Tid til en øl - Basement / Vault City / Salikatt

 31. Juli 2023

Forleden var jeg med et par venner på Basement Beer Bar i Aalborg. Vi mødte sidst på eftermiddagen og sad udenfor. Der er ikke meget plads, men et bord og et par bænke er der lige plads til.

Jeg lagde ud med en sour ale fra skotske Vault City. Jeg mener ikke at kende bryggeriet fra tidligere.

Valut City har specialiseret sig i sour ales. Det blev stiftet i 2018 og ligger i Portobello, Edinburgh. Deres motto er 'Modern Sour Beer', og det er deres mål at nytænke sour ales. De er Skotlands største udbydere af sour ales. Der sniger sig nu nogle pastry stouts ind ibland, men det er dem vel undt.

'Fruit salad' er ikke at finde på deres hjemmeside, men beskrives på tavlen som en 'fruited sour' med ananas og hindbær. Den er kun på 4,4%, men har alligevel en behagelig fylde. Flot rødorange farve, der nok skyldes hindbærene. Dejlig frugtig duft og en frisk og skarp fremtoning. Den er nu ikke meget syrlig, men behagelig afstemt, og man kan godt smage ingredienserne.

Karakter 4

Vi forsøgte at holde hvepsene ude af vores glas, da vi bestilte en DIPA fra Salikatt i Norge. De er kendt for at levere glimrende IPA'er og jeg har tidligere smagt deres 'Multifuel', som var fremragende.

Salikatt ligger i Stavanger og deres mål er ikke at blive Norges største bryggeri, men det bedste. De blev grundlagt i 2017 og satser nogle få øltyper, som de finpudser. Det er - jeg vil næsten sige naturligvis - IPA, Sour og Stout. Det er de 3 mest trendy øltyper gennem mange år.

De reklamerer ikke med mange øl på deres hjemmeside - sikkert fordi det har været forbudt i mange år i Norge. Nu er det dog tilladt.

'Dingus' er en New England DIPA (NEDIPA) på 8,0%. Den har en korngul farve, og står uklar i glasset. Dejlig duft at tropisk frugt med ananas og mango i front. Der er brugt Citra, Mosaic og Idaho7, og derudover er der tilføjet havre og laktose. Det giver en blød og behaglig mundfylde, der gør den letdrikkelig. Humlebitterheden er god og tydelig, men afdæmpet som det fører sig til i stilen.

Karakter 4+

Derefter rykkede vi indenfor til et par sorte fristelser.

Windswept Rudolph Red Nosed Rye Beer

 8. December 2020

På de vindblæste kyster af Moray - i det nordøstlige Skotland ligger byen Lossiemouth, hvor de to venner Al Read og Nigel Tiddy i 2012 åbnede et bryggeri – Windswept Brewing Company.

Siden har de stille og roligt udvidet kapaciteten, de eksporterer til mange lande og de har vundet flere priser.

Deres juleøl – ’Rudolph Red Nosed Rye Beer’ – er den første, jeg smager. Det er en humlet red ale på 5,7%, brygget med rug og hvede. Kraftigt, hvidt skum og en duft af humle med noter af appelsin. Der er også tilsat appelsinskal, så det er ikke så mærkeligt. Den har et lidt aggressiv anslag og humlen smager godt igennem sammen med appelsinen. Der er brugt 5 forskellige humletyper – Admiral, Chinook, Challenger, Cascade og Citra. Bitterheden når 45 IBU. Nogle gange giver humlen en forfriskende bitterhed, men her virker den lidt massiv. Måske er der for meget blandet sammen til min smag. Måske er det rugen, der gør det hele lidt mørkere i udtrykket.

Appelsinen er med til at redde smagsindtrykket og giver også det julede islæt.

Karakter 3+

Tid til en øl - Black Isle Colonel Custard’s Christmas Ale

4. December 2019

Aftenens juleøl er fra Skotland. I går blev det til Grimbergens ’Brassin De Noel’, men den fik jeg ikke skrevet om. Det gjorde jeg i 2015, så selvom den måske har ændret sig, tænker jeg ikke, det er så meget.

Black Isle Brewery ligger i Munlochy, - i det skotske højland lige nord for Inverness. Det lyder lidt som ’Den sorte Ø’ i Tintins eventyr, men der er tale om en halvø. Bryggeriet hævder at være det eneste økologiske bryggeri i Skotland. Det dyrker selv alle deres afgrøder, og har over 200 sorte får fra Hebriderne og en del Jerseykøer

Bryggeriet blev grundlagt af David Gladwin i 1998.

Deres juleøl er brygget til ære for ’Tusker’ – en terrier, der holdt til på bryggeriet i 16 år. Han kom hver dag og satte sig i sin lænestol, hilste på besøgende og overvågede møderne. Som sloganet på etiketten siger: ” Small in stature – Great in Character”.

Han gik også under navnet Colonel Custard og det er navnet på øllet – ’Colonel Custard’s Christmas Ale’. En imperial scotch ale på 9,2%. Den ville lidt for gerne ud af flaske. Den har en mørk, brunlig farve og en kraftig skumlag, der hurtigt forsvinder. Duften er præget af mørke frugter – blomme og rosin. Jeg aner også lidt appelsin, men det er måske bare indbildning. Det er ikke tilsat. Smagen er også præget af alkoholen, så det bliver i retning ’blomme i madeira’. En god skotsk ale uden så meget humle og med lidt for tydelig alkohol, men ganske varmende i vinterkulden.

Karakter 4

Købt i Voldby Købmandsgård

Tid til en øl - Kronenbourg Blanc / Traquair House Ale

4. Juni 2018

En dejlig sommerdag – dog ikke så varm som de forrige. Vi har sat en pavillon op på terrassen for at skygge, men det viser sig at være forgæves – i hvert fald ved aftentide. Solen står lige ind.

Så er det godt at kunne nyde en frisk og kølig øl. Det er snart 10 år siden jeg sidst smagte ’ Blanc’ fra det franske bryggeri Kronenbourg. Det var i efteråret 2008 og den kommer nok mere til sin ret om foråret.

Det er en let witbier af belgisk tilsnit ( 5,0% ) - bleggul og uklar, toppet af højt, hvidt skum. Den er brygget med koriander og appelsinskal, men jeg synes mere det er mandarin, der præget både duft og smag. Den er forfriskende i varmen. Den er renere i smagen end den velkendte Hoegaarden, der godt kan være lidt for parfumeret i sit udtryk.

Og så kommer den i en klar, blå flaske, der giver et køligt indtryk

Karakter 4

Dette er også dagen, hvor jeg blev morfar for anden gang. Da beskeden indløb her til aften, måtte jeg hente en øl i skabet for at fejre denne begivenhed. Det blev til den sidste af en af mine favoritøl fra skotske Traquair – ’House Ale’. Det var Ølkonsortiet i Aalborg, der først introducerede mig for disse øl og jeg har elsket dem lige siden. Især ’Jacobite Ale’, men denne gang blev det altså ’House Ale’. De kan så vidt jeg ved ikke længere købes i Danmark. Jeg besøgte slottet/bryggeriet i 2013. Produktionen er ikke særlig stor og det meste eksport går nu til Brasilien. Jeg har flere gange skrevet om bryggeriet i tidligere indlæg.

Det er en sort øl med en lethed i karakteren. Den er ikke tung eller overvældende. Noget af det, jeg godt kan lide ved Traquairs øl er, at jeg ikke bliver træt af at drikke dem. De er lette i karakteren og med en fin kompleksitet i smagen. I denne ’House Ale’ på 7,2% er det kaffe og mørke frugter med et strejf af lakrids.

Tidligere bryggede de også ’Laird’s Liquor’, hvor lakridssmagen var udbredt, men de fortalte, at det stort set kun var i Danmark, at den øl solgte, så produktionen er desværre indstillet.

Selvom det er lang tid siden, jeg sidst har smagt deres øl, holder den stadig, selvom kraften måske er gået en lille smule af den.

Karakter 5

tid til en øl - 10 års Øljubilæum / Harvistoun Ola Dubh 18

13. Oktober 2016 

Aftenens sidste øl var en fadlagret stout fra Harvistoun – ”Ola Dubh 18”. Jeg har et par gange tidligere skrevet om ”12”, men denne udgave er lagret på whiskyfade fra Highland Park, der har indeholdt 18 års gammel whisky. Det giver en endnu dybere smag, men ellers må jeg sige, at den minder meget om ”12 års” udgaven. Det er en kompleks øl med lakrids, kaffe og røg.

Det var en god afslutning på vores jubilæum. Nogle deltagere syntes måske nok at der var mange fadlagrede, vinøse øl i slutningen, og de sidste fire øl kunne da også alle have været afslutning på en gængs ølsmagning. 

Da vi havde Reinheitsgebots-smagning i foråret, var det nærmest modsat. Den var lige ved at blive for tam og ordinær. Det er svært at stille folk tilfreds. Så jeg må prøve af balancere det lidt bedre næste gang. Det skulle nok også være muligt.

Tid til en øl - 10 års jubilæum / Jacobite Ale

29. September 2016

For 10 år siden var jeg ikke særlig interesseret i øl. Jeg kunne godt se det var rart, at have en kasse pilsnere stående om sommeren, når man kom ind fra haven en varm dag, men mit kendskab var ikke større end, at man kunne få andre øl til jul.

Min kone havde gjort mig opmærksom på, at der var kommet nye øl på hylden nede i Brugsen – spændende engelske ales, og jeg havde da også smagt på dem. De smagte af øl og det var da udmærket.

En af mine gode venner havde til sin 40 års fødselsdag kun serveret øl til maden, og det synes jeg var vældig spændende, men så heller ikke mere. Han er nu involveret som brygger i Vrå Bryggeri, der kommer til at ligge i den gamle stationsbygning i Vrå. Et par andre venner havde også forsøgt at vække min interesse, og jeg havde da også fået smag for Newcastle Brown og Thy Pilsner.

Alle disse tiltag var nok baggrunden for at lyttede efter, da en i skolens forældregruppe fortalte om en ølsmagning, han havde holdt med sine venner. Jeg tænkte, at det kunne være en god ide – en mandeaften med øl, pizza og rockmusik.

Jeg vidste jo absolut intet om emnet, så jeg kontaktede Vinspecialisten i Aalborg og fik dem til at sætte en ølmenu sammen. Og det blev en aften, der ændrede mit liv i overraskende grad.

Det er i dag 10 år siden og det er blevet til 2525 forskellige øl, jeg har smagt. Helt pænt, men dog ikke overvældende. En af de øl, der har gjort størst indtryk på mig, og som jeg ofte er vendt tilbage til er ”Jacobite Ale” fra Traquair i Skotland. Det var Sven i Ølkonsortiet, der introducerede den for mig, og det er stadig en af de øl, jeg ville tage med på en øde ø, hvis jeg ellers kunne skaffe den.

For efter Ølkonsortiet lukkede, har jeg ikke set den andre steder.

Da jeg var i Skotland for et par år siden, besøgte jeg stedet ( se tidligere indlæg ) og fik en snak med en af bryggerne. Han fortalte at næsten hele deres produktion går til Brasilien, hvor skotsk øl og whisky er i høj kurs. Jeg købte nogle flasker med hjem, men det var alt for få. Jeg har nu kun en ”Jacobite Ale” og en ”House Ale” tilbage.

”Jacobite Ale” er en sort øl på 8,0%. Den er dejlig let og behagelig at drikke, men den har en kompleks og nuanceret smag, hvor blomme, kaffe og lakrids gør sig gældende.

I morgen mødes alle vennerne fra den første ølsmagning + nogle nye medlemmer – til en jubilæumsmagning, men om det senere…….

Tid til en øl - Williams Bros Double Joker IPA

25. April 2015

Skotske Williams Bros har udvidet sortimentet end del, siden de begyndete med de historiske øl under navnet Heather Ales. Jeg synes stadig, det er spændende, men de nye produkter er også gode. Det er mere traditionelle øltyper, men ofte med et lille tvist.

”Double Joker IPA” er storebror til deres ”Joker IPA” – det siger næsten sig selv. Lillebror er på 5,0% og 30 IBU, mens storebror er på 8,3% og 65 IBU. Men det er ikke den endste forskel. Der er brugt andre og mere eksotiske humletyper i ”Double Joker IPA”. Det er Southern Cross, Amarillo, Cascade, Citra og Calypso. Det giver en anderledes frugtig og mere eksotisk udstråling.

Det er en smuk gylden drik med fint hvidt skum. Den er en anelse sløret. Aromaen er eksotisk – sød grape, papaya og mandarin. Det er en livlig øl og det sødlige indtryk modsvares på bedste vis af en behagelig bitterhed.

Karakter 4+

Etiketten viser en ”Agent of Kaos” – designet af ”The too much fun club”

Tid til en øl - Traquair 900

29. September 2014

I dag er det præcis 8 år siden, jeg afholdt den første ølsmagning for vennerne. Jeg har fortalt om denne smagning gentagne gange før, så det vil jeg ikke gøre igen. Men det var en omvæltende oplevelse, der ændrede mit forhold til øl markant. Tidligere drak jeg kun øl til højtider og når græsset var slået, men nu nyder jeg det ret ofte.

Jeg har i de 8 år fået smagt over 2000 øl, og det svarer til ca. 250 nye øl om året. I løbet af det sidste år er det blevet til 255 øl. Jeg kom først senere i gang med at skrive om øl, så der er kun omtalt 1595 øl på bloggen.

Dagen skulle fejres med et af mine favoritbryggerier – skotske Traquair. Jeg besøgte slottet og bryggeriet sidste efterår. Det er et spændende sted. Faktisk er det Skotlands ældste endnu beboede bygning. Man mener at der har været bygget på stedet siden 700-tallet, men det nuværende slot blev grundlagt i 1107.

I 1964 tog Peter Maxwell Stuart fat på at brygge igen, da han opdagede et gammelt brygudstyr på slottet, og siden har de sendt nogle helt fantastiske øl på markedet –”House Ale” – ”Larids Liquor” og ”Jacobite Ale”. Desværre bliver det nok svært at skaffe disse øl i Aalborg, for det var Ølkonsortiet der importerede dem. Traquairs eksport går også mere i retning af Brasilien og Japan, hvor det er populært at drikke skotsk øl og skotsk single malt.

Da Ølkonsortiet i Aalborg lukkede ( en trist dag for byen ) havde de udsalg af de sidste øl på hylderne, og allerbagerst havde de fundet et enkelt flaske af Traquairs jubilæumsbryg – ”Traquair 900”. Det er en øl der – som navnet antyder – er brygget i 2007 til 900-årsdagen for slottets grundlæggelse. En barley wine  på 9,0%..

På bagsiden fortælles af slottes først var en kongelig jagthytte, og har været besøgt at 27 forskellige konger og dronninger. Slottet har stærke bånd til Stuarterne og Jacobitterne ( sådan set det samme ).

Jeg smagte øllet i sin tid, da det blev frigivet. Jeg skrev ( før bloggen ) d. 8. Januar 2008:

”En meget velkomponeret Barleywine, der lægger sig lige i haserne på Thomas Hardy ale.

Farven er nærmest mahognig og der er næsten ingen skumdannelse. Duften er sødlig og sherryagtig og det er også det indtryk, der møder en i smagen. Der kan måske anes en smule lakrids i snarten af eftersmagen, som ellers er præget af sødme og en mild bitterhed.

En dejlig aften øl, der nydes bedst uden mad. evt. et stykke chokolade.

Karakter 5”

I dag var det så en vellagret udgave der var på bordet. Jeg havde faktisk ikke troet, der var flere tilbage, så det var en øl jeg måtte have, da jeg så den i butikken ( 89 kr. ). Den har udviklet sig mere i retning af sveskekompot. Den virker mørkere i smagen. Der er nok stadig en smule alkohol i baggrunden, men det er mere afdæmpet. Det er stadig en velkomponeret øl, men jeg synes stadig ikke den kommer op på siden af ”Jacobite Ale”

Karakter 5

Tid til en øl - William Bros 80/-

2. April 2014

I dag fik jeg opereret mit øje for grå stær. Det tog ikke mere end 15-20 min, så kunne jeg gå ud ad døren med en ny kunstig linse. Langsomt er synet så blevet bedre og nu ser jeg godt med øjet, selvom der er en farveforskel i forhold til det andet øje. Måske fordi der stadig kommer en del mere lys ind i min store pupil. Men det ser ud til at fungere.

Til aften skulle det fejres med en øl. Jeg valgte en dejlig brown ale fra skotske William Bros. Det var en flaske, jeg købte i efteråret på vores tur til Skotland.

Skotsk øl inddeles ofte efter nogle gamle prisbetegnelser/skattesatser ( 60/-, 70/-, 80/- ( shilling )).

90/- er den kraftigste og kaldes også Wee Heavy.

Aftenens øl fra Williams Bros er 80/- og den er på 4,2%. Heraf kan vi konkludere at det ikke ligefrem er stærk øl, der produceres. Det er en brown ale, hvor der også er tilsat lidt hvedemalt. Skotsk ale fokuserer ofte på maltprofilen – simpelthen fordi det er for koldt til at dyrke humle. Det har traditionelt betydet, at man skulle købe humle af englænderne, og der har gennem tiden været mange uoverensstemmelser mellem de to lande. Man har i stedet brugt andre ingredienser – som lyng, fyr, og bær i øllet. Disse specielle historiske øltyper har William Bros specialiseret sig i med deres ”Fraoch” – ”Alba” – ”Ebulum” osv. ( det startede under navnet Heather Ales, men i 2004 ændrede de navn ). ”80/-” er også en traditionel scottish ale, men den er uden specielle ingredienser.

Der er en mørk, brun øl med beige, cremet skum. Den har en virkelig dejlig maltprofil, men man aner også en delikat, men behersket humlenote. Den har en god fylde.  Smagen er også overvejende maltet, med lidt toffee-karakter, men også her kommer frugtig humle med i baggrunden. En fin øl hvis man ikke lige er humlefanatiker.

Karakter 4

Tid til en øl - Williams Bros. Good Times

27. Januar 2014

Williams Bros. Brewing er et familieforetagende bestående at to brødre – Scott og Bruce. Familien havde en forretning der solgte udstyr til hjemmebryggere og i 1988 kom en ”dame af gælisk herkomst” i butikken med en gammel opskrift på Leanne Fraoch. Opskriften havde været i familiens eje i generationer og hun ville gerne have en tønde, for at dele den med familien. Bruce indgik en aftale med hende, og kunne så gå i gang med at brygge ”Fraoch”. Det er en ældgammel opskrift/metode, hvor man bruger lyng i stedet for humle. Den siges at kunne føres tilbage til 2000 f. kr.

Bruce og Scott opkaldte deres bryggeri efter denne øl – Heather Ales, og begyndte at brygge en hel serie med historiske øl – ”Fraoch” med lyng, ”Alba” med fyrrenåle, ”Ebulum” med hyldebær og ”Grozet” med stikkelbær. Opskrifterne kom fra flere forskellige historiske kilder og steder. De brygger også en øl med tang – ”Kelpie” ( Den har jeg endnu ikke smagt ). Fra 1998 -2004 belv disse øl brygget på et bryggeri i Graigmill, Strathaven. Men i 2004 overtog brødrene et bryggeri i Alloa, og flyttede hele produktionen dertil. Så havde de kontrol med alle de ingredienser, de brugte i deres øl og de besluttede at skifte navn til Williams Bros. Brewing. De besluttede også at udvide det historiske sortiment med nye bryg – dog stadig med en del specielle ingredienser.

”Good Times” indeholder f.eks hyldeblomst og stikkelsbær. Der er også brugt hvede, men der erikke tale om en hvedeøl efter gængse normer.

På etiketten ser vi en tjener fra ”the good old days”, der bærer en bakke med tre gyldne øl. Det er i hvert fald garanti for en ”god tid”. Skriften er i sølv og guld og afspejler den gamle varietéstemning fra tiden før første verdenskrig. Det ser festligt og muntert ud.

Smuk gylden øl på 5,0%. En dejlig duft der signalerer forår. Det er hyldeblomst og stikkelsbær der træder frem. Dejlig forfriskende. Smagen er let og atter præget af de to ingredienser. Ikke særlig meget bitterhed, selvom der er humle i.

Karakter 4

 

Tid til en øl - Fyne Ales Maverick

19. November 2013

I lørdags holdt vi det første af tre gilder i anledning af min kones 50 års fødselsdag. Det var for vennerne og menuen stod på ærtesuppe med krydrede frikadeller, pulled pork og hindbærlagkage. Jeg havde købt øl ved grænsen ( Hacker-Pschorr Oktoberfestbier, Hasseröder og  Einbecker Urbock ) – i Luxemborg ( Ciney Bruin ) og havde spædet op med et par pale ale, til dem der godt kan lide humlet øl. Der var kun en øl fra Hacker-Pschorr, men den var også på 3 liter. Det blev stort set drukket.

Dejlig fødselsdag med fine taler og god stemning.

”Fyne Ales of Scotland” er et slogan der er til af forstå, men der er den lille finesse, at ordet ”Fyne” er stavet anderledes. Loch Fyne er en lang fjord på Skotlands vestkyst, og vi kørte langs den da vi i efteråret besøgte vores datter i Skotland, Bryggeriet stammer fra 2001 og ligger i Cairndow. Det er Jonny og Tuggy Delap der står bag og brygmesteren hedder Kenny MacKay

Maverick er bryggeriet tredje øl fra 2002. Det er en mørk øl på 4,2%. Bryggeriet beskriver den selv som en ”traditionel bitter”, men jeg vil nærmere kalde det en ”red ale” eller måske endda ”brown ale”. Den er navngivet af stifteren Tuggy Delap, men begrundelsen er gået i glemmebogen.

”Maverick” er brygget på Maris Otter Malt, Crystal, ristet byg og hvede. Der er brugt Bramling Cross som aromahumle og Challenger som bitterhumle ( IBU 31 ).

Det er en brun, klar øl med offwhite skum. Der er en duft af sødligt, ristet brød, samt mørke bær – brombær, solbær. Smagen indledes med lidt karamelmalt, hvorefter humlen med solbærnoterne tager over. Eftersmagen er temmelig bitter. Skotsk øl er historisk set ikke særlig kraftig humlet, da man skulle købe den af englænderne, men det er noget siden at uoverensstemmelserne har været uovervindelige. Så et nyt mikrobryggeri hopper med på vognen med kraftigere brug af humle, og selvom 31 IBU ikke er skræmmende, er det nyt i skotske øl. Og det er helt tydeligt i smagsprofilen.

Karakter 3+

Tid til en øl - Isle Of Mull Brewing Company

13. Oktober 2013

I sidste weekend besøgte vi – som tidligere nævnt – vores datter og svigersøn i Skotland. Søndag kørte vi til øen Mull – en af De Indre Hebrider. Her skulle vi bo på et gammelt slot – Glengorm – der lå på øens nordspids, helt ude ved havet. Vi havde en dejlig tur gennem det skotske landskab til Oban, hvor vi skulle tage færgen til Mull.

Ombord fik vi frokost og dertil kunne man nyde den lokale øl fra Isle Of Mull Brewing Company.

Det var en pale ale – ”Galleon Gold”.

I 1588 sank en spansk galeon fra Den Spanske Armada i Tobermory Bay. Ombord var en tilfangetaget skotsk klanleder MacLean, men det lykkedes ham at slippe fri og antænde krudtkammeret, så skibet eksploderede. Man har fundet kobber og sølvstykker, men aldrig den store skat, der hævdes at have været ombord.

 

Tobermory er den eneste rigtige by på Mull, men den har både et whiskydestillery og et bryggeri. Isle Of Mull Brewing Company åbnede i maj 2005, med hjælp fra Oban Bay Brewery. I 2010 blev samarbejdet mere formaliseret, så der er ikke rigtig et bryggeri i Tobermory mere, men der er planer om at åbne et lille bryggeri, så der er noget for turisterne.

”Galleon Gold” er en pale ale ( ”almost lager like” ) på 4,1%. Den har en smuk solgylden farve – selv i færgens plastikglas. Få dovne bobler danner et blødt, hvidt skumlag på toppen. Aromaen er præget af en blomster/frugtagtig noter, der giver et sommerligt indtryk. Humlen giver som balance nogle friskere citrusnoter. I det hele tage spiller humlen ind med et godt bid og en fin smag af citrus. En behagelig overraskelse.

Karakter 4

De fleste veje på Mull er ensporede med et væld af vigepladser. Der var heldigvis ikke så meget trafik på denne tid af året, og da slet ikke ud til vores slot. Her fik vi to værelser med himmelseng og udsigt over vandet, Vi gik en frisk tur ned til havet, inden vi tog ind til Tobermory igen for at få noget aftensmad.

Der havde de naturligvis flere øl fra Mull.

 

”The Red Monk Of Iona” er en amber ale på 4,2%. Iona er en lille ø udfor Mull, hvor et af Skotlands første  klostre lå. Det er en mørk rødlig øl med tyndt cremet skum. Den har en maltet duft af flødekaramel. Engelsk –og skotsk cask ale kan godt virke en anelse fladt i munden og det var også tilfældet her. Jeg foretrækker faktisk flaskeøl, selvom det ikke er pænt at sige. Smagen er sødlig maltet og virker noget neutral.

Karakter 3+

Jeg smagte også deres Brown Ale, men den havde jeg i mellemtiden købt på flaske, så den venter lige lidt.

Tilbage på slottet satte vi os i pejsestuen. Der var ild i kaminen og ovenpå bogreolen stod der 17 flasker skotsk whisky – til fri afbenyttelse. Hverken kone, datter eller svigersøn drikker whisky – selvom de prøvede en enkelt – så jeg måtte jo tage for mig af retterne. Men 17 whiskyer er alligevel en for stor mundfuld, så jeg besluttede at prøve whisky fra Hebriderne – Islay ( Bunnahabhain, Laphroig ), Jura ( Jura Superstition ), Arran ( Arran ), Skye ( Talisker ). Jeg smagte ikke den fra Mull, for vi skulle besøge destilleriet dagen efter. Derimod smagte jeg på en fra Oban ( Oban ).

Det blev til en hyggelig aften.

 

Næste formiddag var vejen spærret af en flok skotsk højlandskvæg, der absolut ikke havde til sinds at flytte sig, heller ikke selvom jeg dyttede. Langsom banede vi os vej gennem flokket, og håbede at vi ikke fik et af de store horn ind gennem sideruden. Vi nåede lige frem til tiden til vores whiskyrundvisning.

 

Tobermory Distillery er det mindste destilleri i Skotland og også et af de ældste. Det stammer fra 1798 og har kun en lille lagerkapacitet. Mange af deres tønder ligger på Islay eller i Oban. De laver to typer – ”Tobermory” og den røgede ”Ledaig”. Der var en enkelt smagsprøve med i rundturen, men man kunne tilkøbe en ekstra. Igen prøvede mine ledsagere en enkelt, lille whisky, men de kunne stadig ikke lide det. Vi fik en hyggelig snak med to engelske par fra Manchester. Vi tre voksne mænd havde alle bestilt to smagsprøver.

Derefter tog vi en rundtur på den nordlige del af øen. De går langsomt på de små, krogede veje med kun et spor.

 

Tirsdag aften åbnede jeg den sidste øl fra Isle of Mull – ”The Terror of Tobermory”. Jeg var nødt til at drikke den – der var vægtgrænse på flyturen.

I 1940 blev der i Tobermory oprettet en skole til anti-ubåd-kamp. Sir Gilbert Stephenson ledede de intensive 3 ugers kurser og han var kendt for sine brutale og kontroversielle metoder. Der blev efterfølgende skrevet en bog om ham med titlen ”The terror of Tobermory”.

Det er en brown ale på 4,6% - i hvert fald i flaskeudgaven. Det er en klar, brun øl ( cask udgaven er mere uklar ) med en maltet duft af rosin og karamel. Der er brugt tre forskellige farvede malte. Flaskeudgaven har mere liv end fadet. Smagen er maltet, men der er et underligt syrligt præg, jeg ikke helt forstår. Det er mest udpræget i caskudgaven. En god, bitter eftersmag.

Karakter 3

 

 

Tid til en øl - Glasgow / Tennent's Lager / Deuchars IPA

11. Oktober 2013

Øv, øv og en gang mere øv - for en træls afslutning på fodboldkampen. Vi haster til noget andet.

I lørdags drog vi af sted til Skotland for at besøge min ældste datter og svigersøn. De arbejder og studerer indtil jul i Glasgow. Vi fløj til Edinburgh, hvor vi lejede en bil. Jeg var lidt spændt på at skulle køre i venstre side, men det gik fint. I begyndelsen svært at vurdere afstand, når man sidder i den forkerte side af bilen - at se i bakspejlet var ikke helt naturligt, men jeg lavede ikke noget graverende fejl, og vi ankom uskadt til Glasgow. Om aftenen gik vi ind til centrum og fandt også et sted af spise. Italiensk, så der stod Peroni på ølkortet.

Glasgow har et stort bryggeri – Tennents Caledonian. Det stammer fra 1740, hvor Hugh og Robert Tennent grundlagde det under navnet Drygate Brewery. Det ligger i nærheden af katedralen og Drygate Bridge. I 1790 slog de sig sammen med nabobryggeriet under navnet Wellpark Brewery.

Oprindeligt bryggede de stouts og ales, men i 1885 sendte Hugh Tennent ( ikke en af grundlæggerne ) en pale lager på markedet, og den blev hurtigt Skotlands bedst sælgende.

Bryggeriet lå lige i nærheden af vores B&B og vores datters lejlighed, så vi kom forbi på vej mod centrum. Et sted er muren gået i stykker, så man kan se ind bag ved.

Søndag og mandag kørte vi alle en tur til Mull, og på vej hjem derfra stoppede vi i Balloch, der ligger lige syd for Loch Lomond. Mørke, heftig regn, smalle veje og så i den forkerte side. Vi var blevet trætte og sultne. Heldigvis var vi to til at køre. Min svigersøn førte bilen med stor sikkerhed i venstre side.

 

 

Her kunne vi bla. nyde en ”Deuchars IPA” fra Caledonian Breweries. Det er et bryggeri fra Edinburgh. Det blev grundlagt i 1869 af George Lorimer og Robert Clark, og hed i starten ”The Lorimer & Clark Caledonian Brewery”. Det har i nyere tid været ejet af Scottish & Newcastle og Heineken.

Deres kendteste øl er ”Deuchars IPA” på 3,8% (Cask ) / 4,4% ( flaske ). Denne øl stammer fra 1992 og har vundet over 40 priser i tidens løb, bla CAMRAs  i 2002 for Champion Beer of Britain.

Den fungerede fint til en ordentlig gang fish & chips ( i fin restaurantudgave ), men en IPA som vi kender det i amerikanske udgaver er det ikke.

Det er en lidt mørkgylden øl med svagt hvidt skum, der dog hænger fint på glassets sider. Overhovedet ingen bobler – det var jo en cask ale. Duften er præget af frugt og bær, men ikke så meget humlepræg. Skotterne har jo som tradition sparet lidt på humlen, fordi de var nødt til at købe den i England, og det var de ikke særlig indstillede på. Om det er det der spiller ind, ved jeg ikke. Den har den bløde og flade mundfølelse, som jeg synes cask ale har. Betegnelsen ”fad” passer godt til fadøl. Smagen er også præget mere af frugtvingummi end humle, men der dukker dog en meget sen bitterhed op i eftersmagen. Jeg synes den er svær at placere i kategorien IPA, men derudover er det en fortræffelig øl.

Karakter 3+

 

Tirsdag travede vi Glasgow tynd, mens børnene var på arbejde. Vi så bla. Katedralen og den nærliggende Necropolis ( kirkegård ), der er helt anderledes end vi kender i Danmark. Floden Clyde, og gågaderne i centrum. I alt gik vi den dag over 24.000 skridt.

Så da vi midt på eftermiddagen smed fødderne op, åbnede jeg en øl, jeg havde købt i det nærliggende supermarked. Her var der meget øl fra både kendte og ukendte skotske bryggerier, men vi havde en vægtgrænse med flyveren, så jeg kunne kun få to flasker med hjem.

 

 

”Lomond Gold” er en gylden ale fra TSA ( Traditional Scottish Ales ). Jeg har tidligere skrevet om ”Tullibardine 1488” og ”William Wallace”. Det var en gylden øl, men smagen er noget spids og den mangler i høj grad balance.

Karakter 2

 

Om aftenen gik vi atter på italiensk restaurant, hvor man kunne bestille små italienske retter. Så kunne man sammensætte et lille varieret måltid, i stedet for kun at få lasagne eller pizza. Her havde de ”Tennent’s Lager”.

Det er en glimrende pilsner øl, der helt lever op til dens formål, men så heller ikke mere. Den har en god maltet indledning og der er pæn balance i øllet.

Karakter 3+

Tid til en øl - Harviestoun Ola Dubh

8. Juli 2013

Vi har været heldige med vejret ved dette års Skansespil. De sidste par dage har det ikke været svært at holde varmen, især ikke fordi jeg har en stor, tyk overfrakke på. Jeg arbejdede med maleriet på scenen indtil to timer før premieren, men med hjælp fra mine to døtre nåede jeg lige at blive færdig med broen, der virker som bagtæppe.

I dag har jeg så forsat med at male. Denne gang var det min datters nye lejlighed i Fredericia. Vi stod op kl. 5.30 – samlede de unge mennesker op og kørte til Fredericia, hvor vi malede på livet løs, inden vi skulle hjem igen i tide til at spille skuespil. Heldigvis var der ikke kø  - hverken frem eller tilbage.

Hjemme igen ville jeg lige nyde en aftenøl oven på en lang dag. Jeg har tidligere skrevet om ”Ola Dubh” fra Harviestoun, men den kunne godt fortjene en gentagelse. Og selvom jeg ikke får skrevet så meget for tiden, er jeg da ikke stoppet med at drikke øl. I går havde vi gæster til en lille sammenkomst, hvor vi fik Newcastle Brown, Urquell og Paulaner Weissbier.

 

Denne flaske ”Ola Dubh” fik jeg af min kone. Det er udgaven jeg tidligere har skrevet om, hvor ”Old Engine Oil” er lagret på fade, der har indeholdt 12 års gammel Highland Park whisky. Dette er flaske nr. 38756 og den blev brygget i feb. 2012.

Den er kulsort. ” Ola Dubh” betyder ”Sort olie”. Den toppes af svagt brunt skum, der stilfærdigt knitrer og svinder til en tynd hinde på overfladen. Duften er præget af alkohol, sveske og røg. Det er en tyktflydende væske, der luner når den løber ned i halsen. Man mærker skarpe alkoholnoter fra whiskyfadet, ristet kaffe, lidt lakrids og en smule røg. det er en kompleks øl, der egner sig godt til en stille sommeraften.

Karakter 5

 

Tid til en øl - Innis & Gunn Scottish Pale Ale

3. Juli 2013

I dag skulle vi have haft generalprøve på vores stykke, men regnen silede stille ned og gjorde scenegulvet vådt og farligt. Vi  var derfor nødt til at aflyse, men vi kan også stykket så godt at det ikke betyder så meget – men alligevel. Heldigvis ser det ud til at de kommende dage bliver med fint vejr. Da vi var klædt om til hverdagstøj igen og havde fået en kop kaffe og en kage, holdt regnen op, men vi kørte hjem og så kunne jeg i fred og ro åbne en Innis & Gunn til vores sushi.

”Scottish Pale Ale” er endnu en ”oak aged beer” – denne gang tilsat mere humle. Det er ikke en vanlig pale ale, men en strong ale på 7,0%. Brygget med pale ale– og münchener malt, og tre humletyper -  Super Styrian, East Kent Goldings og Styrian Golding. Det skulle give en ”vidundelig sprudlende humlekarakter”.

Det er endnu en flot, gylden øl fra bryggeriet. Kraftigt hvidt skum, der dog svinder meget hurtigt til absolut intet. Man mødes af en duft af egetræ og vanilje. Den har en god fylde med en sjov brusende slutning. Smag af karamelmalt og vanilje. Faktisk er disse øl fra Innis & Gunn ikke så varierede i udtrykket. Denne ligner originalen en hel del, men man kan måske ane en lidt skarpere note, selvom ”humlekarakter” nok er at tage munden lidt for fuld.

Men det fungerer jo meget godt, så…

Karakter 4

I morgen har vi premiere på ”Oliver” på Hals Skanse. Det bliver kanon.

 

Tid til en øl - Traquair Bear Ale

12. Juni 2013

Traquair Castle er den ældste beboede bygning i Skotland. Det stammer fra 1107 og det hævdes at der tidligere har ligget en endnu ældre bygning der. I 1286 kom Skotland i krig mod England og Traquair blev belejret og indtaget af de engelske tropper. Indtil 1306 boede de engelske konger ofte på slottet, som derefter blev givet tilbage til den skotske krone.

I 1491 overtog James Stuart slottet og det har været slægten Stuarts besiddelse siden. Stuarterne har gennem Jacob Stuart ( Jacob II ) et krav på den engelske trone, og har ved flere lejligheder forsøgt at tilkæmpe sig den igen. Jacob II blev afsat i 1688 og flyttede derefter til Frankrig

Det var herfra, at Charles Edward Stuart ( Bonnie Prince Charles ) rejste til Skotland for at samle tropper til endnu et forsøg på at erobre tronen. Og i den forbindelse besøgte han Traquair Castle.

Da han drog derfra en sen efterårsdag i 1745, lukkede slottets ejer – den 5. jarl af Traquair – slottets berømte Bear Gate efter ham. og erklærede at de først ville blive åbnet igen, når Stuarterne sad på den engelske trone. Som bekendt gik det Bonnie Prince Charles skidt i det efterfølgende slag og porten har ikke været åbnet siden.

 

Bryggeriet på Traquair er af noget nyere dato. Da Peter Maxwell Stuart overtog slottet i 1964, opdagede han under restaureringen et gammelt brygudstyr. Han besluttede at sætte en ny produktion i gang og fik hjælp af bryggerne fra Belhaven.

De brygger for tiden vist kun tre øl – Bear Ale, House Ale og Jacobite Ale, men har tidligere også haft den fremragende ”Laird’s Liquor” og jubilæumsøllen ”900” på programmet. Alle deres øl er af høj kvalitet.

Den letteste er ”Bear Ale” på 5,0%. En skotsk brown ale, der kom på flaske i 1996. Den er mørkebrun, klar og toppet af beige skum. Man mødes af en mørk maltet duft, med noter af rugbrød og flødekaramel. Den føles let og frisk. Også i smagen finder man karamel og ristet brød ( der lige har fået lidt for meget ). Eftersmagen er præget af en markant bitterhed, der balancerer noget af de sødladne karamel. Der er udelukkende brugt East Kent Goldings i alle Traquairs øl.

Karakter 4

Tid til en øl - Brewdog International Arms Race

 

27. Maj 2013

Denne øl er resultatet af et samarbejde – eller rettere en venskabelig konkurrence mellem to øl-hunde. Brewdog fra Skotland og Flying Dog fra USA – et rigtigt hundeslagsmål. På etiketten ses de to bryggeriers flag på hver side at et dødningehoved. Her ser vi også en ugle der smider en håndgranat – ”Arms Race” (?).

Hvad går komkurrencen så ud på? At lave en IPA uden humle – en ”Zero IBU IPA”. Manopfordres til at prøve begge byggeriers bidrag, men jeg har kun fundet øllen fra Brewdog ( Jeg har nu hller ikke søgt specielt efter Flying Dog, men det vil jeg vist gøre ). Om det passer at der ikke er brugt humle er lidt uklart, idet humle er nævnt som ingrediens på etiketten, men det er de mange bær og urter og rødder som Brewdog nævner, ikke.

Det er en rødlig øl med mange bobler. Der er duft af ingefær og sort peber. De typiske humlenoter fra en IPA er ikke tilstede. Det minder mere om de historiske øl fra William Bros ( Heather Ales ), eller den nordengelske ”Morrocco Ale”. Den føles prikkende i munden. Smagen er også præget af urter og bær – solbær og enebær – tilsat lidt ingefær. Her er pebernoterne ikke længere til stede, og der er heller ikke andet der signalerer IPA.

Måske er resten af brygprocessen lig en IPA, men det er åbenbart humle der giver det afgørende indtryk. Denne øl er ikke en IPA men derimod en glimrende specialøl, der nærmer sig ældre tiders krydderøl. Alk. 7,5%

Karakter 4

Jeg håber jeg kan finder Flying Dogs bidrag. Det kunne være sjovt at sammenligne.

Tid til en øl - Brewdog Dead Pony Club

1. Maj 2013

I sommervarmen ( når den engang kommer ) kan det være dejligt med en frisk tørstslukker med lav alkoholprocent. Derfor blev jeg interesseret, da jeg så en øl fra Brewdog på 3.8% i vores lokale Brugs. En ”californian pale ale” ved navn ”Dead Pony Club”.

Bryggeriet smører som sædvanlig tykt på i deres beskrivelse af øllet. Det er en ” 21st century low amplitude, high voltage hop hit”. Man sammenligner den med kanoner, motorcykler – ja, alt hvad der kan virke sejt og kraftfuld. ”Drink fast, drink fast, sleep late and rip it down empty streets” -      ” This pale ale is chopped, tuned and ready to roll”. Man forsøger virkelig at give det indtryk at man lever liver farligt i overhalingsbanen, hvis man drikker denne øl. Men sandheden er at det er en tynd kop te.

Det ville have været godt med en lav-alkohol øl med masser af smag, men nogle tror åbenbart, at det bare kan gøres med at smide en masse humle i.

Det er en smuk øl med en mørkgylden fremtoning. Duften af humle er eksotisk med grape, fresken og mango. ( Simcoe, Citra og NBC ). Bare det dog havde holdt ved. Den er tynd og aggressiv med et kraftigt bid. Men for mig er den alt for tynd og alt for bitter. Der er ingen fornøjelse ved at drikke den – ikke engang en varm sommerdag efter havearbejde. Men måske kan inkarnerede humleelskere få noget ud af den.

Karakter 1+

 

Tid til en øl -TMOH/ AleSmith Kopi Luwak Speedway Stout / Brewmeister Armageddon

6. Marts 2013

I mandags var der ølsmagning i ingeniørforeningens seniorafdeling. Det er fjerde gang, der afholdes ølsmagning i forbindelsen med årsberetningen i aktivitetsudvalget og denne gang handlede det om belgisk øl. Jeg havde valgt 5 øl, der allerede er omtalt på disse sider, men som kunne repræsentere variationen i belgisk øl, uden dog at bevæge sig ud i ekstremer.

Vi smagte – ”Kwak” fra Bosteel – ”Achel Bruin” – ”Duchesse de Bourgogne” – ”Straffe Hendrik Tripel” og ”Pannepot Reserve” fra De Struise. Det var en god aften med godt humør og godt øl.

I dag har en af vennerne og en af svigersønnerne fødseldag – så ”til lykke med det”.

I lørdags var der - som tidligere nævnt – en ”ølsmagning” på John Bull i anledning af ”The Master Of Hoppets” rundede de 1000 anmeldelser.

Jeg dukkede op i god tid, og Peter og Jakob var ved at stille op til en review af ”Speedway Stout” fra amerikanske AleSmith. Denne øl er i sig selv lidt af en sjældenhed i Danmark, og her var der tale om en specialudgave tilsat kaffen ”Kopi Luwak”. Det er en meget eksklusiv kaffe, der først har været gennem tarmsystemet på en luwak, der er et slags indonesisk væseldyr. Derved nedbrydes bitterheden i bønnerne, og efterfølgende kommer de ud på naturlig måde. Det kan jo lyde lidt frastødende, men bønnerne bliver naturligvis steriliseret, inden de bliver ristet og brugt til kaffe. Kopi Luwak regnes for verdens bedste  - og dyreste – kaffe.

Meget generøst tilbød Peter at jeg kunne smage, hvilket jeg jo slet ikke kunne sige nej til. Så mange tak for det.

”Speedway Stout” er en meget kraftig øl på 12.0%. Den er kulsort med brunt, groft skum. Man mødes af en kraftig aroma, hvor kaffe, chokolade og alkohol mødes i en forførende dans. Vanilje blander sig også, og der er hele tiden nye noter, der lige antyder deres tilstedeværelse. Very,very smooth. Blød og lækker og meget behagelig at drikke, selvom den er så kraftig. Smagen består også af mange nuancer, men det er kaffen, der træder i karakter. Den er mild, men meget tydelig. Sammen med noter at brun farin og alkohol minder det lidt om en mild irish coffee. Det er absolut den bedste kaffestout jeg har smagt, og blandt de bedste stouts overhovedet.

Karakter 5+

 

Men der var skam andre specialiteter på programmet også. Nikolaj havde skaffet 2 små flasker af verdens stærkeste øl – ”Armageddon” fra det skotske bryggeri Brewmeister. Den holder ( måske ) den svimlende styrke – 65,0%. Det var muligt at smage 2 cl af den for 60 kr.

Brewmeister er et nyt bryggeri fra 2011 og de brygger 2 serier af øl. En lokal, hvor øllet kun kan købes i Skotland og en national, der også sælges udenfor landet. De hævder at de kun bruger 4 ingredienser i deres øl, så vi har nok at gøre med en slags skotsk Reinheitsgebot.

 

”Armageddon” er en gylden øl, der ikke danner noget skum overhovedet. Den bevæger sig lidt tyktflydende i glasset. Der er en sødlig aroma af vanilje, frugt og egetræ. Faktisk var mit første indtryk meget lig Innis & Gunns originale ale. Den er jo væsentlig lettere ( og væsentlig billigere ), men det er de samme noter der kommer frem. Det er en tyktflydende øl, der fylder meget i munden.

Og så kommer man i tvivl om den virkelig holder 65,0%. For den skarpe, brændende fornemmelse, man kender fra whisky og anden stærk brændevin udebliver fuldstændig. Der var flere end mig der var i tvivl. Nogle skød på 20%, men måske skyldes det, at den høje alkoholprocent jo ikke er kommet ved destillering, men derimod ved at fryse øllet ned og derefter fjerne det frosne vand. Det er første gang jeg smager så stærk en øl, og jeg ved ikke helt hvad man kan forvente ved denne metode. Men det virker logisk nok, at den bare bliver stærk og sød. Smagen er domineret af sødme, blomme, vanilje og alkohol.

Det var spændende at smage denne øl, og naturligvis også sjovt, at det kan lade sig gøre. Men derudover er det et fuldkommen overflødigt produkt, der reelt set intet har med øl at gøre. Disse ekstrem stærke øl er bare et kuriosum, der kan skabe lidt omtale. Heldigvis laver Brewmeister også ganske normale ales, men om vi ser dem her i Danmark må tiden vise.

Karakter 3+ ( fordi resultatet ikke står mål med anstrengelserne )