Tid til en øl - Ølmarathon /Sour Ale

22. Marts 2017

Lørdag havde jeg indkaldt til marathon – en ølmarathon med 42,195 øl. Vi var 8 mand, der ville give os i kast med udfordringen, og som man kan se på billedet rejste muren sig allerede fra starten. Vi har nu i 10 år mødtes flere gange om året til ølsmagninger, så det var spændende at prøve noget nyt.

Vi vidste ikke, om vi ville blive trætte af at smage så mange forskellige øl, men regnede nok med at kunne gennemføre. Jeg havde købt en flaske af hvert øl, så vi ville få 4-6 cl af hver – i alt ca 2 liter øl. Vi vidste heller ikke, hvor lang tid det ville tage, så vi begyndte kl. 14,00. Så havde vi tid nok.

Vi kom dog først i gang 14,45, men sådan er det nu engang.

Jeg havde inddelt øllede i kategorier på 5 øl. den første var Sour Ale.

De af os, der har været med alle 10 år, har tidligere stiftet bekendtskab med de syrlige øl – med blandet resultat.

Min ide med smagningen var, at det skulle være 43 forskellige øltyper fra 43 forskellige bryggerier. Det lykkedes dog ikke helt. Mere om det senere.

1. øl i programmet var en ”Kriek” fra Bierkastel van Honsebrouck. Det er et bryggeri fra 1865. Det ligger i Ingelmunster i Vestflandern. Det var Amandus van Honsebrouck, der grundlagde bryggerdynastiet, men han døde pludseligt og efterlod bryggeriet til sin søn Emile. Han var ligesom faderen både brygger og borgmester i Werken. Han giftede sig med Louise de Poorter, men hun kom ikke godt ud af det med svigermoderen og derfor flyttede familien til hendes fødeby, Ingelmunster. På dette tidspunkt hed bryggeriet Sint Jozef.

I 1953 overtog Luc van Honsebrouck bryggeriet og han erfarede hurtigt, at det var svært at konkurrere med de industrielle pilsnerbryggerier. Så i 1954 opgav man pilsner og begyndte at brygge Oud Bruin i stedet. Efter nogen tid begyndte man også at producere Gueuze.

Denne øl blev opkaldt efter konens bedstefar, Louis Lampeart, der også var brygger, og den kom til at hedde ”St. Louis”. I 1958 kom der en Kriek-udgave. De brygger også de berømte øl ”Brigand” og ”Kasteel”

”St. Louis” serien indeholder 3 kriekbier i forskellig styrke. Dem stærkeste er ”Fond Tradition” på 6,5%. Det er en blanding af ny og lagret lambic - tilsat 25% kriek-kirsebærjuice.

En ufiltreret rødlig øl med en kraftig duft af kirsebær. Den er ikke sødet og det er den naturlige sødme fra kirsebærene, der balancerer syrligheden.

Karakter 3+

Næste øl var derimod netop sødet. For en af metoderne til at dæmpe eller balancere syrligheden om man vil er ved at tilsætte mørkt sukker. Denne øltype bliver kaldt Faro, og jeg har aldrig stødt på andre udgaver end Lindemanns. Jeg spurgte Vera fra ”Det Bette Ølhus” i Aalbæk, om hun havde andre, men hun var heller ikke stødt på andre, og det er dog en kvinde med megen erfaring på det område. Heller ikke mine forskellige ølbøger nævner flere øl end netop Lindemanns. Det ser dog ud til af Boon har en i deres sortiment, men der er åbenbart ingen, der kender til den. Lindemanns begyndte af brygge ”Faro” i 1978, hvor interessen for typen efter sigende skulle være stor.

Bryggeriet ligger i Wiezenbeek, Brabant og stammer fra 1822.

Det er sødme med syrlighed i baggrunden. Der var nok en opfattelse blandt deltagerne af, at det var lidt for meget sukkervand.

Karakter 3

Det er ikke kun belgierne, der brygger syrligt øl. Også tyskerne er med i feltet. Fra Berlin stammer den kendte ”Berlinerweisse”, der ofte sødes med frugt og bær – og fra Goslar kommer ”Gose”. Jeg har desværre ikke smagt originale udgaver af disse to øl, men flere nye mikrobryggerier har taget stilen op – og sluppet godt fra det.

Jeg havde fundet en ”Gooseberry Gose” fra det engelske bryggeri Magic Rock”. Bryggeriet er ret nyt – fra 2011. Det ligger i Hudderfield, Yorkshire og er stiftet af to brødre, Richard og Jonny Burhouse. Brygmesteren hedder Stuart Ross.

Deres gose hedder ”Salty Kiss”, for det helt specielle ved gose er at der er salt i vandet. I området omkring Goslar er der store saltforekomster, og derfor har der været salt i grundvandet, som er benyttet til ølbrygning. Selvom stilen er flyttet fra Goslar til Leipzig i nyere tid tilsætter man stadig salt til vandet, for at give den rette fornemmelse.

”Salty Kiss” er brygget i samarbejde med danske Anders Kissmeyer, hvilket jo også medvirker til navnet. Ingredienserne er stikkelsbær, havtorn og havsalt. Den er på 4,1% og har en let syrlighed. Stikkelsbær giver jo ikke nævneværdig sødme til smagen, men man fornemmer tydeligt salt i eftersmagen.

Karakter 3

”Slaapmutske” betyder ”nathue” og er navnet på et belgisk bryggeri fra 2000. Stifteren Dany de Smeet har arbejdet på Huyghe ( Delerium ) og i 1999 ventede familien sig en søn. Dany mente, det kunne være en god ide, at barselsgæsterne kunne smage en øl, når de kom på besøg og lavede en ”Jonasbier”. Det viste sig, at der efterfølgende var stor efterspørgsel på denne øl og året efter lancerede de den som ”Winterbier”. Da de diskuterede navnet på deres nye bryggeri, kom de til at tænke på, at sutten dyppet i øl var en god ”nathue” for lille Jonas, for så sov han så godt. Deraf navnet – måske. Sloganet er: ”with a name like a Slaapmutske, it has to be good”.

”FLOSS” står for ”FLemish Old Style Sour” og er et bud på en Oud Bruin. En øl, der får sin syrlighed fra tilsætning af mælkesyrebakterier. ”FLOSS” er på 5,0%, og den er meget rød end brun i fremtoningen. Der er heller ikke meget sødme i smagen, men en behagelig syrlighed

Karakter 3+

Sidste eksempel på sour ale  kom fra Brouwerij Boon, der ligger i Lembeek. Bryggeriet stammer helt tilbage fra 1680 og det er herfra byen, at betegnelsen ”lambic” stammer. Frank Boon overtog bryggeriet i 1975.

Geuze er en spontangæret øltype, hvor man blander ny lambic med ældre, for at frembringe en mere afdæmpet syrlighed. Jeg har endnu ikke forliget mig med den rene, friske lambic, og har stadig forbehold overfor gueze ( gueuze ). Denne ”Geuze Boon Vat 79” er en helt speciel blanding, som måske kunne hjælpe lidt på det. Det er en blanding af 10% ny, frisk lambic og 90% lambic, der har været lagret i 3 år. Denne lambic blev brygget i 2011 og lagt på et helt specielt fad – ”Vat 79”. Dette fad er det ældste bryggeriet ejer. Det stammer fra 1883, og har så vidt jeg har forstået været i brug siden Frank Boon overtog bryggeriet i 1975.

Det er en kraftig øl på 9.0%, men selvom man godt kan mærke alkoholen, er det syrligheden der kraftigt dominerer. Jeg overgiver mig stadig ikke helt til denne type. Selvom den er rundere end jeg tidligere har smagt fra Boon, er den stadig meget syrlig og med lidt for meget hestestald og bondegård.

Karakter 3

Tid til en øl - Topmøde / Hornbeer Imperial IPA

19. April 2015

I går samledes fem nordjyske lokalafdelinger til ”topmøde” ( formandens betegnelse ) i toppen af regionen. Erling Christensen Møbler i Hørmested har – udover alt hvad huset kan bruge – også en vin & spiritusafdeling, samt en velassorteret ølhylde, hvor man kan få mange danske og udenlandske øl.

De fem lokalafdelinger var Skagen, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Aalborg, og vi blev bænket ved to lange borde midt i tæppeafdelingen. Lokalformanden fra Hjørring havde valgt de ti øl, vi skulle smage – afbrudt af en god gang labskovs midt i smagningen. I pausen kunne man også købe øl til fordelagtige priser.

Den første øl var en ferskenøl fra Lindemanns – ”Pecheresse”. Den er kun på 2,5% og delte – som forventet – forsamlingen i to. Der var nogle der ikke kunne forene det med begrebet ”øl”. Men jeg har jo altid været plaget af en sød tand, og Lindemanns søder deres spontangærede øl temmelig kraftigt. Det er en velkomstdrink, der helst skal serveres kold, men så gør den også udmærket nytte.

Karakter 3+

Derefter fulgte en hvedeøl fra Skagen Bryghus. Jeg ved ikke helt om stilen er tysk eller belgisk, for ret beset er den utrolig neutral i udtrykket. Der er ikke tyske hvedegærsnoter eller belgiske krydderier i. Men den skal såmænd nok slukke tørsten en varm sommerdag i Skagen.

Karakter 2+

Så var der mere karakter over næste øl – en undergæret, humlet øl fra Hornbeer – ”Dryhop”. Tanken var at lave en tør øl uden restsødme, og dertil har man brugt tørhumling, så navnet giver mening på mere end en måde. Jeg er normalt ikke så meget for den tørre, rene bitterhed, men jeg må indrømme at Hornbeer her har ramt det godt. Der er udelukkende brugt Amarillo humle og bitterheden lander på 45 IBU. Duften er præget at let humle, men den fine humlesmag hænger faktisk ved i lang tid, så eftersmagen ikke udelukkende er bitter. Procenten er kun på 5,0%.

Karakter 4

I næste øl var der også Amarillo, men her var det et belgisk forsøg på at lave i IPA. Oprindelig er ”Troubadour Magma” fra The Musketeers beregnet til det amerikanske marked, men den kan nu fås i Europa også. Det er en kraftigere øl på 9,0%. Humlesmagen blandes op med belgisk krydderi. Den bruser op i munden, og virker på alle måder voldsommere. Jeg kan nok bedre forlige mig med denne mangfoldighed, end den fine enkelthed i ”Dryhop”, men det er til gengæld ikke en øl, man indtager i store mængder. Dertil er den for overvældende.

Karakter 4+

De fire første øl har tidligere været anmeldt her på bloggen, så den sidste var en øl, jeg ikke før havde smagt.

Vi sluttede første afdeling af med mere humle. Igen Hornbeer. Denne gang en ”Imperial IPA” på 8,3%. Her var der både Amarillo, Cascade, Columbus og Centennial, og bitterheden kom op på 89 IBU. Det er en sløret, orange øl med en frugtig humlearoma. God lang smag med sødlig grape.

Karakter 4

Så var der ryge-,tisse-,strække ben-, købe øl pause – og mad.

Tid til en øl - Lindemans Pecheresse

14. September 2010

I dag havde vi forsalg til en koncert med vokalgruppen Basix næste onsdag. Vi har allerede solgt halvdelen af billetterne og håber der bliver udsolgt. Det bliver en fantastisk koncert i Vester Hassing Kirke.

Pêche betyder fersken på fransk – Péche betyder synd og Pécheresse betyder altså synderinde / fristerinde. Hende ser man tydeligt på aftenens etiket. ”Pecheresse” spiller på dobbeltbetydningen af ordet. Det er en fersken lambik fra bryggeriet Lindemans.

Jeg har tidligere skrevet om deres ”Faro” ( 25 sep. 09 )

Lindemans ligger i Payottenland – nær Bruxelles – hvor næsten al spontangæret øl fremstilles. Bryggeriet stammer fra 1808 og tæller 8 generationer af Lindemans. I 1946 døde Emiel Lindemans tidligt og efterlod sig sin kone og nogle små sønner. Man måtte sælge dyrene og jorden og hyrede arbejdskraft til at klare lambikproduktionen i mange år. Men i 1970’erne moderniserede Rene Lindemans byggeriet og begyndte at fremstille frugtlambic ( fersken, solbær og hindbær ). I 1978 fremstillede han for første gang den sødede ”Faro”, og i 1987 kom ”Pecheresse”

Lambik er spontangæret og har en meget syrlig smag. Derfor søder man det ofte med frugt. Lindemans er kendt  - og kritiseret – for nogle meget sødlige udgaver af frugtlambik, men jeg kan nu meget godt lide det.

”Pecheresse” er en lille 25 cl øl med en alkoholprocent på 2,5%, så man drikker sig ikke fra sans og samling. Det er en smuk orangegylden øl med et svagt hvidt skumlag. Mange små bobler. Syrlig duft af frugt som æbler og fersken. Den er meget prikkende og skarp i munden – føles svagt ætsende ( det er bare en fornemmelse ). Syrlig/sød smag med tydelige noter af fersken og æble. Den virker meget cideragtig.

Karakter 3+

Der er nok nogle, der vil hævde, at det ikke er en øl. Det er forkert – det er en øl. Der er nok andre, der vil hævde, at den ikke smager af øl, og det er til gengæld rigtigt. Min kone drikker ikke øl, og når jeg alligevel engang i mellem overtaler hende til at prøve, siger hun at det ”smager af øl” lige meget hvilken type det er. Men denne ”Pecheresse” smagte - ifølge eksperten - ikke af øl og kunne faktisk godt drikkes. Selv min store datter, der heller ikke drikker øl, kunne godt lide den. ( de fik ikke lov at smage så meget, for der er kun 25 cl )

Jeg ved, at ”Pecheresse” ofte bliver brugt som velkomstdrink, og det er også en passende anvendelse for den.

Tid til en øl -

25. September 2009

Vi følger jo med i vild med dans her i huset, fordi vi selv er blevet vilde med det. I år er vores egne dansesinstruktører dog ikke med, men det er spændende alligevel. Det var nok de rigtige, der gik ud denne gang, for nok havde Sven Ole en god holdning, men han bevægede sig ikke meget rundt. Måske holder Basim lidt pga charmen, men i forhold til de andre dansere er det ikke så interessant, så vi får se om det er nok.

Jeg knappede en – for mig – ukendt øltype op til aften. En ”Faro” fra bryggeriet Lindemans. Det er en øl, der signalerer champagne – med sølvpapir på halsen og skrift og indramning på etiketten i bedste Art Noveau – stil. Efter kapslen er taget af, må man have fat i proptrækkeren, da den yderligere er lukket med korkprop

En Faro er en af de spontangærede øl, hvor vildgær har fået lov at virke, sammen med andre mikroorganismer. ( det er ikke det, man forstår som mikrobryggeri ). Forskere har fundet over 160 forskellige mikroorganismer i et parti øl. Det giver en syrlig, snerpende øl, der kaldes ”Lambic”. Disse øl kan være meget vanskelige at forlige sig med pga syrligheden og en af måderne at afhjælpe det på er, at tilsætte ekstra sukker til øllet. Sådan skabes en Faro.

Bestiller man en Faro på cafe, bliver sukkeret først tilsat på stedet, så gæren ikke kan nå at omsætte det. Men har man at gøre med flaskeøl må proceduren være en andre, ellers ville gæren forvandle al sukkeret inden øllet bliver solgt. Derfor filtrerer man lambic’en først, så der ikke er gær tilbage, inden man tilsætter sukker.

Lindemans ligger i Payottenland – nær Bruxelles – hvor næsten al spontangæret øl fremstilles. Bryggeriet stammer fra 1808 og tæller 8 generationer af Lindemans. I 1970’erne moderniserede Rene Lindemans byggeriet og begyndet at fremstille frugtlambic ( fersken, sælbær og hindbær ). I 1978 fremstillede han for første gang den sødede ”Faro”.

Det er en ravgylden, klar øl på 4,0%. Skummer kraftigt, men det forsvinder hurtigt. Duften er syrlighed blandet med sødme fra sukkeret. Smagen indledes med tydelig sukkersødme, der i høj grad dæmper syrligheden. Øllet føles skarpt og en anelse snerpende.Eftesmagen er præget af syrlighed, hvor sødmen er klinget af. Humlen mærkes stort set ikke.

Karakter 3+

Der er alligevel så meget syrlighed tilbage i øllet, at sødmen ikke bliver vammel. Foreløbig foretrækker jeg denne variant fremfor den meget syrlige, ægte, rene lambic.