Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 10. februar 2019

Tid til en øl - Stillwater Cellar Door


10. Februar 2019


I fredags afholdt jeg en ølsmagning. Nogle af deltagerne har været med siden 2006, men andre er kommet til for nyligt. Denne gang havde jeg fundet et par øl, som vi smagte for 8 år siden, men som siden har været værk fra hylderne i Aalborg. Men Volby Købmandsgård har et stort udvalg af øl og her fandt jeg gamle kendinge, som jeg tog med.
Aftenens emne i denne brydningstid var ’lys & mørke’ – 5 lyse og 5 mørke øl.


Vi lagde ud med ’Cellar Door’ fra det amerikanske bryggeri Stillwater Artisan Ale. Det blev stiftet af Brian Strumke i 2010 i Baltimore i staten Maryland. Allerede i 2004 begyndte han at eksperimentere med udgaver af eksisterende øltyper. Og inden længe begyndte han at vinde priser, selvom dommerne kunne være lidt i vildrede over hans brug af krydderurter og vildgær. Stillwater har ikke deres eget bryggeri, men brygger deres øl hos andre bryggerier.


I 2010  sendte de de første øl på markedet, og blandt dem var ’Cellar Door’ – en hvedeøl brygget med hvid salvie og husets saisongær
I 2017 blev den genskabt. Tyske hvede- og pilsnermalt – Sterling og Citra humle – tørhumling og en balanceret tilsætning af hvid salvie.

Denne øl var en af aftenens store overraskelser – især for de deltagere, der ikke havde så stor erfaring med farmhouse ales. Dels er den ikke overdreven syrlig og dels er salvien tilsat med nænsom præcision, der balanceret den godt.

En lys øl på 6,6% med duft af salvie. Frisk og sprød i munden og med et syrligt skarpt strejf. Salvien er tydelig, men ikke dominerende. Fin humlebitterhed til slut.

Karakter 4


onsdag den 6. februar 2019

Tid til en øl - Jaira American Tuno


6. Februar 2019


’American Tuno’ lyder som en titlen på en amerikansk sang, og man kan måske også komme til at forbinde det med tunfisk. Men det er ikke en øl med tun.

’Tuno Indio Canaria’ er navnet på en rød kaktusfrugt, og en specialitet fra kanarieøerne. Det er en meget sund frugt, fyldt med mineraler og vitaminer.



Jaira Cerveza Artesana er et nyt håndværksbryggeri på Gran Canaria – nærmere bestemt i Las Palmas. 
Grundlæggeren – Juan Araña - voksede op blandt geder og erfarede, at visse geder gik deres egne veje. Disse dyr blev kaldt jaira, og bryggeriet går også deres egne veje, så det er et godt navn. Bryggeriet blev grundlagt i 2016 og deres første øl var noget så sjældent som en ’kølsch’.

’American Tuno’ er en øl, hvor den amerikanske pale ale er blandet med den røde kaktusblomt fra Gran Canaria. Det giver en usædvanlig rød øl – flot farve. 
Etiketten ser lidt drabelig ud, men det er altså kun kaktussaft, medmindre han har stukket sig på tornene. 

En 5,5% øl med en bitterhed på 30 IBU. Den har en karakteristisk amerikansk humleduft, men bitterheden bliver skarpere i munden. Det kunne være citronskal, men det er sikkert den røde kaktussaft, der giver denne karakter. Lidt aggressiv i starten, men man vænner sig til det, og det giver en opkvikkende friskhed. Og så minder jeg om at den er kernesund.

Karakter 3+

Købt på Tenerife i Anaga Nationalparken.


lørdag den 2. februar 2019

Tid til en øl - Ægirs tjenere - Juleøl


2. Februar 2019

Jeg har købt øl ind efter devisen - *Julen varer lige til påske’, så der er stadig en del juleøl tilbage i skabet. I dag har vi haft kyndelmisse i kirken. Denne fejring af lyset fik mig til at vælge en lys juleøl her til aften.

Det norske bryggeri Ægir har lavet en del juleøl i år. Jeg har smagt 2 af dem.

’Fimafeng’ er en ’kraftig belgisk blonde ale – lagret i egetræ i flere måneder’. De kalder den nok ’blonde’, men der er mere tale om en ’amber ale’. Den holder 9,0% og er stærk og velsmagende.
Skumlaget er diffust og svagt. Duften en god og vinøs med indtryk af blomme og fersken. God fylde og en dejlig smag. Den belgiske gær gør sig gældende og giver sammen med frugt en let krydret fremtoning. God eftersmag

Karakter 4

Fimafeng er en af havguden Ægirs tjenere. Han nævnes i digtet ’Lokasenna’, hvor han bliver rost af guderne for sin hurtige servering af mad og årgangmjød. Det irriterer imidlertid Loke, der slår ham ihjel. Derefter smider guderne Loke ud af hallen.


Loke vender imidlertid tilbage og truer den anden tjener Eldir til at fortælle hvad guderne taler om. Derefter går han ind i hallen og fornærmer alle guderne i flere omgange. Digtet ender med Lokes endeligt, hvor guderne lænker ham under tre sten. En slange drypper gift i ansigtet på ham. Lokes kone Sigyn holder en skål over ham for at opsamle giften, men når hum skal tømme skålen rammer giften Loke, og han vrider sig i smerte. Så rammes jorden af kraftige jordskælv.

Ægirs anden juleøl er opkaldt efter den anden tjener Eldir.

Det er en mørk bock på 7,0%. Den har en maltet og sød duft. En godt fyldig bock, der passer godt til jul. Smagen er maltet og jeg aner en lille smule røg, men det er jeg vist ene om. Afsluttes med en lang, maltet eftersmag.

Karakter 4