Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Orkney. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Orkney. Vis alle opslag

mandag den 4. maj 2009

Tid til en øl - Orkney Skullspilitter

4. maj 2009
”5000 years in the making”. Noget kunne tyde på at man er gået i gang med at udvikle denne øl, dengang Orkneyøerne blev beboede. Det er i hvert fald Orkney bryggeriets slogan. Bryggeriet ligger i en gammel skolebygning i byen Quoyloo i nærheden af Skara Brae. Her står de store megalitiske stencirkler tæt og minder om, at øerne har været beboede i meget lang tid.
Bryggeriet blev grundlagt i 1988 at Roger White og hans kone Irene, men er blevet opkøbt af Norman Sinclair i 2006, og kører nu videre som en del af Sinclair Breweries.
Øerne blev tidligt erobret af vikingerne, der regerede her i 600 år. Omkring 950 regerede Thorfinn Hausakluif øerne som den 7. vikinge-jarl. Han havde tilnavnet ”Skullsplitter”, men selv om han levede i voldsomme tider, døde han fredeligt og roligt i sin seng.
Aftenens øl er opkaldt efter ham. Det er en ”strong ale” ( wee heavy ) på 8,5%. Den er brygget på masser af pale ale malt ( og den skotske byg er jo kendt for sin høje kvalitet ), samt krystal- og chokolademalt. Den er humlet med East Kent Goldings. ”Skullsplitter” vandt prisen som ”Best Winter Beer” ved CAMRA’s festival i 2001.
”Skullsplitter” fremstår med et utroligt flot rødgyldent skær. Den er helt klar og der er et mylder af bobler, der fornøjede bruser op og danner den tætte lyse skumtop. Aromen er præget af mørk malt og mørk frugt samt lidt karamel. Det er ikke en tung øl, men den udmærker sig ved en dejlig lethed, der ofte kendetegner de skotske øl. Skotsk øl er traditionelt gæret ved lavere temperatur end f.eks de engelske, og det giver ofte en karakter, der minder mere om en undergæret øl. Øllet føles frisk og man kan mærke alkoholen prikke lidt i munden. Smagen er maltet med tydelige noter af sveske og rosin, samt karamel, men der er ikke meget bitterhed at hente i eftersmagen. Også dette træk er alment ved skotsk øl, for det er for koldt til humledyrkning på de kanter, og man har derfor udviklet en mere maltet karakter. Det er en glimrende øl, der viser skotsk øl fra sin bedste side og den passer også fortrinligt til en robust gryderet.
Karakter 5

fredag den 9. januar 2009

Tid til en øl - Pacific Summer Ale / Dark Island Reserve

8. januar 2009
Så er det atter tid til en øl. Eller rettere tid til at skrive om en øl. Og nu er der igen mulighed for det.
Der har været problemer med at logge på internettet i et stykke tid, og selvom PC’en nu har været en tur på skadestuen, virker den ikke helt på det gamle niveau endnu, synes jeg. Der havde sneget sig et program ind, der udgav sig for at være et antivirusprogram, men som ikke kunne fjernes igen. Det er da i det mindste væk nu..
Nytårsaften var vi 3 familier samlet til fest, hvor menuen stod på dejlig fiskesuppe og en fiskeanretning med alt godt fra havet. En af gæsterne havde en dejlig hvidvin med som passede meget fint til maden. Inden da havde vi fået kaffe om eftermiddagen og den blev fulgt op af en frisk og humlet øl fra Nørrebro Bryghus – ”Pacific Summer Ale”. Som navnet antyder, er det en øl, der lægger sig tæt op at ”American Pale Ale”- stilen fra Californien.
Nørrebro ”Pacific Summer Ale er en lys gylden øl med hvidt skum. Duften er frisk af citrus fra humlen og øllet føles livligt pga. kulsyren. Samtidigt er den let, næsten en smule vandet. Smagen er præget af humlen med noter af grape og fyrrenåle, hvilket giver en lidt skarp smag. Eftersmagen er god og humlet.
Karakter 4
Ud på aftenen nød vi lidt mere øl. Vi havde ”Fuller’s 1845” på programmet ( 20 Aug. 08 ) og en Pale Ale på dåse fra Ølfabrikken. Gourmetbryggeriet har jo opkøbt Ølfabrikken og lancerer nu dåseøl under dette navn. Men det virker ikke som Ølfabrikkens øl. Dertil er den for ordinær. Det er en udmærket ale i engelsk stil med fyldig smag, der dog har tendens til at blive for tung og for sur. Humlen giver en floral, lidt parfumeret smag, men balancen er ikke helt i orden. Indtrykket er lidt kedeligt og tungt. Det er ikke en nødvendig øl på det danske marked. Der er masser af bedre alternativer.
Karakter 3
Vi sluttede af med en dejlig mørk WhiskyStout fra Orkney-øerne – ”Dark Island Reserve” på 10,0%
Jeg smagte den første gang ved ølfestivalen i Århus. Den findes i meget begrænset oplag. Den øl, vi fik her til nytår, var brygget d. 5 Juli 2007 og er lagret på Fad. nr. 4 i 3 måneder. Dette fad har tidligere indeholdt Orkney Single Malt Whisky.
.Det er en meget mørk, ugennemsigtig stout med  brunt skum, der jo tyder på masser af mørk ristet malt. Duften er kraftig og ristet, men samtidig er der noter at chokolade og kaffe. Øllet fylder godt i munden og smagen er meget fyldig. Whisky lagringen trænger igennem, så man klart fornemmer noter fra fadet, men den smager selvfølgelig ikke som whisky. Dertil træder den ristede maltsmag for tydeligt igennem. Det er en meget spændende øl, og som de whiskylagrede øl ofte er – temmelig dyr. 130 kr. for 75 cl, så den kan jo nok konkurrere med vinen på prisen.
Karakter 5

Aftenen sluttede af med russisk Champagne og festfyrværkeri med raketter, som det hører sig til.
Selvom det nu er en smule forsinket, vil jeg gerne ønske alle ”Et godt nytår”. Jeg håber, der bliver tid til masser af gode smagsoplevelser i 2009 også.