Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Damm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Damm. Vis alle opslag

fredag den 26. november 2021

Tid til en øl - Gran Canaria 1


26. November 2021

Vi har været en tur sydpå for at få noget sol - noget lys og noget varme. 14 dage på De Kanariske Øer - først en uge på Gran Canaria og så en uge på Tenerife. Vi havde lidt travetur i bjergene, men det meste af tiden var afslapning, iblandet et par siestaøl.

Vi lagde naturligvis ud med den lokale øl fra Gran Canaria til aftensmaden. 'Tropical' er en traditionel pilsner, der på disse - ølmæssigt - uciviliserede steder serveres i et frosset glas. Vi blev dog ikke spurgt, om vi ville have isklumper i.

Jeg var en tur i de lokale supermarkeder, hvor specialøludvalget ikke er så stort som i Grækenland, men jeg fandt dog noget øl, jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med.


'El Aguila' betyder 'Ørnen', hvilket også ses på den flotte stiliserede etiket. Bryggeriet blev grundlagt i Madrid i år 1900, og denne lille 25 cl øl brygges efter datiden principper - ufiltreret og med fokus på maltsødmen. Der afsluttes dog med et forfriskende brus fra kulsyre, der nok ikke var så almindelig for 100 år siden. Den er på 5,5% og ganske udmærket. Den ser dog ud af mere end den er

Karakter 3+


Bryggeriet Damm har jeg skrevet om før. Grundlagt af tyske bryggere i Barcelona. de er nu igang med et projekt med at dyrke humle i Prades. Projektet startede i 2014 og første høst var i '17.

Denne 'Complot IPA' er brygget med 8 forskellige humletyper - Nugget, Summit, Willamette, Citra, Centenneial, Simcoe, Amarillo og Mosaic - men hvis jeg har forstået det rigtigt er det dog kun Nugget, der er dyrket i Prades. Det er en uklar, gylden øl på 6,6% med masser af humlesmag og bitterhed. Det virket dog noget overdrevent med 8 humletyper. Det er ikke særligt tydeligt, men måske er det netop mængden, der udligner smagsindtrykkene.

Karakter 3+

Vi boede i Puerto Rico og kan man finde et dejligt ølsted - 'Wigwam' - på havnefronten. De har masser af øl - bla. et stort belgisk ølkort, der nu åbnes med en QR-kode på Untappd. Det gik jeg hen et par gange, når det spanske øl blev for trivielt.




Cervezas el Turia blev grundlagt i Valencia i 1935. De har gennem tiden brygget et stort udvalg af øl, men den eneste, der overlevede kampen med de store internationale bryggerier er deres 'Turia Märzen', der kunne fås på fad i Valencia. Damm opkøbte bryggeriet og besluttede i 2013 at relancere den på flaske. Det er en smuk ravfarvet øl med store bobler. Den er domineret af maltsmagen med en balancerende bitterhed til slut.

Karakter 3+






 

fredag den 30. november 2018

Tid til en øl - Tenerife


30. November 2018


Vi har netop været på vores årlige sol- og varmeferie til Tenerife, og selvom det ikke er en decideret ølrejse, synes jeg det er sjovt at se, hvad der er på hylderne i supermarkederne. Det meste er jo lokale øl, som jeg tidligere har omtalt, men det lykkes ofte at finde nye øl, jeg ikke har smagt.

I det nærmeste spanske supermarked fandt jeg 2 spændende øl med en del mere humle end vi normalt ser i spanske øl, og den første er såmænd fra San Miguel.
’Manila’ hedder den – opkaldt efter mærkets oprindelse på Filippinerne. Det er en wienerøl på 5,8%. Den er undergæret men lægger sig tæt op af en ’american pale ale’ i udtrykket. God fylde fra malten og en pæn gang amerikansk humle gør denne øl til en behagelig overraskelse  på denne tur.

Karakter 4


Et par gode venner har de sidste par gange gjort os selskab på Tenerife, men de bor på et andet hotel. Vi plejer at mødes om aftenen på ’Manneke Pis’ – det belgiske ølhus i Playa de las Americas ( Calle Mexico ). For os er det en tur på en lille times tid.


Her nød jeg en ’Kasteel Rouge’, der overraskede mig med sin tydelige kirsebærsmag. Jeg havde nok forventet noget i retning af en almindelig ’bruin’. Der er tilsat kirsebærlikør og jeg må sige, det taler godt til min søde tand.

Karakter 4+



Lige ved siden af ligger der nu en indisk restaurant, hvor jeg valgte en ’Cobra’. Det eneste der er at sige om den, er beskrivelsen på menukortet – ’en indisk bjørn’


Næste dag til frokost åbnede jeg den anden øl fra supermarkedet. Denne gang var det en ’american pale ale’ fra et mikrobryggeri – ’Original Premium Gourmet S. L.’ i Cuenca. Den hedder ’Gastro’ og bliver brygget på ’Cervezas la Sibeles’


Den er lys, holder 5,5% og har frisk duft og smag, hvor det igen er den amerikanske humle der lægges vægt på ( IBU 35 ).En rigtig god start på frokostøllet.


Karakter 4



Den sidste øl fra supemarkdedet var fra bryggeriet Estrella Damm og opkaldt efter stifteren ’A. K. Damm’

Bryggeriet ligger i Barcelona og blev stiftet i 1876 af  August Küntzmann Damm, der var rejst til byen fra Alsace. Bryggeriet er det ældste i Spanien.

’A. K. Damm’ er brygget efter traditionel Alsacemetode, hvad det så lige indebærer. Efter de to pænt humlede øl de foregående dage, var det lidt mere traditionel spansk pilsner, der var i glasset.

Karakter 3

Vores besøg på ølbaren bragte ikke nye øl på banen. Det var ’Kwak’ – ’Rodenbach Classic’ – ’Chimay Bleue’ og andre af de gode klassikere. men vi besøgte et andet supermarked i nærheden. 
HiberDino’ er lidt mere internationalt orienteret, og man kan også finde ’danske’ mærker – dog ikke i ølafdelingen.


Her var der bla. – ’Mort Subite Kriek’ – som jeg ikke tidligere har smagt. Her er det også kirsebæret, der er fremtrædende, men den er skarpere og mere syrlig end Kasteel, selvom den nok også har set en sukkerknald eller to.

Karakter 4


’Bavaria Gold’ er det svært at finde noget godt at sige om. Det skulle da være, at man med kun 6.0% i styrke, får en sprittet smagsoplevelse, der eller hører stærkere guldøl til.

Karakter 2


’La Goudale’ er en fransk øl – en ’ biere de garde’ fra Douai i Nordfrankrig. Bryggeriet er ’Les Brasseurs de Gayant’, der stammer fra 1919
Navnet  betyder ’ Good Ale’ – et tilnavn egnens øl fik helt tilbage i 1400tallet.

7,2% - IBU 30 – en ganske glimrende og fyldig øl – og i en anderledes flaske. De laver også en god IPA.

Karakter 4

På en udflugt til naturparken Anaga ( nordlige Tenerife med stor risiko for regnvejr ) søgte vi ly for regnen i en lille cafe, for at få lidt kaffe. Her var der også øl fra lokale mikrobryggerier, som jeg købte et lille udvalg hjem af. Mere om det efter nytår.







torsdag den 20. marts 2014

Tid til en øl - Damm Daura ( glutenfri )


20. Marts 2014

Jeg smagte en glutenfri øl for første gang på vores krydstogt. Så da min kone så endnu en på en indkøbstur i Bilka købte hun den til mig, så jeg kunne se om den var ligesådan.

”Redbridge” fra Anheuser-Busch var brygget på Sorghum – en afrikansk græsart, og den havde en anderledes ( men ikke ubehagelig smag ). Det var ikke lige typisk pilsnerøl. Men ”Daura” fra det spanske bryggeri Damm er brygget på bygmalt.

Bryggeriet hævder at man har fjernet glutenindholdet fra bygmalten ( hvordan ved jeg ikke ), så der er under 3 ppm ( parts per million ). Grænseværdien for glutenfri produkter er 20 ppm. Det skal dog nævnes, at at flere glutenallergikere advarer og siger den ikke er glutenfri, så det er vist påstand mod påstand.

Fakta er, at den har vundet guld for glutenfri øl tre år i træk ved ”Taste & Quality Institute” i Bruxelles og har guldmedalje fra 2011 og 2012 ved ”World Beer Championship”  - foruden adskillige andre priser. ( Man kan se dem alle på hjemmesiden )

Der er en undergæret pilsnertype på 5,0%. Meget lys med kraftigt, hvidt skum og mange bobler. Der er som nævnt brugt speciel glutenfri bygmalt, samt ris  ved brygningen. Denne øl dufter af øl. Det er brygmalt og korn, der er fremherskende.  Den er som så mange spanske øl forfriskende i sommer varmen. Den har desuden en let snerpende karakter. Smagen er præget af en let sødme efterfulgt af en fin bitterhed.  Faktisk en udmærket øl, så må andre vurdere om den er ordentlig glutenfri.

Karakter 3


tirsdag den 15. november 2011

Tid til en øl - Gran Canaria / Negra


15. November 2011

En af dagene tog vi på tur til Las Palmas, der er hovedstaden på Grand Canaria. Det er den niende største by i Spanien. Vi ville gerne se den gamle bydel og det kom vi også til. Der var en lille rundvisning til Columbus museet og byens pladser, men katedralen måtte vi selv besøge efterfølgende. Den er ret enkelt udsmykket, men virker alligevel storslået. Derefter kunne vi se på butiksstrøget, men vi faldt ind hos Desigual, der er et spansk tøjmærke, der er svært at skaffe herhjemme. Det er meget spraglet. Vi fandt nogle gode ting, men ville gerne have haft mere tid.

 
Derefter kørte vi ud til Musikhuset i Las Palmas. Egentlig var det varehuset ved siden af, vi skulle besøge, men der var ikke rigtig noget der tiltrak os. – Jo, der var et supermarked, hvor jeg kunne finde mere sjældne spanske øl, så jeg fik nogle øl med hjem, som jeg aldrig havde hørt om.
 

Man er begyndt at pynte op til jul. Det er lidt specielt, især fordi stranden ved siden af er en rigtig surfer-strand, hvor mange unge kæmper for af holde balancen på brættet. Det er vi ikke vant til her i juletiden.

 
Jeg var nødt til at give min rygsæk sikkerhedsbælte på i bussen, så den ikke væltede på gulvet. Der var jo mange øl i den.
 
Her er udvalget af spanske øl – Carmen, Rosita og Margarida og et par dåser med sort spansk øl – negra.
”Negra” er øl, der lægger sig op af ”Dunkel” eller ”Schwarzbier”. Jeg har tidligere smagt 2 , nemlig ”Steinburg Negra” (25. okt. 09 ) og ”Mahou Negra” ( 3. nov. 10 ). ”Mahou Negra” er nok den bedste spanske øl, jeg har smagt til dato.

”Alhambra Negra” har en flot etiket, hvor løverne fra den berømte løvebrønd i Alhambra bærer et skilt med årstallet 1925. Det år bryggeriet blev grundlagt. Resten at dåsen er udsmykket med en forstørrelse af samme etiket - selv låget har fået etiket.

Det er en mørkebrun øl på 5,4% med beige/gråligt skum bestående af grove bobler. I aromaen fornemmer man ristet malt, karamelsødme og lidt citrus ( ascorbinsyreagtigt ). Den føles let i munden, men det er jo også en kendetegn ved mange af de tyske udgaver. Den er også let i smagen med mørk malt, lidt karamel og måske – måske en anelse anis. Lav bitterhed.
Karakter 3

På den anden sorte øl fortæller etiketten også. hvad det handler om. Den er sort og man ser en buk, der står på bagbenene med en rød stjerne mellem forbenene. Det er en sort øl – en bock øl og den stammer fra samme bryggeri, der brygger Estrella ( stjernen ). Bryggeriet Damm ligger i Barcelona og stammer fra 1876, hvor Auguste Kuentzmann Damm bragte erfaringer fra Alsace med til Spanien. ( jeg ved ikke helt hvad årstallet 1888 hentyder til – måske det år denne bock øl stammer fra ). Damm var det første bryggeri i Spanien til at brygge undergæret øl. Damm er nu et af de største bryggerier og er sponsor for mange kultur- og idrætsbegivenheder.

”Bock Damm” er på 5,4%. Den er mørkebrun med pæn beige skumtop, der knitrer når den opløses. Duften er af malt, rosin og – måske er jeg påvirket af for mange ved poolkanten – sangria. Let og behagelig i munden, en anelse prikkende. Smag af karamel, og lidt mørk frugt, samt lidt syrlig citrus.

Karakter 3