Tid til en øl - Presidente / Blue Moon Belgian White

9. Marts 2014

Søndag kunne skibet ikke lægge til kaj i Samana, der ligger i den nordlige del af Den Dominicanske Republik. Så vi skulle sejle ind med redningsbådene, hvilket jo i sig selv var spændende. Derefter begav vi os ud i regnskoven til nogle små vandfald og damme, hvor man kunne bade. Da vi nåede til regnskoven, ventede nogle store unge mænd på at hjælpe os – især kvinderne – gennem de endog meget mudrede stier, men vi nåede helskindet frem. Det var en spændende tur, og vi fik meget at vide om planter og frugter.

Fra vandfaldet kunne de unge mænd slå saltomortaler ned i vandet. De vidste præcis, hvor der var et hul, de kunne lande i. Ellers var der kun en meter dybt med en del skarpe sten. Jeg nøjedes med et mindre spring, og landede heldigvis rigtigt.

Vi fik at vide, at den lokale ret var fisk og ris med kokosmælk, så det måtte vi prøve, da vi kom tilbage til byen. Det var ikke helt let, for tjeneren talte kun spansk, og selvom vi pegede på den engelske tekst på menukortet, forstod han ikke meget. Han forstod heller ikke ”Cola Light”. Til gengæld kom han med en ”Presidente Light”, selvom jeg kun sagde ”Presidente”. Med hjælp fra nabobordet lykkedes det endelig at få vores fisk. Velbekomme.

 

Den smagte såmænd udmærket, men noget festmåltid blev det ikke. Sjovt at have prøvet, dog.

 

”Presidente” er den lokale øl fra Den Dominicanske Republik. Den brygges af Cerveceria Nacional Dominicana, der blev stiftet i 1929 af en amerikaner – Charles H. Wanzer. I 1935 sendte de ”Presidente” på gaden til ære for præsident Raphael Leonidas Truillo. Det var en mørk øl, og den opnåede kun moderat succes, men i 1960 blev den konverteret til en pilsner, hvilket gjorde den kendt i USA og hele Vestindien. Den kan også fås i Spanien og Tyskland.

”Presidente Light” stammer fra 2005 og har mindre alkohol. Den er på 4,3% og lommer i en 650 ml flaske.

Den er meget lys med få, dovne bobler. Skummet sætter sig fint på glassets sider. Den har en svag duft af byg og halm. Formålet er tydeligvis det samme, som de andre latinamerikanske og sydlandske øl. Den skal være forfriskende og ren i karakteren. Neutral smag med lidt bitterhed til slut.

Karakter 2+

 

Om aftenen gik turen så tilbage mod New York, og vi nød som sædvanligt underholdningen på skibet. Jeg bestilte en ”Blue Moon Belgian White”, mens vi sad og lyttede til musikken.

Jeg skrev for et par dage siden om bryggeriet. ”Belgian White” er deres flagskib, og den er, som navnet mere end antyder, inspireret af en belgisk witbier. Den er på 5,4% ,og har en orange fremtoning. Der sætter sig bobler overalt på glasset. Jeg ved ikke om det skyldes, at øllet ofte blev serveret for koldt.  Den er ufiltreret og har svagt hvidt skum. Duften er temmelig neutral ( for kold ? ). Den er kraftig karboneret og bruser for meget op i munden. Smagen er præget af appelsinskal og sæbe. Witbier er jo traditionel set ofte tilsat koriander, der godt kan have en udpræget smag af sæbe, især hvis den er frisk. Her træder den kraftigt igennem og det er der sikkert nogle, der synes om, men ikke lige mig. Vi bruger af samme grund sjældent frisk koriander i salater, selvom det er så moderne.

Karakter 3

 

Tid til en øl - Øl-cruise / Blue Moon / Boddingtons

4. Marts 2014

Tirsdag – den første dag på havet var der indlagt en ølsmagning i ”Maltings Beer & Whisky Bar”. Det var jeg naturligvis med på sammen med en 25-30 andre mænd. Da jeg ankom stod der nogle piger og forsøgte at kapre os til deres event – bar-crawl med cocktail og breezers. Det havde de ikke stor succes med.

-”Du ligner en der kan lide cocktails,” sagde de, men jeg pointerede at jeg så absolut lignede en øl-mand – og det gav de mig også ret i. – ”Men vi er jo nødt til at prøve”, sagde de. De drog af sted med uforrettet sag. Vi vidste godt, hvad vi kom for.

Det blev dog en noget anderledes ølsmagning, end jeg er vant til. Den entusiastiske bartender talte med en udpræget asiatisk accent, som var svær at forstå. De amerikanere jeg sad sammen med, havde også svært ved at forstå ham.  Men der var indlagt konkurrencer hele tiden - med præmier. ”Easy questions”, som han sagde.

Jeg vandt et par gange bla. på spørgsmålet: ” I hvilket land ligger byen Budweiss?”. Da Tyskland og Østrig var blevet råbt et par gange, var jeg nødt til at sige ”Tjekkoslovakiet” ( hvilket jo ikke er helt rigtigt mere, men jeg ville ikke forvirre begreberne for meget ). Så vandt jeg en køletaske fra Miller Lite – fint nok. Jeg havde også svaret på hvad ”Cenosillicaphobia” er. Jeg forstod ikke helt, hvad han sagde, men gættede at det nok var ”frygten ved det tomme glas” – og det var rigtigt. Præmien var et shot Bailey i et stort glas Guinness, og så skylle det ned i en mundfuld. Senere vandt en anden samme præmie, og vi var slemt enige om, at det var bedre hver for sig.

Der var også spørgmål, vi ikke kunne svare på.

”Hvilken øl er den mest solgte i USA?” Det er ”Bud Light”, hvilket jeg ikke kunne komme på – måske fordi jeg ikke rigtig regner den for en øl .

”Den mest solgte øl i verden?” – Det burde jeg have vidst, for jeg har smagt den, men kunne ikke huske det. Det er den kinesiske ”Snow”.

Jeg havde frygtet at det var de øl, de havde på fad, der var smagningen, men det var heldigvis nogle andre. Ikke at de alle var så specielle og variationen i øltyper var heller ikke overvældende. De tre første var ”Tsingtao” fra Kina – ”Sapporo” fra Japan og ”Red Stripe” fra Jamaica.

        

Dem springer vi let hen over ( se evt andetsteds i bloggen, hvis det har interesse )

Derefter fulgte ”Blue Moon Pumpkin Ale” fra USA – Franziskaner Weissbier” fra Tyskland og ”Boddingtons Pub Ale” fra England.

         

Jeg havde ikke tidligere smagt Blue Moon og Boddintons, så det var jo spændende.

 

Blue Moon er et bryggeri fra Golden, Colerado. Det blev stiftet i 1995 af Keith Villa, der var inspireret af belgisk øl. Den første øl var ”Blue Moon Belgian White”, som er deres flagskib ( se senere indlæg fra cruiset ). Navnet stammer fra en ølsmagning, hvor en udbrød: ” a beer that tastes so good comes around only once in a blue moon”.

Deres seasonal “Blue Moon Harvest Pumpkin Ale” er en  - man kan nærmest kalde den græskarfarvet – øl. Skummet var ikke nævneværdigt i de små glas, men der var en tydelig duft af græskar og krydderier. Der er også tilsat kanel, nelliker og muskatnød og det er en dejlig aromatisk blanding. Good fylde og en behagelig krydret smag – så absolut smagningens bedste øl.

Karakter 4

Vi sluttede af med ”Boddingtons Pub Ale”. Bryggeriet ligger i Manchester og blev grundlagt i 1778 – dog under navnet Strangeways Brewery. I 1832 kom Henry Boddington til bryggeriet – han blev partner og i overtog det alene i 1853. Bryggeriet er nu ejet af  Anheuser Busch / InBev, der hævder de stadig tror på brand’et, selv om omsætningen er faldet efter deres overtagelse. I 2010 var Boddingtons Draught den 6. bedst sælgende øl i England.

”Boddingtons Pub Ale” er en kraftigere udgave af ”Draught”. Den er på 4,6% og det var en meget dårlig øl at slutte med. Det var vi alle enige om. Den var tam og fad, men det er sikkert en del af konceptet – den skal måske illudere en ”real ale”. Fakta er, at den er jævnt kedelig.

Karakter 2

Det var en sjov og fin oplevelse og jeg fik snakket med andre øldrikkere, og det er jo altid hyggeligt.