Tid til en øl - Beer Here 2 / Kama Citra

30. Januar 2011

Efter tisse/ryge/strække ben-pausen lagde vi ud med de noget stærkere øl. Den første var på 10,0% og hed ”Malus Pater”. Etiketten viser en glasmosaik, der desværre fører tankerne hen på debatten om katolske præster. Det var vist ikke på tale, da øllet blev brygget, men det er netop, hvad Malus Pater betyder – ”Den dårlige fader”. Her er det igen en ironisk kommentar, men desværre er der jo intet sjovt i antydningen mere. Denne øl er brygget som en belgisk trappistøl – en quadrupel.

Det er en meget mørk øl med svagt skum. Der er en dejlig duft af sveske og sødme. Øllet føles lettere end forventet med et lidt prikkende anslag. Man fornemmer kandis og mørke frugter i smagen og en anderledes krydret smag ( der er kun tilsat koriander ), der adskiller den fra de velkendte trappister. Men det fungerer udmærket.

Karakter 5

 

Derefter blev det helt nostalgisk. Christian Skovdal Andersen havde været hjemme hos sin mor og havde fundet 4 gamle flasker med ”Vinterporter” fra Ølfabrikken. Det var de sidste, så her kunne vi ikke bare fylde glassene op, men måtte deles pænt om det. Og det er også en drik, man ikke behøver meget af. Nogle sagde endda, at de ikke kunne drikke en hel flaske ( 75 cl ) af denne fyldige øl, men med god tid og lidt viljestyrke, skulle det nu være mig en fornøjelse.

Vi fik en udtømmende historie om porter og stout, og den øltsunami, der dræbte 7 menneske, da en kæmpe porter-tank sprang læk i starten af 1800-tallet. ( 6 døde af drukning og den sidste af alkoholforgiftning. ( husk titlen på foredraget )).

Da englænderne begyndte at eksportere porter til det russiske hof, lagde skibene ofte til i danske og baltiske havne. Men under krigen med Napoleon i starten af 1800-tallet blev passagen gennem Østersøen jo lukket, da vi ( danskerne ) holdt med Napoleon. Derfor begyndte man i de baltiske lande selv at producere porter. Og med tiden blev denne øl undergæret, som alle de andre øl i Baltikum og Skandinavien. Den baltiske porter er altså undergæret – modsat den engelske. Vi har jo mange berømte eksemplarer – ”Le Coq” fra Estland og vores egen ”Limfjordsporter”.

”Vinterporter” er en kraftig udgave af denne portertype. En Baltisk Imperial Stout på 11.0%. Helt klart noget man ville have sat pris på ved Zarens hof. Den er kulsort med brunt skum. Brygget på masser af mørk malt og tilsat sjællandsk honning. Dette giver en blød og cremet mundfylde og er med til at tilføre sødme til de ristede noter. En kompleks smagsoplevelse med indtryk af chokolade, lidt røg og altså honning.

Karakter 5

 

Derefter gik turen til cafeen ”Ib Rene, Cairo”, hvor vi skulle smage aftenens sidste øl. Man kunne også nyde den i Søgaards Bryghus, men det var en speciel øl, der denne aften blev frigivet på cafeen. Christian har en overgang boet i Aalborg og var blevet grebet af stemningen og havde altså besluttet af lave et release-party der. Det skulle foregå kl. 11.00 og min sidste busmulighed afgik 11.15, så jeg var lidt usikker på, hvor meget tid jeg havde. Men jeg fulgtes med et par veteraner fra ølmiljøet i Aalborg og de kunne godt lokke øllet frem før tid, så jeg kunne i ro og mag nyde den sidste øl.

Kl. 11 introducerede Christian så aftenens øl – ”Kama Citra”. Her er der naturligvis en ordspil på den gamle indiske elskovslære – Kama Sutra. Citra betyder i denne sammenhæng, at der er tale om en singlehumlet øl, hvor der kun er brugt citra-humle. Citra er en ny amerikansk krydsning mellem amerikanske udgaver af Hallertau, Tettnanger, Goldings, Brewer’s Gold og andre ukendte humletyper.  

 

Der var sat et kaffekrus over hanen, da man ikke havde den rigtige etiket. Som man kan se, er det en mørk øl, en brown ale. Brygget på engelske specialmalte og altså humlet med Citra.  Der er en kraftig duft af grapefrugt blandet med mørke maltnuancer. Den føles frisk og en anelse skarp i munden. Smagen er også præget af humlen og der skulle måske have været lidt flere sødlige og krydrede raffinementer, hvis Østens mystik og erotik skulle komme helt til sin ret. Men en dejlig øl, hvor den nye humle får lov at præsentere sig.

Karakter 4

En yderst spændende aften med masser af gode øl på programmet. Og jeg nåede endda bussen hjem.

Fandt lige et billede på Beer Here hjemmeside, hvor man kan se en buttet 4-armet gudinde med byg, humle ølflaske og et skummende krus øl.

Tid til en øl - Beer Here ( Christian Skovdal Andersen )

29. Januar 2011

I går afholdt Ølkonsortiet i Aalborg en ølsmagning med Christian Skovdal Andersen.  Han er en af de nye, innovative bryggere, der har sat Danmark på Øl-verdenskortet de seneste år. Han stod bag den gamle, originale ”Ølfabrikken”, der senere blev opkøbt af Gourmetbryggeriet, og nu går en krank skæbne i møde efter salget til Harboe. Efter en pause startede han op på ny med ”Beer Here” – et fantombryggeri, der for tiden får øllet brygget på Søgaards Bryghus i Aalborg. Christian Skovdal Andersen er nu flyttet til Sydafrika, hvor han prøver at starte en produktion op med ”Bierwerk”. Efter sigende har sydafrikanerne ikke taget mikrobryggeritanken til sig, så der er nyt land at erobre. På Beer Here’s hjemmeside kan man læse at Canada har importeret øl fra bryggeriet og ”at det bringer bryggeriet et skridt nærmere målet – total verdensherredømme”. Denne ironiske distance i markedsføringen genkender man fra mange af etiketterne, hvor der ofte er længere ”røverhistorier” om de enkelte øl.

Christian Skovdal Andersen kalder sine ølsmagninger for: ”Ølsmagning og Røverhistorier – skæve fortællinger, hele overdrivelser og halve sandheder fra 7000 års ølhistorie og 7 års dansk mikrobryg.”

 

Han afholder i denne omgang 4 foredrag – Fredericia, Helsinki (Finland), Rom (Italien) og Søgaards Bryghus i Aalborg. Egentlig skulle vi have hørt om ”Bierwerk”, men det var umuligt at få øllene frem fra Sydafrika, så i stedet blev det øl fra Beer Here.

 

 

Vi lagde ud med ”Fat Cat” – en red ale på 4,7%. Christian har besluttet at lave en hel ”katte”-serie, hvor alle øl skal være med denne procent og humlet med den New Zealandske Nelson Sauvin humle. Derudover vil der være tale om vidt forskellige stilarter.

”Fat Cat” er brygget med engelsk Maris Otter malt, tysk münchenermalt, karamelmalt, afskallet chokolademalt og rå byg fra Sjælland. Der er som sagt brugt Nelson Sauvin som eneste humletype – en humle han smagte første gang i 2006 på Helsinki Beerfestival. Vi fik historien om humlehøsten i Yakima ( Washington ) i 2007, hvor enorme mængder selvantændte, og fik priserne på amerikansk humle til at stige betydeligt. Så var det nødvendigt at se sig om efter andre typer. Jeg har tidligere lagt mærke til denne humletype, der giver en behagelig, frugtagtig bitterhed.

Det er en flot, rød/orange sløret øl med svagt skum. Humlen er tydelig i aromaen og naturligvis også i smagen. Let og skarp i munden. En glimrende og smagfuld øl med lav alkoholprocent.

Karakter 4

 

Derefter kom turen til næste øl i rækken – ”Black Cat”. Den er naturligvis også på 4,7%. Jeg har skrevet om den tidligere ( 30. aug. 2010 ), og mine indtryk har ikke ændret sig meget :

”Den er faktisk mørk med et caffe-latte farvet skumlag, der virker meget blødt. Duften fra humlen er kraftig. Nelson Sauvin humlen virker meget aromatisk med nogle sødlige citrusnoter – rød grape, og druesaft. Navnet har den fået fordi den minder om den New Zealandske drue Sauvignon Blanc.

Øllet har en sommeragtig lethed over sig, men den markante bitterhed giver alligevel en lidt aggressiv øl. Jeg kunne godt lide aromaen fra humlen, men smagen overraskede mig lidt. Jeg syntes den virkede underlig parfumeret. Eftersmagen er naturligvis præget af bitterheden, der bliver hængende længe.

Karakter 4”

Dog Synes jeg at de ristede nuancer trådte tydeligere frem denne gang. Stilen er en ”Hoppy Black Ale”. Det er i hvert fald den betegnelse Christian selv holder mest af. ”Black IPA” er noget vrøvl, og ”India Black Ale” giver problemer med importmyndighederne i USA, da øllet jo ikke kommer fra Indien. ( Der er dog ingen problemer med dansk ”India Pale Ale” – mystisk )

 

”Ammestouten” har jeg også skrevet om før ( 28. marts 2010 ). Vi fik historien om den nærende, mørke drik, som blev givet til ammende mødre i 1800-tallet. Christian har tilsat lidt ekstra koffein til originalen, så det er lettere at holde sig vågen.

 

 

”Tia Loca” har givet en del debat pga etiketten. Det viser Tintin klædt ud som Adolf Hitler. Som gammel Tintin-fan kan jeg godt forstå det, for deres image er meget forskellige, men det er igen et udtryk for det skælmske, ironiske udtryk. Denne øl er en blanding af tysk og belgisk hvedeøl. Som der står på etiketten:      ” På en tur gennem Europa kan det ske, at man er heldig at ramme både Tyskland og Belgien”. Navnet betyder ”forrykt tante” og var navnet på en husbåd i den belgiske by Gent.

Brygget på belgisk malt, tysk hvedegær og krydret med koriander og appelsinskal giver det en behagelig hvedeøl. Den er lys gylden med et let slør. Frisk og prikkende i munden og med mere bitterhed i eftersmagen end jeg havde forventet.

Karakter 4

 

”Jule IPA” har jeg også smagt tidligere ( 22 dec. 09 ). Det var en af de første øl fra Beer Here, og den skulle gøre op med det julegløgghelvede, der kunne indsnige sig i december. Så var det godt med noget frisk og humlet som modvægt. Julestemningen kommer fra lidt tilsat appelsin og alkoholprocenten ( 7,0% ) Etiketten har ændret sig lidt, så om det er helt samme opskrift, vides ikke, men jeg kan ikke smage den store forskel.

”På etiketten ser vi julemanden med et krus øl, samt et par misundelige rensdyr – og et banner, hvor der står ” Julen er humlens fest”. Derfor er det også en humlebitter ”JuleIPA” på 7,0% han har kreeret. Han skriver endvidere” Denne julejoviale IPA, der med bramfri bitterhed med sikkerhed vil give de kvalmsøde glögg-helvede juleøl en englelydsyngende ørefigen i julegave. Halleluja” Og jeg skal love for at humlen er i front med en bitterhed på 70 IBU ( findes under afsnittet: ”Teknisk ævl” ).

Det er en flot kobberfarvet øl med en del slør. Der er fine bobler, der fuldstændig usystematisk stiger op. Skummet er kraftigt og lyst gulligt. En kraftig citrusaroma rammer ens næse, med noter af appelsin og ananas ( der er tilsat appelsinskal ). Skummet føles meget blødt og lækkert, men øllet fremtræder ellers lidt aggresivt pga bitterheden. Smagen er fyldig med citrus og der sluttes som sagt af med en kraftig bitterhed.

Karakter 5”

Så er det tid til pause……

Tid til en øl - Tuborg Lime Cut

27. Januar 2011

I dag var vi til dans, men det blev ikke til meget, for min skulder gør stadig ondt. Især efter et par dage på arbejde. Det mærkes tydeligt at skulderen hele tiden er i gang, når man spiller guitar. Så vi så på til dans, og deltog når det drejede sig om fødder og trin. Efter dansen tog vi hjem med en bærepose fuld af sushi. Det smager godt, men det er også forfærdeligt dyrt.

Jeg åbnede en af datterens ”Lime Cut” fra Tuborg. Som tidligere nævnt er det startøllen i den ølskole hun fik i fødselsdagsgave af en kammerat. Jeg har ikke smagt den tidligere, men nu skulle den prøves.

Det er en klar flaske, der fremviser en meget lys øl. Det er en stil der er inspireret af ”Corona” og ”Sol” fra Mexico. Og det er da også disse øl, der ofte nydes med en limeskive i toppen. Tuborgs ”Lime Cut” lægger sig efter disse øl, og den lyse farve giver også et indtryk af friskhed – af sol og sommer. Den er brygget på bygmalt og glukosesirup for at give lethed, og derudover er der tilsat limejuice og humle i lille mængde.

Det er en meget lys øl på 4,5% med livlige bobler, der også signalerer friskhed. Skummet er hvidt. Den har faktisk en svag duft af øl – lidt malt og lidt lime. Yderst let i munden – kan minde om cider eller sodavand. Den har en let smag, hvor lime træder frem, men der kommer også et overraskende strejf af sødme . Bitterhed er der ikke tale om. Det er en sommerøl, beregnet til at slukke tørsten, ligesom mange af de oversøiske pilsnere er. Jeg kan faktisk godt lide den, og den passer udmærket til sushi. Men når det er sagt, er det egentligt lidt ærgerligt at Tuborg fører sig frem på at brygge endnu lettere øl end deres normale i stedet for at give nogle seriøse bud på mere smag.

Karakter 3 ( mest fordi det faktisk er en lidt anderledes profil )

 

 

Tid til en øl - Grauballe Enebær Stout

25. Januar 2011

I dag tog jeg på arbejde, selvom min nakke/arm ikke er helt i orden. Man skal jo prøve om det går. Og her til aften er det lidt hårdt for min arm, der er noget følelsesløs. Det har også været en lang dag, hvor den normale arbejdstid blev forlænget med en koncert i talentklassen. Her giver en masse talentfulde unge deres bud på forskellige musikstykker – både klassiske og rytmiske. Og så giver vi dem gode råd - mest om deres fremtræden og udtryk på scenen. I næste uge spiller de så til en offentlig koncert i Kulturskolen. De er alle meget talentfulde – min egen datter er en af dem, og hun sang 2 sange af Schubert. Det gik også fint.

Men der var ikke meget støtte for armen, så den værker lidt.

Hjemkommet efter sådan en lang dag, er det på sin plads med en god styrkende, mørk øl, og der fandt jeg en ”Enebær Stout” fra Grauballe i skuret.

Jeg smagte den for år tilbage på Ølfestivalen i Arhus.

Det er en sort øl på 6,0% - brygget på bygmalte og hvedemalt, og tilsat enebær og humle. Skummet er blødt og med store bobler – farven som cafe latte. Bryggeriet beskriver duften som ”skovbund”, og det er rammende. Her er en mulden note af jord og blade - og en skarp, men dog sødlig note, som jeg tillægger enebærrene. Let og frisk i munden. En sødlig note af bær og nedfaldne blade indleder smagen, der går over i en mere bitter humlesmag ( 33 IBU ), hvor sødmen på forunderlig vis dukker op igen.

Karakter 4

Tid til en øl - Vendia Vinterbryg / Vendelbo Bajer

23. Januar 2011

Der har været gang i den i denne weekend. Var til kiropraktor med skulderen fredag – det går fremad, men der er stadig smerter og armen er begyndt at sove lidt.

Om eftermiddagen hentede vi vores nye bil – en Skoda Fabia Combi – Artic Green – hos forhandleren. Den er vi allerede glade for. Og derefter holdt vi afskedsmiddag for vores ældste datter, der skal studere et halvt år i Alicante i Spanien.

Det var et frokostbord med tunmousse, frikadeller, salater og andet godt, og vi serverede vin, vand og naturligvis øl til. Det blev til ”Samuel Adams Winter Lager”, Carlsberg 47” og ”Leffe Bruin”. Så var der noget til enhver smag. Vi åbnede også en af den yngste datters øl. Hun fik i fødselsdagsgave en øl skole ( ikke af mig ), som starter let med ”Tuborg Lime” og slutter med ”Newcastle Brown”. Hun er ikke rigtig kommet i gang med den, men Tuborg kom i en six-pack, så vi smagte en af dem. Hun er stadig ikke helt hoppet med på ølvognen. Jeg vil prøve om jeg kan lokke en ud af hende, så jeg kan give en ordentlig vurdering.

Lørdag formiddag var vi i lufthavnen for at sende datteren af sted. Det var første gang, hun skulle rejse helt på egen hånd, men hun stødte til en veninde i København. De skal bo på samme kollegium i Spanien. Hun er kommet godt derned og er blevet installeret, så nu glæder vi os til at besøge hende i uge 8.

Derefter kørte vi til Århus – i vores nye bil – til familefrokost ( uden øl og vin ) og sluttede af med fødselsdagsmiddag i Viborg.

Søndag var der kirken og endnu en fødselsdagsfrokost hos min svigerinde. Det var her, jeg fik serveret øl fra Vendia. Min bror havde fået nogle af firmaet i julegave, og havde fundet ”Vendelbo Bajer” frem.

Jeg skrev om den i maj, hvor jeg smagte den på Saltum Uldfestival.

” ”Vendelbobajer” var ganske rigtigt en ægte bajer – altså en mørk undergæret øl. Brygget på pilsner og karamelmalt, hvilket måske ikke er helt rigtigt, da karamelmalten sikkert er tilsat for at få den rigtigte farve. Man burde nok have brugt munchenermalt i stedet for at give mere fylde. Den er på 5,5%. Desværre blev den serveret ”misforstået” kold  og her mener jeg, at der er mange der tror, at bare en øl er køleskabskold, så er alt godt. Men det ødelægger smagen. Derfor er det svært, at give en ordentlig bedømmelse af øllet. Den stod flot klar i glasset med en god nøddebrun farve. Der var kun en ringe skumdannelse. Der var en udmærket note af karamel i duften, men det kunne slet ikke fornemmes i smagen – enten fordi den var for koldt eller fordi den overvejende er brygget på pilsnermalt. Den havde en neutral, let karakter. Eftersmagen var præget af en fin markeret bitterhed.”

Denne gang var det på flaske og den var ikke for kold. Min bror undskyldte, da han godt ville have den lidt koldere, men faktisk fornemmede jeg karamelsmagen bedre denne gang end i Saltum. Der er brugt en del kulsyre, der giver en frisk – lidt for frisk, måske – karakter til øllet, men det er ellers en ganske glimrende repræsentant for ”bajeren”

Karakter 3+.

 

 

Derefter smagte vi ”Vinterbryg” fra samme bryggeri, og den mindede utroligt meget om bajeren. Samme procent ( 5,5% ) – samme farve og samme overdrevne brug af kulsyre. Her passer det bare dårligere, for øltypen skulle ifølge bryggeriet være en ”belgisk bruin ale”. Jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at finde de briller frem. Den er for let og der er alt for lidt kraft og smag. Sammenlignet med ”Bajeren” forsvinder smagen hurtigt, og der er ikke en ordentlig afslutning på oplevelsen. Det er ikke svært at vælge mellem de 2 øl.

Karakter 2

Derefter tog vi til audition på ”Robin Hood”, der skal opføres på Skansen i Hals i år. Det er en musical af James og Adam Price, og der skal bruges en masse mænd, så jeg blev overtalt af kone og datter til at deltage. Jeg plejer jo bare at male kulisserne, men i år skal jeg altså på scenen i en lille rolle. Rollerne er ikke fordelt endnu. Man skulle opføre en dialog med en af Skansens faste skuespillere og synge en sang ( jeg valgte blandt 3 – ”Er du dus med himlens fugle” ) og danse en lille indlært koreografi. Jeg synes selv, det gik vældigt fint med det hele, så nu må vi se.  Kone og datter klarede sig også – efter sigende – godt.

Tid til en øl - Kragelund Natmand

20. Januar 2011

Jeg har stadig problemer med skulderen, og selvom det ikke er nær så slemt som de tidligere gange, er det slemt nok, for man skal hele tiden forholde sig til smerten. Skal en tur til kiropraktor igen i morgen – så bliver det måske bedre.

Til jul fik jeg jo nogle spændende øl fra Midtjylland og nogle af bryggerierne var for mig helt nye. Dette gælder for Kragelund Bryghus ved Silkeborg. Planerne blev lagt i 2005 af 5 venner og man begyndte opførelsen i 2006. Planen var at brygge det første øl i sommeren 07, men man skulle hen på efteråret inden den første øl blev produceret. Det var Juleøllen, der blev præsenteret og udsolgt på en og samme dag i december. Brygmesteren hedder Jan Poulsen, og han har en lang erfaring som håndbrygger. Alle øl er overgærede, ufiltrerede og upasteuriserede.

”Natmand” er en havrestout på 6,0%. Den er brygget på bygmalt, sortristet byg og havre og der er brugt en del humle, men man oplyser ikke hvilken.

Den er helt sort – her trænger ikke lys igennem. Skummet er lysebrunt og meget blødt. Noget der skyldes havren. Det knitrer muntert i glasset. God mørkristet aroma. Havren giver en fløjlsblød mundfornemmelse med god fylde. Smagen er præget af ristet malt, bitterristet kaffe og engelsk lakrids, og der er en god afsluttende humlebitterhed.

Karakter 4

”Bryg på malt og byg på kvalitet”

Tid til en øl - Virklund Dark Brown Ale

19. Januar 2011

Virklund Bryghus har eksperimenteret med den engelske øltype brown ale. Først kom ”Brown Ale” på 5,2%. En udmærket øl, som jeg smagte for 3 år siden. Derefter ”Dark Brown Ale” på 5,8% og til sidst en whiskylagret udgave af denne øl ( 20. marts 2009 ).

Så ”Dark Brown Ale” er ikke en af kandidaterne i Årets Ølvalg. Der er kommet 590 nye danske øl på markedet i 2010, men det er en meget lille procentdel, jeg har smagt.

”Dark Brown Ale” beskrives af bryggeriet som en mellemting mellem en stout og en brown ale. Der er brugt engelsk Fuggles og masser af mørk ristet malt. Bryggeriet blev etableret i 2005 og kan brygge 750 liter øl pr gang. I forhold til tidens debat om bryghuse, der benytter sig af udenlandske anlæg, forsikret Virklund at al deres øl er brygget på der eget anlæg. ”Friskbrygget Specialøl” kalder de det og siger det er deres ord for ”Real Ale”.  Virklunds etiketter er ofte prydet af dyr og planter fra den lokale midtjyske natur, og på ”Dark Brown Ale” ser vi en grævling. Vores egen kat sidder udenfor vinduet og prøver næsten på at ligne en grævling også. Han har i hvert fald de rigtige farver.

”Dark Brown Ale” er kulsort med brunligt cafe-latte-farvet skum. Den har en kraftigt maltet duft, hvor de maltede og ristede noter får lidt modstand fra humlen. God krop med pæn fylde. Smagen er meget ristet med anelser af kaffe og chokolade, men også her trænger lidt humle igennem for at balancere.

Karakter 4

Jeg har nu skrevet om 700 øl her på bloggen. Desværre er det efterhånden lidt uoverskueligt, da jeg ikke kan lave krydshenvisninger til bryggerier. Jeg må vist til at lære noget mere om, hvordan man selv kan bygge en side op.

Tid til en øl - Grauballe Irish Red

18. Januar 2011

Sidste uge faldt jeg på isen, og selvom jeg ikke syntes, jeg slog mig særlig meget, har det givet komplikationer. Jeg har en gammel skulder/nakkeskade, som jeg får behandlinger for hos kiropraktor.  Og lørdag morgen var den på banen igen - uden varsel. Mandag fik jeg behandling, men kiropraktoren sagde, at jeg nok havde slået mig mere end jeg troede. Jeg har nok spændt for meget i nakken, for ikke at slå hovedet i jorden. Jeg tror, der er løsnet op, men det gør stadig ondt, og det er svært at finde ro – selv når jeg ligger i min seng. Der er ikke rigtig nogen gode stillinger at ligge i.

Men jeg kan da løfte et ølglas med højre arm, så det er ikke helt galt. Og her til aften blev til til en øl fra Grauballe i Midtjylland. Bryggeriet blev etableret i 2002 af William Frank og hans hustru Else Birk. I 2008 kom et nyt brygværk i gang. Det er et af de små bryggerier og det er muligt at få rundvisninger og besøge gårdbutikken, der er åben om fredagen. Det var tidligere til at skaffe deres øl i Aalborg, men det er længe siden, jeg har set det. Så er det godt med familie i Midtjylland.

Det er ikke alle øl, der er økologiske, da det ikke er alle malttyper, der er til at få økologisk, men de laver 2 – ”Sort Sol” og ”Irish Red”.

”Irish Red” er – som navnet kraftigt antyder – en irsk rød ale på 5,6%. Der er benyttet karamelmalt til at fremhæve sødme og den er humlet med First Gold humle, der er en dværghumle med mere bitterhed en Goldings. IBU 27.

Det er en orange rød øl med meget svage, nærmest dovne bobler. Der er en meget maltet sød aroma ( nissehvidtøl ), men med et strejf af syrlighed. Den er let – men ikke tynd – i munden, og føles ret frisk. Smag af malt og rugbrød og med en fin bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

 

 

Tid til en øl - Trappist 2

16. Januar 2011

Trappisterne er en striks underorden af cistercienserne, der stammer tilbage fra slutningen at 1000-tallet. I 1664 forlød det, at munkene på ”Notre Dame de la Trappe” i Normandiet levede et udsvævende liv, og en ny abbed – Armand-Jean de Bouthiller – blev sendt til stedet. Han indførte hurtigt nogle meget strenge regler med tavshed og arbejdssomhed. Munkene måtte heller ikke drikke andet end vand til måltiderne, men den regel blev ændret efter 3 år, og det blev tilladt at drikke cider og øl.

Under den franske revolution blev alle munke forfulgt og trappisterne søgte tilflugt i Schweiz, hvorfra de bredte sig sydpå til Spanien og Italien. En gruppe munke drog af sted mod Canada, men nåede ikke længere end det vestlige Flandern, hvor de slog sig ned i Westmalle i 1794. Herfra oprettede de mange andre klostre i både Holland og Belgien. De 6 klostre, der brygger øl er Westmalle – Chimay – Rochefort – Westvleteren – Orval og Achel. Derudover findes La Trappe i Holland.

Mens vi i går nød pølser og ost i pausen åbnede Aalborgs lokalformand en specialitet, som nogle af os var heldige at smage – ”Black Santa”. Det er en øl, der kun er produceret i 24 flasker, og den er lavet af Lindholm Høje Bryglaug, der åbenbart består af formanden og 2 andre ølentusiaster.

Det er en klon at Hobgoblin, hvortil der er tilsat ekstra lakrids. Undertitlen siger det hele: ”Hobgoblin goes lakridsmas”. Fin etiket med oplysninger om øllet. Der er brugt flere forskellige malte, ekstra rørsukker og der er humlet med Fuggles og Styrian Goldings. Og så er der tilsat store mængder Kingfisher lakrids. Dette fornemmes tydeligt i aromaen. Øllet føles let og friskt i munden og man får en god smag af lakrids og rosin eller anden mørk frugt. God lang eftersmag.

Karakter 4

Men tilbage til trappisterne. Chimay er et af de mest kommercielle trappistbryggerier – forstået på den måde at de brygger store mængder øl. Men det skal nævnes at alt overskud fra trappistbryggerierne går til vedligeholdelse og velgørende formål. Det er ikke profitforetagener.

Vi smagte Chimay ”Bruin” ( 8. okt 08 ), der er en god fyldig mørk øl, der passer godt til ost.

Derefter kom turen til den anderledes og specielle øl fra Orval.

 

 

Orval laver kun en øltype og den adskiller sig fra de andre. Det er en lys øl, hvortil man har tilsat en streng brettanomyces vildgær, så man får en udpræget syrlighed. ( 20 sep. 08 ). Vi fik historien om den tabte guldring i Orvals kilde og hvordan fisken havde bragt den tilbage igen. Flemming Starcke-Jensen havde selv besøgt klosteret og stået ved kilden, hvor han fik historien fortalt. Der er vist flere udgaver af historien, som adskiller sig lidt fra hinanden. Denne udgave var med et skibsforlis og en enkelt overlevende kvinde, der blev samlet op af munkene. Det var hendes mors ring – det eneste minde – hun tabte i kilden. En spændende og anderledes øl, der endte på en 8. plads i afstemningen.

Derefter kom turen til Westmalle, hvor man producerer 2 øl – en mørk og lys. Westmalle Tripel ( 31 aug 08 ) er den første øl af sin art og har dannet skole. Næsten alle belgiske klosterbryggerier har en tripel på programmet. Det er en meget fin øl, der heller ikke denne gang skuffede. Den endte på en 3. plads.

 

Der var en, der fik den gode ide, at smage de 2 sidste øl op mod hinanden, for de konkurrerer altid om titlen som verdens bedste øl. Jeg har ( bevidst ) heller ikke fundet en afgørelse. Så jeg er nødt til at smage dem med jævne mellemrum. Flemming Starcke-Jensen fortalte at Westvleteren 12 foretrækkes i Flandern og Rochefort 10 i Vallonien.

De 2 øl ligner på mange måder hinanden. Rochefort er lidt mørkere og har en sødere fremtoning end Westvleteren, der er friskere og en smule mere humlet. Det er et temperamentsspørgsmål. En øjebliksvurdering. Rochefort vandt denne gang for mit vedkommende, men Westvleteren vandt i den samlede afstemning. Det er endnu ikke entydigt afgjort, så jeg bliver nødt til at vende tilbage ved en senere lejlighed.

 

 

Aftenen afsluttedes med, at formanden optrådte som auktionarius på slap line og fik bordet med juleøl ( 60 stk ) op på en pris af 1300 kr. Det er stadig billigt. Det var en meget hyggelig og oplysende eftermiddag, hvor stemningen var i top og øllet var ligeså.

 

Tid til en øl - Trappistsmagning 1.

15. Januar 2011

I morges/formiddags mødtes vi med vennerne til brunch på Stygge Krumpen i Aalborg. Der var flere retter på menuen og vi gik mætte hjem igen efter et par timers hyggeligt samvær. Jeg kunne lige nå hjem for at sætte bilen, inden jeg tog til byen igen – denne gang med bussen. Eftermiddagen skulle nemlig tilbringes med trappistøl i Ølentusiasternes lokaler.

Det var Flemming Starcke-Jensen ( formand for afdelingen i Hjørring ) der skulle fortælle om trappistmunkenes øl, og det gjorde han levende og med mange personlige beretninger. Han har været på besøg i alle klostrene op til flere gange, og han havde købt øl med hjem i kassevis, hvilket vi så kunne få glæde af.

Jeg var nok klar over at der ikke ville være mange øl, jeg ikke tidligere havde smagt, men der var alligevel en enkelt.

Den første øl var fra La Trappe i Holland. Min kone og jeg besøgte klosteret i august 2009, og smagte der deres nye øl – ”Isid’or”, men Flemming havde besøgt klosteret samme år i oktober, hvor de havde endnu en ny øl på listen. Det er en alkohol-let øl på 4,7% - ”La Trappe Puur”.

 

På etiketten er der afbilledet et par humlekogler og det er da også humlen, der dominerer denne øl. ”Puur” betyder” ren”, og der hentydes til, at det er en økologisk øl – faktisk den første økologiske trappistøl. Det er en meget lys, let sløret øl med hvidt skum. Der var ingen bobler. Duften er anderledes end  andet, jeg har mødt. Lidt blomst, lidt humle ( hvilken er ukendt ), og en skarp note at nyt, råt træ. Den føles let i munden. Smagen er ligesom duften anderledes, men ikke ubehagelig. Denne øl fik 2 førstepladser i afstemningen, hvor den endte som nr. 6.

 

Derefter smagte vi ”Blond 8 ” fra Achel, der ligger på grænsen mellem Holland og Belgien. Flemming Starcke mente, det er den bedste blond-øl fra trappist bryggerierne, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. ( 26. feb 09 ). Også i dag var det sødmen, der prægede billedet, hvilket jeg godt kan lide.

Chimay ”Blanche” er en tripel ( 9 okt 08 ). I dag var den lidt af en skuffelse. Ovenpå den søde Blond virkede den lidt tynd og uengageret, men den fik en bedre placering i afstemningen, hvilket jeg altså ikke var enig i.

 

 

”Rochefort 6” har jeg smagt tidligere, men den er ikke beskrevet på disse sider. Jeg fik ikke taget et billede, men det er en mørk øl på 7,5%. Den har en kobberfarvet glød og fint hvidt skum på toppen. Der er en duft at sveske og rosin, men det bliver ikke tungt. Den er livlig og prikkende i munden, og vil være en god øl en stille forårsaften. Det er også mørke frugter, der dominerer smagen.

Karakter 5

 

Fotografen har rystet lidt på hånden, så det er lidt svært at se, men den ene flaske mangler den lille ring om flaskehalsen, der ellers kendetegner øl fra Westvleteren. Flemming Starcke-Jensen har ofte været omkring det tillukkede kloster, for at hente øl. Man skal jo ringe på en speciel øl-telefon, og her skal man væbne sig med tålmodighed. Den ene gang krævede det over 3000 opringninger at komme igennem, men det var også til den berømte Westvleteren 12 med gul kapsel. Da  8’eren kom til salg kunne han nøjes med 300. Til gengæld ringede han igen et par dage senere, kun for at få at vide, at der allerede var blevet bestilt 3 kasser på dette tlf.nummer, hvorefter røret blev lagt på. Så var der ikke andet at gøre end at ringe op fra en anden telefon, og så lykkedes det at få 6 kasser med hjem.

Westvleteren 8 ( 21 feb 09 ) er en mørkere øl på 8,0%. Her er en tungere aroma af sveske, men øllet er stadig let og friskt. Smagen virkede en smule kortvarig, men der er mere bitterhed i eftersmagen end hos Rochefort. Det er jo smag og behag, men Rochefort vinder med et snævert forspring

 

 

Herefter blev der serveret brød med øl i – lavet hos bageren i Hjørring. Øl-pølser med Westmalle øl i og nogle lækre oste fra Frankrig og Schweiz. Især den ene ost – Fleur D’Aunis – overraskede med en dejlig smag, for jeg er egentlig ikke så meget for stærke oste. Men disse passede fortrinligt med øllene.

( fortsættes….. )

Tid til en øl - Castle Rock Harvest Pale

14. Januar 2011

I dag holdt jeg en lille ølsmagning for en af mine venners netværksgruppe. De mødes indimellem og denne gang var det med en lille præsentation af øl. Da vi havde været rundt for at finde de 6 øl, vi ville præsentere, satte vi os ind på John Bull Pub for lige at slappe af og lade op. Jeg kunne hurtigt se, at jeg havde smagt deres fadøl, men de har jo også et stort udvalg af flaskeøl, og der var en del, jeg ikke havde smagt. Min ven bestilte en IPA fra Ridgeway, men den var udsolgt, så han fik en ”Organic” fra samme bryggeri. Den øl jeg havde udtænkt mig, var derimod endnu ikke kommet, men Jamal ( ejeren af pubben ) fandt lynhurtigt en erstatning, som jeg ikke havde smagt – ”Harvest Pale” – fra et bryggeri, jeg ikke kendte, nemlig Castle Rock fra Nottingham.

Bryggeriet blev stiftet i 1977 af CAMRA’s formand – Chris Holmes og er egentlig en gruppe af pubs, der har deres eget bryggeri. Deres flagskib er netop ”Harvest Pale”. Får man denne øl fra hanen er den på 3,8%, men som man ofte ser er procenten højere, når den serveres i flaske. Måske fordi flaskeøl i høj grad er rettet mod eksport, og andre lande gider ikke drikke de lave engelske procenter på fadøl. På flasken når den de svimlende højder af 4,3%

Den blev brygget til Nottingham Beer festival i 2003 og der er brugt amerikansk humle. Nok ikke udelukkende, for smagen er ikke amerikansk i udtrykket, men derimod præget af en floral, lidt parfumeret note. Smagen er kraftig og holder i lang tid, men en pæn bitterhed i eftersmagen.

Vi delte øllene lidt og ”Organic” fra Ridgeway var en ganske anden øl. Frisk i stilen, men væsentlig mere afdæmpet i udtrykket.

Derefter tog vi af sted til ølsmagning. Vi kom lidt forsinket i gang, men de 6 øl tog 1½ time – stort set som jeg havde beregnet. Det var en hyggelig aften i godt selskab. En af deltagerne var – så vidt jeg forstod – medlem af ølentusiasterne og der var en god interesse fra alle. De 6 øl gav dog meget forskellige reaktioner, og der var ikke enighed om, hvilken øl der var bedst.

Vi smagte Brewdog 77 Lager  – Sierra Nevada Pale Ale – Victory Golden Monkey – Fuller India Pale Ale – Harviestoun Old Engine Oil og Rochefort 10. Vi nøjedes ikke med 10 cl af hver, så jeg vaklede hjemad med en mindre bøhmand på. Alle virkede i godt humør, da jeg gik. ( altså ikke fordi jeg gik ).

Tid til en øl - Bøllingsø Mosekonen

13. Januar 2011

Om efteråret ser man på varme dage, at lave enge og moser damper med mælkehvid tåge. Det hedder sig, at ”Mosekonen brygger”.

Om Bøllingsø Bryghus har været ude for at indsamle dette bryg, vides ikke – men fænomenet forekommer efter sigende ofte på de kanter, så det er sandsynligt. Måske har de ”inside” informationer fra selve Mosekonen. ( Hvis man vil læse om den videnskabelige forklaring, kan den findes på bryggeriets hjemmeside ).

”Mosekonen” er - så vidt jeg har forstået - en af bryggeriets første øl. Den er brygget på byg- og hvedemalt, samt karamelmalt. Man har benyttet belgisk alegær. Typen er en belgisk tripel ( eller trippel som de skriver ), så derfor er der tilsat koriander. Den er på 7,4%.

Når man knapper kapslen af, breder der sig en duft af de vinballoner, som stod i mine forældres bryggers, da jeg var dreng. Det er en duft, der forbliver ved ophældning, og selvom den aftager noget er indtrykket sødlig malt og gær. Flot gylden farve – ret sløret, når bundfaldet kommer med.

Der en kun få dovne bobler. Den føles blød i munden i begyndelsen, men liver lidt op til sidst. Smagen indledes med sødme - derefter krydret smag af koriander i typisk tripelstil. Bryggeriet anbefaler nænsom ophældning, så bundfaldet bliver i flasken, men det er en fejl. Jeg hældte op af 2 gange, for belgiske glas er kun beregnet til 33 cl – og anden gang kom bundfaldet med. Og det gav en væsentlig mere nuanceret smag. Pludselig kom der orange frugtnoter og en mere varieret smagspalet af krydderier frem. Det var klart med til at forhøje nydelsen. Der er en god og pæn bitterhed i eftersmagen ( der er ikke nævnt humletype ).

Karakter 4

Tid til en øl - Dark Horse Crooked Tree IPA

12. Januar 2011

I dag faldt jeg på isen, men heldigvis uden større skade. Skadestuerne er jo fyldt med uheldige folk, der har trådt lidt forkert. Jeg trådte lidt til siden, for at lade en dame komme forbi, og så var der en isbræmme, som jeg gled på. Selvom jeg reddede det i første omgang, gled jeg med det samme igen, så jeg måtte ned at ligge. Jeg har heldigvis lært at falde, men det er lang tid siden, jeg har prøvet det. Teknikken må have ligget på rygraden, for jeg brækkede ikke noget.

Det krogede træ, der pryder Dark Horse’s IPA ser til gengæld ud til at være brækket flere gange. Jeg kender desværre ikke historien bag navnet – ”Crooked Tree ”.

Jeg var i dag rundt for at se på øl til en lille præsentation på fredag, og så denne IPA hos Vinspecialisten i Aalborg. Dark Horse Brewery er på kort tid kommet blandt mine favoritter blandt amerikanske bryggerier ( der er ret mange på listen ). Det bliver nu nok alligevel en engelsk IPA fra Fuller, der kommer med, da den amerikanske humle minder om en af de andre øl i sortimentet. – selvom der er mere bid i ”Crooked Tree”

Det er en total uklar øl med kraftigt lyst skum, der sætter sig pænt i ringe på glasset. Den kraftige duft af citrushumle møder en allerede, inden øllet forlader flasken. Det er grape, lemon og fyrrenåle.

Den er meget aggressiv og skrap. Det er en øl der nærmest forkrøbler mundhulen, men der er en lækker smag af humle, hvor især grape træder frem. Den er kraftigt tørhumlet, hvilket giver den kraftige humlesmag. Man sidder tilbage med en god og kraftig bitterhed i eftersmagen. Alk. 6.0%

Karakter 4+

Tid til en øl - Virklund Celebration Ale

11. Januar 2011

Virklund Bryghus var det første mikrobryggeri i Silkeborg efter Neptun lukkede i 1990. Bryghuset åbnede i 2005 og øllet sælges næsten kun lokalt. Min kone stammer fra den egn, så vi kommer der jævnligt, og første gang, jeg stødte på deres øl, var på ”Det Lille Røgeri” i Voervadsbro. Her valgte jeg deres ”Pale Ale” til maden, og den har altid siden haft en høj stjerne i min bog. Jeg har godt nok ikke skrevet om den endnu, men det kommer vel engang. Jeg synes, bryggeriet slipper bedst fra de lyse øl med amerikansk inspiration.

Aftenens ”Celebration Ale” – som jeg fik i julegave – er netop sådan en type. En let pale ale på 4,1%. Brygget på wienermalt og tilsat lidt münchener- og karamelmalt, nok mest for farvens skyld. Det er benyttet amerikansk Willamette humle og tjekkisk Saaz.

Det er en dyb gylden øl med kraftigt, lidt lysegult skum. Der er mange bobler. Den er lidt sløret, da den er flaskemodnet.

( Som der står på etiketten: ”Øllet fuldmodner på flasken, hvilket giver et let bundfald. Skænk forsigtigt, så det bliver i flasken og gerne med højt skum, så alle smagsnuancer frigives.” Det lader til at været et mantra for bryggerierne omkring Silkeborg. Det er næsten ordret det samme som stod på Bøllingsø’s etiket. )

Der er en fin humlearoma med citrus. Den føles let og lidt prikkende i munden. Smagen, der er præget at citrushumle, er desværre kortvarig, men bitterheden bliver hængende i eftersmagen. Det virker som en lettere udgave af bryggeriets ”Pale Ale” og ”Amber Ale” – en mild ale, som brygmester Claus Tarstrup også skriver på etiketten.

Karakter 3+

Det er bryggeriet 10. øltype, der fejres – deraf navnet ”Celebration”. Derimod kender jeg ikke baggrunden for, at Himmelbjergets tårn optræder på etiketten. Måske var det der man holdt ”release party” (?)

 

Tid til en øl - Bøllingsø Mosefundet

10. Januar 2011

Til jul fik jeg en kurv fuld af øl fra bryggerierne omkring Silkeborg. Her var bla. et par øl fra Bøllingsø Bryghus. Det er et ret nyt bryghus, der udsendte deres første øl 11. december 2009. Bryghuset er indrettet i Engesvang gamle kro, men det er endnu ikke lykkedes, at erhverve sig ejendommen, selvom der arbejdes på højtryk for at få solgt de sidste aktier. Jeg håber, det snart lykkes. På åbningsdagen blev der er solgt over 700 flasker. Der blev bla. udsolgt af Julebryggen og Mosekonen. Brygmesteren hedder Martin Schau og han var tidligere brygmester ved Baggårdsbryggeriet i Holstebro.

Der står ikke meget om øllet på hjemmesiden, hvor der gøres mest ud af ( måske forståeligt nok ), at tegne nye aktier, men bryghuset kan godt være deres øl bekendt, så lidt flere oplysninger vil altid tiltale sådan en som mig.

”Mosefundet” er en brown ale, der ikke er pasteuriseret eller filtreret. Den er modnet på flasken. That’s it! Flere oplysninger får vi desværre ikke. Jo – procenten er 5,4% ( ifølge etiketten – ikke hjemmesiden ).

Det er en brun, sløret øl med kraftigt offwhite skum. Der anes lige nogle livlige bobler i glasset. Dejlig maltet duft med karamel og en svag frugtnote. Let og prikkende i munden og behagelig nem at drikke. God smag med karamel og lidt skarp citrus fra humlen ( type ukendt ), og en markant bitterhed i eftersmagen. En enkelt gang fornemmede jeg en umiskendelig note af nødder. En udmærket og nuanceret brown ale.

Karakter 4

Tid til en øl - Dark Horse Tres Blueberry Stout

9. Januar 2011

Da vi skulle ud med aviser i morges, var der spejlglat på de små villaveje i byen. Vi tog bilen, for det var umuligt at cykle og vi lignede Bambi på isen, hver gang vi skulle ud til en postkasse. Men det gik uden brækkede ben og uden buler i bilen.

Ellers har weekenden budt på lidt af hvert. Lørdag var vi inviteret til min datter og svigersøn, der serverede hamburgerryg. Det smagte godt og vi nød en pilsner fra amerikanske Miller dertil ( 10 aug 08 ) . Derefter prøvede vi deres nye Singstar, hvor vi skulle prøve at synge så rigtigt som muligt i sange vi ikke helt kendte – men det var vældig sjovt. Og der var te og San Miguel til.

I dag havde vi mulighed for lidt ekstra dans, da nogle par fra danseholdet havde mulighed for at låne en gymnastiksal. Det var vældig godt, og så var der aftensgudstjeneste i kirken. Da vi kom hjem, var det tid til lidt dessert og en ”Blueberry Stout” fra Dark Horse Brewing Company.

”Tres” er den tredje øl i deres Holiday Stout Serie. De udsender en hver måned fra Oktober til Februar, så ”Tres” kommer i December. Jeg har tidligere smagt deres 5. øl – ”Plead the 5’th” – som er i absolut topklasse ( jeg skrev om den og bryggeriet d. 24 aug 10 ).

Der er ikke gjort så meget ud at etiketterne i denne serie. Det er en enkelt stregtegning af uforståelig art og der er ingen oplysninger på etiketten. Ikke engang om %-tallet. De fleste hjemmesider siger 4,5%, men en enkelt ( Ratebeer ) skriver 7,0%, hvilket egentlig passer bedre med indtrykket.

Det er en kulsort øl med nøddebrunt, blødt skum, der dog hurtigt bryder sammen. Aromaen er ristet med en lidt pebret note og en frugtagtig sødme. Den har en god varmende fylde. Smagen er krydret med ristet kaffe og peber, der er blødt lidt op med chokolade og - hvad jeg formoder er – blåbær. Det giver en lidt anderledes stout, der skiller sig lidt ud. Jeg vil gerne prøve at smage alle 5, så jeg må vist være lidt på udkig.

Karakter 4+