Nogle gange læser man om berømte ølmærker, som så viser sig at være svære at finde på hylderne.
En af dem, jeg tidligt læste om, var den belgiske witbier – ”Blanche de Namur”.
Witbier er en gammel belgisk brygtradition, hvor man brygger på hvedemalt ( ca. 60% hvedemalt / 40% bygmalt ), der er lufttørret, så malten slet ikke tager nogen farve. Derfor får man en hvid, lidt bleg øl – heraf navnet. For 100 år siden var der mange witbier bryggerier i det østlige Belgien, men de lukkede alle efterhånden og i 50-erne lukkede det sidste. I 1965 åbnede Pierre Celis så sit bryggeri i Hoegaarden og genindførte witbier, der hurtigt blev en stor salgssucces, så også andre bryggerier fulgte efter. I Ardennernerne ligger Namur, og i det område ligger bryggeriet Du Bocq, der blev grundlagt i 1858. De brygger en let og elegant witbier ”Blanche de Namur”.
Det er en uklar bleggul øl, med lidt gråligt skær og en alkoholprocent på 4,1%. Skummet er hvidt og kraftigt, men forsvinder hurtigt i det lille smageglas. Duften er let og frisk, en anelse krydret af citrus. Man tilsætter gerne koriander og appelsinskal til de belgiske witbier og det fornemmes tydeligt i smagen.
Fornemmelsen er livlig med masser af kulsyre og en fin friskhed. Den virker ikke så parfumeret som Hoegaarden. Hen imod slutningen kommer en smule syrlighed, der bliver hængende i en kort, men frisk eftersmag. Bitterheden er lav.
Karakter 4
Den store succes, som witbier har haft, har også smittet af på det danske marked. Mange af de nye bryggerier har taget stilen til sig, med større eller mindre held.
På festivalen præsenterede Jacobsen os for 4 udgaver af ”Strong Wit” på 7,5%. Det var jo lidt irriterende, eftersom det var svært at smage alle, og jeg nåede da også kun at smage Epsilon-udgaven. Det var en ufiltreret, uklar øl med et orange skær. Det var ikke muligt at få særlig mange oplysninger om ingredienserne, men jeg synes, jeg kunne fornemme noget hyld. Nu er det med at sætte navn, på det jeg smager jo ikke min stærkeste side, men det var en frisk og livlig øl, der havde en anelse bid fra alkoholen. Jeg synes, det er den witbier, de er sluppet bedst fra. Jeg har ikke været så tilfreds med hverken ”Bramley Wit” eller ”Sommer Wit”. Denne øl efterlader et godt indtryk, men om de andre udgaver er bedre må desværre stå hen i det uvisse
Karakter 4
Ved stand 28 gik det ofte hektisk til, når Mikkeller lancerede sine specialtilbud. Så var der trængsel, og det er jo sjovt og spændende, men også en smule ærgeligt, for man lærer jo ikke så meget om øllet. Man må finde et roligt hjørne og smage ordentligt på det. Vi stod i køen, da ”Stone Alesmith Mikkeller” blev delt ud og fandt derefter ro til at smage den. Da den største tumult havde lagt sig, kunne vi vende tilbage for at smage nogle af deres andre produkter. Mikkel Bjergsø havde præsenteret sine øl ved Ølkonsotiets fødselsdag, så jeg kendte mange fra det almindelige sortiment, men mine øjne var faldet på en ny – ”Not Just Another Wit”. Det ville også have været mærkeligt, hvis det havde været en ordinær witbier. Procenten var hævet til 7,6% og humleindholdet sat i vejret, som det er typisk for Mikkeller.
Det er en uklar feskenfarvet øl. Duften er præget af grape, der må stamme fra den anvendte humle.
En frisk og livlig øl, der også har en fin sødme i slutningen. Sødmen mærkes også lidt i eftersmagen, der samtidig er væsentlig mere bitter end sædvanligt for en witbier. Grapesmagen hænger også over i eftersmagen og pirrer til en tår mere.
Karakter 4+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar