Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 17. juli 2015

Tid til en øl - Skands Ree Ale



17. Juli 2015
Vi har været på en lille miniferie på Mols, hvor vi boede på Fuglsøcentret. På vejen dertil gjorde vi stop ved Kalø Slotsruin. Det er en fin vandretur ud til øen, så det var dejligt at strække benene.
Dagen efter var vi på Helgenæs og i Ree Dyrepark, inden vi sluttede dagen på Ebeltoft Gårdbryggeris terrasse.

I Ree Dyrepark havde vi god tid, hvilket også var nødvendigt, da alene det at komme gennem køen til indgangen tog en lille time. Man kunne måske godt optimere forholdende lidt mere. Det virker ikke helt som om, de er forberedt på så mange gæster. Det tog også lang tid for alle at få noget at spise. Men det var dejligt at se de gode forhold dyrene lever under. Vi var også en tur rundt med jeepsafari, så vi kom tæt på nogle af dyrene på savannen. Man skal ikke regne med at se alle dyrene, da nogle forståeligt nok genner sig i vegetationen.

I souvenierbutikken kan man købe tre øl brygget specielt til Ree Park. Det er Bryggeriet Skands, der står bag dette. De har jo også specialiseret sig i specialbryg til forskellige foretagener, så det er nærliggende. Man kan købe en pakke med fire øl på tilbud – så er der to ”Ree Ale” i kassen.

”Ree Ale”  er en smuk gylden engelsk ale med  fint lyst skum. Jeg delte den med min svigersøn, da vi kom hjem. Den har en behagelig frugtig duft, og netop ordet behagelig dækker fint. Den er frisk og letdrikkelig. Smagen er præget af sødlig frugt og en let antydning af humle. Den er måske næsten lidt for magelig, men den faldt lige i min smag til aften.


Karakter 3+


I tre uger har jeg arbejdet hårdt med at færdigøre vores kulisser til ”Spillemand på en tagryg”, som vi skulle opføre på Skansen i Hals. Jeg står for malerarbejdet, og i år skulle det se gammelt og afskallet ud – fattig russisk by anno 1905. Jeg malede fra 9 – 18 og derefter øvede vi stykket indtil kl. 22, hvor vi fik noter til forbedringer. Så der var ikke megen tid til en øl. Men vi holdt en lille ølsmagning efter en lørdagsprøve.


Og sandelig om jeg ikke fandt en gave i min rekvisitkurv en af dagene – læg mærke til det tilføjede ”e”.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar