Forleden var jeg efter sommerferien igen på besøg i
Ølkonsortiet og fladt over en sort, let øl fra De Molen i Holland – ”Man & Macht”.
Jeg var blevet advaret om, at den godt kunne bruse kraftigt over, så jeg åbnede
den ude på terrassen – og den nærmest eksploderede ud af flasken. Jeg kunne
ikke nå at fange det i glasset og stod derfor tilbage med 2/3 øl. Da den kun er
på 3,9% kunne jeg derfor roligt hente min datter i bilen efter aftensmaden.
Det er en meget mørk/sort øl med kraftigt ( det må man nok
sige ) skum. Den er vel nærmest at sammenligne med en schwarzbier, der også har
den samme lethed. Den bliver beskrevet som en stout visse steder, men det synes
jeg ikke. Måske er den overgæret, men den ligger tæt på en schwarzbier i
karakter. Den føles meget let og frisk i munden. Smagen er tør og ristet og der
er ikke meget sødme. ( jeg kunne som sædvanligt godt tænke mig noget mere i en
mørk øl ). Der er en god, kraftig afsluttende bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+
Her til aften fik jeg åbnet en øl, jeg smagte for lang tid
siden og har set i byen i lang tid. Men nu kan den findes i Blomsterbutikken i
Reberbahnsgade i Aalborg ( jeg kan ikke huske hvilken, men den nærmest Tyren ).
Det drejer sig om Morocco ale, der nu brygges af Daleside. Jeg skrev om den 23.
okt 08., men da var det allerede noget tid siden, jeg havde smagt den, og jeg
havde ikke noget billede. Det har jeg nu.
Det er en meget spændende, krydret øl med mange
hemmeligheder – både i brygprocessen og i historien.
” En af de mere specielle efterårsøl er den krydrede
”Morocco Ale” fra Daleside i Yorkshire.
Bryggeriet blev etableret i Harrogate i midten af 1980-erne
og er udvidet flere gange. De brygger en stor variation af traditionelle
engelske øltyper. Derudover har de også taget en af Englands mest specielle og
mystiske øl til sig.
”Morocco Ale” stammer tilbage fra starten af 1600-tallet,
hvor man på Levens Hall i Westmoreland bryggede en mørk øl med en intens glød.
Opskriften var en hemmelighed og var bogstaveligt gået under jorden ( gravet
ned i haven ) under den engelske borgerkrig 1641 -53, hvor Cromwell kæmpende
mod Royalisterne. Det var kongerne Charles I og Charles II. og krigen endte med
Charles I’s henrettelse og at Charles II måtte flygte i eksil.
Ejeren af Levens Hall - James Grahme - var hofmand hos Charles II. Charles havde giftet
med en portugisisk prinsesse – Catherine af Braganza – og hun havde fået en del
marokkanske hoffolk i medgift. James
Grahme syntes, deres hudfarve mindede om den ale, man bryggede hjemme på Levens
Hall og kaldte den derefter ”Morocco Ale”
Charles II måtte flygte, men Morocco Ale blev gravet frem
igen og blev indtil 1877 serveret ved det store, berømte Garden Party i maj
måned. Her fik man en udgave, der var lagret i 21 år, og nye besøgende skulle
indtage et glas, stående på et ben mens de reciterede: ”Luck to Levens whilst
t’Kents flows”
Jeg må indrømme, at det gjorde jeg da også, første gang jeg
smagte denne øl, dog uden at drikke den i en slurk.
Jeg ved ikke om Daleside har fået fat i den rigtige
originale opskrift, eller de bare gætter sig frem, men det er en særegen og
interessant øl.
Det er en mørk, brun øl med en kobberagtig glød og en fin
skumtop. Allerede i duften fornemmes en meget krydret øl. Smagen er da også
præget af et væld af divergerende indtryk, hvor jeg bedst kan skelne ingefær og
fyrrenåle, men ellers er der mange andre nuancer. Det er svært at finde nøjagtige
oplysninger om indholdet. Når man søger på nettet efter andre folks indtryk, er
det meget forskelligt, hvad de kan smage i denne øl. Det er en øl, man selv
bliver nødt til at prøve.”
Karakter 3+/4 ( alt
efter humør ).
