31. Juli 2016
Forleden
var vi til fødselsdag i Vrå, hvor man altid bliver mødt af glade mennesker, god
mad og ditto øl. Denne gang var da heller ingen undtagelse. Blandt øllene var
der et par stykker, jeg ikke har skrevet om før.
Både
fødselaren og jeg har altid sat stor pris på hvedeøllet fra Maisel’s. Jeg
synes, deres ”Weisse Original” er noget af det bedste weissbier på markedet, og
det er da også den, vi ofte drikker. Men min kammerats ølpusher havde den ikke,
og derfor blev det i stedet til en ”Kristall”.
De
tyske hvedeøl laves ofte i to udgaver – ”mit hefe” og ”kristall” – Hvilket er ”med
gærrester” eller ”filtreret”. Det er sjældent jeg er stødt på den filtrerede
udgave her i Danmark, men jeg har på den anden side heller ikke decideret ledt
efter den. Der er nogle – også blandt mine venner – der ikke bryder sig så
meget om den særegne, let parfumerede hvedegærsaroma, men jeg kan godt lide
den.
”Maisel’s
Weisse Kristall” er en gylden, klar hvedeøl på 5,1% Den har kraftigt, hvidt
skum og dufter frisk, men kun med antydning af de traditionelle gærnoter. Det
er let og forfriskende – en rigtig sommerøl, men smagen er igen noget mere
neutral end originalen. Den smager som en Erdinger, hvis jeg kan tillade mig at
sige det. Men både Erdinger og denne er mere afdæmpede i deres fremtoning og
godt egnede, hvis man for første gang vil stifte bekendtskab med weissbier
eller vil vænne sig til de mere aromatiske udgaver. En forfriskende sommerøl.
Karakter
3
Derefter
smagte vi en fadlagret udgave af den belgiske ”Straffe Hendrik”. Det er ”Quadrupel”,
der har ligget på egefade i et år og som nu bærer navnet ”Straffe Hendrik
Heritage 2014 ”. Den er på 11,0%. ”Quadrupel” er i forvejen en kraftig sag,
hvor blomme og rosin blandes med krydderi og
sødme.
Egefadet giver den en skarp kant, der giver øllet en mere vinøs fremtoning. Den
bliver på en måde lettere i udtrykket – en øl man sidder og nyder på en cafe,
mens man kigger på folk, der går forbi.
Karakter
5