Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 23. marts 2017

Tid til en øl - Ølmarathon / Undergær 1


23. Marts 2017


I lørdags havde jeg – i anledning af vores ølmarathon – hængt et skilt uden for hoveddøren. Jeg fik det sidste år af min lillebror, men det har ikke været i brug før nu. Så kunne man da se, at der var øl i huset. Der kom dog ingen, der ikke var inveteret.


Den 2. gruppe af øl var 5 undergærede øl af meget forskellig karakter – 3 lyse og 2 mørke.


Den første var en svensk pilsner. For 10 år siden kunne det måske ikke sætte sindene i kog, men der er kommet et væld af helt fremragende svenske bryggerier i den senere tid. Især i Göteborg er der mange.


O/O Brewing er et af disse nye bryggerier. Der er Olof og Olle – med efternavnet Andersson, der står bag. På etiketten er der en udtalevejledning - ”O/O” skal udtales ”Oh Oh”. Bryggeriet er - så vidt jeg har forstået - fra 2011.



De har frembragt en meget lys pilsner – ”Ekta” på 5,2%. Den er inspireret af tysk pilsner med tysk malt og noble hops ( sikkert også tyske ).
”Ekta” betyder ”ægte” og er kunstnernavnet på den göteborgske kunstner Daniel Götesson. Ideen var at lave en ”ægte pilsner”

Det er en meget lys øl med en dejlig duft af humle og friskt græs. Den har en god fyldig krop, men virker stadig forfriskende på grund af den fine bitterhed. En pilsner, der faktisk kan byde ind som ledsager til et godt frokostbord. Fin bitterhed i eftersmag.

Karakter 4



”Kong Henrik” er en ironisk kommentar til kongehuset. Hvis ikke vi havde det, ville snakken hos frisøren jo udelukkende handle om vejret. Og da der bliver betalt alkoholafgift af hver øl fra Hornbeer, har de beregnet, at 5 kr. går til kongehuset, så de betragter sig som ”kongelig hofleverandør”

Kong Henrik strutter på etiketten og bryggeriet betegner deres øl som en fyldig kellerbier. En ufiltreret, økologisk pilsner. Den er på 5,0% - ravfarvet og med en mørkere, mere jordet aroma. Nogle af deltagerne kaldte den ”hengemt” og det er måske rigtigt. Den mangler det forfriskende pust fra den svenske pilsner.

Karakter 3


Allerede så tidligt i forløbet gik der kludder i mine bestræbelser på at fotofrafere alle øllene, så derfor må i nøjes med et billede af flasken.

Stigberget Bryggeri er et af de mest hypede bryggerier for tiden. Det ligger også i Göteborg – lige ved Stigbergets fod. Det blev grundlagt i 2012 og ombygget i 15/16.
De har lavet en øl – måske en pilsner, men de har kommet godt med humle i og tørhumlet den med Kohatu og Mosaic. Den er måske lidt for bitter til en pilsner og så har de kaldt denfor ”India Pale Lager” (IPL).

Det er sikkert ikke sådan, det er gået til, men det er i hvert fald en øltype, jeg ikke er stødt på tidligere. Den minder i udseende om en pilsner. Alkoholstyrken er 4,7%. Den er meget lys – nærmest citrongul og med en yderst forfriskende duft af sød grape . Det er en af de bedste oplevelse af undergæret, lyst øl i længere tid, og det er ikke uden grund, at bryggeriet har fået de flotte anmeldelser, de har. Bitterheden er udtalt, men på ingen måde overdreven eller anmassende.

Karakter 5


Derefter vendte vi os mod ”the dark side”. Klosterbryggeriet fra Øm, har lavet en ”Dark Lager”, der i smagningen skulle gøre det ud for en ”dunkel”, men som nok mere fremstod som en ”schwarzbier”. Den er beskrevet som en ”tjekkist mørk lager”.

Det er en meget sort øl på 5,0%. Det er hårdtristede maltnoter der møder en. Let drikkelig og med en tør, ristet bitterhed fra malten. Der er næsten et let syrligt strejf over den.

Karakter 3+


Aftenens Scwarzbier fra bryggeriet Schwaben var væsentlig lysere, og kunne kun frembringe et brunligt skær. Øllet hedder ellers ”Das Schwarze”, men lyset kan altså godt trænge igennem. Det er en schwarzbier, men selv om den er ristet og tør, har den en rundere og mere fyldig fremtoning en den forrige.

Karakter 3+


Ingen kommentarer:

Send en kommentar