Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Samuel Adams. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Samuel Adams. Vis alle opslag

lørdag den 7. januar 2017

Tid til en øl - Rebel IPA / Ingloriousl Quad / Fuller’s Imperial Stout



7. Januar 2017

Nytårsaften havde vi besøg af vennerne fra madklubben. Vi var klar til dronningens nytårstale, men det var jo kun sort skærm. Hurtigt fik svigersønnen rigget en computer til, så vi ikke gik glip af noget. Vi havde Asti og vin, cola og øl klar til talen. Jeg havde åbnet en stor flaske Leffe Blond, og den passede fint til velkomst og nytårsskål.

Vi havde bestil en femretters menu til aftenen. Første ret var en dejlig jordskoksuppe med bacon, og dertil drak vi mænd en god øl fra Rogue i Oregon, USA. ”Dead Guy Ale” er i stil med en tysk maibock. Det er en lys øl med en god maltsmag og en let bitterhed til slut. Glimrende til suppen


Derefter smagte vi to forretter med henholdsvis kylling og fisk, og der havde vi fat i en ”Rebel IPA” fra Boston Beer Company. Det er i serien ”Samuel Adams”, selvom det ikke er det kendte portræt, der pryder etiketten.

Det er en west coast IPA på 6,5% og en tydelig bitterhed, der dog ikke overdøver alt andet. ( IBU 45 ) Der er brugt Cascade, Simcoe, Centennial, Chinook og Amarillo humle. Aromaen er frisk med duft af grape og orange, men i smagen trænger mere fyrrenål sig på. Også en god fylde, hvor malten i starten får en kortvarig indflydelse.

Karakter 4


Til hovedretten ( oksekød ) fik vi alle rødvin, og derefter var der is. Nogle fik portvin, men vi prøvede at åbne en flaske fadlagret ”Glorious Quad”, for at se om den duede til isen. Det gjorde den allerhøjeste grad.

Det er det belgiske bryggeri Inglorious Brew Stars, der står bag denne øl. Jeg købte den i efteråret i Det Bette Ølhus i Aalbæk. En almindelig og så en fadlagret udgave, der har ligget på ”Belgian Owl”-whiskyfad. Det har bevirket at alkoholprocenten er steget fra 10,3% til 11,4%

Det er en mørk øl med kraftigt skum. Fantastisk duft af karamel og chokolade. God fylde i munden – vinøs, men alkoholen virker ikke sprittet. Smagen er kompleks med både mørk frugt, chokolade og lidt skarpere indtryk fra whiskyfadet. Der afsluttes med lidt brændt karamel.


Karakter 5


Efter at have skudt nytår ind og skålet i champagne, sad vi lidt og rundede aftenen af, og jeg fandt en ”Fuller’s Imperial Stout” frem. Jeg havde kun en enkelt flaske, så det blev til en lille, men god smagsprøve til hver.

Det er en kraftig, sort øl på 10,7%. Der er brugt Sovereign og Centennial humle, og så er der tilsat rosenknopper. det giver en lille drejning til den traditionelle stout. Maltet duft med chokolade og kirsebær ( sikkert rose ). Vældig god mundfylde og en smag, der i begyndelsen er typisk med malt, chokolade og kaffe, men som senere netop får et kirsebærpræg. Der sluttes af med en antydning af lakrids og en ganske pæn bitterhed for en engelsk stout.

Karakter 4+

fredag den 25. november 2016

Tid til en øl - Samuel Adams Imperial Stout


25. November 2016

Black Friday er ikke en begivenhed, der for alvor har fået tag i mig, men jeg fik dog bygget lageret at juleøl op, da der var 20% på alle varer i Salling. Nu er jeg oppe på 30 juleøl til december måned, så jeg må nok tyvstarte med juleøllene allerede første søndag i advent. Der er skal jo også være plads til improvisation nogle af dagene.

Ellers gik dagen med at sætte julelys i flagstangen udenfor og efter en dejlig dansetime, at fare hjem for at se finale i ”vild med dans”, der bød på en fantastisk stemningsfuld free style af Sarah og Morten.

Den rigtigste måde af fejre Black Friday på var at åbne en kulsort stout, og jeg havde en fra Boston Beer Company –”Samuel Adams Imperial Stout”. Den er faktisk købt i Fakta, så jeg må nok sige at der ind imellem er nogle virkelige overraskelser i deres øludvalg.

Det er en kulsort øl på 9,2%. Kraftigt brunt skum, der sætter sig i flotte ringe på glassets sider. Kraftig duft af ristet malt, og jeg synes duft af mørke bær. Også enkelte strejf af chokolade. God fylde. Smagen er kraftig, og her er der kaffe og chokolade, der dominerer, men jeg synes stadig, der er en frugtig note af søde mørke bær ( brombær, blåbær ). Til slut kommer der ind imellem lidt smag af små, hårde lakridser.
En virkelig god stout, der næsten kommer op blandt de allerbedste.


Karakter 4+

mandag den 19. september 2016

Tid til en øl - Samuel Adams Summer Ale


19. September 2016

I den lokale Fakta er der et pænt udvalg af øl fra Boston Beer Company – Samuel Adams.
En af øllene er deres ”Summer Ale”, som jeg egentlig kunne have brugt for 8 år siden til en forårssmagning, men den gang var den ikke at skaffe i Aalborg. Nu er den her sammen med en IPA og en Stout.

”Summer Ale” er  en uklar, orange øl på 5,5%. Den har hvidt, prikkende skum, der virker luftigt. Duft af fersken og lemon. Der er brugt ”Lemonskal” og ”Grains of Paradise”, der er en Vestafrikansk pebersort. Humletyperne er europæiske – Hallertau og Saaz. Det er en forfriskende øl, der samtidig føles rund i munden. Smagen er også præget af mild frugt som fersken, mandarin og lemon. Peberet mærker jeg ikke så meget til. Bitterheden er forsvindende ( IBU 7 ) , og afslutningen er mest præget af lemon, og – når jeg nu ved det – måske lidt peber.

Karakter 3+


onsdag den 12. marts 2014

Tid til en øl - New York / Samuel Adams Dark Depths


12. Marts 2014

Meget tidligt onsdag morgen anløb vi igen Manhattan, og kunne – mens vi pakkede kufferten – nyde synet af New York Skyline fra vores balkon. Fantastisk.

Vi gik til vores hotel, for det var svært at få en taxa, når 2500 mennesker skal bruge en på samme tid og sted. Det tog ikke så lang tid. Senere på formiddagen gik vi endnu en tur i Central Park, inden vi skulle mødes med vores datter på Times Square. Hun havde været i New York, mens vi var på cruise, og skulle hjem samme dag, men vi havde lige mulighed for at mødes. Det var næsten uvirkeligt.

 
Vi skulle se en musical om aftenen, så vi ville lige slappe lidt af på hotellet sidst på eftermiddagen. Vi fandt et supermarked på vejen og jeg erhvervede mig en øl fra Boston Beer Company til at slappe af med.
”Samuel Adams Dark Depths” er en af de mere specielle Sam Adams øl, der kun udkommer i små mængder. Denne er ”batch nr. 2 ”
Det er en Baltic IPA, altså en undergæret øl, men er det virkelig en IPA. Den er i hvert fald sort som arvesynden, og etiketten handler da også om ” the english porter was tranformed, from af mild ale to a dark and comples lager that comfounds definition”. Altså en øl uden klar definition.
 


Den kommer i en 66 cl flaske og holder 7,6%, så jeg slappede vældig godt af. Brygget med Pale Ale malt, Munich, Caramel 60 og Carafa 1. Masser af humle – Zeus, Athanum, Saaz, Simcoe, East Kent Goldings og Topaz ( IBU 55 ).
Den  er kulsort med gulligt skum. En dejlig duft af kaffe med sukker – nærmest som en irish coffee. Forbavsende let i munden. Ristet malt med lidt sødme og en afslutning med citrus fra humlen. I begyndelsen var jeg lidt frustreret over, at smagen synes at forsvinde så hurtigt, men med tiden bygger den en god fylde op, og lidt sent i eftersmagen kommer der også tydelig humlebitterhed.
Karakter 4
Om aftenen så vi musicalen ”Pippin”, som er en blanding af musical og cirkus. Artister fra Cirque de Soleil medvirker og sammen laver de en fantastisk forstilling.
 
 

mandag den 10. marts 2014

Tid til en øl - Cruise / Samuel Adams Vinter Lager

 
10. Marts 2014
 
Mandag gik turen tilbage mod New York. Vi nød solen på dækket - så ( måske ) vandsprøjt fra en hval og jeg blev noget solskoldet på mine lår og skinneben. De er ikke vant til at være i vandret stilling i solen.
Men jeg havde jo mine Bass Pale Ale til at afsvale mig og, jeg fandt da også en ”Samuel Adams Vinter Lager” fra Boston som variation.
Det er en mørk, krydret bockøl på 5,6%. Der er tilsat kanel, ingefær og appelsinskal. Den toppes af kraftigt. ler orange skum, der hurtigt svinder. Duften er præget af dæmpet ingefær, men de andre ingredienser kan også fornemmes. God fylde – uden at blive for tung. Smag af ingefær og græskar med en snert af appelsin til sidst. Mild, men  tydelig bitterhed i eftersmag. Den kan på mange områder minde lidt om Blue Moon Harvest Ale.
Karakter 4
I de varme lande får man ofte serveret sin øl kold – endda til tider i et afkølet glas. Alligevel blev jeg forbavset til aftensmaden, hvor jeg bad om en øl. Jeg fik et glas med isterninger og tjeneren skulle lige til at hælde øllet op. Jeg fik hende standset i sidste øjeblik, og nåede at hælde isterningerne over i mit vandglas.
”No ice in your beer?”, spurgte hun forbavset. Jeg stirrede på hende, som kom hun fra en anden planet, og rystede på hovedet. Gud ved, hvad de lærer på de tjenerskoler.

lørdag den 1. marts 2014

Tid til en øl - New York / Samuel Adams Boston Lager


 
1. Marts 2014
 
Vi er lige kommet hjem efter 2 ugers ferie i USA – først et par dage i New York, så et cruise til Caribien og så et par dage ekstra i New York.

Vi ankom lørdag midt i en snestorm. Vejret i det meste af USA har været usædvanligt koldt og blæsende i lang tid og det gælder også New York. Så vi havde ikke lyst til at udforske ret meget, da vi ankom til hotellet. Vi var jo også trætte ovenpå den lange rejse. Vores hotel lå central på 57th street, så det var ellers nemt at bevæge sig rundt. Men vi tog noget sen aftensmad på hotellet. Dertil kunne man bestille en ”Samuel Adams Boston Lager” der, som nogen måske ved – er en af mine lagerølfavoritter. ( Jeg har tidligere omtalt den ).

Boston Beer Company blev stiftet i 1984 og i april året efter kom ”Sam Adams” på markedet. Det blev en kolossal succes, der har gjort Boston Beer Co. til det største bryggeri på amerikanske hænder og det absolut største Craftbrewery i landet - efterfulgt af Sierra Nevada.

Det var Jim Koch, der stiftede bryggeriet. Hans far Charles var brygger af 5. generation, men havde forladt branchen, og Jim Koch havde egentlig ingen intention om at gå ind i den. Men der var så småt ved at komme gang i bryggeriet rundt om i de små hjem, for i 1979 blev den lov, der forbød hjemmebryg ophævet.

I en gammel kasse på loftet havde Charles Koch gemt familiens gamle opskrifter, og Jim fandt en gammel opskrift fra Louis Koch – familiens første brygger. Louis havde virket som brygger i St. Louis fra 1870erne og indtil Forbudet i 1920. Opskriften var en gammel wienerøl ved navn ”Louis Koch Lager”. Brygget med tysk humle og efter det tyske Reinheitsgebot.

Så Jim gik i gang og gik efterfølgende rundt fra restaurant til restaurant i Boston for at spørge, om de ikke ville servere en ”Samuel Adams Boston Lager”. Der var 25, der var med på ideen og inden længe var produktionen vokset over alle forventninger. 6 uger efter blev den kåret som ”Best American Beer”.

Samuel Adams er en af USA’s ”Founding Fathers”. Han var medunderskriver  af uafhængighedserklæringen, fætter til USA 2. præsident, John Adams, og en af hovedmændene bag ”The Boston Teaparty”. Og så var han brygger af profession.

Bryggeriet har over 30 forskellige prisvindende øl, men hvis man beder om en ”Sam Adams” får man en ”Boston Lager”. Jeg smagte den flere gange i New York og de havde den også på krydstogtskibet, hvor man i restauranterne ikke havde så meget andet spændende ( Bud, Heineken, Miller, osv ). I de forskellige barer var udvalget lidt større ( mere om det senere ).

Den sidste aften i New York fik jeg den for første gang serveret fra fad, hvilket bestemt ikke gjorde den ringere.

Det er en wiener/classic øl på 4,9%. Den har en dyb ravfarve og er toppet af hvidt skum. Humlet med Hallertau og Tettnanger. En øl hvor balancen mellem sødme og bitterhed er helt i top.

Karakter 4+

 

tirsdag den 13. august 2013

Tid til en øl - Samuel Adams Latitude 48 IPA


13. August 2013

Boston Beer Company er USAs  største mikrobryggeri – eller håndværksbryggeri ( craftbrewery ) som de ynder at kalde sig. 290 millioner liter øl om året får de produceret. Det næststørste er Sierra Nevada, der kun får brygget en tredjedel. Til sammenligning brygger Carlsberg 430 millioner liter.

Men Boston brygger altså temmelig meget øl og personligt synes jeg godt om deres flagskib – Samuel Adams Boston Lager.

Jeg har tidligere fortalt om Samuel Adam, der bla var medunderskriver at Uafhængighedserklæringen og en af hovedmændene bag The Boston Teaparty. Han var brygger og derfor er det meget naturligt at Jim Koch fra Boston Beer Company opkaldt sin ølserie efter ham.

”Latitude 48 IPA” er bryggeriets India Pale Ale med humle, der er dyrket på 48. breddegrad. Det er Hallertau Mittelfrüh, East Kent Goldings, Zeus, Simcoe og Athernum og - som noget nyt i 2013 udgaven – Mosaic. Det er en flot ravfarvet, klar øl med hurtige bobler. Cremet hvidt skum der sætter sig på glassets sider. Dejlig duft af ”mørk” humle. Gamle jordede fyrrenåle ( pine ) og som modsvar lidt eksotiske, sødlige humlenoter. God fylde der ender i en snerpende fornemmelse. Kortvarig sødme efterfulgt af humle. Især pine og lemon. Bitterheden virker ikke så påtrængende, hvilket jo er et plus i min bog, men jeg ser at den alligevel når 60 IBU. Alkoholprocenten er 6,0%.

Karakter 4


fredag den 6. juli 2012

Tid til en øl - Samuel Adams Boston Ale

6. Juli 2012

I går var der premiere på Disney’s ”Min søn, Pinocchio” på Hals Skanse. Vejret var fantastisk og det hele gik godt, selvom der var flere steder, der stadig ikke er helt rutine. Nu håber vi bare at det bliver tørvejr i dag. Lige nu småregner det, men bare det kan nå at regne færdig inden kl. 18.00.

Det er ikke nemt at få sig en øl til aftensmaden i denne tid, men det kan måske lade sig gøre til frokosten.

I dag blev det til en venlig ale fra Boston Beer Company, der blev grundlagt at Jim Koch i 1984. Han kalder sin serie af øl for ”Samuel Adams” – opkaldt efter en af USA's fædre. Han var en af lederne i ”The Boston teaparty” og medunderskriver af Uafhængighedserklæringen – og så var han brygger af profession. ( se evt. tidligere indlæg om Samuel Adams )

Jeg holder utrolig meget af deres ”Boston Lager”, og mindes også denne ”Boston Ale” som udmærket, men mere ordinær.

Denne øl benævnes ”stock ale” på etiketten, og på hjemmesiden oplyses der, at det er en amerikansk opfindelse, hvilket efterlader mig lidt mystificeret, for jeg har en helt andet opfattelse af begrebet. Måske er der tale om 2 forskellige ting.

”Stock ale” er af engelsk oprindelse og bruges ofte som synonym for ”old Ales”. Det er ales, der er lagret i lang tid. Det er ikke nødvendigvis stærke øl, men de er ofte mørke med hedvinsnoter og lidt syrlighed. Men egentlig betyder det bare ”lagret øl” ( stock betyder ”lager” ), og det er tilfældet for ”Samuel Adams Boston Ale”. Men at typen er opfundet i New England er nok en tilsnigelse.

Det er en smuk, ravfarvet øl med kraftigt hvidt skum. Den er klar med mange små, forvirrede bobler. Alkoholprocent på 4,8%. Duft af malt og floral humle – måske anes lidt fyr.

Det er en blød og venlig ale. Også i smagen, hvor der malt med lidt karamel og en lille smule humle – mere europæisk end amerikansk i udtrykket. Lidt sent dukker en markant og tydelig bitterhed frem, hvilket giver en god kant. Ellers var den nok blevet for venlig. Det er en dejlig ale, som man ikke bliver træt af, men kan nyde til enhver frokost.

Karakter 4

fredag den 17. december 2010

Tid til en øl - Svaneke Julebryg / Adams Winter Lager


17. December 2010

I weekenden har vi været på oplevelsestur i København. Det var en gave, vi fik af børn og svigerbørn i sølvbryllupsgave og vi har glædet os til turen. Og det har været en weekend, hvor vi har klappet rigtig meget. Først var der den allersidste koncert i de gamle lokaler på C.W. Obels Plads ( alle instrumenter flyttes i disse dage til Nordkraft ). Her spillede vores svigersøn med i rockbandet og vores ældste datter skulle have sunget, men var blevet syg, så den yngste trådte til i stedet. Det gjorde de godt. Men det var lidt vemodigt at tage afsked med stedet, hvor jeg har arbejdet de sidste 27 år.

Vi kørte til København og det var først til allersidst vi stødte på snevejret, men så røg farten også ned. Vi skulle overnatte på Holmen og fint placeret.

For næste morgen var der rundvisning i Operaen kl. 9.30.


Det er en flot bygning og vi blev vist rundt i alle de forskellige prøverum og fik et godt teknisk indblik i hvordan kulisserne bliver lavet og flyttet rundt. Vi måtte ikke fotografere i salen, da der var kulisser til en ny forestilling, der endnu ikke har haft premiere. Men i forhallen hænger 3 store julekugler. En meget spændende rundvisning ( der var desværre ingen forestilling ).

Vi tog færgebussen over til Nyhavn og spiste frokost på Heering, hvor vi fik en utrolig god Pariserbøf. Her kunne jeg også smage en ”Julebryg” fra Svaneke Bryghus.

Det smagte jeg sidst i nov 09. Det er en undergæret øl på 5,7% . Duften er hvidtølsagtig, hvilket også kommer lidt frem i smagen med sød malt. Men derefter stikker smagen lidt i forskellige retninger, men en humlet afslutning ( ukendt slovensk humle ). Jeg synes, den virker noget usammenhængende – som om den ikke helt ved hvad den vil. Jeg bedømte den bedre for 1 år siden, så måske passede den bare ikke til maden.

Karakter 2
Derefter gik vi gennem Strøget og juleshoppede lidt. Det var bidende koldt og jeg frøs bravt. Vi fik lidt kage og kaffe til at varme os på, inden vi gik i Tivoli.

 
Det er flot med alle lysene, men der er egentlig ikke så meget at købe ved de små boder – eller rettere - i en af hytterne med delikatesser, var der et for mig ukendt canadisk ølmærke – ”Schoune”.
Brygmesteren ( eller repræsentanten ) fortalte at de havde været på Ølfestivalen i år, men det havde jeg jo ikke. Han havde 8 gode øl med og jeg købte 3, som jeg vil berette om senere. Til næste Ølfestival vil han have en Imperial Stout ( lagret 1 år ) med.
Til aften varmede vi os med en Gullash suppe, inden vi så ”Forbrydelse og Straf” i Skuespilhuset – en sal vi heller ikke havde set før.
 
 
Utrolig flotte skuespilpræstationer, især at Thure Lindhardt og Rasmus Berg – og stykket er jo også aktuelt. Der er stadig magtmennesker, der mener de kan tillade sig andre ting end almindelige mennesker, selvom mord nok er i overkanten. Vi nåede allersidste færge over til Holmen.
Søndag var vi på Glyptoteket – mest for at smage Mette Blomsterberg’s kager. De var gode, men kendere ( min kone ) hævder af den varme chokolade er bedre på La Glace.
Vi kørte til DR’s nye koncertsal for at høre Pigekorets julekoncert.
Det er også en utrolig flot sal, men omgivelserne ( både her og i Skuespilhuset ) er alt for mørke. Det mangler simpelthen lys, så man kan orientere sig, når man ikke kender stedet.
Det var en utrolig stemningsfuld eftermiddag, hvor de 4 kor og ungdomsensemblet leverede en meget varieret koncert. Samtidig var det Michael Bojesens afskedskoncert, så det var meget rørende.
Vi kom hjem til meget sne, men min datter havde ryddet indkørslen, hvilket havde taget 3 timer. Det var dejligt.
I dag gensmagte jeg ”Winter Lager” fra Samuel Adams.
 
 
Det er en mørk bockøl på 5,6%. Der har en klart rødligt skær og en fin hvid skumtop. Duften er maltet og en smule krydret. Fornemmelsen er frisk og smagen er præget af karamel og lidt ristet malt. Den er let humlet med Tettnanger, og den giver en lidt skarp krydret note til bryggen. Bitterheden er som sagt moderat, som det bør være med en bock.
Karakter 4

tirsdag den 26. maj 2009

Tid til en øl - Samuel Adams Black Lager

26. Maj 2009
Da USA i slutningen af 1970erne vedtog en lov, der tillod at brygge øl derhjemme, var vejen åben for mange små mikrobryggerier. På østkysten havde man før forbudstiden haft mange bryggere fra Centraleuropa og en tradition for undergæret øl. I Boston besluttede Jim Koch, der var 5. genrations brygger at åbne sit eget bryggeri. Han opkaldte sit øl efter Samuel Adams, der var brygger i Boston og samtidig en af underskriverne på Uafhængighedserklæringen.
”Samuel Adams Black Lager” er brygget efter de tysk Reinheitsgebot. Det er en Schwarzbier på 4,9%. Schwarzbier stammer fra den (øst)-tyske delstat Thüringen. ( Jeg har tidligere skrevet om ”Köstritzer Schwarzbier” ).
Der er brugt lys Harrington malt, münchermalt og en smule afskallet Carafamalt fra Weyermann i Bamberg. Skallerne er fjernet før malten bliver ristet, hvilket ifølge bryggeren giver en brændt, blød bitterhed. Der er benyttet Spalterhumle fra Tyskland.
Det er en meget mørk øl men et smukt brunt skær i kanterne. Skummet er kraftigt og blødt og bliver hængende på glassets sider, når der drikkes. Farven er beige med et lysebrunt skær.
Øllet føles let og friskt i munden og smagen er ristet med noter at brændt kaffe og en anelse chokolade. Der er en lidt snerpende bitterhed fra ristet malt, der kan minde lidt om Guinness, men denne øl er dog en del blødere. Humlen er ikke fremtrædende og eftersmagen er god, men kortvarig.
Karakter 3+

onsdag den 10. december 2008

Tid til en øl - Samuel Adams Winter Lager

10. December 2008
Så er der pause i kampen Manchester – Aab, og sikke en afslutning på 1. halvleg. Jeg er faktisk blevet en smule hæs, så nu må jeg smøre stemmen lidt med en øl. Og jeg kan lige nå at skrive om den inden, vi går i gang igen.
Samuel Adams har jeg tidligere berettet om. Det er et bryggeri i Boston, og det er rent faktisk ved at blive det største amerikansk ejede bryggeri, nu da Anheuser-Busch er opkøbt af InBev-
De brygger en serie af øl inspireret af tyske aner, og som overholder ”Das Reinheitsgebot” og det gælder også denne udmærkede vinterbock. I USA kalder man ofte øllene noget mere generelt end Christmas ale, så er det lettere at afsætte dem senere, men det er altså deres julebryg.
Det er en mørk bockøl på 5,6%. Der har en klart rødligt skær og en fin hvid skumtop. Duften er maltet og en smule krydret. Fornemmelsen er frisk og smagen er præget af karamel og lidt ristet malt. Den er let humlet med Tettnang-Tettnanger, og den giver en lidt skarp krydret note til bryggen. Bitterheden er som sagt moderat, som det bør være med en bock.
Karakter 4
Men nu er 2.halvleg vist i gang, så det var det. Kom så, Aab.


søndag den 3. august 2008

Tid til en øl - Samuel Adams Boston Lager

3. August 2008
Fik besøg af gode venner fra Fynsland, og benyttede lejligheden til at genopfriske en af mine lagerfavoritter, nemlig Samuel Adams Boston Lager. Den kan til tider være svær at skaffe, men fås for tiden i Kvickly Ekstra og Metro.
Boston Lager er en Wienerøl, og det er en øltype, der i mange år på det nærmeste var udryddet. Den blev skabt i 1841 i Wien af Anton Dreher, der i England havde lært teknikken med at bruge koks til opvarmning, når man skulle tørre malten. Det giver en bedre kontrol over temperaturen og wienermalt tørres ved omkring 90 grader, hvilket giver en anelse farve til malten. Selvom øllet derfor antager lidt farve, regnes den for verdens første lyse lagerøl.
Året efter skabte Josef Grolle pilsneren og den fortrængte wienerøllen i løbet af 1800-tallet. – Indtil starten af 1980-erne, hvor den amerikanske mikrobryggertanke slog igennem. På østkysten havde der før spiritusforbudet været mange tyske og østriske bryggerier, og nu fandt man de gamle opskrifter frem.

Jim Koch i Boston er 5-generations brygger, og besluttede i 1984 at starte for sig selv. Han fandt sin tipoldefars ”Louis Koch Lager” frem, men han opkaldte den efter en af USAs Founding Fathers; Samuel Adams.
Samuel Adams er en af underskriverne på Uafhængighedserklæringen, fætter til USA's 2. præsident – John Adams - og en af hovedmændene bag ”The Boston Teaparty” i 1773. Og så var han brygger af profession. Så det er nærliggende at opkalde en Boston-øl efter ham.
Samuel Adams Boston Lager er brygget, så den overholder det tyske Reinheitsgebot. Den holder 4,9%.

Farven er som skinnende rav, og på toppen balancerer en krone af cremet skum. Aromaen er præget af blomst og citrus, og smagen er fyldig med en sød og maltet kerne. De 2 tyske humletyper Hallertau og Tettnanger fornemmes dels i aromaen og især i eftersmagen, der er lang med en behagelig bitterhed. En øl, der bliver hængende og giver lyst til mere.
Karakter 4+
6 uger efter frigivelsen i 1985 blev denne øl kåret til ”Best beer i America” ved den amerikanske Beer festival.

Samuel Adams serien omfatter også Boston Ale – Black Lager( Schwarzbier) og Cream Stout.
Endelig skal det nævnes at bryggeriet fremstiller verdens stærkeste øl: Utopia 2007 på 27%.
Wienerøllet fik stor popularitet i USA i løbet af 80-erne. Brooklyn laver også en fin udgave, og det er sikkert inspirationen for fremkomsten af Classicøl i Danmark i starten af 90-erne. En classic kan nærmest betragtes som en  slags Wiener-wanna-be.