Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Løkken Bryghus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Løkken Bryghus. Vis alle opslag

onsdag den 3. november 2021

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 1


 3. November 2021

Lørdag var vi traditionen tro til Nordic Brew Festival i Frederikshavn. Det er lidt forskelligt, hvor mange vi er af sted, men i år var vi 3 mand på festivalen.

Den ene havde været i Göteborg i efterårsferien og havde tømt Systembolaget for svensk øl, og han havde en togøl med fra O/O Brewing. 'Narangi IPA' skulle vise sig at blive dagens bedste IPA, men vi prøvede nu heller ikke så mange. En smuk gylden, uklar øl med dejlig duft og smag af lyse citrusfrugter. 6,8% alkohol og en fin afsluttende bitterhed.

Vi spiste en burger på vej mod Arena Nord ( drak vand til ) og ankom - klar til ølsmagning - først på eftermiddagen. Først gik vi en sonderingsrunde, men der var en der foreslog, at det kunne vi godt gøre med første bryg i glasset. Vi startede i en lyse og syrlige ende med en 'Sur Indianer på afveje' fra Resom Garagebryggeri. Det er en Sour IPA på 5,3%, men både det bitre og det syrlige trådte ikke helt i karakter, så den blev lidt 'comme ci comme ca'.

Derefter prøvede jeg en 'Testbryg NEIPA' fra Løkken Bryghus. Jeg har jo smagt deres almindelige bryg i løbet af året, og det er godt at se, at de stadig prøver at udvikle nye øl. Denne skal dog nok forblive ved testen. Den formår ikke helt at give den forfriskende, let tropiske stemning, der kendetegner typen. Man må godt vove lidt mere.


Vi forsatte vores tur i det syrlige, for mange af de øl vi ikke kendte, var netop i den kategori. Hjort Beer fra Aalborg havde lavet en Berliner Weisse med navnet 'Aronia'. Aroniabær er meget sunde, mørke bær. 

I denne øl på 3,6% er de tilsat sammen med hindbær, og det giver en flot rødlig farve. Der lægges ud med en inciterende sødme efterfulgt af den snerpende fornemmelse, man netop værdsætter i de syrlige øl. En virkelige dejlig sour, der også vandt prisen for' Bedste kæresteøl'



Hos Carlsberg/ Jacobsen forsatte vi den syrlige serie, for de havde 2 nyere øl med. Den rødlige 'Saison Rouge' og den gyldne 'Zesty Gose'.

'Saison Rouge' er et collab med Humleland og det er en rødlig øl på 7,8%. Så vidt jeg forstår kommer farven af en rødlig bygart, som Carlsberg har fremdyrket. Den har en utrolig god fylde, og der afsluttes med en behagelig, snerpende syrlighed.

'Zesty Gose' er en neddæmpet gose, hvor det salte kun lige bliver antydet til slut. Den er frisk og frugtig og holder 5,0%.

Vi fik en lang og god snak med en af medarbejderne, der kunne fortælle meget om de enorme kældre under Carlsbergbyen, hvor man ind i mellem finder ukendte rum med glemte, gamle øltønder.

Derefter var det slut med de syrlige øl.





onsdag den 2. juni 2021

Tid til en øl - Løkken Pakhus Porter


 2. Juni 2021

Smørkræmmerens pakhus i Løkken blev bygget i 1862 af skudehandler Jens Peter Larsen. Det har i tidens løb fungeret som vognremise, gæstestald og kornlager. I dag huser det blandt andet Løkken Bryghus, og det pryder etiketten på deres 'Pakhus Porter'.

Jeg er nået til den sidste øl i sendingen fra Løkken Bryghus, og der sluttes af med manér.

'Pakhus Porter' er en tyktflydende, kulsort øl på 6,9%. Den toppes af kraftigt, lysebrunt skum, der knitrer lystigt, så der er noget for alle sanser. Aromaen er præget af sødlig duft af røgmalt, ristet kaffe og lakrids. Der er tilsat både lakrids og salmiaksalt. Det mærkes også i smagen, men bliver aldrig så dominerende, at det stjæler opmærksomheden.

Den udfordrer ikke til grænsen, men er blød og meget behagelig at drikke. Den ristede malt og det sødlige islæt af røg og lakrids kæler for ens smagsløg. En virkelig vellykket porter.

Karakter 4+

onsdag den 19. maj 2021

Tid til en øl - Løkkensgang


 19. Maj 2021

Løkken Bryghus forsætter deres nye navneleg med 'Løkkensgang'. Det er en pilsner på 5,0% og det er samme billede af blomster og forårsstemning, der præger etiketten, som på de andre 'Løkken'-øl. De øl jeg har smagt i denne serie, er da også alle glimrende - især hvis det bliver lidt lunere på stranden.

Løkken Bryghus har lidt problemer med deres etiketter, der lidt for ofte lider af småfejl. På bagetiketten af denne står der :"Bandit er en forfriskende pilsner.......". Det er jo godt at vide, men nu er det jo en 'Løkkensgang' jeg sidder med. 'Bandit' er en af de andre pilsnere fra bryggeriet, som jeg har smagt, og man kan jo få den forkerte tro, at det er samme øl under andet navn. Det er ændret på hjemmesiden

Jeg har som sagt smagt og anmeldt 'Bandit' tidligere og havde dengang svært ved at finde pilsnerkarakteren i den. Dette er en ganske anden øl. Her er jeg overhovedet ikke i tvivl om , at det er en pilsner.

Den har en flot, klar og gylden fremtoning, der virker indbydende. Hvidt skum topper glasset med en fin krone. Der er en frisk duft af lys malt og en anelse svovl, der giver lidt kant og skarphed til øllet. Den sødme jeg har fundet i bryggeriets andre pilsnere, er der ikke antydning af. Den er letflydende og forfriskende med en let brusen i munden. Smag af lys malt og en tør, ganske behaglig bitterhed til sidst ( IBU 26 ). Der er brugt amerikansk humle, men det er ikke noget, der gør væsen af sig.

Karakter 3+

Af de 3 pilsnere jeg har smagt fra Løkken Bryghus, er dette klart den bedste.

3. gang er 'Løkkensgang'

søndag den 16. maj 2021

Tid til en øl - Løkkenligvis


 16. Maj 2021

Løkken Bryghus leger stadig med ordene, og har lavet en ny serie med 'løkken'-navne.

'Løkkenligvis' er en old school IPA på 5,8% og af blomsterne på etiketten kan vi se, det er en forårsøl.

Det er en klar, mørk gylden øl, der toppes af et flot lag af hvidt, luftigt skum. Små bobler stiger rolig op gennem glasset. Den ser forfriskende ud, og det er den også. Man mødes af en duft af fyrrenåle og en anelse citrus. Der er brugt amerikanske humler, men det er en afdæmpet brug, der ikke skræmmer folk væk. En god IPA hvis man er ved at lære typen at kende og ikke er så vant til humlen. Smagen er bestemt ikke påtrængende, men der kommer en ganske markant bitterhed i eftersmagen, så man ikke er i tvivl om stilen.

Karakter 3+

Jeg smagte denne øl til en cremet tomatsuppe, og den let skarpe bitterhed var et glimrende modsvar til suppen.

torsdag den 29. april 2021

Tid til en øl - Løkkensalig


 

29. April 2021

I går var vi på en dejlig travetur i Bramslev Bakker ved Mariager Fjord, hvor vi for første gang gik 'Panoramaruten' på 10 km. Det er en meget smuk tur og vejret var godt - dog med lidt kold vind. En enkelt gang stod nogle køer i vejen på stien og vi så også mange små påskelam på skrænterne.

På Løkken Bryghus har man lavet en øl til sådan en forårsdag. En let pale ale på 3,2% med det fine ordspil - 'Løkkensalig'.

Det er en uklar rød øl med luftig, hvid skumtop. Den røde farve skyldes hindbær. Der er også tilsat laktose og det giver en besnærende duft af hindbæris - en rigtig sommerdessert. Med 3,2% føles den meget let - nogle vil måske sige tynd, men det er forfriskende på en varm sommerdag på terassen. Smagen af hindbær er også tydelig, men der er ikke meget bitterhed at hente, hvilket måske er meget godt. Der kommer trods alt en lille snert af bitterhed til slut.

Karakter 3+

søndag den 25. april 2021

Tid til en øl - Løkken Minebajer


 25. April 2021

På torvet i Løkken står der en gammel hornmine med pigge ud fra alle sider. Den er malet rød og hvid, hvilket den nok ikke var oprindeligt.

Den blev opstillet i 1922 af Løkken Marineforening for at minde om krigens rædsler, menneskeheden pligt til genrejsning og velgørenhed mod dem, der uforskyldt var kommet i nød. Man kunne lægge penge i minen, så marineforeningen kunne hjælpe sømænd og deres enker.

I 1978 blev minen restaureret i forbindelse med Løkkens 300 års jubilæum og den fik et nyt digt af forfatteren Knud Holst fra Løkken.

Den drev i havet grå og hvid

for veje og vind en kastebold

En lille klode fuld af vold.

Nu står den her så hvid og rød

til minde om hver sømands død,

om fjern fortræd og gammel nød.

Så lad den stå som monument

indtil den sidste krig er endt"

Denne tekst er også at finde på Løkkens Bryghus' mørke øl - 'Minebajer'. Det er en 'engelsk dark ale' på 5,2%. På etiketten mangler der godt nok et 'K', så der står en 'engels dark ale', men den stil kender jeg ikke. Brygget første gang i 2020 til befrielsesdagen 4 maj ( 75 års jubilæum).

Det er en meget mørk øl med luftigt lysebrunt skum. Den har en sødlig maltet duft. Den har en let karakter med lidt for meget brus til min smag, men så bliver den i hvert fald ikke for tung. Smagen overraskede lidt. Jeg havde nok forventet noget i retning af aromaen, men den er mere tør med ristede noter og en nærmest syrlig karakter, hvilket undrede mig. Det fungerede bedre med maden, der såmænd bare var pita med kylling og avocado, men det er nok ikke lige min type mørk øl

Karakter 3


fredag den 9. april 2021

Tid til en øl - Løkken Badehus II


 9. April 2021

Løkken Bryghus har sendt endnu en kasse med øl til anmeldelse – sikkert fordi jeg har skrevet pænt om dem – især for de nyeste bryg.

En af øllene er en genganger – ’Løkken Badehus’ - som jeg også smagte i november 2020. Denne gang er det en ny gærtype, der er blevet afprøvet, nemlig den norske Kveikgær. Det er – så vidt jeg har forstået – en hurtigtvirkende gær, der går i gang efter 30 minutter og færdiggør processen på et par dage. Høj temperatur på 35 – 40 grader.

Løkken Badehus’ er stadig en belgisk inspireret Witbier på 4,6%. Det er uklar, meget lys – som solskin på Løkken strand med lidt havgus og hvidt skum på toppen. Belgisk witbier er brygget med appelsinskal fra de bitre curacao appelsiner, som stammer fra de belgiske kolonier i Sydamerika, og der er også appelsinskal i denne øl. I den forrige udgave syntes jeg, appelsinnoten var tydelig, men denne gang er det mere syrlige indtryk jeg får. Om det er de samme appelsiner , skal jeg ikke kunne sige. Nu er det mere stjernefrugt og grape der dukker frem i aromaen. Dette syrlige, let tørre indtryk giver en forfriskende øl, som jeg nemt kan forstille mig slukker tørsten , når man sidder i et af de hvide badehuse på stranden. I smagen er det grape der dominerer og minder lidt om min barndoms syrlige indslag til morgenmaden. Jeg synes, den er anderledes end den var i foråret, men stadig frisk

Karakter 3+

mandag den 8. februar 2021

Løkken Bryghus Pangel


 8. Februar 2021

’Pangel’ er et vendelboudtryk, der kan betyde at noget er besværligt at arbejde med – på en træls måde. Jeg bruger det mest selv om ting af dårlig kvalitet - som let går i stykker eller ikke virker efter hensigten. Det er noget ’pangel’, jeg har fået fat i.

Derfor er det et sats, at Løkken Bryghus vover at kalde deres strong ale for ’Pangel’. En hurtig anmeldelse ligger jo lige til højrebenet – men lad mig lige smage på den først.

Etiketten viser en mand, der står og bøvler med en motor, og det kan ganske rigtig godt være noget pangel. Der står også, at det er en mørk, stærk øl på 9,5%, og den passer godt til Osso Buco, grillet oksekød og stærke oste.

Det er en flot, mørk øl, der lever op til beskrivelsen. En dejlig duft af kaffekaramel og en fin alkohol, der understreger ’strong’ ale. Den ligger godt i munden – fyldig, men dog let at drikke. Måske kuldioxiden for en gang skyld er positiv. God smag af brændt karamel og alkohol – mørk og varmende. Ikke særlig meget bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4+

Klart en af bryggeriets bedste øl til dato. Det lover godt for Løkken Bryghus i 2021. 'Pangel' er ikke noget pangel.

tirsdag den 12. januar 2021

Tid til en øl - Løkken Bryghus Stygge Krumpen.


 12. Januar 2021

Løkken Bryghus er kommet godt fra start her i det nye år. Inden jul modtog jeg en sending på 4 nybryggede øl, der ikke var med i første sending, og det lover foreløbig godt.

Den lidt uforklarlige sødme, der ikke passede så godt til de lyse friske øl, er indtil videre undgået, og det synes jeg godt om.

Stygge Krumpen var bisp på Børglum Kloster nær Løkken og boede også på Voergaard Slot på østkysten, hvor jeg har besøgt ham og hans ledsagerske - Elsebeth Gyldenstjerne – flere gange til det årlige taffel.

Derfor er det da ganske naturligt at opkalde en øl efter ham.

Jeg smagte denne øl første gang i juli 2009. Eller rettere en øl af samme navn, for den gang var det en sødlig undergære øl, og den øl, jeg sidder med nu, er en IPA’. Begge udgaver er dog på 5,8%.

Jeg har dog også smagt ’Stygge Krumpen’ som IPA før, men der skrev jeg ikke om den. Der blev den betegnet en ’Indian Pale Ale’, og det glæder mig at ’n’-et er forsvundet, selvom man jo må kalde en øl, hvad man har lyst til. Jeg var ikke ovenud begejstret for de 2 første udgaver.

Men som sagt, er der sket lidt på det sidste.

’Stygge Krumpen 2020’ er en ret mørk IPA. På hjemmesiden beskrives den som engelsk, så det må jo være rigtigt, med mindre der nu er ændret på opskriften. Jeg synes, den har et amerikansk islæt. Man er sluppet af med sødmen og står tilbage med en ret tør og skarp øl, der virker forfriskende. Smag af humle, og der afsluttes med en markant bitterhed. ( IBU 42 ). En ganske glimrende Vestkyst IPA.

Karakter 4

onsdag den 6. januar 2021

Tid til en øl - Løkken Bryghus Mørk Kutterøl


6. Januar 2021

I efteråret fik mange bloggere en sending øl fra løkken Bryghus. Mange af disse øl er nu blevet anmeldt og heldigvis er meningerne ofte divergerende, for smag og behag er jo noget personligt.

Der var 4 øl i sortimentet, der ikke var med i sendingen, men de kom her i december som en ekstra julegave fra bryghuset. Der er tale om helt nybrygget øl, så det kan være spændende at smage i løbet af vinteren.

’Mørk Kutterøl’ har vist været med fra starten og jeg anmeldte den også i oktober 2010. Der var jeg ikke så begejstret, men nu er der jo kommet ny brygger og mere erfaring med bryggeriet.

Navnet henviser til at Løkken tidligere var en stor fiskeriby med mange både, der blev trukket op på stranden. Det er typisk for Vestkysten og kan enkelte steder ses endnu.

’Mørk Kutterøl’ er en dark ale på 5,2%. Og det må siges den er ’mørk’. Man kunne måske forvente en slags ’brown ale’, men denne øl er kulsort. Skummet er kraftigt og en smule offwhite hen imod lysebrunt. Dejlig duft af ristet malt og en lille smule frisk humlearoma. Med så sort en øl tænker man måske ’tung og kraftig’, men det er en letdrikkelig øl med en behagelig mundfylde.

Fint afstemt balance mellem malt og humle. Jeg vil næsten sige, det er en mest helstøbte øl, jeg har smagt fra bryggeriet.

Karakter 4

Det er 10 år siden jeg anmeldte den sidst, og jeg kan naturligvis ikke helt huske det. Men umiddelbart vil jeg sige, der er sket store fremskridt. Der har været en dygtig brygnisse på arbejde her i juletiden.


 

tirsdag den 1. december 2020

Tid til en øl - Løkken Julefryd


 1. December 2020

Sidste år – 2019 - skrev jeg om juleøl på bloggen. Det var noget af det sidste, jeg skrev i lang tid. Nu er jeg kommet lidt i gang igen og det er atter blevet jul.

Jeg har købt 24 juleøl, jeg ikke tidligere har smagt, og en del jeg har smagt. Plus det løse og der kommer ganske givet også uventede øl på banen i december. Så jeg vil prøve at få skrevet hver dag med nogle få undtagelser.

Jeg har i efteråret anmeldt øl fra løkken Bryghus, der sendte en kasse med 12 øl fra deres sortiment. Den sidste af disse er ’Julefryd’ – en strong ale på 7,0%. Det er denne øl, der får lov at indlede årets kalender.

Jeg ved ikke helt om det er Rubjerg Knude Fyr, der har fået nissehue på, men det er en hyggelig juleetiket. Bagpå står der lidt om ’hvid jul’ i Danmark. Det er kun sket 9 gange siden 1900.

’Julefryd’ er en mørk ale med lysebrunt skum. Der er tilsat rosin, sirup og appelsin, samt nogle udefinerlige krydderier. Man fornemmer de sødlige og de mørke frugter i aromaen. Måske derfor forventede jeg også mere fylde i øllet, end der er. Det er en let krop, sikkert pga kuldioxiden. Jeg kan godt lide mere fylde i en strong ale. Sødmen trænger heller ikke igennem i smagen, hvor det mere er den ristede malt, der kommer frem. Jeg havde håbet på mere appelsin – mere frugt. Der afsluttes med en fin bitterhed. Mere til frokostbord end til juleand.

Karakter 3+

fredag den 27. november 2020

Tid til en øl - Løkken Badehus

 


27. November 2020

Jeg er aldrig helt blevet fanget ind af de amerikanske festdage som – Halloween, Thanksgiving og Valentines Day, og på sådan en Black Friday er jeg også gået i en anden retning, og har åbnet en Witbier. Lidt anarkist er man vel stadig.

Udover julebryggen er det den sidste øl i sendingen fra Løkken Bryghus – ’Løkken Badehus’. Jeg har tidligere smagt den, men ikke skrevet om den. Dengang hed den ’Badehusbajer. Et fængende navn, men nok godt at de har ændret det, for en ’bajer’ er der ikke tale om. Der er tale om en belgisk inspireret witbier på 4,6%. Det er naturligvis en hyldest til de gamle, hvide badehuse på Løkken Strand. Oprindelig var de på hjul og kunne køres ned på stranden om sommeren, så badehotellets gæster kunne klæde om.

Det er en gylden øl – uklar hvis man hælder al bundfaldet med – men ellers kan man se de livlige bobler stige til vejr. Den har en fin duft af appelsin, og der er da også tilsat appelsinskal, som det sig hør og bør. Den føles forfriskende og passer fint til en varm sommerdag på stranden. Den er tør og en smule skarp. Smag af appelsin og en del bitterhed i afslutningen – mere end normalt for typen. IBU 28

Karakter 3+

I Danmark er interessen for øl stor, selvom mængden af vin for nogle år siden overhalede mængden af øl. Ølsalget er på retur, men specialøllets andel er voksende. Mange danskere synes, det er spændende en gang i mellem at nyde en afveksling fra den normale pilsner, men det skal heller ikke blive for specielt. Det skal dog smage af øl.

Overfor denne opfattelse har vi ølentusiaterne, hvor det ikke kan blive udfordrende og eksperimenterende nok. Det er ofte i de større byer koncentrationen af ølnørder er størst og her ser man også ølbarer og butikker, der udfordrer med grænsesøgende øl. Det er altid spændende at besøge, for der er altid nyt at smage. Visse bryggerier har nærmest specialiseret sig i øl til disse barer.

Men ude i sommerlandet vil det være svært at få den type øl afsat. Jeg har i år været på Sydfyn og smagt øl fra Rise Bryggeri på Ærø – i Blåvandshug og smagt lokal øl fra området og i Løkken for at smage deres øl. Her er der en anden tilgang til specialøllet. Det skal brygges af gode råvarer og med godt håndværk. Man kan godt eksperimentere lidt, men øllet skal først og fremmest være genkendeligt. Ikke for humlet – ikke for mørkt og slet ikke sour ales. På et af de lokale bryghuse her i Nordjylland har man endnu ikke vovet sig ud i en porter/stout, for man regner ikke med at kunne få den afsat. Men rundt omkring forsøger man at rykke grænserne lidt af gangen.

Det gælder også for Løkken Bryghus. Godt og smagfuldt øl, men uden den helt store eksperimenteren, selvom der er små tiltag til det. Det er helt forståeligt. Jeg kunne dog godt tænke mig, at man vovede lidt mere i brandet ’Vestkysten’ Her lægger bryggeriet selv op til at bruge ingredienser fra vestkysten, og her kunne man godt udfordre de danske smagsløg lidt mere.

Tak for øllet. Jeg mangler at anmelde ’Julebryggen’, men det må vente til december.

torsdag den 19. november 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Narrevorn


 19. November 2020

Blæsten er heldigvis taget af, og vores flagstangsjulelystræ står uskadt hen, så alt er godt.

I sendingen fra Løkken Bryghus er der en enkelt øl tilbage fra ’Vendelbo-serien’. Det drejer sig om den sorte ’Narrevorn’. Der er ganske vist endnu en øl i serien – ’Pangel’, men den er ikke med, og jeg må vente til senere med at smage den.

’Narrevorn’ betyder ret og slet ’Drillesyg’ og det drilske ligger her i, at komme kaffe og whiskey i en sort stout. Det er da noget dril, som man kan forstå. Bryggeriet skriver selv: ”Hvis man drikker for meget Narrevorn kan man blive noget narrevorn og lave skæg og ballade med sine venner”. Der skal nok et par stykker til, for alkoholprocenten er kun 6,9%.

Jeg har tidligere smagt denne øl – på Øllets Dag i Nordkraft i 2016. Her var etiketten dog anderledes og navnet var ’Narvorn’. Nu kan det jo også være ret svært at finde den rigtige stavemåde på dialekt. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt. Men man har rettet ’whisky’ til ’whiskey’, hvilket giver mening. For det er jo en ’Irish Coffee’ øl.

Den er sort med kraftig brunt skum. En svag duft af ristet malt og lidt whiskey. Den er let og behagelig at drikke. Der er smag af sødlig ristet kaffe og whiskey, men det er antydningens kunst. Der sluttes med en ristet bitterhed.

Karakter 4

Dette er meget lig, hvad jeg skrev i 2016. Her efterlyser jeg også lidt mere af den gode ide. Men man bliver ikke overvældet af smagsindtrykket – man bliver ikke træt at det, fordi det netop antydes.

Jeg synes nok stadig, man godt kunne skrue op for doseringen, men det er en dejlig øl at sidde med sådan en råkoldt novemberaften.

onsdag den 18. november 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Rajfog


 18. November 2020

I dag har vi købt et juletræ til at sætte op i flagstangen. Det gør vi cirka hvert andet år, for hos os blæser det nemt i stykker. Og så har de lige lovet ’kraftig vind med vindstød af stormstyrke’. Hurra for det – håber træet holder. Men det er da i det mindste ikke ’rajfog’.

’Rajfog’ er vendelbomål for en snestorm, og hvis jord og himmel står i et, er det et ’himmelbetændt rajfog’. Med de store klimaforandringer er det sikkert et begreb, der er på vej ud.

’Rajfog’ er også en øl i Løkken Bryghus’ ’Vendelbo-serie’, hvor vi stifter bekendtskab med forskellige ord i dialekt. Jeg smagte den første gang i januar 2015, hvor jeg også skrev om den her. Siden har den fået ny etiket og måske også en ny opskrift. Der er i hvert fald andre indtryk nu end dengang. 

Jeg valgte glasset fra ’Vestkysten’ fordi jeg tænkte, en bock bedre kunne komme til sin ret der end i Løkkens eget glas

’Rajfog’ er en bock på 6,0%. Den er mørk og toppes af beige/lysebrunt skum. Man mødes af en dejlig duft af mørk malt og karamel. Der er også kuldioxid i denne øl, hvilket måske gør den lige livlig nok. På den anden side bliver den ikke tung og klæg som øllebrød. Der er smag af ristet malt, rugbrød og karamel. Det ristede bliver hængende i eftersmagen sammen med en anseelig mængde bitterhed fra humlen. Det er i hvert fald noget andet end 2015.

Karakter 4

tirsdag den 17. november 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Kavt


 17. November 2020

Jeg smagte ’Kavt’ fra Løkken Bryghus første gang på Øllets Dag 2016. Det var i Kedelhallen på Nordkraft. Jeg skrev også meget kort om den på bloggen Der er siden kommet en ny etiket med et lidt sjovere motiv.

Her i sommer var jeg på besøg på restauranten ’Havs’ i Løkken, hvor de har et stort udvalgt af øl fra Løkken Bryghus. Her nød jeg også en ’Kavt’ til forretten.

Hvad er ’Kavt’?

’Kavt’ er et vendelbo-udtryk for noget, der er upraktisk, besværligt og akavet. Ikke besværligt fordi det er vanskeligt, men fordi alting bare driller – måske er det endda lidt pinligt.

Hvis jeg f.eks skulle tage netstrømper på - som på etiketten - vil det ganske givet være ’kavt’. Jeg har faktisk prøvet hvide silkestrømper til knæbukser, da jeg skulle spille kongen i ’Jul på Slottet’ Der skulle vi først barbere ben, for at hårene ikke skulle stikke ud gennem strømperne. Der var lidt ’kavt’.

’Kavt’ er også navnet på en flot orangegylden øl fra Løkken Bryghus. Skummet er let og brusende. Duft af lys malt og moden lys frugt. Det er en blonde på 7,0%. Fadudgaven på ’Havs’ var mere rund og blød end flaskeudgaven, hvor der er tilsat kuldioxid, men denne fylder alligevel godt. Smagen af moden frugt, lidt krydderi og belgiske gærnoter hænger ind i eftersmagen.

Karakter 3+

mandag den 16. november 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Jøwt


 16. November 2020

I denne uge står ølmenuen på dialekt-øl. I sendingen fra Løkken Bryghus er der 4 øl til ’Vendelboer og andet godtfolk’. Alle benævnt med et at de lokale udtryk på vendelbomål.

Jeg er ikke vendelbo, men bruger dog en del ord – bla. ’træls’ – ’kavt’- ’måwe’ og ’pangel’. Der er også de fantastiske ord ’pullerwærk’ og ’brokkenski’. Alle disse ord har en lidt anderledes betydning end en direkte oversættelse vil udtrykke. Men man ved godt, hvad der menes. Jeg er ikke vendelbo, så måske er min brug anderledes.

Men ordet ’jøwt’ er ikke en del af mit ordforråd. Jeg har nok en ide om, hvad det betyder. Løkken Bryghus har lavet en øl med navnet, og her er der lidt forklaring.

”Et lille ord som man bruger i stedet for – ’dejligt’ – ’fedt’ – ’kanon’ og ’super’”. Allan Olsen har et album med den titel, og her beskrives betydningen som ’fantastisk’

Nu strør vi jo ikke om os med så store superlativer i Nordjylland, og jeg vil nok selv bruge ord som ’helt fint’ eller ’godt nok’. Når noget er ’jøwt’, så er det godt.  

’Jøwt’ fra Løkken Bryghus er en lys lager på 4,6%. På etiketten står der, at ’pilsner passer godt til dansk bøf og stegt flæsk med persille sauce ( sovs ), så det er ok deres bud på en pilsner.

Det er en flot strågul øl med luftigt, hvidt skum på toppen. Den har en fin duft at lys malt og lidt gærsødme. Den er forfriskende og letdrikkelig, og vil passe godt en varm sommerdag i Løkken.       Dog må jeg sige, at sødmen ikke passer så godt til min opfattelse af pilsner, men det er et særkende som mange af bryghusets øl har. Til andre øl passer det bedre. Efter det første indtryk af sødme dukker der en fin og markant bitterhed frem, som hænger videre ind i eftersmagen. IBU 27.

Karakter 3

’Jøwt’ passer bedre til min opfattelse af ordet som ’helt fin’ end til ’fantastisk’

tirsdag den 27. oktober 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Elsebeth Gyldenstjerne


 27. Oktober 2020

Jeg har modtaget en rettelse fra Løkken Bryghus. Der er jo kommer nye kræfter til, der har kigget lidt på opskrifterne, og ’Rubjerg Fyr’ som jeg skrev om forleden, har fået en gammel etiket på. Det er ikke en steambeer, men en brown ale på 5,5%, hvilket også giver bedre mening.

’Elsebeth Gyldenstjerne’ er derimod en steambeer på 4,8%.

Elsebeth var født omkring år 1500 og blev i en tidlig alder gift med en adelsmand ved navn Bonde Due Munk.

Han var en fordrukken galning ( hvilket vist kan siges om mange adelsfolk dengang, Man drak i gennemsnit i Europa 7 liter øl om dagen, og adelen holdt sig jo ikke til det tynde øl ), og i 1518 blev hun skilt fra ham. Det var et særsyn på den tid, men mon ikke Børglumbispen Stygge Krumpen havde gjort sin indflydelsen gældende. Hun levede efterfølgende i 16 år sammen med ham på Voergård Slot indtil han blev fængslet af Christian III.

På etiketten kan jeg genkende Voergård og det er Elsebeth, der står udenfor. Jeg har faktisk personligt hilst på hende, de par gange, jeg har været til Bispens Taffel på Voergård. 

Det er en mørk, rødbrun øl med lys skumtop. Skummet forsvinder lidt for hurtig, hvilket måske skyldes kulsyren. Den har en fin duft af malt og nødder.Den er let i munden og igen er kulsyren med til at prikke lidt. Smagen er maltet og der kommer et lille strejf af uforklarlig syrlighed. Der afrundes med en mild bitterhed.

Karakter 3

søndag den 25. oktober 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Løkkendarisk


 25. Oktober 2020

I starten af efterårsferien tog vi en enkelt nats overnatning på Hotel Løkken Strand – bare for lige at have fornemmelsen af ferie. Det var et opholdt med 3 retters gourmetmenu, men det viste sig at maden skulle indtages på ’Havs’ – en restaurant, der lå få minutters gang derfra.

Der var pyntet op til Halloween udenfor, og indenfor var der restaurant i den ene side og surfboards, våddragter og svømmefødder i den anden.

Maden var fremragende – især hovedretten, men der var ikke megen oplysning om maden fra de ellers venlige tjenere. Der skulle måske lige strammes op.

Her var der et stort udvalg af øl fra Løkken Bryghus og jeg bestilte en ’Kavt’ til forretten ( mere om den en anden gang ) og jeg fik oplyst at ’Løkkendarisk’ var en strong ale, så den syntes nok at kunne passe til hovedretten.

Jeg var en smule skuffet over den. Den virkede tynd og havde ikke den fylde, jeg synes en strong ale skal have.


Forleden modtog en sending øl fra Løkken Bryghus og blandt dem var der også en ’Løkkendarisk’ – men her var betegnelsen ’pale ale’, hvilket passer bedre. Så vidt jeg kan forstå på medfølgende beskrivelse, har den tidligere været en strong ale, men de har åbenbart ikke været opmærksomme på ændringen på ’Havs’. Jeg skal da heller ikke sige, om det kun er navnet, der er ændret, eller om det også gælder opskriften.

Det er en temmelig mørk pale ale. Den er på 5,0%. Brygget med sukkertang og porse. Klar kastanjefarvet øl med hvidt, luftigt skum. En let duft af porse. Den har stadig en let krop, men der er mere liv end i fadudgaven, der netop virkede lidt fad – hen i retning af ’real ale’. Her er tilsat kuldioxid, og den bruser måske lige lovlig meget på tungen.

Smagen lægger ud med karamel ( skulle efter sigende stammer fra sukkertang ), efterfulgt af en fin porsedosering. God bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4



torsdag den 22. oktober 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Rubjerg Fyr


 22. Oktober 2020

I dag modtog jeg en forsendelse med øl fra Løkken Bryghus.
Løkken Bryghus stammer fra 2006, og ligger centralt i byen på Vrendstedvej 12
Bryghuset har haft økonomiske vanskeligheder, og gik konkurs i 2010, men blev heldigvis startet op igen i 2011 under navnet Løkken Nye Bryghus.
 
I 2019 fik bryghuset ny direktør og brygmester, da Kent Boalth kom til. Han kommer fra Thisted og var med til at starte Frederikshavn Bryghus op. Siden da er der kommet nye øl på markedet – bla. et helt nyt brand med navnet ’Vestkysten’. Og i den senere tid er der kommet mere fokus på promovering og synlighed. Lige nu er der en fotokonkurrence i gang på Facebook, og jeg har fået en sending øl, som jeg i den kommende tid vil anmelde her på bloggen.
 
Løkken Bryghus har 3 forskellige serier i gang. ’Vendelbo’ – med typiske dialektnavne. ’Løkken’ – hvor titlerne knytter sig til Løkken og ’Vestkyst’-serien. Det bliver spændende at se, om der er forskellige målgrupper til de 3 serier.

Præcis i dag er det et år siden, at Rubjerg Knude Fyr blev flyttet 60 m væk fra kysten. Det var en fantastisk bedrift af den lokale murermester Kjeld Pedersen. Fyret blev opført i 1899 og er 83 m højt. Det har i mange år ligget faretruende nær kanten, hvor Vesterhavet hvert år tager nogle meter. Tårnet måtte lukke i 1968, men man kunne komme op i det til 2002, hvor det blev helt lukket ned.

Jeg har gennem tiden besøgt stedet flere gange, hvor det blev mere og mere begravet i sand, så kun tårnet stak op. I 2010 beskrev jeg her på bloggen en tur dertil, hvor en ven på magisk vis trak 2 Sierra Nevada Pale Ales frem fra madkurven. I sandhed et storslået sted til picnic.

 Nu er tårnet flyttet og det magiske er forsvundet. Sandet skal nok igen lægge sig som en blød dyne over stedet, men lige nu ligner det stadig en byggeplads. Det er nu handlingen og ikke stedet i sig selv, der vækker beundring.

Vi har ikke været der siden flytningen, men tog i efterårsferien en enkelt overnatning i Løkken, og besøgte i den forbindelse stedet.

Løkken Bryghus har naturligvis også brygget en øl til minde om begivenheden.

’Rubjerg Fyr’ beskrives som en Steambeer på 4,8%. Det er en undergæret øl, der er brygget ved overgærstemperatur, hvilket skulle give flere estere og mere sødme. Det er en mørk øl med en flot rødbrun farve og en let, beige skumtop, der forsvinder ret hurtigt. Der er en duft af mørkristet malt og mindelser om øllebrød. Den er behagelig let at drikke og føles levende pga af kuldioxiden. Smagen er tør og malten giver en ristet bitterhed, som egentlig får mig til at tænke i retning af schwarzbier. Jeg kunne personligt godt tænke mig lidt mere sødme fra malten. Humlebitterheden er ikke særlig fremtrædende. Den ristede malt bliver hængende i eftersmagen.

Karakter 3+

 


søndag den 4. september 2016

Tid til en øl - Øllets Dag 2016


4. September 2016

I går var det Øllets Dag, som i Aalborg blev fejret med en lille ølfestival i Nordkraft. Udvalget i Danske Ølentusiaster havde i samarbejde med lokale bryggerier og udsalg sat et flot program sammen med omkring 40 spændende øl, der blev delt gratis ud til de mange besøgende.
Det var de lokale bryggerier fra Løkken, Nibe, Thisted og Vendia, samt Vestfyn, der havde både øl fra Willemoes og Frejdahl med. Derudover stillede Basement Beer Bar op med et par spændende øl og ligeledes Salling med et udvalg af deres store sortiment.

Jeg var ikke sat på nogen opgave, men mødte op tidligt. Det kunne jo være, jeg kunne gøre lidt gavn. Og jeg blev placeret ved disken med blade og brochurer fra Ølentusiasterne, hvor jeg fik en god snak med flere af de besøgende.


Udvalget havde fuldstændig styr på alle praktiske opgaver. Der var folk til at bemande de stande, der ikke selv stillede med nogle, og der var folk ved computeren til af hjælpe med eventuelle nye medlemmer. Og sandelig om ikke det blev til en del nye medlemmer i dagens løb.


Der var ikke så mange besøgende, da vi åbnede kl.10, men op af dagen kom der gang i de ølglade aalborgensere. Og min opgave var ikke mere bunden, end jeg også kunne smage en øl i ny og næ.
Salling præsenterede de lettere øl i form af kendte pilsnere – Urquell, Grolsch, Miller og Leo. – og en mørk lager fra Kozel. Jeg kendte dog ikke ”Leo” fra det thailandske bryggeri Boon Rawd ( det er dem der også brygger ”Singha” )


”Leo” står i dette tilfælde ikke for ”løve”. I hvert fald prydes etiketten af en leopard. Det er en lys lager på 5,0%. Den er lys gylden og smager frisk med mere citrus ( let kunstigt ) end ”Singha”. Til gengæld er der ikke særlig meget bitterhed. Men et udmærket bud på en asiatisk pilsner.

Karakter 3


Jeg smagte flere øl, som jeg kendte i forvejen, men også et par nye. bla. Willemoes 55o Nord. Her er der to øl – en ”Saison” og en ”Rød Lager”. Begge er på 5,7% og lagret på egetræ og begge øl vældig gode. Den lyse ”Saison” tager mest smag fra træet med en let syrlig note, mens den mørke lager får en skarpere kant til den maltede karamelnote. Det klæder den godt.

De får henholdsvis 3+ og 4 i karakter.


Løkken Bryghus havde fire øl med. Jeg har ikke tidligere smage den belgiske blonde ”Kavt” på 7.0%. ”Kavt” er et vendelbo-udtryk for noget, der er besværligt og akavet. Det er et udmærket bud på en frugtig belgisk øl, men der kunne godt være lidt tydeligere retning på noterne.

Karakter 3

Og den helt nye Stout med Kaffe og Whiskey – ”Narvorn”, der bedst kan oversættes til ”drilsk”. Hvis man drikker for meget af den kan man nok bliver lidt drilagtig overfor vennerne. Den er nu ikke så stærk – 6.9%. Der står ”whisky” på etiketten, men så vidt jeg forstod, var der tale om irsk whiskey. Den har en ristet sødme, men kaffe og whiskey kunne også her godt være mere fremtrædende, uden at det ville skade. Tvætimod. Jeg synes umiddelbart, at Løkken Bryghus burde turde lidt mere i deres bryg, for de er i rigtig retning, men måske er de bange for at skræmme feriegæsterne væk.

Karakter 3+

Thisted Bryghus havde flere øl med, men enten havde jeg smagt dem, eller også står de på hylden i mit ølskab, så dem besøgte jeg ikke denne gang. men de havde bla. den gode ”Beer Geek Limfjord”
-et samarbejde med Mikkeller.
Det sammen gjorde sig gældende for Nibe Bryghus, der præsenterede "Fabel", som er brygget sammen med De Danske Ølentusiaster og "Mercator" - deres påskeøl, der så vidt jeg forstod, nu kan fås hele året rundt.


Også Basement Beer Bar havde Mikkeller med – ”Peter, Pale & Mary”. En glutenfri Pale Ale på 4,6%. Let at drikke og med masser af citrushumle.
Basement Beer Bar fik også overakt prisen som ”Årets Nordjyske Ølnavn”, men den bliver egentlig først officielt overrakt på lørdag hvor de fejret deres 2 år fødselsdag.


De havde også ”Black Swan” fra Amager Bryghus med. Det er en genskabelse af ”Congobajer” som Svanemølle Bryghus vandt DM med i 2015. Den betegnes som en ”Session Imperial Stout”, fordi procenten kun når op på 7,5% ( og så kan man jo nemt drikke en tre stykker i rap ). Absolut en af dagens bedste øl

Karakter 5


Vendia Bryghus havde det andet bud på den bedste øl. De havde en ”Pilsner” og en ”Barley Wine” med på fad. En øl i hver sin ende af spektret. ”Barley Wine” på 10,0% er et engelsk bud på typen, så de humlede amerikanske tiltag var ikke til stede. Det var sødme og mørk frugt, der blev satset på, og balancen var god sammen med det vinøse. Men man skal altså kunne lide søde øl – og det er lige mig.

Karakter 5