meget lys dunkel på 5,2%. Den har en fin krydret duft og føles frisk og levende. Den er natuligvis ufiltreret ( ”hefe” betyder ”gærrester” ). Smagen er også lidt lettere end normalt – med mere krydret nellikearoma. Lidt som en mellemting mellem alm. og dunkel. Humlebitterheden er lav, men eftersmagen er krydret.
Karakter 3+

lørdag den 7. august 2010

Tid til en øl - Unser Bürgerbräu pils


7. August 2010

D. 25. juli kørte vi fra Garmisch-Partenkirchen mod Berchtesgarten. Eller rettere Bad Reichenhall lidt nordfor. Vi kørte ad mindre bjergveje noget af tiden og kom bla. forbi den smukke Walchensee.

På et tidspunkt syntes vores GPS åbenbart at vi kunne skære et hjørne af og ledte os ind på en lille bivej, men inden vi fik vendt om så vi en kæmpe kirke med 2 tårne med løgkupler. Så det måtte vi da se.

Det viste sig at være klosteret ”Benediktbeuern”. Det er et meget stort kloster med en stor klostergård og mange tilbygninger. Man dyrker åbenbart stadig de omkringliggende marker. Vi nød stilheden i klostergården og vovede os også ind i kirken. Der var højmesse og endnu engang ankom vi til nadveren, men vi deltog nu ikke. Derimod nynnede vi med på de tyske salmer, der også bruges i den danske kirke. Endnu engang et flot kirkerum.


Der er også en stor boghandel med religiøse bøger og musik tilknyttet klosteret.
Vi kørte videre – først af motorvej, siden af ”den tyske alpevej” ( nr. 305 ). Det er en smuk tur i bjergene.
Vores hotel lå ved banegården i Bad Reichenhall. Byen ligger omkranset af bjergene og vi havde en god udsigt. Vi gik ud i byen for at finde en restaurant, men gaderne lå øde hen. I de 4 dage vi boede der, lykkedes det os ikke at finde restaurationskvarteret og selv om vi så skilte til Altstadt, fandt vi det aldrig. ( vi ledte dog heller ikke meget efter det ).
Så vi spiste på hotellet, hvor maden viste sig at være vældig god og ikke alt for tysk/tung. Her havde de den lokale bryg – ”Unser Bürgerbräu” – der har været brygget i Bad Reichenhall siden 1633.
Der stod ”Pils” på menukortet, men jeg er i tvivl om, det er den jeg har smagt.
Bryggeriet har en ”Pils Superior” i sortimentet, men det er nok nærmere ”Reichenhaller Original Hell” jeg fik i glasset. Den passer i hvert fald bedre til beskrivelsen. Begge øl er lyse, pilsneragtige og på 4,9%.

Det er en korngylden klar øl med fine, langsomme bobler. Lidt neutral aroma. Den føles rund og blød, og har en god smag med noget sødme, der minder lidt om druesaft. Lav bitterhed i eftersmagen. Den lidt anderledes sødme gav faktisk denne øl lidt karakter, så den ikke helt mindede om de andre ”helles”.
Karakter 4
Mens vi ledte efter restauranten kom vi gennem byparken og så en besynderligt konstruktion.

En stor træbygning med en væg i midten af mørke strå. Fra toppen af væggen rislede der vand ned over stråene. Så vidt vores tyskkundskaber gælder, er der tale om en gammel saltvandskur. Området er et kurområde, hvor man især benytter meget salt, og her kunne man gå ( endda i tørvejr ) og indånde de salt-ioniserede dampe og det skulle være godt for bla. astmapatienter.
Konstruktionen hedder ”Gradierhaus und AlpenSolespringbrunnen”. ( AlpenSole beskrives som ”bjergets helbredende kraft”, men der er vist blot tale om saltvand).

fredag den 6. august 2010

Tid til en øl - Bayern / Augustiner / Spaten


6. August 2010

D. 24. juli var vejret ikke blevet bedre. Det regnede stadig og temperaturen nåede en overgang ned på 9 grader, hvilket var lidt koldt med bare tæer i sandalerne. Vi kørte mod Bayerns største turistattraktion – Neuschwanstein” – der ligger ved byen Swangau nær Füssen. Her byggede Ludwig II et af verdens mest berømte slotte. Det er afbilledet på adskillige postkort, puslespil og det har været inspirationen til Disney’s slot i Disneyland. Første gang jeg så det, var på omslaget til Alister McLeans ”Ørneborgen”, som var en af min ungdoms favoritter.

Man skal et smut gennem Østrig for at komme dertil fra Garmisch-Partenkirchen. Vi ankom i øsregn, fik fundet en parkeringsplads og stod i kø længe for at købe billet. Selv i regnvejr er det en stor attraktion. Man kan komme til slottet til fods, med hestevogn eller med en bus, der kører til Mariabrücke ovenfor slottet. Vi valgte det sidste. Vores billet var til 2 timer senere, så vi satte os i på en lille bierstube, hvor vi blev betjent af en ualmindelig sur tjener. Maden måtte vi selv hente ude i regnen, men vi fik dog en øl. Og hvad er mere passende på dette sted end en ”König Ludwig Dunkel”. Det er jo stadig den bayerske fyrstefamilie, der ejer bryggeriet. ( 2. nov. 09 )

Derefter tog vi med bussen til ”Mariabrücke”  - en smal gangbro over en smal kløft med et stort vandfald under. Vejen dertil er smal og har kun plads til et køretøj. Det er kun busser der må køre der og de kører lige i hælene på hinanden.

På turen ned til Neuschwanstein begyndte det at klare op og vi fik sandelig tørvejr mens vi ventede. Præcis kl. 14.05 blev tour 473 lukket ind i slotsgården.
På dette slot var Ludwig inspireret af Richard Wagner’s operaer. Alle motiver stammer herfra. Slottet blev aldrig færdigt. Ludwig blev erklæret sindssyg og han druknede kort tid efter i en sø sammen med sin psykiater. 5 uger efter blev Neuschwanstein åbnet for offentligheden. Det er kun 1. og 3. sal der er færdiggjort. 2. sal er nu restaurant og souveniershop.
Her er et par billeder fra Sangersalen/Riddersalen ( Parzival ) og fra Soveværelset. ( Tristan )



Også på dette slot er der en kunstig grotte mellem 2 værelser. En meget spændende tur.
Derefter kørte vi nordpå til Wies-kirken – en stor, men lidt kedelig kirke udenpå, men indeni er det en af de mest berømte rokokkokirker overhovedet. Den er på FN’s liste over Verdens Kulturarv, og nævnt i bogen ”100 steder, du skal se inden du dør”. Det er hermed gjort. Kirken var åbenbart lejet ud til en amerikansk katolsk menighed, der holdt gudstjeneste, så vi fik slutningen af messen med.

Tilbage i Garmisch-Partenkirchen slappede jeg af med en ”Augustiner Dunkel”. Augustiner er det eneste originale Oktoberfest-bryggeri, jeg ikke tidligere havde smagt noget af. Det er det ældste af de kendte München-bryggerier – fra 1328. Klosteret ligger i nærheden af domkirken i München, men i 1803 overgik bryggeriet til private hænder og i 1885 flyttede det til Landsbergerstrasse. Det blev ødelagt under II Verdenskrig og genopbygget og man forsøger at være miljørigtige i produktionen. Vandet hentes fra egen brønd 320 m under bryggeriet.

”Augustiner Dunkel” er på 5,6% og har en flot mahognifarve med hvidt skum på toppen. Der er kun en svag duft af malt. Den føles meget frisk og livlig og er let drikkelig. Der er et kort strejf af sødme i smagen, men ellers er indtrykket overvejende friskt.
Karakter 3+
Til aftensmaden – som vi spiste på hotellet – valgte jeg en ”Spaten Hell”

Det var på dette bryggeri, at den undergærede øl begyndte sin fremmarch. Da Gabriel Sedelmeyer vendte hjem fra sin studietur i England, overtalte han faderen til at installere den første dampmaskine i et bryggeri på kontinentet. Derved kunne han udvide produktionen. Samtidig fik han udviklet en mere stabil og pålidelig undergær, og det betød at Spaten-øllet begyndte at brede sig ud over Europa – også til Danmark.  Brygger Jacobsen fra Carlsberg tog ned til Spaten, for at lære hvordan man skulle brygge undergæret øl og fik – som bekendt – noget af Sedelmeyers gode gær med sig hjem. Spaten bryggeriet var også de første til at fremstille en øl specielt til Oktoberfesten.
”Spaten Hell” er en korngul øl med svage bobler og groft hvidt skum. Duft af sødlig lys malt. Den er letdrikkelig og føles frisk og levende. Den har en lidt sød, aromatisk smag med en let bitterhed i slutningen.
Karakter 3+

torsdag den 5. august 2010

Tid til en øl - Bayern / Hofbräu Hell


5. August 2010

D. 23. juli lå skyerne tæt over de tyske alper, men op af dagen klarede det lidt op og vi besluttede at tage af sted for at se de mange berømte slotte, Ludwig II havde opført i Bayern. Vi tog først til Linderhof, der ligger i nærheden af Oberammergau.
Det var Ludwigs jagtslot. En lille bygning med et meget flot haveanlæg omkring. Man skulle – som alle andre steder i Bayern – betale for at parkere og derefter for at se slottet. Man køber en guided rundtur som starter ( f.eks ) præcis kl. 11.25 og først på det tidspunkt bliver man lukket ind i et lille afgrænset område. Derefter går der kun kort tid inden touren starter. Det fungerer utroligt godt, og vi kunne jo se, at vi havde tid til at se lidt af haveanlægget først.


Der er masser af vandfald og springvand overalt og flotte blomsterbede.

Ludwig d. II ruinerede Bayern med sine slotsbyggerier. Han levede fra 1845 -1886, men hans bygninger har et meget nostalgisk præg. Han var meget optaget af Solkongens hof i Frankrig ( 100 år tidligere ) og alle motiver i slottet er afbildninger af episoder fra dennes hof, portrætter af hoffet osv. Der er ingen billeder af Ludwig selv eller andre fra hans tid.

Stilen er rokokkoinspireret og meget overdådig. Og når jeg siger overdådig, mener jeg virkelig for meget. Der er rokokko-ornamentik overalt – alt er belagt med bladguld – alt blev oplyst at stearinlys – over 1000 forskellige vaser. I soveværelset er sengen omgæret af et lille rækværk, for Solkongen gav ofte audiens liggende i sin seng. Det gjorde Ludwig godt nok ikke, men alligevel skulle der være et rækværk. Bordet i spisesalen kunne sænkes ned i gulvet og dukke op fuldt dækket.

Man måtte ikke tage billeder, men man kunne dog købe postkort. Her er et par indtryk fra Audienssalen og Spisesalen



Da vi kom ud igen efter rundvisningen var det begyndt at småregne, men vi ville alligevel se den kunstige drypstenshule ( Venusgrotten – inspireret at Wagner’s Lohengrin ), som var opført i parken, og Den mauriske Kiosk. Pludselig begyndte det at styrtregne. Min kone og datter krøb i ly under en gesims og jeg måtte af sted til bilen efter paraplyer og frakker. Jeg blev drivvåd.

Vi satte os ind på en lille Bierstube på området og tørrede med lidt frokost og en øl.


Hofbräu er et af de andre Oktoberfest-bryggerier. Det var Wilhelm d, V af Bayern, der i 1589 besluttede at oprette et hofbryggeri, der kunne tage kampen op mod det gode øl fra Einbeck. Det lykkedes dog først, da man ansatte en brygmester fra Einbeck. Men Hofbraü er – som nævnt et af de bryggerier, der må sælge øl til Oktoberfesten - og det eneste bryggeri jeg ikke fik nogle flasker med hjem fra. De andre 5 er Löwenbräu, Augustiner, Paulaner, Hacker-Pshorr og Spaten. Det lykkedes at finde deres øl i butikkerne, men jeg mangler altså Hofbräu til min egen Oktoberfest.

Men jeg smagte en ”Hofbräu Hell” og det er en øl jeg tidligere har købt med hjem fra Harzen. ( 12 okt. 08 )

Det er en lys gylden øl på 5,1%. Sløve spredte bobler og et fint hvidt skum. Duften er frisk af lys malt og sødligt korn. Den føles frisk i munden ( jeg skulle nok hellere have haft en stærk, varmende dobbeltbock, men det kunne man ikke få ) og smagen er lidt aromatisk med en let/middel bitterhed til sidst. Udmærket håndværk, men ikke en øl der sætter sig dybe spor.

Karakter 3

Det blev ved at regne og vi besluttede at opgive resten af turen rundt. Det havde også taget væsentlig længere tid end beregnet. Og vi skulle være i området en dag mere.