Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 30. juni 2021

Tid til en øl - Gourmetbryggeriet Blomsterflor IPA


 30. Juni 2021

Jeg er lidt i vildrede omkring Gourmetbryggeriet ( GB ). Bryggeriet blev i sin tid ( 2005 ) grundlagt af kokken Lars Dietrichsen og brygger Michael Knoth, men blev i 2009 overtaget af Harboe, der forsøgte at køre brandet videre som Harboes specialølserie. Udmærket - uden at være prangende eller særligt eksperimenterende. Fra 2014 havde GB en aftale med Het Anker i Belgien om at brygge øllet der.

Men nu fremstår bryggeriet med en ny hjemmeside - uden særlig mange oplysninger, men hvor de lægger vægt på passion og økologiske, nordiske råvarer. Lidt en floromvunden snak om ingenting, men de kalder deres nye øl eller serie for 'Nordic Passion'. Der er ikke oplysninger om hvem eller hvor. Er det stadig Harboe? - Er det stadig Het Anker? - Er der starten på et nyt bryggeri ?. Det er der intet svar på her.

Jeg blev præsenteret for en af deres nye øl, der dog endnu ikke er på deres nye hjemmeside - 'Blomsterflor IPA'. Det er en smuk, let sløret øl på 5,6%, Kraftig lyst skum, der eroderer hurtigt. Det nordiske islæt her er blå kornblomst og rosenblade, og når man ved det, kan man måske godt ane duften af rosenblade, der blander med lidt citrus fra humlen. Blå kornblomst har jeg ingen erfaringer med. Den er let og frisk - måske lige en anelse for vandig i munden, men helt klart god på en varm sommerdag. Smagen er også en ganske fin blanding af citrus og blomst

Plus for et nyt tiltag med nordiske ingredienser - minus for mangel på oplysninger om hvem i al verden, der står bag denne øl.

Karakter 3+


mandag den 28. juni 2021

Tid til en øl - To Øl 1 ton of ....Cherry


 28. Juni 2021 

De varme dage er vendt tilbage med sol og havearbejde. Jeg har fået smagt en del øl, den sidste uges tid - fra Sæby Bryghus bla. men det må vist vente til en anden gang.

Her til aften havde jeg lyst til noget forfriskende, så jeg fandt en sour ale fra To Øl.

Sour ale kommer i mange forskellige udgaver, men en af de traditionelle er 'kriek', der er betegnelsen for nogle bestemte kirsebær, der bruges i belgiske sour's.

Jeg tænker ikke, det er disse kirsebær, der er brugt her, for de er efter sigende bitre, og her arbejdes der mere med sødme.

Det er en smuk, rød øl med et kraftigt skumlag. Aromaen er præget af både sødme og syrlighed. Tydelig duft af kirsebær. Den har en ganske fyldig krop for alkoholprocenten er på 7.5%. Den virker dog stadig yderst forfriskende. Den er sødmen, man først lægger mærke til, men det opvejende af en snerpende syrlighed, som jeg personligt godt kan lide. Jeg tænker, denne øl måske har været tænkt som en juleøl. Det er jo meget normalt med kirsebær til risallamanden, og det vil forklare etiketten, som jeg eller ikke helt forstår.

Karakter 4

fredag den 25. juni 2021

Tid til en øl - Stone Sublimely Self-Righteous Black IPA

 

25. Juni 2021

I 2007 fejrede Stone Brewing i Californien deres 11. års jubilæum , hvor de kortvarigt bryggede en mørk, humlet øl. Den blev øjeblikkeligt et hit, og der gik ikke lang tid før de savnede den.

Så efter nogle lange måneder bragte de øllet tilbage under navnet 'Sublimely Self-Righteous Black IPA'.

Efter noget tid svandt interessen for Black IPA og endnu engang forsvandt den fra markedet i 2015. Men der er stadig efterspørgsel efter den, så nu kommer endnu en 'limited edition' af den selvrefærdige øl. Hvis der er nogen retfærdighed i denne verden, så køb hele lageret, så det igen bliver nødvendigt at brygge den.

Som altid er Stone ret direkte på deres etiketter. Denne mørke IPA er en rigtig jubilæumsøl på 8,7% og med masser af kraft og fylde. Den står flot i glasset med et rødlig skær i lyset. Skummet er kraftigt og lysebrunt. Det er en dejlig duft, hvor jeg fornemmer mørke bær - solbær og brombær -der blander fint med brændt karamel. Det er en god fyldig øl, hvor den kraftige humleprofil og giver lidt skarphed. Der er brugt Amarillo, Simcoe og Chinook humle og bitterheden render op i 90 IBU.

De typiske grapenoter blander fornemt med bærrene og den ristede tone, og smagen holde ganske længe, inden der til sidst afsluttes med en temmelig ren og markant bitterhed.

En dejlig øl, der måske virker lidt gammeldag, men det er nu befriende at ikke alting er sødlig tropefrugt.

Karakter 4+


I kapslen finder vi et fint lille slogan - 'Leave No Stone Unturned



torsdag den 24. juni 2021

Tid tid en øl - Dois Corvos High Five


 24. Juni 2021

Det er vist første gang, jeg har smagt en portugisisk øl. Jeg stødte på den hos Ølsmageren på Gjøl. En barrelaged ale fra Dois Corvos i Lisabon. 'Dois Corvos' betyder 'To Krager', hvilket også ses i deres logo.


Bryggeriet blev stiftet i 2013, da landet var i økonomisk krise og specialølsmarkedet var ikke eksisterende. Så det var først i 2015, at de første øl blev brygget. Tiden indtil da, blev brugt på at opbygge bryggeriet. Det er familieejet bryggeri og det er Susana Cascais og Scott Steffens, der står i spidsen for det, og det er en af pionerene på den portugisske ølscene.

I anledning af deres 5 år jubilæum udsendte de en øl, der er en blend af 5 forskellig barrelaged øl. Deres øl er naturligvis lagret på portugisiske vinfade.

Det er en kraftig øl på 10,5%. Den har en mørk rødlig farve og fremstår stort set uden skum. Dejlig duft af portvinfad og mørke frugter. Den er fyldig og varmende, rund og kraftig. Den har en kompleks smag af portvinsfad og krydderi. Der er tilsat vanilje og kanel, samt lidt laktose. Bitterheden ligger på 30 IBU, og der er brugt Columbus, Sabro, Citra og Magnum, Eftersmagen hænger længe med let skarpe noter fra fadet.

Karakter 4+  




mandag den 7. juni 2021

Tid til en øl - Schneeeule Marlene


 7. Juni 2021 

I dag har været en rigtig 'slappe-af ' dag. Vi tog færgen til Læsø og indlogerede os på kurbadet i den gamle kirke. Så det meste af dagen gik med varme bade - både med og uden salt. Vi fik dog senere gået en god tur i Åsted ådal, som vi ikke kendte noget til. En kuperet tur i et afvekslende landskab.

Så vi var først hjemme hen på aftenen til sen aftensmad.

Men aftenen var stadig lun, og jeg fandt en let øl, der kunne passe til vores fiskeret. Det er en syrlig øl, men den passede godt til maden, selvom jeg nød det meste af den inden.

Brauerei Schneeeule er bryggeri i Berlin, der ønsker at genoplive den ægte 'Berliner Weisse'. Bryggeriet er fra 2012 og har en varieret udvalg af denne øltype. Inden første Verdenskrig var der 120 bryggerier i Berlin, der fokuserede på denne type og Berliner Weisse var den øl, der blev drukket mest af i byen.

Da jeg var ung ( det var i 2. real, så længe er det siden ), var jeg med skolen på studietur til Berlin, og vi havde hørt om denne særprægede øl, der var syrlig, men tilsat jordbær, citron eller andet specielt. Det måtte vi prøve, men da vi satte os ind på en bar, blev vi hurtigt smidt ud igen. Vi var ikke gamle nok. Og det er jo ikke fordi Berliner Weisse er så grueligt stærk. Så jeg har aldrig smagt en ægte Berliner.

Schneeeule laver da også Berliner Weisse med tilsætninger. Brygmesteren er Ulrike Genz, og hun afprøver forskellige humler, men har også en med Jasmin, en med Habaneros og en med Ingefær. Dagens udgave er dog en 'Original Berliner Weisse'. Det er en let øltype. Den er kun på 3,0%. Meget lys og med et hvidt, diffust skumlag, der hurtigt - under højlydt brusen - går i opløsning. Den er brygget med byg- og hvedemalt, Saccaromyces, Brettaniomyces, lactobacillen og saccarose.

Den bærer navnet 'Marlene' - opkaldt efter Marlene Dietrich, den tyske skuespiller, der optrådte i Tyskland i 20'erne og 30'erne, inden hun flygtede til USA. Hun har såmænd nok drukket adskillige øl i Berlin.

'Marlene' er syrlig, men på en måde der passer glimrende til mig. Godt nok snerper hele mundhulen og ansigtet sammen, så rynkerne i nakken glattes ud, men det kildrer behagelig - i stil med syrlige drops.

Dette er en ægte Berliner Weisse, og jeg vil prøve at finde nogle af de andre varianter, hvis jeg kan. Købt i Voldby Købmandsgaard.

Karakter 3+


torsdag den 3. juni 2021

Tid til en øl - Jacobsen Velvet Galaxy


3. Juni 2021

Da jeg begyndte at interessere mig for øl, var mit kendskab til de forskellige typer yderst begrænset. Hver gang jeg opdagede en ny øltype, blev jeg begejstret, for jeg vidste intet om mangfoldigheden og variationen i øluniverset. En af de øl jeg smagte ( 2008 ) var en champagneøl fra Jacobsen - 'Nordic Sommer Ale'. Jeg havde aldrig smagt den type før, og den står stadig som en af de bedste oplevelser fra den tid. Dem er der nu rigtig mange af, for jeg var nem at overraske og imponere.

'Nordic Sommer Ale' var brygget med friske hybenroser og der var brugt Villamette og Nelson Sauvin som humle. Jeg har altid håbet at den blev brygget igen.

Derfor blev jeg også glad, da jeg så den nye sommerøl - 'Velvet Galaxy', der også er brygget på champagnegær, men den stammer - ifølge bryggeriet - fra 'Velvet Ale' ( 2010 ), som jeg dengang ikke gav så overvældende god anmeldelse. 'Lidt for meget som en cider', var vist dommen.

Måske er jeg blevet mere overbærende med alderen. I hvert fald kunne jeg væsentlig bedre lide denne nye udgave af øllen.

'Velvet Galaxy' er naturligvis brygget med Galaxy humle. Men sandelig ikke så meget - IBU 5 ( hvilket vist er det laveste, jeg har set ). Det er en meget lys øl med et næsten grønligt skær. Måske afspejler det etiketten - hvid skrift på lysegrøn baggrund er ikke læsevenlig i min alder. Masser af prikkende skum. Champagnegæret gør sit arbejde godt. Der er en frisk duft at grønne druer, netmelon og lidt mandarin. Det dufter af dansk sommer. Den er naturligvis meget sprudlende og levende, perlende på tungen. Smagen er frisk af drue og hyldeblomst, men bitterhed er der intet af.

En dejlig øl, som jeg dog ikke vil anbefale til mine IPA-venner. Er man et humlehoved, skal man nok have en 'Yakima IPA' i baghånden.

Karakter 4

Det ville nu være dejlig at smage 'Nordic Sommer Ale' igen, så Jacobsen må se at finde opskriften frem igen....... Men måske vil jeg bare blive skuffet.



 

onsdag den 2. juni 2021

Tid til en øl - Løkken Pakhus Porter


 2. Juni 2021

Smørkræmmerens pakhus i Løkken blev bygget i 1862 af skudehandler Jens Peter Larsen. Det har i tidens løb fungeret som vognremise, gæstestald og kornlager. I dag huser det blandt andet Løkken Bryghus, og det pryder etiketten på deres 'Pakhus Porter'.

Jeg er nået til den sidste øl i sendingen fra Løkken Bryghus, og der sluttes af med manér.

'Pakhus Porter' er en tyktflydende, kulsort øl på 6,9%. Den toppes af kraftigt, lysebrunt skum, der knitrer lystigt, så der er noget for alle sanser. Aromaen er præget af sødlig duft af røgmalt, ristet kaffe og lakrids. Der er tilsat både lakrids og salmiaksalt. Det mærkes også i smagen, men bliver aldrig så dominerende, at det stjæler opmærksomheden.

Den udfordrer ikke til grænsen, men er blød og meget behagelig at drikke. Den ristede malt og det sødlige islæt af røg og lakrids kæler for ens smagsløg. En virkelig vellykket porter.

Karakter 4+