Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Kongebryg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kongebryg. Vis alle opslag

mandag den 12. oktober 2015

Tid til en øl - Kongebryg Hildegaard Dragefrugt


12. Oktober 2015

Forleden blev jeg morfar for første gang. Vores ældste datter og svigersøn har fået den skønneste lille pige, så alle er glade.

Mens de unge mennesker var på hospitalet passede vi deres lille kattekilling, og jeg tog en øl med til deres hus, så jeg kunne fejre den nye titel,

Det blev en kraftig belgisk ale fra Kongebryg – ”Hildegaard Dragonfruit” på 9,2%. Det er en øl, der er brygget i samarbejde med ølskribenten Carsten Berthelsen.

Hildegaard von Bingen er en kendt skikkelse i Øllets Historie. Hun var nonne i Bingen i middelalderen og komponerede musik, oprettede nye klostre, holdt foredrag og prædikener og interesserede sig for planter og urter og deres anvendelse. Hun beskrev som den første hamps beroligende virkning og var også den første til at skrive om brugen af humle i øl.

”Man bør koge ølurten med humle, thi det giver øllet en god bitter smag, solid holdbarhed og en smuk skumkappe. Og det har en god virkning på sjæl og legeme”.


Til denne belgiske quadrupel er der brugt Northern Brewer og en ikke oplyst aromahumle. ( IBU 43 ). Derudover er der tilsat dragonfruit, som skulle bidrage med en mild, sødlig smag.


Det er en rødbrun sløret øl. Krydret, frugtig aroma. Tyktflydende, nærmest varmende i sit udtryk. Smagen er sødlig krydret med noter af sort peber. Lang eftersmag. En glimrende quadrupel, hvor jeg dog ikke helt ved, hvor dragefrugten sætter sig tydelige præg.

Karakter 5

Jeg tror – og håber – dog ikke, at vores lille datterdatter får navnet Hildegaard. På trods af hendes store betydning.

mandag den 11. maj 2015

Tid til en øl - Kongebryg Pontius Pilatus


11. Maj 2015

”Pontius Pilatus er bedst kendt som dommeren, der godkendte Jesu korsfæstelse. Virkeligheden er, at Pilatus gjorde, hvad han kunne for at undgå dette. Det var skik, at den romerske guvernør frigav en fange i påske, og Pilatus bad befolkningen vælge Jesus fremfor den berygtede morder Barabbas. Folket valgte at korsfæste Jesus”

Sådan lyder teksten bagpå Kongebrygs ”Pontius Pilatus” og derfor giver det mening at bruge den som bryggeriets påskebryg. Der er nu nogen uenighed om rigtigheden af teksten. Man har ikke fra nogen anden kilde, hørt om skikken med at frigive en fange ved højtider. Pilatus derimod var – ifølge andre samtidige kilder – absolut ikke en barmhjertig mand. Der er mange, der mener at episoden er skrevet ind i evangelierne for at fraskrive romerne skyld i forbindelse med korsfæstelsen og lægge den på jøderne. Da evangelierne blev skrevet, var man netop ved at udbrede budskabet i Rom og romerne havde netop nedkæmpet et jødisk oprør ved Masada. Men hvem ved – måske vaskede han virkelig sine hænder i denne affære.

”Pontius Pilatus” er en Biere de Garde på 7,0%. Denne franske øltype blev brygget sidst på vinteren og skulle gemmes, så man kunne drikke den i de varme måneder – deraf navnet. Brygget af fem forskellige malte, samt havre. Humlet til en let bitterhed ( IBU 20 ) af Hallertau Mittelfruh og Amarillo. Dertil er tilsat æblesaft og egetræ. Den udgave jeg sidder med, er version 2, der har æbleblomster på etiketten i stedet for påskeliljer. Jeg har – af mig ukendte årsager – ikke fået taget et billede af den.

Det er en mørk øl med kun lidt skum. Duften er brødagtig maltet, men man kan fornemme et lille friskt strejf af æble og orangefrugt. Den virker levende i munden. Smagen er maltet, og passede som sådan godt til maden. Humlebitterheden er afdæmpet og æblesyrligheden kommer ikke rigtig frem.


Karakter 3+

søndag den 2. november 2014

Tid til en øl - – Nordic Brew Festival


2. November 2014

Fredag d. 31. oktober og lørdag d. 1. november var der Nordic Brew Festival i Arena Nord i Frederikshavn. Som sædvanlig kan jeg ikke komme til den slags arrangementer på en hverdag, men lørdag tog jeg – efter endt korprøve – derop med et par venner. Min kære kone havde tilbudt at køre  - og hente os igen senere. Så er man godt gift. Vi mødtes med to mere, der dog selv måtte tage toget.

Det var det kendte koncept med poletter, der gav smagsprøver, så vi købte 20 til at begynde med. Det blev ikke til flere, men jeg fandt et par stykker, der var tabt på gulvet, så det var jo ikke så ringe.

 
Første stop var hos Ugly Duck, der havde et stort udvalg med, Vennerne nød en IPA, men jeg valgte den eneste øl, jeg ikke kendte – ”Højsaison”. Det er et samarbejdsbryg med Kolding Bryglaug – en kraftig saison på 7,5%. Det er en uklar øl med orange skær. Let syrlig duft, men også tydelige eksotiske noter fra Citra humlen, der er brugt til tørhumling. En forfriskende øl til at starte på.

 
Nordic Brewing er et nyt bryggeri fra 2013. Det er Tobias Kiil der står for det hele. I 2013 vandt han guldmedalje for røgøllen ”Trussetyven”. Det er en bockøl på 7,2%. Brygget med 17% tørverøget whiskymalt, og tørhumlet med Aramishumle fra Alsace i Frankrig. Den har en dejlig duft af røg, der ikke bliver for sodet. Den er fyldig med smag af sødlig røg i begyndelsen og friskere afslutning, hvor humlen tager over med let citrus.
Jeg fik også en smagsprøve på deres belgiske juleøl ”Santas Nightmare”
Jeg fik hurtigt forlagt mit program med oversigt over stande, og lånte et af en af kammeraterne. Det glemte jeg flere gange ved forskellige stande og måtte tilbage efter det, og til sidst forsvandt også det. Denne gennemgang bliver ikke nødvendigvis i den rækkefølge vi smagte øllet.
 
 
Hos Kongebryg fra Køge fik vi en længere snak – om bla. deres ”Æbleøl”, der slet ikke skulle have været med. Em mørk øl brygget med egetræsspåner, Amarillohumle og Westmallegær – samt æbelmost. En virkelig dejlig øl hvor egetræet var fremme i aromaen, mens æblemost gav et fint modspil til de sødlige, mørke noter.
Deres ”Jól Bock” er brygget med havre, hvede, byg, rug og spelt. Det var også en øl af fornem kvalitet.
 
 
Derefter gik turen til Anders Kissmeyer, der havde flere øl med i kategorien Ny Nordisk øl – bla. med hyben. Jeg valgte nu en ”fortlagret traditionel wienerøl” ved navn ”1914”.  Jeg skulle naturligvis vide hvad ”fortlagret” betød. Det er en jubilæumsøl – brygget i samarbejde med Livgardens Historiske Samling, Garderhøjfortet og Ebeltoft Gaatdbryggeri. Til minde om Livgarden mobilisering til Sikringsstyrken i 1914, Øllet er lagret på træfade i Garderhøjfortet – deraf betegnelsen ”fortlagret”. Glimrende øl med let syrlighed fra fadet.

 
Som gammel Pink Floyd fan måtte jeg naturligvis også smage ”Dark Side of the Moon” En Imperial Porter lagret på Niepoort portvinsfade. Det giver en dejlig rund og blød smag, hvor chokolade og mørk frugt blander sig med portvinen
 
 
Vi skulle da også lige smage Thisteds forsøgsudgaver med ”Limfjordsporteren. De har lavet lidt sjov med at øge en af ingredienserne i øllet. Det er blevet til en ekstra humlet udgave og en, hvor lakridsen har fået overtaget. Jeg fik en fin snak med Antoni, der dog havde travl med at dele smagsprøver ud. Humleudgaven var bestemt ikke vellykket, men lakridsudgaven var god, for jeg elsker lakrids i øllet. Her var det absolut udpræget – ja, fuldstændigt dominerende. Det havde ikke meget med en ”Limfjordporter” at gøre, men jeg synes det er et sjovt forsøg. Antoni antydede også kraftigt, at det heller ikke skulle opfattes som mere end det.
 
 

torsdag den 9. oktober 2014

Tid til en øl - Kongebryg XI Kejserinde Dagmar


9. Oktober 2014

I dag tog vi tidligt til byen for at høre en korkoncert med talenterne fra Aalborg Kulturskole, men af uforklarlige årsager dukkede der ingen sangere op på det angivne tidspunkt. Der var heller ikke andre publikummer på stedet, så det er nok os der har taget fejl. Vi strandede i hvert fald i byen med 2½ time til vores danselektion. Vi havde jo regnet med at skulle spide på en cafe, men nu fik vi set på vinduer, spist aftensmad, købt is hos Paradis og nåede også en kop kaffe/te i Salling, inden vi meget tidligt mødte op til dans.

Vi spiste på Cafe Luna, hvor de også har et pænt ølkort. De var nu ved at løbe tør for nogle af øllene, oplyste tjeneren mig om. Til gengæld var der nogle i baren, der ikke stod på kortet.

En af disse var fra bryggeriet Kongebryg i Næstved. Tjeneren mente godt nok den var fra Rusland, men han er undskyldt med, at det er en Russian Imperial Stout, og at Næstved står skrevet med meget små bogstaver.

Under den årlige rullepølsekogning udbrød Martin Lynge Nicolaisen: ” Vi laver da vores eget julefrokostbord. Vi mangler bare øllet” – og så var det jo bare at gå i gang. Det er Martin og Niels Formby Kiens der er indehavere af bryggeriet og de brygger vist begge sammen med den tyske brygmester Alexander von Fritz.

Man bruger danske pilsnermalt fra Fuglsang Malteri og tysk specialmalt fra Bamberg. Til aftenens øl er der brugt Pilsnermalt, Munich type 2, Carafa 1&3, Havre, Choco Rug, Spelt og Hvede. Derudover er der tilsat East Kent Golding ( IBU 58 ), Kirsebær, Vanilje frugt og egetræsspåner, foruden lokal honning.

Det er den dansk/russiske Kejserinde Dagmar, der lægger navn til denne stout. Det er en sort øl på 7,8%. Kraftigt lysebrunt skum. Den har en god aroma, hvor man aner lidt vanilje og ristet malt. God fyldig krop. Smagen er kraftig med ristet malt, vanilje og et skarpt anslag fra egetræet. Jeg lagde ikke mærke til kirsebær og honning, men det skal nok være med til at skabe denne komplekse øl. Helt klart en vellykket Russian Imperial Stout, og jeg vil gerne smage flere øl fra Kongebryg.

Karakter 4+

Se mere om Kongebryg på deres hjemmeside eller på bloggen "Stovt"