Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Engel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Engel. Vis alle opslag

lørdag den 21. september 2013

Tid til en øl - Henriks bryg / Engel Aloisius



21. September 2013

I går inviterede min gode ven Henrik på øl. Han havde fået købt nogle øl under en tur til Alsace og nu spurgte han, om der var nogen der ville hjælpe med at drikke dem. Og man er vel sine venners ven, så vi sprang til undsætning.

Henrik brygger selv øl og jeg skrev om nogle bryg i sidste uge, hvor vi smagte nogle på turen nordpå til Aalbæk. I mellemtiden har han fået pæne placeringer ved VM i Håndbryg. Her er jo tale om Vendsyssel Mesterskaberne, og han havde tre øl med. ”Cascade” som jeg skrev om forleden blev ikke placeret, men ”Junipebberper” fik en 3. pris. Den nye  Bryg nr. 24 - ”Summertime” fik en flot 2. plads, så det var en stolt brygger der modtog os. Jeg kom til at nævne – i en bisætning – at den havde jeg vist ikke smagt, og straks stod der tre øl på bordet ( vi var flere til at hjælpe med øllet ).

”Summertime” er en India Red Ale ( IRA ). Naturligvis – må man sige, for sangen Summertime er skrevet af George og Ira Gerswin. Vi synger da næsten også med på mottoet: ” … and the hopping is easy”. Skriften på etiketten er så lille at jeg faktisk ikke kan se alkoholprocenten - 5,4% eller 6,4%.

Det er en flot, uklar øl med rødt skær. Lyst,  lidt groft skum og med en dejlig duft, hvor man bemærker amerikansk humle og noter af røg. Røgen bliver endnu mere tydelig i smagen, hvor den på fineste vis balancerer de friske humlenoter. Bitterheden er ikke overdreven, men passer lige til en som mig ( IBU 57 ( eller måske 67 )). Jeg er sikkert blevet oplyst om både alkoholprocent og IBU, men det har jeg glemt i mellemtiden.

Karakter 4

 
Bryg nr. 23 – ”Elderamberale” er også en øl i fin balance. Der har tidligere været lidt problemer med sødme ( hvilket jo normalt ikke generer mig ), men det synes at været blevet løst i de sidste bryg.
”Elderamberale” er en ale på 6,8% - brygget med hyldeblomst, og denne smag træder også tydeligt frem. Samme med lidt mørkere malttoner giver det en fin og fyldig øl. Afslutningen er præget af en fin bitterhed. Etiketten er et udsnit at et billede svigermor har lavet. Klogt træk
Karakter 4
 
 
Til maden fik vi også åbnet en ”Dunkel Bock” fra bryggeriet Engel i Crailsheim. Den er tidligere blevet omtalt på bloggen. Det er en dejlig dunkel bock – måske lidt til den søde side. Øllene fra Engel Brauerei er alle forsynet med skruelåg.

 
”Aloisius” er en engel – i hvert fald hvis man skal tro etiketten, hvor han optræder med bryggerforklæde ( forsynet med mottoet: ”Prost mein Engel” ) og glorie og englevinger.
Aloisius optræder i en tysk, satirisk historie af Ludwig Thomas fra 1911, hvori Alois Hingerl arbejder så hårdt, at han får et slagtilfælde og kommer i himlen. Her får han navnet Aloisius, samt en sky og en harpe. På spørgsmålet om, hvornår han får noget at drikke, svarer Sankt Peter at han snart skal få sin manna. Det huer ikke Aloisius, der mere havde sat næsen op efter en øl. Efter noget ballade ( om noget ganske andet ) får han til opgave at overbringe Den Bayerske Regering nogle guddommelige råd og tager glad afsted. Men han tager først en smut omkring Hofbrauhaus i München og får sig en øl. Den ene tager den anden og han glemmer sin opgave. Han sidder der såmænd den dag i dag og Den Bayerske Regering venter stadig på de guddommelige råd. Ludwig Thomas fik i 1911 en bøde for denne konklusion.
Det er en Märzen på 5,9% med en god, fyldig krop og en behagelig smag, hvor netop balancen mellem malt og humlen er i orden. Der er brugt Hallertau Magnum som bitterhumle og Perle som aromahumle.
Karakter 4

lørdag den 14. februar 2009

Tid til en øl - Engel Dunkel / Ultramour

14, Februar 2009
Valentinsdag – den dag, hvor kærligheden blomstrer, både i konkret og overført betydning. Min kone vendte tilbage fra en uges ferie i alperne, og jeg havde købt en smuk buket til hende, så vi var dækket ind i begge betydninger.
Legenden siger, at da Claudius II forbød romerske soldater at gifte sig, trodsede Valentin, der var præst dette dekret og fortsatte med at vie soldater. Derfor blev han sat i fængsel og senere – d. 14 feb. – halshugget. Han blev siden ophøjet til Sankt Valentin og fik i 496 sin egen helligdag. Det er dog stadig noget usikkert, hvem han egentlig var.
Det var dejlig at få familien hjem igen. Jeg havde lovet at lave aftensmad, hvilket ikke er min stærke side, men jeg havde fundet en fin opskrift i Anders Ewalds bog ” Øl og mad”.
”Andebryst med appelsin og mørk lagerøl” og det skulle jeg prøve. Jeg må sige, at opskriften ikke var særlig detaljeret og med min manglende erfaring i madlavning, var det godt at min kone kunne gennemskue, hvad der skulle gøres. Og det smagte dejligt.
Jeg havde forleden købt en ny øl i Bisgaards Vinhandel i Støvring. Han har nogle øl, jeg ikke har set i andre butikker. Denne var en ”Dunkel” fra det tyske bryggeri ”Engel” og den kunne passe godt til maden.  Bryggeriets motto passer fint til Valentinsdag. Det står skrevet på kapslen og lyder. ”Prost mein Engel”, og selvom min kone ikke drikker spiritus, er det tilpas romantisk.
Bryggeriet stammer fra 1738 og ligger i Crailsheim i Baden-Württemberg i nærheden af Stuttgart.
Denne ”Dunkel” er på 5,3% og forsynet med skruelåg, hvilket jeg kun er stødt på en gang før. Det kan jo være meget praktisk. Den er brygget på lys og mørk malt og humlet med Hallertau. Oplysningerne er temmelig få.
Det er en undergæret og ufiltreret øl, men den står alligevel helt klar i glasset med en mørk  brun farve. Skummet er kraftigt og helt lyst. Der er ikke mange bobler. Duften er af ristet malt med en sødlig note af karamel. Den er let i karakter. Smagen domineres først af ristede noter, hvorefter et strejf af sødme melder sig. Til slut overtager en god bitterhed, der hænger over i eftersmagen
Karakter 3
 
Hos Bisgaard fandt jeg også aftenens anden øl. ”Ultramour” fra det belgiske bryggeri ”Ecaussinnes”
Det er en kærligheds-øl, oprindelig brygget til kærlighedsfesten, der hvert år afholdes i byen Ecaussinnes. I 1903 besluttede Marcel Tricot at afholde ”La Gouter Matrimonial” – en ægteskabsfest, hvor unge piger og mænd kunne mødes – med ægteskab for øje.
Siden middelalderen havde det været den tradition, at en ung mand kunne plante et birketræ i sin udkårnes have d. 30 april og så kunne de mødes til 1. maj fest dagen efter. Men den tradition var ved at forsvinde, da Tricot besluttede at gøre noget ved sagen. Ved den første fest i 1903 var 6o piger indstillet på at indgå ægteskab og unge mænd blev opfordret til at stille op med tilbud. Hvor mange der rent faktisk blev gift, melder historien ikke noget om.
”Ultramour” er brygget med en tilsætning af jordbær, hindbær, kirsebær og citron. Den er på 5,0%. Den må gerne serveres temmelig kold ved en 4-5 grader. Den er overgæret og ufiltreret.
Det er en mørk øl med rødligt skær. Duften er sødlig med noter af engelsk frugtvingummi. Smagen minder overhovedet ikke om øl, men den er ikke så syrlig som så mange andre belgiske frugtøl. Den er ikke brygget på vildgær. Derfor er den utrolig sød, og kan måske virke lidt kunstig. Men jeg synes ikke, den bliver for vammelsød, man skal bare lige acceptere hele konceptet. Der er en smule bitterhed i eftersmagen. Det er nok det eneste, der minder om en øl.
Karakter 3+
Den vil virke fint som aperitif eller som ledsager til frugtdesserter.
Jeg har for nylig set, at der også er lavet en destilleret udgave af denne øl – en slags kirsebærlikør. Jeg har tidligere skrevet om deres anden øl-likør ”Ultrapres”