Mexico. - Solen bager fra en skyfri himmel, og selv kaktusserne stønner af tørst. Tumbleweeds blæser formålsløst rundt i gaderne og støvet lægger sig tykt på din tunge. Du vakler ind i skyggen under et halvtag ved en lille bar og synker sammen i en stol, mens du stønner : ” En øl ”. Bartenderen vinker fra sin plads under ventilatoren og peger på en gammel køledisk ved væggen. Du vakler derhen og snupper en Corona Ekstra og en limeskive fra disken. Du propper den i flasken og så er det endelig tid til en øl.
Nej, desværre – det er ikke selvoplevet, men det kunne måske få karakteren på Corona Ekstra en tand op. I sommer, da temperaturen var på sit højeste og solen bagte, forsøgte jeg at genskabe denne situation , eller rettere - Jeg gik i haven og lugede, solen skinnede og jeg svedte bravt. Jeg var nok også blevet noget støvet, da jeg satte mig med en Corona Ekstra. Min australske bushmanshat måtte gøre det ud for sombrero, og med lidt Morricone på CDafspillenren var illusionen næsten perfekt. Men alligevel.
Corona er en mexicansk øl brygget af Modelo i Mexico City. Den blev første gang brygget i 1925 og sælges nu i over 150 lande.
Det er en klar gylden øl med kraftigt skum, der forsvinder under hørbar brusen. Duften er frisk og præget af korn og fornemmelsen er livlig og let. Der skulle være brugt ris som råfrugt for at udvikle denne lethed.. Smagen er også frisk men en smule tynd og eftersmagen er forsvindende kort. Dog kan man mærke en let bitterhed, der bliver hængende.
Der er en tradition med at stoppe en limeskive ned i flaskehalsen og lade den trække lidt. Det giver en let syrlighed til øllet, men virker måske lidt påtaget. Det er dog en sjov og anderledes ide, der vist stammer fra en anden øl ved navn Tecate, der blev serveret med salt og citron.
Der har været mange bud på grunden til denne limebåd. Det er formodentlig et reklamefif, for at gøre den mere eksotisk, men der er også nogle, der har foreslået, at det er for at holde fluer og andre insekter ude af flasken.
Andre igen har ment, at den klare flaske bevirker, at sollyset hurtigt gør øllet udrikkeligt, og at limesaften camouflerer denne udvikling længe nok til, at man kan nå at drikke øllet. Jeg ved det ikke.
I Danmark sælges også en anden mexicansk øl, nemlig ”Sol”. Den er også i klar flaske, men det bevirker, at den lever op til sit navn og stråler lysende og klart gylden. Den ligner på mange måder Corona i sin lethed og forfriskende kulsyre, men også her forsvinder smagen hurtigt og efterlader en metallisk bitterhed.
Karakter for begge øl: 2 - (2+ hvis det er en rigtig varm dag ). Der er dog lidt mere smag i Coronaen
Det er her tydeligt, at øl er tørstslukkere, der skal være lette og friske og forsvinde hurtigt, så de kommer til at fungere i stedet for vand.
I dag var en dejlig efterårsdag, hvor det igen var muligt at komme i haven og slå græs og luge lidt i bedene. Efter en god arbejdseftermiddag var det godt at sætte sig på havebænken med den sidste Corona og slappe af. Her er det faktisk rart med en let og frisk øl. Forhåbentlig kommer der flere sådanne dage, for der er meget mere, der skal laves, inden vinteren kommer. Så bliver det bare med en anden øl til slut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar