Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Dorada. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dorada. Vis alle opslag

onsdag den 29. november 2017

Tid til en øl - Dorada Especial


29. November 2017

Vi er netop vendt hjem fra Tenerife, hvor vi ofte holder ferie her i november for at få noget lys og noget sol.

Jeg har tidligere skrevet om de lokale øl – ”Dorada” fra Tenerife – ”Tropical” fra Gran Canaria og Reino, der er det nyeste bryggeri på øerne. Det blev da også til smagsprøver på både ”Dorada” og ”Reino”, da det ofte er det der serveres på restauranterne..

Men i området er der også en belgisk ølbar ved navn ”Manneke pis” og den blev frekventeret jævnligt – i selskab med nogle gode venner, der også var på ferie denne gang
.
I det lokale supermarked var der sandelig også nye øl på hylderne, for Dorada er begyndt at udvide sortimentet en smule.


”Dorada Especial Roja” er virkelig en rød øl. Der er brugt 2 forskellige malttyper og jeg gætter på, at den ene er rødmalt. Humlen er Hallertau og man har øget alkoholprocenten  til 6,5%. Tanken er tydeligvis at lave en luksusøl, men jeg er desværre ikke så imponeret.

Det er en klar, rød øl med svagt, hvidt skum. Der er kun meget få bobler. Den let duft af malt med en antydning af ascorbinsyre. Den virker skarp og voldsom prikkende i munden. Der er en smag af malt og karamel men også denne kunstige citrussmag, som jeg sjældent bryder mig om ( der er ikke nævnt ascorbinsyre i ingredienslisten ) Der afsluttes med en helt pæn bitterhed.

Karakter 2+


Jeg nød gerne disse øl til frokosten på vores balkon, hvilket jo nok fremgår af billederne. Dorada lancerer også en ”Especial Esencia Negra” – deres bud på en mørk lager. 

Den er på 5,7% og minder på sin vis meget om den foregående. Denne er decideret colafarvet med så hurtigt afbrusende skum, at min kone var lige ved at tage fejl. Stort set ingen aroma. Også prikkende og let i munden. Her er smagen mere af ristet malt, igen kunstig citrus og en let bitterhed i afslutningen.

Karakter 2+


Dorada laver – så vidt jeg har forstået 4 udgaver af ”Especial”, men jeg er kun stødt på de 3. Den sidste ”Trigo” er en hvedeøl.

”Especial Extra Maduración” lægger sig tættere op af deres pilsner, som jeg faktisk synes er god og forfriskende. Den er på 5,7% og som navnet siger, er den lagret i længere tid – helt hvor meget oplyses ikke rigtigt. Den er ufiltreret og upasteuriseret.

Det er en lys, korngul øl med groft, hvidt skum. Det er indtryk af lys, sødlig malt der præget både duft og smag. Den virker rund og behaglig af drikke, og den afsluttende bitterhed i eftersmagen er vel afrundet. Klart det bedste af forsøgene i ”Dorada Especial”

Karakter 3+

søndag den 13. november 2011

Tid til en øl - Gran Canaria / Spansk øl


13. November 2011

Er netop hjemvendt fra en dejlig ferie på Grand Canaria. Jeg har desværre ingen bærbar, så derfor har bloggen stået stille en uges tid. Jeg havde på forhånd ikke store øl-forventninger til turen. Jeg har nu været i Spanien flere gange på få år, og tænkte det kunne blive svært at finde nye øl. Der er mange udenlandske øl i Spanien, og jeg har da også smagt mange tyske, engelske og belgiske øl på vores rejser ( se tidligere rejsebeskrivelser ), men jeg var indstillet på gentagelser. Og det var der også mange af.

Vi boede i Playa del Cura – et relativt nyt område. Hotellet lå helt nede ved stranden og vi havde en fantastisk udsigt over bugten. Det er et meget lille sted, hvor der kun er hoteller og et lille centrum med 2 restauranter og en SPAR-købmand. Der prøvede jeg at se, hvad de kunne byde på.

Og sandelig – der var flere øl, jeg ikke havde smagt før. SPAR er en tysk kæde, så der var flere tyske øl, mange spanske og endog et par finske. Alle sammen i pilsner/guldøl-kategori. Om aftenen spiste vi paella i den ene restaurant og fik en Estrella dertil.


De næste ølbeskrivelser er ikke i kronologisk rækkefølge, men er om de spanke øl, jeg ikke tidligere har smagt. Jeg vil ikke nævne San Miguel, Alhambra eller de lokale kanariske øl – Dorada, Tropical og Reina Oro. Sidstnævnte er dog blevet bedre end sidst, måske fordi det var efter en lang bustur. ( jeg skrev om dem sidste år – 1. nov 2010 )

 
De fleste øl i supermarkedet var dåseøl. Nok fordi sollyset let ødelægger øllet og der er en del sol på sydkysten af Grand Canaria. Faktisk er der 190 flere sol-dage end på nordkysten.
Dorada er egentlig fra Tenerife. Jeg smagte deres pilsner sidste år, men nu så jeg en ”Dorada Especial” – en lidt stærkere udgave på 5,5%. Bryggeriet stammer fra 1939, men nu er det Compañia Cervecara de Canarias ( CCC ) der brygger de kanariske øl – både Tropical og Dorada. Det ejes af SABMiller.
Det er en gylden, klar øl med små bobler og dårligt skum. Det kan skyldes at glasset på hotellet nok ikke er blevet behandlet som det anbefales af ølentusiaster. Der er en duft af lys malt og vådt korn. Den føles frisk med en skarp kant. Øl under disse himmelstrøg er friske og fulde af kulsyre og serveres altid i kolde, ofte frosne glas. Mine øl kom dog fra køleskabet. Der indledes med lidt kunstig citrus, men smagen forsvinder hurtigt og går over i ren bitterhed.
Karakter 2
 
En anden øl fangede min opmærksomhed. Måske mest på grund af etiketten, der i den grad signalerede ”tysk øl”. ”Wierquer Bier” stod der skrevet med gotiske bogstaver, og i logoet stod der noget på latin. Tysk øl står for mig for godt håndværk og derfor hev jeg også den ned fra hylden. Ved nærmere eftersyn ( man skal se godt efter ) viste det sig, at den er brygget af Fort Salem – et bryggeri i Valencia – og der er tilsat majs, farvestof ( E-150 c ( karamel farvestof )) og E-405 der er udvundet af tang og bruges til at give lidt fylde. Så meget for reinheitsgebot – Nej denne øl er aldeles ikke tysk. Teksten i logoet er heller ikke latin, men der står vist ”Supers International Lager ”.
Det er en gylden øl på 4,5%. Skummet er hvidt og knitrer som i sodavand, og når det er bruset af, er det meget få bobler tilbage. Der er en kedelig, lidt kemisk duft. Den føles skarp og skærende i munden. Smagen er tynd med en kunstig citrusnote. Det er en billig øl, men den er ikke pengene værd.
Karakter 1
 
”Saturday Beer” henvender sig til de unge og smarte ( se etiket ). Her er det ”beer” i engelsk udgave. Denne øl stammer også fra CCC og også i Spanien har man opdaget at unge mennesker ikke bryder sig om humlebitterhed og man går samme vej som i Danmark – med tyndere og mere smagløs øl til unge.
”Saturday Beer” er også tilsat majs. Det er en gylden øl på 4,3%, hvor boblerne klistrer til glasset og pludselig river sig løs og stiger meget hurtigt op. Det ser egentlig flot ud. Der er duft af lys malt og lidt pissoir. Den er tynd og lettere vandet. Smagen er neutral og uden bitterhed.
Karakter 1
Jeg smagte heldigvis ikke disse øl lige efter hinanden, så havde jeg nok givet op, men hæng på det følgende dage – det bliver trods alt bedre.

mandag den 1. november 2010

Tid til en øl - Tenerife / Dorada – Tropical - Reina


1. November 2010

Så er vi vendt hjem fra ferien på Tenerife. Vi ankom til Playa de las Americas lidt over middag. Denne deciderede turistby ligger på den solrige sydvestkyst. Vores hotel – Coral Beach – var småt og hyggeligt med et lille, men godt poolområde, hvor vi kunne nyde solen og varmen. Vi gik hen til den lokale købmand – Hiberdino – for at købe sandwich, vand og frugt. Og så lidt på butikkens udvalg af øl.

Der var Budweiser, Carlsberg, Bavaria og Erdinger – blot for at nævne nogle af dem jeg ikke smagte.

De første 3 dage havde vi ikke planlagt nogen udflugter. Vi nød solen om formiddagen, spiste frokost på hotellet og så på byen om eftermiddagen. Så her var der lejlighed til at prøve nogle af de lokale øl fra Hiberdino.



”Dorada” er den lokale øl, der fremstilles på Tenerife, så det var naturligt at starte med den. På dåsen ses Tenerifes berømte vulkan – Teide, der er Spaniens højeste bjerg. Bryggeriet er nu en del af CCC-gruppen( Compania Cerveza de Canarias ), men det blev grundlagt i 1939. Dorada bliver især solgt på Tenerife og de andre vestlige øer. I 2009 blev øllet smagstestet i Bruxelles, med fine anmeldelser til følge.

Det er en pilsner på 4,7%. Den er lys og klar med mange bobler. Der er en lidt sødlig duft af malt, men med en snert af citrus. Den føles forfriskende i munden, næsten lidt sodavandsagtig ( spritzig ), men den har en udmærket smag med en pæn bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3


Til aften smagte jeg den på fad i en af de lokale restauranter


Dagen efter åbnede jeg for ”Tropical”, som man til gengæld næsten ikke kan opdrive i restauranterne, men den kunne fås hos købmanden. Den brygges på Grand Canaria og sælges især på de østlige øer. Tilhører også CCC-gruppen. Det er det ældste bryggeri på øerne – fra 1924 og ligger i Las Palmas. På etiketten ses en hund, da man mener at hunde – ”canis” – har noget med øernes navn at gøre.
”Tropical” er også en pilsner på 4,7% og med en dags mellemrum er det måske vanskeligt at registrere de store forskelle, men alligevel….. Den er lys og klar med mange sløve bobler. Duft af støvet strå. Den føles let i munden og smagen er præget at en ascorbinsyreagtig citrus ( ikke nævnt i indholdsfortegnelsen ). Der afsluttes med en let bitterhed. Jeg synes måske, den virkede lidt med neutral end Dorado, men måske var pilsnertrætheden bare ved at indtræffe sig allerede.
Karakter 2+
Om eftermiddagen købte vi et videokamera, og blev præsenteret for en lokal øl – ”Supersol Cerveza”. Det ved jeg ikke, om er rigtigt. Det er vist den samme øl i alle Supersol butikkerne. Jeg havde travlt med at følge med i instruktionen af videokameraet, så min bedømmelse er ikke synderlig koncentreret, men smagen virkede frisk og ret ordinær. Med forbehold …
Karakter 2

3. dag åbnede jeg så for den nyeste øl på markedet. ”Reina” forhandles overalt på øerne, og er den uafhængige spiller. Jeg må sige med det samme, at jeg forstår ikke, hvordan de er kommer ind på markedet, for deres øl er ringe. Dog fik jeg senere på ugen en fadudgave, der måske gav lidt af svaret, for den var væsentlig bedre – herom senere.
”Reina Oro” er en guldøl på 5,0%. Lys og klar med få bobler. Hvidt usammenhængende skum og en lidt kedelig, kemisk duft. Let i munden. Neutral smag efterfulgt af en sur bitterhed
Karakter 1                                               
Playa de las Americas er først og fremmest baseret på turister, så der er engelske og irske pubber, tyske værtshuse osv. Og jeg fandt tidligt på ugen et belgisk værtshus med god belgisk øl, men mere om det i morgen.