Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Ribe Bryghus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ribe Bryghus. Vis alle opslag

fredag den 20. juni 2014

Tid til en øl - Ribe Forårs Ale


20. Juni 2014

I går var børnene på besøg og vi bestilte pizza hos den lokale pizzamand. Vejret på terrassen var godt og jeg kunne lige bruge en ale til at sætte lidt kulør på pizzaen ( den var en smule intetsigende ). Det blev til en ”Forårs Ale” fra Ribe Bryghus. Min svigerinde er flink til at komme med øl fra den del af landet når hun er på besøg.

Ribe Bryghus prøver ofte at krydre deres øl med bær og urter, og her er det enebær og koriander, hvor sidstnævnte nok ikke vokser på strandengene ved Vadehavet. Men det er jo blevet en populær ingrediens i madlavningen og vi kender den også fra adskillige – især belgiske – øl.

Det er en flot gylden øl med mange bobler og kraftigt, men blødt skum. Den har en mild aroma, hvor man lægger mærke til enebær, men jeg kan ikke fornemme korianderen. Det er en blød og behagelig øl med en fin fylde. Smagen er også farvet af enebær – og sikkert også af koriander – og det giver en interessant og anderledes ale. Jeg synes Ribe Bryghus er gode til at antyde smagsnuancer, så man ikke bliver træt af det. De skriver selv, at ”der er ekstra meget humle” og godt nok afsluttes der med humlebitterhed, men det er ikke det overordnede indtryk.
Karakter 3+  

tirsdag den 8. april 2014

Tid til en øl - Ribe Vadehavsbryg


8. April 2014

Ribe Bryghus sælger – så vidt jeg ved – mest øl i lokalområdet. Det er spændende, for så kan man smage øllet, når man er der – eller når man får noget foræret fra nogen på egnen.

Indimellem kommer der øl fra de små lokale bryggerier, der ellers godt kunne fortjene at være landsdækkende, fordi de har en profil der adskiller dem fra resten af markedet – og det synes jeg faktisk gælder for ”Vadehavsbryg” fra Ribe Bryghus.

De kalder det en ”pilsner”, men den er på 6,0%, og det er måske lige i overkanten. Men det fine ved denne øl er at man har prøvet at lave en lokal, dansk smagsprofil. Det er jo så meget oppe i tiden og her synes jeg det er lykkedes fint.

Der er tilsat urter og bær fra klitplantagen ved Vesterhavet – hyldeblomst, lyngblomst og havtorn. Det giver en flot ravgylden øl med let hvidt skum. I duften fornemmer man turene til Vesterhavet. Der er lidt lyng og marehalm over den. Den tilførte Cascade-humle giver et frisk citrusstrejf, der gør at det ikke bliver for lokalt. Det er samme indtryk der præger smagen, men her kommer havtorn også til sin ret med en bitterhed, der er anderledes end den fra humlen. Der er ikke overdrevet med indtryk, der dominerer. Det hele er holdt i en god balance. Jeg synes, det er et god, anderledes bud på en dansk, vesterhavs-pilsner, som jeg gerne vil nyde næste gang jeg kommer på de kanter.

Karakter 4


torsdag den 26. december 2013

Tid til en øl - Juledagenes øl


26. December 2013

Glædelig jul til alle. Håber det har været nogle gode dage med fred og ro og tid til en masse juleøl.

Der er ofte en ølgave med under træet ( eller ved siden af ) og det var også tilfældet i år, hvor jeg af min kære kone fik de fire nye stouts fra Midtfyn. Dem glæder jeg mig til at smage.

 

 
Juleaften stod menuen på traditionel juleand og flæskesteg. Der var både vin og øl på bordet. Jeg havde fra sidste år gemt en flaske ”Speciale Noël” fra Abbaye des Rocs. Jeg havde måske håbet, at den ville modnes og blive endnu fyldigere, men her blev jeg nok lidt skuffet. Der var ikke sket den store udvikling. Stadigvæk er det dog en glimrende juleøl og den passede fint til maden
 

Jeg havde for en måneds tid siden stiftet bekendtskab med Val-Dieu, da jeg smagte deres ”Triple” på London Pub i Aalborg. Deres ”Biere de Noël” havde jeg også fået med på julebordet. Det er en triplelignende, lys øl på 7,0%, men der er skruet op for den lyse frugt og den blomsteragtige humle. Min svigersøn fornemmede flere humleindtryk end jeg gjorde. En udmærket øl, men måske ikke helt så velegnet til andesteg.

Min svigerinde havde haft 2 øl med fra Ribe Bryghus og vi åbnede deres ”Jule Ale” til frokosten næste dag. Ribe Bryghus åbnede i 2006 og jeg har tidligere smagt øl derfra, men vist ikke fået skrevet om det. Det er Lars Nielsen, Mark Vind og Steen Sahl, der driver det på ”meget seriøst fritidsplan”. Det brygger 800 liter ad gangen og har fem faste øl på programmet. Derudover sæsonøl som ”Jule Ale”
Den er på 6.8% og brygget af seks forskellige malttyper, samt kanel, nelliker, appelsin og stjerneanis. Men det er vist i beskedne mængder, for det trænger ikke helt igennem. Det er en behagelig mørk øl med en maltet profil, men alle juletilsætningerne før altså ikke meget væsen af sig.
Karakter 3+
 
De sidste par aftener er gået i et mere roligt tempo, hvor to af de mere kraftfulde øl var på bordet. I går blev det til en 13,0% ice-bock fra det tyske bryggeri SchorschBräu. SchorschBräu ligger i Oberasbach i Franken og brygmesteren hedder Georg ”Schorsch” Tscheuschner ( ”Schorsch” er en sydtysk udtale af ”Georg” ( De kan godt lide ”sch” på egnen )). Det stammer fra 1996 og skønt det er lille, vil de gerne brygge stærke øl. Der er overvejende to bryg på menuen – ”Schorsch Bock” og ”Schorsch Weizen” – begge på 13,0%. Derudover laves der også stærkere udgaver, bla. en ”Schorschbock” på 57,0%.
”Ice 13” er en icebock, der er lagret i 4 måneder inden man fryser den og fjerner isen. Så er den stærkere alkohol tilbage.
Det er en sort øl med tyndt, beige skum. Man mødes af ristet malt, brænderøg, tyrkisk lakrids og alkoholen holder sig ikke tilbage. Det er en kraftig øl, der giver varme i en kold tid.
Karakter 4


 
 

Her til aften satte vi os og så den første Harry Potter Film - og tog et glas mælk til. Nok ikke et mærke jeg vil hælde over havregrynene om morgenen. ”Julemælk” fra To Øl er kulsort og vil med sine 15,0% alkohol sikkert opløse havregrynene. Der er faktisk flækket havre i, og det giver en lækker, smooth øl.
På etiketten skrives: ”X-mas is here and santa has brought som of his evil black x-mas milk.” Jeg beklager, men jeg forstår det ikke helt. Selvfølgelig spiller det på bryggeriet ”Sort Mælk” ( som jeg ikke har smagt ). Derudover citeres MC Einer i to omgange : Med fornøjet glimt i øjet, trækker folk i vintertøjet til den årlige folkevandring op og ned ad Strøget” – Ja, har man først indtaget en ”Jule Mælk” er det ikke så svært at få et glimt i øjet.
Det er en kulsort øl med nærmest mørkebrunt skum. Overvældende sødlig duft med kaffe/mælk, chokolade og  alkohol, selvom den er bedre skjult end i ”Schorsch Bock”. Enorm fylde. Havren giver en blød tekstur, men alligevel er det en øl der giver sig god tid. Også i smagen er der chokolade og alkohol med også en afsluttende humlebitterhed, der balancerer oplevelsen fint.
Karakter 5
De tre sidste dage har jo været arbejdsdage, men i morgen er det fridag og der tager vi til strikkefestival i Silkeborg. Garnbutikken er flyttet til en placering lige ved siden af et bryggeri ( Grauballe, der er flyttet til ny adresse ) og de holder også åbent i dagens anledning. Så må vi se at fordele opgaverne mellem os.