Tid til en øl - Hoegaarden Wit 2

19. Marts 2012

I dag har Hoegaarden Wit fødselsdag. Den blev skabt i 1966 af Pierre Celis, og jeg syntes, jeg ville fejre dagen med en original wit. Jeg skrev om den sidste år på fødselsdagen – sammen med dens slægtninge ( ”Celis White” og ”Hoegaarden Speciale” ), men da jeg endnu ikke har fået indført noterne fra 2011, vil jeg lige repetere historien.

” Pierre Celis blev født i Hoegaarden i 1925 og hjalp som dreng til på Tomson bryggeriet, der lå lige ved siden af, og hvor man bryggede witbier, der er knyttet til egnen. Da dette bryggeri lukkede i 1955, var øltypen i realiteten forsvundet fra ølmarkedet. Pierre Celis blev mejerist, men besluttede sig i 1966 at starte med at brygge witbier igen efter de gamle opskrifter fra 1400 tallet. Det blev hurtigt en stor succes, og snart begyndte flere belgiske bryggerier at brygge typen.

I slutningen at 1980 brændte bryggeriet ned, og da Celis ikke havde forsikret bygningerne, trådte bryggerigiganten Interbrew til med hjælp. Mod at få aktiemajoriteten. Det gav til sidst så store kontroverser, at Pierre Celis sagde farvel og tak, og oprettede et bryggeri i USA. Han bosatte sig aldrig i staterne, men hans datter og svigersøn boede i Austin, Texas, og de styrede det. Herfra sendte de witbier på det amerikanske marked, og ”Celis White” vandt guldmedalje i Great American Beer Festival i både 92 og 93. På et tidspunkt overtog Miller distributionen, og de endte med at købe det hele og lukke bryggeriet. Sidste øl kom på markedet i februar 2001.

I december 2002 købte Michigan Brewing Company rettighederne af Miller og det er nu dem der står for produktionen.

Da Interbrew overtog ledelsen ville de ændre på brygmetoden ved at indføre ”high gravity” brygning, for at nedskære omkostningerne. Det foregår ved at man brygger en meget stærk urt, som man derefter udvander. Det ville Celis ikke gå med til. Celis bryggede også sin øl på en skrå af 50% pilsnermalt og 50% umaltet hvede. Dette forhold blev også ændret, så det i dag er forholdet 70% pilsnermalt – 30% hvede. Dette gælder for de fleste belgiske witbier.

I USA holder man fast i 50-50. Men Miller ændrede også på opskriften, da de ikke ville importere tjekkisk humle, men i stedet benyttede amerikansk.

Pierre Celis bor stadig i Hoegaarden, og vil trods adskillige opfordringer ikke begynde at brygge igen.”

Det er lidt forskelligt, hvordan jeg reagerer på denne øl. Nogle gange er den for parfumeret, andre gange kan den gå an. I dag var den en behagelig oplevelse.

Det er en bleggul øl – sløret og mæsten gråhvid i farven. Hvidt skum på toppen. Krydret duft, hvor koriander dominerer. Der er også tilsat appelsin fra Curacao, men det gjode ikke noget væsen af sig i dag. Den føles meget livlig i munden. Smag af koriander og til sidst dukker appelsinene frem med en anelse bitterhed. Humlen er nedtonet, så eftersmagen er præget af krydderi.

Karakter 3+

Til lykke med fødselsdagen

Tid til en øl - Hoegaarden Wit / CelisWhite / Hoegaarden Speciale

19. Marts 2011

I går holdt jeg ølsmagning hjemme i privaten for vennerne. Det gør jeg 1- 2 gange om året, og det er altid vældig hyggeligt. Det håber jeg også, de andre synes. De kommer i hvert fald gerne, selvom der kan være nogle logistiske problemer med at komme hjem. Heldigvis er deres koner søde og forstående, og gider godt hente dem. Vi har normalt 10 forskellige øl på programmet, hvilket resulterede i, at den første øl i går måtte benævnes 1a,1b,1c. Ellers gik det ikke op.

 

Der var også egentlig tale om en øl i 3 forklædninger – nemlig den berømte witbier som Pierre Celis bryggede første gang d. 19. marts 1966. Der var altså tale om en 45 års fødselsdag.

Pierre Celis blev født i Hoegaarden i 1925 og hjalp som dreng til på Tomson bryggeriet, der lå lige ved siden af, og hvor man bryggede witbier, der er knyttet til egnen. Da dette bryggeri lukkede i 1955, var øltypen i realiteten forsvundet fra ølmarkedet. Pierre Celis blev mejerist, men besluttede sig i 1966 at starte med at brygge witbier igen efter de gamle opskrifter fra 1400 tallet. Det blev hurtigt en stor succes, og snart begyndte flere belgiske bryggerier at brygge typen.

I slutningen at 1980 brændte bryggeriet ned, og da Celis ikke havde forsikret bygningerne, trådte bryggerigiganten Interbrew til med hjælp. Mod at få aktiemajoriteten. Det gav til sidst så store kontroverser, at Pierre Celis sagde farvel og tak, og oprettede et bryggeri i USA. Han bosatte sig aldrig i staterne, men hans datter og svigersøn boede i Austin, Texas, og de styrede det. Herfra sendte de witbier på det amerikanske marked, og ”Celis White” vandt guldmedalje i Great American Beer Festival i både 92 og 93. På et tidspunkt overtog Miller distributionen, og de endte med at købe det hele og lukke bryggeriet. Sidste øl kom på markedet i februar 2001.

I december 2002 købte Michigan Brewing Company rettighederne af Miller og det er nu dem der står for produktionen.

Da Interbrew overtog ledelsen ville de ændre på brygmetoden ved at indføre ”high gravity” brygning, for at nedskære omkostningerne. Det foregår ved at man brygger en meget stærk urt, som man derefter udvander. Det ville Celis ikke gå med til. Celis bryggede også sin øl på en skrå af 50% pilsnermalt og 50% umaltet hvede. Dette forhold blev også ændret, så det i dag er forholdet 70% pilsnermalt – 30% hvede. Dette gælder for de fleste belgiske witbier.

I USA holder man fast i 50-50. Men Miller ændrede også på opskriften, da de ikke ville importere tjekkisk humle, men i stedet benyttede amerikansk.

Pierre Celis bor stadig i Hoegaarden, og vil trods adskillige opfordringer ikke begynde at brygge igen.

Så der var al mulig grund til at holde en komparativ smagning af witbier. ”Hoegaarden Wit” – ”Celis White” og ”Hoegaarden Speciale”.

På billedet ses tydelig, at der er forskel i farven, hvor ”Hoegaaren Wit” er meget meget hvidere end de 2 andre. Det skyldes dog lidt, at der er mere bundfald i den.

”Hoegaarden Wit” er på 5,0%. Der er ikke mange oplysninger på etiketten, hvor det meste plads er brugt på at skrive ingredienser på 30 forskellige sprog. Det er en meget lys øl, der passer godt til navnet. Perlende i munden, men med en – for mig – overdreven parfumeret aroma og smag. Der er naturligvis tilsat både koriander og appelsinskal fra de bitre Curacao-appelsiner. Hvis den serveres kold, kan den godt gå på en varm sommerdag. Købt i SuperBedst

Karakter 3

”Celis White” er mere afdæmpet, hvad angår parfume, men bliver måske også mere jævn og kedelig. Jeg foretrækker den nok frem for den belgiske, men det var der ikke enighed om omkring bordet. Der er brugt Willamette og Cascade, men humlebitterheden er ikke fremtrædende. Her er også koriander og appelsin, men heller ikke disse noter er så fremtrædende. Denne flaske ”Celis White” er faktisk brygget på licens i Belgien ( Van Steenberge ). Købt i Vinspecialisten

Karakter 3

Til sidst ”Hoegaarden Speciale” der er lidt stærkere - 5,7%. Nogle hævder, at denne øl er tættere på den originale opskrift, men det fremgår ikke på Hoegaardens hjemmeside. Men denne øl er efter min mening den bedste, da den har mere fylde og smag, uden at man skal frygte at få parfumeallergi. Både ”Hoegaarden Speciale” og ”Celis White” kommer af ukendte årsager i en lille 25 cl flaske. Købt i Ølkonsortiet.

Karakter 4

Tillykke med fødselsdagen.

Tid til en øl - Hoegaarden Grand Cru

4. Marts 2009

Til jul gav vi mine forældre en redekasse med indbygget kamera til musvitter, og i dag var det tiden til at sætte den op. Først skulle vi pille den gamle kasse ned. Der har været fugle i den masser af gange, så nu håber vi, at de vil flytte ind i den nye kasse. Vi fik trukket ledningen ind til tv’et, men foreløbig er der jo ikke noget at se. Det hele virkede dog fint.

Vi fik en hyggelig frokost. Min far havde fået en box med Willemoesøl foræret i fødseldagsgave, men det må vente til en anden lejlighed. Det er ikke så godt at lugte alt for meget af øl på arbejdet.

Efter en lang dag trængte jeg dog til en god øl her til aften, og det blev den fortrinelige ”Aventinus” fra Schneider. Den har jeg skrevet om før ( 25. sep ), så jeg vil tage en af fredagens belgiske øl i stedet.

I midten af 1950’erne lukkede det sidste hvedebryggeri i Belgien. Efterspørgslen var ikke længere stor nok – pilsneren gik sin sejrsgang også her. Men i 1965 genåbnede mælkemanden Pierre Celis så bryggeriet De Kluis, hvor man genoptog Witbier-produktionen, og det blev en stor succes. Man begyndte også at producere andre typer. bla ”Grand Cru” på 8,5%.

Den er brygget på bygmlat, men har en cremet og blød fornemmelse, så det virker som om der også er hvede i. Der er tilsat koriander ig appelsinskla ( Curacao ) under kogningen.

Det er en ufiltret grumset øl, der lyser gyldent op som en sol. Skummet er kraftigt ( hvilket også kan skyldes hvede ). Den er præget af koriander og appelsin, sådan som vi bla. kender det fra de belgiske triples. Mundfylden er kraftig og blød, og smagen er krydret og meget fint balanceret af en let bitterhed.

Karakter 5

Det er en øl der især passer til desserten eller efter maden, hvor dens lidt vinøse karakter gør sig godt. En meget velkomponeret øl

Tid til en øl - Verboden Vrucht

30. September 2008

Så er kampen mellem Aab og Manchester United slut og med forventet sejr til Manchester: 0 -3.

Det var også en stor mundfuld for Aab, der dog i perioder viste fint spil og i hvert fald vilje til angreb. Det kniber lidt med afslutningerne og også lidt med præcisionen i de lange afleveringer. Til gengæld så vi jo fremragende målmandsspil fra Karim Zaza. Jeg synes godt, Aab kunne være kampen bekendt, men det var ikke nødvendigt ligefrem at forære englænderne det andet mål. Stakkels fyr, han græmmer sig sikkert enormt.

Når man ser fodbold, er det også tid til en øl. På stadion skal der nok en fadbamse fra Tuborg til, men når man sidder hjemme i stuen, kan man godt finde en specialøl frem. I dag faldt valget på ”Verboden Vrucht” fra Hoegaarden.

Det er en mørk stærk øl på 8,5%, og den passer ikke særlig godt til mad, men er god for sig selv. f.eks til fodbold.

Etiketten har givet store problemer i USA. I New England staterne var den i langt tid forbudt og det er den stadig i Connecticut. Det er en stat, hvor udøver censur på temmelig mange øl, pga etiketter.

Maleriet på etiketten er en gengivelse af Rubens’ maleri fra 1598 – ”Adam og Eva i Paradisets Have”, men i stedet for æblet overrækker Adam et skummende glas øl til Eva. - ”Den forbudte frugt”

Det blev for meget for de puritanske amerikanere – dels er der 2 nøgne mennesker på billedet, og det er jo en direkte opfordring til synd. Forbudet og debatten i Connecticut førte naturligvis til at ”Verboden Vrucht” er den belgiske øl, der sælger bedst i det nordøstlige USA.

Den er brygget på pilsnermalt, lidt hvedemalt og ristet malt for at give den mørke farve. Derudover er den krydret med koriander og Curacao appelsinskal. Gæringen tager en uge og derefter lagres den i en måned, inden den pasteuriseres. Der fyldes ekstra levende gær på, inden den tappes på flaske.

Øllet ser lidt mørkt ud, indtil det holdes op i lyset, så virker det nærmest uklart orange. Der er en del bundfald, der svæver rundt i øllet. Skummet er lyst og føles meget blødt. Der er en tydelig bobleudvikling i øllet. Duften er svag og virker let syrlig, måske med lidt jord. Allerede fra det øjeblik øllet rammer læberne, føles det meget livligt – kulsyren, syrligheden og alkoholen hjælper alle til at give en prikkende fornemmelse i munden. Derefter er det, som om den skummer lidt op og bliver meget blød, men stadig med syrlighed. Der er en fin fylde i smagen, der både er maltet og syrlig på samme tid. Man fornemmer svagt koriander og orange. Eftersmagen er meget lang og både syrlig og lidt krydret, og man sidder tilbage med en prikkende, lidt bedøvende fornemmelse. Karakter 4+

Sidste efterår ville jeg have denne øl med til efterårsølsmagningen, men der kunne den ikke fremskaffes i Aalborg og omegn. Heldigvis er den atter dukket op i Ølkonsortiet. Så der er igen mulighed for at nyde livets frugter ( også de forbudte ) her i høsttiden.