Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 12. oktober 2015

Tid til en øl - Kongebryg Hildegaard Dragefrugt


12. Oktober 2015

Forleden blev jeg morfar for første gang. Vores ældste datter og svigersøn har fået den skønneste lille pige, så alle er glade.

Mens de unge mennesker var på hospitalet passede vi deres lille kattekilling, og jeg tog en øl med til deres hus, så jeg kunne fejre den nye titel,

Det blev en kraftig belgisk ale fra Kongebryg – ”Hildegaard Dragonfruit” på 9,2%. Det er en øl, der er brygget i samarbejde med ølskribenten Carsten Berthelsen.

Hildegaard von Bingen er en kendt skikkelse i Øllets Historie. Hun var nonne i Bingen i middelalderen og komponerede musik, oprettede nye klostre, holdt foredrag og prædikener og interesserede sig for planter og urter og deres anvendelse. Hun beskrev som den første hamps beroligende virkning og var også den første til at skrive om brugen af humle i øl.

”Man bør koge ølurten med humle, thi det giver øllet en god bitter smag, solid holdbarhed og en smuk skumkappe. Og det har en god virkning på sjæl og legeme”.


Til denne belgiske quadrupel er der brugt Northern Brewer og en ikke oplyst aromahumle. ( IBU 43 ). Derudover er der tilsat dragonfruit, som skulle bidrage med en mild, sødlig smag.


Det er en rødbrun sløret øl. Krydret, frugtig aroma. Tyktflydende, nærmest varmende i sit udtryk. Smagen er sødlig krydret med noter af sort peber. Lang eftersmag. En glimrende quadrupel, hvor jeg dog ikke helt ved, hvor dragefrugten sætter sig tydelige præg.

Karakter 5

Jeg tror – og håber – dog ikke, at vores lille datterdatter får navnet Hildegaard. På trods af hendes store betydning.

torsdag den 8. oktober 2015

Tid til en øl - Nøgne Ø 2


8. Oktober 2015


Da Kjetil i sin tid begyndte at brygge, var han inspireret af de nye amerikanske mikrobryggerier. Og den allerførste øl Nøgen Ø lavede var en lys øl, som de indsendte til en stor norsk ølkonkurrence. Den blev nummer 12 ud af 13 deltagere i kategorien ”lyst øl”. Egentlig har de ikke ændret på opskriften siden da, og øllet – ”India Pale Ale” er blevet bryggeriets flagskib og den øl der sælger bedst. Norge var bare ikke klar til humlet IPA i 2002.

”India Pale Ale” er endda ikke så bitter som mange nyere i kategorien. 60 IBU og brygget med Cascade og Chinook – helt i datidens ånd, hvor Cascade blev brugt i stort set alle IPA’er. Det er en yderst velafbalanceret øl, hvor bitterheden ikke får lov at stå alene, men modsvares først af sødme og senere af masser af citrus og grapesmag fra humlen.


Karakter 4+


Når man er et lille bryggeri som Nøgne Ø, står man ikke først i køen, når der skal købes humle. Derfor kan man komme i problemer, hvis humlehøsten slår fejl. I 2014 kunne de ikke få den mængde Cascade de skulle bruge.  Så de måtte gå andre veje, og fandt Vic Secret humle fra Australien. Typen hed oprindeligt Victoria Secret, men for ikke at forveksle det med det kendte undertøjsfirma ( og for at undgå retssager ) blev navnet ændret. Det er en kraftig humle med fyr og frugt. I stedet for bare at tilsætte den nye humle til den gamle opskrift, lavede de en ny, der er mere hen i retningen af en ”double IPA”. Bitterheden er 100 IBU, men resten af ingredienserne er også skruet op, så bitterheden får heller ikke her lov at køre friløb. Igen er humle smagen med helt tilsidst og så er kan jeg meget bedre acceptere høj bitterhed. Alkoholprocenten på ”Vic Secret IPA” er den samme som på originalen ( 7,5% ). Nu kan begge øl fås igen og det er ik’ så ring’ endda.

Karakter 4+


Nøgne Ø har gennem tiden samarbejdet med mange andre bryggerier, både indenlandske og udenlandske. De har sammen med to nye mexicanske bryggerier lavet en ”russian imperial stout” med navnet ”M.O.L.E.”. Alberto og Ernesto fra Central Cervecera drog til Grimstad sammen med Isaac fra La Chingoneria og med sig havde de den mexicanske kryddersauce/pasta – Mole.  Mole findes i mange forskellige varianter, men uden for Mexico brusges betegnelsen mest om Mole Poblano, så det er sikkert den der er brugt. Der er både chili og chokolade i blandingen.  Om navnet ”M.O.L.E.” skrevet med stort og med punktummer har nogen betydning eller det er for at undgå sagsanlæg (ligesom Lars H.U.G.) ved jeg ikke – og jeg fik desværre ikke spurgt.

De to mexicanske bryggerier er nye – fra 2010 og 2012 og man ser deres logoer på bagsiden af flasken.

Det er en kraftig smagfuld øl på 9,0%. Masser af ristet malt, kaffe chokolade og også en antydning af chili, men som med de andre øl vi smagte, var alt i en fin balance, så man sad ikke med fornemmelsen af, at det var en chiliøl.

Karakter 5


Til sidst – inden den afsluttende Sake – smagte vi ”Gamle Rygende Brun”, der ikke er en Oud Bruin, men noget derhen af.
Den er brygget som en almindelig brown ale, men lagret på fade, der tidligere har indeholdt vildgæret øl, og dette har så givet det syrlige islæt, der meget får det til at ligne en ”oud bruin”
Igen – god balance mellem sødme og syrlighed.
Nøgne Ø's adresse er "Gamle rygende kraftstation"

Karakter 5

Vi sluttede som nævnt af med en ”lagret sake” fra 2013. Det var et helt igennem godt arrangement.
Basement Beer Bar have i anledning af besøget arrangeret en ”tap take over”, så det var nærliggende af besøge baren på vej hjem. 


Her smagte jeg en ”Tigris Obscura” – en ”imperial fruit ale” på 9,0%. Måske hentyder navnet til Tigris flodens grumsede vand – det kunne i hvert fald godt ligne


Igen en dejlig øl med kraft og smag. Masser af frugt og en fin balance med bitterheden.


Karakter 4+

onsdag den 7. oktober 2015

Tid til en øl - Nøgne Ø


7. Oktober 2015


I weekenden var der Årsmøde i Aalborg – efterfulgt af en ølsmagning med Nøgne Ø fra Norge.
Efter årsberetning og debatter var der valg til bestyrelsen. Næstformanden og jeg gik ud af bestyrelsen og der skulle tre mand til at erstatte os ( hø hø ). Tillykke til den nye bestyrelse, der nu består at tre nye og tre erfarne rotter.

Derefter stillede Nøgne Ø op med lysbilledeshow, der kørte, mens Caper Lynge Sørensen ( der er dansk, og glad for at man for en gangs skyld let kunne forstå ham ) fortalte om bryggeriets start.

I 2002 grundlagde Kjetil Jikiun og Gunnar Wiig et bryggeri i Grimstad, Norge. Det skulle hedde ”Det kompromisløse bryggeri”, men man fandt på et mere slagkraftigt navn – ”Nøgne Ø”. Det er taget efter et digt af Henrik Ibsen, der beskriver de små, øde klippeøer, man kan se ud for kysten i Grimstad. Casper kunne ikke helt huske digtet, men heldigvis trådte Tom Young til og reciterede første vers på klingende norsk.


Med på turen til Aalborg var også en japansk kvinde, ( som jeg desværre ikke har navnet på ), der er sake-somelier. Dem er der ikke mange af, men Nøgne Ø producerer også sake, som det eneste bryggeri i Europa. Hun fortalte, at man benytter den ældre Yamahai teknik, som er mere krævende, men som også giver et bedre resultat. Man bruger Ginpu-ris fra Hokkaido og en længere lagringstid end ved moderne metoder.


Vi fik først serveret en ”Sparkling Sake” i en flot blå flaske, der udstråler kølig friskhed. Og det er en meget forfriskende drik på 12.5%. Den har en helt lys farve og en duft af let syrlighed og pære/melon. Den er naturligvis prikkende og livlig i munden. Smagen er også syrlig, blandet med let, sødlig frugt. En virkelig dejlig åbning på smagningen.


Karakter 4


Derefter fulgte endnu en sake – den mere traditionelle ”Junmai” på 16,0%. Personligt syntes jeg rækkefølgen skulle have været omvendt, for denne virkede mere flad og død ovenpå ”Sparkling”.

Igen samme lette farvespil, lidt tungere duft og smag med mere melon og også en antydning af alkohol.

Karakter 3

Til allersidst i smagningen fik vi præsenteret en sake, der endnu ikke er kommet på markedet, men de ville gerne høre vores mening. Den flaske vi fik, havde kun japanske skrifttegn på etiketten, så jeg sendte et billede til min datter, der studerer japansk i København, og spurgte, hvad der stod. Hun skrev tilbage, at der stod ”Hadaka Jima” hvilket betyder ”Nøgne Ø”. Det er fantastisk, når tingene passer. Men jeg blev jo ikke klogere på selve navnet, og spurgte derfor den japanske ekspert om det, og roste den meget. Hun viste mig en anden flaske, hvor der var flere oplysninger.


”Kijoshu 2013 – aged sake” – åltså en lagret sake fra 2013. Og jeg skal love for at lagring også gør noget godt for sake. Smagen bliver rund og dyb med mange flere nuancer, samtidig med at der stadig er denne syrlige friskhed. Jeg har ikke smagt så meget sake, men denne må klart komme ind som den bedste jeg har smagt hidtil.

Karakter 4+

Nu er dette jo en ølblog, og selvom man med rette kan  anføre at sake er øl, tager vi alligevel et par bygøl inden pausen.


Caper fortalte om de velkendte regler for øl i norske supermarkeder. Her må kun sælges øl under 4,7%, hvilke på den ene side er en stor begrænsning – på den anden en stor udfordring. Som har inspireret de norske bryggere til at lave mange velsmagende øl under 4,7%. Og ”Asian Pale Ale” hører her til de allerbedste.

Ofte kommer man omkring smagen ved at tilsætte store mængder humle, så man får en let, men meget bitter øl. ”Asian Pale Ale” er på 4,5% og med en bitterhed på kun 10 IBU. Men jeg skal love for at der er smag. Der er bergamotblade ( en lille speciel appelsin ) appelsinskal og citrongræs. Egentligt er det en variation af en tidligere øl ved navn ”Lemongrass”, men da man ikke kunne få helt samme humle, valgte man at lave en helt ny øl ( kompromisløs ). Den har så meget frisk citrus at man på intet tidspunkt savner bitterheden. Ofte glædes jeg ved aromaen fra godt humlede øl, men ikke så meget over den rene bitterhed, men her er smagen meget lig duften. Virkelig lige en frisk sommerøl for mig.

Karakter 5


 Så fik vi en ”Sourweisse”, der også er under procentgrænsen – 3,5%. Det er ikke en ægte ”Berlinerweisse”, men et forsøg på at lave en frugtig, syrlig øl i den stil. Dette giver så det let syrlige smag, og det er med betoning på ordet ”let”. Umiddelbart ikke så interessant og spændende i smagen, men ganske giver forfriskende en varm sommerdag.

Karakter 3