Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Skands. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skands. Vis alle opslag

lørdag den 8. maj 2021

Tid til en øl - Verdens Største Virtuelle Ølsmagning 1


 8. maj 2021

I dag deltog jeg i 'Verdens Største Virtuelle (øl)Smagning' ( VSVS21 ). Det var et arrangement af Craft Makers Collective og Anarkist, og målet var at slå verdensrekorden for flest deltagere i en virtuel ølsmagning. Derfor var der også officiel deltagelse af Guiness ( ikke bryggeriet ) Book of Records. Rekorden, der skulle slåes, var vist på 1000 deltagere.

Det var et arrangement med præsentation af øllene fra bryggerierne selv, musik i pauserne og Ølskole ved Anders Kissmeyer og Carsten Berthelsen. Der var også små reportager fra forsamlinger rundt i landet, og en enkelt helt fra Ghana.

Undervejs var der afstemning om øllene på en app og der var også indlagt et par 'Beer Battles'. Det vender jeg tilbage til.


Den første øl var fra Skands, der modigt lancerede en alkoholfri øl på 0,5%. Alkoholfrit øl er på vej frem, så det er ganske naturligt at denne øltype bliver præsenteret, men alligevel noget af et sats. Nu er jeg ikke konkurencemenneske, og faktisk ligeglad med, hvem der vinder, så det er kun fint at servere forskellige øloplevelser sådan en dag.

'CPH All Night' er en meget lys øl - brygget på både byg og hvede. Den har en duft i retning af citronsodavand. Den er naturligvis let og forfriskende - den bruser en del. Ganske udmærket smag, der er let syrlig af citron. Det kommer sikkert fra humlen, men bitterheden er kun på små 11 IBU.

Karakter 3


Næste øl var en gammel kending af Christian Skovdahl fra bryggeriet Beer Here.

'Tia Loca' er en øl, der trækker på hvedeøltraditionene fra både Belgien og Tyskland. Derfor er der både tysk hvedegær og belgisk koriander og appelsinskal i øllet, og det fungerer faktisk.

Det er en uklar, lys øl på 5,4%. Hvidt, let skum på toppen. det tyske islæt dukker frem i aromaen, hvor man fornemmer lidt banan, hvorimod smagen er præget af koriander og appelsin. Der er en lang eftersmag, der er domineret af en let syrlighed, men ikke nok til at retfærdiggøre betegnelsen 'sour' som den var præsenteret som i programmet.

Karakter 3+

Blandingen af belgisk og tysk tradition kan ses på etikette, der er kreeret af Christian Skovdahl selv.

På den oprindelige etikket - der også kortvarigt blev vist på skærmen ( vist ikke helt meningen, hvis man skal tro værternes kommentarer ), ses den belgiske Tintin, men med armen strakt løftet og et lille Hitleroverskæg. Det har nok været for provokerende - i hvert fald har Tintin nu fået et mere preussisk udseende i retning af Bismarck.


Sidste øl her i første del blev faktisk en 'sour'. Det er en 'Red Berries' fra serien Stolen Fruit'. Jeg har tidligere smagt denne øl på Nordic Brew festivalen i Frederikshavn. Det er en Berliner Weisse med masser af røde bær - solbær, hindbær, rips m.fl., og den overraskede flere i selskabet på en positiv måde.

Den er knaldrød med det nydeligste lyserøde skum. En anelse pussenusset at se på, men duft og smag er med fuld kraft. Jeg fornemmer mest solbær i duften, men også en sødlig note at hindbær. I smagen kommer bærrene ikke helt så meget frem. Den er let og sommerfrisk og syrligheden fra ripsene kommer frem i en pænt lang eftersmag. Der er ingen bitterhed og IBU er da også lig 0. Alkohol 5,4%

Karakter 3+






fredag den 17. juli 2015

Tid til en øl - Skands Ree Ale



17. Juli 2015
Vi har været på en lille miniferie på Mols, hvor vi boede på Fuglsøcentret. På vejen dertil gjorde vi stop ved Kalø Slotsruin. Det er en fin vandretur ud til øen, så det var dejligt at strække benene.
Dagen efter var vi på Helgenæs og i Ree Dyrepark, inden vi sluttede dagen på Ebeltoft Gårdbryggeris terrasse.

I Ree Dyrepark havde vi god tid, hvilket også var nødvendigt, da alene det at komme gennem køen til indgangen tog en lille time. Man kunne måske godt optimere forholdende lidt mere. Det virker ikke helt som om, de er forberedt på så mange gæster. Det tog også lang tid for alle at få noget at spise. Men det var dejligt at se de gode forhold dyrene lever under. Vi var også en tur rundt med jeepsafari, så vi kom tæt på nogle af dyrene på savannen. Man skal ikke regne med at se alle dyrene, da nogle forståeligt nok genner sig i vegetationen.

I souvenierbutikken kan man købe tre øl brygget specielt til Ree Park. Det er Bryggeriet Skands, der står bag dette. De har jo også specialiseret sig i specialbryg til forskellige foretagener, så det er nærliggende. Man kan købe en pakke med fire øl på tilbud – så er der to ”Ree Ale” i kassen.

”Ree Ale”  er en smuk gylden engelsk ale med  fint lyst skum. Jeg delte den med min svigersøn, da vi kom hjem. Den har en behagelig frugtig duft, og netop ordet behagelig dækker fint. Den er frisk og letdrikkelig. Smagen er præget af sødlig frugt og en let antydning af humle. Den er måske næsten lidt for magelig, men den faldt lige i min smag til aften.


Karakter 3+


I tre uger har jeg arbejdet hårdt med at færdigøre vores kulisser til ”Spillemand på en tagryg”, som vi skulle opføre på Skansen i Hals. Jeg står for malerarbejdet, og i år skulle det se gammelt og afskallet ud – fattig russisk by anno 1905. Jeg malede fra 9 – 18 og derefter øvede vi stykket indtil kl. 22, hvor vi fik noter til forbedringer. Så der var ikke megen tid til en øl. Men vi holdt en lille ølsmagning efter en lørdagsprøve.


Og sandelig om jeg ikke fandt en gave i min rekvisitkurv en af dagene – læg mærke til det tilføjede ”e”.




mandag den 8. december 2014

Tid til en øl - Skands Esrum Kloster


8. December 2014

Da jeg i sin tid begyndte at interessere mig for øl, var Brøckhouse et af de bedste og mest interessante bryggerier i landet. De lavede mange spændende øl, og man kunne købe dem i vores lokale Brugs. En af de mere specielle øl var en øl, de havde brygget i samarbejde med Esrum Kloster. De havde været på rov i klosterhaven og fundet spændende krydderurter frem. Brygget med både byg, hvede og rug og tilsat citronmelisse, mjødurt, lavendel, rosmarin, enebær og anis. Det var en – i hvert fald for mig – overraskende smag, som jeg ikke havde forventet i en øl. Men også overraskende god.

Desværre måtte Brøckhouse lukke, og Esrum Kloster fandt så en anden samarbejdspartner – nemlig Skands. Om det er samme opskrift, eller de har lavet deres egen, ved jeg ikke, men man har jo nok konsulteret gamle dokumenter og opskrifter i begge tilfælde. Ingredienslisterne ligner i hvert fald hinanden i høj grad.

Da vi besøgte vores datter i Helsingør i efteråret, tog vi på hjemrejsen forbi Esrum Kloster, og fandt der den nye udgave fra Skands. Den har til gengæld ikke været tilgængelig i vores lokale Brugs, så jeg var meget interesseret i at smage den. Og købte med hjem så vennerne også kunne smage. Det viste sig, at de enten ikke have smagt udgaven fra Brøckhouse – eller også kunne de ikke huske det.

Jeg tog den med til vores juleølsmagning, for selvom det ikke er en decideret juleøl, så er det den type øl, man bryggede til højtiderne i middelalderen.

Det er en mørkebrun øl på 7,5%. Den krydrede duft træder med det samme frem – især rosmarin og anis. Den har en god fylde og virker umiddelbart sødlig inden krydderierne kommer til orde. Her er det især lavendel, enebær og anis man lægger mærke til. Det var mit indtryk , at de fleste deltagere syntes godt om den, selvom nogle af dem ikke har den store erfaring med den type øl. Umiddelbart kan jeg ikke sige, om der er forskel på de to øl. De minder i hvert fald meget om hinanden, og jeg vil ikke have noget imod, hvis Skands satte nogle flasker på hylderne nede i Brugsen.

Karakter 4+

Rigtig god til vintermad, især enebærgryde.


fredag den 11. april 2014

Tid til en øl - Skands Tæppefald


11. April 2014

I dag er det min fødselsdag. En af gaverne i morges var en teatertur til Himmerlands Teater i Hobro, hvor forestillingen ”3 mand og et billardbord” spillede for sidste gang. En af de tre mænd er vores instruktør på Skansespillet – Ronny Sterlø – så vi glædede os til turen. Det var en fantastisk forestilling – både morsom og alvorlig.

I pausen kunne man i baren erhverve sig en lille buttet ølflaske ved navn ”Tæppefald”. Jeg har fået lavet det ene øje, men det er til at se lang med, så jeg havde stadig svært ved af læse de små bogstaver på flasken. Men jeg kunne jo tage min venstre kontaktlinse ud, og så kan jeg læse det, der er skrevet med småt.

Bryggeriet er Skands, og det er en øl brygget til Det Kongelige Teater ( og altså Himmerlands i Hobro ). Øllet er en mørk øl på 6,2%. Og så er det mine evner kommer til kort. Er den over eller undergæret? Er det en dunkel eller en brown ale? Umiddelbart ville jeg sige overgæret for duften er frugtig med ristet malt og en anelse krydderi. Men det er en meget let øl at have i munden, og her minder den lidt om en undergæret øl. Smagen er ”overgæret” med frugt og let krydderi, men den forsvinder hurtigt. Ret sent dukker en svag, men umiskendelig bitterhed op.

Karakter 3+

Tilbage i teatersalen blev de løse ender og mysterier løst til sidst.  På et tidspunkt optræder der øl i forestillingen. Gud opfylder mændenes ønsker og en af dem har tænkt på øl ( Jeg vil ikke forklare nærmere ). Det viser sig at være Albani Pilsner, men den ene af mændene ønsker sig i stedet en ”mørk belgisk øl brygget på ægte trappistgær”. Det bliver naturligvis også opfyldt.

Det var lige, hvad jeg ønskede mig, da jeg kom hjem, og sandelig om der ikke stod en ”Rochefort 10” i skabet. Det har været en god fødselsdag, og den sluttede med maner.


søndag den 1. april 2012

Tid til en øl - Påskeølsmagning 2


1. April 2012
For 2 år siden afholdt man også en påskeølsmagning i Aalborg, hvor en del af de kendte, traditionelle påskebryg blev smagt, bla. Salvator, der jo er den oprindelige ”påskebryg”. Den historie fik vi naturligvis gentaget. Den har også været bragt 2 gange i Nordjyske Stiftstidende her op til påske. Jeg har selv fortalt den ved et par ølsmagninger for nyligt ( jeg kan godt lide at have Salvator med hele året pga historien – og det gode øl, naturligvis ), og man kan læse den her på bloggen ( 2. okt 2009 eller kig under Paulaner ).
Ved denne smagning havde man forsøgt med mere utraditionelle øl – hvedeøl, forårsøl, pale ales, biere de garde, og der var faktisk ikke en eneste mørk øl iblandt. Den mørkeste var ”Påskir” fra Okkara, der i bedste fald kan kaldes en ”dunkel.”

Det gjorde sig også gældende med øl nr. 5½ - ”Vårøl” på 6,4% fra Hornbeer. Den havde sneget sig ind i programmet, fordi Hornbeer lige har vundet årets 2 ølvalg, og så skulle de da også hyldes.
Det er en American Pale Ale – grænsende til amber. Kåde køer, der lige er komme på græs springer rundt på etiketten. Det er abrikosfarvet grums med en duft af skarp humle og kløver/skovsyre, der giver et lille syrligt strejf. Den er let, skarp og man mærker også den lette syrlighed i smagen. Fin balancerende bitterhed.
Karakter 3+ ( med retning opad ).
Derefter fulgte den nok mest kendte saison, nemlig den fra Dupont – ”Saison Dupont Cuvee Dry Hopping”. Altså en special udgave med ekstra humle, tilsat ved tørhumling. Jeg smagte den første gang på Øllets dag 2011, hvor jeg blev lidt overrasket over humlen. Måske fordi jeg nu var forberedt faldt den denne gang mere i min smag.
Vi fik at vide, at der var brugt en speciel gær fra Dupont, og at der blev gæret helt op til 32O, hvilket er meget varmt. Derefter er øllet varmlagret ved 23O i 6-8 uger. Det er lidt specielt.
Det er en sløret, gylden øl med blødt hvidt skum. Dejlig duft. Måske er jeg ene om denne iagttagelse, men jeg fornemmede æblekage med makroner. Dejlig frisk i munden. Også makron i smagen – i hvert fald i begyndelsen inden en behagelig bitterhed tager over.
Karakter 4

Næste øl var på fad – Søgaards ”Gækkebryg” på 5,0%. Også en American Pale Ale. Jeg kunne se i mine noter fra tidligere ( 7. marts 09 ) at jeg den gang godt kunne lide den, så mine forventninger var lidt høje. De blev heldigvis indfriet. Preben havde forhørt sig ved bryggeren, for at få oplysninger om humletyper og det er: magnum, green bullit, simcoe og centennial.
Set i lyset var der allerede guldskær over denne øl ( den vandt dog ikke ). Tydelig amerikansk aromahumle – lemon, citrongræs. Frisk og god fylde i munden. Smagen er også i fin balance med citrus og en markant bitterhed.
Karakter 4
Bryggeriet Skands var repræsenteret med en Engelsk Strong Ale – ”Påskebryg” på 6,2%. Den har jeg også smagt tidligere ( 23. marts 10 ).
Klar gylden øl. Svagt skum. Den har en let bær/frugt aroma. Også denne øl føles forårsfrisk. Frugtig smag med lidt kløver og frugtsødme. Mild bitterhed i eftersmagen.
Karakter 4
Dette billede er snyd. Jeg glemte rent faktisk at tage et billede af Herslevs ”Forårsbryg”, men havde skrevet om den før ( 12. juni 11 ), så billedet stammer fra min have. Denne øl beskrives som en AIPA ( American India Pale Ale ) på 8,0% og en bitterhed på 60 IBU. Der er brugt cascade-humle.
I mine noter står der ”orange sløret øl”, hvilket jo passer dårligt med billedet, men der var helt sikkert mere bundfald med i år. Dejlig aromatisk duft med lys frugt og citrus. God fyldig smag med sødme i starten ( måske den eneste, der rent faktisk indeholdt lidt sødme ) – derefter lidt frugt og en god gang humlebitterhed i eftersmagen.
Karakter 4+
På Klosterbryggeriet har de åbenbart ansat en farveblind til at designe etiketter. Det var en uskøn blanding af farver og påskeæg og påskehare. På den anden side kan man da huske den. De har lavet en bock med det simple og klare navn – ”Påske”. Den blev præsenteret som en dobbeltbock i stil med Salvator og på etiketten får vi da også dobbeltbockens historie. Endelig en mørk øl – tænkte vi. Men…. Det er nærmere en ”Helles Bock”. Forårets lyse timer har i den grad influeret på årets påskeøl ( den ser egentlig mørkere ud på billedet end jeg syntes den var ). Den er brygget på Ørbæk Bryggeriet.
Let maltet duft. Let og behagelig i munden. Malten giver lidt sødme i smagen og en lille god note af sveske. En udmærket bock øl, men måske for let til at være en dobbeltbock
Karakter 4
Ved afstemningen var det de sidste 5 øl, der lå højst placeret, så der var jeg i overensstemmelse med flertallet. Det var også min favorit fra Herslev, der løb med sejren, men ellers var det svært at vælge mellem de andre øl for mit vedkommende.
En glimrende smagning – øllet udmærket, stemningen i top.


torsdag den 2. december 2010

Tid til en øl - Skands Julebryg


2. December 2010

Så fik vi lært nogle nye trin i rumba – faktisk resten af serien. Jeg skal love for , at der er brug for flere intelligenser – både analytisk, musisk og kropslig. Heldigvis er mændenes trin ikke så svære som kvindens, men der skal nok øves en del herhjemme, for at kunne huske det til næste gang.

Jeg var i Bilka i dag for at hente min ølkalender for 2011. Jeg har samlet 12 af de bedste ølbilleder fra bloggen og sendt dem til Bilka, der så producerer en lille vægkalender. Jeg har haft en i år, selvom gæster ind imellem synes, det er lidt nørdet. Vi fik lidt at spise i Bilka ( med Blå X-mas ), så efter dansen var der tid til en lille øl.

Og ”Julebryg” fra Skands er en lille øl – kun 25 cl. Jeg ved ikke, hvorfor den er så lille. Der oplyses ikke noget på deres hjemmeside. Men den første ”Julebryg” fra 2004 blev hurtigt udsolgt, så måske prøver de at strække lageret i år. Der kan også blive plads til flere snapse, men det burde et bryggeri jo ikke tage sig af. Endelig kan det være for at understrege, at Skands er et ”mikrobryggeri”. Hvis nogen kender svarer, vil jeg gerne vide det.

Det er en undergæret dunkel med lidt mere procent end normalt, men det er jo også en juleudgave – 6,5%. Brygget på specialmalte og humle med sydtysk humle og lagret i lang tid.

Det bliver en mørk øl med rødligt skær og groft, lidt offwhite skum. Man fornemmer en maltet duft med et lille syrligt strejf af frugt. Den er let i munden uden at være vandet. God smag af malt og karamel og en lille sur antydning af tobak. Der rundes af med en god bitterhed.

Karakter 3+

Det er en udmærket juleøl, der dog ikke gør noget stort nummer ud af sig selv.

Købt hos Vinspecialisten i Aalborg.


tirsdag den 23. marts 2010

Tid til en øl - Skands Påskebryg

23. Marts 2010

Påsken er snart over os med god mad og drikke, og der er som sædvanlig mange påskeøl på markedet. Forleden stødte jeg på en påskebryg fra bryggeriet Skands. Jeg har ikke tidligere smagt øl herfra, men ved at det er en af Danmarks få kvindlige bryggere, der står bag øllet – Birthe Skands. Hun er uddannet brygmester hos Carlsberg, men siden 2003 har hun sammen med Morten Skands drevet et mikrobryggeri. De brygger kun et par gange om ugen, for at øllet skal være så friskt som muligt. Øllet kan købes i Irma ( som vi ikke har mange af på disse kanter ) og i specialforretninger.

Den rhombeformede etiket er lidt minimalistisk. Den fanger ikke rigtig øjet, men det er sikkert for at give indtryk af enkelthed og håndbryg. Der er ikke noget pop og PR her. Til gengæld er etiketten fint lysegul her til påske.

Der er ikke ( endnu ) nogen beskrivelse på hjemmesiden og på etiketten får man kun oplyst lidt. Brygget efter engelsk tradition ( overgæret ) med engelske specialmalte og amerikansk humle.

Der er en mørkgylden, klar øl med masser af små livlige bobler. Der er en sødlig, lidt blomsteragtig duft. Det er en strong ale på 6,3%, men den føles frisk og let i munden. Der er lidt anderledes smag af sødlig malt og frugt ( der er brugt en ny gærstamme ), samt en lidt sprittet note. Den amerikanske humle træder ikke i karakter. Der er kun en behersket bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+