Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 29. september 2014

Tid til en øl - Traquair 900


29. September 2014

I dag er det præcis 8 år siden, jeg afholdt den første ølsmagning for vennerne. Jeg har fortalt om denne smagning gentagne gange før, så det vil jeg ikke gøre igen. Men det var en omvæltende oplevelse, der ændrede mit forhold til øl markant. Tidligere drak jeg kun øl til højtider og når græsset var slået, men nu nyder jeg det ret ofte.

Jeg har i de 8 år fået smagt over 2000 øl, og det svarer til ca. 250 nye øl om året. I løbet af det sidste år er det blevet til 255 øl. Jeg kom først senere i gang med at skrive om øl, så der er kun omtalt 1595 øl på bloggen.

Dagen skulle fejres med et af mine favoritbryggerier – skotske Traquair. Jeg besøgte slottet og bryggeriet sidste efterår. Det er et spændende sted. Faktisk er det Skotlands ældste endnu beboede bygning. Man mener at der har været bygget på stedet siden 700-tallet, men det nuværende slot blev grundlagt i 1107.

I 1964 tog Peter Maxwell Stuart fat på at brygge igen, da han opdagede et gammelt brygudstyr på slottet, og siden har de sendt nogle helt fantastiske øl på markedet –”House Ale” – ”Larids Liquor” og ”Jacobite Ale”. Desværre bliver det nok svært at skaffe disse øl i Aalborg, for det var Ølkonsortiet der importerede dem. Traquairs eksport går også mere i retning af Brasilien og Japan, hvor det er populært at drikke skotsk øl og skotsk single malt.

Da Ølkonsortiet i Aalborg lukkede ( en trist dag for byen ) havde de udsalg af de sidste øl på hylderne, og allerbagerst havde de fundet et enkelt flaske af Traquairs jubilæumsbryg – ”Traquair 900”. Det er en øl der – som navnet antyder – er brygget i 2007 til 900-årsdagen for slottets grundlæggelse. En barley wine  på 9,0%..

På bagsiden fortælles af slottes først var en kongelig jagthytte, og har været besøgt at 27 forskellige konger og dronninger. Slottet har stærke bånd til Stuarterne og Jacobitterne ( sådan set det samme ).

Jeg smagte øllet i sin tid, da det blev frigivet. Jeg skrev ( før bloggen ) d. 8. Januar 2008:

”En meget velkomponeret Barleywine, der lægger sig lige i haserne på Thomas Hardy ale.

Farven er nærmest mahognig og der er næsten ingen skumdannelse. Duften er sødlig og sherryagtig og det er også det indtryk, der møder en i smagen. Der kan måske anes en smule lakrids i snarten af eftersmagen, som ellers er præget af sødme og en mild bitterhed.

En dejlig aften øl, der nydes bedst uden mad. evt. et stykke chokolade.

Karakter 5”

I dag var det så en vellagret udgave der var på bordet. Jeg havde faktisk ikke troet, der var flere tilbage, så det var en øl jeg måtte have, da jeg så den i butikken ( 89 kr. ). Den har udviklet sig mere i retning af sveskekompot. Den virker mørkere i smagen. Der er nok stadig en smule alkohol i baggrunden, men det er mere afdæmpet. Det er stadig en velkomponeret øl, men jeg synes stadig ikke den kommer op på siden af ”Jacobite Ale”

Karakter 5

fredag den 26. september 2014

Tid til en øl - Hacker-Pschorr Münchner Kellerbier


26. September 2014

I dag spiste vi først aftensmad efter vores danselektion. Vi nøjes ikke med at se det på TV, men vi havde optaget ”Vild med dans”, så vi kunne se det forskudt – sammen med aftensmaden.

Jeg valgte en solid tysk øl fra Hacker-Pschorr – det berømte bryggeri fra München. Det var en ”Münchner Kellerbier” på 5,5%. Mange af deres øl indeholder ordet ”münchner” – sikkert for at formidle autenciteten i øllet. Bryggeriet er gammelt og stammer tilbage fra 1417. Det er et af de faste leverandører til Oktoberfesten.

Deres ”Kellerbier” er en klar, gylden øl med mange bobler og blødt hvidt skum. Maltet duft med lidt brød og sødlig malt. Øllet føles mere aggressivt end jeg havde forventet. Det er sødme fra malten der indleder smagen, og man sidder tilbage med en let bitterhed i eftersmagen. En tysk øl lige efter opskriftsbogen.

Karakter 3+


torsdag den 25. september 2014

Tid til en øl - Spin Doctor / Peter, Pale & Mary


25. September 2014

I går havde jeg lidt tid mellem arbejdets slutning og vores danselektion, og jeg benyttede lejligheden til at besøge Basement Beer Bar i Løkkegaden. Den var desværre ikke overrendt sådan en tirsdag aften. Den ligger jo lidt uden for alfarvej, men forhåbentlig kommer der gang i den med lidt reklame og lidt mund-til-mund omtale. For der er bestemt spændende og godt øl på hanerne. Der sad en lille, men udsøgt skare omkring baren, og de tog pænt imod en ny besøgende, så man kunne få lidt snak mellem øllene. Der var små justeringer på kortet siden første besøg, men stadig masser af øl på 20 af hanerne. Den sidste hane er specielt fremstillet til at lave cremy ale i stil med de irske fra Guiness og Kilkenny. Nikolaj venter bare på at få nogle nye og eksperimenterende øl i den stil til baren.

En af de ny øl på tavlen var en Double IPA fra Randers Bryghus – ”Spin Doctor” på 9,4%. Det må nævnes at deres hjemmeside ikke er opdateret. Der mangler simpelthen oplysninger om flere af deres spændende eksperimenter. Den nævner kun de gængse serier. Men på deres Facebookside kan man finde oplysninger.

Navnet ”Spin Doctor” er valgt, fordi ”det er et erhverv, der – ligesom bryggerkunst – er i rivende udvikling. Og når visse medlemmer af folketinget roder sig ud i alskens eskapader, kommer disse traumelæger på overarbejde. Derfor har de da ( næsten ) fortjent en øl.” Og når procenten er 9,4% kan det også hurtigt føre til en tilstand, hvor alt snurrer rundt.

På tavlen stod der DIPA, men bryggeriet omtaler den også som en Rhode Island Red, fordi farven lægger sig tæt op af denne hønseart. Der er brugt rigelige mængder af humle El Dorado,

Det er en mørk øl med en dejlig blanding af malt og humle, der giver fylde til smagen. Den er frisk med et godt bid. Smagen indledes af lidt sødlig malt og der er en pænt humlet afslutning. Men bitterheden får ikke lov at stå alene til slut – der er masser af fylde helt til sidst. Sådan som jeg godt kan lide det.

Karakter 4+

 
Da øllet jo serveres i små glas var der tid til at smage en øl mere, og det var måske lidt svært at komme efter spindoktoren. Men Nikolaj anbefalede en pale ale fra Mikkeller – ”Peter, Pale and Mary”. ( 4,6% ). Det er en american pale ale med den lethed og raffinement, der kendetegnede den legendariske trio – Peter, Paul And Mary. ( kendt for ”Puff, the magic dragon” og ”Early morning rain” ). Det er en lys, orangerød øl med fint skum. Duft af eksotisk frugt med masser af citrus. Forfriskende, og med masser af smag – stadig i den fine, eksotiske stil. Bitterhed er passende for mine smagsløg.
 
Karakter 4
 
En hyggelig times tid, som man godt kunne unde flere øldrikkere. Så tag til Løkkegade for at smage det gode øl.

tirsdag den 23. september 2014

Tid til en øl - Jessenhofke BRWN


23. September 2014

Lørdag blev min datter gift i Hammer Kirke, og det var en fantastisk dejlig dag med godt vejr, godt humør og vellykket fest. Det øl, der var efter middagen, var det sædvanlige Tuborg. Det er stadig for dyrt med specialøl til den slags fester, og de fleste gæster vil såmænd også hellere være fri.

Vi havde fredag været til frokost med brudeparret på Cafe Vesterå i Aalborg, hvor man til gengæld havde et helt pænt ølkort – Svaneke, Rochefort og Brooklyn IPA bla. Her fik vi en dejlig æggekage.

Men i går åbnede jeg så en øl fra Jessenhofke i Belgien. Det er en bruin/brown ale men der er ikke helt plads på etiketten til navnet, så det er forkortet til BRWN. Jessenhofke er et nyt bryggeri, der åbnede i Kuringen, Limburg i 2010. jeg smagte deres ”Pimpernelle” på baren ”Delerium Tremens” i Bruxelles for nogle år siden.

Deres ”BRWN” er en rødlig, mørk øl på 7,0%. Skummet er beige med gulligt skær, og øllet er klart. Den har en dejlig duft af krydderi og frugtvingummi, men det bliver ikke for vammelt og dominerende. Den føles overraskende let i munden. Smagen er behageligt krydret, og der er da også tilsat krydderier, men de er ikke navngivet. Til gengæld består humleblandingen af Challenger, Goldings og Fuggles. IBU 21. Det er en behagelig øl.

Karakter 4+


fredag den 19. september 2014

Tid til en øl - Boon Kriek Mariage Parfait 2012


19. September 2014

I morgen er en stor festdag her i huset. Min ældste datter skal giftes, og der skal være både reception og fest. Min datter overnatter her hos os, så vi i ro og mag kan hjælpe hende i morgen – med at køre hende til frisør og hjælpe hende i kjolen osv. Og svigersønnen må jo ikke se kjolen, så han må blive hjemme.

Forleden så jeg – da vi besøgte Det Bette Ølhus – en belgisk bryllupsøl, som jeg tænkte vi kunne smage i dag. Ingen af de tilstedeværende var dog øldrikkere, men både min kone og min yngste datter ville da gerne prøve. Bruden var derimod ikke til sinds at lade sig overtale. Jeg reklamerede endda med at det var en kirsebærøl – velvidende at den nok var mere syrlig end jeg antydede.

Bryggeriet er Boon, og det skal man lede lidt for at finde på flasken. Etiketten siger klart: ”Kriek Mariage Parfait” ( det perfekte ægteskab ). Frank Boon har i mange år brygget en ”Geueze Mariage Parfait” på 8,0& alkohol og denne er så kirsebærudgaven fra 2012.

Hvis jeg ellers forstår den flamske tekst rigtigt, er den en lambik, der er lagret i 18 mdr. Heri fyldes 400g/l kirsebær ( kriek er en art sure kirsebær ( morello ) fra området omkring Bruxelles ) og der kommer en ekstra gæring på flasken.

Det er en knaldrød øl med lyserødt skum, der hurtigt forsvinder. Min yngste datter gjorde nogle fine iagttagelser. Først er duften let neutral men som skummer forsvinder træder syrligheden kraftigere frem. Nu måtte jeg ikke blive sur, men: ”Den lugter lidt af hest”. Og det er jo ganske rigtigt. Det er en note der ofte knytter sig til disse spontangærede øl, så jeg roste hende i stedet for at blive sur. Den var ikke så slem som hun havde troet og selv min kone kunne da drikke den, selvom hun ikke helt kunne se hvorfor.

jeg synes den er syrlig og kunne personligt godt savne noget mere sødme, uden at det dog skulle blive en af de sukkersøde udgaver fra Lindemann. Jeg er jo til de sødere sager.

Karakter 3

Vi glæder os til i morgen.


Tid til en øl - Astra Rotlicht


19. September 2014

”Astra Rotlicht” er en øl, der er brygget til Hamborgs berømte St. Pauli Kvarter. Denne type forlystelseskvarterer findes jo i mange storbyer og når koncentrationen af barer og sexklubber er høj nok, omtales de ofte som ”red light districts”

Som tidligere nævnt har Astra ingen betænkeligheder ved sjove og let provokerende reklamefremstød, og det gælder også her.
 

 
Det er åbenbart en øl, der sparker ( spanker ) røv og helt klart for de tunge drenge. Så det er Astra stærkeste øl gennem tiderne. Hele 6,0% kan den kravle op på. ”Gebraut mit liebe – und mehr alkohol”.

Det er en gylden øl med små bobler og skinnende hvidt skum. Man mødes af en udmærket blanding af lys malt og let humle. Den er frisk og livlig og en smule aggressiv, men ikke så meget som fyren i reklamen. Sødlig maltet indledning og en let humlefriskhed til sidst. Bitterheden dukker tydeligt op i eftersmagen.

Karakter 3+


onsdag den 17. september 2014

Tid til en øl - De Ryck Special


17. September 2014

I lørdags var jeg på en tur til Veras ”Det Bette Ølhus” i Aalbæk. Det er en årlig tur med vennerne, og vi var fire af sted denne gang. Vi tog en smagning med alle fadøl på kortet. – otte stk. De strakte sig fra ”St. Louis Kriek” til ”Straffe Hendrik Quadrupel”, så vi kom flere øl igennem.



Derefter nød vi en ”Tripel” fra Val-Dieu og en spændende ”Double Espresso” fra Broeder Jacob. Jeg købte en med fra butikken, så der kommer en anmeldelse senere.

En anden øl, jeg fandt var ”Special” fra De Ryck. Det er typen ”Speciale Belge”, som jeg ikke kender så meget til. Under 1. Verdenskrig ribbede tyskerne alle de belgiske bryggerier fra deres kobberkedler, for at bruge det i våbenindustrien. Derfor var der efter krigen stort set ingen bryggerier tilbage i Belgien, og man måtte importere engelsk og skotsk øl. Derigennem kom belgierne i kontakt med den veludviklede skotske gær, der kunne generere mere alkohol, så man kunne lave stærke øl. Men man var også glad for den engelske pale ales, der jo er noget svagere i procenten. For at kickstarte den belgiske ølproduktion udskrev man en konkurrence om en særegen belgisk udgave af pale ale. Og vinderen blev denne ”Speciale Belge”. Der er ikke så mange udgaver af denne type tilbage. Den mest kendte er De Konick.

Brouwerij De Ryck stammer fra 1886, hvor Gustaaf de Ryck begynder at brygge på sin gård i Hezele. Han bliver uddannet som brygger i Bremen og udsender en lys og en mørk øl. Bryggeriet kaldes De Gouden Arend ( Den Gyldne Ørn ). Bryggeriet lukker under 1. Verdenskrig ( se ovenfor ), men genåbner i 1920, - som De Ryck – og høster stor succes med ”De Ryck Special” i den nye stil. Den er brygget udelukkende med de fire grundingredienser. Gustaff dør i 1965 og bryggeriet føres videre af sønnen og senere nogle fætre. De har et pænt udvalg af forskellige øl – i 2011 kom en jubilæumsøl ved navn ”De Gouden Arend”.

”De Ryck Special” er en flot orangegylden, uklar øl på 5,5%. Den toppes af fint, hvid skum. Man mødes af en lys frugtaroma, hvor fersken og appelsin blandes med let krydderi. Den føles umiddelbart meget let, næsten en smule sydende til slut. Let syrlig smag af appelsinskal og citrus. Den bitterhed bryggeriet selv hentyder til har jeg lidt svært ved at stadfæste. Som nævnt har jeg ikke smagt så mange øl i denne stil, og jeg tror ikke, jeg helt har fundet ind til kvaliteterne endnu. Men det kan jo komme – jeg havde det engang på samme måde med kölsch.

Karakter 3+

lørdag den 13. september 2014

Tid til en øl - Basement Beer Bar


13. September 2014

I går fik Aalborg en ny bar – spækket med spændende specialøl. Basement Beer Bar i Løkkegade.

Det er Nikolaj Madsen, der står bag projektet. Han har i mange år gjort John Bull Pub i Aalborg til et af mine – og mange andres – favorit ølhuller med spændende øl på tavlen. Efter bruddet med John Bull har han nu fået muligheden for egen bar med 21 haner – fyldt med specialøl.

 
Her ses den stolte ejer foran den imponerende øltavle. Jeg var forbi i går på åbningsdagen og der var fuldt af mennesker. Nogle hardcore ølkendere havde sat sig ved bardisken for at arbejde sig gennem samtlige øl fra nr. 1 – 21, men jeg har nu tænkt mig at komme igen og smage nogle flere en anden dag.
 

Lokalet er inddelt i flere rum, så man kan sidde i små grupper. Interiøret er minimalistisk og råt, og passer til navnet ”Basement”. Det giver en noget skarp akkustik, og  da telefonen ringede var det umuligt at føre en samtale indenfor.


Der er spændende fadøl på hanerne – især fra danske og amerikanske bryggerier, men der er helt klart øl til enhver, undtagen hvis man går efter Slotspilsner eller lign. Alle øl serveres i to størrelser, hvilket er godt for folk som mig, der gerne vil smage flere forskellige øl end en enkelt mass. Det er sikkert også godt for forretningen, for man slipper lidt mere pr. glas.

 
                     
 


Jeg lagde ud med en af mine syrlige favoritter, som jeg ikke tidligere har smagt på fad – Duchesse de Bourgogne. Det er en dejlig syrlig øl med en del sødme til at balancere, og med den på kortet skal jeg nok blive en hyppig gæst.

 
Derefter valgte jeg en ”Foxy Brown” fra Ugly Duck. En god brown ale på 5,9%. Meget mørk og uklar med duft af humle og kløver. Den er frisk og livlig. Smagen domineres også af humlen men er pænt rundet af malten. Jeg synes at kunne fornemme noget hyldebærsaft i baggrunden, men det kan jeg nok garantere ikke er tilsat. Fakta er at det er en brown ale med fylde, der holder sig levende pga af humlen.

Karakter 4


Derefter vendte jeg mig mod en røgøl fra Against The Grain. Det er et bryggeri, jeg ikke tidligere har smagt øl fra, men en beskrivelse af bryggeriet må vente til senere, for snart går toget mod Ålbæk og Det Bette Ølhus.

MacFannybaw er en barrelaged øl på 8,5%. Den er uklar og har en smuk orange farve. Duft af brænderøg kombineret med lys frugt. God mundfylde. En meget lækker, kompleks smag med søde noter af frugt, syrlige noter fra fadet og røg fra malten.
 
Karakter 5      

  

Jeg havde tænkt mig at slutte af med ”Pannepøt” fra belgiske De Struise, men da jeg sad og havde en hyggelig snak med Nikolaj onkel ( tror jeg det var ), nævnte han at fadet fra Randers bryghus  med ”Gasolin” var det sidste i landet. Jeg har smagt den før på flaske, da den udkom og troede at det var en genudgivelse. Men når det nu er den originale vare, så skulle jeg da slutte af med den. Det er en kulsort, fløjlsblød øl på 11,0%. Fyldig smag med mørk frugt og lige så god som jeg husker den.

Imens kom Antoni Madsen fra Thisted Bryghus ind for at ønske Nikolaj til lykke, og vi sad og fik en hyggelig ølsnak og Ny Nordisk Øl plus en del af det løse.

Alt i alt en meget vellykket eftermiddag på åbningsdagen. Jeg håber det bliver en stor succes. I hvert fald en stort tillykke herfra.

Derefter gik turen til danseskolen, hvor der ventede en ekstra time. Det gik meget bedre efter fire stærke øl. Jeg havde et helt naturligt sway og hofterne var lidt løsere i latindansene.

fredag den 12. september 2014

Tid til en øl - Ny Nordisk Øl II


8. September 2014

Til Ølentusiasternes møde på Øllets Dag var der samlet en lille snes mennesker for at smage en af tidens trends på ølfronten – Ny Nordisk Øl. Det kan undre, at der ikke er flere, der benytter lejligheden til at stifte bekendtskab med denne niche i brygkunsten. Man smager jo kun en lille smule – og skulle det smage forfærdeligt er der jo intet forgjort i det.

Jeg må sige, at det slet ikke er tilfældet. Øllet var overraskende godt ( det siger måske lidt om mine forventninger ), og bestemt ikke kedeligt.

Den femte øl i det officielle program kom fra Viborg Bryghus. Her var der lidt rod med etiketten. På den stod der ”Snapsting”, men øllen vi skulle smage var benævnt ”Nordisk Pioner”. Det skulle være samme øl. Det er en øl på 7,5% - faktisk dagens stærkeste – brygget med lyng fra Hærvejen og enebær. Der var absolut ingen humle, hvorfor bitterheden var IBU = 0. Vi blev orienteret om at andre bitterhedsgivende ingredienser som malurt, lyng eller porse ikke regnes med som IBU, men hvis det gjorde ville bitterheden ligge omkring 20 IBU. En udmærket øl med tydelig aroma af enebær. Behagelig at drikke og med en udmærket smag.

Karakter 3+

 
Per Kølster er en af bagmændene bag projektet og han havde brygget dagens bedste øl – ”Gran Kry”. En øl på 6,6% - brygget med friske fyrreskud ( pakket i poser af gaze ). Der var desuden tilsat perlehumle. Det var en gylden øl med kraftig fyrrearoma. Smagen var let sødlig og præget af fyr og harpiks. Jeg sammenlignede den mest ”Alba” fra skotske Williams Bros. Det er en gammel nordisk opskrift fra vikingetiden der ligger til grund for den ( efter sigende ), så det er en god, gammel nordisk tradition Kølster har taget op – og med stort held.
Karakter 4+
Derefter fik vi serveret velsmagende Nordisk Frikasse. Den var vel rettere dansk, for de fleste ingredienser stammede fra formanden have, og det var Gert og Tine, der havde stået ved gryderne.
Afdelingen havde også sendt tilbud ud til de mange hjemmebryggere i byen, om at prøve kræfter med Ny Nordisk Øl, Det var desværre kun to, der havde responderet.

 
Først en helt ny og frisk ”Slåenhvede” fra brygger Martin Holch Henriksen. En øl der levede op til kravene bag ideen. Dansk malt fra Danish Malting Group og slåen fra egen have. Helt i den rigtige ånd. Det er en af de sjoveste farver, jeg har set på en øl. Bleg ferskenfarve. Der er en fin duft af slåen, men øllet virker ualmindelig let i munden. Nu var det også en helt ny øl, og den kan måske erhverve lidt fylde med alderen. Den er en smule fizzig. Smagen er også let og kortvarig, men slåen smager igennem og virker umiddelbart som en god ingrediens. Det hele skal bare lige opgraderes.
Karakter 3
 
 

De to sidste øl var fra håndbryggerne Kristian Gaardsøe og Niels Tikjøb. De har for vane at brygge to øl på samme malt. En gammel tradition, der kendes gennem historien. Bliver man ved endnu flere gange ender man med ”det tynde øl”. Vi lagde ud med andet opkog, der blev til en øl på 5,0%. Tilsat havegryn for mundfylden og mælkebøtte for smagen. Mælkebøtterod er kogt med i 10 min. Det er en uklar gylden øl med en let bitter aroma af græs og citrus. Den er frisk og livlig og har en let bitter smag. Mælkebøtte er jo i den grad nem at anskaffe, men er måske ikke den kraftigste smagsgiver.

Karakter 3+                                                            

Vi sluttede af med det lidt kraftigere første opkog ( 5,6% ). Her var til gengæld tilsat 14 g malurt / 50 l og 80 g porse, der havde kogt med i 10 min.. Øllet ligner til forveksling den foregående, men man mærker en tydelig duft af porse. Denne øl er også en smule for livlig og spritzig. Men doseringen af malurten er meget fin, og her bliver den ikke ubehagelig bitter. Smagen af porse er god, men holder ikke længe.

Karakter 3+

Det var en spændende eftermiddag, med øl man ikke lige falder over til hverdag. Alle eksperimenterne viser, at det er et projekt, der absolut har mulighed for at kaste ”en ægte dansk øl” af sig. Det er ikke bare en kuriøsitet, som noget måske har troet. Især ideen med at prøve at finde en original dansk gær lyder spændende. Vi kender jo gærens indflydelse på belgisk ale og tysk weissbier, og det vil gøre det muligt at brygge forskellige øltyper med samme karakteristika. Men hvornår en sådan øl bliver skabt, og hvem der skal afgøre at målet er nået, svæver vist lidt i det uvisse. Indtil da må bryggerne bare klø på. Vi andre skal nok komme og prøvesmage.

torsdag den 11. september 2014

Tid til en øl - Dark Horse Too Cream Stout


11. September 2014

Dark Horse Brewing Co. har en serie spændende stouts, der skal hjælpe os gennem vinteren. Den første – ”One Oatmeal Stout” – kommer i oktober og derefter udsender de en hver måned indtil februar hvor en af mine absolutte favoritter dukker op – ”Plead the 5th”. Desværre kommer de noget senere på markedet herhjemme, så de sjældent passer til vinteren, og det er langt tid siden at ”Plead the 5th” har været fremme.

Men de andre kan fås i perioder hos Vinspecialisten i Aalborg, og der fik jeg denne ”Too Cream Stout”, der altså udkommer i USA i november. Jeg har skrevet om ”Tres Blueberry Stout” og ”Fore Smoked Stout” tidligere.

”Too Creamy Stout” er brygget med laktose, hvilket vist skulle give den en blød og behagelig tekstur. Derfor blev jeg lidt overrasket, for jeg synes den er en smule skarp og aggressiv i munden. Den er kulsort – med rødbrunt skum, der svinder hurtigt. Duft af ristet malt og mælkechokolade. Det er nok her laktosen spiller ind. God smag med ristede noter og chokolade, samt en pæn afsluttende humlebitterhed.

Karakter 4

lørdag den 6. september 2014

Tid til en øl - Ny Nordisk Øl


6. September 2014

I dag er det Øllets Dag, og overalt i landet har lokalafdelinger af De Danske Ølentusiaster fejret det på forskellig vis. I Aalborg havde vi inviteret Christian Andersen til at holde et oplæg og en smagning med Ny Nordisk Øl, der fik Den Danske Ølpris 2014.

 
Christian Andersen har længe skrevet om øl i Jyllandsposten, hvor hans blog ”Durst” har sat øl til debat ( nu er den desværre lukket ), og han er en af initiativtagerne til manifestet om Ny Nordisk Øl. Sammen med Anders Kissmeyer og Per Kølster har han opsat nogle mål, der kunne bringe en speciel nordisk øltype på landkortet. Brygget med lokale råvarer – både malt, humle og gær, samt med lokale smagsgivere fra den nordisk natur. Det sidste er prøvet før, men her er projektet mere ambitiøst, fordi det hele skal være hjemmedyrket. Til gengæld er der ingen forudindtaget opfattelse af, hvad sådan en øl skal indeholde. Man har inviteret danske og nordiske bryggere til at komme med alle deres bud på, hvordan sådan en nordisk øl skal skrues sammen. Spændende eksperimenter, som vi fik lov at smage lidt af i dag.

Den første øl var fra Thisted, hvor man har prøvet med flere udgave af nordisk øl. ”Xperimentet nr.4” ( man har ikke skiftet etiket, så der står nr. 2 på alle udgaver ) er em tisgul øl på 5,8%. Den er brygget med havtorn og porse. Den har en let syrlig duft, hvor porsen træder frem og også spor af sødme fra honning. Det var til gengæld ikke nævnt som ingrediens, men det har været brugt i tidligere udgaver.  Dem føles let og behagelig. Smagen er sødlig og mindede mig en den lille mjødsmagning, jeg var udsat for på Voergård i sommer, så jeg føler mig overbevist om honningen. Porse og et strejf af klitenge blander sig i smagen.
Karakter 4                                                              

Næste øl var fra Herslev, der havde en øl brygget med hø med på Ølfestivalen i år. Den skulle vi smage ( Der var lidt usikkerhed om det var præcis samme udgave ). Det specielle er, at den er gæret sammen med hø et par dage, og derefter gæret færdig med alegær. Det er en uklar, lys gylden øl på 4,9%. Den har en let syrlig aroma, hvor citrus træder frem sammen med en støvet note at halm ( måske er det bare fordi den hedder ”Mark Hø Øl” ) Smagen er udpræget citron, og der var debat om, det var et resultat af brugen af hø, hvilket jo er spændende.

Karakter 3+                                                            


Coisbos ”Ten” vandt faktisk konkurrencen på Ølfestivalen, og de præsenterede en øl med birkesaft og kvæde – uden humle. Birkesaften var karameliseret og dukkede op i aromaen sammen med  abrikos – eller nok rettere kvæde. Det var en helstøbt øl, som bestemt ikke bar præg af at være en flippet forsøg på noget nyt. Faktisk var jeg indtil videre positivt overrasket over det høje niveau af øllet.
 Karakter 4+ 

 
Derefter fulgte Thisteds tredje eksperiment – stadig benævnt ”Xperimentet 2”. Denne øl var mørkere og tilsat porse og malurt. Porsen var tydelig og indbydende i aromaen, men den var kun kortvarigt til stede i smagen inden malurten tog over. Og det er ikke rigtig en bitterhed, som jeg bryder mig om.
Karakter 3    
 
 
Som et lille ekstranummer havde lokalformanden taget den oprindelige ”Xperimentet 2” med, så alle, der havde lyst kunne få en mindre smagsprøve af den. Vi blev advaret – ”Den er endnu mere bitter”. Læg mærke til at den er endnu mørkere end treeren. Først var bitterheden ikke så fremtrædende, men jeg skal love for den kom snigende og blev hængende i lang tid, efter øllet var sunket. På sin vis mere behagelig end den forrige, men der er en grund til at ”malurt i bægeret” ikke er noget positivt.
Fortsættes…..

fredag den 5. september 2014

Tid til en øl - Zundert Trappist


5. September 2014

Der skyder efterhånden trappistbryggerier op overalt. Blandt de nye er et i Østrig - et i USA og et i Holland, så de nu har to. Desuden er der et på vej fra Frankrig. Der er omkring 170 trappistklostre i verden – heraf 92 i Europa, så der er stadig basis for en udvidelse af trappsitbryggerierne. Mange af klostrene ser jo den succes bryggerierne har, og kan se en indtægtskilde her. Så der er sådan set ikke noget at sige til det. Det vil bare være synd, hvis det kommer til af udvande begrebet ”trappistøl”.

Klosteret Abdij Maria Toevlucht blevet grundlagt i 1900 og blev udnævnt til abbedi i 1938. Det ligger nær Breda i byen Klein Zundert, hvilket er grunden til at øllet har fået navnet ”Zundert”. Der brygges stadig kun den ene øl, som derfor ikke benævnes yderligere. Der står dog ”Trappist” på etiketten også. På nuværende tidspunkt er det 45 munke i klosteret


Deres kobberfarvede øl er brygget efter egen opskrift. Det er ikke en efterligning af andre trappistøl. Men efter at have smagt den, vil jeg nok sige at den lægger sit tæt opad det, vi kender i forvejen. Det skulle da også være mærkeligt, hvis ikke munkene har søgt råd hos mere erfarne kolleger. De hævder, at der tidligere har været brygget øl på klosteret, så de har selv stor ekspertise. Det er en øl på 8.0%. Farve som mørkt rav med blødt, cremet skum og mange hurtige bobler. Der er en duft af lys frugt, typiske trappistgærnoter og lidt krydderi. Den har en blød og let cremet fremtoning i munden, der gør den yderst behagelig. God smag af blomme og lys frugt, måske lidt koriander og appelsin.

Karakter 4+

Hvis vi skal have flere trappistbryggerier, er det da godt at kvaliteten er på samme niveau, som det vi ellers forventer.

Købt i Det Bette Ølhus – som vi besøger igen næste lørdag.

torsdag den 4. september 2014

Tid til en øl - – Grauballe Munkebryg


4. September 2014

I aften efter danselektionen var der tid  til en lille øl – og det blev med tryk på lille. Små 25 cl var der i flasken. Det var en jubilæumsøl fra Grauballe med navnet ”Munkebryg”. Den er lavet til deres 10 års jubilæum i 2012 og er inspireret af munkene på Allingkloster, der lå nær Grauballe. Her bryggede munkene en stærk øl ved særlige lejligheder. Om denne historie har noget på sig eller ej, ved jeg ikke, men Grauballe Bryghus har i hvert fald taget afsæt i de belgiske klosterbryg.

Det er en kraftig sag på 10.0% - en såkaldt quadruple. Den er nærmest mørkebrun. Skumudviklingen er svag og forsvinder hurtigt. Duften er sødlig med alkohol, gærnoter og krydderi. Den virker en smule skarp i munden og føles ikke så blød og rund som man kender det fra Belgien. Smagen er sødlig med blommer i madeira, rosiner og sukker. Et udmærket bud på en kraftig belgier.

Karakter 4                                                                              


onsdag den 3. september 2014

Tid til en øl - "Bier für Dich


3. September 2014

”Ein kluger Mann macht nicht alle Fehler selbst. Er gibt auch anderen eine Chance”. Sagt af Winston Churchill – som jo nok sagde det på engelsk. Men det er et citat på en øl, jeg købte i Hamburg i sommer. - ”Bier für Dich”. Den kommer i en specialindpakning med overskriften ”Männer”, og med undertitlen ”Das Bier mit Bodschaft”. Det havde selvfølgeligt været bedre med ”Das Bier mit Gesmack”, men det er næsten for letkøbt at komme med. Og den er faktisk bedre end jeg havde forventet/frygtet.

Det er Brauerei Hütt i Immenhausen – i nærheden af Kassel – der fremstiller den. Det kræver lidt detektivarbejde at finde ud af. Det fremgår ikke tydeligt af etiketten. Bryggeriet blev stiftet i 1752 af Johann Friedrich Pierson, og han fik i 1755 en datter Dorothea. Hun blev født i ølstuen, der bar det fine navn ”Knallhütte”. Dorothea er mest kendt for sin forbindelse med Brødrene Grimm, og for at have inspireret til mange af deres eventyr, fordi hun kendte så mange folkeeventyr, som de så forfinede. Man kan godt forestille sig, at fantasien blev sluppet løs efter et par Mass i ”Knallhütte”. Brauerei Hütt producerer en række traditionelle tyske øltyper – både lagerøl og weissbier. Og så brygger de også på bestilling fra firmaet og butikker. ”Bier für Dich” er således brygget til ”Geschenk für Dich”

 
”Bier für Dich” er en smuk gylden pilsnerøl på 5,2%. Masser af livlige bobler og kridhvidt skum. Der er en duft af korn, æble og en anelse svovl. Den virker meget spritzig. Smagen er frugtig med en let sødme og man mærker en mild bitterhed i eftersmagen.
 
Karakter 3
 

tirsdag den 2. september 2014

Tid til en øl - Svaneke American Pale Ale


2. September 2014

På hylderne i vores lokale Brugs kan der nogle gange stå øl i meget lang tid. Noget juleøl står til efter påske - og så pludselig er der nye øl på programmet. Det er ofte af svingende kvalitet. Det virker som om, princippet er :”hvad koster mindst”, men det er sikkert noget med centrale indkøb. Og så kan man ind imellem lande en glimrende øl fra et af de bryghuse, der er inde i varmen hos COOP.

Sådan en øl er ”American Pale Ale” fra Svaneke Bryghus på Bornholm. Egentlig er det jo underligt, at man kan købe den i en supermarked i Nordjylland – det er jo ikke lige om hjørnet, men det er USA og Belgien på den anden side heller ikke.

Etiketten, der har form som Bornholm har antaget de amerikanske farver. Det er en traditionel pale ale, inspireret fra USA med brug af amerikansk humle. Alkoholprocenten er 4,8%

Det er en sløret, gylden øl med kraftigt hvidt skum. Duften er dejlig – præget af grape og citrus. Den er frisk i munden og har et godt bid i slutningen. Smagen er også præget af humlen, der er doseret fint i forhold til mine smagsløg. God og behagelig bitterhed.

Karakter 4

Når Brugsen nu ikke vil sælge de autentiske varer, som f.eks Sierra Nevada, så er det godt at de kan finde gode alternativer. Nu kan Nibe og Svaneke slås lidt om pladsen som den bedste pale ale i foretagenet. Desværre er det sikkert kun kort tid, vi kan nyde godt af Svanekes bidrag. Der er ikke mange tilbage.