Så er programmet for ølfestivalen i København i weekenden kommet. Og uha, hvor er der mange øl. Man kommer jo til at halse rundt med et forvirret blik, mens man tænker på alle de øl, man ikke når at smage.
Programmet kan findes på www.beerfestival.dk . Beerfestival, fordi det er en international ølfestival, hvor der er en stor stand med engelske bryggerier. Det er første gang, så mange briter er mødt op på kontinentet.
Første (og foreløbig eneste ) gang, jeg har været med, var i Århus i foråret, og det var en hyggelig tur. Jeg fulgtes med min svigersøns far, og vi havde en kanon tur, hvor vi fik smagt en masse øl. Der var ikke så mange mennesker, så der var fin plads om standene og også tid til en masse fornuftig snak om øl. Måske bliver det mere trængsel denne gang. Vi skal 3 venner afsted herfra og glæder os meget.
Det er nok klogt at have lavet en slags plan hjemmefra, for ikke at løbe helt forvirret rundt. Der er en del øl, jeg allerede kender, og jeg vil nok lægge vægten på øl, der er vanskelig at skaffe i Nordjylland – specialiteterne, som der kommer nok af.
Et hurtigt blik på programmet afslører, at man egentlig bare kan stille sig ved stand 28, og så bruge sine poletter der. I hvert fald, hvis man er til stærk humlet, amerikansk inspireret øl.
Her har 4 ølhuse slået sig sammen. Jeg ved ikke, om de har hver deres aflukke, eller om det er en stor åben stand, men her sker mange ting.
Det er Mikkeler, der har sine gamle kendinge med, men ofte med nye varianter. Der er også en del helt nye øl, der har verdenspremiere og kun bliver udskænket på bestemte tidspunkter. Der skal nok blive trængsel.
Der er Amager Bryghus, der også har gjort sig bemærket med kraftige øl, bl.a Rated XX med 20 forskellige humletyper i.
Så er der Beerhouse, der præsenterer Great Divide og Avery. 2 store amerikanske bryggerier med fuld knald på humlen. Avery laver den bedste Imperial Stout, jeg til dato har smagt: ”The Czar”, men jeg har heller ikke smagt ”Yeti” fra Great Divide endnu. Der bliver sikkert kamp til stregen.
Sidste blad i firkløveret er vores lokale butik fra Aalborg: ”Ølkonsortiet”, der har øl fra egen import med. Det er øl fra Traquair i Skotland. Jeg beskrev den meget fine ”Jacobite Ale” forleden. Der er nye øl fra De Molen fra Holland. De var et af de store tilløbsstykker i Århus. Jeg har ikke smagt dem endnu, men jeg fik en lille smagsprøve, sidst jeg var inde i butikken, og købte straks 2 forskellige flasker med hjem, selvom vi er i den dyre ende.
Endelig har de det canadiske Unibroue med. Det er et bryggeri, der har specialiseret sig i belgisk inspireret øl, og de har Paul Arnott ( tidligere brygger hos Chimay ) som brygmester. Så kvaliteten er i orden. De brygger en stor variation af øl.
De brygger en enkelt øl, der også har lidt skotsk inspiration – ”The Raftman”. Den øl er en hyldest til de canadiske skovhuggere, der ”efter en lang, hård arbejdsdag, forstå at bilægge deres stridigheder over en øl og en whisky”. Så hvorfor ikke prøve at slå det sammen.
Øllet er flaskegæret, og bryggeren anbefaler, at man lige ruller flasken engang, for at få det gode bundfald med. Den er brygget på whiskymalt og er på 5,5%. Den fremstår som en sløret, gylden øl med et orange skær. Aromaen er sødlig, med en anelse røg. Smagen er også sødlig med lidt karamel, men den virker ikke vammel. Der er en vis friskhed over den alligevel. Der anes også en smule røg. Det er ikke en whisky-øl, som vi kender det fra f.eks ”Paradox”-serien. Der til trænger whiskysmagen ikke nok igennem, men det er en dejlig øl, der gør sig rigtig godt til grillen. Lad os håbe, der kommer flere dage til grill og Raftman.
Karakter 4+
Vi kommer først til ølfestivalen lørdag, så vær lige rar og gem noget øl til os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar