Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 27. februar 2017

Tid til en øl - Red Hook Long Hammer IPA


27. Februar 2017

Efter 25 timers rejse fik vi os indlogeret på et hotel i Fort Lauderdale, inden vi næste dag skulle på et cruise til bla. Mexico. Det var en lang og lettere uorganiseret bording, da terminalen var under ombygning, men til sidst kunne vi sætte os på vores lille balkon og kigge ud over havnen. Det kunne være godt med en lille drink, så vi gik til nærmeste bar, hvor min kone fik en orage drink og jeg bestilte en ”Belgian White” fra bryggeriet Blue Moon. Jeg skrev om den sidst, vi var på cruise, og denne gang fungerede den fint som tørstslukker på en varm og solrig dag.


Da alle var kommet om bord, skulle vi gennemgå den obligatoriske brandøvelse, inden skibet kunne afsejle. På vej tilbage gik vi ad skibets centrale hovedgade med butikker og cafeer som i en mindre by.


Minsandten om ikke også der lå en pub – ”Bull & Bear” - midt på strøget. Jeg kiggede på ølkortet, der så vældig fint ud. Der var nok noget der kunne drikkes, og bestilte en ”Sierra Nevada Pale Ale” med, til at nyde under afsejlingen.


Næste dag var en dag på havet, og jeg så i dagsprogrammet, at der var ølsmagning i ”Bull & Bear”.
Jeg ville tilmelde mig, men fik at vide, at jeg bare skulle møde op kl. 14.



Klokken 14 troppede jeg op i baren. Der sad to amerikanske gutter, men de skulle ikke være med til ølsmagning, så det viste sig efter lidt tid, at jeg var den eneste. Så det blev naturligvis aflyst.
Det gjorde såmænd heller ikke så meget. Bartenderen John, der skulle holde smagningen, vidste ikke så meget om øl. Han havde købt et ølquiz-spil 14 dage tidligere og havde sammenlignet spørgsmål og svar, for at få lidt viden om emnet.

Men vi kunne alligevel få en god snak om øl, og jeg fik da også snakket med de to amerikanere, der kom fra en by i midtvesten med flere køer end mennesker.

Jeg spurgte, hvad vi skulle have smagt, og det var alle øl fra kortet, så jeg kunne jo bare selv smage dem i løbet af cruiset.

Det var ”Stella Artois” – ”Paulaner Weissbier” – ”Newcastle Brown” – ”Modelo Negra” – "Red Hook Long Hammer IPA” og ”Leffe Blond”. Dem havde jeg jo smagt før – med undtagelse af ”Long Hammer IPA”.


Redhook Brewery blev grundlagt i Seattle i 1981 og var altså med på den allerførste bølge af mikrobryggerier. Det var paul Shipman og Gordon Bowker, der stod bag og bryggeriet er nu ejet af Craft Brew Alliance. Selvom ”craft brew” indgår i navnet lever det ikke op til definitionen, da Anheuser-Busch ejer 32 % af aktierne. Bryggeriet har også en afdeling i New Hampshire på østkysten.

”Long Hammer IPA” er en westcoast IPA med en bitterhed på 44 IBU – altså i den mere moderate ende af skalaen. Der er udelukkende brugt cascade, men selvom den derved på mange måder minder om ”Sierra Nevada Pale Ale”, kan den ikke leve op til det niveau, den sætter. Det er en smuk solgylden drik med fint hvidt skum. Duften er humlet med grape og fyr, men den virker alligevel lidt tung. Den er letdrikkelig med smag af grape og lidt sødme fra orange og med en behagelig bitterhed i slutningen. Ikke dårligt, men heller ikke epokegørende.
Den holder 6,5% og 188 kalorier.

Karakter 3+


Ingen kommentarer:

Send en kommentar