Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 13. september 2014

Tid til en øl - Basement Beer Bar


13. September 2014

I går fik Aalborg en ny bar – spækket med spændende specialøl. Basement Beer Bar i Løkkegade.

Det er Nikolaj Madsen, der står bag projektet. Han har i mange år gjort John Bull Pub i Aalborg til et af mine – og mange andres – favorit ølhuller med spændende øl på tavlen. Efter bruddet med John Bull har han nu fået muligheden for egen bar med 21 haner – fyldt med specialøl.

 
Her ses den stolte ejer foran den imponerende øltavle. Jeg var forbi i går på åbningsdagen og der var fuldt af mennesker. Nogle hardcore ølkendere havde sat sig ved bardisken for at arbejde sig gennem samtlige øl fra nr. 1 – 21, men jeg har nu tænkt mig at komme igen og smage nogle flere en anden dag.
 

Lokalet er inddelt i flere rum, så man kan sidde i små grupper. Interiøret er minimalistisk og råt, og passer til navnet ”Basement”. Det giver en noget skarp akkustik, og  da telefonen ringede var det umuligt at føre en samtale indenfor.


Der er spændende fadøl på hanerne – især fra danske og amerikanske bryggerier, men der er helt klart øl til enhver, undtagen hvis man går efter Slotspilsner eller lign. Alle øl serveres i to størrelser, hvilket er godt for folk som mig, der gerne vil smage flere forskellige øl end en enkelt mass. Det er sikkert også godt for forretningen, for man slipper lidt mere pr. glas.

 
                     
 


Jeg lagde ud med en af mine syrlige favoritter, som jeg ikke tidligere har smagt på fad – Duchesse de Bourgogne. Det er en dejlig syrlig øl med en del sødme til at balancere, og med den på kortet skal jeg nok blive en hyppig gæst.

 
Derefter valgte jeg en ”Foxy Brown” fra Ugly Duck. En god brown ale på 5,9%. Meget mørk og uklar med duft af humle og kløver. Den er frisk og livlig. Smagen domineres også af humlen men er pænt rundet af malten. Jeg synes at kunne fornemme noget hyldebærsaft i baggrunden, men det kan jeg nok garantere ikke er tilsat. Fakta er at det er en brown ale med fylde, der holder sig levende pga af humlen.

Karakter 4


Derefter vendte jeg mig mod en røgøl fra Against The Grain. Det er et bryggeri, jeg ikke tidligere har smagt øl fra, men en beskrivelse af bryggeriet må vente til senere, for snart går toget mod Ålbæk og Det Bette Ølhus.

MacFannybaw er en barrelaged øl på 8,5%. Den er uklar og har en smuk orange farve. Duft af brænderøg kombineret med lys frugt. God mundfylde. En meget lækker, kompleks smag med søde noter af frugt, syrlige noter fra fadet og røg fra malten.
 
Karakter 5      

  

Jeg havde tænkt mig at slutte af med ”Pannepøt” fra belgiske De Struise, men da jeg sad og havde en hyggelig snak med Nikolaj onkel ( tror jeg det var ), nævnte han at fadet fra Randers bryghus  med ”Gasolin” var det sidste i landet. Jeg har smagt den før på flaske, da den udkom og troede at det var en genudgivelse. Men når det nu er den originale vare, så skulle jeg da slutte af med den. Det er en kulsort, fløjlsblød øl på 11,0%. Fyldig smag med mørk frugt og lige så god som jeg husker den.

Imens kom Antoni Madsen fra Thisted Bryghus ind for at ønske Nikolaj til lykke, og vi sad og fik en hyggelig ølsnak og Ny Nordisk Øl plus en del af det løse.

Alt i alt en meget vellykket eftermiddag på åbningsdagen. Jeg håber det bliver en stor succes. I hvert fald en stort tillykke herfra.

Derefter gik turen til danseskolen, hvor der ventede en ekstra time. Det gik meget bedre efter fire stærke øl. Jeg havde et helt naturligt sway og hofterne var lidt løsere i latindansene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar