Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Kulmbacher. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kulmbacher. Vis alle opslag

onsdag den 29. marts 2017

Tid til en øl - Ølmarathon / Undergær 2


29. Marts 2017

Strækningen fra 21 til 25 blev endnu engang foretaget på undergær. Denne gang med lidt mere oktan. Vi lagde ud med en ”Steambeer”, men vel at mærke i en betydelig kraftigere udgave end normalt.


Til ”Industrikulturens År 2007” bryggede Fur Bryghus en kraftig ”Steambeer” på 7,8%. Den traditionelle Steambeer eller California Common er oftest omkring 4,8%, så det var lidt af en festdrik.
Brygmetoden blev fulgt – undergær, men ved overgærs temperatur. Temperaturen skal nøje overvåges for ikke at give ubehagelige smagsfejl.

Men de er sluppet godt fra det. Øllet har et rødligt skær og glasset toppes af et fint skumlag. Malten fylder godt, men er balanceret godt af humlen. God lang eftersmag

Karakter 4


Det viste sig at være svært at finde en bock i omegnen af Aalborg. Jeg skulle nok have ventet til påskeøllet kom på hylderne, for det er ofte den type, der benyttes her. Langt de fleste nye øl er doppelbock, så jeg tyede til en gammel kending – ”Hertug Hans No 5”  fra Rise Bryggeri på Ærø.
Den er brygget med valnød og har altid haft en fin plads i mit ølskab pga den fine dosering af valnøddearoma ( som jeg ikke helt ved, hvad er ). Der er brugt engelsk Goldings og pilsner-, karamel-, sortbyg- og hvedemalt.

Karakter 4


Da Paulaner i 1896 fik eneret på navnet ”Salvator”, var de andre tyske bryggerier ikke sene til at finde på andre navne, der sluttede på ”-ator”. Bryggeriet Arcobräu -der stammer fra 1567 - brygger derfor en doppelbock ved navnet ”Coronator”. I 1567 hed bryggeriet dog Schlossbrauerei Moos, da det har til huse i byen Moos i Niederbayern.
Men i 1960 samlede Graf Ulrich Philip von und zu Arco-Zinnenberg alle bryggerier i hans område under navnet Arcobräu.

”Coronator” lever ikke helt op til mine forventninger til en doppelbock. Det er en af mine favorit øltyper, men denne er lidt for tung og støvet i det. Det er svært præcis at sætte fingeren på hvad der mangler, for der er både maltsødme og kraft i procenten ( 7,2% ), men den kommer ikke rigtig fra start. Måske var det øltrætheden, der begyndte at sætte ind.

Karakter 3+


Hvis det var muren, der så småt begyndte at melde sig, skal jeg da love for, at vi brød igennem den med næste øl. Pohjala er et nyt bryggeri ( 2013 ) fra Tallin i Estland. Det er Chris Pilkinton, der er brygmester, og som har udviklet bryggeriet.  Han kommer fra Skotland og har tidligere arbejdet hos Brewdog.

Der baltisk porter –”ÖÖ Cassis” indeholder som navnet antyder solbær. Det er en speciel udgave af deres ”almindelige ” baltiske porter. Det er en sort øl ( men der kom lige et udfald omkring at tage billeder på denne etape ) – med kraftigt mørkebrunt skum. Fantastisk duft af sødlig ristet malt, solbær og sveske. Vældig fylde i munden ( 10,3% ). Blød og rund. Kraftig smag af solbær, ristet malt, kaffe og vanilje. God bitterhed i afslutningen, der modvirker det søde indtryk i begyndelsen.

Karakter 5


”Eku 28” fra Kulmbacher har jo længe været regnet for en af undergærens tunge drenge. Med 11,0% lægger den sig i førerfeltet, og i 1954 – da den kom frem – blev den lanceret som verdens stærkeste øl. Det har naturligvis ændret sig siden. Hvis den havde været overgæret ville betegnelsen være ”barleywine”, men nu er den altså undergæret. Bryggeriet hævder selv at det er en doppelbock, men den opfører sig meget i retning af en ”eisbock”.

Det er en sødlig, næsten tyktflydende øl, hvor alkoholen får lov at indtage sin plads i smagsbilledet.
Det er madeira og appelsin, o øllet kan indtges til kaffen og chokoladen på lige fod med diverse likører. Hvis man er til stærke, søde sager er det rent guf.

Karakter 5





lørdag den 2. juli 2011

Tid til en øl - Kulmbacher Festbier

2. Juli 2011

I dag tog vi på Skansen kl. 10 for at øve en hel lang dag til kl. 18. Men de første 3 timer regnede det, så vi lavede rekvisitter i stedet. Da det klarede op, øvede vi stykket igennem i vores kostumer. Det var sjovt, men også meget varmt, da solen brød igennem. Vi skal jo oftest spille om aftenen, og der er meget køligere. Efter øvningen var der mange, der blev for at bygge og male. Der er stadig mange ting der skal laves.

Så det var en træt, gammel mand, der kom hjem. Jeg trængte simpelthen til en god, ukompliceret øl – lige ud af landevejen. Og i sådan en situation går man sjældent forkert med en tysk øl. Tyskerne eksperimenterer måske ikke så meget som bryggere i andre lande ( USA og Danmark). De er jo på mange måder hæmmet af deres Reinheitsgebot. På den anden side er det altid godt, gedigent håndværk med ordentlige ingredienser – øl der er beregnet til at drikke, og gerne i store mængder. Der er ikke så mange dikkedarer, og det kan i mange tilfælde være befriende. Det var i hvert fald lige sådan en øl, jeg havde trang til.

Og i ølskabet stod der en ”Festbier” fra Kulmbacher i Franken. Franken er jo et af de betydningsfulde ølområder i verden. Her finder vi mange bryggerier i Bayreuth, Bamberg og altså også i Kulmbach. I 1846 slog tre af de lokale bryggere sig sammen for at danne Kulmbacher Reichelbräu ( Johann Wolfgang Reichel, Johann Konrad Scheiding og Johann Martin Hübner, hvis man hænger sig i den slags detaljer ). Bryggeriet udviklede sig og opkøbte flere andre bryggerier, og i 1996 slog de 4 største bryggerier i Kulmbach sig sammen ( Reichelbräu, Sandlerbräu, Mönchshof and EKU ), og dannede Kulmbacher Brauerei AG.

”Festbier” er en øl i stil med de øl, der sælges til den store Oktoberfest i München. Her er det jo kun seks bryggerier fra München, der har lov at sælge øl, men mange steder afholdes der lignende Oktoberfester, hvor det er andre bryggerier der står for øllet. Det kender vi jo også herhjemme. Og selv om Franken og München begge ligger i Bayern, er der stor forskel på de to regioner – både kulturelt, historisk og religiøst.

Festbier er en lys guldøl – en stærk Helles på 5,6%. Der er mange livlige bobler, der tilfører en dejlig friskhed til øllet. Det er ellers maltsødme der dominerer i aromaen og ligeledes i smagen. Bitterheden er kun med for at balancere øllet, og det lykkes på fremragende vis. God fylde, masser af smag – en god øl.

Karakter 3+ ( dette er et forsøg på objektivitet. I forhold til det jeg trængte til skulle karakteren være højere ).

Bagpå halsetiketten står der, at Kulmbach er ”den hemmelige ølhovedstad”. Jeg vil nu nok mene at Bamberg er et bedre bud på den titel. Men den er måske ikke så ”hemmelig”.


torsdag den 24. juni 2010

Tid til en øl - EKU 28


24. Juni 2010

Øv – jeg vil ikke engang kommentere fodboldlandskampen.

Min dag er gået med at male kulisser på Skansen, men til aften var vi til dansetræning og det var godt, men også hårdt. Man kommer virkelig til at svede.

Til aften ville jeg hygge mig med en stærkøl og lidt bold, men det var kun øllet, der hyggede.

”EKU 28” blev længe regnet for en af verdens stærkeste øl, men den er jo for længst overhalet af utallige andre. Det er dog stadig en af verdens stærkeste undergærede øl – den er på 11,0 %. ( Den seneste konkurrence med at lave øllet stærkere og stærkere er egentlig ikke interessant udfra et kvalitetsmæssigt synspunkt. Det handler ikke længere om god øl, men om stærk øl. )

De forskellige kneb, man bruger – som at fryse øllet – stammer fra Eisbocken. Jeg har tidligere skrevet om Kulmbachers ”Eisbock” ( 19. feb. 09 ). Også ”EKU 28” er lagret under frysepunktet, for at give den høje alkoholprocent.

Tallet 28 refererer til indbrygningeprocenten - 28 % plato. Det angiver hvor meget sukker der er i bryggen. Der brygges på lyse malte, men den store mængde giver øller en kobberrød farve. Der humles med Hersbrucker. Tettnanger og Perle til en IBU på 30.

Det er en flot kobberfarvet øl med meget svagt skum. Der er en sødlig, lidt sprittet aroma. Den føles en anelse brændende i munden. Der er en sød smag af sukker, samt alkohol – lidt blomme i madeira. Det kan måske blive lidt for meget i længden, men så må man jo dele den med en anden.

Den minder om en slags øl-likør. Måske er der humle i, men den er næsten forsvundet under den 9 mdr. lange lagring.
Karakter 4+