Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Jester King. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jester King. Vis alle opslag

tirsdag den 29. april 2014

Tid til en øl - Ølsmagning 2 / Jester King / Mikkeller / Port Brewing


29. April 2014

Det ser ud til jeg i skyndingen glemte at fotografere ”Censored” fra Jester King ved lørdagens ølsmagning. Men her er i hvert fald et billede af den spændende etiket. Røgen bølger frem og tilbage og danner et bedrøveligt ansigt med lysende øjne. Det er en vildgæret øl, der er lagret i røgede egetræsfade –Pecan Wood Smoked Saison.

Den er på 6,7% og brygget på byg- og hvedemalt, flækket havre, humle, farmhouse gær, vildgær og syrlige bakterier – så det burde ikke komme bag på os at det var noget syrligt stads. Det gjorde det dog til en vis grad alligevel. Måske blev vi ( jeg ) snydt, for aromaen var i høj grad præget af røgen. Noget af malten er røget i en BBQ grav hos det berømte ”Censored” i Driftwood. Der er simpelthen sat et censurskilt henover navnet.

Det er en syrlig sag, der absolut ikke faldt i vores smag. Jeg forsøgte, at plædere for at sådan skal en syrlig øl smage, men det blev helt stemt ned, og jeg vil også sig,e at sammenlignet med de andre øl i smagningen, var det en slem skuffelse.

Karakter 1+

 
Så var der straks meget mere at komme efter hos Mikkeller, der har lagret den kraftige ”Santa’s Little Helper” på forskellige fade. Vi skulle smage en, der var lagret på hvidvinfade, og det var en virkelig kraftig oplevelse. Jeg har skrevet lidt om den tidligere. Det er en kompleks øl. Belgisk Quadrupel i udgangspunktet, men med lagringen får den et mere vinøst præg, som jeg godt kan lide.
 
Den blev efterfulgt af disciplene fra To Øl, der naturligvis – som deres læremester – også skal fadlagre stærke øl. – og de gør det godt. ”Mine is bigger than yours” smagte jeg på John Bull, da Peter fra TMOH rundede anmeldelse nr. 1000. Det er en kraftig barleywine på 12,5% og den er lagret på Muscatelfade. Flere af deltagerne kunne bedre lide denne, fordi den har en mere klar smagsprofil, men jeg kan nu bedst lide den komplekse og let uforudsigelige smag fra Mikkeller. Hvorom alting er – begge får karakteren 5
 
 
Derefter fulgte en stor øl fra Port Brewing – Old Viscosity Ale” på 10,0%. Jeg kan se på mine anmeldelser, at jeg altid har rated øl herfra højt, så det var med stor forventning, vi åbnede den. Bryggeriet vil ikke ud med hvilken øltype, det drejer sig om. De kommer med fantasifulde udtryk som: ”den er som olie, der siver frem fra krumtappen på den gamle truck” ( se etiket ). Men jeg vil nok kategorisere den under porter/stout.
Sort, med brunt skum. Kraftig ristet duft, med rugbrød og kaffe. Tykflydende og varmende. Smag af rugbrød, ristet malt og med gode balancerende noter fra fadlagringen, der giver et skarpere modspil til det tunge.
Karakter 5
Sidste øl på bordet var den glimrende ”Quadrupel Oak Aged ( batch #4 ) fra La Trappe. Jeg havde den med til forårssmagningen hos Entusiastene, hvor den vandt - og her til aften faldt den også ud som vinder, selvom vi var enige om at det er temmelig usammenligneligt. Alle aftenens øl ( på nær en ) var gode – mange endda vældig gode.
Der var nu lidt tid til konerne kom fra nær og fjern for at hente deres mænd hjem, så jeg fandt endnu en øl i skuret.
For lang tid siden, da jeg holdt den første ølsmagning for kollegerne, afsluttede vi ( efter ”Knark III ) med nogle ”Royal Pilsner”, som blev fundet i skolens skab. Sådan skulle det jo nødig gå igen ( og det ville selvfølgelig også være svært at finde i mit øldepot ). Det blev i stedet til en øl, der kunne matche de andre på bordet……
(fortsættes )
 
 

lørdag den 30. marts 2013

Tid til en øl - Ølsmagning / JesterKing / Founders


30. Marts 2013

I går – Langfredag – holdt jeg en ølsmagning for vennerne. Tanken var oprindelig, at det skulle være en Lost Abbey-smagning, men jeg kunne ikke skaffe ti øl fra bryggeriet, så der måtte fire andre øl på programmet. Og set i bakspejlet var det nok meget godt. Vi har ikke før holdt ølsmagning med et enkelt bryggeri, og selvom alt øllet var godt, blev det næsten noget ensformigt, men mere om det senere.

Det var en del stærke øl på programmet. Gennemsnittet var på 9,3%, men det var mest i sidste halvleg de rigtig tunge drenge kom på bordet.

 
Vi lagde ud med en ”Wytchmaker” fra Jester King, Austin, Texas. Vi mødes af en meget ildevarslende kvinde, der let kan lede tankerne hen på hekseri. Falder lyset rigtig, lyser hendes pupiller op med et dæmonisk skær.
 
Man er bestemt ikke tryg i hendes selskab, men det kan man godt være ved indholdet af flasken. ”Wytchmaker” er en rugIPA – brygget med 15% rugmalt. Opskriften er åbenbart blevet ændret gennem tiden. Der er tilføjet Amarillo og Simcoe humle for at gøre humleprofilen mere tropisk, og man har nedtonet bitterheden til 80 IBU ( der er også Cascade, Warrior og Centennial i ). 6,8% alk.
Groft cremet skum topper en smuk gylden øl med masser af humlearoma. Det er netop lidt mango og mandarin, der blander sig med grapenoterne. Denne gode aroma genfinder vi også i smagen, hvor den holder langt ind i eftersmagen, hvilket jeg sætter pris på i en humlet øl. Samtidig fornemmes rugmalten som et fremragende modspil dertil, idet den giver en balancerende fylde til øllet.
Denne øl holdt stædig fast i førstepladsen i lang tid, og enkelte havde den som aftenens bedste øl. Det var også aftenens eneste humlede øl, og det hænger måske sammen. I hvert fald kunne man godt have ønsket sig lidt mere humle senere på aftenen.
Karakter 5
 
Derefter åbnede vi en ”old ale” ( 9,8% ) fra Founders i Michigan – ”Old Curmudgean Ale”. Ordet ”curmudgean” er lidt svært at finde oprindelsen på, men betyder, ”en gammel, sur gnavpot” og ham kan man da også se på etketten.
Man har fra bryggeriet side lagt stor vægt på maltprofilen. Derefter er den lagret på egetræsfade. Alt dette giver en øl, der netop er præget af sødme karamelliseret malt, samt en tydeligt syrlig note fra lagringen. Faktisk mente flere af os, at den i smag meget nærmede sig Innis & Gunn. Selvom IBU er 50, fornemmes det ikke som en humlet øl, og den nåede egentlig ikke at få et ben til jorden. Måske var placeringen som nr. 2 ikke et godt valg.
Karakter 4

lørdag den 31. marts 2012

Tid til en øl - Påskeølsmagning 1

31. Marts 2012

Et veldækket bord mødte deltagerne i årets påskeølsmagning i Ølentusiasterne. Eller rettere 2 veldækkede borde ( jeg har kun taget billede af det ene ). Et med dagens øl og et med den gode mad. Vi smagte et par øl inden vi gik i gang med maden, men ellers så blev det hele timet, så vi både spiste og drak hele eftermiddagen. Der var laks med rejer og asparges, skidenæg og kiødpålæg til dem der ikke var så meget for æggene. Dejlige frikadeller med rødkål, ost og chokoladeæg. Vi gik bestemt ikke sultne hjem.

Det var Preben, der stod for udvælgelsen af øllene, og han fortalte ganske veloplagt om både øllene og forskellige påsketraditioner. Vi skulle smage 10 påskeøl, og da der havde sneget sig en ekstra ind, måtte den jo have nr. 5½.

Jeg kom for en gangs skyld i god tid og var så heldig at smage lidt øl inden smagningen gik i gang. Tak til Leif. Det drejede sig om Svanekes ”Den Udødelige Hest” – en baltisk porter på 7,2%. Det er endnu en øl i deres ”Limited serie”. Jeg skrev forleden ( 12. marts 2012 ) om ”In Your Pale Face”.

Navnet er inspireret af en svensk vise. Stenbryderen Kalle må drikke sig mod til for at slå sin gamle hest for panden. Han får det også gjort, men næste dag står hesten spillevende på sin plads. Denne baltiske porter er heller ikke til at slå ihjel. Der er ”vrinsk” i den.

Også denne gang er etiketten lavet af Maja Hiort Petersen. Også denne gang ekspresiv – lidt mareridtsagtig.
Det er en undergæret kulsort porter uden skum. Ristet duft med kaffe og en anelse lakrids. Den har en let krop – let at drikke, men dog med en skarp kant. God ristet smag hvor ristet kaffe træder mere frem. Behagelig humlebitterhed, der er markant uden at dominere.
Karakter 4+
Derefter startede påskeølsmagningen med et samarbejde mellem Mikkeller og amerikanske Jester King. Baseret på Mikkellers ”Drink’in the Sun” og tilsat amerikansk humle ( jeg vil tro, det er Jester Kings input ) – Magnum, Flaconer’s Flight, Amarillo. Jester King er meget økologisk og bruger bla. indsamlet regnvand i produktionen – også her.
Uklar witbier på 4,2%. Kraftigt skum. En let humlet aroma, men det er ikke så nemt at fornemme duft i de små smageglas – det bliver let et intetsigende indtryk. Bitter, tør smag med humle og bitter appelsinskal ( står ikke på ingredienslisten ). Meget bitter eftersmag. Jeg er ikke af den opfattelse at humle altid gør en øl bedre – især ikke en hvedeøl. Den er frisk, men lidt for bitter for min smag.
Karakter 3+
Den næste øl var også et samarbejde. Denne gang mellem tyske Schneider og amerikansk Brooklyn. Det var ”Hopfen Weisse” på 8,2%. Jeg har tidligere skrevet om den ( 10. Juni 2009 ). Denne gang virkede den lidt tung i starten. Måske ovenpå den første øl. Jeg synes den var lidt kunstig både i aroma og smag – med antydning af brun sæbe og nelliker i baggrunden. Kraftig bitterhed i eftersmag.
Karakter 3
Næste øl var fra Færøerne. Det nye bryggeri, Okkara ( Vores øl ) som jeg skrev på min brors fødselsdag (( 1. Feb. 1012 ). De har begået denne ”Påskir” på 5,8%. Det er den alkoholstyrke øl på Færøerne må have, men fra i morgen ophæves denne restriktion, så man kan brygge stræere øl på øerne. Til lykke med det.
Flot kobberfarvet øl ( faktisk den mørkeste i hele smagningen ). En af de få filtrerede, klare øl. Lidt neutral både i duft og smag – en anelse karamel. Let bitterhed i eftersmag. Den var egentlig ganske behagelig at drikke, men svær at sige noget om, hverken for eller imod. Næsten for anonym.
Karakter 2+
Næste øl var også fra et nyt bryggeri – Stronzo.  Jeg skrev om et par af deres øl i januar. De har her til påske kastet sig ud i en lidt sjældnere øltype – en saison. Det er en øltype, jeg ikke kender så forfærdelig godt, men jeg arbejder på det og skrev forleden om en fra De Ranke. Denne er single hop med citrahumle ( så vidt jeg hørte ). Brygget i Belgien, da der åbenbart er nogle problemer med lokalerne i København. Gylden med let slør og en alkoholprocent på 6,6%. Duft af vingummi. Frisk og livlig i munden. Frugtigheden kommer også frem i smagen, der aflsuttes med en let bitterhed.
Karakter 3+
På etiketten står der ”censur”. For på den oprindelige etiket så man Kristus på korset og der frabad man sig vist i supermarkederne.
Sidste øl i første del var en ”Forårsbryg” fra Amager Bryghus, der var på besøg i Aalborg i januar ( jeg deltog desværre ikke ). Det var en øl, jeg skrev om for et par år siden ( 10. Maj 2010 ). Det er en Biere de Garde fra det nordlige Frankrig/Flandern. Den er på 6,5%.. Den er en lys kobberfarvet/orange, ufiltreret øl med en maltet lidt skovbundsagtig aroma. Frisk, nærmest lidt aggressiv i munden. Smagen er god, lidt maltet og der afsluttes med mere bitterhed end de 26 IBU kunne antyde.
Karakter 3+
Fortsættes i næste måned………………