Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Schwaben. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Schwaben. Vis alle opslag

torsdag den 23. marts 2017

Tid til en øl - Ølmarathon / Undergær 1


23. Marts 2017


I lørdags havde jeg – i anledning af vores ølmarathon – hængt et skilt uden for hoveddøren. Jeg fik det sidste år af min lillebror, men det har ikke været i brug før nu. Så kunne man da se, at der var øl i huset. Der kom dog ingen, der ikke var inveteret.


Den 2. gruppe af øl var 5 undergærede øl af meget forskellig karakter – 3 lyse og 2 mørke.


Den første var en svensk pilsner. For 10 år siden kunne det måske ikke sætte sindene i kog, men der er kommet et væld af helt fremragende svenske bryggerier i den senere tid. Især i Göteborg er der mange.


O/O Brewing er et af disse nye bryggerier. Der er Olof og Olle – med efternavnet Andersson, der står bag. På etiketten er der en udtalevejledning - ”O/O” skal udtales ”Oh Oh”. Bryggeriet er - så vidt jeg har forstået - fra 2011.



De har frembragt en meget lys pilsner – ”Ekta” på 5,2%. Den er inspireret af tysk pilsner med tysk malt og noble hops ( sikkert også tyske ).
”Ekta” betyder ”ægte” og er kunstnernavnet på den göteborgske kunstner Daniel Götesson. Ideen var at lave en ”ægte pilsner”

Det er en meget lys øl med en dejlig duft af humle og friskt græs. Den har en god fyldig krop, men virker stadig forfriskende på grund af den fine bitterhed. En pilsner, der faktisk kan byde ind som ledsager til et godt frokostbord. Fin bitterhed i eftersmag.

Karakter 4



”Kong Henrik” er en ironisk kommentar til kongehuset. Hvis ikke vi havde det, ville snakken hos frisøren jo udelukkende handle om vejret. Og da der bliver betalt alkoholafgift af hver øl fra Hornbeer, har de beregnet, at 5 kr. går til kongehuset, så de betragter sig som ”kongelig hofleverandør”

Kong Henrik strutter på etiketten og bryggeriet betegner deres øl som en fyldig kellerbier. En ufiltreret, økologisk pilsner. Den er på 5,0% - ravfarvet og med en mørkere, mere jordet aroma. Nogle af deltagerne kaldte den ”hengemt” og det er måske rigtigt. Den mangler det forfriskende pust fra den svenske pilsner.

Karakter 3


Allerede så tidligt i forløbet gik der kludder i mine bestræbelser på at fotofrafere alle øllene, så derfor må i nøjes med et billede af flasken.

Stigberget Bryggeri er et af de mest hypede bryggerier for tiden. Det ligger også i Göteborg – lige ved Stigbergets fod. Det blev grundlagt i 2012 og ombygget i 15/16.
De har lavet en øl – måske en pilsner, men de har kommet godt med humle i og tørhumlet den med Kohatu og Mosaic. Den er måske lidt for bitter til en pilsner og så har de kaldt denfor ”India Pale Lager” (IPL).

Det er sikkert ikke sådan, det er gået til, men det er i hvert fald en øltype, jeg ikke er stødt på tidligere. Den minder i udseende om en pilsner. Alkoholstyrken er 4,7%. Den er meget lys – nærmest citrongul og med en yderst forfriskende duft af sød grape . Det er en af de bedste oplevelse af undergæret, lyst øl i længere tid, og det er ikke uden grund, at bryggeriet har fået de flotte anmeldelser, de har. Bitterheden er udtalt, men på ingen måde overdreven eller anmassende.

Karakter 5


Derefter vendte vi os mod ”the dark side”. Klosterbryggeriet fra Øm, har lavet en ”Dark Lager”, der i smagningen skulle gøre det ud for en ”dunkel”, men som nok mere fremstod som en ”schwarzbier”. Den er beskrevet som en ”tjekkist mørk lager”.

Det er en meget sort øl på 5,0%. Det er hårdtristede maltnoter der møder en. Let drikkelig og med en tør, ristet bitterhed fra malten. Der er næsten et let syrligt strejf over den.

Karakter 3+


Aftenens Scwarzbier fra bryggeriet Schwaben var væsentlig lysere, og kunne kun frembringe et brunligt skær. Øllet hedder ellers ”Das Schwarze”, men lyset kan altså godt trænge igennem. Det er en schwarzbier, men selv om den er ristet og tør, har den en rundere og mere fyldig fremtoning en den forrige.

Karakter 3+


fredag den 17. august 2012

Tid til en øl - Schwaben Das Schwarze


17. Maj 2012

På IHS blev der sunget meget, og vi blandede os naturligvis gladelig i den disciplin. Der var nye sange i blandt, men heldigvis var der ofte noder til, så det var let at synge med for os. Jeg fortalte lidt om baggrunden for et par Beatles-numre og blev derefter bedt om at fortælle lidt om min danseinteresse på et aftenmøde, som et af indslagene om "Dansens kerne"

Til den sidste afslutningsfest lavede vi også et sangnummer med guitar ( More than words ) og en operaparodi med et par dansevenner. Så vi faldt godt ind i den del af aktiviteterne. Til gengæld var vores fødder for trætte til at danse efter midnat på dansecafeen.

Det var et hårdt danseprogram og når vi var færdige mødtes vi på stranden til badning og lidt rødvin. Jeg tog et par øl med – Mönchshof Urtypisches Schwarzbier. Den faldt i god jord – det var ikke en øltype de kendte til. Jeg havde også et par andre øl til strandturen, men senere på ugen havde alle så travlt med at øve på forskellige tidspunkter, at det ikke blev til noget. Så blev jeg nødt til at drikke dem selv. 

I Duborg havde jeg også fundet en schwarzbier fra Schwaben Bräu i Baden-Württemberg. Den hed slet og ret ”Das Schwarze” – så ved man da hvad det er.

Det er en typisk kulsort øl på 4,9%. Det grove skum er beige i kuløren. Den har en let sødlig aroma, hvor ristet malt naturligt markere sig. Schwarzbier udmærker sig ved en let mundfylde, der ofte overrasker folk, der ikke kender typen. Smagen indledes af sødme og ristet malt og afsluttes med noter af lakrids. Fin humlebitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

Til lykke til min mor, der fylder 88 i dag. Vi skal til stor fest i morgen.                                                



søndag den 1. november 2009

Tid til en øl - Dinkelacker Schwaben Weihnachtsbier

1, November 2009
I fredags, hvor vi afholdt ølsmagning, var det J-dag, hvor årets julebryg fra Tuborg bliver frigivet. Jeg henviser til sidste års blog om juleøl. I år vil der ikke komme gengangere, men jeg vil selvfølgelig omtale det, når jeg smager nogle nye.
Jeg tog netop en juleøl med forleden, for trods alt at fejre dagen. Det var selvfølgelig en tysk – fra Stuttgart.
”Schwaben Weihnachtsbier” er en undergæret märzen fra bryggeriet Dinkelacker Schwaben Bräu.
I 1878 åbnede Robert Leicht – der ejede værtshuset ”Zum Ochsen” et bryggeri i Stuttgart under eget navn. 10 år senere åbnede Carl Dinkelacker et andet bryggeri i en af nabogaderne – og i 1917 blev de 2 bryggerier slået sammen. Det er nu det største bryggeri i Baden-Württemberg. Området Schwaben er en gammel tysk provins, der i dag breder sig over Baden-Württemberg, dele af Bayern, Schweiz og Alsace.
Jeg havde desværre ikke fået mit kamera med til ølsmagning, men det er en flaske med patentprop og en blå etiket med sølvbånd. Derudover en lille by med sne og en juleklokke med rød sløjfe.
Det er en klar gylden øl med hvidt skum og middelstore bobler. Duften er overraskende – som at snuse til en bordbombe. Egentlig ikke ubehagelig, men altså lidt krudt og svovl. Føles frisk i munden med en god fylde og igen denne sære fornemmelse noget svovlagtig. Jeg har før læst om denne smagsnote, men aldrig før stødt på den. Om det var en fejl, er svært at bedømme, men det var ikke ubehageligt, mere en smule spændende. Middel bitterhed i eftersmagen. Med denne note af krudt og raketter burde det snarere være en nytårsøl.
Karakter 3
Indkøbt hos Skjold Burne, der netop har fået et udvalg hjem fra dette bryggeri.