Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Prarie Artisan Ales. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Prarie Artisan Ales. Vis alle opslag

fredag den 5. maj 2017

Tid til en øl - Prarie Artisan Ales / Evil Twin - BA Bible Belt



4. Maj 2017 
Efter dagen danselektion vendte vi tilbage til lys i vinduet og hygge indefor. Vi skulle måske være blevet hjemme for at se ”Rogue One” da det jo er Starwars-dag i dag ( May The Fourth – be with you ), men vi skal have danseopvisning på lørdag, så dansen vandt.
Jeg åbnede en kraftig øl i dagens anledning – ”Barrel Aged Bible Belt” fra Prarie Artisan Ales, der har lavet den i samarbejde med Evil Twin.

”Bible Belt” er en øl, der er baseret på Evil Twins ”Even More Jesus” og Praries ”BOMB”. Begge dissse øl er omtalt tidligere på bloggen og jeg har tidligere smagt den originale ”Bible Belt”, men denne er lagret på whisky-fad.

Der er både kakaobønner, chili pepper, vanilje og kaffe i denne 13,0% øl. Den er lagret på Heaven Hill whiskyfade i op til 9 måneder ( nogen vil måske hævde at Heaven Hill ikke er whisky, men bourbon, men….).




Det er en kulsort øl med svagt rødbrunt skum. Utrolig inciterende aroma, hvor chokolade, whisky og vanilje blander med egetræ og solbær. Jeg fornemmer gudskelov ikke noget chili, hverken i duft eller smag. Den har en virkelig god fylde, men alkoholen prikker i munden og efterlader en fornemmelse af følelsesløshed i kinderne. Smag af chokolade, overmodne bær og whisky. En sand fornøjelse. Meget lang eftersmag.

Karakter 5+

Om det skyldes træthed efter dans eller 13% øl ved jeg ikke, men jeg føler mig en lille smule 

søndag den 24. januar 2016

Tid til en øl - Black Out Days



24. Januar 2016


Det er ikke ofte, jeg har en aften hjemme, hvor jeg ikke skal noget. Med kor, musical og 3 gange dans om ugen er aftener og weekends ofte besat. Så jeg havde svært ved at finde tid til et besøg på Basement Beer Bar, for at deltage i deres Black Out Days. Men min kære kone har et uforligneligt planlæggergen, og hun fandt på en plan, hvor jeg lige kunne komme afsted i 1½ time inden aftenens danselektion.


Så fredag kunne jeg møde op i en fyldt bar med 15 haner fyldt med sort øl ( Det gør muligvis billedserien af øllene en smule uinteressant, men det er altså forskellige øl ). Med tiden sat på 90 min, måtte jeg naturligvis lave en udvælgelse, og det var ikke let. 


Men jeg lagde ud med en ”Mental Glory Hole” fra det svenske bryggeri Brewski. Det er et noget udfordrende navn, der jo netop danner mentale billeder, man måske helst var foruden. Den er brygget med kaffe og kokos og holder 9,0%, så jeg lagde lidt stilfærdigt ud. Jeg havde svært ved at fornemme kokos i aromaen, men den dukker tydligt op i smagen. Duften er ristet kaffe og malt og det er også første indtryk i smagen, men derefter kommer kokos så på banen. En sjov og lidt anderledes stout, som jeg egentlig godt kunne lide.

Karakter 4


Derefter smagte jeg en fadlagret udgave af ”Konrad’s Stout” fra der norske bryggeri Lervig. Det er oprindelig en god solid stout på 10,4% og med en pæn bitterhed ( 70 IBU ), men denne udgave har været lgret på cherry port fad, hvilket gør den væsentlig mildere i smagen. Den er dog blevet stærkere ( 11.0% ), men samtidig venligere. Det var vist den eneste øl med skumkant ( mørkebrunt ). Jeg kunne lige ane kirsebær i duften. Fadet har givet den en skarp kant og fjernet de ristede noter. Den får en mere vinøs fremtoning, og i eftersmagen dukker der atter kirsebær op. Måske lige lidt for sødladen som helhed.

Karakter 3+


Jeg kunne godt se på det hele, at jeg ikke ville kunne komme til at holde danseretningen, hvis jeg fortsatte med de sidste øl. Det ville blive til en rigtig slingrevals, så jeg spurgte Nikolai om det var muligt at smage 10 cl af de sidste øl – og det var det heldigvis. Jeg har tidligere smagt ”Black Albert” fra De Struise, men aldrig før på fad. Jeg kan se på mine noter, at jeg tidligere fandt den lidt for kraftig og pågående ( 13,0% er ikke en ”over hække-øl” ), men jeg må sige at enten har min smag ændret sig eller også har fadet indvirket på udtrykket, for det var en behagelig og velbalanceret oplevelse. Den belgiske gær fornægter sig stadig ikke. Der er mørk frugt, men også ristede indtryk af kaffe til stede – blød og rund som cafe latte.

Karakter 5


Jeg tog de sidste øl i rækkefølge, så det blev endnu en stout fra Prarie Artisan Ales. Jeg smagte deres kraftige ”BOMB!” forleden. Denne gang var det en ganske anden oplevelse, for ”Pirate Noir” er lagret på romfad og det giver som altid en mildere og mere vinøs smag. Den er på 11,0%. Duft af mørke frugter og alkohol, og i smagen finder man sveske og rosin, vanilje og lidt sødme fra rommen. Kompleks, men med en god balance.

Karakter 5+


Jeg sluttede af med en specialitet – ”Vietnamse Speedway Stout” på 12,0%. Jeg var jo forleden afsted, da den originale øl fra AleSmith var på hanen, men denne gang var der brugt vietnamesisk kaffe i opskriften. Det er en vietnamesiske ”cà phê sau dá” kaffe, der er brugt. Så vidt jeg kan forstå er det en iskaffe, hvor man brygger i et lille metal filter, direkte ned i en en kop med sød, kondenseret mælk, hvorefter man hælder det over knust is, men det er ikke helt klart, om det er det, der menes.
Smagen bliver noget anderledes end originalen. Den er sødere og mere krydret og det falder ikke helt i min smag, men der er nu kun tale om nuancer, for det er en spændende oplevelse.

Karakter 5

Jeg synes selv, det gik fint med dansen. Der var i hvert fald et naturligt sway i drejningerne – men det var vist godt, jeg kunne nøjes med 10 cl af de sidste øl.

torsdag den 21. januar 2016

Tid til en øl - De Molen White Witch



 21. Januar 2016

Siden nytår har jeg flere gange besøgt Basement Beer Bar i Aalborg – som for resten de næste tre dage har Black Out Day’s med 15 sorte øl på hanerne.


Det var oså et par sorte øl, jeg smagte først på måneden. ”BOMB!” fra Prarie Artisan Ales er en kraftig Imperial Stout på 13,0%. Brygget med kaffe, kakao, vanilje og ancho chili giver den en massiv og kompleks øl, hvor chilien er så behersket, at selv jeg kan være med. Kaffen og sødmen fra kakaoen er fremtrædende og der sluttes af med en varmende fornemmelse fra chilien.

Karakter 5

Prarie Artisan Ales ligger i Tulsa, Oklahoma. Bryggeriet er grundlagt af to brødre Chase og Colin Healey i 2012. Begrundelsen var ikke, at der var mangel på godt øl, men simpelthen fordi de var gode til at brygge øl.
Jeg fik også smagt en nytårøl fra Mikkeller – ” 12 oz WineAle”. Det er en sour ale tilsat grape juice med en procent på 8,1%. En kombination af ”wine meets beer”. Den er kun let syrlig, med en perlende og boblende fremtoning, der godt kan gøre det ud for nytårsstemning. Frisk og frugtig.

Karakter 3+

Senere var jeg omkring Basement, da der var ”Speedway Stout” på hanen. Den havde jeg smagt for flere år siden, men det er jo en god øl, som man ikke lader gå forbi, hvis man har mulighed for at smage. Der er vist en variation med på Black Out Day’s. Nu må jeg se, om skemaet tillader at jeg kommer forbi.

Men her forleden var der også et kort hul i programmet, så jeg kunne smage lidt øl. Det hollandske bryggeri De Molen, smagte jeg jævnligt øl fra for nogle år siden. Jeg besøgte også bryggeriet, da vi var på ferie i Holland for år tilbage. Det er indrettet i en gammel mølle, der ligger smukt placeret ved siden af en kanal i byen Bodegraven. Det er et besøg værd, og man kan få noget at spise i restauranten.

”White Witch” er en humlet saison på 6,0%. Det er en smuk gylden øl med et let slør. Den dufter let syrligt af frugt. Er frisk og let i karakteren. I smagen dukker igen frugtige, syrlige noter op sammen med citrus. Humlen er Aurora, og der er tørhumlet med Cascade og Amarillo. Bitterheden er kun 25 IBU, men sammen med det syrlige giver det en skarp og markeret afslutning


Karakter 4