Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten IPA. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten IPA. Vis alle opslag

torsdag den 5. september 2024

Tid til en øl - Beerwalk Gjøl 2


 5. September 2024

Jeg er det sidste års tid kommet til at sætte pris på 'pastry sour', med dens blanding at syrlighed og sødme fra frugt, og den lidt cremede fremtoning den ofte har. Men på årets Beerwalk på Gjøl havde Jesper Mørkholt en ny udfordring med.

Jeg har set betegnelsen 'Smootie Sour', men ikke smagt nogen, da det lyder lidt for fortænkt, men netop sådan en dukkede frem som øl nr.5.


Hop Hooligans fra Rumænien har lavet en 'Pearfect Pearing' på 6,0%. En 'pear and ginger ice cream sour'. Man kan se både pære og ingefær på etiketten, der har samme farve som øllet. Jeg skriver 'øllet', selvom det er svært at finde det øltypiske smagsnuancer deri.



Den er brygget uden laktose, hvilket overraskede mig meget. Vi fik råd om, at vende dåsen på hovedet og rulle den mellem hånderne. Ellers ville den være for tyktflydende, og have svært ved at komme ud af dåsen.

'Grab a Spoon' står der med store bogstaver på etiketten. Det blev nu ikke nødvendigt, selvom det nok er den mest tyktflydende og cremede øl, jeg har smagt. Det var virkelig Smootie.

Og den overraskede positiv. Pæren indledte smagsoplevelsen, men derefter overtog ingefæren. Det var lækkert og sjovt at smage, og selvom det nok ikke bliver en hverdagsforeteelse ( der er for lidt 'øl' i den ), så kommer den nok med til nogle smagninger.

Karakter 4 ( lidt langt fra 'øl' )


Vi havde smagt en alkoholfri NEIPA i starten af smagningen, men skulle ikke snydes for en mere traditionel udgave. En DNEIPA fra Gamma Brewing.

'Big Doink' er på 8,0% og humlet med Cashmere, Citra, Columbus og Mosaic. Det giver en behagelig humlesmag af milde eksotiske frugter, og en nydelig bitterhed. En klar tørstslukker med smag på en varm sommerdag.

Karakter 4


Mad Scientist's traditionelle IPA - ' Liquid Cocaine' blev betegnet som en westcoast IPA, og der er da også væsentlig mere bitterhed i, selvom jeg har fået væsentlig kraftigere IPA'er før.

'Det er nok en øl for folk over 40 år. Hipsterne vil hellere have noget frugtigt NEIPA', fortalte Ølsmageren, og deri har han til dels ret. Jeg er tit stødt på unge øldrikkere, der synes at kraftig humlebitterhed er for voldsom. Men vi mødte en ung mand, der følte sig lidt stødt, for han kunne altså også godt lide den. Den faldt lige i min smag, men jeg er jo også over 40.

Karakter 4+


Det kunne man måske også bruge som argument om den sidste øl, for min erfaring siger, at ungdommen kan have svært med Imperial Stout, der ikke er fadlagret. De er voldsommere i både smag og bitterhed. Fadlagringen giver ofte en større raffinement, og jeg er i den heldige situation, at jeg kan lidt begge dele.

'Motor Oil, fra Moersleutel er en Imperial Stout på 12.0%, Masser af smag fra ristet malt, kaffe og vanilje, og der sluttes af med en tydelig bitterhed.

Karakter 5

En god afslutning på en spændende øldag på Gjøl.

Ølsmageren fra Gjøl har mange flere spændende arrangementer i støbeskeen - f.eks kommer Overtone for første gang til Danmark med en smagning på Gjøl Kro i Oktober.



onsdag den 4. september 2024

Tid til en øl - Beerwalk på Gjøl 1


4. September 2024

Igen i år var der - i forbindelse med 'Gjølen Festival' - arrangeret en beerwalk langs Limfjorden af Ølsmageren fra Gjøl. Vejret var det bedst tænkelige - høj sol og næsten ingen vind, hvilket dog medførte at myggene sværmede ved fjorden. Vi klarede os helskindet igennem på godt øl.

Vi lagde ud i Ølsmagerens egen butik med de 2 første øl.



Jesper Mørklund / Ølsmageren brygger også selv øl, og den første var hans egen 'Triple' på fad. En kraftig udgave på 11,0%, hvilket er højt, men den havde nu en fin triplekarakter og virkede ikke sprittet. Flot orange farve og en dejlig maltsødme med lidt krydrede noter. Fin bitterhed som afslutning. Når man kiggede i glasset kunne man se Ølsmagerens kontrafej i ølllet, så man var ikke i tvivl om ophavet.

Karakter 4+


Vi blev på de 11,0%. Jeg tror, der er tradition for, at øl nummer 2 skal åbnes med økse. Sådan har det i hvert fald været begge gange, jeg har været med.


'Straffe Hendrik Heritage 2020' er lagret på egefad og det præger den meget. Egen giver en skarp og vinøs karakter, der virker helt herskabelig. Jeg følte mig hensat til gamle saloner eller engelske klubber for gentlemen. Jeg kan nu godt lide den sødme og varme, der er i originalen, så den rammer ikke helt plet.

Karakter 4+

Jeg kan se at jeg har givet udgaven fra 2014 højere karakter, men jeg kan ikke helt huske forskellen.


Så drog vi afsted mod fjorden, og gjorde holdt, da vi nåede frem. Vi kunne ikke gå helt nede ved vandet det første stykke, for stien var sumpet efter den megen regn.

Her fik vi en alkoholfri NEIPA fra skotske Brulo, der har specialiseret sig i alkoholfrie øl.

'CBD IPA' er brygget med de beroligende stoffer i cannabis. CBD bruges i olier og kapsler til medicinske formål og er lovlig at bruge.

Det gav en frisk og smagfuld øl, der jo dog var let i karakteren. Vi gik videre med øllet i glasset og den vandt ikke ved at blive gemt i sommervarmen. Den skal drikkes hurtigt efter åbningen.

Karakter 3


Ved næste stop kom der en saison fra Hazy Bear frem. Det århusianske bryggeri er desværre lukket, men Jesper havde gemt nogle dåser. 'Holy Refreshment' er en dry hopped saison på 5,5%. Humlet med East Kent Goldings, Citra, Simcoe og Nelson Sauvin. Den har en let syrlighed og smag af lys frugt som drue, fersken og let citrus. Dejlig forfriskende.

Karakter 4

Ølsmageren havde taget et kik på det dejlige sommervejr, og lagt fokus på de lyse, friske øl.











 

fredag den 23. august 2024

Tid til en øl - Bad Seed Beer Fest - IPA


 23. August 2024

Efter det mørke øl sluttede vi af med de friskere lyse øl - IPA. Der var i år rigtig mange IPA'er på festivalen - især DIPA'er. Normalt synes jeg det kan være svært at smage forskel på IPA'er, hvis der går dage mellem jeg smager dem. På trods af forskellig humle tilsætninger er oplevelsen lidt den samme, men jeg håbede, at når jeg smage flere efter hinanden var forskellen tydeligere.

Jeg havde tænkt først at smage 3 IPA'er inden jeg gik til DIPA, men det gik lidt i vasken.



Jeg startede ud med en IPA fra Verdant. En NEIPA på 6,5% ved navn 'Hell For Pleather'. Jeg fik at vide at der var brugt 2 New Zealandske humletyper - Motueka og Nectaron. Det giver en behagelig eksotisk duft og smag af citrus og ananas. Nem at drikke og Med en fin, behagelig bitterhed til slut.

Brygget sammen med Beer Riff fra Swansea

Karakter 4

Jeg gik over til Track for at smage endnu en almindlig NEIPA, men den var allerede udsolgt, så min plan gik i vasken. Tiden var også så småt ved at rinde ud og der var kraftigere IPA'er, jeg gerne ville smage også.



Så jeg gik tilbage til Verdant, der også havde en NEDIPA på hanen. 'Five A.M.' er brygger med 4 humlertyper, der dog ikke er New Zealanske ( Simcoe, Citra, Mosaic og Nelson Sauvin ). Det er en kraftigere og mere fyldig øl på 8,0%.

Den har samme appelsinjuice farve. Det tropiske islæt er trådt lidt i baggrunden, selvom man stadig fornemmer lidt eksotiske frugt sammen med citrus og grape. Der er også skruet lidt op for bitterheden, hvilket jeg godt kan lide.

Karakter 4+


Dagens første IPA havde vi dog smagt lidt før, da det canadiske bryggeri Messorem Bracitorium havde dagens første ekstra overraskelse kl. 17.30. 'It's Often Fatal' er brygget sammen med Electric Brewing Co. fra Californien. Det er en forfriskende DIPA på 8,5% - overvejende humle med forskellige udgave af Citra, samt Nelson Sauvin. En virkelig godt balanceret øl, som vi nød i solskinnet udenfor Studenterhuset.

Karakter 5


Stepping Stone havde også en glimrende DIPA - 'Wishful Escapism' på 8,6%. Her er det forskellige udgave af Idaho plus El Dorado. Det giver en lettere smagspalet med mandarin, fersken og ananas.

Meget frugtig øl, de var nem at drikke

Karakter 4+


Spartacus fra Brasilien havde en endnu kraftigere IPA med. 'All Shades of Ferocity' er en TNEIPA på 9,2%, Her er humleblandingen Citra, Simcoe, Mosaic og Cashmere. Altså lidt i stil med Verdants DIPA. Jeg har da også lidt svært ved at beskrive en forskel. Den var fyldig og kraftige. Bitterheden var forøget, men bliver jo aldrig voldsom i en New England udgave.

Karakter 4+


Messorem Bracitorium ligger i Montreal i Canada. De har tydeligvis et godt tag på IPA, for dagens kraftigste IPA var deres 'Quadranormal' på 11,0%. En Quadruple NEIPA med masser af fylde og kraft. Igen er balancen i orden så fylde, og bitterhed passer sammen. Citra, Galaxy, Motueka, Simcoe og Mosaic. Det er lidt de samme smagsnoter de alle har, men denne øl havde mere saft og kraft end de andre

Karakter 5





 






torsdag den 16. maj 2024

Tid til en øl - Schneeeule / Blech Brut / Moersleutel

16. Maj 2024

Vi drog videre til Hjort Beer, der er blevet vores andet favoritsted i Aalborg. Her har de - ud over egne gode øl - andre hypede ølmærker på tavlen end Basement.

Det første der sprang i øjnene, var en Berlinerweisse fra Schneeeule ( fantastisk navn - 3 e'er i træk ). 'Marlene' har jeg smagt før, men den er altid et gensyn værd. Ikke tilsat frugt og andre smagsgivere. Kun på 3,0%, men den smager af mere - ren og syrligt snerpende.

Karakter 4


Derefter bestilte vi en burger over en app fra Burger Schack lige ved siden af. Så bringer de bestillingen ind, og Hjort leverer tallerken og bestik, hvis man har brug for det. Fin service.

Dertil behøver vi så ikke drikke cola, men kan bestille en øl . Vi kastede os over endnu en tysk øl fra Blech Brut - et for mig ukendt bryggeri. Bryggeriet er et af Bambergs utallige bryggerier og der kommer hele tiden nye til. Det blev stiftet i 2018 som et gypsybrewery af Benedikt Steger. Øllet bliver brygget på Brauhaus Binkert i Bamberg.

Blech Brut brygger IPA og stout og ikke så meget tyske stilarter, men har dog en rauchbier på listen.

'Speedgeist' er en DNEIPA på 8,2% og den er humlet med Nelson Sauvin og Triumph. Det giver en ikke alt for sød eksotisk IPA, hvor smagsnoterne er afdæmpede - druer, fersken og lidt appelsin.

Karakter 3+


Vi sluttede af med en 'Fudge Vortex' fra Moersleutel. En sødlig pastry stout på 12,0%. Fudge er jo en sødlig karamelmasse, og jeg må indrømme, at jeg nok er ved at være lidt træt af pastry stout. Det bliver let lidt for klistret. Jeg tror, jeg skal have en periode med renere stours - gerne en god fadlagring.

Karakter 4





onsdag den 15. maj 2024

Tid til en øl - Y Not Brewing / Azvex / Amager - Salikatt


 15. Maj 2024

På Basement Beer Bar måtte vi også lige runde en IPA, og vi valgte barens eget bryggeri - Y Not Brewing. Der var adskillige NEIPA'er på tavlen, men jeg kan godt ind imellem lide at få lidt mere bitterhed og skarphed i øllet, så 'Bitter Edge' er en westcoast IPA på 7,2%. Og den levede op til forventningerne. Ikke så meget tropejuice, men grape og mere bitterhed.

Karakter 4

Vi kunne ikke beslutte os for den næste øl, så vi fik 2 smagsprøver af nr. 5 og nr. 15. Den ene en pastry stout med tonkabønner - den anden en ren imperial stout fra Stepping Stone. Der var for mere tonka i den første, så vi valgte den rene smag og bestilte 2 nr. femten. Af en eller anden grund hørte bartenderen ikke 'ten', så vi fik 2 med tonka.

Det var dog ikke så dominerende og jeg troede i starten, det bare var smagen fra prøven der hang over, men tonkasmagen forsvandt ligesom ikke og til sidst måtte vi indse fejlen. Det var også udmærket - trods alt.

Adam Henderson stiftede i 2015 Neon Raptor Brewing Company, men under Covid 19 fandt han ud af at samarbejdet med hans partnere ikke fungerede. Han solgte sine andele i bryggeriet og startede Azvex.

Navnet betyder ingenting, men er let at huske med kun et ord - det associeres ikke med andet end øl, og det forsvinder ikke i mængden ved Google-søgninger.

'Dark Matter Polaroid' er på 5,0% og der er for meget tonka i.

Karakter 3+

Vi sluttede af med en anden sort øl. Amager har lavet en 'double mashed imperial stout' sammen med norske Salikatt. Det bryggeri kender jeg mest for deres fremragende IPA'er, så det var lidt spændende med dette samarbejde. Amager er til gengæld også kendt for gode stouts.

'Macabre' er en voldsom sag på 14,2%. Som altid med dobbelt mæskede øl er smagen intens, og her er det ristet kaffe, der blødes op af chokolade. Ganske udmærket, men også en smule ordinær

Karakter 4+




søndag den 14. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning Y - Å


14. April 2024

Vi har igennem tiden holdt adskillige, meget forskellige ølsmagninger. De fleste er ganske normale med 10 øl, men en gang imellem er det sjovt, at prøve andre former af. Denne Alfabetsmagning er sammen med vores Maraton de største smagninger, men vi har også holdt en Oktoberfest, hvor jeg havde fundet øl fra de 6 bryggerier i Bayern, der afholder oktoberfesten. Vi holdt også en smagning i anledning af 500-året for Reinheitsgebot, hvor man kunne bestille en jubilæumskasse med øl hjem fra Bayern. De fleste af de bryggerier kendte jeg ikke i forvejen. Alle var enige om, at det var sjovt, men udelukkende tysk øl kan også let blive lidt ens.

Vi har holdt en smagning med 10 Ipa'er fra Mikkeller, hvor det eneste det adskilte dem, var 10 forskellige humletyper. Det var også sjovt og en lille smule kedeligt i længden. Der er ikke opbakning til mine forslag om alkoholfri øl eller industripilsnersmagning, men det er nok også meget godt.


Det havde hele tiden været tanken, at Y skulle være Y Not Brewing - husbryggeriet for Basement Beer Bar. Jeg har smagt meget at deres øl og det er altid godt. De har haft en koncept med en Growler, hvor man kunne fylde en dåse med barens øl, men nu har de også fået øl på flasker og dåser. Flaskeøllet var nogle voldsomme BA stouts, og den syntes jeg vi havde nok at, men en frisk IPA kunne nok gå an. Og så med en nuttet påskehare på.


'Jumping Bunnies' er en DDH American IPA på 6,5%. Den er humlet med Citra, Enigma og Sultana.

Den udviser tegn på NEIPA - uklar og med let eksotisk frugtsmag, men bitterheden ligger længere fremme på smagspaletten og giver lidt mere westcoastwibes. Det kan jeg godt lidt, så det ikke kun bliver sødme. Det er måske også det, der ligger i betoningen af 'american IPA'

Karakter 4


Zundert kender jeg i forvejen og hos trappist.dk kunne jeg bestille den hjem. Det er et hollandsk trappistbryggeri, der ligger i byen Zundert. Klosteret havde længe ernæret sig med landbrug, men i 2009 besluttede man at starte et lille bryggeri. Og i 2012 begyndte konstruktionen. Man skulle jo også have en øl, og man havde ikke en bog fuldt af opskrifter fra gammel tid, så man måtte igennem en masse smagninger - fra sour til røgøl, fra stout til IPA. Det har været hårdt arbejde, men måske ikke så kedeligt.

Man endte på en tripel ( her kunne man nok også få god hjælp fra andre klostre ) som fik navnet 'Zundert 8 Tripel'. I 2019 begyndte man også at brygge en 'Zundert 10 Quadrupel'

'Zundert 8 tripel' er - ikke overraskende - på 8,0%. Den er blød med en del frugt. ganske glimrende

Karakter 4+


For en del år siden besøgte jeg Flåm - en lille bygd i Vestnorge, klemt inde mellem høje fjelde. Nu kan man køre dertil i bil gennem lange tunneller, men tidligere kunne man kun kommer dertil med båd. Nu lægger store krydstogtskibe til, for fjorden er smal og dyb. Derfor kan en bryggeri på kajen også klare sig. Bryggeriet Ægir og restauranten er lavet som et gammel vikingehus. Det er et besøg værd.

Jeg har skrevet om mange af deres øl på bloggen, men aldrig om 'Juling' en BA Strong Ale på 11,5%. Den har det, der skal til. Masser af smag - kaffe, vanilje og bourbon fra fadet.

Karakter 4+


Ølluminati blev stiftet i 2017 af Theiss Bach Nielsen og Mads Claus Henriksen. De har lavet et samlingssted midt i Viborg, med musik og øl. Der er en klar politik på stedet - kun udskænkning til folk over 18, alle skal være velkomne, god personalepolitik og dialog med naboerne. Kort sagt: man skal opføre sig ordentligt.

'Mussels fro Brussels' er også en strong ale. Denne gang på 10,0%, så vi sluttede smagningen med maner. Det er en belgisk inspiration. Den er dobbeltmæsket og det giver sig udslag en en tyktflydende, cremet væske med masser af smag. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om 'muslinger', så måske er det bare i navnet.

Karakter 5


Vi sluttede af med Arpus, men der er et tegn over bogstavet, så det kan med lidt god vilje ligne et Å - Årpus. Det var måske lidt søgt, men det var tale om en øltype, jeg ikke havde smagt - en QIPA.

En voldsom sag på 11,5%. Når det er sagt er bitterheden jo dæmpet ned, for der er tale om en NEIPA, så helt så voldsom er den heller ikke. I gamle dage kunne vi godt få IPA'er med bittehed på 100 IBU, uden det blev mere end en IIPA.

Arpus er et lettisk bryggeri, der blev grundlagt i 2017, så de har hurtigt fundet vej ind på det europæiske marked med godt øl. Denne QIPA er brygget i samarbejde med det amerikanske bryggeri Magnanimous, der hører til i Tampa, Florida.

Det fulde navn er - 'QDH Simcoe Cryo x Citra Lupomax x Strada x Nelson QIPA'. Jeg fik kun en lille smagprøve på 3 cl, for nogen var gået frisk til varerne, men det var en potent øl med masser af smag. Som sagt snyder det mig lidt, når bitterheden afdæmpet, men i forhold til en alm NEIPA er der naturligvis væsentlig mere bitterhed.

Karakter 4+









 

lørdag den 13. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning T - X


13. April 2024

Det kan lyde voldsomt med 30 øl til en smagning, men vi havde sat god tid af til det, så alle kunne være med. Alligevel kan der godt melde sig en form for mæthed, men erfaringen har vist, at det først indtræffer omkring øl nr 35. Da vi holdt Marathonsmagning, var det i alt fald der, et par af deltagerne mødte muren. Så vi regnede med, at vi ville komme sikkert gennem aftenen - og det gjorde vi heldigvis også.

Ter Dolen er et belgisk bryggeri, der i 1994 etablerede sig i vognporten til middelalderborgen i Helchtern, Limburg. I begge verdenskrige var slottet besat af tyskerne, og derefter gik det i forfald, indtil Mieke Desplenter erhvervede slottet i 1993 og begyndte en restaurering.

Deres 'Winter' er en mørk øl på 9,1%. Den har en flot kastanierød farve og et pænt skum. Duft af frugt og sødme. Der er tilsat honning og kanel. Smag af frugt, krydderi og lidt sødlig rom.

Karakter 4

Ugly Duck har været på banen siden 2012, som den lille grimme ælling til den flotte svane, Indslev Bryghus. De har flere gange været kåret til årets bryggeri og året øl, men siden vestfyen overtog i 2018 har der været mere stille omkring dem. Jeg er kun stødt på dem i forbindelse med forskellige pastry udgaver af deres stout 'Rio Grande Blood'.

For nogle år siden smagte jeg 'Rio Grande Blood Orange', der efterlignede julens orangegrene. Det fungerede virkelig godt. Også 'Rum Ball' var god ( efterligner naturligvis romkugler ), men jeg gik glip af 'Dreamcake', hvor de har puttet drømmekage fra Brovst i øllet. Den så jeg nu i Voldby købsmandsgård, og den skulle da med. Jeg købte også en 'Tiramisu' til mig selv.

'Rio Grande Blood Dreamcake' er på 12.0% med en IBU på 60. Der er tilsat kokos, karameliseret sukker, vanilje og laktose. Og den kommer ikke i nærheden af de 2 andre udgaver. Dette bliver lidt for sødt og vammelt. Om det er balancen eller bare ingredienserne, ( jeg kan også godt synes, at drømmekagen i sig selv er lidt for meget ) ved jeg ikke, men det var sjovt at smage.

Karakter 3


Så kunne vi rense ganen med en IPA. Vocations 'Zest for Life' er en DDHIPA på 6,6%.

'Zest' betyder 'skal' og og der er også citronskal i øllet. Men det betyder og 'passion' og passion for livet lyder da meget godt.

Vocation startede i 2015 som et enmandsforetagende i et ombygget hønsehus, men har vokset sig stort med 100+ medarbejdere

Masser af smag fra tørhumlingen, lidt citrus, kokos og ananas og ikke så forfærdelig bitter. Det er nok en NEIPA, men det var forfriskende ovenpå drømmekagen.

Karakter 4

Windswept er et skotsk bryggeri fra Lossiemouth, hvor der sikkert er ret vindblæst. Eller jeg skulle rettere skrive var et skotsk bryggeri, for det lukkede 3 februar i år. Det blev grundlagt i 2012 og har vundet mange priser for deres øl, men kunne altså ikke blive ved.

Deres 'Wolf of Glen Moray' havde jeg egentlig glædet mig til. En strong ale på 9,2% lagret på et portvinsfad, hvor Glen Moray tidligere har haft lagret noget whisky. Men der var gået et eller andet galt, for det var blevet en syrlig ubehagelig smag. Så desværre - ud med den.


Det eneste bogstav jeg ikke havde fundet noget bryggeri til, var X. Så jeg måtte ty til en nødløsning med Midtfyns glimrende 'XPorter'. Den er lavet i samarbejde med De Molen i Holland. Malt. lakrids og let røg - stadig god. Da jeg skrev om den i 2011, havde jeg den oplysning at bitterheden når op på 106 IBU. Det er jo ikke noget, vi nu om dage er forvænt med. Om det stadig gælder, ved jeg ikke, men godt med en øl en gang imellem, der ikke er pakket ind i kage og fadlagring.

Karakter 5












 

fredag den 12. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning O - S


 12. April 2024

Vi kom også rundt i verden ( mest Europa ) i vores Alfabetsmagning.

1 Ungarn

1 Spanien

1 Norge

1 Sverige

1 Holland

1 England

1 Frankrig

1 Estland

1 Letland

2 Skotland

3 USA

3 Belgien

4 Tyskland

9 Danmark

Også meget afvekslende på den front.


Observatoriet blev skabt i 2020 af Simon Toft, der otte år forinden havde grundlagt Ølsnedkeren. Observatoriet har fokus på det sure øl. Bryggeriet ligger i Voerladgård, som er min kones hjemegn. Hun boede i nabobyen, så vi kender lidt til området.

Jeg smagte første gang deres øl til Bad Seed Festival 2023, og var vældig begejstret, så selvfølgelig skulle de repræsentere O

'Svart' er en 'dark wild ale' på 7,0%. Brygget med koldekstraktion af mørke malte og tørhumlet med Hüll Melon, der er en ny humletype for mig, men jeg kan se at den er ved at blive populær. Det er en afledning af Cascade og skulle give noter af honningmelon og jordbær.

Det ved jeg ikke lige om jeg lagde mærke til, men det er en let ristet bitterhed fra malten og en god tør syrlighed. Jeg kan - som jeg vist har nævnt tidligere - godt lide lidt mere sødme i sour ales, så den fangede mig ikke helt.

Karakter 3+


Til gengæld var der fin sødme i den næste øl fra Pohjala. 'Kamin' fra deres Cellar Series er en BA stout på 11,0%.

Bryggeriet ligge i Tallin, estland, og navnet betyder 'Det Nordlige Rige'. Det er det største håndværksbryggeri i De Baltiske Lande, men der er andre, der er ved at vinde godt frem. Bryggeriet blev grundlagt i 2011, men den første øl kom først i 2013.

'Kamin' er lagret på Cognac-, Sherry- og Islay Whiskyfad, så det er den smagfuld øl med noget dejligt røg i baggrunden. listen over malte er ufattelig lang ( tror de har ryddet op i lageret ), så den kommer ikke her, men der er naturligvis røgmalt blandt. 7 forskellige humletyper hvor Hüll Melon igen er en af dem, men her kan man da slet ikke finde melon og jordbær. Jeg forestiller mig det vil være mere tydeligt i en helles eller en kölsch, men hvad ved jeg.

Det er en dejlig kompleks øl. På trods af de mange ingredienser spiller smagene godt sammen. Her er modne blommer, røg og indflydelse fra fadene.

Karakter 5


Jeg havde nok ikke ventet at finde bryggerier med Q, men på Trappist.dk fandt jeg faktisk 2 belgiske bryggerier - Quintinne og Queue de Charrue. Det sidstnævnte havde jeg aldrig hørt om, og ret beset er det en ølserie som brasserie Vanuxeem brygger, men det gjorde sig fint som Q i smagningen.

Vanuxeem blev grundlagt i 1906 og ligger i Ploegsteert, lige ved den franske grænse. Navnet Queue de Charrue er en fransk udgave af navnet, og betyder 'plovhale'. Om det er ploveskær eller plovfure er jeg ikke helt klar over.

Deres 'Blonde er en fortrinelig udgave af stilen. Frisk og med lidt lys frugt. Den gør det den skal og faldt ikke igennem, selvom den kom efter 'Kamin'.

Karakter 4


Bryggeriet Rothaus fra den tyske delstat Baden-Württemberg i Schwarzwald har fået stod succes og er blevet lidt trendy. Det er da også velbrygget øl, de leverer, men det er der meget af i Tyskland. For mig er kvalitet et af kendetegnene ved tysk øl. Rothaus er et af de lokale bryggerier med størst succes. Det ligger i Grafenhausen og blev stiftet i 1791.

En af deres serier hedder 'Zäpfle', der betyder kogle - efter sigende fordi flasken ligner en kogle. Jeg synes nu den er ret ordinær.

Denne gang var de en weissbier - 'Weizen Zäpfle' på 5,4%. Den var frisk og god, men jeg har dog smagt flere weissbier i området, som jeg holdt mere af

Karakter 3+


I den anden ende af Tyskland - helt oppe ved Østersøen - ved Timmendorfer Strand ligger bryggeriet Sudden Death. Det er et område hvor ishockey er det helt store samtaleemne, og det ligger til grund for navnet. Den ene af grundlæggerne Olli er selv aktiv ishockeyspiller. Bryggeriet er nyt - fra 2022

'High Voltage' er en DIPA i New Englandstil. Den er uklar og har en varm orangegylden farve. Humletyperne er Mosaic, Columbus og en ordentlig skefuld NZ Southern Cross. Den holder 8,3% og emmer af kraft og smag af mandarin og mango. Den var befriende at få lidt bitterhed ind i smagningen igen. Sidst vi havde en IPA var ved E.

Karakter 4