Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Battin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Battin. Vis alle opslag

søndag den 26. januar 2014

Tid til en øl - Battin Gambrinus


26. Januar 2014

Gambrinus er et ikon, der signalerer øl, brygkunst, jovialitet og livslyst. Digte og sange omtaler ham som konge/greve/baron i Brabant eller Flandern – altid afbilledet med et skummende krus øl i hånden.

Det historiske forbillede er måske John I af Brabant ( flamsk - Jan Primus ). Brabant var et rigt og kulturelt område, hvor der blev brygget godt øl og Jan Primus var vellidt af folket. En forvanskning af hans navn kan føre til Gambrinus.
En anden mulighed er John den Frygtløse af Burgund. Det ligger tæt på Brabant og John er kendt som den der introducerede humle til belgiske bryggere, der på det tidspunkt ( ca. 1400 ) brugte ”gruit” til brygningen. John stiftede i 1405 ( muligvis – det er lidt på myteplan ) ”Ordo Lupuli” ( ”humleordenen” ), og han blev gift i byen Cambari, der havde det latiske navn Gambrivium.
Endelig skriver den tyske historiker Aventinus ( jo, det er ham fra Schneiders øl ), at den mytiske germanske konge – Gambrivius – lærte brygkunsten af guderne. Aventinus lader ham nedstamme i syvende led fra Noah og han har regeret i Flandern  fra 1711-1667 f. Kr. ( det giver jo vældig mening ).
Der er også nogle der forbinder Gambrinus med Osiris, der siges at have givet brygkunsten til menneskeheden ( vi ved jo at det gamle Ægypten faktisk er et af oprindelsesstederne ) og andre prøver at passe navnet til med latin og øldfransk.
Fakta er at vi ikke rigtig ved noget, og så er det jo sjovt at gætte.
Gambrinus blev især kendt i 1868, da Charles Deulin skrev ”Gambrinus, Roi de la biere”. I denne bog indgår Gambrinus en aftale med Djævlen, der introducerer ham til øl. Der er mange forviklinger, og han skal meget igennem, men det er en af årsagerne til hans succes.
Der er flere øl, der har benyttet navnet Gambrinus.
Brasserie Nationale i Luxemborg blev skabt i 1975 da Brasserie Bofferding ( 1842 )  og Brasserie Funck-Bricker ( 1764 ) slog sig sammen. I 2005 opkøbte de Brasserie Battin ( 1937 ) og begyndte af brygge deres ”Gambrinus”.
Det er en undergæret øl på 5,2%. En slags wienerøl med frugtige noter. Det er en mørk gylden øl med svage bobler og hvidt, groft skum. Duften er maltet, men der er også en frugtig humlenote. Den føles behagelig. Smagen er sødlig maltet, men med en frugtnote, der minder lidt om de tyske altbier fra samme område. Der er ikke nævneværdig bitterhed.
Karakter 3+

fredag den 1. november 2013

Tid til en øl - Battin Extra


1. November 2013

I dag gik Allan Simonsen igen videre i ”Vild med dans”.  Det er beskæmmende at se meget dygtigere dansere forsvinde, for Allan kan decideret ikke danse og er ikke blevet bedre siden starten. Han var en formidabel fodboldspiller trods sin ringe størrelse, men fremover kommer jeg desværre nok til at tænke på ham for ”Klovnen fra Vild med dans” – og det er faktisk ærgerligt.

Nogle synes det er sjovt at lave rav i den, men for os, der tager dans seriøst er det bare frustrerende.

I vores egen lille ølverden vil det svare til at Grøn Tuborg eller Heineken blev kåret som verdens bedste øl og alle andre øl blev taget ud af produktion. Det skulle nok give frustrationer hos ”De danske ølentusiaster” eller på Ratebeer. Blandt seriøse ølnørder er der såmænd ofte utilfredshed med vinderne at ølvalget, fordi der findes bedre og mere ekstreme øl på markedet. Men flertallet bestemmer og herhjemme bestemmer flertallet sig stadig for de gamle pilsnere fra Carlsberg og Tuborg. Heldigvis stemmer de ikke alle de gode øl fra mikrobryggerierne ud.

Efter dette udbrud af mavesur dansegalde, vender vi os mod dagens øl. For naturligvis ser vi stadig ”Vild med dans” ( de fleste danser jo godt ) og her til aften fik vi dejlig sushi, mens vi så programmet.
Jeg åbnede en flaske, jeg havde fundet i Luxemburg – fra et af de lokale bryggerier – Battin.

Brasserie Battin blev grundlagt i 1937 af Charles Battin. Bryggeriet lå i Esch-sur-Alzette, Luxemburg indtil det i 2005 flyttede til byen Bascharage som følge af en bryggerisammenlægning.
Der opkøbte Brasserie Nationale bryggeriet, men det forsætter med at udsende øl under navnet Battin. Derudover udsender de mærket Bofferding. Brasserie Nationale er Luxemburgs største bryggeri.

”Battin Exra” beskrives som en ”pilsner” på Beeradvocate, mens Raterbeer kalder den ”belgisk ale”. Der er da nogen forskel, men jeg giver helt klart Ratebeer ret.

Den har en flot dybgylden ( hvis dette udtryk findes ) farve med luftig hvidt skum, der forsvinder langsom under dyb knitren. Hvis det er en pilsner, har brygmestrene haft problemer med deres esterproduktion, for vi mødes af koriander, mango, citrongræs og banan, når vi stikker næsen i glasset. Det minder næsten om en witbier. Alkoholprocenten er 6.3%. Det er en temmelig aggressiv øl, der bider fra sig og bruser op i munden. I smagen finder vi østerlandske krydderier, lidt sødme og eksotisk humle. En mærkbar bitterhed i eftersmagen. Klart mere belgisk inspireret end tysk.

Karakter 3+