Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 18. december 2021

Tid til en øl - God Jul


18. December 2021

I torsdags var det sidste undervisningsgang med de få guitarelever, jeg stadig har, efter jeg er gået på efterløn. Og en af dem havde sandelig en ølgave med. Det var 2 øl fra Huset Andersen, der er en delikatesseforretning i Gram. Begge øl er brygget af Midtfyn Bryghus, og vi åbnede en brown ale/bruin til aftensmaden, hvor min svigersøn havde lavet nogle lækre burgere.

Den hedder 'God Jul' og er en orangebrun øl på 8,5% - uklar og med fint lyst skum. Den har en duft af malt og en let anelse af krydderi. God fylde i munden og med en behagelig maltet smag. God men måske til den lidt traditionelle side.

Karakter 3+

I går smagte jeg en 'Jule Bock' fra det norske bryggeri Lervig. Det er en mørk øl på 4,7%, så det er nok sin sag at kalde det en bock, der plejer at være kraftigere. Det kan jo skyldes, at supermarkederne i Norge kun må sælge øl, der er 4,7% eller under. En undersøgelse fra et par år siden viste dog, at en stor procentdel af øl - mærket 4,7% - var væsentligt kraftigere.

'Jule Bock' har en dejlig duft at malt med lidt humle lurende i baggrunden. Den er temmelig tynd i kroppen, hvilket kan tale for, at den holder de 4,7%. Smagen er udmærket. Man mærker malten og her kommer de amerikanske humler lidt mere frem på paletten.

Karakter 3+

Forleden var jeg på Basement Beer Bar i Aalborg med en kammerat, for lige at smage på øllet der. Vi lagde ud med en julesour. Jeg valgte 'Glædelig Jul' fra det engelske bryggeri Wild Weather, og kammeraten valgte en anden.

Wild Weather Ales er et bryggeri fra Silchester, West Berkshire. De har deres egen pub - The Weather Station - i Reading. Jeg vil næsten tro, de har brygget denne julesour til det danske marked, udfra navnet. Den er brygget med tranebær og har en fænomonal flot, rød farve. Den smager sødligt at bær og det syrlige indslag kan man også fornemme, men den er meget let i karakteren, så det bliver lidt saftevandsagtigt.

Karakter 3+


Vi smagte også en dejlig BA Stout fra Burnt Mills - The Weight In Gold' men det er ikke en juleøl.

Det er Basements egen 'No Tricks All Treats' nok heller ikke. Nikolaj fra Basement Beer Bar brygger selv glimrende øl under navnet Y Not Brewing, og denne øl lader til at høre til Halloween.

Det er en stout på 10,5% og med en tilsætning af appelsinskal og vanilje, synes jeg faktisk godt, den også kan gøre det ud for juleøl.

Kulsort, dejlig aroma med ristet malt og appelsin, god fylde og smag, hvor også vaniljen får lidt plads. Det var en god afslutning, syntes vi.

Karakter 4+

Eller det troede vi - for jeg kunne se, at jeg umuligt kunne nå min bus hjem. Så i stedet for at sidde en times tid i et busskur valgte vi at smage endnu en øl. Vi havde fundet en på tavlen, da vores blik faldt på en flaskeøl. En af julens klassikere, som jeg har nydt i mange år - 'Stille Nacht' fra De Dolles Brouwers i Belgien - men kammeraten kendte den ikke. Vi købte en enkelt flaske og fik 2 glas ( 85 kr - jeg købte en flaske forleden i Voldby Købmandsgaard for under det halve ).

Jeg har skrevet om den for mange år siden, og vil her bare sige - vi sluttede på toppen.






 

tirsdag den 14. december 2021

Tid til en øl - Gotlands Bryggeri Wisby Jul


14. December 2021

I dag har jeg stået i 1½ time og ventet på at få 3. coronastik. Det lokale lægehus havde vaccination uden tidsbestilling, så det var muligt at få det overstået. Selve vaccinationen varede under et minut, så det var venten før og efter, der tog tid.

Så havde jeg da også fortjent en juleøl til aftensmaden. Det blev en svensk øl - fra Gotland.

Gotlands Bryggeri stammer fra 1995 og ligger i Visby. I serien 'Wisby' brygger de gotlandske udgaver at traditionelle øl. Der er flere øl i serien bla. en 'Wisby Jul' på 6,0%.

Det er en mørk maltet øl med lyst skum. Duften er præget af røg og humle. I følge etiketten har den mindelser om den traditionelle 'Gotlandsdricke', der er en røget øltype i familie med den finske Sahti. Røgen er i hvert fald tydeligt til stede og der er også en del humlebitterhed ( IBU 45 ) - noget jeg ikke havde forventet. Ganske glimrende og lidt anderledes end mainstream juleøl.

Karakter 3+ 


 

mandag den 13. december 2021

Tid til en øl - Indslev Red & Green Jule IPA


13. December 2021

Indslev startede - i den nuværende udgave - i 2006 som et bryggeri, der udelukkende bryggede hvedeøl. Med tiden udsendte de et underbrand ved navn Ugly Duck, der hurtigt blev anerkendt som et af Danmarks førende bryggerier med mange priser på CV'et.

I 2018 gik de konkurs og blev opkøbt af Bryggeriet Vestfyen, der har kørt Indslev Bryggeri videre.

Der har været lidt stille omkring det, men nu har de en ny 'Red & Green Jule IPA' på markedet.

Det er ikke en hvedeøl, men en traditionel IPA på 6,3% som man kunne tro var Ugly Duck's juleøl. Der er brugt Münchener malt og røde karamelmalte, og det ses på farven. Det er en mørk øl med et rødligt skær. Der er tørhumlet med amerikanske humler og det giver en intens duft af grape og fyr. Man kan også fornemme den sødere malt. Den ligger let i munden og har en lille skarpt snert fra humlen. Smagen indledes med en fin karamelsødme, inden humlen tager over. Etiketten siger 'grape, fersken og fyrrenåle', men jeg synes, at fersken i så fald bliver overdøvet.

Navnet må henvise til den røde malt og de grønne fyrrenåle, men også til den røde etiket med det grønne juletræ, hvor Indslevs flotte svane sidder i toppen

Karakter 4

Denne øl har været med i Natholdets Julekalender, men jeg har ikke set den i år. Sidste år syntes jeg det blev for dumt og intetsigende, for Carsten Berthelsen kom stort set ikke til orde, og det halve afsnit jeg har set i år, fortsatte i samme spor. Ærgerligt for de første sæsoner var glimrende.


 

søndag den 12. december 2021

Tid til en øl - Viborg Stjernestund

 12. December 2021

Der er store omvæltninger hos Viborg Bryghus. Der er kommet en ny brygmester. Antoni Aagaard Madsen har taget tøjlerne og skal fremover være med til at sætte et helt nyt bryganlæg i gang. Antoni har tidligere været brygmester på Nibe Bryghus og senest på Thisted Bryghus.

Det nye anlæg skal forhåbentligt stå klar i foråret '22 og man regner med at kunne brygge 5000 liter om dagen.

Antoni har lanceret en ny juleøl, der på langt sigt vist skal være en helårsøl. Det er en belgisk inspireret blonde med curacao appelsinskal og anisfrø. Tanken var at brygge en øl med rug, hvede og havre, men da Antoni kom til bryghuset, fandt han noget ristet rugmalt, der 'smagte hamrende godt'.

Det er der kommet en lysende, gylden øl ud af. Den holder 6.5%. Man mødes af en kraftig duft af Curacao appelsinskal, og man aner en lille snert af lakrids. Curacao er en ø ud for Venezuelas kyst. Den har været en belgisk koloni indtil 2010, hvor den fik selvstyre, men stadigvæk knyttet til Belgien. Øen er kendt for sine bitre appelsiner - pomerans - og den blå likør man laver.

Stjernestund er en behagelig øl at drikke - med en god fylde. Appelsinskallen er næsten for dominerende i smagen, men man kan også her godt ane smagen af anis. I begyndelsen er der sødme fra frugten, men det bitre trænger sig på i slutning - lige i overkanten.

Karakter 4

 

torsdag den 9. december 2021

Tid til en øl - Faxe Jule Bryg ( Godt Bryg )


9. December 2021

Historien om danske juleøl har ændret sig, siden jeg først begyndte at læse om dem. Det har heddet sig, at Carlsminde sendte den første Julebryg på markedet i 1958, men på det seneste er der kommet flere nye oplysninger for dagen.

Nu hævdes det, at der er flere bølger af juleøl. Den første standsede ved 1. Verdenskrigs begyndelse - den næste var i 30'erne, men sluttede ved 2. Verdenskrig, og Carlsminde trodsede opfordringen til ikke at brygge stærkt øl efter krigen og lancerede deres Julebryg allerede i 1953.

Disse julebryg har måske været lokalt funderet, og Carlsmindes bryg har måske først bredt sig i landet i '58. Jeg ved det ikke, men i hvert fald er historien ikke længere så tydelig og klar, og det er jo i sig selv meget interessant.

Royal Unibrew har søsat en serie ved navnet 'Godt Bryg', hvor de finder gamle, historiske opskrifter frem fra de bryggerier, de har samlet. I denne serie har de nu udsendt Carlsmindes 'Jule Bryg' ( anmeldes senere ) og også en tidlig 'Jule Bryg' fra Faxe.

Faxe Dampbryggeri bliver grundlagt i 1901 af Conrad og Nicoline Nielsen. Conrad dør i 1914 og bryggeriet omdøbes til Faxe Bryggeri. De laver mest hvidtøl og først i 1938 begynder de at brygge bayersk øl.

Allerede i 1939 lancerer de så den 6,0% stærke 'Jule Bryg', men som man kan forstå, bliver det til en engangsforeteelse pga besættelsen, hvor man ikke måtte brygge stærkt øl.

Det er en münchener øl - en dunkel, selvom den er til den lyse side.

Den har en smuk farve af mørkt rav og fint hvidt skum på toppen. I aromaen fornemmer man malt og rugbrød, og det er også de maltede brødnoter, der findes i smagen. Behagelig at drikke og nok et fornemt eksempel på julebryg i gamle dage, hvor udtrykket var mere enkelt. Her er ikke tilsat 'julede' ingredienser. Det er en mørk, stærk festøl uden større dikkedarer. Og dermed - set med moderne øjne - også temmelig ordinær. Den ligger nok tæt op af mine forestillinger om øl fra den periode.

Karakter 3 

 

onsdag den 8. december 2021

Tid til en øl - The Man Behind #24


8. December 2021

Anders Coisbo startede i 2009 et kontraktbryggeri i eget navn. Jeg har tidligere omtalt deres juleøl - både Christmas Bock og Christmas Ale. I 2016 løb bryggeriet ind i vanskeligheder og gik konkurs, men nu har Anders Coisbo lavet et nyt kontraktbryggeri - The Man Behind.

Han nummererer sine øl og her til jul er #12 en Christmas Lager og #24 er en Christmas Ale. Begge øl er økologiske.

'#24 Christmas Ale' er en øl, der på mange måder ligner den, jeg har omtalt tidligere. Den er også på 7,0% og har samme flotte farve. En øl med en rødlig glød, og fint skum på toppen. Den har en let duft af appelsin, og man kan også læse, at der er tilsat appelsin, koriander og stjerneanis. Den har et skarpt, sprittet anslag, hvilket jeg ikke har noteret ved udgaven fra Coisbo Beer. Smagen er til gengæld rund og god - med en let krydret note. Humleniveauet er 35 IBU, og der er brugt Perle og Fuggles. Det giver en afrundende bitterhed.

Karakter 4


 

fredag den 3. december 2021

Tid til en øl - Frederikshavn Bryghus Jólnir


3. December 2021

Lige inden jeg drog sydpå til de varme lande, modtog jeg en sending øl fra Frederikshavn Bryghus.

Ligesom jeg sidste år anmeldte øl fra Løkken Bryghus, var tanken nu, at jeg skulle gøre noget tilsvarende med øl fra Frederikshavn. Og det gør jeg da gerne.

Men først var der ferie, og nu er det juletid - med det fokus der så kommer - så det bliver nok først i det nye år, der rigtig kommer gang i anmeldelserne. Men der var en juleøl iblandt øllene.

'Jólnir' er et dæknavn for Odin og betyder 'Julens Herre'. I følge etiketten havde Odin for vane omkring vintersolhverv at dele frugt og nødder ud til sine krigere, og det skulle være baggrunden for at give julegaver - måske. Vi kan også på etiketten se, at vi befinder os i vikingetiden, for der er en hjelm med horn, der jo ganske urigtigt tilskrives vikingerne. Men flot er det .

Det er en belgisk inspireret øl på 5,6%. Den har en smuk orangegylden glød og et fint skumlag. Dejlig duft af malt og krydderi. Der skulle være både vanilje og kanel iblandt, men jeg kan bedste fornemme det sidstnævnte. Den har en behagelig fylde og smagen er let krydret, hvor kanel igen gær sig bemærket. Humlen er udelukkende balancerende ( 22 IBU ). Alt i alt en glimrende julebryg til frokostbordet, og med det lille tvist af kanel.

Karakter 4


 

søndag den 28. november 2021

Tid til en øl - Tenerife 1 / Tacoa


28. November 2021

Efter en uge på Gran Canaria skiftede vi ø til Tenerife. Her mødes vi om aftenen med et par gode venner fra Nordjylland, men ellers går dagene stille og roligt med sol og varme. Det giver naturligvis anledning til nogle siestaøl midt på dagen.

Tacoa er et lokalt mikrobryggeri fra Tenerife. Det er det første på De Kanariske Øer, og lige nu Spaniens ældste af slagsen.

I 1989 rejse Teresa fra Tenerife til Berlin, hvor hun forelskede sig i Jochen og i øllet. I 2001 vendte hun tilbage til Tenerife for at grundlægge et bryggeri der.

I 2014 slog de den europæiske højderekord for ølbrygning, da de bryggede en øl på vulkanen Teides skråninger i 2150 m højde. Denne øl sælges kun på svævebanen.


Bryggeriets motto er: 0% Bullshit - 100% Craftbeer.

Jeg har smagt 2 af deres øl. Den første var 'Golden Ale' på 4,5% med en lav bitterhed ( 25 IBU ). Det er en ganske forfriskende lys øl, der selvom det er en ale lægger sig ganske fint i tråd med den stribe af lyse pilsnere, man finder på øerne. Det bliver lidt for almindeligt til rigtigt at imponere, men det er vel det, man vil have i varmen.

Karakter 3+


Den anden øl, de havde i supermarkedet, var 'Surf Beer'. Der er da også rigtig mange surfere, der prøver kræfter med bølgerne i området. Det er ligeledes en pale ale på 4,5%, men der er mere eksotisk smag af lys, sødlig frugt som ferskner og abrikos. Den har en udmærket fylde, og tiltalte mig mere.

Karakter 4 





lørdag den 27. november 2021

Tid til en øl - Gran Canaria 2 / Hop Rider


27. November 2021

Jeg har ofte i ferien på De Kanariske Øer fundet en del øl, der ikke har været spanske, men som heller ikke er kendte herhjemme - i særdeleshed tyske øl.

Hop Rider er et brand fremstillet af Privatbrauerei Eichbaum fra Mannheim. De har lavet deres Wild Monkeys - en trio at vilde gorillaer, der synes, det er for kedeligt i junglen. Lederen af gruppen er Hop Rider - en gammel jagerpilot med grønt humleskæg. Han har lagt navn til deres 'Session IPA'.

Det er en kraftigt lysende, uklar øl på 4,9%. En forfriskende IPA på 35 IBU. Vic Secret giver en let eksotisk humlesmag med et skær at ananas og citrus. Udmærket bitterhed til slut - dog i den afdæmpede afdeling.

Karakter 4


Overfor den står den meget mørke 'Beastly Red'. Etiketten er skræmmende med en grumt udseende gorilla. Nu skal der sparkes røv. Måske derfor bliver man en smule skuffet, for Malt Biker lægger mere vægt på malten. En red ale på 6,0% med en bitterhed på kun 18 IBU. En relativ venlig og maltet øl, der kommer til at virke en smule tandløs i forhold til etiketten.

Karakter 3+


Den sidste øl i serien er Yeast King, der især lægger vægt på gæren. Dog ikke typisk tysk weissbiergær, men en mere neutral gær. Den kaldes da også 'Wheat Pale Ale'. Og det er også det indtryk, man først tænker på. Men der er alligevel en frugtig note af orangefrugt. og en smule bitterhed til slut ( IBU 25 ). Orangesmagen giver et indtryk af belgisk wit fremfor tysk weiss, men det er nok utilsigtet. Såmænd ganske udmærket, men der er måske ikke grund til at se slet så hovski-snovski ud som abekongen gør.

Karakter 3+






 

fredag den 26. november 2021

Tid til en øl - Gran Canaria 1


26. November 2021

Vi har været en tur sydpå for at få noget sol - noget lys og noget varme. 14 dage på De Kanariske Øer - først en uge på Gran Canaria og så en uge på Tenerife. Vi havde lidt travetur i bjergene, men det meste af tiden var afslapning, iblandet et par siestaøl.

Vi lagde naturligvis ud med den lokale øl fra Gran Canaria til aftensmaden. 'Tropical' er en traditionel pilsner, der på disse - ølmæssigt - uciviliserede steder serveres i et frosset glas. Vi blev dog ikke spurgt, om vi ville have isklumper i.

Jeg var en tur i de lokale supermarkeder, hvor specialøludvalget ikke er så stort som i Grækenland, men jeg fandt dog noget øl, jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med.


'El Aguila' betyder 'Ørnen', hvilket også ses på den flotte stiliserede etiket. Bryggeriet blev grundlagt i Madrid i år 1900, og denne lille 25 cl øl brygges efter datiden principper - ufiltreret og med fokus på maltsødmen. Der afsluttes dog med et forfriskende brus fra kulsyre, der nok ikke var så almindelig for 100 år siden. Den er på 5,5% og ganske udmærket. Den ser dog ud af mere end den er

Karakter 3+


Bryggeriet Damm har jeg skrevet om før. Grundlagt af tyske bryggere i Barcelona. de er nu igang med et projekt med at dyrke humle i Prades. Projektet startede i 2014 og første høst var i '17.

Denne 'Complot IPA' er brygget med 8 forskellige humletyper - Nugget, Summit, Willamette, Citra, Centenneial, Simcoe, Amarillo og Mosaic - men hvis jeg har forstået det rigtigt er det dog kun Nugget, der er dyrket i Prades. Det er en uklar, gylden øl på 6,6% med masser af humlesmag og bitterhed. Det virket dog noget overdrevent med 8 humletyper. Det er ikke særligt tydeligt, men måske er det netop mængden, der udligner smagsindtrykkene.

Karakter 3+

Vi boede i Puerto Rico og kan man finde et dejligt ølsted - 'Wigwam' - på havnefronten. De har masser af øl - bla. et stort belgisk ølkort, der nu åbnes med en QR-kode på Untappd. Det gik jeg hen et par gange, når det spanske øl blev for trivielt.




Cervezas el Turia blev grundlagt i Valencia i 1935. De har gennem tiden brygget et stort udvalg af øl, men den eneste, der overlevede kampen med de store internationale bryggerier er deres 'Turia Märzen', der kunne fås på fad i Valencia. Damm opkøbte bryggeriet og besluttede i 2013 at relancere den på flaske. Det er en smuk ravfarvet øl med store bobler. Den er domineret af maltsmagen med en balancerende bitterhed til slut.

Karakter 3+






 

lørdag den 6. november 2021

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 3


 6. November 2021

Fur Bryghus kender jeg desværre ikke som et særligt eksperimenterende bryghus. De laver godt øl, men holder sig til det velkendte. Derfor var det dejligt at se en Limited Edition - Barley Wine lagret på fransk eg. Sidst jeg smagte deres Barley Wine var i 2009, så der kan også være sket meget med den siden da.

I hvert fald var denne fadlagrede udgave helt i top. Den havde den vinøse fremtoning, jeg forbinder med typen. Dejlig balance mellem det søde og det stærke med et skarpt strejf fra fadet. Det er blommer og alkohol i fin forening.


Derefter gik vi til Frederikshavn Bryghus, der på det sidste har excelleret i meget stærke øl. Og nu har de ovenikøbet lagret dem på Stauning Whiskyfade. Vi startede i den forkerte rækkefølge, så jeg bytter om på dem her.

'Dark Quaterer' er en mørk stout på 12,3%. Mørk ristet malt, kaffe og lakrids. Det er lang tid siden jeg har smagt originalen, men denne whiskylagrede udgave tilførte skarphed og lethed til den. Som sagt kom den til sidst, og virkede derfor stadig lidt tung efter de 2 andre øl. Det var nok ikke retfærdigt overfor den. IBU 60


'CEO Reserve' er hældt på et Stauning fad, der tidligere har indeholdt røget whisky. Det sætter naturligvis sit præg på smagen, der udover røg omfatter blomme, vanilje og alkohol. Procenten er helt oppe på 17.0%. IBU 50


Frederikshavn Bryghus lavede i år Danmarks stærkeste øl på 19,0%. Jeg smagte den sammen med et par venner, for det er jo en voldsom procent. 'Keine Hexerei' hedder den for at antyde, at der ikke er noget hekseri i processen - 'nur behändigkeit'. Den var mere sjov end god, men alkoholen var ikke så dominerende som ventet. Den var meget sød - puddersukker med sprit, men det klædte faktisk hinanden godt. Selvom jeg er til søde øl vil den nok blive lidt for meget i længden. Nu smagte vi den igen, inden vi smagte den fadlagrede udgave.

Med fadlagringen kommer ' Keine Hexerei' helt op på 19,4%, og det var en total anderledes oplevelse. Der var naturligtvis stadig sødme og sprit, men alt fandt sammen i en himmelsk balance med humlen, som jeg ikke registrerede i originalen. IBU 70.

Klart en af de bedste øl, jeg har smagt i år.




fredag den 5. november 2021

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 2


 5. november 2021 

Randers Bryghus havde slået sig sammen med Syndikatet, der får deres øl brygget på Randers Bryghus.

Randers havde en vinter- /juleøl med på festivalen - 'Mørk Vinter'. Det var en old strong ale på 8,1%, Den blev brygget i 2018 og har ligget ½ år på tanken og dernæst 2 år på flaske. Det er en meget mørk øl med udpræget duft og smag af mørk frugt som blomme og sveske. Der er også lidt chokolade gemt i smagen. Jeg kender ikke så mange øl af typen 'old ale', men den bliver temmelig tung i længden. Jeg plejer nok at sætte pris på sødlige, maltede øl, men jeg opdagede, at det ikke lige var en lørdag eftermiddag i Frederikshavn, det fangede an.

Ved siden af var der et norsk bryggeri - Kjerlingland Brygghus - der havde vundet juleølkategorien med deres 'Dunkel Kjerlingjul'. Den var desværre blevet drukket op i løbet af fredagen, så vi måtte tage til takke med 'St. Niklas Juleøl', der bestemt også er udmærket. Det er en belgisk Quad på 9,1%. Jeg har smagt den tidligere. Det er svært at konkurrere med belgierne på det område.


Vi gik over til Anarkist, hvor vi igen fik en vældig god snak. Der var et større udvalg, da det jo er Royal, der sætter alle sejl til for at komme ind på specialølsmarkedet med serier som Lottrup, Schiøtz og Anarkist. Nu har de også overtaget Fuglsang, så udvalget var sort - også i juleøl. Vi smagte først en 'Milk and Cookies' - en brown ale på 6,2%. Måske var det den lettere alkohol-procent, der gjorde, at jeg faldt for dette sødlige bryg. Den blev ikke så massiv og voldsom som et par af de andre tunge drenge. Anarkist bevæger sig trods alt ikke ud i ekstremerne.

Derefter blev vi præsenteret for en 'Santa's Fruit IPA'. Stilen er, hvad navnet antyder. Den er på 5,9% og er en ganske fortrinlig NEIPA, selvom vi alle måtte erkende, at vi ikke ville forbinde den med jul, hvis ikke vi kendte navnet.

Til sidst blev vi præsenteret for en alkoholfri øl, som jeg ikke husker navnet på, og mit billede er for sløret. Det gør dog ikke noget, for den er bedst tjent med at gå i glemmebogen.

Vi slog et smut forbi Fur, der havde en Barleywine lagret på fad, men det vender jeg tilbage til.



Derimod gik vi til Thisted Bryghus, hvor de havde en nylancering af 'Ronkedor', som de andre ikke havde smagt. Det havde jeg jo heller ikke, men jeg kendte originalen, som det senere viste sig, man kunne købe i Hæstrup Specialøl, hvor de solgte vintageøl.

Jeg var ikke overvældet dengang og det var jeg heller ikke nu. Som sagt var det ikke dagen til tunge, bastante øl, og den har ikke samme charme som Limfjordsporteren. Modsat sidste år, havde de ikke lyst til så meget snak. Vi var vist nærmest lidt i vejen, så vi skyndte os videre til Hæstrup.



Her kunne man smage Abbaye des Rocs og en 'Black Saison' fra Lervig. Den sidste kendte vi ikke og tog den med til aftensmaden i cafeteriet. Vi fik en snak med Anker Langthjem Jørgensen, der ejer butikken. Han holder ofte smagninger i Hæstrup med vintage øl, hvor man smager ældre øl sammenholdt med den nye udgave, hvis den stadig findes. Desværre ligger Hæstrup lidt udenfor for vores område. men det lyder spændende.

Senere smagte vi en af de ældre flasker fra hylden - Ghost Brewing 'King Kegwa'. En lækker Coffee Imp. Stout på 10,7% - tilsat kenyansk Kegwa Kaffe.





onsdag den 3. november 2021

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 1


 3. November 2021

Lørdag var vi traditionen tro til Nordic Brew Festival i Frederikshavn. Det er lidt forskelligt, hvor mange vi er af sted, men i år var vi 3 mand på festivalen.

Den ene havde været i Göteborg i efterårsferien og havde tømt Systembolaget for svensk øl, og han havde en togøl med fra O/O Brewing. 'Narangi IPA' skulle vise sig at blive dagens bedste IPA, men vi prøvede nu heller ikke så mange. En smuk gylden, uklar øl med dejlig duft og smag af lyse citrusfrugter. 6,8% alkohol og en fin afsluttende bitterhed.

Vi spiste en burger på vej mod Arena Nord ( drak vand til ) og ankom - klar til ølsmagning - først på eftermiddagen. Først gik vi en sonderingsrunde, men der var en der foreslog, at det kunne vi godt gøre med første bryg i glasset. Vi startede i en lyse og syrlige ende med en 'Sur Indianer på afveje' fra Resom Garagebryggeri. Det er en Sour IPA på 5,3%, men både det bitre og det syrlige trådte ikke helt i karakter, så den blev lidt 'comme ci comme ca'.

Derefter prøvede jeg en 'Testbryg NEIPA' fra Løkken Bryghus. Jeg har jo smagt deres almindelige bryg i løbet af året, og det er godt at se, at de stadig prøver at udvikle nye øl. Denne skal dog nok forblive ved testen. Den formår ikke helt at give den forfriskende, let tropiske stemning, der kendetegner typen. Man må godt vove lidt mere.


Vi forsatte vores tur i det syrlige, for mange af de øl vi ikke kendte, var netop i den kategori. Hjort Beer fra Aalborg havde lavet en Berliner Weisse med navnet 'Aronia'. Aroniabær er meget sunde, mørke bær. 

I denne øl på 3,6% er de tilsat sammen med hindbær, og det giver en flot rødlig farve. Der lægges ud med en inciterende sødme efterfulgt af den snerpende fornemmelse, man netop værdsætter i de syrlige øl. En virkelige dejlig sour, der også vandt prisen for' Bedste kæresteøl'



Hos Carlsberg/ Jacobsen forsatte vi den syrlige serie, for de havde 2 nyere øl med. Den rødlige 'Saison Rouge' og den gyldne 'Zesty Gose'.

'Saison Rouge' er et collab med Humleland og det er en rødlig øl på 7,8%. Så vidt jeg forstår kommer farven af en rødlig bygart, som Carlsberg har fremdyrket. Den har en utrolig god fylde, og der afsluttes med en behagelig, snerpende syrlighed.

'Zesty Gose' er en neddæmpet gose, hvor det salte kun lige bliver antydet til slut. Den er frisk og frugtig og holder 5,0%.

Vi fik en lang og god snak med en af medarbejderne, der kunne fortælle meget om de enorme kældre under Carlsbergbyen, hvor man ind i mellem finder ukendte rum med glemte, gamle øltønder.

Derefter var det slut med de syrlige øl.





tirsdag den 2. november 2021

Tid til en øl - Sycamore Brewing Fantasy Land


 2. November 2021

I weekenden var jeg på Nordic Brew Festival i Frederikshavn. Måske kommer der en beretning derfra på et tidspunkt.

Nu er juleøllet kommet på plads på hylderne - også i Salling, Aalborg - men inden det skete, var der et lille fremstød for 6 bryggerier fra de amerikanske sydstater. Så vidt jeg forstår, havde man fra amerikansk side bedt One Pint om hjælp, og de havde sat et mindre parti på hylderne i forskellige butikker her i Nordjylland. Jeg fik købt lidt fra nogle af bryggerierne, og i dag er det bryggeriet Sycamore.

Sycamore Brewing ligger i Charlotte - et by i North Carolina. Det blev stiftet i 2013 og laver for det meste friske, frugtige øl.

'Fantasy Land' er ikke en undtagelse. Det er en Hazy IPA på 7,0%. Den er gyldn med tyndt, Hvidt skum og fremstår med en duft af appelsin og tropeland. Det er et forsøg på en Pina Colada - drinken med ananas og kokos, og det træder da også i karakter i smagen. Vi har den tropiske frugt og også kokos, men om det fungerer, kan diskuteres. I hvert fald er det meget sjovt og bestemt ikke så dårlig. Den er lidt juiceagtig, undtagen i forhold til bitterheden til slut.

Karakter 3+

søndag den 24. oktober 2021

Tid til en øl - 15. års Jubilæum II


 24. Oktober 2021


Til vores allerførste ølsmagning fik vi flere øl, der stadig er blandt de bedste, jeg kender. Måske er det ret nostalgi. En af dem var Westmalle Tripel, og selvom jeg har fået adskillige tripler siden, der godt kan matche den, har den alligevel en stor plads i mit ølhjerte.

En af deltagerne fik den lyse ide at mindes den, men ved at blande den med Westmalle Dubbel - en Westmalle Half & Half.

Desværre lagde de sig ikke i lag, men blandedes til en smuk mahognyfarve og med hvidt skum. Smagen var vældig god med triplen som det dominerende indtryk. Lidt mere sødme i begyndelsen fra den mørke øl.



Det engelske bryggeri Track begyndte i 2008, da Sam Dyson besluttede at cykle hele jorden rundt. På første del af turen fra øst til vest i USA, stødte han på mange små Taprooms og bryggerier og fik en ny indsigt i specialøllets verden. På resten af turen udvidede han denne nye interesse, hvor han kom frem.

Det resulterede i et bryggeri i Manchester, da han kom hjem igen.

Sammen med Salikatt Bryggeri fra Stavanger i Norge har de lavet en DIPA med laktose. Så vidt jeg forstår en relativ ny IPAtype, der får en mere cremet fremtoning. Der er brugt Citra, Galaxy og Strata humle. Den sidste kender jeg ikke noget til, men indtrykket er tropisk frugt. Det er jo vældigt populært for tiden. Alk. 8,5%

Karakter 3+



Denne IPA blev efterfulgt af en brown ale, hvilket traditionelt set ville være en forkert rækkefølge af smagsindtryk. Da jeg i sin tid begyndte at interessere mig for øl var brown ale typen en af de første, jeg faldt for. Inden den første ølsmagning var det Newcastle Brown, der var favorit
ten. I 2006 havde alle bryggerier en brown ale på programmet. Det var en af de vigtigste øltyper for et nyt bryggeri, men siden er det gået stærkt ned af bakke for typen. Den har fået ry for at være kedelig og lidt bedaget.

For nylig fik jeg på Basement Beer Bar en 'Basement Brown' på 5,0% med kaffe og kakao, og det var en glimrende nytænkning af typen. En behagelig sødlig kaffesmag gav den nyt liv. Det var barens eget bryggeri Y Not Brewing, der stod for brygget.

Founders går i en lidt anden retning med deres 'Underground Mountain'. En Imperial Brown Ale på 11,9% med masser af smag. Her er også brugt kaffe - fra Sumatra - og så har hele herligheden lagret på bourbonfade i et års tid. Bitterheden er ikke høj - (30 IBU ) - men det er kompleksiteten. Masser af indtryk - både af sødme, alkohol og let syrlige noter fra fadet.

Karakter 4+


De 2 sidste øl var fra Amager Bryghus. Jeg plejer ikke at have flere øl fra samme bryggeri med til smagningerne, men en af deltagerne havde været til smagning med bryghuset og kunne købe et par flasker med rabat.

Den første var 'Double Black Mash' på 12,0%. Dette var originaludgaven. Der er også adskillige udgaver lagret på diverse fade. Jeg smagte den i maj 2020, og synes, den er blevet bedre i den nye udgave. Den virker mere samlet og balanceret. Måske syntes jeg, den første gang var for voldsom, og så har jeg nu vænnet mig til stilen. Jeg må dog også indrømme, at jeg ikke mener, at alkoholstyrke alene gør en øl bedre. Ofte er procenter over 12,0% mere sjovt og spændende end egentlig godt.

Karakter 4+


Den sidste øl - 'Cullen Baker' - var et godt eksempel på det. Den holder 17,0%, og var en passende afslutning på smagningen. Men det var lidt en skuffelse. Jeg har tidligere været meget begejstret på fadlagrede øl fra Amager, men det har sikkert været stouts. 'Cullen Baker' er en Barley Wine lagret på whiskyfad ,og fadet er ganske enkelt for påtrængende til at give en balanceret oplevelse. Barley Wine burde være kraftig nok til fadladring, og når jeg tænker efter har jeg også smagt udmærkede udgaver før fra Amager i deres Mobsterserie. Men her synes jeg desværre ikke, det fungerer. Det var ikke en katastrofe, men heller ikke den afslutning, vi havde håbet på. 

Karakter 3+




mandag den 11. oktober 2021

Tid til en øl - 15 års jubilæum


 11. Oktober 2021

Den 29. september afholdt vi vores 15 års øljubilæum. I 2006 var der lige begyndt at komme spændende øl i butikkerne og jeg inviterede vennerne på en ølsmagning. Jeg vidste ikke noget om øl - overhovedet ikke - så jeg fik Vinspecialisten i Aalborg til at sammensætte en smagning. Og det ændrede alt.

Jeg blev grebet af historierne om øltyper, ølmærker og bryggerier, da jeg begyndte at læse om det. Vi skulle hver især fortælle om de forskellige øl. Og da jeg så smagte på varene, åbnede en ny verden sig.

Her 15 år efter ved jeg - og de andre - en del mere om øl, selvom der stadig er masser at lære.

Det var lidt svært at sammensætte en smagning, da vi gerne vil smage både specielle og varierede øl. Og markedet er nærmest oversvømmet med amerikansk inspireret øl - ligegyldig om det er spansk, russisk eller græsk øl. De nye bryggerier i England og Tyskland brygger også amerikansk øl, så det bliver efterhånden lidt ensartet det hele.

Der er masser af IPA, DIPA og NEIPA, der alle er forskellige og dog alligevel noget af det samme. Det gælder også for stout. Alle bryggerier laver samme stil efterhånden, men vi fik da sammensat et udmærket program.

Vi lagde ud med en mild sour fra Petrus. Petrus brygger Flamsk Rød, hvilket vil sige, at der ikke er tale om spontangæret øl, men en styret proces, hvor øllet ligger på store egefade og opnår en syrlighed fra træet. Deres Aged Pale Ale har ligget på egefad i 2 år, og det givet en helt pæn syrlighed.

'Red' er en spændende blandingøl på 8,5%. Den består at 15% Aged Pale og 85% Bruin med amarenokirsebær. Det giver en øl med en let syrlighed og en dejlig sødme og fylde fra bærene. Alle var lettere overraskede over resultatet, og der var bred enighed om af det fungerede godt. Selv de helt nye medlemmer blev ikke afskrækket af syrligheden.

Karakter 4


Derefter fulgte endnu en apperitif før maden. Urbanaut er et New Zealandsk bryggeri fra Auckland. De har lavet en Brut IPA - en partyøl på 7,1% - med navnet 'Copacabana'.

Brut IPA er en nyere IPA stil fra det nordlige Californien, hvor sukkeret er gæret helt væk, så øllet fremstår meget tørt. Samtidig giver det en livlig og brusende øl. Champagne er nok overdrevet, men det var en frisk, tørstslukkende øl med vægt på grape og en anelse sødlig frugt.

Karakter 4


'Vitus' fra Weihenstephaner er en lys Weizenbock på 7,7%. Det er en øltype, jeg sætter stor pris på, og hvor de andre øl i kategorien oftest er mørke, giver denne lyse udgave en anden nuance af smag. Det er traditionelle weissbiernoter, der kommer frem, men de er mere intense og kraftige. Der var nogle enkelte, der bedre kunne forlige sig med bryggeriets almindelige 'Weissbier mit hefe'. Men jeg kan lide det, og det passede godt til maden - tapas med pølse og ost.

Karakter 4

Bryggeriet Adnams kalder selv deres 'Tally-Ho' for en Barleywine, da det er deres stærkeste øl, men med 7,2% synes jeg mere, vi er i Strong Ale - kategorien. Det er en god, mørk øl med typiske engelske noter i retning af malt og brændt karamel. Udmærket balance fra engelsk humle til slut.

Karakter 4

Det var Ernest og George Adnams der i 1872 overtog The Sole Bay Brewery, og grundlagde et nyt moderne familiebryggeri. I 1880 drog George til Sydafrika og blev ædt af en krokodille, så Ernest måtte drive forretningen videre alene. Det er stadig i familien Adnams hænder.

Middagen blev afsluttet med en Milk Stout - aftenens letteste øl på 6,6%. Mad Scientist er fra Budapest i Ungarn. Bryggeriet blev grundlagt i 2016 af Csaba Tarján, Tamás Szilágyi and Gergő Závodszky. Det videnskabelige ligger i en udpræget trang til at gøre forsøg og eksperimentere med nye og anderledes udtryk. Forleden smagte jeg en Gose med jordbær og basilikum. Spændende, men måske med lidt for meget basilikum i længden.

Denne gang var der tale om 'Mocaccino' - en let stout med laktose, kakao, kaffe og Madagaskar vaniljebønner. Jeg forstår ikke helt placeringen af c'erne i navnet? Det er en let mundfylde, der ikke tiltalte alle. Den havde ikke den fylde, jeg normalt forbinder med milkstout. Den var mere tør og nærmest lidt i retning af schwarzbier. eller iskaffe.

Karakter 3+