Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Grimbergen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grimbergen. Vis alle opslag

søndag den 31. januar 2016

Tid til en øl - Det Bette Ølhus 3


31. Januar 2016

Inden vi udforskede, hvad vi kunne finde i butikken, havde vi lige tid til et par øl og Vera fandt en specialitet frem – ”Optimo Bruno 2010” fra Grimbergen – som vi kunne dele.  Grimbergen blev i 2008 overtaget af Carlsberg, og deres øl bliver brygget i Frankrig. Men Alken Maes har stadig licens til at brygge øllet beregnet for det belgiske marked, og der er jo de øl som Vera henter hjem fra belgien.

”Optimo Bruno” er en mørk quadrupel på 10,0%. Af en eller anden grund har jeg ikke tidligere skrevet om den, men det er en øl der lever op til alle forventninger, man har til belgisk øl. Kompleks og raffineret med mørke frugter, lidt krydderi. Den lange lagring havde ligesom komprimeret og intensiveret disse indtryk, så det vinøse trådte frem sammen med sveske, rosin, karamel og yderst svagt indspark fra humlen. En lille perle, som vi var enige om var dagens bedste øl. Samtidig med var det øl nr. 2400, så det var jo meget passende.


Karakter 5+


Efter sådan en øl blev vi enige om, at hvis vi skulle matche den ,måtte vi blive lidt i stilen, og vi valgte en ”Westvleteren 12” til at afslutte på. Det er jo stadig en aldeles fremragende øl, med lidt mere skarphed og bitterhed. Den står altid fuldstædig klart defineret i glasset. Der er ikke lidt ups og hovsaløsninger i nogen som helst retning. Det er perfektion, og sådan fremstod den også i lørdags.

Karakter 5+

Derefter købte vi lidt i butikken, inden vi stormede afsted og nåede toget i sidste øjeblik, kun for at misse det i Frederikshavn. Så vi måtte få tiden til at gå på stationen og knappede et par øl op. Heldigvis havde Henrik også investeret i 2 glas, for hans favoritglas fra Hoegaarden Grand Cru var gået i stykker på sommerferien.
Vi nød en St. Fuellien Grand Cru og en Kwak inden turen gik hjemad. En alt i alt fuldendt øldag.

lørdag den 12. december 2015

Tid til en øl - Grimbergen Brassin De Noel


12. December 2015

Til aften kom datter, svigersøn og barnebarn til flæskesteg med rødkål – det vil sige – der var ikke meget flæskesteg til vores barnebarn, for hun er kun 2 mdr. gammel. Jeg havde åbnet en flaske ”Brassin de Noel” fra det belgiske bryggeri Grimbergen.

Det er Carlsberg, der distribuerer Grimbergen og den skal måske på sigt erstatte Leffe, der jo har været med i mange år. Der brygges ikke længere øl i Grimbergen. Vi var der for nogle år siden, og bryggeriet er nu lavet til et museum. Det lader til at ”Noel” bliver brygget af Kronenbourg i Frankrig. Det hele bliver efterhånden så internationalt, at det tager noget af fornøjelsen af det.

”Brassin De Noel” fik her for nyligt topkarakter ved en blindsmagning af juleøl foretaget af Politiken.
Det er en mørkbrun øl på 6,5% - en dubbel – tilsat karamel og  farvestof, hvilket jo er lidt snyd. Duften er maltet og man fornemmer karamel – ligeså i smagen. Den er temmelig højt karboneret, og det giver en fin livlighed. Der er ikke megen bitterhed. En typisk belgisk julebryg, men jeg må sige, at de er smagt bedre i flere tilfælde.

Karakter 3+


fredag den 21. september 2012

Tid til en øl - Grimbergen Optimo Bruno


21. September 2012

Har lige set ”Vild med dans” – det følger vi jo meget med i, når vi nu selv danser meget – og det er da fuldstændigt uforståeligt, at det ikke var bokseren Anders, der røg ud. Han er sød og genert, men han har da slet ingen rytmesans, og virker lidt som en hund i et spil kegler.

Vi fik flæskesteg med rødkål til aften, men det var rødkål med nellike og appelsin, så det var ikke som det plejer. Men det er jo egentlig også juleagtigt, så vi kan prøve samme opskrift til julemiddagen.

Dertil åbnede jeg en øl fra vores tur til Belgien. Vi boede jo i Grimbergen og bryggeriet har flere øl på markedet, end vi normalt ser herhjemme.

Grimbergen ”Optimo Bruno” er en stærk øl på 10.0%. ”Optimo” betyder noget i retning af ”det ypperste” så det er vel ”den ypperste bruin”. Brygget med bygmalt og hvede og tilsat ascorbinsyre, som Grimbergen altid gør ( nok en uskik ).

Det er en klar, rødbrun øl med lyst offwhite skum. Duft af mørk frugt med et let syrligt strejf af æbleeddike ( måske er det ascorbinsyre ). Den føles frisk, men med god fylde. Den er sødlig (ekstra sukker ), let krydret og den er stadig en syrlig note af balsamico, Ikke nævneværdig bitterhed.

Karakter 4


mandag den 20. august 2012

Tid til en øl - Grimbergen Goud 8


20. August 2012

Da vores højskoleophold var slut, besluttede vi os til at tage lidt mere ferie. Vi havde taget teltet med. Nu var vi jo kommet sydpå – ja nærmest i Belgien. Der var kun 700 km til Bruxelles, så vi vendte næsen den vej og kørte til Grimbergen. Grimbergen er nu en forstad nordfor Bruxelles og vi havde fundet en campingplads på nettet.

De meldte dog i første omgang udsolgt, men ejeren kunne nok se hvor opgivende vi så ud, så han tilbød os en plads på en meget skrånende grund. Mens vi stod og kiggede på den, kom han og viste os hen til teltpladsen, hvor der var en væsentlig bedre grund. Hvorfor han ikke havde vist os den først, forstod vi ikke helt, men vi fik ellers en lang forklaring på flamsk/tysk. Vi skyndte os at slå teltet op, inden det blev mørkt. Campingpladsen havde ikke noget marked tilknyttet, men i byen var der et pizzaria, så vi kunne få stillet den værste sult.

Grimbergen er kendt for 2 ting. Deres kirke/kloster og deres øl. Nu om dage er det Alken-Maes, der brygger Grimbergen-øl på licens, men etiketten viser at Grimbergen er med i ”Foreningen for belgiske klosterøl”.

Den store kirke ( nærmest overdimensioneret i forhold til landsbyen ) var oplyst da vi nået centrum, hvor pizzariaet også lå. Det så dramatisk ud.

Vi fik et fint måltid og jeg nød naturligvis en dejlig ”Dubbel” fra Grimbergen dertil.


Næste dag så vi kirken, der er ret imponerende. I Grimbergen er der også et ølmuseum – vistnok det ældste i Belgien, men jeg opdagede det for sent, og vi fik ikke tid til at besøge det. Så må vi jo komme tilbage en anden gang.

Grimbergen brygger 3 standard-øl – ”Blonde”, ”Dubbel” og ”Triple”, men derudover så jeg 2 nye øl i butikkerne. ”Optimo Primo” ( som jeg også så på ølkortet i ”Det Bette Ølhus”, hvor det dog var udsolgt ) og ”Goud 8 Dorée”, der kom på markedet i 2008.


”Goud 8” betyder ”guld 8” og er på 8,0% ( Dorée er det franske ord for guld ). Det er en øl der er brygget efter traditionel opskrift, hævdes der - med ekstra brug af aromatisk humle.

Det er en flot ”guld” øl med let slør i glasset. Spredte bobler. Syrlig frugtig aroma med humlenoter ind over. Den føles frisk og prikkende med et skarpt bid. Også smagen har den syrlige frugt og en fin afsluttende bitterhed. En sommerforfrisker.

Karakter 4

Læg mærke til den nye etiket. Det plejer at være Fønix afbilledet som glasmosaik, men nu er det virkelig en fugl i flammer. Det giver et vældig dynamisk udtryk. Historien om Fønix og Grimbergen kan læses i de andre anmeldelser af bryggeriet.


onsdag den 14. april 2010

Tid til en øl - Grimbergen Blond

14. April 2010

I dag har jeg klippet roser ned. Nogle af dem skulle klippes helt ned, da der kun var få nye skud. Vinteren har været hårdt mod et par af dem. Mine hænder har fået en del sår, for det stikker, det skidt – og jeg kan ikke så godt lide at bruge handsker i haven.

Abdij van Grimbergen er et Norbertinerkloster, der ligger i Grimbergen. Øllene bliver brygget på Unionbryggeriet i Charleroi, men munkene kontrollerer stadig brygningen. I hvert fald så meget at de kan nedlægge forbud mod nye tiltag fra Alken-Maes’ side. Da disse forsøgte at sælge et nyt produkt med lettere vovede reklamer og etiketter, protesterede munkene og produktet blev trukket tilbage.

Trappistbryggerierne har deres eget trappistlogo og de andre klosterbryggerier ville gerne have et tilsvarende, så i 1999 blev et sådant logo skabt. Et klostervindue med en øl og teksten ”Erkend Belgisch Abdijbier”. Grimbergen har dette mærke bag på flasken.
”Grimbergen Blond” er stærkere end ”Grimbergen Dubbel”, hvilket hører til sjældenhederne, men det er dubbelen der er lidt svag i det. 6,7% er meget almindeligt for en ”Blonde” Den er brygget på lys malt med lidt tilsat karamel for at give en mørkere farve. Også her er der brugt ascorbinsyre, men her virker det faktisk godt. ( Jeg har vist et lidt ambivalent forhold til det )
Farven er mørk gylden – kan faktisk godt minde om æblejuice eller flydende guld, om man vil. Skummet er hvidt og boblerne er store og ret dovne. Der er en dejlig aroma af lys frugt. Ascorbinsyren giver øllet en prikkende og livlig fremtoning. Smagen er fyldig med en note af sød lys frugt og lidt krydderi. Jeg kan ikke helt tyde de forskellige indtryk, men det er ikke kun appelsin og citrus. Måske lidt fersken eller mango. Det er med til at gøre smagen spændende, men 33 cl var ikke nok til at jeg kunne blive sikker. Det er en tydelig bitterhed i eftersmagen, men den er ikke overvældende.
Karakter 4

søndag den 11. april 2010

Tid til en øl - Grimbergen Tripel

11. April 2010

I dag er det min fødselsdag, som man kan se på flaget i billedet. Vi havde gæster til brunch og senere på dagen var der tid til lidt havearbejde. Og det er jo godt, når der står 3 øl fra Grimbergen mellem krokusserne.

Grimbergen har jo Fugl Føniks som varemærke ( se 15 marts 2010 ), da bryggeriet er genopstået flere gange efter brand og ødelæggelser. En fødselsdag er selvfølgelig ikke på samme måde en ny begyndelse, men alligevel – man starter på et nyt år - en ny omgang.

Grimbergen Tripel er en klar lys øl på 9,0%. Brygget på pale ale malt og flaskegæret, men det kan man nu ikke se. Jeg synes, øllet er temmelig klart. Skummet er hvidt og blødt. Der er en syrlig note i aromaen, hvilket skyldes tilsætningen af ascorbinsyre. Det var også tilfældet med deres ”Dubbel”, men der medvirkede det til at give den mørke øl et lidt friskere pust. Her synes jeg, den bliver lige skarp nok. Overordnet synes jeg, det er lidt en uskik. Øllet føles meget livligt i munden, men der er en fin antydning af appelsin i smagen, hvis man kommer bag om ascorbinsyren. God lang eftersmag med en blancerende bitterhed.
Karakter 3+ ( uden ascorbinsyren var det nok blevet højere )

fredag den 12. marts 2010

Tid til en øl - Grimbergen Dubbel 2

12. Marts 2010

I sommeren 2009 var vi på ferietur til Holland. En dejlig tur med masser af oplevelser, og naturligvis også øloplevelser. Det skrev jeg om i august sidste år. Der var dog en masse pilsnerøl på de hollandske menukort, og det blev måske noget trættende og ensformigt i længden, så da muligheden for en ”Grimbergen Dubbel” bød sig, slog jeg til. Og det var en dejlig øl, som jeg dengang udnævnte til at være min dubbel-favorit. Jeg har desværre ikke kunne finde den her i Aalborg og omegn, men nu er den kommet til Ølkonsortiet, så i går købte jeg en med hjem, for at se om min begejstring holder stik.

Og det gør den. ”Grimbergen Dubbel” virker friskere og mere livlig end mange andre, jeg har smagt. Og det giver et behageligt modspil til den maltede, karamelagtige smag.

Den holder stadig karakteren 5

Grimbergen er en lille by i Brabant, hvor der i 1128 blev oprettet et kloster af St, Norbert. Klosteret er i tidens løb brændt ned til grunden 2 gange, og blevet genopbygget. Derfor tog det i 1629 føniksmotivet som symbol, og det er det, der pryder etiketten på deres øl. Efter den franske revolution blev bryggeriet nedlagt, men genopstod endnu engang i 1845, hvor man indgik en licensaftale med Janssens & Peeters om ølbrygning. Produktionen ligger nu hos Alken-Maes

Ølkonsortiet havde ellers i går en specialsmagning på den nyeste bryg fra Christian Skovdal Andersen fra bryggeriet Beer Here – en ”Ammestout”. Alt øl bliver nu brygget på Søgaards Bryghus i Aalborg. Der var smagsprøver fra fad, men også mulighed for at købe øllet på flaske. Jeg købte en flaske med hjem, så der kommer en mere uddybende beskrivelse senere. Kort kan siges, at man i 1800 tallet regnede stout som værende blodstyrkende, så den blev givet til folk, der skulle yde en ekstra indsats – f.eks sportfolk.

Og ammende mødre. ( Den går nok ikke i dag, men jeg ved ikke om øllet er testet, for at se om kvinder rent faktisk kan lide den ). Det er en mælkestout med kaffetilsætning, så man bedre kan klare sig uden nattesøvn. Kaffen smager fint igennem og derudover er der en tydelig bitterhed. Efter sigende skulle den bliver sødere og mindre bitter, hvis den er lunere end tilfældet var. Måske skal vi ligefrem op på kropstemperatur. Der bliver noget at eksperimentere med. Fortsættelse følger……..

mandag den 10. august 2009

Tid til en øl - Holland / Grimbergen Dubbel

10. August 2009
Søndag kørte vi sydpå langs kysten og holdt ind ved den lille by, Brielle. I denne lille by ligger der også en stor kirke og denne ser ud til at have været større engang. Skibet virker afkortet. Gudstjenesten var lige gået i gang, men det var ikke muligt at smutte ubemærket ind og ud igen, så vi listede væk igen. På torvet i nærheden kunne man komme en tur i gabestokken, men man kunne heldigvis selv komme fri igen.
Vi kørte længere sydpå. Det sydlige Holland er præget af 2 meget katastrofale storme. I 1421 rasede stormen St. Elisabeth og vandet brød igennem digerne og så sent som i 1953 blev provinsen Zeeland fuldstændig oversvømmet. Man besluttede derfor at iværksætte en plan – Deltaplanen. 16550 km diger blev opført over de forskellige flodmundinger mod Nordsøen. Det største af de 13 projekter er ”Oosterschelde-dam”. Enorme sluseporte kan på under en time sænkes og lukke af for Nordsøens bølger. Det er et stort projekt og man har anlagt en kunstig ø på mindten. Her er der også lavet et vandland, hvor man kan muntre sig med børnene, men dels var det småregn, dels havde vi ingen børn med, så det sprang vi over.
Provinsen Zeelands hovedstad hedder Middelburg . Vi ankom lidt før middag og gågaden var fuldstændig øde og alle butikker var lukkede. Dog på torvet var der lidt liv på de forskellig cafeer. Det flotte rådhus og kirken var lukket. Vi satte os på en cafe for at spise frokost. De havde ikke noget hollandsk øl, som jeg ikke havde smagt, så min kone foreslog at jeg tog en belgisk. Og jeg var jo i forvejen lidt træt af de hollandske pilsnere, så det var en god ide.


Grimbergen er en lille by  i Brabant nord for Bruxelles og her blev der i 1128 grundlagt et kloster af St. Norbert. Det brændte ned til grunden 2 gange og blev genopbygget og i 1629 antog det derfor Føniks-symbolet, der også pryder deres etiketter. Efter den franske revolution blev det nedlagt, men igen kom det tilbage i 1845. På det tidspunkt blev der givet licens til et bryggeri om at producere ”Grimbergen”-øl. Bryggeriet ejes nu af Alken-Maes.
På menukortet kunne man få en ”Grimbergen Triple” og en ”Grimbergen from the tap”. Jeg vidste at triplen jo var stærk, så jeg bestilte den anden, og det var en ”Dubbel”
”Grimbergen Dubbel” er en mørkebrun uklar øl på 6,5%. Den har lyst skum. Der er en lidt syrlig duft, som man ikke smager, men det giver er friskt og lettere indtryk end så mange dubbeler.. Den føles også let og frisk. Smagen er god og der kommer et dejligt strejf af sødme på karamel til sidst. God, lang eftersmag med en fin bitterhed.. Det kan nemt gå hen og blive en af mine dubbel-favoritter. ( efter alle de hollandske smagløse pilsnere er det naturligvis let at begejstres, men den er nu god )
Karakter 5
Da vi var færdige med frokosten myldrede det med liv. Alle butikker var åbne og vi købte en del tøj med hjem. Men kirken var stadig lukket.