I aften var det så anden gang, vi var til danseaften, og vi lærte at dreje rundt – både i vals og i cha-cha ( kun damerne ). Derudover lærte vi grundtrinene i Jive, og det er noget rod. Musikken har 4 slag i takten og dansen har 6, så det tager noget tid, inden man igen mødes på 1- slaget.
( 3 takter altså ) - men stadig sjovt.
Selvom det går bedre, kom jeg ( og især min kone ) til at tænke på en anden af Sierra Nevadas gode øl – Bigfoot.
Jeg tror, man har afbilledet min venstre dansefod på kapslen.
Efter at have smagt Sierra Nevada Pale Ale, tænkte jeg, at jeg også kunne lide deres BarleyWine ”Bigfoot” – men nej. Aromaen var overvældende, nærmest vinøs, og smagen var fyldig og god, men så tog humlen over, skal jeg love for. – I en grad, der næsten gjorde den udrikkelig. Jeg hældte den dog ikke ud, men det var lidt en overvindelse.
Jeg havde et par gange tidligere fået en øl, der var for bitter, og jeg troede faktisk, det var en fejl – men indså nu, at det var den kraftige humles skyld. ”Bigfoot” har et bitterhedniveau på 90 IBU.
I de kommende ølsmagninger opdagede jeg, at det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på humle. Der er nogle, der ikke kan få bitterhed nok ( humlehoveder ). Jeg er nok mere til det søde og lidt maltede.
Næsten præcis et år efter, skulle vi have en amerikansk ølsmagning på arbejdet, og jeg tænkte, at vi skulle prøve, hvor humlegrænsen var hos deltagerne, så vi havde ”Bigfoot” med.
Og opdagede – til min store forbavselse – at nu synes jeg egentlig, den var rigtig god. Jeg havde i årets løb vænnet mine smagsløg til humlen, og var begyndt at sætte pris på den. Jeg synes dog stadig, den er lige i overkanten, mens en bitterhed på omkring de 80 IBU passer mig glimrende. Jeg har sidenhen drukket den et par gange, og den vinder ved hvert gensyn.
”Bigfoot” er en ”BarleyWine Style Ale” som man kalder det i USA, for ikke at få vrøvl med vinproducenterne. Farven er mørk mahogni med et rødlig skær og duften er som sagt overvældende. Fuld at humle og lys frugt. Skummet aftager ret hurtigt. Procenten er på 9,6% og alkoholen giver varme og en prikkende fornemmelse i munden. Smagen er meget fyldig, med mange nuancer og en nærmest sherryagtig vinøsitet. Og så tager humlen over. Humlet med Chinook, Centennial og Cascade, og bagefter tørhumlet endnu en gang med alle tre. ( tørhumlet betyder, at humlen trækker i øllet, mens det lagres. Det giver ikke så megen ekstra bitterhed, men fremhæver humlens aroma).
Dette giver en meget bitter og meget fyldig humlesmag, der bliver hængende i lang tid.
Karakteren har i tidens løb bevæget sig fra udrikkelig til 4. Jeg synes stadig bitterheden er lidt for gennemtrængende.
Ellers vil jeg lige minde om, at fredag har ”De Danske Ølentusiaster” 10 års jubilæum, og lørdag d. 6 er det ”Øllets Dag”. Begge dele fejres flere steder i landet med spændende ølarrangementer, som jeg desværre er forhindret i at deltage i pga. arbejde – øv,øv.
Se arrangementerne på deres hjemmeside. http://www.ale.dk/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar