Tid til en øl - Nordic Brew Stærke Øl

12. November 2022

Dette afsnit indeholder nu ikke kun 'stærkt øl', men mere nogle af de andre øl, vi smagte på festivalen.

Hos Anarkist fik jeg 5 cl af juleøllen 'Red Noses' og 5 cl af 'Pina Colada Milkshake IPA'. Den er på 6,7%, så det er da en 'strong ale'. Brygget med ananspure, vanilje og kokosflager. Humlen er Sabro, Mosaic og Citra. Det giver en meget lys gul øl, der er uklar og med en frisk duft af ananas. Den virker forfriskende og kunne nok fungere bedre en varm sommerdag end lige ind under jul.

Karakter 3+

Ved Vrå Bryghus' stand havde man oprettet et nødapotek. Hej kunne man bliver kureret for diverse sygdomme. Den stærke 'Junipepper' kunne hjælpe mod social angst og urimelig opførsel, men man må påregne visse bivirkninger. Ved overdreven forbrug kan der forekomme synsforstyrelser.

Vrå Bryghus har fået ny brygmester. det er Kent Boalt, der tidligere var hos Løkken Bryghus. Vi fik en lang snak med ham og med Henrik Boll, der har været med til at starte Vrå Bryghus, og som også har brygget der i flere år.

Henrik er en af vores bedste venner og han har været med i vores lille ølklub fra starten. Vi har fulgt med fra starten da han begyndte at brygge og har fulgt 'Junipepper' og den udvikling gennem tiden. Det er hans øl, som Kent Boalt nu har givet sig i kast med, og det er en slags signaturøl for Vrå Bryghus. Oprindelig hed den 'Junipepperper', hvilket jeg synes er sjovere, men måske ikke helt så mundret. Det fortæller til gengæld tydeligt, hvad man kan vente - enebær ( juniper ) og peber (pepper). Kent udgave var blevet lidt stærkere end originalen ( 8,2% ) men det kan denne fremragende øl godt klare. Faktisk klædte det den godt.

Karakter 4

Kent Boalt har også sine egne nye opskrifter med. En 'Stout' brygget med valle fra Ingstrup Mejeri. Det lyder umiddelbart lidt specielt, men det er ikke noget man lægger så meget mærke til. Der er også brugt røgmalt, hvilket giver en svag smagnuance. Ganske glimrende, og så vidt jeg ved, den første stout brygget på Vrå Bryghus. Det er ikke de lokales største favorittype.

Karakter 3+

Rockabilly Brew havde vist den eneste belgiske øl på festivalen. I hvert fald den eneste jeg så, men der var også flere stande jeg ikke nåede i denne omgang. 'Stilettos & Tatoos' er en belgisk Trippel på 9,5%. Ligesom en kvinde, der ikke vil sættes i bås og både går i stiletter og har tatoveringer, vil denne øl heller ikke låses fast som udelukkende en trippel. En mellemting mellem trippel og quadruppel. Jeg mener nu nok at trippeldelen har klar overvægt. Den har et smukt orange skær og en god fylde.

Karakter 4

Hos Too Old To Die Young havde de også et bud på en IPA. 'Sydhavnsbajer' er en DIPA på 7,8%.

Den har en kraftig smag og en god humlebitterhed. Yderligere oplysninger har jeg ikke kunne finde.

Karakter 4

I Frederikshavn har man specialiseret sig i meget stærke øl. Sidste år smagte vi de fadlagrede udgaver af 'Dark Quarterer', 'CEO Reserve' og 'Keine Hexerei'. Sidstnævnte var Danmarks stærkeste øl på 19,5%. I år blev denne rekord slået , men denne gang var 'Keine Hexerei' lagret på romfad. 24,0% nåede den op på. Det var en stærk omgang, hvor spiritusen - modsat sidste år - spillede en tydelig rolle. Udover det sprittede indtryk var det en glimrende øl, og jeg er ellers ikke så glad for rom og øl.

Karakter 5

Men det er ikke Danmarks stærkeste øl, for Frederikshavn Bryghus har også eksperimenteret med typen Eisbock, hvor man gentagne gange fryser vandet og fjerner det, hvorefter man gærer videre. Det giver svært høje procenter.

'Eisbock 38' er på 38,0%. Man kunne få 2 cl for 2 poletter, men vi delte og fik 1 cl for en enkelt polet. Og det var såmænd også nok. Det er mere en sjov oplevelse end godt øl. Det minder mere om et shot - nogle sagde 'Nordsø Olie'.

Jeg har tidligere smag 'Armaggedon' fra Brewneister, der var på 65% og den var bare vammelsød - uden det skarpe der ellers præger meget spiritus. Derfor undrede det mig at denne Eisbock havde dette præg af en bitter.

Karakter 4

 

Tid til en øl - Nordic Brew Festival - Sour

30. Oktober 2022

Lørdag var jeg forbi Nordic Brew Festival i Frederikshavn, sammen med nogle venner. Vi var 6 mand afsted, så vi havde en hyggelig dag med masser af øl og snak.

Som noget nyt kunne man bestille en gratis billet til transport med NT's busser og tog til Frederikshavn. Det var bare ikke blevet formidlet ud til chaufførene. I hvert fald ikke til vores, der først skulle være tvivlende, men derefter være rar og lade tvivlen komme os til gode. De seks foran mig - med sammen billettype - fik det samme foredrag som jeg. Det gik bedre i toget hjem - måske fordi der ikke var kontrol. Vi kom til Frederikshavn og ville tage en hurtig sandwich, men quickbaren i Føtex var en mester i nordjysk sindighed.

Vi nåede dog festivalen omkring klokken 13, og var klar til at smage øl. Vi gik en runde for at se hvad der var på tapetet, og ligesom sidste år valgte jeg at starte med syrlige, lettere øl. Nogle af vennerne gik til IPA'er.

Thisted Bryghus havde en ny øl i serien Cold Hawaii. Den har rød etiket og er en Berliner Weisse på 4,2%. Det er solbær, blåbær og rips der er smagsgivere i denne øl, men jeg synes ikke, de helt kom til deres ret. Jeg fik første glas af en ny fustage, men jeg ved ikke, om det betyder noget. Den virkede en smule vandet og var heller ikke særlig syrlig. Nogle af vennerne havde smagt den tidligere og fundet den anderledes fyldig, men for mig var det lidt en skuffelse, for jeg kan vældig godt lide de 2 andre øl i serien.

Karakter 2+

Hos Ølbiksen - en ny ølbutik i Frederikshavn - fandt vi ydeligere et par øl. Der var en alkoholfri udgave af Maisels Weisse. Tyskerne er blandt de bedste til at lave alkoholfrie øl, der smager rigtigt, og denne er ingen undtagelse. Det er umiskendeligt den rigtige smag, men den er tyndere - lidt som hvis man er kommet til at hælde øl op i et glas, hvor der i forvejen var lidt vand. Alkoholfrie øl kommer alt for ofte til at smage af saftevand eller ren bitterhed, men denne minder altså en del om originalen.

Karakter 3

Det var egentlig en anden øl, der først havde trukket mig til standen. En sour fra det tyske bryggeri Schneeeule. ( fantastisk med 3 e'er i træk ). Den hedder 'Kennedy', og ham kender vi jo bla. fra citatet - "Ich bin ein Berliner" - så stilen er klar. Der er væsentlig mere bid i denne øl. Humlet med Callista og Monore og tilsat Brettanomyces gær. Det giver en frisk, syrlig øl uden synderlig meget frugtsmag.

Bryggeriet Schneeeule er fra Berlin og har siden 2012 genoplivet den traditionelle Berliner Weisse stil, idet det kun er den type, de brygger. Jeg har tidligere skrevet om 'Malene', der er deres originale opskrift. Kennedy skifter humleprofil med jævne mellemrum. Alkoholprocenten er lav - 3,0%

Karakter 3+

Senere på dagen opdagede jeg, at også bryggeriet Too Old To Die Young havde en sour på tavlen, så jeg vendte tilbage til stilen. Bryggeriet ligger i Sønderborg og er helt nyt. Det stammer fra 2021. Jeg smagte deres øl i sommer, da jeg besøgte SKAAL i Sønderborg. Jeg kunne forstå på snakken, at bryggeriet ligger i samme bygning.

'Family Tree III' er med hindbær, kirsebær og blodfersken, og det giver en flot orangerød farve. Alkoholprocenten hiver sig op på 3,9%. Det var klart det bedste bud på en sour. Syrligheden var til at tage og føle på, samtidig med at sødmen fra frugten balancerede oplevelsen. Godt gået.

Karakter 4

 

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 1

 3. November 2021

Lørdag var vi traditionen tro til Nordic Brew Festival i Frederikshavn. Det er lidt forskelligt, hvor mange vi er af sted, men i år var vi 3 mand på festivalen.

Den ene havde været i Göteborg i efterårsferien og havde tømt Systembolaget for svensk øl, og han havde en togøl med fra O/O Brewing. 'Narangi IPA' skulle vise sig at blive dagens bedste IPA, men vi prøvede nu heller ikke så mange. En smuk gylden, uklar øl med dejlig duft og smag af lyse citrusfrugter. 6,8% alkohol og en fin afsluttende bitterhed.

Vi spiste en burger på vej mod Arena Nord ( drak vand til ) og ankom - klar til ølsmagning - først på eftermiddagen. Først gik vi en sonderingsrunde, men der var en der foreslog, at det kunne vi godt gøre med første bryg i glasset. Vi startede i en lyse og syrlige ende med en 'Sur Indianer på afveje' fra Resom Garagebryggeri. Det er en Sour IPA på 5,3%, men både det bitre og det syrlige trådte ikke helt i karakter, så den blev lidt 'comme ci comme ca'.

Derefter prøvede jeg en 'Testbryg NEIPA' fra Løkken Bryghus. Jeg har jo smagt deres almindelige bryg i løbet af året, og det er godt at se, at de stadig prøver at udvikle nye øl. Denne skal dog nok forblive ved testen. Den formår ikke helt at give den forfriskende, let tropiske stemning, der kendetegner typen. Man må godt vove lidt mere.

Vi forsatte vores tur i det syrlige, for mange af de øl vi ikke kendte, var netop i den kategori. Hjort Beer fra Aalborg havde lavet en Berliner Weisse med navnet 'Aronia'. Aroniabær er meget sunde, mørke bær. 

I denne øl på 3,6% er de tilsat sammen med hindbær, og det giver en flot rødlig farve. Der lægges ud med en inciterende sødme efterfulgt af den snerpende fornemmelse, man netop værdsætter i de syrlige øl. En virkelige dejlig sour, der også vandt prisen for' Bedste kæresteøl'

Hos Carlsberg/ Jacobsen forsatte vi den syrlige serie, for de havde 2 nyere øl med. Den rødlige 'Saison Rouge' og den gyldne 'Zesty Gose'.

'Saison Rouge' er et collab med Humleland og det er en rødlig øl på 7,8%. Så vidt jeg forstår kommer farven af en rødlig bygart, som Carlsberg har fremdyrket. Den har en utrolig god fylde, og der afsluttes med en behagelig, snerpende syrlighed.

'Zesty Gose' er en neddæmpet gose, hvor det salte kun lige bliver antydet til slut. Den er frisk og frugtig og holder 5,0%.

Vi fik en lang og god snak med en af medarbejderne, der kunne fortælle meget om de enorme kældre under Carlsbergbyen, hvor man ind i mellem finder ukendte rum med glemte, gamle øltønder.

Derefter var det slut med de syrlige øl.

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 2

8. November 2014

På Nordic Brew Festivalen i Frederikshavn var der en scene med forskellige indslag. Bla. fire fyre der spillede på flasker – vældig dygtige. De havde ikke noget med Nøgne Ø at gøre, men der var hele tiden reklameindslag på skærmen. Og Nøgne Ø havde en stand på festivalen.

Her kunne man smage deres fadlagrede udgave af ”God Jul”.  Mit program blev gentagne gange væk, og jeg fik det ikke med hjem, så jeg kan ikke huske hvad den præcis hed. Jeg fik heller ikke taget noget billede eller notater. Men jeg husker at den ikke var så god som originalen. De syrlige noter fra fadet var for dominerende, og den manglede den fylde og balance, der kendertegner originalen.

 

Senere på aftenen slog vi atter et slag forbi Nøgne Ø for at nyde deres 14,0% stærke ”Dragonwort Stout”. En Imperial Stout der har ligget på armagnacfad i 2 år. Her trængte fadet ikke på samme måde dominerende igennem, men var i stedet med til at give den komplekse og intense smag, der kendetegner øllen. Kaffe, chokolade, cognac, ristet malt og mørk frugt skiftedes til at tage føringen. Spændende øl.

 

Ved internetfirmaet ”Humledrik” smagte jeg en fremragende ”Doppel Bock” fra Gundestrup Bryghus. Brygget med Cascade og Saaz humle for at modsvare det sødlige islæt fra malten og tilsat en anelse koriander og stjerneanis. Den holder 7,0% og er en dejlig øl.

 

Hos Munkbo ved siden af fandt jeg en ”Jólner”, der ikke lige faldt i min smag. En julewitbier, hvor koriander sammen med kamille , gjorde det hele lidt for spids. Koriander er ikke min største favorit.

Til gengæld var mødet med deres Imperial Stour ”Ægir” en anderledes positiv oplevelse. Med en alkoholprocent på 9,4% og en bitterhed på 80 IBU ( Northern Brewer og East Kent Goldings ) ramte den ned  i samlingen af gode, solide stouts på festivalen.

 

Så vidt jeg ved var det en anden imperial stout der vandt ”Beer Battle ” konkurencen – nemlig ”Perfect Idjit” fra det svenske bryggeri Dugges. Bryggeriet ligger i Göteborg og blev startet i 2005 af  Mikael Duge Engström. Det fulde navn er ”Dugges Ale- & Porterbryggeri”. Bryggeriet blev udvidet i 2010. Jeg havde egentlig tænkt mig at slutte festivalen med denne øl, men det blev ikke til noget.

 

 

Til gengæld smagte jeg deres ”Blå Bärliner” – en Berlinerweisse på 1,6% ( der skulle jo lidt til at modvirke de kraftige øl, der ellers var på programmet ). Mit kendskab til berlinerweisse er ikke stort, men den syrlige blåbær drik var af vældig fin kvalitet, og en forfriskende afveksling.

”Dugges” delte stand med et andet Göteborg bryggeri – ”Beerbliotek”. Det blev startet af fire venner – en fra Australien, en fra New Zealand, en fra Sydafrika og en fra Sverige. Lige nu er deres hjemmeside under opbygning, så der er ikke så mange oplysninger om øllet der.

Efter den blå berliner hos Dugges valgte jeg en ”Hip Hops” hos Beerbliotek. En velkomponeret øl med eksotisk humle – Citra, Nelson Sauvin, Galaxy og Mosaic. Virkelig dejlig duft og smag af eksotisk frugt.

Aftenen sluttede med deres to stouts. Først ”Imperial Porter” på 9,1%. Mørkebrun uden skum. Blød og lækker med let sødlig duft. God, rund smag med ristet malt, let humle og en anelse lakrids i baggrunden.

Og til allersidst aftenen bedste øloplevelse – ”Imperial Mocha Latte Stout” på 9,5%. Her var en øl, der smøg sig rundt om smagsløgene. Blød og lækker med kompleks smag, hvor kaffe, chokolade, mørk frugt og lakrids afløste hinanden. Dejlig afslutning på et fin arrangement.

Der var også stande, hvor man kunne smage forskellige andre varer – mjød, whisky, pølser fra slagteren i Aalbæk ( de var gode ), og kunne også få stillet sulten ved diverse madsteder. Vi valgte en Pulled Pork Burger, og satte os ved bordene foran scenen. Og her faldt mit øje på de drikkevarer andre havde valgt at drikke til deres mad. Måske var det det eneste, man kunne købe på flaske på festivalen, og så er man jo lidt undskyldt, men ellers er det jo et lidt deprimerende valg, når der er så meget godt øl på standene.

God festival - lad os håbe det kan blive en tradition.

 

 

 

Tid til en øl - – Nordic Brew Festival

2. November 2014

Fredag d. 31. oktober og lørdag d. 1. november var der Nordic Brew Festival i Arena Nord i Frederikshavn. Som sædvanlig kan jeg ikke komme til den slags arrangementer på en hverdag, men lørdag tog jeg – efter endt korprøve – derop med et par venner. Min kære kone havde tilbudt at køre  - og hente os igen senere. Så er man godt gift. Vi mødtes med to mere, der dog selv måtte tage toget.

Det var det kendte koncept med poletter, der gav smagsprøver, så vi købte 20 til at begynde med. Det blev ikke til flere, men jeg fandt et par stykker, der var tabt på gulvet, så det var jo ikke så ringe.

 

Første stop var hos Ugly Duck, der havde et stort udvalg med, Vennerne nød en IPA, men jeg valgte den eneste øl, jeg ikke kendte – ”Højsaison”. Det er et samarbejdsbryg med Kolding Bryglaug – en kraftig saison på 7,5%. Det er en uklar øl med orange skær. Let syrlig duft, men også tydelige eksotiske noter fra Citra humlen, der er brugt til tørhumling. En forfriskende øl til at starte på.

 

Nordic Brewing er et nyt bryggeri fra 2013. Det er Tobias Kiil der står for det hele. I 2013 vandt han guldmedalje for røgøllen ”Trussetyven”. Det er en bockøl på 7,2%. Brygget med 17% tørverøget whiskymalt, og tørhumlet med Aramishumle fra Alsace i Frankrig. Den har en dejlig duft af røg, der ikke bliver for sodet. Den er fyldig med smag af sødlig røg i begyndelsen og friskere afslutning, hvor humlen tager over med let citrus.

Jeg fik også en smagsprøve på deres belgiske juleøl ”Santas Nightmare”

Jeg fik hurtigt forlagt mit program med oversigt over stande, og lånte et af en af kammeraterne. Det glemte jeg flere gange ved forskellige stande og måtte tilbage efter det, og til sidst forsvandt også det. Denne gennemgang bliver ikke nødvendigvis i den rækkefølge vi smagte øllet.

 

 

Hos Kongebryg fra Køge fik vi en længere snak – om bla. deres ”Æbleøl”, der slet ikke skulle have været med. Em mørk øl brygget med egetræsspåner, Amarillohumle og Westmallegær – samt æbelmost. En virkelig dejlig øl hvor egetræet var fremme i aromaen, mens æblemost gav et fint modspil til de sødlige, mørke noter.

Deres ”Jól Bock” er brygget med havre, hvede, byg, rug og spelt. Det var også en øl af fornem kvalitet.

 

 

Derefter gik turen til Anders Kissmeyer, der havde flere øl med i kategorien Ny Nordisk øl – bla. med hyben. Jeg valgte nu en ”fortlagret traditionel wienerøl” ved navn ”1914”.  Jeg skulle naturligvis vide hvad ”fortlagret” betød. Det er en jubilæumsøl – brygget i samarbejde med Livgardens Historiske Samling, Garderhøjfortet og Ebeltoft Gaatdbryggeri. Til minde om Livgarden mobilisering til Sikringsstyrken i 1914, Øllet er lagret på træfade i Garderhøjfortet – deraf betegnelsen ”fortlagret”. Glimrende øl med let syrlighed fra fadet.

 

Som gammel Pink Floyd fan måtte jeg naturligvis også smage ”Dark Side of the Moon” En Imperial Porter lagret på Niepoort portvinsfade. Det giver en dejlig rund og blød smag, hvor chokolade og mørk frugt blander sig med portvinen

 

 

Vi skulle da også lige smage Thisteds forsøgsudgaver med ”Limfjordsporteren. De har lavet lidt sjov med at øge en af ingredienserne i øllet. Det er blevet til en ekstra humlet udgave og en, hvor lakridsen har fået overtaget. Jeg fik en fin snak med Antoni, der dog havde travl med at dele smagsprøver ud. Humleudgaven var bestemt ikke vellykket, men lakridsudgaven var god, for jeg elsker lakrids i øllet. Her var det absolut udpræget – ja, fuldstændigt dominerende. Det havde ikke meget med en ”Limfjordporter” at gøre, men jeg synes det er et sjovt forsøg. Antoni antydede også kraftigt, at det heller ikke skulle opfattes som mere end det.

 

 

Tid til en øl - Beer Festival / Specialiteter

18. September 2008

En af de store fordele ved en ølfestival er, at man kan smage en lille smule af øl, der er så specielle, at man vægrer sig ved at købe en flaske med 75 cl. Risikoen, for at det er for sært, er for stor.

I Århus smagte jeg f.eks en lavendeløl fra Stevns, der var for parfumeret for mig. ( Jeg smagte også et par gode Stevns øl ), og en lambic, der var noget så sur/syrlig.

Her på festivalen var den første sådan specialitet, vi stødte på ”Deus – Brut des Flandres” hos TSV Innovation. Den er brygget af Bosteel, der også brygger de glimrende øl ”Tripel Karmeliet” og ”Kwak”, men denne er en champagne-øl på 11,5%. Den bliver gæret i Belgien og derefter transporteret til Frankrig og omdannet til en mousserende drik ved hjælp af en gammel champagneteknik.  Den blev serveret lørdag kl. 15, hvor vi ”tilfældigvis” kom forbi.

Det er en klar, gylden øl med meget kraftigt skum, der hurtigt lægger sig, som man kender det fra mousserende drikke. Duften er af sød frugt, og mundfornemmelsen er selvfølgelig ekstrem livlig. Smagen er sødlig og rund, men alt i alt virker denne øl forfriskende pga kulsyren. Der er stort set ingen bitterhed i den. Man kunne udmærket servere den nytårsaften i stedet for champagne, men nogle vil måske spørge: ”Hvorfor?”

Tja – jeg har smagt både bedre og dårligere champagne, så mit svar må være; ”fordi det er sjovere.”

En af vennerne udbrød, at det jo ikke var en øl, og det er der sikkert mange, der vil give ham ret i, men det er det altså. Man bliver nødt til at udvide sin opfattelse af, hvordan øl kan smage.

Den er sikkert helt i top indenfor sin stil, men jeg giver den alligevel kun 3+ i karakter. Det er altså en øl ”for sjov”

I en af de første bøger, jeg læste om øl, var der beskrevet specielle øl fra alverdens lande, bl.a den finske Sahti. Den var beskrevet som en vildgæret øl, hvortil der bla  var tilsat spyt fra en brunstig vildorne. Det lyder godt nok – klamt. Så da jeg så, at man kunne smage den i den finske stand, håbede jeg, at man havde ændret på opskriften siden, for den skulle da smages. Jeg har ikke set den nogen steder i Danmark før. Nu er det jo en typebetegnelse, og der er sikkert mange forskellige udgaver. Denne hed ”Lammin Sahti”, og jeg må sige, jeg blev overrasket.

Jeg havde nok ventet lidt i stil med de belgiske spontangærede øl – syrlig og skarp, men dette var noget helt andet. Jeg spurgte fyren bag disken lidt ud på mit bedste skoleengelsk, og så vidt jeg forstod, er der brugt helt almindelig bagegær og der er tilsat enebær. Den er brygget på byg- og rugmalt, og er på 7,5%.

Det er en let uklar ( ufiltreret ) ravfarvet øl med hvidt skum. Duft af enebær og den har en anderledes, men særdeles god krydret smag med udpræget sødme, Eftersmagen er ligeledes krydret og pænt lang. Jeg mindes ikke noget om humlebitterhed. En meget spændende og overraskende øl, der blev kåret til ”Beer of the Year” på Helsinki Beer Festival 2008

Karakter 4+

Dagens sidste specialitet stod Jacobsen for, med deres øl ”Hopeless”. Et noget håbløst navn til en øl, men vi blev enige om, at det nok skyldtes en trykfejl. På den anden side er det et navn, man lægger mærke til og undrer sig over. Det er i alt fald en øl brygget uden humle, men derimod med røllike, porse, malurt og benediktinertidsel. – altså gode gamle bitterhedsurter.

Det er en gylden klar øl med fin skumdannelse. Fornemmelsen er frisk og smagen er præget af – jeg ville have sagt lidt ingefær – men det er formodentlig røllike eller benediktinertidsel, som jeg overhovedet ikke aner, hvordan smager. Bitterheden er middel og ikke så skarp, men eftersmagen er derimod lang og krydret.

Karakter 4+

Tid til en øl - Beer Festival / Witbier

17. September 2008

Nogle gange læser man om berømte ølmærker, som så viser sig at være svære at finde på hylderne.

En af dem, jeg tidligt læste om, var den belgiske witbier – ”Blanche de Namur”.

Witbier er en gammel belgisk brygtradition, hvor man brygger på hvedemalt ( ca. 60% hvedemalt / 40% bygmalt ), der er lufttørret, så malten slet ikke tager nogen farve. Derfor får man en hvid, lidt bleg øl – heraf navnet. For 100 år siden var der mange witbier bryggerier i det østlige Belgien, men de lukkede alle efterhånden og i 50-erne lukkede det sidste. I 1965 åbnede Pierre Celis så sit bryggeri i Hoegaarden og genindførte witbier, der hurtigt blev en stor salgssucces, så også andre bryggerier fulgte efter. I Ardennernerne ligger Namur, og i det område ligger bryggeriet Du Bocq, der blev grundlagt i 1858. De brygger en let og elegant witbier ”Blanche de Namur”.

Det er en uklar bleggul øl, med lidt gråligt skær og en alkoholprocent på 4,1%.  Skummet er hvidt og kraftigt, men forsvinder hurtigt i det lille smageglas. Duften er let og frisk, en anelse krydret af citrus. Man tilsætter gerne koriander og appelsinskal til de belgiske witbier og det fornemmes tydeligt i smagen.

Fornemmelsen er livlig med masser af kulsyre og en fin friskhed. Den virker ikke så parfumeret som Hoegaarden. Hen imod slutningen kommer en smule syrlighed, der bliver hængende i en kort, men frisk eftersmag. Bitterheden er lav.

Karakter 4

Den store succes, som witbier har haft, har også smittet af på det danske marked. Mange af de nye bryggerier har taget stilen til sig, med større eller mindre held.

På festivalen præsenterede Jacobsen os for 4 udgaver af ”Strong Wit” på 7,5%. Det var jo lidt irriterende, eftersom det var svært at smage alle, og jeg nåede da også kun at smage Epsilon-udgaven. Det var en ufiltreret, uklar øl med et orange skær. Det var ikke muligt at få særlig mange oplysninger om ingredienserne, men jeg synes, jeg kunne fornemme noget hyld. Nu er det med at sætte navn, på det jeg smager jo ikke min stærkeste side, men det var en frisk og livlig øl, der havde en anelse bid fra alkoholen. Jeg synes, det er den witbier, de er sluppet bedst fra. Jeg har ikke været så tilfreds med hverken  ”Bramley Wit” eller ”Sommer Wit”. Denne øl efterlader et godt indtryk, men om de andre udgaver er bedre må desværre stå hen i det uvisse

Karakter 4

Ved stand 28 gik det ofte hektisk til, når Mikkeller lancerede sine specialtilbud. Så var der trængsel, og det er jo sjovt og spændende, men også en smule ærgeligt, for man lærer jo ikke så meget om øllet. Man må finde et roligt hjørne og smage ordentligt på det. Vi stod i køen, da ”Stone Alesmith Mikkeller” blev delt ud og fandt derefter ro til at smage den. Da den største tumult havde lagt sig, kunne vi vende tilbage for at smage nogle af deres andre produkter. Mikkel Bjergsø havde præsenteret sine øl ved Ølkonsotiets fødselsdag, så jeg kendte mange fra det almindelige sortiment, men mine øjne var faldet på en ny – ”Not Just Another Wit”. Det ville også have været mærkeligt, hvis det havde været en ordinær witbier. Procenten var hævet til 7,6% og humleindholdet sat i vejret, som det er typisk for Mikkeller.

Det er en uklar feskenfarvet øl. Duften er præget af grape, der må stamme fra den anvendte humle.

En frisk og livlig øl, der også har en fin sødme i slutningen. Sødmen mærkes også lidt i eftersmagen, der samtidig er væsentlig mere bitter end sædvanligt for en witbier. Grapesmagen hænger også over i eftersmagen og pirrer til en tår mere.

Karakter 4+

Tid til en øl - Beer Festival / IPA'er

16. September 2008

På ølfestivalen stødte vi også på flere gode IPA’er – India Pale Ale. Mine venner fik sig endog et par stykker mere end jeg gjorde. Bl. a fik de en ”Brøckhouse Epic Double IPA”, mens jeg fik en ”Saison”. Den var efter sigende utrolig god.

IPA’en stammer fra London, hvor Georg Hodgson i slutningen af 1700-tallet fandt på at humle sine øl meget, så de kunne klare turen til Indien – heraf navnet. I starten af 1800-tallet blev han uvenner med Det østindiske Kompagni”, der stod for skibsfarten til Indien, og de afbrød samarbejdet. Men så stod bryggerne ( Samuel Allsopp og William Bass ) i Burton-Upon-Trent klar med deres udgave af øllen. Og det er den, der siden er blevet så populær.

Vandet i Trentområdet er meget calciumsulfatholdigt ( gips ), og det gav en anderledes mundfornemmelse, der var mere skarp og bidsk. Øllet virkede mere levende. Det er derfor blevet sådan, at man nu om dage ”burtoniserer” vandet for at give det samme indhold af sulfater.

Marston bryggeriet ligger i Burton-upon –Trent, og er derfor et af de autentiske IPAbryggerier. Det blev grundlagt i 1834 af John Marston. Hurtigt begyndte at brygge deres IPA, som så senere har fået navnet ”Old Empire”. Den var med på den engelske stand, så jeg måtte lige prøve en autentisk udgave med det rigtige vand.

Det er en mørkgylden ale – en real ale hvilket bl.a betyder af den er pumpet op uden kulsyre. Det er sikkert derfor at skummet ikke holder så længe. Aromaen er fin med lidt citrus. Smagen er ikke så fad, som jeg ofte synes real ale er, formodentlig pga det ægte Burtonvand. Der er bid i den. Man har brugt engelsk humle – Goldings og Fuggles – men har så senhumlet den med amerikansk Cascade for at give den fine citrussmag. Citrussen bliver hængende til eftersmagen ned en markant bitterhed.

Karakter 4

Efter denne fine oplevelse gik turen rundt i mange timer, hvor jeg ikke kom omkring nogle India Pale Ales. Men planen var at slutte af hos nogle af de store amerikanske drenge bl.a Avery. Dem fandt vi hos ”Danish Beerhouse”. Her var stemningen i top og folkene bag disken havde tid til snak, så der blev vi hængende i lang tid. Også fordi der var meget rigtig god øl at smage. De havde desværre ikke mere af ”Der Kaiser”, men vi fik en anden i stedet, før jeg tog mod til en ”The Maharaja”.

Jeg har jo tidligere beskrevet, hvordan jeg har måttet tilvænne mig til kraftig humle, og det stærkeste endnu har været en bitterhed på 90 IBU. Jeg vidste, at Maharajaen havde en bitterhed på 103, men jeg tænkte, at jeg nok kunne klare en lille smagsprøve. Om det var fordi smagsløgene var blevet bedøvet i aftenen løb, eller det skyldes den hyggelige stemning, ved jeg ikke, men jeg kunne utroligt godt lide den. Så meget at jeg nok kommer til at købe den igen, og så kommer der en ordentlig beskrivelse. Lige nu får den karakteren 5.

Da klokken nærmede sig 23 og festivalen var ved at slutte, stod vi og talte med en svensker ved standen ”Den Tatoverede Enke”, og han fortalte så, at han var brygmester på ”Ocean” – et bryggeri i Göteborg. Faktisk det eneste der er tilbage. Det er fra 2007 og ligger i Lyckkolm bryggeriets gamle lokaler. Brygmesteren er Thomas Bingebo, så det var sikkert ham, vi stod og talte med.

Vi havde desværre brugt vores sidste poletter, og da vi beklagede dette, skænkede han os generøst 3 store glas af sin ”India Pale Ale”, og tog selv et, så vi kunne skåle. Det viste sig senere – ved nærmere optælling – at det var min øl nr. 500 på næsten 2 år, og selv om vi ikke vidste, var det jo meget passende at skåle i den. Og at den var givet i så god en ånd.

Det er den gylden og klar øl med et let slør og duften er frisk med lidt amerikansk humle. Alkoholprocenten er på 5,4% og bitterheden på 50 IBU. Den er humlet med Pilgrim og Cascade, og i smagen fornemmes citrussen også tydeligt. Eftersmagen har en markant bitterhed, selvom den ikke nærmer sig Maharajaen.. Den virker mere engelsk i attituden. En fin afslutning på dagen og en tak til Ocean for venligheden.

Karakter 4

Tid til en øl - Beer Festival / Pilsnere

15. September 2008

Ølfestivalen havde omkring 2000 forskellige øl at smage. Med så mange øl kan det være svært at vælge, men for mig ville det være umuligt kun at smage Barley Wine og Imperial Stouts. Det tror jeg ikke jeg kunne holde til. Så derfor valgte jeg ind imellem nogle lidt lettere typer. Også fordi at de også har deres charme.

Det er selvfølgelig bedst, hvis de lette øl kommer først og de tungere senere, så derfor valgte vi, at starte med en pilsner fra Emerson på New Zealand. Det var en øl, der i sin tid blev anbefalet af Ølkonsortiet, men dengang købte jeg den ikke, og det har siden været svært at skaffe den hjem.

Derfor var min glæde stor, da jeg så, at Laudrup Vin havde den med på festivalen.

Emerson rejste til Skotland i 1983 og fik der kendskab til europæisk øl. Da han vendte tilbage til New Zealand blev han skuffet over det lokale øl, og i 1992 startede han sit eget bryggeri i Dunedin på sydøen. ”Emerson’s Pilsner” er New Zealands første økologiske øl, og er brygget efter det tyske Reinheitsgebot. Mange af Emersons øl er ufiltrerede, men denne står klar og gylden i glasset, måske med et let slør. Der er masser af citrus i duften. Den er humlet med Saaz, der er dyrket på New Zealand, og det virker som om, det fremhæver den friske citrusaroma. Fornemmelsen er livlig og smagen er også præget af citrus med retning mod lidt grape. God humlet eftersmag.

Karakter 4

Desværre kunne Laudrup Vin fortælle, at de sikkert stopper importen, da afstanden - og dermed omkostningerne  - er for stor. Det var en dejlig øl, at starte festivalen med, og især hvis den bliver umulig at skaffe fremover.

Efter lidt tungere øl tog vi lidt frisk luft og vendte os mod en anden pilsner med godt renome.

”Mahrs Ungespundet Hefetrüb”. Den fandt vi hos Good Taste.

Mahrs er fra en af de berømte tyske ølbyer, Bamberg. Bryggeriet blev grundlagt i 1602 og har været i familien Michels hænder siden 1895. Ungespundet betyder at øllet er lagret på tanke uden tryk -  Hefetrüb betyder ”uklar af gær”

Øllet fremstår netop uklart med en mørkere gylden farve og hvidt skum. Aromaen er en smule tungere, parfumeret end Emersons, men her er sikkert også brugt tysk humle. Fornemmelsen er blød og venlig, måske en anelse kedelig ( jeg kan godt lide kulsyre ), og smagen er lidt tungere og jeg synes, der var noter af honning. Men det er sikkert indbildning, for hvor skulle det komme fra. Eftersmagen var middel bitter.

Karakter 3+

Sidst på aftenen faldt vi ind hos Brewpub. Det er en københavsk pub og restaurant, der har en mængde forskellig øl på hanerne. Men de har kun 3 flaskeøl, hvilket jo godt kan være ærgeligt, når man bor i Aalborg. Så vi skulle lige prøve lidt forskelligt. Her var en hyggelig stemning og tid til at snakke og vi lagde ud med en af de nye øl ”Pastorius”. Opkaldt efter den store bassist Jaco Pastorius, som jeg bedst kender fra Weather Report, men som har spillet med alt og alle indenfor fussionmusikken. De beskriver da også denne øl som en fussionsøl, brygget på engelsk malt, tysk undergær og tjekkisk, belgisk og engelsk humle. Typebetegnelsen er Dortmunder. 5,6%.

Her sidst på aftenen blev mine notater lidt mere lemfældige og hukommelsen måske også lidt tåget, så det kan være, der kommer en mere kvalificeret beskrivelse en anden gang. Men umiddelbart husker jeg en frisk lagerøl med en fin duft. Smagen var fyldig og bitterheden middel. Eftersmagen god og lang. Jeg har i hvert fald givet den karakteren 4.

En nærmere undersøgelse må vente, til næste gang jeg kommer til København, men det vil jeg se frem til. Måske sender de den ligefrem ud på flaske. Det ville ikke være dårligt.

Tid til en øl - Ølliste Beerfestival 2008

14. September 2008

Emerson Pilsner

Bøgedal Fad nr. 100

Närke Kaggen Stormaktsporter

Horsens Bryghus Middelalder Bryg

Horsens Bryghus Julebryg

Baggårdsbryggeriet Drunken Sailor Whisky Ale

Deus Brut des Flandres

Marstons Old Empire

Mahrs Ungespundet Hefetrüb

De Molen Cuvee no.1

Piraat

Lammin Sahti

Tumma Hirviolut

Blanche de Namur

Anchor Old Foghorn

Brøckhouse Saison

Brøckhouse Brygmesterens 12

Brewpub Pastorius

Brewpub Ellhorn

Jacobsen Nordic Pine Bock

Jacobsen Skovmærke

Jacobsen Strong Wit Epsilon

Jacobsen Hopeless

Stone Alesmith Mikkeler Triple

Mikkeler Not Just Another Wit

Avery Collaboration Ale

Avery The Maharaja

Great Divide Old Ruffian

Great Divide Yeti

Great Divide Oak Aged Yeti

De Molen Steen & Been

Närke Stormaktsporter

Ocean India Pale ale

Nogle af disse øl vil jeg skrive om de kommende dag, men der er også nogle, jeg gemmer til jeg får fat i en større mængde.

Ocean India Pale Ale er faktisk min øl nr. 500 indenfor de 2 år, jeg har haft denne interesse. Det skulle have været fejret med maner, men jeg løb vist lidt galt i tællingen undervejs. Jeg troede kun, jeg var nået til 497. Måske var jeg blevet en smule beruset.

Nå hvad – Det var en foræring fra Brygmesteren hos Ocean, og det kunne egentlig ikke have været mere passende. Skål

Tid til en øl - Beer Festival

14. Septemer 2008

Så er ølfestivalen slut. Jeg kender ikke det endelige besøgstal endnu, men efter lørdagen havde der været 18814 besøgende. Vi var 3 af dem.

Jeg tog af sted kl. 8 og hentede mine 2 kammerater og så gik turen ellers mod København. Vi blev installeret og redte senge, inden vi drog mod Carlsberg med bus og S-tog.

Der var ingen kø, da vi nåede frem kl.13.15, så vi gik lige ind og fik vores glas, festivalguiden og et lilla armbånd. - Og så ind til øllet.

Lige indenfor indgangen blev vi mødt af en pompøs stand, hvor Søgaards nye bryg ”Egtvedpigens Bryg” var udstillet. Det er verdens dyreste øl  - 2121 kr. og den er brygget med de ingredienser, man fandt i Egtvedpigens birkespand. Det er ikke første gang, det prøves, men klart den dyreste.

”Og er den så pengene værd?”, vil man spørge. – ”Nej, selvfølgelig er den ikke det”, siger jeg uden blusel, uden at have smagt den. Der er ingen øl, der er så mange penge værd.

Men det sætter fokus på øl, skaber debat om øl og er et fint PR show. Desuden skal der jo også være nogle øl, som de rigtig rige kan købe, for at skille sig lidt ud fra os andre.

Da det nu ikke kunne blive den første øl på festivalen, gik vi videre ind i den store sal og fandt en ”Emerson Pilsner” fra New Zealand til at starte på. – så var vi i gang. Og så gik vi ud og fik os noget at spise i madteltet. Nørrebro Bryghus tilbød ”Mexikansk kyllingegryde med Ravnsborg Rød” og ”Braiseret Oksegryde med Kings County Brown ale”. Begge dele smagte fortrinligt og så tilbage til øllet.

Arrangørerne har gjort et flot stykke arbejde med at få det hele på plads. Næste gang skal der måske laves lidt bedre plads om stand 28, hvor Ølkonsortiet, Mikkeler, Amager Bryghus og Danish Beerhouse holdt til. Der var så mange mennesker, at det kunne være svært at komme forbi. Men det var en fint arrangeret festival med masser af aktiviteter ( drikke øl ) og styr på både mad og toiletter og garderobe.

Vi vandrede rundt efter min rute. De andre ville gerne smage det samme som jeg, men selvfølgelig blev planen ikke overholdt. Nogle steder var der allerede udsolgt, andre steder skuffede øllet måske lidt, så det kun blev til en enkelt eller vi blev inspireret til noget andet. Jeg blev meldt ind i ølentusiasterne, og fik en ølglasholder til at have om halsen. Det var smart, så behøvede jeg ikke stå og fumle med glas, kamera og notesblok. 

Besøgsantallet er ny rekord for ølfestivalen, og det er arrangørerne selvfølgelig glade for, Men det skaber så meget aktivitet, at der ikke er så meget tid til at stå og sludre. Hen på aftenen tyndede det lidt ud, tror jeg, for da var det væsentlig nemmere at stå og sludre. Desuden havde standejerne selv fået et par af deres egne øl, og ville gerne snakke.

Da vi ankom, var stilen kontrolleret og ikke alle gad snakke, men efterhånden tøede folk op og brugte lidt større armbevægelser. Og hvordan de kan holde til at stå og servere hele dagen er en gåde. Hos OnePint var der store smil selv sidst på dagen, Danish Beerhouse var fulde af energi og snakkelyst i hvert fald helt til kl. 22 og hos Jacobsen havde man en yderst fri og positiv fortolkning af 5 cl øl.

De sidste 5 timer på ølfestivalen forløb simpelt hen i en meget bedre stemning end de første

( stemningen gik fra god til bedre ) og vi blev hængende helt til lukketid, hvor vi stod og snakkede med en svensk brygmester, der bryggede ”Ocean”, Vi slog beklagende ud med armene og sagde, vi desværre ikke havde flere poletter, hvorefter han generøst hældte 4 fulde glas ”Pale ale” op til en skål. Det er med stor fornøjelse at jeg kan fortælle, at den var ualmindelig god. Tak for en kanon afslutning på en kanon ølfest.

Tid til en øl - Fuller's Organic Honeydew

12. september 2008

Så er ølfestivalen i gang, og jeg går jo og frygter, at alt øllet bliver drukket inden i morgen. Men mon ikke der er en sjat eller to tilbage. Jeg er lidt spændt på, om det bliver i morgen, jeg runder de 500 forskellige øl. Det kommer lidt an på, om man kan få 2 halve øl på en polet. Man kan købe poletter, som kan byttes til 10 cl øl, men hvis man - som jeg – gerne vil smage så mange forskellige øl som muligt, kan man måske få to 5 cl øl i stedet. Hvis det er muligt, runder jeg nok de 500.

Jeg har lagt en ruteplan, som indbefatter 26 poletter og 38 øl, men man kan let blive fristet til at prøve en speciel øl, og planen er jo heller ikke mere fast, end at den kan ændres.  – eller udvides.

I Århus smagte jeg 28 forskellige øl, men der fik jeg også 10 cl af hver. Jeg skrev notater til alle, men næste dag havde jeg svært ved at tyde min egen skrift.

Det store problem er at vælge hvilke øl, der skal smages. Man bliver let tiltrukket af de kraftige Barleywines og Imperial Stouts, men der er procenten jo så høj, at det let kan give bagslag. Heldigvis præsenteres der også en del gode pilsnere og ales, hvor procenten er lavere, og det er nok der, vi må starte.

Vi tager af sted i morgen tidlig, og håber at kunne nå frem først på formiddagen. ( Bøgedal frigiver en øl kl 14.00 ). og så kører vi hjem engang søndag, når vi er blevet ædru nok. Ikke noget spirituskørsel her!!!

Som optakt til weekenden fandt jeg en øl fra Fuller – Organic HoneyDew. ( den er ikke med på festivalen ).

Det er Fullers første forsøg ( år 2000 ) på at lave en økologisk øl, og som navnet antyder, er der tilsat honning.

Det er en flot gylden øl på 5,0% med hvidt skum, der dog forsvinder hurtigt under hørbar brusen. Duften er frisk og præget af lidt citrus – formodentlig fra humlen ( det er ikke lykkedes mig at finde ud af typen ).Jeg synes ikke, at kunne skelne noget honning. Mundfornemmelse er lidt blandet. Man fornemmer en lidt klistret honningblødhed, samtidig med at kulsyre bruser temmelig kraftigt, som i en sodavand. Det giver en frisk fornemmelse, der dog aftager efterhånden. Smagen er sød med lidt citrus, og først i eftersmagen dukker honningen tydeligt frem. Den er ikke så dominerende som i mange af de andre honningøl. Der er ikke nogen udpræget bitterhed, men til aller-allersidst dukker er alligevel lidt frem.

Karakter 3+

Så er jeg klar til i morgen, hvor jeg nok ikke er i en tilstand, hvor jeg kan skrive nogen blog. Desuden har jeg ikke en bærbar.

Skål.