Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 17. marts 2017

Tid til en øl - 2000 øl / Funky Buddha


17. Marts 2017

Vin og ølbutikken ”Total Wine” har lavet en ”Guide to Beer”, der er gratis og som ligger i butikken. Jeg tog kun en enkelt, hvilket nu ærgrer mig, for det er en utrolig god bog om øl. Måske en af de bedste, jeg har på hylden – og så gratis.

Der er et afsnit om Øllets Historie – noget om brygteknik – ingredienser – glas – temperatur – øl & mad. Der er også små artikler om de kendteste bryggerier og de mest betydningsfulde bryggere indenfor craftbeer. Og så er der den mest omfattende gennemgang af samtlige øltyper og de kendteste bryg inden for hver type, som jeg endnu har set.
Vi føler måske nok, at vi er godt med herhjemme, men faktisk er vi langt efter amerikanerne , både hvad angår udbud og oplysning/service.

Lige nord for Fort Lauderdale ligger Oakland Park og her har bryggeriet Funky Buddha til huse.
Bryggeriet blev grundlagt i 2010 af Ryan Sentz. Det var i en lille skala til hans brewpub og det var først i 2013, at et større bryggeri blev stablet på benene for at efterkomme den store efterspørgsel efter Funky Buddha’s øl.

De to kendeste øl er ”Floridan Hefeweizen” og ”Hop Gun” og det er også de to øl, jeg har smagt.


”Floridian Hefeweizen” er en hvedeøl i tysk stil, hvor der er brugt traditionel tysk hvedegær
Det er en meget lys øl på 5,2%. Den er ufiltreret og man mødes af en typisk bananaroma. Den er måske en smule tynd og let i kroppen, men der er tydelig tysk inspiration, og letheden fungerer godt i Florida varme.

Karakter 3+

Denne øl var øl nr. 2000, der er omtalt og anmeldt her på bloggen. Jeg har skrevet 1630 indlæg, men ofte beskriver jeg jo flere øl i samme indlæg, og nu har jeg rundet et lille jubilæum.


Den sidste øl, jeg nød i Florida inden hjemrejsen var ”Hop Gun” – også fra Funky Buddha.
Navnet spiller jo på filmtitlen ”Top Gun” med Tom Cruise og på etiketten, ser vi da også en jetjager der fyrer humlemissiler til højre og venstre.
Det er en East-coast style IPA, hvilket jeg ikke helt ved, hvad indebærer. 7,0% og masser af humle ( 60 IBU ), men det er på den anden side en helt gængs beskrivelse af IPA i det hele taget.

Den er en uklar, orange øl med duft af lime og lemon. Den er frisk og sprød. Smag af lemon og med et sødt strejf af ananas. Vældig fin balanceret bitterhed. Det er måske denne mere frugtige stil, der kendetegner East-Coast IPA.

Karakter 4

I morgen har jeg samlet vennerne til en Ølmarathon, hvor vi skal smage os igennem 42,195 øl. Når jeg engang bliver ædru, lommer der nok også en beskrivelse af den udfordring.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar