Tid til en øl - St. Peter's Old Style Porter

22. Januar 2012

Næste lørdag skal vi deltage i en danseturnering, og derfor øver vi temmelig meget for tiden. Vi har danset torsdag, fredag, lørdag og i dag søndag. Dog ikke hver gang med instruktør. Der er mange ting at tænke på, og det skal jo helst fungere lidt automatisk. Nu må det gå som det går. De andre deltagere øver også meget.

I starten af februar skal jeg holde en ølsmagning på 5 øl, hvor temaet skal være engelsk. Jeg har ikke helt bestemt hvilken porter, jeg vil have med og afprøver forskellige for tiden. I Ølkonsortiet så jeg en ”Old Style Porter” fra bryggeriet St. Peter’s, som jeg har skrevet om adskillige gange. Det lignede ikke umiddelbart en porter – den så faktisk meget lys ud i flasken.

I det nyeste nummer af Ølentusiasten ( nr. 65 ) skriver Christan Scheffel om porter og stout. Det er sidste kapitel i serien om engelske øltyper. Og der nævner han, at ”der er meget der tyder på at Londons bryggere simpelthen begyndte at bruge mere humle i deres brune øl og lagre den i længere tid for at imødegå konkurrencen fra two-penny”. Two-penny var åbenbart en lys ale, der var meget værdsat af landadelen.

Han skriver også: ”I 1700tallet bryggede man  på ren ”brown malt”. en malt tørret over brændefyret varme og som havde en mørk, men ikke helt sort farve”.

” Kilderne fortæller ikke præcis, hvordan øllet har smagt, og de originale opskrifter afhænger jo meget af forskellen i råvarer fra dengang til i dag.

Nu vil jeg ikke foregribe begivenheders gang, men denne øl minder meget mere om en brown ale end om en porter.

Porteren har eksisteret siden starten af 1700tallet og det er måske en gammel opskrift St. Peter’s har fundet frem - måske er det noget de gætter sig til.

”Old Style Porter” er en blanding af en gammel lagret øl og en frisk ny. Alkoholprocenten lander på 5,1%. Det minder lidt om den måde den fremragende ”Strong Suffolk” fra Green King er lavet. ”Old Style Porter” har flere gange vundet medaljer ved CAMRA’s  ølfestivaler.

Det er en mørk, men ikke helt sort øl – med groft beige skum. Der er en typisk engelsk aroma af flødekaramel, kiks og et frisk strejf af humle. Det er en øl med høj ”drinkabillity”, hvilket på dansk vil sige – den er let at drikke. Det er ikke så meget de ristede noter, man smager, men mere karamel og lidt smøragtige noter, og der afsluttes med en helt pæn bitterhed.

Karakter 3+

Denne øl står i en af mine ølbøger som typisk repræsentant for ”engelsk porter”, men havde jeg ikke vidst bedre havde jeg nok kategoriseret den som en ”brown ale”.

Tid til en øl - St. Peter's The Saints Whisky Beer

7. januar 2012

I dag var vi i biografen for at se den nye Sherlock Holmes. Det er en fantastisk actionfilm, der helt lever op til den første. Dramatisk og med skøre, sjove indfald og sikker deduktion.

Hjemme igen tog jeg en engelsk øl frem fra skabet – St-Peter’s ”The Saints”. Jeg skrev om bryggeriet i februar 2011, men det er ikke blevet oploaded her på bloggen endnu, så ….

 ”Bryggeriet har til huse i en gammel middelaldergård -  St. Peter’s Hall -  men selve bryggeriet,  der ligger i Suffolk åbnede i 1996. Den første øl blev startet op d. 5 juni og åbningsdagen var berammet til 21. juni – årets længste dag.

Vandet bliver hentet 100 m under jordoverfladen i en 700 år gammel brønd, hvor det naturligt filtreres gennem en tykt kalklag.”

”The Saint’s” er en Whisky Beer – baseret på røget malt og engelsk whisky fra St. George’s Distillery i Roudham, Norfolk.

 

Det er en umiddelbart en let session øl på 4,8%, men den overrasker en del pga. den røgede malt. Det er en flot gylden og klar øl, der godt kan minde om whisky, hvis det ikke var forskummet på toppen. Der er en kraftig duft af Islay whisky, men det stammer altså ikke fra de kanter. Masser af røg. Den har en god fylde på trods af den lave alkoholprocent. Det er også røgen, der dominerer smagen, men det er igen whiskyrelateret. Det er svært at finde andre tydelige indtryk, før der dukker en hel del bitterhed op i eftersmagen. Man taler tit om vigtigheden af, at brygge smagfulde alkoholsvage øl, og det lykkes oftere og oftere. Her er det måske en anelse snyd pga. røgmalten, men jeg kan godt lide det.

Karakter 4

Købt i Ølkonsortiet, Aalborg

Tid til en øl - St. Peter’s India Pale Ale

1. Marts 2011

Så er hverdagen ved at snige sig ind på én igen. Og det med sne og frost. Når man nu lige havde vænnet sig til forårsfornemmelser.

Jeg har taget hul på den sidste øl i skabet fra St. Peter’s. Det er deres” India Pale Ale” på 5,5%. Aftensmaden stod på Chili con carne, og der kan det være godt med en humlet øl. India Pale Ale burde selvfølgelig mest være til stærk indisk mad, men det går også fint til det mexicanske køkken.

Jeg har haft lidt blandede følelser omkring dette bryggeri. Deres ”Mild” og deres ”Cream Stout” var gode, men jeg brød mig ikke særlig meget om deres ”Best Bitter”. Og det er lidt det samme med denne øl. Den virker ”engelsk” på en lidt tung og gammeldags måde. Som Hyacinth i ”Fint skal det være”

Det er en smuk mørkgylden, kobberfarvet øl med bittesmå bobler og hvidt skum. Der er en bedaget aroma af flødekaramel og smørnoter, der blander lidt med parfumeret humle. Bitter/sweet. Den føles let i munden, uden at virke tynd. Smagen indledes med et strejf af citrus, men går derefter over i en kraftig bitterhed, der står temmelig isoleret. Det virker uhomogent på mig – sikkert fordi bitterhed i sig selv ikke rigtig siger mig noget. Lad os få noget smag med samtidig.

Karakter 3

Det skal dog indrømmes, at den forbedrede sig sammen med den krydrede mad.

Tid til en øl - St. Peter’s Cream Stout

28. Februar 2011

I går aftes kom vi tilbage fra en dejlig tur til Alicante i Spanien. Vores kufferter kom desværre ikke med, så de blev først leveret her til aften. Vores ældste datter studerer et semester ved universitetet i Alicante og det var dejligt at se hende igen.

Vi boede midt i byen og havde lejet en bil, så vi kunne køre ud til universitetet. Og det er ikke nogen nem trafik på de kanter. Der er mange ensrettede gader, og de spanske bilister kører hårdt til og overhaler både uden og inden om. Og de parkerer, hvor de vil – gerne i 2. position. Hvis bare man tænder katastrofeblinket er alt åbenbart i orden. Her bruges det til at signalere – ”jeg ved godt, jeg holder ulovligt, men er nødvendigt”. Jeg frygtede at lave buler i bilen, men vænnede mig til trafikken efterhånden.

Vi parkerede i en underjordisk parkeringskælder med en nedkørsel ”a la Rundetårn”. Det var vanskeligt for 2 biler at passere og båsene var meget smalle. Og den ene morgen fandt vi en bule i bilen, hvor en eller anden havde bakket ind i højre forskærm. Men de var ret ligeglade hos udlejningsfirmaet, da vi afleverede den.

Min datter skulle jo passe sine timer om dagen, så vi tog på sight-seeing ved havnen og til toppen at fæstningen

 

Vejret var dejligt og temperaturen kom hver dag over 20 grader. Det var mere køligt om aftenen, men vi kunne dog sidde ude med en trøje på.

Fredag og lørdag havde min datter fri, og vi kunne være sammen hele dagen – på shoppingtur og biltur til Elche og Altea. Det er en utrolig smuk by med en fantastisk udsigt mod Penon de Lfach – en klippe, der rejser sig af havet ligesom Gibraltar.

Vi kørte ind i landet til Guadalest, hvor der ligger en gammel borgruin på en skarp klippekam. Med en flot udsigt til en smaragdgrøn sø.

 

 

Jeg skriver alt dette her, for der er desværre ikke meget øl at skrive om. Dels skulle jeg altid køre bil fra universitetet og dels var der ikke rigtig noget spændende øl at smage. Det blev til et par typiske spanske pilsnere – San Miguel og Alhambra, så jeg måtte vente til i dag, hvor jeg så endelig kunne åbne en noget mørkere øltype.

 

 

”Cream Stout” fra St. Peter’s Brewery i Suffolk, England. Bryggeriet ligger i en 4-længet gård, hvor hovedbygningen er fra 1280. I 1539 blev østfløjen bygget, og man huggede stenene fra Flixton kloster, der var blevet lukket 2 år tidligere at Kong Henry VIII.

”Cream Stout” er en kulsort øl på 6,5%. Den har en kraftig lysebrun skumkrone med grove bobler. Den er lavet på en blanding af 4 forskellige malttyper og man har tilsat Fuggles og den nyere Challenger humle.

Aromaen er præget af ristede noter og en dejlig sødlig duft af toffee og flødekaramel. Den er letdrikkelig og ligger let i munden.

Smagen indledes af engelsk lakrids og ristet malt, som balancerer det sødlige toffee-præg, der ellers let kunne være blevet vammelt. Afslutning med ristet bitterhed.

Karakter 3+

Tid til en øl - St. Peter’s Best Bitter

15. Februar 2011

St. Peter’s Brewery i Suffolk åbnede i 1996. Den første øl blev startet op d. 5 juni og åbningsdagen var berammet til 21. juni – årets længste dag.

St. Peter’s skriver meget om typisk engelsk ale på deres hjemmeside. De bruger Challenger og Goldings som de foretrukne humlesorter, og gærtypen er udvalgt mellem 350 varianter, for at give den rigtige engelske karakter. Og det er måske her, de mister mig, for jeg synes ofte at typisk engelsk ale er tung og uinspireret.

Det virker næsten victoriansk, og mangler friskhed. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke kan finde fremragende engelske øl, for der er sandelig også mange af dem, men en del typiske bitters fra pubben virker kedelige på mig. Og dette er en af dem.

St. Peter’s ”Best Bitter” er en flot rød ale på kun 3,7%. Den har bittesmå bobler og et hvidt skum, der hurtigt aftager. Den har en svag engelsk aroma, der virker tung og sur. Det er en rigtig sessiondrik – både pga procenten og fordi den føles meget let i munden. Den har, hvad man kalder ”god drinkability”. Men den er engelsk, når det er værst. Smagen er kedelig og bitterheden træder frem uden smagsnuancer, og dominerer hele indtrykket. Måske fordi, der heller ikke er noget maltkarakter til at balancere. Jeg kunne væsentlig bedre lide deres ”Mild”.

Karakter 1+

På kapslen kan man se en fugl, der har slugt St. Peter’s nøgler. Jeg ved ikke præcis, hvad det skal illustrere.

Tid til en øl - St. Peter’s Mild

9. Februar 2011

Ølkonsortiet i Aalborg har tilbud på en serie engelske ales fra St. Peter’s – 4 for 100 kr. Der er 6 forskellige typer, og jeg valgte forleden 4 ud  - Mild, Best Bitter, IPA og Cream Stout. Nogle af flaskerne har en smuk oval form. Det er en tro kopi af en flaske fra 1700-taller, som blev fremstillet til Thomas Gerrard fra Gibbstown. Gerrard var kroejer ved Delawarefloden nær Pittsburgh, USA. Originalen bliver opbevaret i St. Peter’s Hall. De har til huse i en gammel middelaldergård, men bryggeriet er fra 1996.

Vandet bliver hentet 100 m under jordoverfladen i en 700 år gammel brønd, hvor det naturligt filtreres gennem en tykt kalklag.  Malten er lokal og den er gulvmaltet, hvilket jo er den gamle metode og kræver hårdt arbejde ( og en del øl )

Øltypen ”Mild” har jeg faktisk ikke før stiftet bekendtskab med, måske fordi det ofte er en fadøl, der serveres på engelske pubs. Men St. Peter’s laver altså engang imellem en flaskeudgave. Efter sigende er det en gammel øltype fra før humlen kom til England, hvilket den jo gjorde meget sent ( 1600 tallet ). Dengang var der stor modstand mod den bitre øl, men efterhånden vænnede man sig til det, og kaldte den nye humlede øl for ”Bitter”. Overfor den stod så den lettere ”Mild”. Øltypen blev især populær i slutningen at 1800-tallet, da industrialiseringen medførte fattigdom og drukkenskab blandt de engelske arbejdere. Regeringen lagde afgifter på malt og opfordrede indirekte bryggerierne til mere alkoholsvage øl. Derfor er så meget engelsk fadøl så alkoholsvagt – og en ”Mild” ligger på 3,9%.

Typen blev især populær i de midtengelske industribyer og toppede i 1930 under depressionen. Det har været svært at eksportere øllet, og derfor blev de oprindeligt solgt som brown ales. Det skal ikke forveksles med nutidens brown ales.

”Mild” er en brygget med en del karamelmalt, for at kompensere for det mindre maltindhold. Bitterheden er lav ( 20-25 IBU ), og farven kan variere en del.

St. Peter’s Mild er en meget mørk øl med cafe-latte farvet skum, der virker en smule groft. Der er en svag duft af ristet malt. Øllet føles naturligvis meget let, men jeg er overrasket over den kraftige smag. Den åbner med lidt maltet sødme, men hurtigt tager en meget ristet bitterhed over. Faktisk er jeg forbavset over, hvor bitter denne øl er, men der er altså ikke tale om humlebitterhed. En fremragende øl, der fint kan måle sig med stærkere typer.

Karakter 3+