Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Tjekkisk øl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tjekkisk øl. Vis alle opslag

søndag den 6. december 2020

Tid til en øl - Bernard Bohemian Winter Ale


 6. December 2020

I dag er det 6. december og som Carsten Bertelsen gjorde opmærksom på - også julemandens fødselsdag. Det plejer jeg at fejre med en Samichlaus fra Eggenberg, der netop bliver brygget hvert år på denne dag, men jeg har vist været stort set alle udgaver igennem, så i år bliver det anderledes.

Det er ikke længere så meget øl fra Tjekkiet, der finder vej til Danmark. Bryggeriet Bernard er et gammelt bryggeri fra 1597, men først i 1991 fik det navnet Bernard, da Stanislav Bernard sammen med 2 venner købte bryggeriet Humpolec, der var gået fallit. Bryggeriet ligger i Humpolec sydøst for Prag. De næste 10 år kæmpede de en svær kamp med at få bryggeriet på fode igen, men nu udvider de stadig kapaciteten, og har stor succes

De brygger en del undergæret øl, som er traditionelt for området, men også en IPA og en ’Bohemian Ale’, der er overgærede.

Hvordan ’Bohemian Winter Ale’ adskiller sig fra ’Bohemian Ale’ er jeg ikke helt klar over. Begge er på 8,2% og begge brygges med koriander og Saaz humle. Måske er det et salgstrick til at komme ind på et nyt marked.

Det er en flot gylden øl med pænt hvidt skum. Der er en livlig udvikling af bobler. Duften er domineret af koriander. Den har en massiv fylde, hvor alkoholen er en smule aggressiv. Lidt som en god, dansk guldøl. I smagen er koriander måske næsten for dominerende, og alkoholen er markant, men også med til at give karakter. Man ved godt, man ikke drikker letøl. Bitterheden i eftersmagen er ikke overvældende.

Karakter 3+

fredag den 6. maj 2016

Tid til en øl - Primator / Samuel Smith Imperial Stort

6. Maj 2016

For en måned siden besøgte vi Himmerlands Teater i Hobro, for at se en russisk forestilling ” Frk Jelena”. Et alvorligt stykke. I den forbindelse kunne man i pausen købe tre russiske øl – eller rettere
litauiske øl.

I dag så vi så et typisk engelsk stykke – ”Perfect Nonsense” - lavet efter Woodhouse’s noveller om ”Jeeves & Wooster”. Et stykke i den fuldstændig modsatte grøft. Vanvittigt morsomt og rablende skørt – med kun tre skuespillere om 10 roller. Meget dygtige skuespillere, der forstod kunsten at overspille på samme niveau.

I pausen kunne man så denne gang nyde engelsk øl fra Samuel Smith i Yorkshire. Jeg valgte deres ”Imperial Stout”, som tidligere er blevet anmeldt her ( 2010 ).


Det er en kusort øl på 7,0%. Vi er blevet så vant til amerikanske udgaver af Imperial Stout, hvor humleniveauet er højt, men denne gamle engelske øl har en ganske anden fremtoning. Her er det ikke så meget bitterheden, der er lagt vægt på, men mere de ristede toner fra malten, lakrids og chokolade.


Inden forestillingen spiste vi på ”Cafe K” på havnen i Hobro, hvor vi fik steak med hjemmegjort bearnaise – ikke noget pulverstads der. På cafeen har de øl fra tjekkiske Primator og jeg havde lyst til en ”Premium Lager” på 5,0%. Det er en god bøhmisk pilsner, der nok er en smule til den søde side. Men den har en god fylde og passede såmænd fint til maden. Der er ikke så meget bitterhed i eftersmagen som i de mere kendte øl fra Urquell og Budovar.

Karakter 3

En dejlig forårsaften på havnen i Hobro. ”Tommel op” til Himmerlands Teater – både for forestillingen og for deres valg af passende øl til deres stykker. Håber det fortsætter.

tirsdag den 5. april 2011

Tid til en øl - Zubr Classic


5. April 2011

I går var det en tjekkisk dunkel/schwarzbier, der stod på programmet og det er det også i dag. Zubr bryggeriet ligger i Prerov i den østlige del af landet, og det er et af landets volumenmæssig største bryggerier. 12% af deres produktion går til eksport.

Etiketten ligner noget fra kommunisttiden eller måske nærmere fra kejsertiden, og bryggeriet stammer da også fra 1872. Der er både kongekrone og våbenskjold, og også et par medaljer, der sikkert stammer fra nogle ølfestivaler i en svunden tid.

 
Våbenskjoldet har en – synes jeg – dejlig ironisk distance, hvor vi ser en rød tyr ( Zubr betyder bøffel ), et par tårne og bogstaverne P og A , der slynger sig sammen. Jeg ved ikke hvad de står for, men et gæt er at p’et står fro Prerov. Det ser højtideligt ud på afstand, men er ganske sjovt tæt på.
”Zubr Classic” ( Tmavè ) er en let øl på 3,8%. Den er brygget med glukose og sukker, samt ascorbinsyre. Den minder på mange måder om gårsdagens øl fra Staropramen.
Det er en sort øl med et groft cafe latte farvet skum. Den virker ikke så sødlig som Staropramen, men der er en duft af karamel og mørk ristet malt. Den virker prikkende i munden og fylder bedre end de 3,8% kunne signalere. Smagen er bitter af ristet malt. Ascorbinsyren giver en lidt kunstig smag, der ender i en sur afslutning, Middel bitterhed i eftersmagen.
Karakter 2+
Jeg har ikke været heldig med disse 2 sorte, tjekkiske øl. Jeg plejer ellers at sætte pris på mørkt, undergæret øl, men om det er tilsætningen af ascorbinsyre, der ødelægger det, ved jeg ikke. Jeg har aldrig været nogen stor tilhænger af denne ide, men har dog smagt øl, hvor det har fungeret godt. Lad os bare slå fast at schwarzbier skal brygges efter  Das Reinheitsgebot.
 

mandag den 4. april 2011

Tid til en øl - Staropramen Dark




4. April 2011

Sommervejr de sidste par dage. Jeg har været i haven – det er skønt. Lørdag var vi til 18 års fødselsdags i Vrå. Dejligt frokostbord med masser af mad  - og påskeøl ikke at forglemme. Ud over Maisel’s fine weissbier ( både original og dunkel ) var der påskeøl fra Svaneke, Thisted, Ørbæk og Beer Here – samt et par andre gode øl. Beer Here stod alene tilbage til sidst, men da folk først fik smagt på den, var det enighed om at den var vældig god. Jeg lagde selv ud med Maisel’s Weissbier til sild og æg.  Smagte også endnu engang dunkeludgaven. Og åbnede så for Ørbæks ”Ekstra Påskebryg”.
 

Det er en lys påskebryg på 7,0%. Der er ikke mange oplysninger om den på nettet – og da slet ikke på Ørbæks egen hjemmeside. Man kan andre steder læse af den er lavet på en speciel gær, men hvilken, og hvad det indebærer får vi intet at vide om.

Den fanger ikke rigtig an, men virker en smule parfumeret, ikke dårlig men heller ikke i samme kategori som deres almindelige Påskebryg, som jeg foretrækker. Den stod også på bordet, så den snuppede jeg bagefter. Den skrev jeg om sidste år ( 1. April 2010 ).

Efter frokosten tog vi til stranden  og så de gamle tyske bunkere nord for Løkken. Vejret var fantastisk. Vi kunne gå uden overtøj og jeg fik endda soppet lidt – hen over et vandløb ( fordi jeg ikke gad gå hele vejen op til broen ). Det var koldt, men ikke ubehageligt. Tilbage i Vrå fik vi kagebord, så vi var godt mætte, da vi kom hjem.

Søndag var der atter øvning på Skansespillets ”Robin Hood”. Det er stadig første gennemspilning af de forskellige scener, men jeg morer mig glimrende – det skal nok blive fint. Ingen øl den dag, for vi skulle hente vores datter i lufthavnen om aftenen. Hun havde været i London med gymnasiet i en uge og havde haft en fantastisk tur. Og havde købt en masse tøj og andet godt.

I dag holdt vejret sandelig, så det var også muligt at komme lidt i haven.

Her til aften åbnede jeg en flaske schwarzbier fra ”Staropramen”. Jeg holder utroligt meget af deres ”Pilsner”, der hører til blandt de bedste. Bryggeriet ligger i Prag, og navnet er tjekkisk og betyder ”Den gamle kilde”. Da pilsneren blev populær og begyndte at brede sig til mange forskellige bryggerier følte det originale bryggeri i ”Pilsen”, at det var på tide at markere sig som ”det originale bryggeri” og i 1898 blev deres øl registreret som ”Pilsner Urquell” ( urkilden ). Der gik dog ikke lang tid ( 1911 ) før Staropramen fik deres øl registreret. Bryggeriet stammer fra 1871, hvor de sendte den første øl på markedet.

Deres schwarzbier – ”Staropramen Dark” ( Cerny ) – er på 4,4%. Schwarzbier er en tysk specialitet fra Thüringen og Böhmen ( Tjekkiet ). Jeg har smagt flere sorte øl fra området, og med stor fornøjelse, men denne rammer ikke lige i plet. Den er klar med en flot, mørk mahognyfarve, offwhite skum og små brusende bobler. Det ser tiltalende ud i mit Staropramenglas. Men aromaen er kvalm sødlig med stærke noter henad hvidtøl, og det var ikke lige det, jeg havde ventet. Den er dog let/tynd i munden, men smagen er også sød med en kunstig note at citrus. Der er ikke nogen bitterhed i eftersmagen. Lidt skuffende ( eller rettere meget ), men de har også gjort det godt nok med deres pilsner – de behøver egentlig ikke anstrenge sig mere.

Karakter 2+

mandag den 12. april 2010

Tid til en øl - Kozel Dark

12. April 2010

Forleden fik jeg en del øl i fødselsdagsgave, bla. en ”Kozel Dark” fra Tjekkiet. Jeg tænkte, den ville passe fint til frikadeller, ris og ratatouille.

Kozel bryggeriet ligger i Velke Popovice, der nu er en del af storbyen Prag, men som i 1874 lå uden for byen. På det tidspunkt købte Frantisek Ringhoffer en herregård og omdannede det til et bryggeri. Hvordan det har fået navnet Kozel, ved jeg ikke. Kozel er på russisk et nedladende ord, der betegner en tosse eller idiot  – og det tror jeg ikke er meningen her.

Bryggeriet etiketter prydes af en ged med et stor ølkrus. Det skulle være skabt af en omrejsende fransk kunstner, som tak for den gæstfrihed, han mødte i byen.

”Kozel Dark” er en let øl på 3,8%. Den har en flot mørkebrun farve og toppes af lyst skum ( i mange beskrivelser har jeg set skummet omtalt som brunt, men det er det ikke ). Duften er svag med noter at ristet malt. Øllet er let drikkeligt, men ikke tyndt, og der er en god fylde i smagen, hvilket overrasker lidt, med tanke på alkoholprocenten. Smag af mørk frugt og ristet malt, og jeg synes, jeg indimellem kunne fornemme en sødlig note af kastanje. Fin bitterhed til sidst i eftersmagen.

Karakter 3+


tirsdag den 7. juli 2009

Tid til en øl - Budweis 1795 Dark

7. Juli 2009
Som så mange böhmiske/tjekkiske bryggerier laver Budejovicky Mestansky Pivovar også en mørk øl – en slags dunkel. Og forleden da jeg besøgte Kvickly Ekstra så jeg begge på hylden ( ca 10 kr flasken, så det er billigt ). Jeg må ellers sige at udvalget i COOP’s butikker er stærkt forringet på det sidste. Det gælder både i den lokale og i de store varehuse. Der satses i stedet på cider. Det er da også en frisk drik, men variationen er jo ikke særlig stor. Efter sigende er grunden, at ølsalget er faldende og at kvinder foretrækker cider i stedet for øl. Det er sørgeligt, for man satser derfor på discount specialøl, der er billigt og af ringere kvalitet end det øl, vi kunne købe for 3 år siden.
Det mørke udspil fra bryggeriet Budejovicky Mestansky Pivovar hedder meget opfindsomt ”1795 Dark”. Det er en mørkebrun øl på 4,5% med beige/lysebrunt skum. Det er lidt sødlig malt i duften, og der er da også en overraskende sødlig smag i øllet. Det minder nærmest om en overgæret belgier, hvor man har tilsat ekstra sukker. Det er der dog ikke tale om, da de fleste tjekkiske øl er brygget efter det tyske Reinheitsgebot, der jo netop forbyder ekstra tilsætninger. Der er en frisk og livlig karakter i øllet, der i nogen grad modvirker det lidt vamle indtryk, samt en rimelig bitterhed i eftersmagen. Men indtrykket af en lidt for sød øl er svær at ryste af sig.
Karakter 3

mandag den 6. juli 2009

Tid til en øl - Budweis 1795

6. Juli 2009
Vi havde en meget smuk bisættelse af min far, og alle vi har været i kontakt med under hele forløbet har været venlige og imødekommende, hvilket har gjort det lettere at overkomme. Men vi har ikke vænnet os til tanken endnu.
En af de øltyper, vi har lært at kende og elske er de tjekkiske pilsnere, men da disse blev skabt, var Böhmen en del af det tyske rige. Det er egentlig kun øl fra byen Pilsen, der må kaldes pilsnere. Andre øl er opkaldt efter deres by f.eks efter byen Budweis. Der er 3 bryggerier, der brygger Budweiser og de kæmper hele tiden om retten til navnet ( se 10 Aug. 08, hvor jeg skrev om det ).
Kort fortalt er det den amerikanske Budweiser og den tjekkiske Budejovicky Budvar, der udkæmper de fleste kampe, men det er faktisk aftenens øl, der er den originale Budweiser.
Traditionen med at brygge øl i Budweis går helt tilbage til 1265, hvor hver borger havde ret til at brygge. I 1795 beslutter de tyske indbyggere i Budweis sig for at gå sammen og lave et bryggeri – ”Budweiser Bürgerbrau” – og de udsender i 1802 verdens første Budweiser. På det tidspunkt er det  en overgæret øl, men det ændres, da Urquell får succes i midten at århundredet. I 1875 begynder man at eksportere til USA, og det er først året efter – i 1876 – at den amerikanske Budweiser fra Anheuser-Busch kommer på markedet. I 1895 beslutter de tjekkiske indbyggere ( det tog dem lige 100 år at tage sig sammen ) sig for at lave et tilsvarende bryggeri og det er deres udgave, der er mest kendt i Danmark – Budejovicky Budvar ( det er også den bedste ). Samme år bliver ”Bürgerbrau” kongelig hofleverandør til Wilhelm II af Würtemberg.
”Budweiser Bürgerbrau” har siden ændret navn til ”Budejovicky Mestansky Pivovar” og de kalder deres pilsnertype for ”1795”.
Bryggeriet malter selv og der er brugt Saaz humle. Vandet hentes op fra en 300 dyb brønd under bryggeriet. Der bliver stadig brygget på åbne tanke som i gamle dage.
1795” er en pilsner på 4,7%. Den er klar med et mørkgyldent skær og fint hvidt skum. Duften er af lys malt og den føles frisk. Der er ikke så meget fylde i smagen, som i de andre kendte böhmere, men der er en god bitterhed i eftersmagen. En rimelig god pilsnerøl, der dog ikke helt når op på siden af sin konkurrent fra byen -  men dette er altså den første..
Karakter 3+

torsdag den 2. april 2009

Tid til en øl - Bakalar Dark Lager

2. April 2009
I aften var der så generalprøve til danseafslutning. Vi er jo begynderholdet, så der er kun 5 par, der har vovet sig på gulvet. I dag gik det bedst i tredje forsøg, og så mange får vi nok ikke på lørdag, men når der kun er 5 par støder vi nok heller ikke ind i hinanden, - så det går nok.
Jeg har tidligere nævnt et par, som desværre måtte stoppe. Hun går med skinne på benet og kan knap bøje det. Forhåbentlig bliver knæet snart i orden igen – men dansetræning bliver det nok ikke til, før til næste sæson. De havde en ølaften med deres venner, og jeg havde foreslået et par velegnede øl. I dag kom de til sidste rigtige danselektion for at sige farvel og tak til danselæreren Bjørn, og så havde de lige 2 flasker øl med til mig. Det var slet ikke nødvendigt, men absolut dejligt. Den ene var en ”Schwarzbier” fra Mönchhof og den anden en tjekkisk øl, jeg aldrig har set eller hørt om før.
”Bakalar Dark Lager” på 4,8% fra bryggeriet ”Pivovar Rakovnik”.
Det har været lidt vanskeligt at finde oplysninger om denne øl, men det lader til at man har brygget øl i Rakovnik siden 1300-tallet. Det nuværende bryggeri stammer fra 1454, hvilket nævnes med stor skrift på etiketten. Området har gennem tiden været kendt for den bedste tjekkiske humle, endda bedre en området omkring Saaz. Da jeg søgte på ordet ”Bakalar” var det første forklaringer at det betød torsk på kroatisk ( hvilket ikke giver meget mening ), men til sidst opdagede jeg, at det betyder ”Ungkarl” på tjekkisk, og det giver trods alt bedre mening. ( Han sidder på etiketten med en opslået bog og et skummende krus øl. Det er vist en rigtig studenterøl.
Det er en filtreret øl, men den er så mørk at man ikke så let kan se igennem den. Skummet er kraftigt og har en beige/lysebrun nuance. Duften virker sød, maltet i stil med en nisseøl. Det er en interesant øl. Den har en lethed, man kender fra de mørke lagerøl i området, og derfor synes jeg først at den var lidt frisk. Men så overtager en massiv sødme billedet. Det virker næsten som om der er tilsat ekstra sukker, som man bla. gør i Belgien, men det passer dårligt med Das Reinheitsgebot, Og det efterlever de fleste tjekkiske bryggerier også. I begyndelsen lægger man overhovedet ikke mærke til humlen, men efter et par mundfulde opdager man en god bitterhed bliver hængende i eftersmagen. Den er ikke overvældende, men den holder godt.
Karakter 3+
Det er en øl, hvor jeg ikke synes balancen er helt i orden. Sødmen er simpelthen for sød, men på en eller anden måde bliver den ikke vammel alligevel. Derfor er den et fint alternativ til andre tjekkiske øl.
På etiketten er der trykt et Quatrain – et fire liniers digt. Dette stammer vist fra gamle dage, men ellers ved jeg ikke helt, hvad det betyder.
” En pave i Rom  -  En havn i Ancona  -  Et tårn i Cremona  -  En øl fra Rakovnik”   -  ????

lørdag den 7. marts 2009

Tid til en øl - Bodejovicky Dark / Søgaard Gækkebryg

7. Marts 2009
Fredag var vi til en 40-års fødselsdag med nogle utroligt lækre småretter – rejer, kylling, bønner og meget andet. Familien var lige vendt tilbage fra en tur til Thailand, så der var masser at fortælle om, og de har haft en spændende tur. Det var en dejlig aften, selvom der blev serveret vin til maden. ( ha, ha – jeg kan faktisk godt lide vin ). Senere kom der whisky til kaffen og nogle lækre kager, der ødelagde slankekuren lidt.
I går aftes fik vi så selv gæster. Her fik vi en rucolasalat med rødbeder, æbler og valnødder, efterfulgt af lasagne med kylling og is til dessert.. Vores gæster havde været en lille smut omkring Ølkonsortiet i Aalborg og havde fundet en ”Gækkebryg” fra Søgaard og ”House Ale” fra skotske Traquair.
Til salaten lagde vi dog ud med en ”Dark Lager” fra Budweis.
Kong Otokar II af Böhmen gav i 1265 byen Ceske Budejovice privilegium til at brygge øl, og i 1400’tallet var antallet af bryggerier oppe på 44.
I 1795 oprettede de tyske beboere i byen ” Budweiser Bürgerbräu”, som senere blev hofleverandør til Kong Wilhelm af Würtemberg.
I 1895 oprettede de tjekkiske borger så deres bryggeri ” Budejovicky Budvar”. Dette bryggeri har ofte siden ligget i strid om navnet med det amerikanske Anheuser-Busch, der producerer ”Budweiser”
Denne øl er en mørk lagerøl på 4,7%. Den er præget af ristet malt og en anelse sødme fra karamel. Den føles let og frisk i munden og der er en fin og markeret bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+
Derefter åbnede vi Søgaards påskebryg, der bærer navnet ”Gækkebryg. Oplysninger på etiketten er en sludder for en sladder om en herlig forårsaroma, der leder tankerne hen på det kommende forår.
Det oplyses dog at der er 3 forskellige humletyper i, men ikke hvilke. Det er måske også ligegyldigt for de fleste, men jeg kan godt lide at vide det.
Det er en flot uklar, gylden overgæret ale på 5,0%. ( jeg glemte desværre at tage et billede ). Skummet er kraftigt og hvidt og af duften mærker man straks, at der er brugt amerikansk humle. Tydelig citrus aroma blandet med en kraftig note af hyldeblomst. Den virker meget frisk og forårsagtig ( så langt - så godt med etikettens beskrivelse ) Den føles frisk og en lille smule aggressiv i munden. Også i smagen træder citrus og hyldeblomst frem i billedet, og det virker ganske forfriskende. Den minder en del om ”Fynsk Forår” fra Ørbæk, men humleprofilen er meget mere markant. En fin og frisk forårs-/sommerøl.
Karakter 4

tirsdag den 13. januar 2009

Tid til en øl - Ferdinand

12. Januar 2009
Jeg har efterhånden beskrevet en del tjekkiske pilsnere på denne blog, men nu er jeg atter stødt på en – nemlig Ferdinand. Bryggeriet kaldes Pivovar Ferdinand eller Pivovar Benesov. Det lader til at navnet Ferdinand stammer fra tiden lige før 1. Verdenskrig, hvor Østrig-Ungarns tronfølger Prins Ferdinand ejede slottet Konopiste, der ligger i Benesov ( 40 km syd for Prag ). Kronprinsen blev siden myrdet i Sarajevo, hvilket udløste 1. Verdenskrig.
Der er blevet brygget øl i Benesov i mange hundrede år før Ferdinand. Det første nedskrevne erklæring med brygrettigheder stammer fra 1595, men der var det jo ikke pilsnerøl man bryggede.
Ferdinand er heller ikke betegnet som en pilsner, da det jo kun er øl fra selve Pilsen, der må benytte den betegnelse – men den er betegnet som Premium Lager.
Det er en klar, lys gylden  øl på 5,0%. Skummet er hvidt kraftigt og hænger flot på glassets sider. Der er en fin duft af korn. Fornemmelsen er frisk og levende, og smagen er fyldig, men mere sød end så mange andre tjekkiske øl. Jeg synes at fornemme nogle noter af honning. Bitterheden er ikke så fremtrædende som i f.eks Urquell, men giver en fin balance til sødmen. Det er en dejlig og lidt anderledes tjekkisk øl.
Karakter 4

søndag den 5. oktober 2008

Tid til en øl - Pilsner Urquell

5. 0ktober 2008
I dag er det pilsnerens fødselsdag – hurra, hurra, hurra. Den fylder 166 år og den oprindelige øl er stadig på markedet. Det er den, vi kender under navnet ”Pilsner Urquell” – pilsneren fra Urkilden.

I det sydlige Tyskland – i Bayern havde man eksperimenteret med at brygge under kølige forhold i grotter og huler i Alpernes forbjerge. Det var for bedre at kunne styre gæringsprocessen. Det var lettere at undgå vildgær, og man opdagede at gærresterne sank til bunds i stedet for at stige op til overfladen. Derved kunne man bedre rendyrke gæren og i 1830-erne havde især Gabriel Sedelmeyer fra bryggeriet Spaten udviklet en pålidelig gærstamme. Man havde på dette tidspunkt ikke nogen klar forståelse af gærens opbygning og virkemåde, og ofte gik det galt for bryggerne og øllet måtte hældes ud.
Men den gode bayerske øl begyndte at sprede sig over det meste af Centraleuropa og truede ølproduktionen i bla. Tjekkiet

I den bøhmiske by Plzen havde man store problemer med at få brygget ordentligt øl, og i 1839 besluttede man at slå sig sammen og opføre et nyt bryggeri efter bayersk mønster.
Man kontaktede en 29-årig bayersk brygmester ved navn Josef Grolle og bad ham stå for en ølproduktion, der kunne konkurrere med den bayerske øl.
Josef Grolle hjalp med teknisk viden under opførelsen af bryggeriet og han havde taget noget af Sedelmeyers gode gær med sig. Derudover arbejdede ham videre med de nye ideer og erfaringer som Anton Dreher i Wien havde gjort.
Dreher havde sammen med Sedelmeyer været på en turne i Europa i deres unge dage, og havde bla. været i England og studeret den engelske metode til at lave pale ale malt.
Denne viden arbejdede Dreher videre med og skabte i 1841 verdens første lyse lagerøl – Wienerøllen. Wienermalten er tørret ved omtrent samme temperatur som pale ale malten, og er lidt mørkgylden. Josef Grolle arbejdede videre og tørrede malten ved en temperatur under 80 grader, hvorved malten slet ikke tog farve, og han fik en meget lys malt og dermed en lys øl.
Derudover udviklede Grolle en kedel, der nedbrød de proteiner, der gjorde øllet uklart og forfinede filtreringsmetoden, og skabte dermed en lys, klar øl. Samtidig var glasproduktionen blevet billigere, og det var blevet mere populært at drikke af glas end af krus. Den nye øl stod flot klart i glasset, og det er sikkert også en medvirkende årsag til dens popularitet.

Den 5. Oktober 1842 lykkedes det Josef Grolle for første gang at brygge og præsentere denne nye bryg for aktionærerne. Der gik over en måned, inden den blev præsenteret på byens værtshuse, hvor den meget hurtigt blev en stor succes. Og det har den jo været siden. Den har bredt sig over hele verden og er uden sammenligning den mest populære øltype. Det er nok også den øltype, de fleste danskere forbinder med betegnelsen øl.

Pilsneren er opkaldt efter byen Plzen, og i Østeuropa er det kun øl fra selve byen, der må kaldes pilsner. Men andre steder så man stort på denne ide, og pilsneren blev en typebetegnelse.
I 1898 markedsførte man derfor denne originale øl som ” Pilsner Urquell” – den oprindelige pilsner.

Det er en klar, gylden øl med en flot hvid skumkrone. Den holder ikke så længe, men hænger fint på glassets sider. Duften er frisk, og den føles også frisk i munden. Smagen er fyldig med mere malt end i traditionelle danske bryg, men samtidig er der en skarphed fra humlen, der forsætter over i en markant humlebitterhed, der varer i meget lang tid.
En ægte Tjekkist Pilsner er brygget på Mährisk malt og den Böhmiske Saazhumle. Samtidig er vandet i Böhmen meget blødt, hvilket efter sigende også kom lidt bag på brygmester Grolle. Den lagres længe, hvilket gør den let at drikke. Disse forhold har været med til at skabe pilsnerens ry.
Pilsneren er som type en fortræffelig tørstslukker, men ”Pilsner Urquell” har også smag og fylde at byde på, og kan udmærket nydes, uden at man har slået græs først.
Karakter 4+

mandag den 8. september 2008

Tid til en øl - Staropramen

8. September 2008
Da jeg for 2 år siden holdt den første ølsmagning, blev jeg lidt skuffet over at se, at halvdelen af øllene var danske. Jeg havde hørt, at belgisk øl var godt, - at tjekkisk øl var godt, - og troede lidt naivt at al belgisk øl smagte ens og ligesådan med det tjekkiske – sikkert fordi det danske øl, jeg kendte, stort set smagte ens. Jeg blev glædelig overrasket over, at variationen og udvalget var meget større, end jeg havde forestillet mig.

Men jeg havde stadig ikke smagt tjekkisk øl, så de første øl, jeg købte efter ølsmagningen, var 2 tjekkiske øl fra den lokale Brugs – Pilsner Urquell og Staropramen. 50 cl af hver. Så kunne jeg lave en komparativ analyse med dem.

Tjekkerne er det folkefærd i verden der drikker mest øl pr. indbygger – 160 l om året. I Danmark drikker vi omkring 100 l pr indbygger ( selvom jeg gør mit for at bringe gennemsnittet op ). Der er ikke meget variation i de tjekkiske øl – undergæret pilsner eller dunkel, med en lille afstikker til schwarzbier. Men det de gør, gør de godt.

Mine smagsløg var på det tidspunkt ikke vænnet til meget humle, og jeg syntes, at Urquell var lige bitter nok til mig, hvorimod Staropramen havde en bedre balance mellem malt og humle.
Så Staropramen var i lang tid min foretrukne pilsner. Et år efter havde vi en ølsmagning præcis på Urquells fødselsdag, og den skulle selvfølgelig med som ekstra, selvom temaet var mørk efterårsøl. – Og det er jo en særdeles fremragende pilsner. Jeg havde på det tidspunkt vænnet mig til humle. ( mere om Urquell senere ).

Staropramen kommer fra Prag og er derfor ikke en rigtig pilsner, da kun øl fra selve Plzen må kalde sig det.
I 1869 forelagde Gustav Noback sine tegninger til en nyt moderne bryggeri for aktionærerne i Smichov bryggeriet., og i 1871 kunne den første nye øl præsenteres. Den blev en stor succes, og tog kampen op mod Urquell. I 1911 fik den sit nuværende navn – ”Staropramen” – der betyder ”Den gamle kilde”.

Det er en klar, lys øl på 5,0% med fint hvidt skum. Duften er ren og frisk og øllet føles også forfriskende pga. kulsyreudviklingen. Smagen er ren og fyldig med noter af korn og malt og den har en behersket bitterhed, der dog er en del højere end i de fleste danske pilsnere. Brygget efter Reinheitsgebot og humlet med Saaz.
Hvis jeg skal vurdere denne øl nøgternt, må karakteren blive 4+. ( Det er vanskeligt for en pilsner, at kommer højere op på skalaen, da den ret beset ikke har så mange nuancer at spille med. ) Men der er da situationer, hvor den eneste  rigtige øl vil være en pilsner.

Staropramen har været med til flere ølsmagninger, og har kun skuffet en enkelt gang, hvor jeg pga. mangelfuld viden, serverede den efter Sierra Nevada Pale Ale. Der har en sølle pilsner ikke en chance.
I Tjekkiet sælges den under navnet Staropramen Lezak.
Jeg synes stadig, det er en af de allerbedste pilsnere.

torsdag den 14. august 2008

Tid til en øl - Rebel

14. August 2008
I dag var der atter gode venner for at se på killinger – og for at besøge os, selvfølgelig. Aftensmaden stod på noget, der kunne minde om chili con carne – bare uden chili, så der var ikke brug for den meget humlede øl.
Jeg havde fundet et par bøhmiske øl ved navn Rebel, som jeg ikke havde smagt tidligere og etiketten var udformet på tjekkisk, så det var ikke helt til at vide, hvad det var. Men den ene var en ”Original Premium”, hvilket vil sige en pilsner. I Tjekkiet og andre steder i østlandene er det kun øl fra selve Pilzen, der må kalde sig pilsnere. Øl fra andre byer må kalde sig noget andet, men typen er den samme. Den anden var en ”Cerny”, hvilket formodentlig betyder ”dunkel” – det lignede den i hvert fald.

I 1333 gav den bøhmiske konge, John af Luxenbourg nogle specielle rettigheder til byen Nemecky Brod. Alle, der ejede et hus indenfor bymuren, fik tilladelse til at brygge øl. Så der opstod hurtigt en masse små husbryggerier.
Disse rettigheder blev bekræftet i de følgende århundreder og i 1637 bliver byen erklæret en kongelig fristad.
Efterhånden udvidede nogle brygmestre større bryggerier.
Efter en stor brand i 1834 besluttede de største brygmestre, at lægge produktionen om med en nyt moderne bryggeri, der åbnede d. 12 okt. 1880. Det var dette bryggeri, der nu brygger Rebel.
Efter 2. verdenskrig besluttede det nye kommunistiske styre at omdøbe byen til Havlickuv Brod, efter Karel Havlicek Borovsky ( 1821 – 56 ), der skrev oprørske og rebelske artikler mod det Habsburgste styre.
Derfor har bryggeriet taget navnet ”Rebel.”
De har de sidste 10 år vundet utallige priser ved lokale og internationale ølfestivaler.
( Det skal lige nævnes, at de få reklamer jeg har set for disse øl, er i den mere lumre afdeling, med halvafklædte modeller og seksuelle undertoner.)
Original Premium er en lys, gylden øl med fine bobler og et cremet hvidt skum. Duften er frisk, men smagen mangler noget af den fylde, der ellers kendetegner tjekkisk pilsner. Den virker lidt for let. Eftersmagen er behageligt humlet.
Karakter 3+
Rebel Cerny er en mørkebrun øl med en beige skum og en sød ristet aroma. Smagen er i retning af kaffe med sukker – hvad jeg normalt ikke drikker – men her synes jeg faktisk godt om det. Den virker en anelse sødere og tungere end de tyske dunkel, jeg kender. Sødmen forsætter på behagelig vis i eftersmagen.
Karakter 3+