Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Gamma Brewing. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gamma Brewing. Vis alle opslag

torsdag den 5. september 2024

Tid til en øl - Beerwalk Gjøl 2


 5. September 2024

Jeg er det sidste års tid kommet til at sætte pris på 'pastry sour', med dens blanding at syrlighed og sødme fra frugt, og den lidt cremede fremtoning den ofte har. Men på årets Beerwalk på Gjøl havde Jesper Mørkholt en ny udfordring med.

Jeg har set betegnelsen 'Smootie Sour', men ikke smagt nogen, da det lyder lidt for fortænkt, men netop sådan en dukkede frem som øl nr.5.


Hop Hooligans fra Rumænien har lavet en 'Pearfect Pearing' på 6,0%. En 'pear and ginger ice cream sour'. Man kan se både pære og ingefær på etiketten, der har samme farve som øllet. Jeg skriver 'øllet', selvom det er svært at finde det øltypiske smagsnuancer deri.



Den er brygget uden laktose, hvilket overraskede mig meget. Vi fik råd om, at vende dåsen på hovedet og rulle den mellem hånderne. Ellers ville den være for tyktflydende, og have svært ved at komme ud af dåsen.

'Grab a Spoon' står der med store bogstaver på etiketten. Det blev nu ikke nødvendigt, selvom det nok er den mest tyktflydende og cremede øl, jeg har smagt. Det var virkelig Smootie.

Og den overraskede positiv. Pæren indledte smagsoplevelsen, men derefter overtog ingefæren. Det var lækkert og sjovt at smage, og selvom det nok ikke bliver en hverdagsforeteelse ( der er for lidt 'øl' i den ), så kommer den nok med til nogle smagninger.

Karakter 4 ( lidt langt fra 'øl' )


Vi havde smagt en alkoholfri NEIPA i starten af smagningen, men skulle ikke snydes for en mere traditionel udgave. En DNEIPA fra Gamma Brewing.

'Big Doink' er på 8,0% og humlet med Cashmere, Citra, Columbus og Mosaic. Det giver en behagelig humlesmag af milde eksotiske frugter, og en nydelig bitterhed. En klar tørstslukker med smag på en varm sommerdag.

Karakter 4


Mad Scientist's traditionelle IPA - ' Liquid Cocaine' blev betegnet som en westcoast IPA, og der er da også væsentlig mere bitterhed i, selvom jeg har fået væsentlig kraftigere IPA'er før.

'Det er nok en øl for folk over 40 år. Hipsterne vil hellere have noget frugtigt NEIPA', fortalte Ølsmageren, og deri har han til dels ret. Jeg er tit stødt på unge øldrikkere, der synes at kraftig humlebitterhed er for voldsom. Men vi mødte en ung mand, der følte sig lidt stødt, for han kunne altså også godt lide den. Den faldt lige i min smag, men jeg er jo også over 40.

Karakter 4+


Det kunne man måske også bruge som argument om den sidste øl, for min erfaring siger, at ungdommen kan have svært med Imperial Stout, der ikke er fadlagret. De er voldsommere i både smag og bitterhed. Fadlagringen giver ofte en større raffinement, og jeg er i den heldige situation, at jeg kan lidt begge dele.

'Motor Oil, fra Moersleutel er en Imperial Stout på 12.0%, Masser af smag fra ristet malt, kaffe og vanilje, og der sluttes af med en tydelig bitterhed.

Karakter 5

En god afslutning på en spændende øldag på Gjøl.

Ølsmageren fra Gjøl har mange flere spændende arrangementer i støbeskeen - f.eks kommer Overtone for første gang til Danmark med en smagning på Gjøl Kro i Oktober.



tirsdag den 9. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning E - I


 9. April 2024

Til vores Alfabetsmagning var vi 9 deltagere, så der var sådan set nok øl til os. Nogle flasker var på 75 cl, hvilket giver 8 cl til hver. De mindste var på 33 cl, men der var jeg kommet til at købe 2 af hver. Så vi fik godt med øl, men ikke mere end alle var friske og fuktionsdygtige næste dag.



E var repræsenteret at det amerikanske bryggeri Equilibrium. I 2009 fik Pete Oates ideen til at åbne et bryggeri med nogle venner. I '15 købte de en ejendom i Middletown, New York, men først i 2017 kom den første øl på markedet. Bryggeriet er sciencebaseret, da alle kommer fra M.I.T ( Massachusetts Institute of Tecnology ) og 'Equilibrium' betyder ligevægt. Alt er i balance - malt/humle, smag/fylde osv.

'Wavelegth' er en IPA på 6,5% og det humlede indlæg kom lige tilpas. Den er balanceret med havre og hvid hvede og der er tilført Mosaic og Simcoe. Derefter er den tørhumlet med Mosaic og Citra for at give mere frugtig smag. Det er en frisk øl med en let eksotisk frugtsmag af mango og en afdæmpet, men rar bitterhed.

Karakter 4


Derefter kom smagningen dyreste øl, som jeg havde tænkt at slutte af med, hvis det var blevet en bogstavblanding. Nu kom den her ret tidligt i programmet, men så havde vi jo smagsløg til at nyde den.

Fremont er også et amerikansk bryggeri. Det ligger i Seattle, Washington og blev grundlagt i 2009 af Sara Nelson og Matt Lincecum. Fremont er et af kvarterene i Seattle.

I 2020 udsendte de deres 'Brew 4000' - en engelsk barleywine på 12,7%, lagret på bourbonfade i lang tid. Gulvmaltet Maris Otter malt og og humlet med Magnum og US Goldings. Bitterhden er 33 IBU, så det er ikke voldsomt. Men sikke en smag. Det er blandet rigtig godt. Her er karamel og mørk frugt , bourbon og vanilje og alt er helt afstemt. Det viste sig også at være smagningens bedste øl

Karakter 5+

Jeg har også smagt deres Brew 6000, der kom i 2022. Den var bestemt ligeså god.


Derfor var det også kedeligt for Gamma Brewing at komme lige bagefter med en øl på 4,8%.

'Crackle' er en smoked porter, og da vi mærkede den røgede aroma, tænkte vi, at det alligevel nok skulle gå. Der er en pænt kraftig røglugt. Men den har simpelt hen ikke fylden og kraften til at komme Fremont. Det virkede næsten som røg med lidt ølsmag, og det kan være lidt uretfærdigt at bedømme den på den baggrund, men.....

Karakter 3

Gamma er et dansk bryggeri - startet i 2015 af 5 venner i et bryggerkollektiv i Gørløse. I 2018 gjorde de bryggeriet til en fuldtidsarbejde, og i 2020 erhvervede de et varehus i Herlev, hvor de har opbygget et bryggeri.


Het Anker er et velkendt bryggeri fra Belgien, der har brygget den navnkundige Gouden Carolus i mange år. Bryggeriet er Belgiens ældste ( 1369 ) men Het Anker stammer fra 1873, hvor Louis Van Bredam overtog stedet. Bryggeriet ligger i Mechelen.

Hvert år udgiver de en Gouden Carolus Indulgence med forskellig opskrift. 'Battelik' er den 9. i rækken. 'Indulgence' betyder 'forkælelse'.

Battelik er et nyt sted, hvor Het Anker eksperimentere med bryg, destillering og saft. Det ligger i en tidligere kirke i Mechelen. De har haft så stor succes, at de i år fik ansvaret for årets 'Indulgence'

Der er brugt urter - rosmarin og friske fyrreskud til at give en anderledes smagsretning. Jeg må nok sige at det ikke helt lever op til de tidligere år.

Karakter 3+


Vi bliver ved frugttilsætningerne. Innis & Gunn fra det skotske Edinburgh, blev grundlagt i 2003 af Russel Sharp og hans søn Dougal. Bryggeriets navn stammer fra Dougal 'Gunn' Sharp og hans broder Neill 'Innis' Sharp. Bryggeriet var tidligt ude med fadlagring på Grant whiskyfad, hvor man ved et tilfælde opdagede fadets indvirken på smagen. ( se tidligere indlæg ).

Nu har de tilført masser af sure, skotske kirsebær og lavet en 'Kriek' på 5,1%. Den var vi lidt spændt på, og her blev vi glædeligt overrasket. 3 mdr på egefad med kirsebær giver en frisk, syrlig smag, hvor bærrene blander med den velkendte Innis & Gunn smagspalet.

Karakter 4






mandag den 21. august 2023

Tid til en øl - Bad Seed Beer Fest / Pilsner


21. August 2023

Da jeg ventede udenfor Studenterhuset, på at 2. session skulle starte, så jeg en ung hjælper fra festivalen vinke. Jeg havde set ham før, men kunne ikke huske hvor. Det viste sig at være en gammel elev. Det er anden gang i år, jeg møder gamle elever til ølarrangementer, og det er lidt underligt at de 'små' nu er store nok til at drikke øl. Vi mødtes et et par gange i løbet af aftenen og fik snakket lidt.

Der var mange mennesker på pladsen. 400 billetter var der vist solgt, og jeg tænkte, der ville blive overfyldt og man skulle stå i kø det meste af tiden.

Men der var god plads. Ideen med at hver stand kun har 2 øl med betyder, at standene ikke fylder, og man bliver hurtigt ekspederet. Derfor var der stort set ingen kø, og der var ofte tid til at tale med bryggerne, hvilket jeg sætter stor pris på.



Jeg synes ind imellem, at ølverdenen er ved at lukke sig om Sour, DIPA og BA Stout, og det var da også hovedparten af bryggene. Men flere bryggerier er begyndt at udsende mere traditionelle øl. Det gælder i høj grad Bad Seed Brewing, der med pilsnere, classic, rauchbier m.m er med til at udvide specialølsmarkedet.

Derfor glædede det mig også, at der var en del pilsnere på festivalen, og vi gik en runde for at se, hvad baggrunden for det var. Og hvorfor. Personligt synes jeg, det er svært at overgå de klassike tyske og tjekkiske.

Warpigs havde en lys undergæret øl på hanen. Ikke en pilsner dog, men en helles. Denne sydtyske type har ofte mere vægt på maltprofilen end humlen og det var også tilfældet her. Den havde det lidt spøjse titel: 'Who the **** is Willy Becher?' og det er et godt spørgsmål, som jeg ikke lige har et svar på. Eneste bud er, at der er en Willy Becher, der laver ølglas, men om det er det navnet hentyder til ved jeg ikke.

Den er på 5,0%, hvilket er meget traditionelt, og smagen er på samme vis. Dendermonde er velsmagende, men ikke særligt original, og det er jo nok også svært med typen.

Karakter 3+

Jeg har vist ikke tidligere skrevet om Warpigs, men kammeraten havde været på deres brewpub i København og talte godt om dem. Warpigs er resultatet af en samarbejde mellem Mikkeller og Three Floyds fra USA, og brygmester Amir Behdarvand er hentet ind fra Mikkellers pub i San Diego. Helt klart et sted jeg må besøge i København.


The Many Worlds er et helt nyt bryggeri fra 2021 - stiftet af Christoffer Hower, der tidligere var brygger for To Øl. De har nogle fede etiketter og Christoffer viste os etiketten til den nye pilsner, der ikke var kommet på markdet endnu. Vi måtte nøjes med et håndskrevet skilt af 'Four Moons Of Saturn'.

Det er en 'Italian Pilsner' på 5,0%, og da vi spurgte, fik at vide, at det i lige så høj grad måske er sydtysk. Der er i hvert fald brug store mængder af sydtysk humle ( bla Perle ), der også er brugt som tørhumle, og det giver en meget smagfuld, frugtig pilsner. Balancen mellem smag og bitterhed er perfekt, og det var nok aftenens bedste pilsner ( vi smagte dog kun 3 ). Den havde et lidt anderledes udtryk end det helt traditionelle.

Karakter 4

 


Vi sluttede pilsnerrunden ved Gamma Brewing, der havde lavet en 'rustic lager'. Måske kalder de den 'lager', fordi de har ændret den friske, rene pilsnersmag til et lidt mørkere og maltet udtryk. Det fungerer udmærket og giver lidt mere krop til øllet. Om det lige falder helt i min smag er ikke sikkert, men spændende med et lidt anderledes tiltag. 'Slow Ramblings' er på 5,2%

Karakter 3+

Så havde vi også smagt pilsner nok. Det er en svær øltype at variere uden af pilsnerpræget forsvinder.