Tid til en øl - Tenerife / Omer

20. November 2012

I dag er det min kones fødselsdag – til lykke med det. Hun har været på arbejde det meste af dagen. Vi har lige været til foredrag hvor hun skulle spille - med Tv-lægen Peter Quortrup Geisling. Det var morsomt og oplysende, og satte nok tanker i gang i mange tilhørere. Men det er en lang arbejdsdag på ens fødselsdag.

Heldigvis havde vi jo en afslappende uge i sidste uge, hvor vi nød livet på Tenerife. Den spanske øl blev jo lidt ensformig i længden, så vi fandt en belgisk ølhus ved Adeje Playa – lige neden for Hotel La Pinta.

 

”Bistro Les Artes” er en hyggelig belgisk ølhus med et flot stort ølkort. På den første side findes Trappist og Klosterøl, og på det følgende opslag findes alle mulige afskygninger af belgisk opfindsomhed – også de syrlige øl.

 

 

Vi satte os naturligvis ude i ølhaven – eller ølgården, for der var ikke meget grønt der. Min kone valgte en sangria, mens jeg bestilte en ”Piraat” fra Van Steenberge. Det er en stor og fyldig tripel på 10.5%, som det var lang tid siden, jeg havde smagt.

 

 

Gylden, ufiltreret øl med kraftigt, hvidt skum. Kraftig aroma af alkohol og orangefrugter. Dette går også igen i smagen. Denne gang var den lidt mere sprittet end jeg husker den. Men stadig en flot, stærkøl.

Karakter 5

 

Lørdag aften gik jeg derhen igen. vi havde været til et flot show på hotellet, hvor en spansk gruppe lavede kopier af The Beatles. ”Beattripper” hed de og de leverede en fin præstation.

Jeg havde tænkt mig at sidde stille og roligt og nyde en øl, for jeg havde spottet en øl, jeg aldrig havde hørt om – ”Omer”. Men det skulle være lyv – for stedet var fuldt af folk, der dansede på et lille dansegulv. Til schlager/popmusik for hammondorgel. Der var ingen siddepladser, men jeg ville dog smage min øl, så jeg gik indenfor til baren.

 

Omer-bryggeriet blev stiftet i 1892, da Omer Vander Ghinste begyndte at brygge i Bellegem, Belgien. Han fik indgraveret sit navn i vinduerne på de pubs, han ejede, og de var for dyre at skifte ud, så alle hans efterkommere fik også navnet Omer. Smart.

Omer Vander Ghinste ( 1892 – 1929 ) – Omer Remy ( 1929 – 1961 ) – Omer ( 1961 – 2007 ) og til sidst Omer Jean (2007 -      ).  I 1977 skiftede bryggeriet navn til Bockor ( af kommercielle grunde (?)).

”Omer” er en gylden øl på 8.0%. Brygget på fransk byg fra Loiredalen og tilsat 3 forskellige humletyper.Det er en øl med en kraftigere humleprofil end ”Piraat”, men det er mest efter belgiske forhold. Selve smagen er lidt jævn og uinteressant.

Karakter 3+

Tid til en øl - Tenerife / Carling / Desperado

19. November 2012

Er netop hjemvendt fra en dejlig, afslappende ferie på Tenerife. Vejret burde være helt i top, men faktisk var der flere dage med spredte skyer. Og det var måske godt nok for en bleg dansker som mig – så blev jeg da ikke solskoldet. Men vi fik dog farve, og vi fik slappet af med gode bøger.

For første gang rejste med ”all inklusive”, hvilket betød af vi kunne spise og drikke alt det vi havde lyst til. Der var stor buffet  til alle tre måltider, så der var stor variation, hvilket til gengæld ikke gjaldt øludvalget. Man kunne få ”Mahou” til frokost og ved poolen og til aftensmaden serverede de ”San Miguel”. Det er da også udmærket i varmen, men lidt ensformigt i længden.

Jeg plejer at købe forskellige øl i de lokale supermarkeder, men der var ikke mange jeg ikke havde smagt, og de to jeg fandt, var ikke engang spanske.

Den ene var canadisk/engelsk. ”Carling Lager” hævder at være den førende lager øl i England. Men ”brand”-et stammer fra Canada. I 1818 drog Thomas Carling fra Yorkshire i England til Canada, hvor han slog sig ned i en lille by ved navn London. Her begyndte han at brygge øl og der kom rigtig gang i det i 1840. I 1878 byggede hans sønner et stort, nyt bryggeri, men det blev ødelagt året efter ved en stor brand. Kort tid efter døde Thomas Carling og sønnerne byggede på ny bryggeriet op. Siden da er det blevet indlemmet i flere og flere fussioner, og ejes nu af Molson Coors Brewing Company.

I 1859 begyndte man at sælge i England og øllet blev i 80’erne meget populært. Det produceres nu i England og her er navnet skiftet fra ”Carling Black Label” til ”Carling Lager”, samtidig med at procenten er faldet til 4,0%. Det er denne øl, jeg fandt i butikken på Tenerife. Den beskrives på etiketten som ”british” – fra Burton-upon-Trent.

Og jeg må sige, at jeg så klart foretrækker Mahou og San Miguel. Den virkede mindst ligeså let i karakter, og havde en mere sur, bitter smag.

Karakter 1

 

Den anden øl jeg fandt, var en ”Desperado” fra et fransk bryggeri. Det var den oplysning, jeg kunne finde på flasken – ”Product of France”. Det er det franske Fischer, der blev grundlagt i 1821 i Strasbourg, Alsace. I 1854 flyttede det uden for byen til Schiltigheim, fordi vandkvaliteten der var bedre. I 1922 fandt det sammen med et andet bryggeri og kaldte sig Groupe Pecheur ( fransk oversættelse af Fischer ). Det er nu overtaget af Heineken.

De laver denne specielle øl – ”Desperado”. En undergæret, lys øl krydret med tequila. Den blev første gang brygget i Spanien i 1995 og er det 4. største brand i landet. Den sælges nu i over 50 lande.

Den er på 5,9% og er lys, gylden med skum, der knitrer som var det en sodavand. Bitter aroma af tequila, der jo er fremstillet af agave. Det giver lidt samme specielle indtryk, som man kan finde ved ingefær-øl. Og på samme måde vænner man sig til smagen, når det første chok er klinget af. Den er speciel og bitterheden fra agaven er speciel. Øllet virker friskt og slukker tørsten, men i længden bliver det for specielt.

Karakter 2+ ( + for forsøget ).

Jeg har før på Tenerife fundet et belgisk ølhus, men denne gang var vi langt derfra. Men med en spinkelt håb om et lignende sted gik vi ud og udforskede området lidt – og sandelig. Ikke langt fra hvor vi boede, fandt vi en andet belgisk værtshus, men et stort udvalg af belgisk øl, så jeg kunne få lidt ordentlig øl. ( Min kone drikker jo desværre ikke øl ).

Men mere om det i morgen…..

Tid til en øl - Tenerife / Tetley’s Smoothflow / Bitburger Premium

5. November 2010

Fredag var vi på rundtur på Tenerife, hvor vi besøgte en vinkælder - vi så det 1000 år gamle drageblodstræ i Icod og besøgte den smukke kirke der. Frokosten blev indtaget på Pueblo Chico ( den lille verden ) hvor miniatureudgaver af Tenerifes seværdigheder kan studeres. En fin tur rundt på øen, hvor vi også hørte lokal folkemusik.

Sent tilbage i Playe de las Americas gik vi atter på italiensk restaurant, hvor jeg fik en pizza og en ½ l fadøl fra Reina. Jeg var ikke begejstret for deres dåseudgave, men den var væsentlig bedre fra fad.

I lyset lignede den virkelig guld ( Oro ). Den blev godt nok serveret i et frosset glas - en misforståelse som de selv på den belgiske bar har taget til sig. Duften var sødere og mere afrundet og smagen havde en del frugtsødme i sig. Jeg tænkte blåbær, selvom jeg ikke ved, hvor det kom fra.

Karakteren stiger til 2+. En absolut drikkelig øl, der dog ikke gør mere stads af sig end som så.

Jeg tænkte lidt at besøge en engelsk pub, som der er flere af i området. Min kone ville gerne hjem, så jeg fulgte hende på vej. I nærheden af hotellet lå ”The George”, der godt nok havde undertitlen ”fun family pub”. Udenfor blev vi mødt af en opstemt/ beruset person, der spurgte om vi ikke ville ind og smage en øl. Det var sikkert George – ejeren – for ingen ansat kunne optræde så fuld på jobbet, men han var hyggelig og gemytlig og jeg spurgte om han havde noget ”prober english ale”.

Ok ja.- det havde han. Det viste sig at være ”Tetley’s Smoothflow” og det var så det eneste britiske indslag i pubben. Men fint – den havde jeg jo ikke smagt tidligere, så jeg gik indenfor.

Jeg ved ikke om det egentlig var en australsk pub, for jeg blev hele tiden tiltalt som ”mate”, men jeg fik min øl og satte mig udenfor.

”Tetley’s Smoothflow”  var ekstra isafkølet, hvilket skulle forestille at være et plus, så jeg ventede lidt med at drikke den. Den var dog stadig mere kølig end engelske ales plejer at være.

Bryggeriet blev stiftet i 1822 af Joshua Tetley i Leeds. Det er nu overtaget af Carlsberg, der overvejer at flytte produktionen til Northampton.

”Smoothflow” er en let øl på 3,8%, hvilket er meget almindeligt på engelske pubs. Man skal jo helst kunne drikke nogle stykker og ikke komme for fuld hjem.

Det er en rødgylden øl med meget blødt skum ( very smooth ). Der er næsten ingen aroma, men den føles utrolig blød i munden, for der er næsten heller ingen kulsyre. Man aner lidt karamel med mørke parfumerede noter. Der er en pæn bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

Den sidste dag var en afslapningsdag ved poolen. Til frokosten åbnede jeg en dåse ”Bitburger Premium” som jeg havde fundet i supermarkedet. Det er jo en god, solid tysk pilsner.

I 1817 åbnede Johan Peter Wallenbronn et bryggeri i Bitburg. Han producerede overgærede øl. I 1842 blev hans datter gift med Ludwig Bertran Simon, der kørte firmaet videre. Hans søn foretog i 1871 en omfattende renovering, der omfattede en isafkølet kælder, så det blev muligt at brygge de nye undergærede øl. Og i 1883 blev den første pilsner produceret. Bryggeriet har siden været i familien Simons hænder. Men i juli 1944 falder bomberne tæt over Bitburg og ødelægger også bryggeriet. De 3 brødre Theobald, Hanss og Bert Simon gik i gang med genopbygningen og i august 45 brygger de den første ”Post war” bryg. Deres kendte slogan – ”Bitte, ein Bit” stammer fra 1951. Pilsneren fra Bitburg er en af de mest udbredte øl i Tyskland..

Det er en meget lys øl med hvidt skum. Procenten er 4,8%. Der er kun svage bobler og en lidt neutral duft. Men den er fyldig og god med en lidt sødlig smag og noter af lys frugt. Afsluttes i en god bitter eftersmag.

Karakter 3+

Aftensmaden indtog vi - sammen med et andet par vi havde mødt- på indisk restaurant. Dertil fik vi en ”Cobra”. Bryggeriet stammer fra 1989 hvor Karan Bilimoria besluttede at lave en ordentlig pilsner, der kunne erstatte de rå, fizzy Europilsnere på markedet. Derfor kastede han sig – uden  kendskab til ølbrygning i øvrigt – ind i konkurrencen. Og med stor succes. Cobra har vundet mange priser ved ølfestivaler især i England, hvor salget går strygende.

Det er en pilsner på 5,0%, Brygget på bygmalt, ris og majs, for at gøre den lettere og blødere.

Det er en lys øl med en frisk smag og der er faktisk en del kulsyre, så den virker lidt sodavandsagtig. Men den passer godt til den indiske mad, hvor den dæmper noget af den stærke krydderismag.

Karakter 3 ( måske skyldes det den hyggelige stemning )

Derefter gik vi til det belgiske ølhus, for at præsentere lidt godt øl for vores nye bekendskaber. De fik en Duvel og en Leffe Bruin, men da jeg ville prøve en Kasteel Blond, sagde den unge tjener, at det var ikke det,  jeg skulle have. Jeg skulle smage det bedste belgiske øl, nemlig trappistøllet.

Vi blev hurtigt rørende enige om at Rochefort 10 er verdens bedste øl, måske i skarp konkurrence med Westvleteren ( som de dog ikke havde). Så jeg afsluttede denne ferie med min favoritøl – Rochefort 10. En glimrende afslutning på en dejlig ferie. Jeg fik lov at købe det smukke Kasteel glas for den lille sum af 3 euro, hvilket var en dejlig slutning på den historie. Så kommer man på besøg og ikke kan få en Kasteel Donker, fordi de ikke har flere glas, er det altså min skyld.

I morgen er der juleøl på Artbeck Hotel i Ranzausgade. Det er Ølkonsortiet, der står for arrangementet. Det er fra kl. 10 – 17 og ikke som jeg tidligere skrev.

4. November 2010

I går aften var vi i Aalborghallen og se/høre ”Dark side of the moon”. Det var ikke Pink Floyd, der spillede, men et yderst kompetent kopiband – ”Pink Floyd Project”. Vi havde taget børn og svigerbørn med, så de kunne blive opdraget lidt på. De kendte dog en del at numrene – min svigersøn har spillet flere af soloerne. Bandet lagde ud med et blandet program med numre fra ”The Wall” –”Animals” – ”Division Bell” – samt et par stykker, jeg faktisk ikke kendte. Jeg har aldrig hørt deres ”Momentary Lapse of Reason”. Flot spillet – og et kæmpe lysshow.  De spillede stort set det samme som man hører på pladerne ( heldigvis ), men der var plads til et par friere soloer indimellem. Men selvom det tekniske niveau var meget højt, havde de ikke samme intensitet som originalerne. Det blev let til lidt guitarfræs.

2. afdeling åbnede med ”Shine on you crazy diamond”, inden hele “Dark side of the moon” blev spillet. En Tour de Force af høj kvalitet. Det var en stor oplevelse, der klart kan anbefales en anden gang. Men det øl man kunne købe i pausen, er ikke værd at skrive nærmere om.

Så jeg vender tilbage til vores ferie på Tenerife, hvor vi om torsdagen tog på heldagstur til naboøen ”La Gomera”. Det er en ø med mange dybe kløfter, og det betød i gamle dage at kommunikationen var vanskelig. Derfor opfandt man et fløjtesprog, som kan høres 3-4 km væk. Sproget blev forbudt under Franco, da det kunne bruges til konspiration, men er nu blevet genoptaget og børnene lærer det i skolen. Vi fik det demonstreret, da vi spiste frokost på Las Rosas oppe i bjergene. Meget specielt og spændende. På toppen er øen er der en frodig nationalpark med mange specielle vækster - bla lyng, der når 3-4 meters højde.

Til aften var vi trætte og orkede ikke gå på restaurant, så vi købte lidt mad og spiste på vores værelse. Jeg havde set en engelsk ale i butikken – ”John Smith Original Bitter”

”John Smith New Brewery” ligger i Tadcaster, lige i nærheden af ”Samuel Smith Old Brewery”. Samuel Smith er væsentlig mere kendt herhjemme, og heldigvis for det. Samuel Smith købte sammen med sin søn John Smith et gammelt bryggeri i 1847 ( årstallet 1758  er, da det gamle bryggeri blev grundlagt ). Jeg omtalte historien i maj ( 22. maj ) da jeg havde en uge med Samuel Smith’s øl. Men altså – John Smith bror William flyttede hele bryggeriet ind på nabogrunden – ”The New Brewery” og opkaldte det efter John Smith. Ved hans død blev bryggeriet opdelt i ”The Old Brewery” og The New Brewery” og det er nu 2 helt uafhængige bryggerier.

John Smith er klart det største. Det ejes nu af Heineken og producerer mainstream lagers og ales til pubs og hoteller i hele England ( og altså Tenerife ). Er de forvirret? – det er jeg også.

”John Smith Original Bitter” er en rødlig øl med offwhite skum, der hurtigt degenererer. Lidt sød – lig bitter aroma ( englænderne bruger ofte betegnelsen bitter/sweet ). Metallisk smag og bag den gemmer der sig en sød note, men der er ikke meget at byde på. Lad os holde fast i Samuel Smith på det danske marked.

Karakter 2

Efter maden var jeg ved at falde hen, men så tog jeg mig sammen og gik ned på det belgiske ølhus. Desværre glemte jeg i skyndingen mit kamera, så der følger ikke et billede af ”La Chouffe”

Brasserie D’Achouffe blev grundlagt i 1982 og er smukt beliggende i Ardennerne. I disse bjerge lever der alfer og nisser og de hjælper til, hvilket man også kan se på etiketterne.

”La Chouffe” er en orangegylden øl på 8,0%. Den er gæret i flasken, hvilket giver det uklare udseende. Skummet er hvidt og sætter sig fint på glassets sider. Der er en sødlig duft med lys frugt som dominerende note. Den føles frisk og levende i munden. Der er tilsat lidt koriander, men det træder ikke så meget frem i smagen. Derimod giver det ekstra sukker en lidt sødlig, men god smag, hvor især noter af appelsin og abrikos træder frem. Denne smag holder længere og der afsluttes med en mild bitterhed.

Karakter 4+

Det var den unge tjener, der havde vagten og han kunne godt huske mig – og at jeg kom fra Danmark ( som nu er sat på landkortet ). Han havde spurgt om Kasteelglasset, men det var ikke helt afklaret endnu. De havde kun 6 glas. Helt i orden.

I dag er det J-dag, hvor julebrygget kommer på markedet, men i morgen lørdag afholder Ølkonsortiet i Alborg deres ØJ-dag, hvor kvalitetsjuleøllet bliver præsenteret. Det sker med en festival i Rantzausgade fra 13 – 17.

Tid til en øl - Tenerife / Mahou Negra / Delirium Tremens

3. November 2010

Onsdag tog vi til Tenerifes vartegn – vulkanen Teide. Det er Spaniens højeste bjerg på 3718 m. Vi skulle tidligt af sted og kørte op ad snoede bjergveje til vi nåede nationalparken omkring vulkanen. Her har engang været et kæmpestort krater og inden i det rejser Teide sig nu op. Her er der optaget scener både fra ”Abernes Planet” og den første ”Starwars” film. Det seneste store udbrud var i 1798, men i 1909 var der en mindre lavastrøm fra et sidekrater.

Der går en svævebane næsten helt til toppen, men for at komme de sidste 170 m, skal man have en tilladelse, der udstedes i Santa Cruz. Vi kom så tæt på, vi kunne komme. Desværre er der ikke en Biergarten, som der var på Tysklands højeste bjerg. Men en storslået udsigt, hvor man ser ned på skyerne under sig.

Vi gjorde også holdt ved nogle spændende lavaformationer i nationalparken.

Vi nåede tilbage til hotellet ved 2 tiden og gik til købmanden for at købe noget brød og postej. Her købte jeg en ”Mahou Negra”.

Sidste år, da vi var på Costa del Sol skrev jeg om ”Mahou Cinco Estrellas”. Bryggeriet blev grundlagt i Madrid i 1890 og er ved fusion med San Miguel blevet Spaniens største bryggeri.

”Mahou Negra” er en glimrende schwarzbier på 5,5%. Jeg synes faktisk etiketten antyder noget ekslusivt med den hvide skrift på sort baggrund. Det står på spansk og er – så vidt jeg kan tyde – en almen beskrivelse og lovprisning af øllet.

Den er næsten sort med et pænt lysebrunt skum. Der er en dejlig duft af chokolade og sortbrændt kaffe. Let og prikkende med en god ristet smag, som jeg synes godt kan minde lidt om Guinness. Der kommer også et lille sødt strejf af chokolade. Eftersmagen er ristet og ender i en sen bitterhed.

En overraskende god spansk øl.

Karakter 3+

Om aftenen spiste vi på en lille italiensk restaurant. Den var lidt mere restaurant end de tidligere steder vi havde været. Der var også bedre tid til maden. Nogle af de andre steder går det meget hurtigt mellem retterne. Min kone fik risotto og jeg en ret tortillas. Dertil smagte jeg naturligvis en italiensk øl – Peroni.

Efter maden gik vi atter på belgisk ølbar. Denne gang var det en anden tjener. Jeg formoder, det var ejeren selv, for jeg tror ikke en ansat kan slippe af sted med at være så fuld på jobbet. Meget gemytlig – ingen tvivl om det, men der var lidt slinger når han skulle frem mellem bordene. Jeg tænkte, at det nok ikke nyttede at spørge om Kasteelglasset, så jeg bestilte en ”Delirium Tremens” fra Brouwerij Huyghe.

Denne øl blev kåret til ”Best beer in the world” i 1998 i Chicago, og rangerer højt på verdens ølhitlister. Den blev brygget første gang d. 26. december 1989. Flasken er malet så den ligner keramik. Og på den blå etiket vrimler det med lyserøde elefanter, krokodiller og en drage/slange ( tror jeg ). Delirium Tremens ( rystende galskab ) optræder, når man får kraftige abstinenser efter alkoholmisbrug. Så ser man lyserøde elefanter, påstås der. Der er også elefanter på glasset. Man føler sig lidt som elefanten Dumbo i Disney’s klassiker, da han får lidt for meget at drikke.

Som man kan se på billederne var der mange gærrester i øllet. Ikke bare i svæv, men i deciderede klumper. Jeg har været ude for noget lignende ved flere lejligheder, og bliver ikke afskækket af det, men min kone syntes det så lidt ulækkert ud. Og jeg må give hende ret. Det forhøjer ikke nydelsen. Jeg ved ikke om det er normalt for ”Delirium Tremens”, men det er måske derfor, de ikke benytter en gennemsigtig glasflaske.

Bryggeriet Huyghe ligger i Melle i nærheden af Gent. Det blev grundlagt af Leon Huyghe i 1906, da han overtog bryggeriet Appelhock, der stammer tilbage fra 1654. Bryggeriet er blevet udvidet ved flere lejligheder og eksperimenterer med glutenfri øl, Fair Trade og mærkelige tilsætninger..

I 1992 dannede man "Confrerie van de Roze Olifant" ( Den lyserøde elefants broderskab ) for at støtte og promovere øllet..

Det er en lys, orange øl. Uklar og som nævnt med store klumper at gærrester. Der er en duft af lys frugt – lidt sødme fra blommer og lidt syrlighed fra æbler. Disse to indtryk findes også i smagen. Øllet føles varmende i munden med en dejlig vinøs fremtoning. Det er en udmærket øl, men jeg synes udseendet trækker en smule ned.

Karakter 4

Tid til en øl - Belgian Beer House / Kasteel Donker

2. November 2010

Den første aften på Tenerife gik vi en aftentur i byen. Vi tog en af vejene ned til strandpromenaden, og ud af den ene øjenkrog fangede mit blik et skilt med ”Belgian Beer House”. Det var jo et dejligt syn som betød, at turen ikke kun bød på lette pilsnere, som jeg havde frygtet. Så allerede anden aften tog vi efter aftensmaden hen for at se, hvad stedet kunne byde på.

”Manneke Pis” er opkaldt efter den berømte figur i Bruxelles. Den ligger på en sidegade fra Avenida Raphael ( jeg mener, gaden hedder noget med Mexico ). Stedet ligger under gadeniveau og ser måske lidt lurvet ud med plastikstole og borde, men der er intet i vejen hverken med øllet eller med betjeningen.

Vi blev mødt af en sportstrænet ung mand, der troede vi var fra Belgien eller Tyskland. Han var lidt forbavset over at høre, at danskere også kan lide belgisk øl. Han blev i løbet af ugen overbevist. Min kone fik varm chokolade, og jeg kiggede på ølkortet.

Udover ligegyldige udenlandske øl har de lette øl som Stella Artois, Maes, Jupiler, Palm og Hoegarden Wit. Flere øl fra Leffe og frugtøl fra Lindemanns. Der er kendte belgiske mærker som – Duvel, Judas, Verboden Vrucht og Rodenbach og også en samling af trappistøl fra Chimay, Westmalle, Orval og Rochefort. Der er noget for enhver smag.

Jeg valgte en øl, jeg ikke tidligere har smagt – ”Kasteel Donker”

Jeg fik med det samme en beskrivelse af øllet fra den unge tjener – ”en mørk øl på 11,0%, lidt sød, men god” – og det lød jo godt.”Donker” betyder mørk og er i familie med ”dunkel”. På flasken stod der godt nok ”bruin”, men det er den samme øl.

Tjeneren gjorde mig opmærksom på en lille, flot detalje ved glassets fod, hvor slottet, der har givet navn til serien er lavet i glas. Jeg syntes, det så flot ud og spurgte om man kunne købe et glas. Det vidste han ikke – han ville spørge ejeren, når han kom. Jeg havde jo tænkt at komme tilbage en anden dag, så der var tid nok.

Bryggeriet ”van Honsebrouck” ligger i Ingelmunster i det sydlige Vestflandern. I 1900 købte Emiel og Louisa van Honsebrouck en lille farm og begyndte at brygge øl. Gennembruddet kom i 1953, da Luc van Honsebrouck kom til og begyndte de nuværende serier af øl. ( Brigand – St. Louis – og Kasteel )

I 1075 byggede man en fæstning på ruinerne at et gammelt kloster fra 640. Klosteret var beboet at englændere, hvorfor stedet blev kaldt ”Anglomonasterium”. Det er siden blevet til ”Ingelmunster”. Fæstningen lå strategisk og blev kaldt ”nøglen til Flandern”. Den nuværende borg er fra 1737 og i 1986 blev den købt af Van Honsebrouck familien. I 2001 ødelagde en brand på borgen et bryggerimuseum.

”Kasteel Donker/ Bruin er som sagt på 11,0%, hvilket sætter den i samme kategori som de stærke ”massive ales” eller ”Quadrupel” – det er ikke en almindelig bruinstyrke.

Den er mørk med meget svagt skum. Der er en fantastisk god og kraftig aroma, som bedst kan beskrives som vinøs. Der er tydelig alkohol og også tydelige noter af sveske. Fyldig og varmende i munden med en dejlig hedvinssmag ( der er tilsat ekstra sukker og ascorbinsyre ). Smag af mørk frugt og sukker. Eftersmagen er også præget af sødme og alkohol ( på den lækre - ikke sprittede -måde ). Det er en øl, der bevæger sig helt op blandt de bedste belgiske øl.
Karakter 5

Hvis man skal komme lidt malurt i bægeret, må man desværre nævne, at musikken på stedet er alt for høj og yderst besynderlig. På et tidspunkt drønede en glad salsa ud af højtalerne og nogle kvinder sang i vilden sky, og først et stykke inde i nummeret opdagede vi, at det var en spansk udgave af ”Hotel California” ( oprindelig – og væsentlig bedre – med Eagles ). Derudover var det belgisk slagermusik og andre mærkværdige stilarter. Men alt i alt opvejer det positive klart det negative

Tid til en øl - Tenerife / Dorada – Tropical - Reina

1. November 2010

Så er vi vendt hjem fra ferien på Tenerife. Vi ankom til Playa de las Americas lidt over middag. Denne deciderede turistby ligger på den solrige sydvestkyst. Vores hotel – Coral Beach – var småt og hyggeligt med et lille, men godt poolområde, hvor vi kunne nyde solen og varmen. Vi gik hen til den lokale købmand – Hiberdino – for at købe sandwich, vand og frugt. Og så lidt på butikkens udvalg af øl.

Der var Budweiser, Carlsberg, Bavaria og Erdinger – blot for at nævne nogle af dem jeg ikke smagte.

De første 3 dage havde vi ikke planlagt nogen udflugter. Vi nød solen om formiddagen, spiste frokost på hotellet og så på byen om eftermiddagen. Så her var der lejlighed til at prøve nogle af de lokale øl fra Hiberdino.

”Dorada” er den lokale øl, der fremstilles på Tenerife, så det var naturligt at starte med den. På dåsen ses Tenerifes berømte vulkan – Teide, der er Spaniens højeste bjerg. Bryggeriet er nu en del af CCC-gruppen( Compania Cerveza de Canarias ), men det blev grundlagt i 1939. Dorada bliver især solgt på Tenerife og de andre vestlige øer. I 2009 blev øllet smagstestet i Bruxelles, med fine anmeldelser til følge.

Det er en pilsner på 4,7%. Den er lys og klar med mange bobler. Der er en lidt sødlig duft af malt, men med en snert af citrus. Den føles forfriskende i munden, næsten lidt sodavandsagtig ( spritzig ), men den har en udmærket smag med en pæn bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3

Til aften smagte jeg den på fad i en af de lokale restauranter

Dagen efter åbnede jeg for ”Tropical”, som man til gengæld næsten ikke kan opdrive i restauranterne, men den kunne fås hos købmanden. Den brygges på Grand Canaria og sælges især på de østlige øer. Tilhører også CCC-gruppen. Det er det ældste bryggeri på øerne – fra 1924 og ligger i Las Palmas. På etiketten ses en hund, da man mener at hunde – ”canis” – har noget med øernes navn at gøre.

”Tropical” er også en pilsner på 4,7% og med en dags mellemrum er det måske vanskeligt at registrere de store forskelle, men alligevel….. Den er lys og klar med mange sløve bobler. Duft af støvet strå. Den føles let i munden og smagen er præget at en ascorbinsyreagtig citrus ( ikke nævnt i indholdsfortegnelsen ). Der afsluttes med en let bitterhed. Jeg synes måske, den virkede lidt med neutral end Dorado, men måske var pilsnertrætheden bare ved at indtræffe sig allerede.

Karakter 2+

Om eftermiddagen købte vi et videokamera, og blev præsenteret for en lokal øl – ”Supersol Cerveza”. Det ved jeg ikke, om er rigtigt. Det er vist den samme øl i alle Supersol butikkerne. Jeg havde travlt med at følge med i instruktionen af videokameraet, så min bedømmelse er ikke synderlig koncentreret, men smagen virkede frisk og ret ordinær. Med forbehold …

Karakter 2

3. dag åbnede jeg så for den nyeste øl på markedet. ”Reina” forhandles overalt på øerne, og er den uafhængige spiller. Jeg må sige med det samme, at jeg forstår ikke, hvordan de er kommer ind på markedet, for deres øl er ringe. Dog fik jeg senere på ugen en fadudgave, der måske gav lidt af svaret, for den var væsentlig bedre – herom senere.

”Reina Oro” er en guldøl på 5,0%. Lys og klar med få bobler. Hvidt usammenhængende skum og en lidt kedelig, kemisk duft. Let i munden. Neutral smag efterfulgt af en sur bitterhed

Karakter 1                                               

Playa de las Americas er først og fremmest baseret på turister, så der er engelske og irske pubber, tyske værtshuse osv. Og jeg fandt tidligt på ugen et belgisk værtshus med god belgisk øl, men mere om det i morgen.