Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Ørbæk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ørbæk. Vis alle opslag

torsdag den 10. december 2020

Tid til en øl - Ørbæk Fynsk Jul


 10. December 2020

Ørbæk Bryggeri på Fyn har for mange år siden gjort sig bemærket med en fremragende forårsklassiker – ’Fynsk Forår’, der er tilsat hyldeblomst og giver en dejlig forfriskende oplevelse.

De har også gennem årene leveret forskellige juleøl af høj kvalitet, og i år har de kombineret de to successer til en ’Fynsk Jul’.

Det holdes stadig i det friske med en let alkoholprocent på 4,9%. På etiketten kan vi se, at hyldeblomsten også præger denne øl, og det fremgår tydeligt af duften. Hyldeblomst –næsten lidt drueagtig aroma. Det er en flot orangegylden øl med kraftigt, hvidt skum. Den er belgisk inspireret og tilsat en stor mængde hvedemalt og dadeljuice. Der er brugt cascadehumle, hvilket jo egentlig ikke er så belgisk. Den har en dejlig smag af hyldeblomst, justeret med en fin sødme fra dadler, der jo – i hvert fald for mig – hører julen til. Det skaber en fin balance mellem det friske og det søde.

Humlen er med for at balance helhedsindtrykket. En behagelig juleøl, der ikke provokerer og heller ikke gør det alt for højtidsagtigt.

Karakter 4

fredag den 3. november 2017

Tid til en øl - Ørbæk Red Deer Christmas IPA


3. November 2017

I dag er det J-dag. Den dag da juleøllet flyder fra hanerne. Allerede i går kom specialbryggerierne med deres juleøl, men der var der ikke tid til øl for undertegnede.

Det er meget lang tid siden, jeg har skrevet her på bloggen, men det er ikke fordi, der har været mangel på ølbegivenheder. Vi har været på tur til ”Det Bette Ølhus” i Aalbæk, hvor vi pga trængsel endnu en gang blev placeret i butikken. Det er vældigt inspirerende omgivelser.

Vi har og været afsted til ”Nordic Brew Festival” i Frederikshavn, hvor der også var fine øloplevelser. Og så er der jo den hjemlig bajer til aftensmaden i ny og næ.

Men det har skortet lidt på interessen for at få skrevet noget ned. Måske kan juleøllene endnu engang sætte lidt skub i skriveriet.

I hvert fald fejrede jeg J-dag med en af årets nye juleøl – Ørbæks ”Red Deer Christmas IPA”.
Juleøl er jo ofte i den maltede – måske decideret søde – kategori, og det kan jeg såmænd godt lide. Men det er nu befriende og forfriskende ind imellem af afveksle lidt med en god humlet øl.
Her kommer Ørbæks nye jule IPA fint til sin ret.

Det er en uklar, Orangerød øl på 5,8%. Skummer er kraftigt og groft og går hurtigt i opløsning. Duften er præget af humle med et sødlig strejf af appelsin. Det er en livlig øl, der har en skarpt bid fra humlen. Det er humlesmagen, der indleder oplevelsen, men derefter kommer der et sødere indtryk af appelsin – måske endda mandarin. Det holder kun lidt inden en markant bitterhed afrunder smagsoplevelsen.

Jeg har nok altid lidt svært ved at finde julestemning i en IPA, men her er gjort et forsøg med appelsinnoten. Og det er i hvert fald en afveksling, hvis man går lidt død i søde juleøl i december måned.


Karakter 4

tirsdag den 1. december 2015

Tid til en øl - Ørbæk Julebryg


1. december 2015
1. December og næsen løber. Pludselig ved 8 tiden blev jeg forkølet og fik ondt i halsen, og det er godt nok træls – her hvor julekoncerterne står for døren. Vi har heldigvis lige overstået vores julestykke ”Jul i Købmandsgården”, hvor min kone godt nok snøftede sig gennem sidste forestilling, men der er simpelthen for mange arrangementer i december til at der er tid til at være syg.

Jeg har været i gang med juleøllene. Dels var jeg til ”Julesmagning” på Basement Beer Bar, hvor deres første juleøl kom på hanerne og i sidste weekend holdt jeg en juleølsmagning på Skansen. Det kommer der måske mere om i løbet at december. På næste lørdag er der atter en juleølsmagning på programmet.

Men her – den 1. december – tager jeg fat i en ”Julebryg” fra Ørbæk, i håb om at ingefær og dadler kan hjælpe lidt på forkølelsen. Det er en kulsort porter på 8,0%. Aromaen er præget af ingefær og det er også den gennemgåenden note i smagen. Dadlerne kan jeg ikke smage, men de er sikkert med til at give lidt sødme til øllet. Balancen er egentlig fin, men i længden bliver ingefæren en smule for dominerende.


Karakter 3+

fredag den 6. februar 2015

Tid til en øl - Ørbæk / Petrus / Brewfist


6. Februar 2015

Forleden var vi atter til 50 års fødselsdag, men denne gang var det madklubben, og selvom der ikke var en decideret ølsmagning, var der atter øl nok.

Velkomstdrinken var en ”forførende frisk” øl fra Ørbæk – ”Ginger Raspberry Beer” på 4,8%. Det er et forsøg på at være med på den nye bølge af lette, forfriskende, sodavandsagtige øl, som vi har set en del af de sidste år.

Det er en lettere uklar, orangerød øl med svagt lyst skum. Som navnet mere end antyder er der hindbær og ingefær i, og det er ingefæren der trænger igennem – både i duft og smag. Der er ikke nogen decideret hindbærnote, men en vis sødme mildner ingefæren, og det formoder jeg er bærene.

Det er en forfriskende øl, og ingefæren medvirker til at den ikke bliver for tynd i smagen, men jeg vil til enhver tid hellere have en belgisk frugtlambik, hvis jeg skal forfriskes.

Karakter 2+ ( 3 på en varm sommerdag )

 
Til maden ( lam og vildsvin ) blev vi præsenteret for en anden øl fra Ørbæk. Deres forsøg på at lave en mørk klosterøl – ”Bruin”. Det er en øl på 6,5%, og den fylder rollen godt ud. Flot, uklar brun farve. Dejlig duft af malt og rosin. Smagen er fyldig og er sødlig ( rørsukker ) med mørk frugt og malt og et flygtigt strejf af lakrids.
 
Karakter 3+


Derefter fulgte en ægte belgisk øl – fra selve Belgien – ”Petrus Oud Bruin” fra Brouwerij De Brabandere i Bavikhove. Bryggeriet stammer fra 1895, hvor Adolphe de Brabandere begyndte at brygge på gården Hof de Koutere. I 1909 tog det navneforandring til Brouwerij Saint Anthony. De har hele tiden været familien De Brabandere, der har stået i spidsen for bryggeriet. Fra 1950 – 1990 hed de atter Brabandere, men så tog det navneforandring igen til Browerij Bavik. I starten at 2014 vendte det tilbage til rødder som Brouwerij d Brabandere. Det er et af Belgiens største uafhængige bryggerier.

”Oud Bruin” er en gammel belgisk øltype. ”Petrus” er lagret på egefade i 18 måneder, hvilket giver den et skarpt syrligt præg, der virker yderst forfriskende og som balancerer det søde maltede indtryk godt. Det er klart den ”syrlige” øltype der falder i min smag.

Karakter 4

 
Sidste spændende øl var fra det italienske mikrobryggeri Brewfist, der har lavet et samarbejdsbryg med amerikanske Prairie Artisan Ales. Navnet er ”Spaghetti Western” og det ser man tydeligt på etiketten, hvor slutscenen fra ”The good, the bad and the ugly” mere eller mindre har indsneget sig.
 
Det er en Imperial Chocolate Coffee Stout på 8,7% og den står sort og stærk i glasset. Svagt lysebrunt skumlag på toppen. I aromaen fornemmer man ristet malt og kaffe, hvilket blander sig med mørk chokolade i smagen. God bitterhed til slut ( Magnum humle – 60 IBU ).
 
Karakter 4+

tirsdag den 15. juli 2014

Tid til en øl - Ørbæk IPA


15. Juli 2014

Lørdag havde vi sidste forestilling på vores musical, og vejret var stadig med os. En god afslutning på stykket. Vi har fået utroligt meget ros for kulisser, kostumer  - og for vores tempo og fremførelse af hele stykket. Det er bare fedt.

Straks efter begyndte vi nedrivningen. Det er lidt sørgeligt, men nødvendigt, og det betyder, at vi vænner os til, at det er slut. Klokken 9 stoppede vi og holdt en afslutningsfest.

Næste dag fortsatte vi med at pille musikhus og scene fra hinanden. I styrtende regn, det kun tog til i løbet af dagen. Trucken kørte fast, og til sidst kunne vi ikke få køretøjer ind på pladsen, der var forvandlet til en mindre sø. Så vi mangler stadig det sidste.

Jeg var gennemblødt gennem regntøj, fleecetrøje og t-shirt, og da jeg kom hjem, trængte jeg til en øl til aftensmaden. Det blev ”IPA” fra Ørbæk.

Det er en uklar, orange øl med kraftigt, hvidt skum. Alkoholprocent på 5,0%. Man mødes af en dejlig duft af mango og grape. Den er frisk og har et godt, skarpt bid. Frugtig smag, der ender i en pæn bitterhed, hvor noten af grape dominerer.

Karakter 4


onsdag den 14. maj 2014

Tid til en øl - Øræk Hunting Beer


14. Maj 2014
Kvickly har endnu engang sat et ølvalg i gang, og tidsfristen for at stemme udløber i morgen. Så jeg må siges at være noget bagefter. Jeg har simpelthen ikke opdaget det denne før – før lokalformanden lagde det ud på Facebook. Så jeg var i Kvickly og erhvervede mig øllene. Så må anmeldelserne komme for sent, og så kan man se, hvordan udfaldet burde været blevet.

Kvicklys ølvalg drejer sig om 10 øl, men de er nu smarte. For i afdelingen – under banneret ”Ølvalg 2014”, var der ikke blot 10 øl men 14. Og da jeg ikke vidste hvilke der var tale om købte jeg alle fjorten. Så fik jeg også en ”Bamberg” med fra Indslev. Den glæder jeg mig til, selvom den ikke er del af valget. Jeg kan jo ikke stemme alligevel, så jeg anmelder den, som om den er. Men vi starter med ”Hunting Beer” fra Ørbæk.

Vi har i et stykke tid modtaget kasser med mad fra Årstiderne. Der er opskrifter og råvarer til fem dage, og det er sjovt at prøve nogle nye ingredienser.

Her til aften var det kalvesteaks med østershatte og søde kartofler – og dertil et bundt rosmarin. Så var det nærliggende af tage Ørbæks ”Hunting Beer” frem, for den indeholder bla. rosmarin - foruden enebær og koriander. Det er en brown ale på 5,0%, og den er brygget i ”american style”, hvilket måske bare betyder, at der er en del humlebitterhed tilstede. Jeg kender i hvert fald ikke til, at det er specielt amerikansk at komme krydderurter i – det lyder mere italiensk.

Det er en uklar, rødbrun øl med offwhite skum, der virker en smule groft. Duft af granskov, der sikkert stammer fra rosmarin og enebær. Det træder også frem i smagen, men uden at blive for dominerende. Pænt doceret og balanceret. Bitterheden dukker op til sidst efter at smagen af krydderurterne har lagt sig.

Karakter 3+


søndag den 23. marts 2014

Tid til en øl - Old Danish Beer / Albairisch Dunkel


23. Marts 2014

Det er de gamle øl, der præsenteres i aften – i hvert fald hvis man skal tro på navnene. ”Old Danish Beer” er en øl, der er lavet i samarbejde mellem Dansk Mjød og Ørbæk Bryggeri. Den er baseret på en gammel opskrift fra 1700-tallet. men nærmere kommer man ikke – ”wiener- og münchenermalt , udvalgte humletyper og det gode vand fra Ørbæk”.

Det var en af mine gode venner, der havde anskaffet sig den på Nationalmuseet, og den smagte vi i går, da vi havde madklub i Dronninglund.

Det er en stærk øl på 10,1%. Vikingerne drak ikke så meget mjød, som man ofte hører. Mjød er lavet på honning, og det er en temmelig dyr drik at fremstille. Mjød var en drik for guderne – øl var en drik for menneskene. Og ved festlige lejligheder kunne man blande de to til Mjønsøl. ( Der er nu nok også blevet drukket mjød, for hvordan skulle vi mennesker ellers få kendskab til det ).

Det er en mørk øl med en kraftig, sødlig duft af honning. Den har en god fylde, men virker samtidig frisk, nærsten champagneagtig. Smagen er først og fremmest sød af honning, men den holder længe. En fornem øl, der helt passer til særlige lejligheder.

Karakter 4+

 
Aftenens øl er efter en gammel opskrift fra Bayern – ”Altbairisch Dunkel” fra bryggeriet Ayinger.
 
Smuk mahognyfarvet øl på 5,0%. Skummet er kraftigt og kom ovenud af flasken, men ikke hurtigere end det kunne styres. Sidste salgsdag var engang i 2013, men det have ikke influeret på smagen. Duft af mørk malt med en anelse valnød og rugbrød. Fin fylde. Det er også malt og rugbrød der træder frem i smagen.
 
Karakter 3+

onsdag den 28. august 2013

Tid til en øl - Kvickly / Ørbæk Ginger Brew


28. August 2013

Også i aften blev det til en sen øl, for jeg tager direkte fra arbejde til kor, som startede op igen her til aften. Så aftensmad bliver der ikke meget af og jeg kan ellers godt lide at teste mine øl sammen med mad.

Aftenens øl fra Ørbæk bliver anbefalet til asiatisk mad og det kan jeg godt forstå. Den vil sikkert passe fint, men nu blev min aftensmad en hurtig rugbrød med ost, som jeg skyndte mig at fortære i en pause i undervisningen. Om jeg får den smagt til asiatisk mad er sikkert også tvivlsomt, da det ofte er temmelig stærkt, og jeg er ikke så meget for chili og andre brændende krydderier.

”Organic Ginger Brew” er en orangegylden øl på 4,8%. Den er ufiltreret og fremstår uklar. Skummet er luftigt og svinder ret hurtigt ind. Man bliver mødt af en overvældende duft af citron og ingefær, men det forventes jo også. Ingredienslisten omfatter både citron og ingefær, samt hyldeblomst – alt sammen økologisk dyrket. Den er skarp og prikkende og efterlader en brændende fornemmelse, der holder i lang tid. Smagen er mere afdæmpet end duften antyder, selvom ingefæren stadig er tydelig. Det er en øl, der mere smager af ingefær end af øl, Man kunne komme i tvivl, hvis ikke der stod, at der både er brugt byg- og hvedemalt.

Jeg er lidt i tvivl om hvilken karakter jeg vil give den, for den lever helt op til sit navn. Smagsmæssigt vil den passe godt til asiatisk mad, men jeg synes den nærmest vil forstærke den brændende fornemmelse og det er ikke lige noget for mig. Men hvis man ligesom ”Chili Klaus” fra YouTube ynder at nedsvælge stærke chilier på samlebånd, så vil man sikkert synes, at denne bare kildrer lidt i mundhulen.

Karakter 4 ( fordi den holder, hvad den lover )

Karakter 3 ( fordi den nok er for stærk for mig )


torsdag den 13. juni 2013

Tid til en øl - Ørbæk Hops District Lager Beer


13. Juni 2013

Vi har her til aften set ”En kort, en lang” på Aalborg Teater. En fantastisk musical med flere nye sange af Martin Brygman og et utroligt veloplagt cast. Det var en spændende forestilling med god scenografi, god musik og gode sang- og skuespilpræstationer. Musikerne var ofte med på scenen, og det gav en god dynamik.

Bagefter fik vi en lille rundvisning bag scenen, da min kones kusines søn spiller en af rollerne i stykket. Det gjorde han godt.

At spille skuespil er jo at udgive sig for noget andet end man er. Og det kan man godt sige om den nye serie øl fra Ørbæk. ”Hops District” mere end antyder humlet øl, og den første øl i serien var da også en IPA. Men aftenens øl er en ”Hops District Lager Beer”, og det er ikke humlen der dominerer den. Man kan så vælge at blive skuffet eller se om den har andre kvaliteter.

Det er en gylden, klar øl med et orange skær. Det er lidt svært at kategorisere den. Jeg ser at den visse steder på nettet angives som IPA, hvilket jo er i modstrid med betegnelsen ”Lager”. Andre steder omtales den som en ”red lager”- hvad det så lige er.

Den er lavet til det svenske marked og etiketten er på svensk. Det forklarer betegnelse ”starköl” til de 5,4%. Det er en samarbejde mellem vinomportfirmaet Gullberg by Stockwine, og Jefferson Brewery, hvilket jo igen vil sige Ørbæk. At øllet er brygget i Ørbæk, står med meget små bogstaver. Den er naturligvis økologisk.

Det er en forfriskende øl med noter af forår. Lidt blomster og lyse frugtnoter. Den føles meget behagelig med en blød fylde. Smagen er lidt sødlig med noget der næsten kunne minde om honning ( hvilket ikke er en ingrediens ). Humlen er på ingen måde fremtrædende, og det kan derfor måske virke misvisende med navnet. Men som sagt – ellers er det en lille fin forårsøl.

Karakter 4


søndag den 14. april 2013

Tid til en øl - Ørbæk Højt Skum


14. April 2013

Højt Skum!

”Mange vil vide at udtrykket stammer fra Robert Storm Petersen, vores store humorist, men de færreste ved, hvor han havde det fra. Carit Andersen forlag udgav i 1989 en samling af Storm P’s muntre tegninger under titlen Højt Skum og heri havde forlæggeren Poul Carit Andersen skrevet et omfangsrigt forord, der ikke alene afslører kilden til udtrykket, men også causerer over Storm P’s forhold til øl. Og anvendes som Danske Ølentusiasters hilsen og en øl fra Ørbæk…”

Det blev vi sgu ikke meget klogere af, men det er hvad vi får oplyst på etiketten. Vi må stadig gætte os til oprindelsen, hvis vi da ikke har selvsamme bog eller kan finde den andetsteds.

Heldigvis har De Danske Ølentusiaster opført dette forord på deres hjemmeside ale.dk, og her kan man bla. læse, at Storm P mødtes med krigsassessor Classon på restaurant Paraplyen ( læs selv forordet, hvis det er interessant med den præcise beliggenhed ). Og Classon gjorde altid sin entre med ordene: ”Må jeg få et glas øl – men det skal være med højt skum”.

Her har Storm P. opsnappet vendingen og lagt den i Pings mund i den fine tegneserie ”Peter og Ping”.  Der er mange små anekdoter i forordet, så kig selv ind på hjemmesiden.

Ørbæks øl er en strong ale på 9,0%. Bryggeriet har for nylig lanceret en serie, hvor folk med meget store hoveder pryder forsiden. Måske er det portrætter at nogle af bryggeriets folk – jeg forstår det ikke helt. men det er da et blikfang. Deres hjemmeside opdateres ikke dagligt. Seneste indslag i ”Nyheder” er fra juni 2012.

Det er en mørk øl med et rødligt skær, Skummet er kraftigt med blødt og sætter sig på glassets sider. Der er en sødlig duft af karamel og alkohol, samt en humlearoma, der leder tankerne hen på en ”american barley wine”. Disse indtryk bliver gjort lidt til skamme ved smagen, hvor det humlede islæt slet ikke kommer frem. Smagen indledes med et sukkersødlig præg, og derefter overtager en tydelig alkoholprofil billedet. Man kan også sige sprittet. Hvis der havde været en tydelig humleprofil oveni, havde balancen nok været bedre. Hvis målet har været en amerikansk inspireret ”barley wine style beer”, må man sige de ikke er nået helt i mål.

Karakter 3+


mandag den 25. marts 2013

Tid til en øl - Ørbæk Kongens Fadebur


25. Marts 2013

I går havde vi igen prøve på ”Oliver” – et par store fællesscener og voksen-korprøve. Bagefter tog vores unge mennesker med hjem til påskemiddag med lammesteg.

Så jeg åbnede årets vist første påskebryg – ”Kongens Fadebur” fra Ørbæk på Fyn. Ørbæk har vist også en anden påskebryg på markedet – sammen med One Pint – ved navn ”Højt skum”, der jo er ølentusiasternes motto. Den har fået gode anmeldelser, så den må jeg også prøve at finde.

Det er ikke fordi, der er så mange nye påskeøl i handelen. det er meget de samme udmærkede og velprøvede øl, som bryggerierne har haft succes med de sidste par år.

Jeg skal i april fortælle om påske- / forårsøl til et arrangement, og det er faktisk svært at finde påskeøl at præsentere, for arrangementet har været afholdt flere ar i træk. Men nu er der da et par muligheder her.

”Kongens Fadebur” laves sammen med Nyborg Slot. Tidligere på året kom der en anden øl – ”Nyborg Kongebryg” i samme serie. I middelalderen var Nyborg i lang tid hjemsted for kongehuset, og der skulle bruges meget øl fra kongens fadebur til hoffet. Påsken er kirkeårets vigtigste højtid og afslutningen på 40 dages faste ( vi holder ikke så megen faste nu om dage ), så der skulle drikkes masser af godt øl. ”Det er en gammel tradition at brygge påskebryg, men kun i Nyborg fås den stadig fra Kongens Fadebur”.

Fin historie, men man skal nok ikke tro, at denne påskeøl er en direkte arvtager fra de gamle øl fra dengang. Den er måske brygget efter gammel opskrift – det melder historien ikke noget om, men der har jo været en ”mindre” pause i brygningen gennem tiden.

Man har i Nyborg forsøgt at genoplive ”Kongens Fadebur” på slottet. Østfyske fødevareproducenter er gået sammen om at sætte fokus på området gennem produkter og oplevelser. 4 store middage er bla blevet afholdt på Nyborg Slot. Det er i denne forbindelse Ørbæk forsøger sig med ”historisk” øl.

Nu om dage er det jo nok det belgiske øl, der ligner datiden øl mest, og der er da også umiskendeligt belgisk ”bruin” inspiration i denne øl. Den er på 7,0%, pæn rødbrun farve og beige, lidt groft skum på toppen. Duften er sødlig med lidt overmoden frugt og karamel. En fin fylde. Også smagen bærer præg at karamel og frugtsødme fra blomme og rosin. Alt i alt en godt, belgisk bud på en påskebryg.

Karakter 4


mandag den 25. februar 2013

Tid til en øl - Ørbæk Nyborg Kongebryg


25. Februar 2013

I går kom begge døtre og svigersønner på besøg – samt gode venner, så vi var mange til aftensmaden. En lille tre retters menu med ”Indkogt laks med fennikel/æbleslaw – Pulled pork med pistacie og myntedrys. ovnstegte kartoftler, gulerødder, rødbeder og en agurk/fennikel/chilisalat – Trifli med ingefærkage, hvid chokolade, hindbær og appelsin”.

Det var lidt luksus, og det var meget velsmagende og varieret. Jeg havde prøvet at finde noget øl der kunne passe, men jeg kendte ikke den første – ”Nyborg Kongebryg”. Jeg havde måske tænkt noget med anis, fennikel i, så det kunne matche forretten, men det var ikke de noter der var fremtrædende. Til hovedretten havde jeg valgt ”Mercator” fra Nibe Bryghus, der med sin mynte og salvietilsætning passede fint. Til triflien havde den ene svigersøn medbragt en dejlig asti.

Ørbæk har brygget en øl til Nyborg. Vi får historien på etiketten. I middelalderen var Nyborg ”kongernes by”. Her mødtes man for at underskrive Danmarks første grundlov. Nyborg var i lang tid Danmarks hovedstad indtil København overtog rollen i 1560.

Hvorfor Nyborg lige nu skal have en øl, der minder om kongemagten, ved jeg ikke. Årstallet 1413 er nævnt som slutår for parlamentets samling i Danehofsalen på Nyborg Slot, og det antyder jo i hvert fald et 600 års jubilæum..

Etiketten kræver en længere studium og her vil jeg citere Nyborg Kommune:

Etiketten er designet på baggrund af layoutet til Kors øøll’en. Det hvide kors går igen på Kongebryggen i skikkelse af det hvide kors i det danske rigsvåben tillempet efter Christian 3.s rigsvåben. Rigsvåbnet hænger nu i Riddersalen på Nyborg Slot, men tidligere hang på det store tårn ved indgangen til slottet som symbol på, at det var herfra, Danmark skulle regeres. I felterne er Nyborg Slots signatur i form af det tredimensionelle vægmønster og løverne fra logoet til Danmarks Riges Hjerte. Løverne symboliserer bestræbelserne på at gøre Nyborg by og slot til en værdig kandidat til at komme på UNESCOs verdensarvsliste. Detaljen med gul og grøn i skjoldets kant stammer fra den grønne humle og den gule citron – øllets eget særkende.

 Det oplyses endvidere om, at der er tilsat citron – en frugt der var yderst sjælden i datiden og en spise for de allerrigeste.

Det giver en orange gylden ale med hvidt skum og friske bobler. Den når 6,0% alkohol. Duft af syrligt rugbrød. Frisk og en anelse skarp. Smagen indledes af lidt maltsødme inden en syrlig/bitter smag af citron sætter ind.

Karakter 3+


lørdag den 7. juli 2012

Tid til en øl - Kvickly / Ørbæk Sommerbryg

7. Juli 2012

Så er jeg nået til den sidste af øllene i Kvicklys ølvalg 2012 – ”Sommerbryg” fra Ørbæk på Fyn. Vejret blev helt sommerligt her sidst på dagen. Vi gennemførte Skansespillet med masser af tilskuere og var tidligt hjemme til en øl til aftensmaden. Det var kylling & bacon-salat med varieret grøn salat til, så det var en sommermenu.

Ørbæk har tidligere bedrevet en glimrende forårs-øl – ”Fynsk Forår”, og de har været inspireret af den til denne sommerøl. Det er en belgisk witbier – brygget med byg-, spelt- og hvedemalt og tilsat koriander, som der hører sig til. Derudover har man i stedet for appelsinskal tilsat hyldeblomst ( som fynsk forår ) og lindeblomst.

Det giver en bleggul, sløret øl - ( her serveret i et tysk hvedeølsglas, hvilket ikke er helt rigtigt ) – med mange livlige bobler. Hvidt skum der hurtigt svinder ind. Lidt neutral duft med mindelser om våd karklud, men man fornemmer måske lidt hylde- og lindeblomst – ret diskret. Det er en forfriskende øl, der er skarp og lidt livlig i munden. I første omgang smager den som en witbier, men så skiller noter af lindeblomst sig ud ( jeg har drukket meget lindeblomst-te i min flippede, meditative ungdom ). Hyldeblomsten har jeg sværere ved at finde, men den er sikkert med til at give det milde og venlige indtryk. Det er faktisk en vældig god witbier på trods af den lidt intetsigende aroma.

Karakter 4

12 øl er på valg i Kvicklys konkurrence. Det er ikke eksperimenterende øl. Det er ikke ekstreme øl. Det er øl, som egentlig er repræsenteret i Kvicklys sortiment i forvejen. Det er også fra bryggerier, der i forvejen leverer til Kvickly, så det kan være lidt svært at se den store fornyelse i udbuddet. Problemet er hvis disse øl kommer til at erstatte nogle af de fremragende udenlandske øl som Kvickly sælger. Her tænker jeg på Samuel Adams, Brewdog, og Skt. Bernadus, der alle er med til at højne niveauet i butikken.

4. – Svaneke Half n’ Half - Ørbæk Sommerbryg.          

3+ - Krenkerup Ale – Vejle Klassik – Indslev Mørk Hvede – Randers Amber Ale – Thisted Dunkel Weisse – Nibe Knarren

3 – Fur Ale 2012 – Vestfyen Red Pale Ale

2+ - Ærø Gylden Pale Ae - Braunstein Økologisk Pale Ale

Som man kan se er det er godt niveau for næsten alle øllene ( 3 er betegnelsen ”god” i min skala ), men 2 øl skiller sig lidt ud, nemlig Svaneke og Ørbæk. ”Sommerbryg” er god, men vi finder den næsten mage til i ”Fynsk Forår”, hvorimod jeg synes at Svanekes ”schwarzbier” er en ny tilføjelse til sortimentet, så den stemmer jeg på.

Men der er stadig tid til at få de 12 øl smagt, så det er bare med at komme i gang, så man kan danne sin egen mening. Jeg ser også at adskillige af mine blog-kolleger skriver om de samme bryg, og vi er ikke altid enige. God fornøjelse med at smage selv.




søndag den 4. marts 2012

Tid til en øl - Ørbæk Vintage Beer 2008

4. Marts 2012

”Vintage” betyder ”gammel”, ”antik” og bruges ofte til at give noget gammelt et skær at klasse. I dette tilfælde er det en øl, der er lagret i 2 år inden den kommer ud på markedet og dette er endda en ”Vintage Beer 2008 ”, så det er en gammel sag, vi har med at gøre. Det fremgår ikke helt klart om den er brygget i 2008 eller kommet på markedet i 2008.

Barley Wine er stærke øl, der under napoleonkrigene i starten af 1800-tallet blev brygget i England. Det var upatriotisk at drikke fransk vin og derfor lavede man den kraftige ”byg-vin”. Aftenens øl fra Ørbæk er på 12,0%. Der er meget stor forskel på Barley Wines. Der er både engelske og amerikanske varianter, hvor sidstnævnte ofte er væsentligt mere humlede. De engelske typer er mere i retningen af portvin/sherry. Jeg synes kvaliteten af Barley Wine kan være meget svingende. Måske fordi det ikke er helt let at forudsige udviklingen af øllet i den lange lagring. Nogle taber pusten, andre stikker i smagsmæssigt af i forskellige retninger, og indimellem får vi noget af det bedste øl, der findes.

Af engelske typer vil jeg gerne anbefale ”Thomas Hardy’s Ale” - der stadig kan findes i butikkerne ( specialbutikkerne ) – som noget af det bedste.

Det er naturligvis meget vinøse øl, ofte med tydelige noter af blomme og abrikoser og det er også tilfældet her.

Der er ikke oplysninger på Ørbæks hjemmeside om denne øl. Det virker som om siden er gået i stå for nogle år siden, men måske har de lavet en ny, som jeg bare ikke kan finde.

”Vintage Beer” er den stærkeste øl, de brygger, og den er som nævnt på 12.0%. Det er en uklar, brunlig øl med orange skær. Skummet er svagt og meget kortvarigt. Der er en tydelig note af blomme og abrikos i aromaen, men også en væsentlig mere sprittet duft, end jeg havde håbet. Som om alkoholen ikke blander sig med resten at ingredienserne. Den har en udmærket fylde i munden og virker varmende. Smagen er desværre også domineret af spritten. Der er også søde frugter på spil, men de to smagsnuancer komplementerer ikke hinanden, men konkurrerer om herredømmet, og alkoholen vinder. Der er stadig – trods den lange lagring – en hel del bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

onsdag den 21. december 2011

Tid til en øl - Juleølsmagning 5 / Ørbæk’s Christmas Ale


21. December 2011

Så har vi holdt julegudstjeneste med skolen, og haft den sidste undervisningstime med eleverne, så nu nærmer julen sig.

Juleøl er ofte kraftige og sødlige, men der har på det sidste været flere tiltag til at sende mere humlede lyse øl på markedet. Jeg tog denne øl med, for netop at give lidt modspil til de mørke , sødlige juleøl. ( se 22. dec. 09 – 19. nov. 11 )

Ørbæk har også sendt en lys jule ale på markedet. ”Ørbæk’s Christmas Ale” er brygget med kardemomme og chili, og jeg synes den skulle med, for det er da et anderledes tiltag. Jeg havde nok regnet med at den var for speciel, men det skulle da prøves.  Det er forskellige etiketter på øllene. De viser alle musikere med store hoveder, der spiller horn eller violin. Der findes også en udgave med cello. ”Den helt unikke smagssammensætning får nisserne til at trutte i hornet og spille på strengene”. Hornisten har dog et noget stresset udtryk i øjnene og violinisten keder sig bravt. Men øllet er bestemt ikke kedeligt.
 
Det er en mørk orange ale på 8,5%, med temmelig meget slør. Vi var alle enige om, at det kraftigste duftindtryk stammer fra ingefær, selvom det ikke er nævnt i ingredienslisten. Smagen er også præget af ingefær og brunkager, der jo skyldes kardemommen. Det smager af jul. Chilien dukker tydeligt frem mod slutningen, og de der fik bundfaldet med, hævder at der er ekstra kraft i det. En overraskende øl, der løb med 1. pladsen i aftenens smagning.
Karakter 5
 

Resultatet ses på billedet, der er ret sløret, da det er sent på aftenen.

1. Ørbæk’s Christmas Ale – 2. Kerst Pater – 3. Tsjeeses 2011 – 4. Port Brewing Santa’s Little Helper – 5. Jule IPA – 6. Til Fra via Mikkeller – 7. Grauballe Dark Christmas – 8. Helge – 9. Scullery Christmas Stout – 10. Evil Twin Soft X-mas

Gennesnitsprocent - 8,8%

lørdag den 22. oktober 2011

Tid til en øl - Ørbæk Dark Horse


22. Oktober 2011

I går lavede jeg atter et par reviews med Peter og Jakob fra ”The Master Of Hoppets”. Det foregik i Vinspecialistens kælder, og denne gang var det 2 specialiteter fra Brouwerij de Musketeers. Deres serie Troubadour anmeldte jeg sidste efterår, men de har nu sendt et par ”de luxe”-øl til det amerikanske marked. Et par flasker af disse havnede i Ølkonsortiet, hvor jeg købte sidste eksemplar af ”Magma Special Edition 2011 Cascade Hop” . Den tilbød jeg, at vi kunne dele og anmelde sammen, og så købte de til gengæld Troubadour ”Imperial Stout”, så vi kunne lave 2 anmeldelser. Jeg skriver måske om disse øl senere.

De første 2 anmeldelser ligger allerede på youtube. Jeg siger ikke så meget og når jeg endelig gør kan man ikke høre det, fordi jeg mumler -  men det var rigtig sjovt at være med og de to gutter kører det overbevisende godt

Derudover ville Peter og Jakob lave review nr. 500 og til det havde de udvalgt en helt speciel øl. Så klik ind på deres side – nr. 500 kommer formentlig på mandag. www.youtube.com/user/TheMasterOfHoppets

Vi var på Luneborg Kro i går for at spise vildtbuffet. Der var and, dådyr, krondyr, vildsvin og meget mere. Derimod havde det kun de sædvanlige 4 Carlsberg/Tuborg, som slet ikke kunne matche maden. Det er jo ærgerligt.

Her til aften kom gode venner på besøg, så vi fik kalvesteg og couscous. Et par flasker øl kom på bordet - Willemoes ”Belgisk Ale” og Ørbæks ”Dark Horse”. Sidstnævnte har jeg ikke smagt før.

”Dark Horse” benævnes som en tysk schwarzbier i en lettere vrøvlet bagside tekst. Det virker som om den ikke ved hvad den vil. Heldigvis er den mere samlet i udtryk end teksten antyder. Den vandt faktisk guldmedalje i 2008 ved ”European Beer Star” i kategorien German Stykle Schwarzbier, så der må jo være noget om det. Den er økologisk og ligger på 5,0%.

Den minder ikke af udseende om en schwarzbier, men mere om en dunkel. Brun og lysgennemtrængelig med rødligt skær. Skummet var af en eller anden grund svagt. Nu blev den ganske vist serveret i belgiske pokaler - for den anden øl var belgisk – men det burde ikke betyde noget. Der er lidt mere schwarzbier i aromaen, hvor mørk frugt – tydelig sveske – blander sig med ristede noter. Den føles let og brusende, som om der er tilsat ekstra kulsyre. Smagen er også mørk frugt med ristet malt. Jeg fornemmer ikke de lakridsnoter bryggeriet taler om. Der kommer en middel, men tydelig bitterhed som afslutning.

Karakter 3+


onsdag den 14. september 2011

Tid til en øl - Ørbæk Høstbryg


14. September 2011

Ørbæk Bryggeri har sammen med Thisted Bryghus været mest fremme med økologiske øl. Deres ”Høstbryg” er da også brygget på økologisk bygmalt, spelt, hvede, havre, samt økologisk humle. På etiketten ser vi en radering af en ung pige, der sanker neg. Det er høsttid.

Det er en ravgylden ale med små bobler og lidt groft, lyst skum. Der er frugt og en smule sødme i aromaen. Det er sikkert havren der er med til at give den lidt cremede fornemmelse i munden. Den føles rund og fyldig. Der er en lidt speciel smag af krydderier, jeg ikke lige kan sætte fingeren på, samt nogle kammerjunker/småkage–agtige noter. Det hele afsluttes med en fin bitterhed. Ikke nogen klar profil, men heller ikke afbalanceret kompleksitet.

Karakter 3

Jeg skrev tidligere om denne øl i august 2008, og umiddelbart virker den mere ubalanceret denne gang.


onsdag den 31. august 2011

Tid til en øl - BeerTrain / Den Bette Ølcafe


31. August 2011

I dag havde vi gæster til min datters 22 års fødselsdag. Til lykke. Vi smagte nogle af de gode øl fra Thisted til grillede revlsben og couscous. Til dessert en chokolade/hindbær roulade med marcipan og pebermynteis. Lækkert.

 
Det var mest lyse øl, der var på programmet i ”Den Bette Ølcafe” i Ålbæk. Anden serie startede med en ”Jacobs Tripel”. Vi havde tidligere købt den som gave til en ved navn Jacob, men jeg havde ikke selv smagt den. Derfor var det dejligt at få muligheden.
Det er Brasserie du Bocq, der brygger denne serie. Bryggeriet ligger i Condroz i Vallonien, hvor man jo taler fransk. Det stammer fra 1858 hvor Martin Belot stiftede det og det er stadig i familiens eje. De brygger en hel del forskellige serier bla. Gauloise og Corsendonk. Derudover brygger de også dn kendte witbier ”Blanche de Namur”. Der er mærkværkdigvis ingen oplysninger om denne serie på deres hjemmeside, men alle andre steder henvises der til Du Bocq”
 

Det er en flot gylden ø med mange dovne bobler. Duft af drue og lys frugt og med et dejligt blødte skum. Alkoholprocent på 7.5%. Smagen indledes lidt skarpt med ( vi diskuterede lidt frem og tilbage ) hapiks eller ene – så tager frugten og og giver en blød og rund smag – inden der afsluttes med en tydelig bitterhed. Den faldt i vældig god jord.

Karakter 4

Den næste øl var en ””Dubbel” i samme serie. På etiketten ses en munk og melodien ”Mester Jacob” er skrevet med noder. Så er det jo godt at være musiker, så man kan se det er rigtigt.

”Jacobs Dubbel” er en mørk øl med et rødligt skær. Her har vi en aroma af mørke frugter. Den føles frisk i munden og også i smagen fornemmer vi mørke frugter som sveske og rosin. Man mangler lige det lille pift af lakrids, som La Trappe havde.

Karakter 4

Derefter fik vi en lille specialitet – en belgisk IPA – endda en ”Double IPA”. Det er Brasserie D’Achouffe ( kendt for den lille nisse ), der brygger den. Det er en nyt bryggeri – fra 1982 og det ligger i Ardennerne, hvor det jo vrimler med alfer og nisser.

”Chouffe Double IPA” er i Belgien også kendt under navnet ”Houblon Chouffe” ( ”Humle Chouffe” ) Den kom på markedet i 2006 og er en stærk gylden øl på 9.0%. der er brugt 3 forskellige humletyper og den er ufiltreret og eftergærer normalt på flaske ( vi smagte en fadudgave ).

Det er en lys øl med et svagt slør. Man aner en masse små bobler. Duft af humle giver en frisk og skarp fremtoning, der passer godt med dens krop. Smagen domineres også af humlen, der virker lidt østeuropæisk med mynte og fyr. Markant bitterhed i eftersmag - IBU 59.

Karakter 4

De her billeder ligner hinanden enormt meget, men det er altså en anden øl. Den sidste på programmet var også fra Schelde – ”Straffe Tobaco” ( ”Stærk tobak” ). Den skulle efter signende ikke have noget tobak i sig, så det er måske en slags slang som på dansk. Jeg kan have skrevet forkert fra listen, for på flamsk hedder den ”Straffe Toeback” ( eller ”n’ Toeback”). Mit flamske er ikke godt nok til at forstå historien, men vi kan på etiketten se en mand slæbe rundt på Katharinakirkens tårn. Det må være en lokal anekdote.

Det er en stærk øl på 9,5%. Den er dyb gylden med få sløve bobler. Den har en sødlig fremtoning, hvor kløver og frugt træder frem. En god afslutning på smagningen.

Karakter 4+

Vi købte et par øl og nogle glas i butikken, inden vi drog hjem. Vera skulle til Øster Vrå og holde en ølsmagning.
 
På vejen hjem i toget åbnede vi for en ”Choko Ale” fra Ørbæk. En ny øl. der ikke omtales på deres hjemmeside. Det er vist One Pint, der distribuerer den. Den er brygget på flere mørke malttyper og rå kakaobønner.
Det er en mørk øl på 5,6% med beige skum. Duft af babymælk eller det lyder måske bedre med  Cafe Latte. Den føles noget spritzig med ekstra kulsyre. Smagen af ristet kaffe trænger igennem, men jeg har svært ved at finde chokoladen.
Karakter 3
 

mandag den 4. april 2011

Tid til en øl - Staropramen Dark




4. April 2011

Sommervejr de sidste par dage. Jeg har været i haven – det er skønt. Lørdag var vi til 18 års fødselsdags i Vrå. Dejligt frokostbord med masser af mad  - og påskeøl ikke at forglemme. Ud over Maisel’s fine weissbier ( både original og dunkel ) var der påskeøl fra Svaneke, Thisted, Ørbæk og Beer Here – samt et par andre gode øl. Beer Here stod alene tilbage til sidst, men da folk først fik smagt på den, var det enighed om at den var vældig god. Jeg lagde selv ud med Maisel’s Weissbier til sild og æg.  Smagte også endnu engang dunkeludgaven. Og åbnede så for Ørbæks ”Ekstra Påskebryg”.
 

Det er en lys påskebryg på 7,0%. Der er ikke mange oplysninger om den på nettet – og da slet ikke på Ørbæks egen hjemmeside. Man kan andre steder læse af den er lavet på en speciel gær, men hvilken, og hvad det indebærer får vi intet at vide om.

Den fanger ikke rigtig an, men virker en smule parfumeret, ikke dårlig men heller ikke i samme kategori som deres almindelige Påskebryg, som jeg foretrækker. Den stod også på bordet, så den snuppede jeg bagefter. Den skrev jeg om sidste år ( 1. April 2010 ).

Efter frokosten tog vi til stranden  og så de gamle tyske bunkere nord for Løkken. Vejret var fantastisk. Vi kunne gå uden overtøj og jeg fik endda soppet lidt – hen over et vandløb ( fordi jeg ikke gad gå hele vejen op til broen ). Det var koldt, men ikke ubehageligt. Tilbage i Vrå fik vi kagebord, så vi var godt mætte, da vi kom hjem.

Søndag var der atter øvning på Skansespillets ”Robin Hood”. Det er stadig første gennemspilning af de forskellige scener, men jeg morer mig glimrende – det skal nok blive fint. Ingen øl den dag, for vi skulle hente vores datter i lufthavnen om aftenen. Hun havde været i London med gymnasiet i en uge og havde haft en fantastisk tur. Og havde købt en masse tøj og andet godt.

I dag holdt vejret sandelig, så det var også muligt at komme lidt i haven.

Her til aften åbnede jeg en flaske schwarzbier fra ”Staropramen”. Jeg holder utroligt meget af deres ”Pilsner”, der hører til blandt de bedste. Bryggeriet ligger i Prag, og navnet er tjekkisk og betyder ”Den gamle kilde”. Da pilsneren blev populær og begyndte at brede sig til mange forskellige bryggerier følte det originale bryggeri i ”Pilsen”, at det var på tide at markere sig som ”det originale bryggeri” og i 1898 blev deres øl registreret som ”Pilsner Urquell” ( urkilden ). Der gik dog ikke lang tid ( 1911 ) før Staropramen fik deres øl registreret. Bryggeriet stammer fra 1871, hvor de sendte den første øl på markedet.

Deres schwarzbier – ”Staropramen Dark” ( Cerny ) – er på 4,4%. Schwarzbier er en tysk specialitet fra Thüringen og Böhmen ( Tjekkiet ). Jeg har smagt flere sorte øl fra området, og med stor fornøjelse, men denne rammer ikke lige i plet. Den er klar med en flot, mørk mahognyfarve, offwhite skum og små brusende bobler. Det ser tiltalende ud i mit Staropramenglas. Men aromaen er kvalm sødlig med stærke noter henad hvidtøl, og det var ikke lige det, jeg havde ventet. Den er dog let/tynd i munden, men smagen er også sød med en kunstig note at citrus. Der er ikke nogen bitterhed i eftersmagen. Lidt skuffende ( eller rettere meget ), men de har også gjort det godt nok med deres pilsner – de behøver egentlig ikke anstrenge sig mere.

Karakter 2+

onsdag den 13. oktober 2010

Tid til en øl - Ørbæk Peach Beer


13. oktober 2010
I denne uge har jeg en praktikant fra 9. klasse med på arbejde. Hun vil gerne se, hvordan det er at undervise i guitar og følger med på de forskellige skoler og de skæve arbejdstider. Hun spiller selv guitar, og deltager gerne i timerne, når hun kan. Hun har kun spillet i et år. Vældig fint.
Til vores oktoberfest ankom et par af gæsterne med en lille ølpresent. En øl fra Gouden Carolus og et par stykker fra Ørbæk – ”Nutty” og ”Peach Beer”
”Peach Beer” er også en økologisk øl. Den optræder ikke på deres hjemmeside, men har - så vidt jeg forstår - været i handelen siden maj 2006. Måske er det en aftale med en supermarkedskæde. Det er ikke altid, den slags reklameres med på hjemmesiderne.
Den er på 5.0% - brygget på bygmalt, hvedemalt , ferskner ( håndplukkede ), humle og gær. Og selvfølgelig vand fra Ørbæk Kilden.
Det er en sløret orange øl med hvidt skum. Den har en meget tydelig duft af fersken. Den er meget livlig i munden med en prikkende fornemmelse. Smagen er præget af lys frugt, men jeg synes den smager mere af abrikos end af fersken. Den frugtagtige smag afsluttes meget pludseligt og efterlader en intens bitterhed. Skiftet er for brat. Det virker ikke sammenhængende, og jeg synes bitterheden var uvelkommen og påtrængende.
Karakter 2+