Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Jopen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jopen. Vis alle opslag

fredag den 8. september 2017

Tid til en øl - Øllets Dag 2017



8. September 2017

Den første lørdag i september er Øllets Dag og Aalborg Afdelingen af Danske Ølentusiaster havde endnu engang samlet nordjyske ølaktører på Nordkraft. Denne gang var der bare mange flere end sidste år. Omkring 20 stande. Bryggerier, forhandlere, udskænkningssteder og håndbryggere fyldte hele turbinehallen ud, og der var stopfuldt på gangene. Men alt forløb i god ro og orden, og mit indtryk var, at alle havde tid til at få, hvad de ønskede at smage.

Jeg stod i standen for Fur Bryghus. Før frokost var vi to og efter var vi tre, så der var mulighed for at smage lidt fra de andre stande.
Jeg havde måske troet at Fur bryghus var så kendt, at der ikke ville være så stor tilstrømning dertil, men vi var placeret som de første, og der var også mange, der slog et smut forbi, netop fordi de kendte bryggeriet.

Fur Bryghus sender ikke nye øl ud i tide og utide, men der var alligevel en par stykker jeg ikke havde smagt.


Fur havde sendt 6 øl med – ”Ale” – ”Hvede” – ”Høstbryg” – ”Saison” – ”Bock” og ”Barleywine”, men i kassen med barleywine gemte der sig yderligere 2 flasker ”Lager” og 2 flasker ”Dansk Fyr”.
I begyndelsen var der flest, der ville smage ”Saison” – en øl jeg heller ikke selv havde smagt.

Det er en frisk og frugtig øl med et syrligt strejf, der faldt i manges smag. Saison kan godt efter min smag blive for syrlig, men Fur bevæger sig ikke ud i ekstremer, Det var en god introduktion til typen. Den holder 6,7%

Karakter 3+

Da vi havde fundet flaskerne med ”Dansk fyr” var der naturligvis også en del, der ville smage den. Det er en øl på 5,9% - uden humle, men med fyrrenåle fra Fur. Igen en øl, der er afdæmpet, men med en tydelig aroma og smag af fyrrenåle. Også her er der tale om en behagelig introduktion til Ny Nordisk Øl, som ikke skræmmer folk væk.

Karakter 3


I standen ved siden af vores, holdt One Pint til  - sammen med El Mariachi, der er en mexikansk gastropub fra Aalborg.

De havde både flaske og fadøl med. Så kunne man jo også få et par smagsprøver derfra. Først smagte jeg ”Elvis Juice” fra skotske Brewdog. En IPA på 6,5% med ekstra grapefrugt. Jeg skal da love for, at det trådte frem i både smag og aroma. En rigtig forfriskende IPA – en type vi ikke havde med i Furs repetoire.

Karakter 4


I fadudvalget var der også ”Old Engine Oil” – en dejlig mørk øl, som det altid er en fornøjelse at stifte bekendtskab med.

Og så en spændende imperial porter fra Jopen i Holland. Brygget med kakao, ingefær og havsalt.
”Meesterstuck 2017” er brygget af 5 bryggere. Hvert år brygger man et mesterstykke efter forskellig opskrift. I middelalderen bryggede man hvert år en sådan øl til ære for bryggernes helgen St. Martin. Og det er denne tradition, Jopen fører videre.
Kulsort med masser af smag og varme fra 10% alkohol.

Karakter 4+


Jeg var en smut forbi Ugly Duck, hvor jeg smagte ”Double Retro Double IPA” – en god god humlet ale.

Hos Munkebo smagte jeg ”Hjemstavn” med egen gærstamme og ”Svadilsfare” med saltlakrids. Jeg kan normalt godt lide øl fra Munkebo, men de her går jeg let henover.

Ugelris kunne byde på en glimrende ”Baltic Porter” og hos Two Face Brewing gensmagte jeg ”Clockwork Orange” og ”Schwarzwälder Kirsch Stout”. Da jeg nævnte for mine venner – der kom på besøg – at sidstnævnte ikke var så sød, som jeg huskede den, kiggede de forbavsede på mig, som om mine smagsløg var gået i strejke. Men jeg kan nu godt lide den.

Et vellykket arrangement på Øllets Dag og en stor cadeau til de tre ølentusiaster, der havde knklet for at få alle aftaler i hus. 



onsdag den 1. december 2010

Tid til en øl - Jopen Winterbier


1. december 2010

1. December – så er det tid for julekalendere i alle afskygninger. Vi har et par chokoladejulekalendere herhjemme. Min datter har en med små skuffer og døre i og jeg gav min kone en fra Summerbird i adventspakke. Det viser sig, at der er 2 stykker chokolade i , så der er jeg vel nok heldig.

Vi har set julekalendere i fjernsynet, men det er nok svært at følge med i dem alle. Vi så Absalon og Pyrus og så har vi optaget  den med pilgrimsrejse på Caminoen og 24 timer. De Nattergales ”The Julekalender” har vi på DVD og den ser vi hvert år med stor fornøjelse.

Der er også mange øljulekalendere i handlen og de fleste er bedre end Steward Stardust’s i ”Jul på Vesterbro”. Jeg smagte for mange år siden den fra Thisted. Der var 12 forskellige, men det var ikke 3 af hver. Der var f.eks kun en Limfjordsporter. Til gengæld var der 3 nissehvidtøl og 3 let øl. Men Thisted har jo i den grad sendt juleøl på markedet siden, så det er sikkert et helt andet sortiment nu.

Jeg så en belgisk ølkalender hos Vinspecialisten, men det var ikke kun juleøl, og Ølkonsortiet har også som sædvanligt en spændende kalender.

Jeg laver altid min egen kalender. Så bliver jeg måske ikke så overrasket, men jeg kan lettere finde nye øl at smage.

Og den første øl er faktisk fra Ølkonsortiet. Jeg fik den med fra juleølsfestivalen i november.

Det er en hollandsk øl fra Haarlem. I 1400 tallet var ølbrygning et af de vigtigste erhverv i byen. Det bærer mange af byens gadenavne præg af - Brouwersvaart og Brouwerskade f.eks. I mange år har byen dog været uden bryggeri, men i 1995 tog nogle ølentusiaster brygningen op og genskabte en gammel opskrift på Hoppenbier fra 1407. De kalder deres bryggeri Jopen efter en gammel brygkedel på 112 liter. De har en del forskellige øl på markedet, bl.a andet denne ”Winterbier” på 10,0%

Og det er jo stadig koldt, så det er noget at varme sig på. Der findes ikke nogen oplysninger om denne øl på deres hjemmeside, men der er nævnt 2 opskrifter, hvori den bruges. De er på hollandsk, så måske er det mig der ikke kan finde rundt på siden.

Det er en klar, rød øl, hvor skummet meget hurtigt forsvinder. Den er overgæret og tilsat kandissukker, og krydderier. Man bliver mødt af en meget vinøs duft af blomme i madeira. Den er relativ let, men varmende i munden og efterlader en let lammende virkning på tungen. Smagen er præget af alkoholen og der er noter af blomme og rosin, samt krydderier ( ? ). Der er ikke så megen sødme, som man kender det fra de kraftige belgiske øl af samme type.

Karakter 4+