Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Spansk øl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spansk øl. Vis alle opslag

torsdag den 8. juni 2023

Tid til en øl - Garage Beer A Thorny One


8. Juni 2023

Mange af de nye bryggerier kaster sig over de populære øltyper - især DIPA. Dem er der rigtig mange af, og de er gode og velsmagende. Man kan dog godt begynde at savne en større variation i disse bryggeriernes sortiment, og derfor var det med stor glæde, jeg - hos ølsmageren fra Gjøl - så, at Garage Beer fra Barcelona havde givet et bud på et par andre typer. En engelsk 'bitter' og en engelsk 'mild'.

De har åbenbart brygget en del bitter, og skriver det er sjovt at arbejde med 'lettere' øltyper. Måske hentyder de til procenten i en engelsk ale, der ofte ligger mellem 3,8% og 4,2% på pubben.

'A Thorny One' er en engelsk bitter på netop 3,8%, men der er faktisk mere fylde og krop i den end procenten kunne antyde. Den er brygget med både tysk karamelmalt og engelsk Maris Otter, og så er den humlet med Fuggle. Mere engelsk bliver det vist ikke. Det er da også en typisk, traditionel smag, vi bliver udsat for. Den kunne gå for en ægte engelsk bitter på enhver pub. Der er altså ikke noget, der skiller den specielt ud, men den fungerer efter hensigten.

Ganske glimrende. Bliv endelig ved med at udvide sortimentet.

Karakter 3+


 

tirsdag den 9. maj 2023

Tid til en øl - Garage Beer Gold Flakes


9. Maj 2023

Hos Ølsmageren på Gjøl bliver man præsenteret for alle de nye europæiske bryggerier. Der er mange nye europæiske bryggerier, der sender deres amerikansk-inspirerede øl på markedet i en lind strøm. Det gælder både fra lande, der ikke tidligere har været store på ølmarkedet - og engelske og tyske mikrobryggerier. Derfor kan man altid på Gjøl få nye øl fra spændende steder.

Spanien er ved at komme godt med i ølverdenen. Jeg har smagt mange spanske øl, dog mest fra de traditionelle bryggerier, men har da også stiftet bekendtskab med mange nye.

Garage Beer fra Barcelona er dog et nyt bryggeri for mig. Det åbnede som Brewpub i 2015 og i 2017 fik de deres hovedbryggeri i gang. Brewpubben fungerer nu som brett-bryggeri - altså sour ales. De har 2 pubs i Barcelona.

'Gold Flakes' er ikke mere på lager. Udskiftningen af øl er hurtig for mange af de nye bryggerier.

Det er/var en DIPA på 8,0%, og den er prydet med gyldne guitarer, hvilket jo passer godt til mig, da jeg har levet af at spille guitar hele livet. Det er en NEIPA - den er uklar, solgul og med en inciterende duft af frugt - især ananas.. Dejlig behagelig bitterhed - der er humlet med Citra og Galaxy. En glimrende tørstslukker, hvis man er til det sødlige, eksotiske udtryk.

Karakter 4+


 

søndag den 28. november 2021

Tid til en øl - Tenerife 1 / Tacoa


28. November 2021

Efter en uge på Gran Canaria skiftede vi ø til Tenerife. Her mødes vi om aftenen med et par gode venner fra Nordjylland, men ellers går dagene stille og roligt med sol og varme. Det giver naturligvis anledning til nogle siestaøl midt på dagen.

Tacoa er et lokalt mikrobryggeri fra Tenerife. Det er det første på De Kanariske Øer, og lige nu Spaniens ældste af slagsen.

I 1989 rejse Teresa fra Tenerife til Berlin, hvor hun forelskede sig i Jochen og i øllet. I 2001 vendte hun tilbage til Tenerife for at grundlægge et bryggeri der.

I 2014 slog de den europæiske højderekord for ølbrygning, da de bryggede en øl på vulkanen Teides skråninger i 2150 m højde. Denne øl sælges kun på svævebanen.


Bryggeriets motto er: 0% Bullshit - 100% Craftbeer.

Jeg har smagt 2 af deres øl. Den første var 'Golden Ale' på 4,5% med en lav bitterhed ( 25 IBU ). Det er en ganske forfriskende lys øl, der selvom det er en ale lægger sig ganske fint i tråd med den stribe af lyse pilsnere, man finder på øerne. Det bliver lidt for almindeligt til rigtigt at imponere, men det er vel det, man vil have i varmen.

Karakter 3+


Den anden øl, de havde i supermarkedet, var 'Surf Beer'. Der er da også rigtig mange surfere, der prøver kræfter med bølgerne i området. Det er ligeledes en pale ale på 4,5%, men der er mere eksotisk smag af lys, sødlig frugt som ferskner og abrikos. Den har en udmærket fylde, og tiltalte mig mere.

Karakter 4 





fredag den 26. november 2021

Tid til en øl - Gran Canaria 1


26. November 2021

Vi har været en tur sydpå for at få noget sol - noget lys og noget varme. 14 dage på De Kanariske Øer - først en uge på Gran Canaria og så en uge på Tenerife. Vi havde lidt travetur i bjergene, men det meste af tiden var afslapning, iblandet et par siestaøl.

Vi lagde naturligvis ud med den lokale øl fra Gran Canaria til aftensmaden. 'Tropical' er en traditionel pilsner, der på disse - ølmæssigt - uciviliserede steder serveres i et frosset glas. Vi blev dog ikke spurgt, om vi ville have isklumper i.

Jeg var en tur i de lokale supermarkeder, hvor specialøludvalget ikke er så stort som i Grækenland, men jeg fandt dog noget øl, jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med.


'El Aguila' betyder 'Ørnen', hvilket også ses på den flotte stiliserede etiket. Bryggeriet blev grundlagt i Madrid i år 1900, og denne lille 25 cl øl brygges efter datiden principper - ufiltreret og med fokus på maltsødmen. Der afsluttes dog med et forfriskende brus fra kulsyre, der nok ikke var så almindelig for 100 år siden. Den er på 5,5% og ganske udmærket. Den ser dog ud af mere end den er

Karakter 3+


Bryggeriet Damm har jeg skrevet om før. Grundlagt af tyske bryggere i Barcelona. de er nu igang med et projekt med at dyrke humle i Prades. Projektet startede i 2014 og første høst var i '17.

Denne 'Complot IPA' er brygget med 8 forskellige humletyper - Nugget, Summit, Willamette, Citra, Centenneial, Simcoe, Amarillo og Mosaic - men hvis jeg har forstået det rigtigt er det dog kun Nugget, der er dyrket i Prades. Det er en uklar, gylden øl på 6,6% med masser af humlesmag og bitterhed. Det virket dog noget overdrevent med 8 humletyper. Det er ikke særligt tydeligt, men måske er det netop mængden, der udligner smagsindtrykkene.

Karakter 3+

Vi boede i Puerto Rico og kan man finde et dejligt ølsted - 'Wigwam' - på havnefronten. De har masser af øl - bla. et stort belgisk ølkort, der nu åbnes med en QR-kode på Untappd. Det gik jeg hen et par gange, når det spanske øl blev for trivielt.




Cervezas el Turia blev grundlagt i Valencia i 1935. De har gennem tiden brygget et stort udvalg af øl, men den eneste, der overlevede kampen med de store internationale bryggerier er deres 'Turia Märzen', der kunne fås på fad i Valencia. Damm opkøbte bryggeriet og besluttede i 2013 at relancere den på flaske. Det er en smuk ravfarvet øl med store bobler. Den er domineret af maltsmagen med en balancerende bitterhed til slut.

Karakter 3+






 

søndag den 30. maj 2021

Tid til en øl - Stone Tangerine Express / Basqueland Interstellar


 30. Maj 2021

Solskin og varme - for en gang skyld kunne vi sidde på terrassen og nyde et par friske øl inden maden. Jeg havde valgt et IPA'er med lidt tropisk feriestemning - tænkte jeg i hvert fald - men det var ikke slet så tydelig som i andre øl, jeg har smagt i den seneste tid.

Stone Brewing var ophavsmand til den første. 'Tangerine Express IPA' er brygget med madarin og ananas. Det står anført på etiketten. Det er en smuk, lysende gul øl i solskinnet. Toppes af blødt hvidt, skum. Jeg fornemmer ananas lige når aromaen slippes fri, men så forwvinder den umærkeligt.

Der er brugt 'whole tangerine purée', hvilket jeg tolker som 'hele mandariner' - altså med skræl. Det kan i hvert fald forklare den meget bitre appelsinsmag, der mødte mig, når jeg havde ventet en andeledes sød mandarinsmag. Man skal nok ikke have for mange forventninger til sin øl på forhånd. Den har en god fylde og bitterheden er høj ( 75 IBU ). Det er den bitre smag af både appelsin og humle der dominerer ( Citra, Centennial, Sterling, Azacca og Mosaic ). Ganske glimrende, men min forventning var et andet sted.

Karakter 3+


Bagefter åbnede jeg en dåse fra det spanske bryggeri Basqueland. Jeg har tidligere smagt en af deres øl - 'Digital Symphony', som de bryggede i samarbejde med Fuerst Wiacek. Det var en fremragende øl med masser af eksotisk kraft og stemning, så mine forventninger var store. Og det er som nævnt ikke så klogt.

'Interstellar' er en DDH IPA på 6,4%. Og jeg skal da love for, at dåsen signalerer ' Det ydre rum'. Så jeg var klar på en tur i det uvisse og det blev det også.

Øllet er uklart og lys orange. Man mødes af en underlig, let syntetisk duft.

Humletyperne er Mosaic - Rakau - Ella og Mosaic Cryo. Rakau er fra New Zealand og skulle give noter af abrikos, blommer og andre stenfrugter. Ella ( hed tidligere Stella ) er lillesøster til australske Galaxy og skulle også være sød og eksotisk. Cryo er en proces der koncentrerer kraften og giver en mere potent humle. Om det er disse - for mig - ukendte humlenoter, der giver den mærkelige aroma ved jeg ikke.

der er en god fylde i øllet men bitterheden er ikke høj ( 25 IBU ). Smagen er heller ikke fokuseret. Den vil alting og ingenting. Det er ikke lige en øl, jeg umiddelbart kommer til at forstå. Så hellere smage 'Digital Symphony' igen

Karakter 2+



onsdag den 6. februar 2019

Tid til en øl - Jaira American Tuno


6. Februar 2019


’American Tuno’ lyder som en titlen på en amerikansk sang, og man kan måske også komme til at forbinde det med tunfisk. Men det er ikke en øl med tun.

’Tuno Indio Canaria’ er navnet på en rød kaktusfrugt, og en specialitet fra kanarieøerne. Det er en meget sund frugt, fyldt med mineraler og vitaminer.



Jaira Cerveza Artesana er et nyt håndværksbryggeri på Gran Canaria – nærmere bestemt i Las Palmas. 
Grundlæggeren – Juan Araña - voksede op blandt geder og erfarede, at visse geder gik deres egne veje. Disse dyr blev kaldt jaira, og bryggeriet går også deres egne veje, så det er et godt navn. Bryggeriet blev grundlagt i 2016 og deres første øl var noget så sjældent som en ’kølsch’.

’American Tuno’ er en øl, hvor den amerikanske pale ale er blandet med den røde kaktusblomt fra Gran Canaria. Det giver en usædvanlig rød øl – flot farve. 
Etiketten ser lidt drabelig ud, men det er altså kun kaktussaft, medmindre han har stukket sig på tornene. 

En 5,5% øl med en bitterhed på 30 IBU. Den har en karakteristisk amerikansk humleduft, men bitterheden bliver skarpere i munden. Det kunne være citronskal, men det er sikkert den røde kaktussaft, der giver denne karakter. Lidt aggressiv i starten, men man vænner sig til det, og det giver en opkvikkende friskhed. Og så minder jeg om at den er kernesund.

Karakter 3+

Købt på Tenerife i Anaga Nationalparken.


tirsdag den 29. januar 2019

Tid til en øl - Arriaca Centeno


29. Januar 2019


I november var vi endnu en gang på Tenerife. Denne gang sammen med gode venner, og vi tog på en udflugt til Anaga Nationalparken på Nordspidsen. Her gjorde vi holdt ved Cruz del Carmen, hvor vi kunne vandre en tur gennem skoven. Da vi kom tilbage begyndte det at styrtregne og vi søgte læ i en lille cafe på stedet. Her kunne man også købe specialøl, og jeg købte lidt forskelligt med hjem.

Arriaca er et bryggeri, der stammer fra Guadalajara i Spanien. Det er en by, der ligger lidt nordøst for Madrid. I ældre tider lå der en anden by i området – Arriaca. Der er lidt uenighed om den præcise placering, men bryggeriet mener helt klart, at den ligger under de kornmarker, der forsyner dem med korn.

’Centeno’ betyder rug på spansk og denne øl er en ’Rug India Pale Lager’ på 5,2%. Jeg må sige, at de spanske bryggerier er ved at være godt med på ølvognen. På denne ferie smagte jeg flere godt humlede øl, og denne er ingen undtagelse.

Det er en flot orange øl med tyndt, hvidt skum. En dejlig duft af orange – mandarin og appelsin. Den er blød og fylder godt i munden, men har samtidig en frisk fremtoning pga humlebitterheden. Den er markant, men ikke overdreven i forhold til alkoholen. Fin, lang eftersmag.

Karakter 4

fredag den 30. november 2018

Tid til en øl - Tenerife


30. November 2018


Vi har netop været på vores årlige sol- og varmeferie til Tenerife, og selvom det ikke er en decideret ølrejse, synes jeg det er sjovt at se, hvad der er på hylderne i supermarkederne. Det meste er jo lokale øl, som jeg tidligere har omtalt, men det lykkes ofte at finde nye øl, jeg ikke har smagt.

I det nærmeste spanske supermarked fandt jeg 2 spændende øl med en del mere humle end vi normalt ser i spanske øl, og den første er såmænd fra San Miguel.
’Manila’ hedder den – opkaldt efter mærkets oprindelse på Filippinerne. Det er en wienerøl på 5,8%. Den er undergæret men lægger sig tæt op af en ’american pale ale’ i udtrykket. God fylde fra malten og en pæn gang amerikansk humle gør denne øl til en behagelig overraskelse  på denne tur.

Karakter 4


Et par gode venner har de sidste par gange gjort os selskab på Tenerife, men de bor på et andet hotel. Vi plejer at mødes om aftenen på ’Manneke Pis’ – det belgiske ølhus i Playa de las Americas ( Calle Mexico ). For os er det en tur på en lille times tid.


Her nød jeg en ’Kasteel Rouge’, der overraskede mig med sin tydelige kirsebærsmag. Jeg havde nok forventet noget i retning af en almindelig ’bruin’. Der er tilsat kirsebærlikør og jeg må sige, det taler godt til min søde tand.

Karakter 4+



Lige ved siden af ligger der nu en indisk restaurant, hvor jeg valgte en ’Cobra’. Det eneste der er at sige om den, er beskrivelsen på menukortet – ’en indisk bjørn’


Næste dag til frokost åbnede jeg den anden øl fra supermarkedet. Denne gang var det en ’american pale ale’ fra et mikrobryggeri – ’Original Premium Gourmet S. L.’ i Cuenca. Den hedder ’Gastro’ og bliver brygget på ’Cervezas la Sibeles’


Den er lys, holder 5,5% og har frisk duft og smag, hvor det igen er den amerikanske humle der lægges vægt på ( IBU 35 ).En rigtig god start på frokostøllet.


Karakter 4



Den sidste øl fra supemarkdedet var fra bryggeriet Estrella Damm og opkaldt efter stifteren ’A. K. Damm’

Bryggeriet ligger i Barcelona og blev stiftet i 1876 af  August Küntzmann Damm, der var rejst til byen fra Alsace. Bryggeriet er det ældste i Spanien.

’A. K. Damm’ er brygget efter traditionel Alsacemetode, hvad det så lige indebærer. Efter de to pænt humlede øl de foregående dage, var det lidt mere traditionel spansk pilsner, der var i glasset.

Karakter 3

Vores besøg på ølbaren bragte ikke nye øl på banen. Det var ’Kwak’ – ’Rodenbach Classic’ – ’Chimay Bleue’ og andre af de gode klassikere. men vi besøgte et andet supermarked i nærheden. 
HiberDino’ er lidt mere internationalt orienteret, og man kan også finde ’danske’ mærker – dog ikke i ølafdelingen.


Her var der bla. – ’Mort Subite Kriek’ – som jeg ikke tidligere har smagt. Her er det også kirsebæret, der er fremtrædende, men den er skarpere og mere syrlig end Kasteel, selvom den nok også har set en sukkerknald eller to.

Karakter 4


’Bavaria Gold’ er det svært at finde noget godt at sige om. Det skulle da være, at man med kun 6.0% i styrke, får en sprittet smagsoplevelse, der eller hører stærkere guldøl til.

Karakter 2


’La Goudale’ er en fransk øl – en ’ biere de garde’ fra Douai i Nordfrankrig. Bryggeriet er ’Les Brasseurs de Gayant’, der stammer fra 1919
Navnet  betyder ’ Good Ale’ – et tilnavn egnens øl fik helt tilbage i 1400tallet.

7,2% - IBU 30 – en ganske glimrende og fyldig øl – og i en anderledes flaske. De laver også en god IPA.

Karakter 4

På en udflugt til naturparken Anaga ( nordlige Tenerife med stor risiko for regnvejr ) søgte vi ly for regnen i en lille cafe, for at få lidt kaffe. Her var der også øl fra lokale mikrobryggerier, som jeg købte et lille udvalg hjem af. Mere om det efter nytår.







onsdag den 29. november 2017

Tid til en øl - Dorada Especial


29. November 2017

Vi er netop vendt hjem fra Tenerife, hvor vi ofte holder ferie her i november for at få noget lys og noget sol.

Jeg har tidligere skrevet om de lokale øl – ”Dorada” fra Tenerife – ”Tropical” fra Gran Canaria og Reino, der er det nyeste bryggeri på øerne. Det blev da også til smagsprøver på både ”Dorada” og ”Reino”, da det ofte er det der serveres på restauranterne..

Men i området er der også en belgisk ølbar ved navn ”Manneke pis” og den blev frekventeret jævnligt – i selskab med nogle gode venner, der også var på ferie denne gang
.
I det lokale supermarked var der sandelig også nye øl på hylderne, for Dorada er begyndt at udvide sortimentet en smule.


”Dorada Especial Roja” er virkelig en rød øl. Der er brugt 2 forskellige malttyper og jeg gætter på, at den ene er rødmalt. Humlen er Hallertau og man har øget alkoholprocenten  til 6,5%. Tanken er tydeligvis at lave en luksusøl, men jeg er desværre ikke så imponeret.

Det er en klar, rød øl med svagt, hvidt skum. Der er kun meget få bobler. Den let duft af malt med en antydning af ascorbinsyre. Den virker skarp og voldsom prikkende i munden. Der er en smag af malt og karamel men også denne kunstige citrussmag, som jeg sjældent bryder mig om ( der er ikke nævnt ascorbinsyre i ingredienslisten ) Der afsluttes med en helt pæn bitterhed.

Karakter 2+


Jeg nød gerne disse øl til frokosten på vores balkon, hvilket jo nok fremgår af billederne. Dorada lancerer også en ”Especial Esencia Negra” – deres bud på en mørk lager. 

Den er på 5,7% og minder på sin vis meget om den foregående. Denne er decideret colafarvet med så hurtigt afbrusende skum, at min kone var lige ved at tage fejl. Stort set ingen aroma. Også prikkende og let i munden. Her er smagen mere af ristet malt, igen kunstig citrus og en let bitterhed i afslutningen.

Karakter 2+


Dorada laver – så vidt jeg har forstået 4 udgaver af ”Especial”, men jeg er kun stødt på de 3. Den sidste ”Trigo” er en hvedeøl.

”Especial Extra Maduración” lægger sig tættere op af deres pilsner, som jeg faktisk synes er god og forfriskende. Den er på 5,7% og som navnet siger, er den lagret i længere tid – helt hvor meget oplyses ikke rigtigt. Den er ufiltreret og upasteuriseret.

Det er en lys, korngul øl med groft, hvidt skum. Det er indtryk af lys, sødlig malt der præget både duft og smag. Den virker rund og behaglig af drikke, og den afsluttende bitterhed i eftersmagen er vel afrundet. Klart det bedste af forsøgene i ”Dorada Especial”

Karakter 3+

lørdag den 29. august 2015

Tid til en øl - Naparbier Avant-Garde Barley Wine


29. August 2015

I dag har vi fejret min ældste datters 26 år fødselsdag – tillykke med det. Vi har sendt den yngste på vej til Helsingør – det var dejligt at have hende på besøg en uges tid, og så har vi haft læseprøve på årets julespil. Alt i alt en god dag.

Som blev afsluttet med en stærk øl fra spanske Naparbier. Bryggeriet blev grundlagt i Pamplona i 2009, og de laver en serie ”Avant-Garde” øl med eksklusive øl. Brygmesteren er Juan Rodriques og dette er hans ”Barley Wine Ed. 2013” Det er en stærk øl på 12,0% - lagret i 15 mdr. på vinfade. Der er ingen oplysninger om den på deres hjemmeside – andet end et billede af etiketten og den siger ikke alverden.

Det er en rødbrun, uklar øl med en svag skumdannelse. Den har en tydelig aroma af sveske og rosin blandet med vin. Meget madeira-like. I munden er det også en tynd og skarp hedvinsfornemmelse, der møder en. Smagen er mørk frugt og alkohol. En øl man skal give sig tid til.

Karakter 4+


Naparbier har lavet en del samarbejdsbryg med især norske bryggerier på det sidste – både Nøgne Ø og Lervik er på listen.

tirsdag den 9. juni 2015

Tid til en øl - Bobek Citra / Naparbier ZZ+ / Black Madonna


9. Juni 2015


Forleden – da der var smagsprøve på den fadlagrede Limfjordsporter – mødte jeg op på Basement Beer bar i god tid, så jeg kunne være klar til tiden. Og det var en klog beslutning, for efter en halv time var alt drukket. Men jeg kunne jo ikke sidde og glo ind i væggen i en time, så jeg bestilte en øl, mens jeg ventede.


  Den første var fra Beerblioteket og lignede mest af alt guld. En smuk gylden farve, hvor lyset spillede. Den var deres pale ale på 5,5% - ”Bobek Citra”. Humletyperne er en blanding af den slovenske Styrian Bobek og den amerikanske Citra. Det giver en lettere eksotisk duft og smag, der var meget indbydende. Bitterheden var afpasset til sådan en som mig.


Karakter 4+


Derefter kastede jeg mig over en øl fra et af de få spanske mikrobryggerier – Naparbier. Bryggeriet blev grundlagt i 2009 og ligger i Pamplona. Navnet er en sammensætning af det baskiske ord for Navarra og det tyske ”bier”. De lagde ud med en pilsner og en dunkel, men nu er de oppe på 14 forskellige bryg. Brygmester er Juan Rodriques, og han laver både klassiske øl og nye eksperimenter.


Deres logo er et kranium og det findes på alle deres etiketter i forskellig udformning. På deres ”ZZ+” er det en langskægget udgave med skudhul i cowboyhatten, for det er en ”american amber ale” på 5,5%. Den er brygget med 3 forskellige malte og humlet med Mosaic, Nelson Sauvin, Topaz og Chinook. IBU 50.

Den har en god maltet smag med karamel og en dejlig humle, der også er med blomst og eksotisk frugt. Spændende bekendtskab fra Spanien.

Karakter 4+

Så kom endelig ”Limfjordporter Rye Whisky” på bordet ( se tidligere indlæg ). Lækker øl.

Der var lidt tid til bussen gik og jeg var faldet i en hyggelig samtale med en anden gæst, så jeg valgte endnu en øl fra tavlen. Den er faldet ud på billedet, men for at matche ”Limfjordporteren” valgte jeg ”Black Madonna” fra Amager Bryghus. Og det var heller ikke et dårligt valg.


”Den sorte madonna” kan godt have klang af lidt okkult, men det er skulpturer  af Jomfru Maria udskåret i træ og malet sorte. De findes især i Auvergne og i Mexico. ”Den sorte Madonna” fra Czestochowa er Polens Nationalklenodie.

”Den Sorte Madonna” fra Amager er en kulsort øl på 8.2% med en behagelig rund og blød smag. Chokolade og sukker giver den søde smag, men det balanceres fornemt af humlen ( chinook og Tomahawk ). Den kunne godt matche den fine fadlagrede Limfjordsporter, der ikke var så krasbørstig som originalen.

Karakter 4+


lørdag den 17. januar 2015

Tid til en øl - Furteventura






17. Januar 2015

Nytåret fejrede vi på Fuerteventura sammen med vores unge mennesker. Det er lidt underligt at gå rundt i høj sol og se på både palmer og juletræer, men de fejrer jo julen indtil Hellig Tre Konger.

 
Nytårsaften stod vi på den centrale plads, hvor der blev talt ned til midnat, men det store fyrværkeri var der ikke noget af. Det er ikke tilladt at private fyrer raketter af, så det var et enkelt hotel, der sendte en raket af i ny og næ. Men der var DJ og masser af mennesker, så der var liv nok i byen. Vi satte os på en af de små pubber og fik en drink og en øl.
Det er ikke det store udvalg af øl på De Kanariske Øer. Vi fik ofte de lokale øl ”Dorada” og ”Tropical”, men jeg fandt da et par øl jeg ikke kendte i de lokale butikker. Der er faktisk også et belgisk ølhus i Corralejo, hvor vi boede, men det havde åbenbart nytårslukket.
 
Vi havde en lille lejlighed med egen have og swimmingpool ( lille og kold, men vi kom dog i ), så vi kunne lave mad til morgen og frokost. Så kunne vi jo prøve de lokale ølspecialiteter. Det er mest udenlandske øl der er specialiteter i butikkerne.
”Schlappe-Seppel Dunkel” brygges af Eder & Heylands Brauerei i Grossostheim, Tyskland. De overtog bryggeriet Schlappe-Seppel i 1975, og dette bryggeri stammer fra 1803.
Historien fortæller at da Kong Gustav af Sverige indtog Aschaffenburg i 1631 var det ikke til at opdrive godt øl i byen. Så der udgik en befaling at der skulle brygges øl til kongen. Det blev Joseph Lögler - der var krigsinvalid med lamme ben – der løste opgaven, og fik brygget øl til kongen og de svenske soldater. I 1803 overdrog Kurfyrst Karl Theodor von Dalberg bryggerrettighederne til Schlappe-Seppel i al evighed.
Deres ”Dunkel” er en noget sødlig øl med smag af malt og brød. Der kan godt være lidt hvidtøl over aromaen, men det træder ikke frem i smagen. Det er ikke nogen udpræget bitterhed til stede.
Karakter 3
 
Cruzcampo er en spansk øl fra Sevilla. Jeg har tidligere skrevet om deres pilsner, men denne gang er det ”Gran Reserva” på 6,4%. Desværre er deres hjemmeside på spansk, så oplysningerne er sparsomme. I 2009 vandt den titlen som ”Worlds Best Bock” ved WBA, og det er en glimrende øl. Den har en god fylde, og en behagelig smag, hvor karamel og lidt mørke bær gør sig gældende.
Karakter 3+

fredag den 18. juli 2014

Tid til en øl - HIjos de Rivera 1906


18. Juli 2014

Forleden fandt jeg i Salling nogle nye øl på hylden. Måske ikke de mest eksperimenterende, men i hvert fald nogle, jeg ikke kendte. Ampleforth ” Abbey Beer” var en af dem, og gårsdagens øl var også. – ”1906”.

Umiddelbart kunne jeg se, det var en spansk øl, og at det var en ”Reserva Special”, men først da jeg nærstuderede den lille stjerne, kunne jeg se, det var Hijos de Rivera – der også laver ”Estrella Galicia” – der stod bag.

Som jeg før har skrevet, stammer bryggeriet fra 1906, hvor Jose River Corral slog sig ned i La Coruna. Det er altså en jubilæumsøl fra 2006 vi har med at gøre og derfor en kraftigere udgave af ”Estrella Galicia” ( 6,5% )
Det er en flot, gylden øl med mange små bobler og knitrende skum. Duft af mørk malt, hvilket er lidt overraskende, når den er så lys. Der er også lidt citrus, der virker som om det er tilsat, men det nævnes ikke. Måske er det humlen, der trænger igennem. Den har en god fylde – med smag af malt og frugt. Som i ”Estrella Galicia” sluttes der af med en markant bitterhed. Ikke så dårligt af en spansk øl.

Karakter 3

lørdag den 6. oktober 2012

Tid til en øl - Alhambra Reserva 1925

6. Oktober 2012

Denne weekend har stået i de runde fødselsdages tegn. Fredag d. 5. oktober fyldte The Beatles 50 år. I hvert fald var det præcis 50 år siden den første single – Love me do – kom på gaden. Jeg spillede Beatles-melodier med alle mine elever den dag. Og om aftenen var vi til fredagsbal på danseskolen, hvor nummeret også var på spillelisten. Jeg var ikke den eneste, der havde lagt mærke til det.

Freag var det også 50 år siden at den første James Bond film – Dr. No ( Mission drab ) – havde premiere. Den blev vist i TV om aftenen, men vi gjorde ikke mere ud af det ( vi var jo til dans, så vi skulle optage ”Vild med dans” ), for vi har den i forvejen på DVD.

Også så var der den vigtigste begivenhed – i dette regi – nemlig, at det var 170 år siden at den første pilsner blev brygget.

5. Oktober 1842 bryggede Josef Grolle en pilsner for første gang på det nye bryggeri i Pilsen. De forskellige bryggere i byen var gået sammen om et nyt fælles bryggei efter bayersk forbillede, og havde ansat Grolle til at kreere en øl, der kunne tage kampen op mod Spatens undergærede øl. Og han benyttede netop denne undergær, samt Anton Drehers nye erfaringer med lyst øl, og sine egne ideer om filtrering til at lave verdens største ølsucces. Denne øl er stadig på markedet og hedder nutildags ”Pilsner Urquell” ( Pilsner fra Urkilden ). Jeg havde naturligvis sådan en med til fredagsballet for at fejre dagen.

I dag ( 6. Oktober ) er det min yngste datters 20 års fødselsdag. Nu er hun ikke teenager længere. Vi gav hende en hemmelig tur til Fredericia, hvor vi skulle se musicalen ”Alladin” på Fredericia Teater. Det er så vidt jeg forstod første gang musicalen opføres i Europa. Vi sad lige midtfor og så en fantastisk forestilling, hvor både solister og ensemble gav alt hvad de havde. Flotte sange og dansenumre, morsomme indslag – en helt igennem fabelagtig oplevelse. Absolut anbefalesesværdigt.

I pausen kunne vi nå en forfriskning. Øludvalget var Tuborg Grøn og Classic, samt 2 øl fra Jacobsen – Brown Ale og Saaz Blonde. Det var de små 33 cl flasker og jeg valgte en dejlig Saaz Blonde.

Efter forestillingen havde vi bestilt bord på Cafe Carlos, der ligger lige i nærheden af teatret. Det er en tapas-cafe med specialiteter fra De Kanariske Øer. Vi bestilte en anretning med Husets tapastallerken, hvor der var indbagte rejer, tun/kartoffelmousse, dadler i baconsvøb og små karnariske kartofler med mojasauce. Det var virkelig en lækker anretning.

De havde spansk øl på menuen – San Miguel på fad og Alhambra på flaske. De havde bla. ”Alhambra Negra” som jeg smagte på Gran Canaria siden efterår, og så havde de ”Alhambra Reserva 1925”. Denne øl havde jeg set på Tenerife for et par år siden, men man kunne kun få en i en six-pack. Jeg kunne se at folk havde taget andre øl ud af six-packs, så jeg snuppede også en. Men det måtte man sandelig ikke. Der var ikke engang stregkode på de enkelte flasker, og så blev jeg stædig og ville slet ikke  købe nogen. Men nu havde jeg mulighed for at smage den.

I 1925 åbnede Carlos Bouvard ( passer godt til Cafe Carlos ) og Antonio Knörr et bryggeri i Granada. De opkaldte det Alhambra efter det fantastiske mauriske palads i byen. I 1998 udsendte de en speciel øl – Reserva 1925. Det er altså på 73 års dagen ( ? ). Det er en øl, der er ”reserveret de mest kræsne ganer”. Flasken er et kunstværk i sig selv. Her er ingen etiket, men alt et skrevet med ophøjede bogstaver i glas – selv alle faktaoplysningerne på bagsiden. ( Jeg havde ikke kamera med, så jeg har tiltusket mig et billede på deres hjemmeside )

Det er en guldøl på 6.4%, måske mere i stil med en oktoberfestbier. Smuk gylden med en sødlig maltaroma af frugtig karakter. Den er fyldig i munden og også smagen er også domineret af malten og den lette frugtnoter. En anelse let humle i afslutningen med fyr og mynte. En udmærket øl som jeg såmænd godt en anden gang kan købe en sixpack af. Vi skal til Tenerife igen i efteråret.

Karakter 3+

Til lykke med fødelsdagen.

mandag den 26. marts 2012

Tid til en øl - Evil Twin El Raval Hipster Ale

26. Marts 2012

Netop hjemvendt efter koncert med Coro Misto. Det er deres 20. sæson og den 5. jubilæumskoncert. Den sidste jubilæumskoncert er i juni, hvor mange tidligere medlemmer også skal deltage. Det betyder at hele familien skal være med, for min kone og jeg var med fra starten, og nu er det vores piger der synger i koret. Det bliver en spændende dag. Koncerten til aften var overvejende med dirigenten – Søren Birch’s – egne værker, som snart skal indspilles. Til afveksling var der romantisk musik af Bruckner, Grieg og Mendelsohn. En fin koncert.

Musikere og kunstnere har gennem tiden ofte fundet sammen i forskellige kvarterer. Kunstnerkvarterer hvor kreative folk mødes og hvor der er masser af fest. Bohemer kaldtes disse mennesker ofte i gamle dage, men nu har de fået et nyt og mere hipt navn – Hipster. Der er disse Hipster-kvarterer i alle storbyer, og gennem tiderne er det  skiftende, hvor præcis det er.

Jeppe Bjergsø fra Evil Twin har brygget en hel del øl for at hylde disse personer og deres levevis – Shoreditch i London, Trastevere i Rom, Williamsburg i New York og Södermalm i Stockholm. Og også El Raval i Barcelona. I gamle dage var El Raval nær havnen et ”red light” distikt, men nu har området ændret karakter og er blevet sådant en kreativt hipsterkvarter.

”El Raval Hipster Ale” bliver brygget i Spanien ( Narpabier, Pamplona ) til det spanske marked, og alle oplysninger på etiketten står på spansk. Det er den øl fra Spanien, der har opnået højeste rating på Ratebeer, men det skal også nævnes at den spanske øl ikke er særlig eksperimenterende.

Men måske er der ved af ske en ændring. Hvert år afholdes en ølfestival i Barcelona, hvor der er over 100 forskellige ”craft beer” med. I 2011 var Evil Twins ”El Raval Hipster Ale” blandt dem, og med stor succes.

Det er en pale ale med amerikansk inspiration – en såkaldt APA ( American Pale Ale ( man kan godt løbe lidt vild i alle disse forkortelser )). Disse er kendetegnet ved brugen af amerikansk humle, samt en lidt kraftigere bitterhed. Dog ikke så kraftig at den bliver en IPA. Dette er en APA med en IBU på 32 ( se bare alle de forkortelser, og så nævner jeg endda aldrig EBC, der er et mål for øllets farve ).Alkohol procent 5,5%

Det er en flot gylden, let sløret øl med et væld af bittesmå bobler. Kraftigt hvidt skum, der føles tæt og blødt. Meget lækker aroma med tydelige noter af sød grape ( ikke sukret ), mango og lidt frugtvingummi. Den er frisk og med en smule bid. Smagen er ikke sød, men ellers træder aromanoterne fint frem med grape og mango. Bitterheden bliver hængende på behagelig vis i eftersmagen.

Karakter 4