Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 24. september 2008

Tid til en øl - Knark III

24. September 2008
I dag fik vi besøg af vores ældste datter og svigersøn, der kunne hjælpe med at klare et IT problem med nogle ledninger og en projektor. Det lykkedes fint. Og de kan nu så godt lide flæskesteg, så det stod menuen på.  – Og til flæskesteg hører en Imperial Stout. Så jeg fandt en gammel kending frem, nemlig ”Knark III” fra Duelund Bryglade.
Det er en øl, som vort kære broderfolk – svenskerne – har meget sjov af. Knark betyder jo bare en gammel fyr, men på svensk hentyder det åbenbart også til en speciel del af den mandlige anatomi, og sådan noget er jo altid sjovt.

Jeg stødte på ”Knark III.” til den allerførste ølsmagning, hvor det var aftenens sidste øl. Jeg havde ladet hånt om gode råd fra erfarne ølkendere og serveret 8 hele øl ( Det sku’ jo også være lidt hyggeligt ) i stedet for de sædvanlige 10 cl, og det var måske nok lidt i overkanten. I hvert fald faldt Knarken ikke i så god jord. Vi var vist lidt overmætte på det tidspunkt. Jeg syntes selv, den var væsentlig bedre end jeg havde forventet, for jeg havde dengang ikke megen fidus til mørkt øl.

Knarken er en Russian Imperial Stout, og dette begreb ( og India Pale Ale ) var noget af det, der virkelig inspirerede mig. for jeg kendte kun til danske pilsnere og havde aldrig forestillet mig, at der kunne være så mange fastlagte typer.
Jeg tog den senere med til ølsmagning blandt kollegerne, og her blev den kåret til aftenens bedste øl. Belært af erfaringer var mængden også blevet skåret ned. Det er en øl, der stadig omtales med ærefrygt på arbejdet.

I 2006 vandt Poul Højlund VM i håndbrygning, og det imponerede mig en del, til det gik op for mig, at det var VendsysselsMesterskaberne. Det var nu stadigvæk flot, og han fik mulighed for at brygge sin ”Knark III” på Thisted Bryghus.
Det er en ”Russian Imperial Stout” – en type, der første gang så dagens lys i 1781. Den russiske Zar Katharina II havde under et besøg i London fattet kærlighed til Stouten, og ville gerne have denne øltype sendt til Rusland. For at klare den lange rejse tilførte man ekstra humle og kraft, belært af erfaringerne fra IPA’en. Det blev en stor succes i Skt. Petersborg.

Det er en helt sort øl med et kraftigt brunt skumlag, der næsten fylder det halve glas ( se også bloggen fra i går ). Alkoholprocenten er temmelig lav for en Imperial Stout, nemlig 7,6%. ( Men den nys udsendte ”Knark V” har vist en procent på 14%, så det går fremad.) Duften er stor og kraftig og fyldt af mørk frugt som blommer og sveske, kaffe og lakrids. Disse indtryk gælder også for smagen, der tillige er balanceret af en fin humle, der ikke virker påtrængende. Eftersmagen er lang og fyldig.
Der er lidt mere kraft og bitterhed end i gårsdagens porter.
Karakter 4+

”Knark III” var blandt de 10 finalister ved ”Årets Ølnyhed 2006”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar