Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Emerson. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Emerson. Vis alle opslag

tirsdag den 23. september 2008

Tid til en øl - Emerson Porter

23. September 2008
I lørdags var jeg en tur i ”A World of Beer”. Det er egentlig en internetside, hvor man online kan bestille øl, der så bliver fragtet lige til hoveddøren. Men de har også et lager i Vejgård, hvor der er åbent onsdag eftermiddag og lørdag formiddag. Jeg har ikke været der så tit, men nu var lejligheden der, da jeg skulle finde nogle øl til næste fredags ølsmagning, - og jeg havde set, at de har byens bedste udvalg af Brøckhouse øl.( Temaet er dansk mikrobryg)

Det er et fint lager med en lille butik indenfor døren, hvor man kan se det pænt store udvalgt af spændende øl. Man bliver vel modtaget og det er nemt at få en god snak med ejeren, der gerne øser ud af sin store viden om øl. Bagerst i lokalet er der en lille afdeling med plads til ølsmagninger – vældig hyggeligt. Desværre ligger lageret noget udenfor min daglige færden.

Vi fik en snak om de øl, jeg skulle have og jeg så, han havde Emerson’s Pilsner, som jeg havde smagt på ølfestivalen. Han anbefalede også deres Porter, som jeg fik en med hjem af, og som ekstra bonus tilbød han mig en smagsprøve af deres fine øl-is, som var lavet til ”øllets dag”. En glimrende is lavet af Midtfyns Imperial Stout. Det var første gang, jeg smagte decideret øl-is, men jeg har tidligere selv prøvet at hælde øl udover isen. Det fungerer udmærket.

Her til aften stod menuen på Chili con Carne, men da vi ikke havde ret meget chili, var det egentlig mest con carne ( kødsovs, dog med bønner ), og jeg fandt porteren frem.

Der var en helt utrolig skumudvikling, som fyldte hele glasset, så jeg var bange for, at øllet var fordampet, men langsomt svandt det og afslørede en mørk øl med et svagt rødbrunt skær. Skummet var utrolig blødt og sank lidt uregelmæssigt sammen. Det var lys brunt og blev fint hængende på glassets sider. Duft af mørk frugt, lidt blomme og måske en anelse lakrids. Mundfornemmelsen er ret frisk og smagen er ikke tung, men har en fin balance mellem ristet malt og god humle. Denne øl beskrives fra bryggeriet som et forsøg på af lave en autentisk porter fra London, så det er formodentlig engelsk humle ( Fuggles eller Goldings ), der er brugt. Eftersmagen er lang og behagelig bitter.
Karakter 4

mandag den 15. september 2008

Tid til en øl - Beer Festival / Pilsnere

15. September 2008
Ølfestivalen havde omkring 2000 forskellige øl at smage. Med så mange øl kan det være svært at vælge, men for mig ville det være umuligt kun at smage Barley Wine og Imperial Stouts. Det tror jeg ikke jeg kunne holde til. Så derfor valgte jeg ind imellem nogle lidt lettere typer. Også fordi at de også har deres charme.

Det er selvfølgelig bedst, hvis de lette øl kommer først og de tungere senere, så derfor valgte vi, at starte med en pilsner fra Emerson på New Zealand. Det var en øl, der i sin tid blev anbefalet af Ølkonsortiet, men dengang købte jeg den ikke, og det har siden været svært at skaffe den hjem.
Derfor var min glæde stor, da jeg så, at Laudrup Vin havde den med på festivalen.

Emerson rejste til Skotland i 1983 og fik der kendskab til europæisk øl. Da han vendte tilbage til New Zealand blev han skuffet over det lokale øl, og i 1992 startede han sit eget bryggeri i Dunedin på sydøen. ”Emerson’s Pilsner” er New Zealands første økologiske øl, og er brygget efter det tyske Reinheitsgebot. Mange af Emersons øl er ufiltrerede, men denne står klar og gylden i glasset, måske med et let slør. Der er masser af citrus i duften. Den er humlet med Saaz, der er dyrket på New Zealand, og det virker som om, det fremhæver den friske citrusaroma. Fornemmelsen er livlig og smagen er også præget af citrus med retning mod lidt grape. God humlet eftersmag.
Karakter 4
Desværre kunne Laudrup Vin fortælle, at de sikkert stopper importen, da afstanden - og dermed omkostningerne  - er for stor. Det var en dejlig øl, at starte festivalen med, og især hvis den bliver umulig at skaffe fremover.
Efter lidt tungere øl tog vi lidt frisk luft og vendte os mod en anden pilsner med godt renome.
”Mahrs Ungespundet Hefetrüb”. Den fandt vi hos Good Taste.
Mahrs er fra en af de berømte tyske ølbyer, Bamberg. Bryggeriet blev grundlagt i 1602 og har været i familien Michels hænder siden 1895. Ungespundet betyder at øllet er lagret på tanke uden tryk -  Hefetrüb betyder ”uklar af gær”
Øllet fremstår netop uklart med en mørkere gylden farve og hvidt skum. Aromaen er en smule tungere, parfumeret end Emersons, men her er sikkert også brugt tysk humle. Fornemmelsen er blød og venlig, måske en anelse kedelig ( jeg kan godt lide kulsyre ), og smagen er lidt tungere og jeg synes, der var noter af honning. Men det er sikkert indbildning, for hvor skulle det komme fra. Eftersmagen var middel bitter.
Karakter 3+
Sidst på aftenen faldt vi ind hos Brewpub. Det er en københavsk pub og restaurant, der har en mængde forskellig øl på hanerne. Men de har kun 3 flaskeøl, hvilket jo godt kan være ærgeligt, når man bor i Aalborg. Så vi skulle lige prøve lidt forskelligt. Her var en hyggelig stemning og tid til at snakke og vi lagde ud med en af de nye øl ”Pastorius”. Opkaldt efter den store bassist Jaco Pastorius, som jeg bedst kender fra Weather Report, men som har spillet med alt og alle indenfor fussionmusikken. De beskriver da også denne øl som en fussionsøl, brygget på engelsk malt, tysk undergær og tjekkisk, belgisk og engelsk humle. Typebetegnelsen er Dortmunder. 5,6%.

Her sidst på aftenen blev mine notater lidt mere lemfældige og hukommelsen måske også lidt tåget, så det kan være, der kommer en mere kvalificeret beskrivelse en anden gang. Men umiddelbart husker jeg en frisk lagerøl med en fin duft. Smagen var fyldig og bitterheden middel. Eftersmagen god og lang. Jeg har i hvert fald givet den karakteren 4.
En nærmere undersøgelse må vente, til næste gang jeg kommer til København, men det vil jeg se frem til. Måske sender de den ligefrem ud på flaske. Det ville ikke være dårligt.