Tid til en øl - Ølmarathon / Stout

5. April 2017

I slutningen af marathonen begyndte mørket at sænke sig. Porter og Stout dukkede op lige før mål.

Guinness har i mange år – ja siden 1778 stået som eksponent for det sorte øl, og deres ”Draught” bliver nyt af mange mannesker over hele kloden. Men de har også andre bryg på samvittigheden. Jeg smagte for nylig deres pilsner ”The Harp”, så det er ikke sort alt sammen.

Arthur Guinness begyndte at brygge ale i 1759. Bryggeriet hed St. James Gate Brewery og ligger den dag i dag stadig i Dublin.

I 1944 bryggede Guinness på bestilling fra John Martin i Belgien en kraftig ”Special Export” på 8,0%.,

Det er en sort øl med mere fylde og kraft end man kender fra den traditionelle dry stout. Der er noter af rosiner og chokolade, sammen med ristede indtryk fra maltten. En øl der falder fint i min smag i modsætning til deres ”Draught”

Karakter 3+

Randers Bryghus laver en serie af kraftige, eksperimenterende øl. En af disse er ”Tapdancing Hippo”. Hvem siger, at man ikke kan bevæge sig elegant, selvom man er tung?

Det kan denne Imperial Oatmela Stout i hvert fald. Der er tilsat en god mængde irsk Bushmill whiskey, fordi bryggeren ikke ville have røg i den, men det kan jo også lade sig gøre med skotsk whisky. Derefter har den lagret i nogle måneder, før den blev klar.

”Tap Dancing Hippo” er på 8,8% og bitterheden runder 45 IBU. Det er en kulsort øl med en dejlig duft af irish coffee. Der er vanilje og ristet malt sammen med kaffe, whiskey og lidt lakrids. En kraftig og dog elegant øl – som de selv hævder.

Karakter 4+

Dark Horse Brewing Co. brygger en serie af gode stouts, hvoraf ”Plead The 5th” hører til blandt mine favoritter. Det er desværre lang tid siden jeg har set den på disse kanter. Så jeg valgte i stedet deres chokolade porter ”Thirsty Trout”. Jeg har tidligere anmeldt den og synes stadig godt om dens komplekse smag. jeg er ellers ikke så glad for chokolade stouts, da de let bliver lidt vamle. Men ”Thirsty Trout” undgår den fælde. Chokoladen er veldoceret og giver sammen med malten en afstemt øl – måske med antydning af lakrids i bland.

Karakter 5

I Florida stødte jeg på en Imperial Stout fra Boulevard Brewing i Kansas City. Kansas City ligger ikke i Kansas, men er derimod hovedstaden i Missouri. Den ligger dog meget tæt på grænsen til Kansas, men noget rod er det alligevel,

Boulevard Brewing blev grundlagt af John McDonald i 1989. Han kom ved et besøg i Belgien i 1984 til at gå ind i en belgisk ølbar. Han smagte en øl – og så en mere og så endnu og så var han fanget. Hjemme i Kansas City drømte han stadig om disse øl, og besluttede at sætte en plan for at brygge i værk.

Bryggeriets filosofi er at forvandle det simple til det sublime – det elementære til det ekstraordinære. I denne stout – ”Dark Truth” -forvandler man på nærmest alkymistisk vis de jævne kornsorter  ( byg, hvede, rug og havre ) til sort, flydende guld.

Det er en kraftig stout på 9,7%. Det er kaffe, mørk frugt og karamel, der skaber denne komplekse aroma og smag. Der er brugt belgisk gær og både Magnum, Zeus, Citra og Perle humle. Bitterheden er god, men ikke overvældende. ( 60 IBU )

Karakter 5

Vi sluttede af med Lervigs ”3 Bean Stout BA”. Jeg smagte originalen på Nordic Brew Festival i Frederikshavn, men denne her udgave er lagret på bourbonfade. Denne øl har jeg også smagt på Basement Beer Bar, og her sidst på aftenen efter en lang dag ølsmagning gjorde den også god fyldest.

Den er brygget i samarbejde med Way Beer fra Brasilien og der er tonka-, vanilje- og kakaobønner i. En flot øl, der lagde godt op til opløbet. Kun 2,195 tilbage.

Karakter 5

Tid til en øl - Guinness The Harp / Widmer Brothers Hefe

1. Marts 2017

Vores skib lagde til den mexicanske kyst både onsdag og torsdag, og vi tog på ture for at se de gamle mayaruiner. Det var muligt at klatre op på Coba-pyramiden, der er den højeste bygning på Yucatan. De fleste klatrede op og ned ( ofte på bagdelen ) midt på pyramiden, hvor der var et reb. Det bevirkede at stenene var utroligt glatte på grund af slid. Det var meget sikrere at klatre op og ned, hvis man bare gik 1m eller 2 til siden.

Da vi kom tilbage til skibet bestilte jeg en afkølende ”Corona”, og fik den naturligvis serveret med en limebåd i flaskehalsen. Så var man klar over, at man var i Mexico. Også til aftensmaden bestilte jeg en mexicansk øl – ”Modelo Negra”. Wienerøllet overlevede i Mexico efter Maximillian af Østrig blev kejser af Mexico i 1864. Han blev henrettede 3 år senere, men mexicanerne beholdt øllet. Så ”Modelo Negra” er resultatet af en lang tradition. Em ganske glimrende øl.

Jeg var også en smut omkring ”Bull & Bear”. De havde et fint ølkort, hvor der også var lidt ølhistorie og beskrivelser af forskellige øltyper. Jeg havde set, at ”Salvator” og ”Stone IPA” var på kortet, men de var ikke kommet om bord på skibet. Kortet var helt nyt og de ville komme senere. Øv,øv – det ville ellers have været de bedste øl.

Til gengæld havde bartenderen, John, sat alle sine øl op på disken, og her kunne jeg se at der var et par stykker jeg ikke havde smagt og som ikke stod på kortet. Jeg gensmagte også en del øl, som det var lang tid siden jeg havde smagt – ”Molson Canadian” og ”Grolsch” f.eks.

”The Harp” er en irsk pilsner – brygget af Guinness. I 1960 trængte pilsneren også frem på De Britiske Øer og som modsvar til de importerede øl, udsendte man denne lokale. Man er nok tilbøjelig til at tro, at det er ale, der er mest udbredt på de kanter, men det er faktisk lagerøl.

Det er en solgylden pilsner på 4,5% med fin skumkrone. Her serveret i et afkølet glas – ak ja.

Den har en fin duft af halm og hø, Forfriskende og med en enkel og også traditionel smag, der ikke adskiller den meget fra andre europæiske pilsner øl fra Heineken og Carlsberg. Absolut drikkelig.

Karakter 2+

Den anden øl var fra Widmer Brothers, som jeg tidligere har haft fine oplevelser med. Bryggeriet er det største i Portland, Oregon. Det blev grundlagt i 1984 og to år senere lancerede de ”Hefeweizen”, der blev meget populær. Det var da også den, der havde fundet vej til ”Freedom of the Seas”.

Lad det med det samme siges, at det ikke er en hefeweizen efter tysk tradition. Det er en ”Wheat Ale” efter amerikansk tradition.

Da Sierra Nevada i 1981 lancerede de første øl, var der også en hvedeøl iblandt. Men bryggerne var bange for, at den tyske hvedegær ville være for stor en mundfuld for det amerikanske marked og derfor havde de brygget ”Wheat” med almindelig alegær. Og det må siges at give et noget anderledes udtryk. Først med ”Kellerweiss” fra 2009 kom de tyske smagsnoter på programmet.

Det er i denne ”wheat ale” tradition man  skal se ”Hefe” fra Widmer Brothers.

Det er en ret klar øl af en hefeweizen, men der er gærrester i bunden af flasken. Alkohol på 4,9%, og duft af amerikansk humle. Den er forfriskende, men samtidig blød og rund. Smagen er let humlet med skær af abrikos og med en let bitterhed til slut. Ikke en dårlig øl, men jeg fristes til at spørge: ”Hvorfor?”. Man kunne ligeså godt have produceret en pale ale. Selvom den sådan set smagte udmærket, synes jeg det er uinteressant.

Karakter 3+

Jeg var simpelthen nødt til at smage en ”Paulaner Hefeweizen” bagefter. Se det er hvedeøl.

Tid til en øl - Guinness

17. Marts 2009

Skt. Patrick’s Day er irernes nationaldag. Skt. Patrick blev født omkring 386 og formenes at være død 17. marts 465 ( eller 493, men så blev han godt nok gammel ). Han er Irlands skytshelgen, for det var ham, der gjorde irerne kristne. Han er aldrig kanoniseret af den katolske kirke, men er blevet det af den folkelige tradition. Han menes født i England, men blev bortført af sørøvere som 16-årig og solgt som slave i Irland. Efter 6 år, hvor han lærte sproget og skikkene flygtede han og blev derefter uddannet som præst. I 432 vendte han tilbage til Irland som missionær. Legenden hævder, at han brugte trekløveren som et billede på treenigheden, og det er siden blevet Irlands nationalsymbol.

Skt. Patrick dag fejres overalt i verden, hvor irere klæder sig i grønt og fester, og derfor er dette også dagen til at nyde en irsk øl, nemlig den meget berømte ”Guinness Draught”. Det skulle jo nok have været i festligt lag på pubben, men nu bliver det i en lidt forvansket udgave herhjemme.

Draught betyder jo fra fad og på en irsk pub vil bartenderen ofte dyppe fadølshanen 3 gange i det bløde skum, så mønsteret danner en trekløver. Det må jeg undvære til aften. Man har i dåseudgaven valgt at tilsætte ekstra nitrogen ved hjælp at en såkaldt ”Widget” – en lille kapsel der frigiver kvælstof, når dåsen åbnes. Dette giver samme bløde skumdannelse (næsten ) som når øllet serveres på en pub.

I midten af 1700-tallet blev den mørke porter meget populær i England. Den blev brygget på mørkristet malt, hvilket gav en sødlig smag. I året 1759 ville Arthur Guinness i Dublin også gerne producere dette sorte bryg, men man skulle betale skat efter, hvor meget malt man brugte. Det var derfor billigere at bruge lys malt, og så bruge mørkristet umaltet byg til at give farven. Derved får man en mørk øl, der ikke har den samme sødme, men virker friskere og mere tør. Og det er netop denne tørhed, der har gjort Guinness så populær.

En af mine kolleger hævder han aldrig bliver træt af at drikke Guinness, når han er i byen, for den er så let drikkelig, og den bliver ikke sødlig vammel i længden. Tidligere kunne jeg også godt drikke den samme øl en hel aften, men nu kan jeg ikke finde på at drikke samme øl indenfor samme uge.

Og jeg kan nu godt lide, at der er en del sødme til at balancere den ristede smag.

”Guinness Draught” er en kulsort øl på 5,0%. Skummet er temmelig lyst, hvilket skyldes brugen at lys malt. Noget af det flotteste er, når man hælder op, og nitrogenen får øllet til nærmest at syde og boble, inden skummet stabiliserer sig på toppen. Det føles helt utroligt blødt. Duften er præget at ristet note. Man forventer en fyldig øl, men den føles ualmindelig let i munden. Man kan fristes til at kalde den lidt tynd. Smagen er ristet med en antydning af kaffe. Man fornemmer et svagt strejf af sødme. Eftersmagen er meget kort, hvilket også er medvirkende til dens høje ”drinkabillity”.

Jeg kan som nævnt godt synes, at den brændte smag virker en smule besk uden en balancerende sødme. Denne øl er lidt for tør til helt at fænge hos mig. Men den fungerer fint, når den serveres kold på en varm sommerdag. Den opfylder samme behov som de tyske ”Dunkel”.

Karakter 3+